(10) Et Liv Med... Parkinson

 

[jskovc]

Intro, 31-05-12 11:34 am, Valley Parade, Bradford City

Der var tid til eftertænksomhed og omsorg, men ingen grund til grundighed og præcision.
Der var tid til hygge, men ingen grund til alvor.
Der var tid til familien til træning, men ingen grund til 4-4-2.
Der var tid til pizza og DVD fredag aften, men ingen grund til løbeturen lørdag morgen.
Der var tid til autografskrivning, men ingen grund til skudtræning.
Der var tid til buksevand, men ingen grund til at tage træneren seriøst.
Der var tid til søndagskampen, men ingen grund til oprykning.
Der var tid til snak med medierne, men ingen grund til ambitioner.
Der var tid til forandringer, men ingen grund til at gennemføre dem.
Der var tid til aflevering af min opsigelse, men ingen grund til at blive på posten.

Min tid i Bradford er nu forbi. League 2 var ganske vidst så hyggelig, men ingen med nogen som helst tro på sund fornuft, tror på at denne klub kan få succes i den nærmeste fremtid. Derfor måtte jeg reagere, og helt uden en eneste føler ude viste muligheden sig. Muligheden for at opnå noget stort. Muligheden for at blive alvorlig, grundig og ambitiøs. Derfor får bilen allerede i morgen kurs sydpå, mod et spændende projekt fra fortiden, ja faktisk lidt af et gammelt rystende godt eventyr.

[jskovc]

Forord:

Denne blog kommer til at handle om den fortvivlede manager fra virkeligheden, Philip John Parkinson (01-12-67). Han trækker stikket fra alt hvad der hedder røven af fjerde division og drager afsted mod sin gamle hjerteklub, der langt om længe har fundet plads til ham på det mest eftertragtede sæde i klubben, i en af de mest eftertragtede ligaer i verden. Parkinson er en ambitiøs herre med utroligt lidt på sit CV både som spiller og som træner (Ja bevares var han ikke smuttet, havde han måske fået mere end han nogensinde opnår i dette spil i form af en andenplads i Capital One cuppen. Men alt dette ved han jo slet ikke noget om på dette tidspunkt), der som sin største bedrift har spillet for Reading i The Championship, og er at finde på deres alle tiders hold på den centrale midtbane. Samtidigt er der tale om en moderne mand, der altid går klædt casual, og som ikke er kendt for de store skandaler, alt i alt en ægte engelsk nice guy. Hans moderne sind åbner mulighederne for alle spillerne på holdet uanset deres talent, eller mangel på samme, bare man præsterer er det sådan set underordnet. Privat er Parkinson dog kendt fra en helt anden side. Her har han aldrig stået i vejen for vilde fester, med både det ene og det andet på bordet (det gør sig bajere, coke, strippere osv.) hvilket også betyder at hans forhold til konen Catherine, og hans to børn svinger meget op og ned, men oftest mest ned.

Og hermed er det mig en fornøjelse at byde velkommen til: Et Liv Med... Parkinson.

Intro
(1) Nårh ja, Catherine
(2) Selve årsagen
(3) Den knuste sjæl?
(4) Hvor fanden er Brian?
(5) Sønnemænd i lyst og nød
(6) Starten på enden?
(7) Goddag og farvel min "ven"
(8) Første signing
(9) Farvel til tv'et
(10) Couchsurfing

[Hawkins]

Det lyder ret spændende. Jeg er helt vild med din titel, det giver helt andre associationer, især med billedet også

[jskovc]

Det lyder ret spændende. Jeg er helt vild med din titel, det giver helt andre associationer, især med billedet også

Tak skal du have, og ja jeg er også selv rimeligt godt tilfreds med billedet (Jeg bevæger mine arme rytmisk som en lille ivrig dreng hver gang jeg ser det)

[Tavares]

Det her virker som en blog, der er lige ned af min boldgade. Jeg må også rose titlen og banneret.

[jskovc]

Det her virker som en blog, der er lige ned af min boldgade. Jeg må også rose titlen og banneret.

Bukker mig underdanigt i støvet (Jeg bevæger mine arme rytmisk som en lille ivrig dreng)

[JimmyGP]

Cool... jeg er på

[jskovc]

(1) Nårh ja, Catherine, 01-06-12 02:34 pm, Motorvej M1, Nord for London

Skammen ruller tykt ind over mig, når jeg tænker på årsagen til at min kone sidder skidesur ved siden af mig i den lille Vauxhall Astra, her midt på motorvej M1 nord for London. Jeg skammer mig ikke fordi jeg endnu engang har taget en impulsiv beslutning uden at drøfte det med hende først. Jeg skammer mig heller ikke fordi jeg endnu engang er ved at trække alt op med rødder, både for jeg selv, min kone og mine børn nu hvor vi lige var ved at falde til i de relativt nye omgivelser. Jeg skammer mig fordi at jeg endnu en gang, ikke tog direkte hjem og fortalte det til min vidunderlige kone, men i stedet blev i byen til klokken halv fem. Og fordi at jeg endnu en gang højt flyvende på alkohol vækkede hende på selv samme tidspunt, for at fortælle hende de gode nyheder som jeg "bare ikke havde kunnet vente med at fortælle hende".

Nu sidder hun der, blond og smuk som altid, ganske vidst 10 kilo tungere end da jeg mødte hende første gang, men lige så godmodig som dengang. Endnu en gang skal hun trækkes med i et af mine vanvidsprojekter, som hun ikke en gang har en holdning til. For hun er jo slet ikke skide sur. Hun er mildest talt træt af mig. Træt af mine løfter om at det bliver sidste gang vi flytter. Træt af at høre på at jeg kommer hjem klokken tolv, og at hun alligevel skal falde i søvn alene. Træt af ungernes skuffede blikke når jeg ikke står på sidelinjen og ser dem spille kamp, med i stedet ligger og sluger treo og ser morgen TV. Jeg er den mand som ingen ville have, men som nogen alligevel troede på det bedste i. Jeg er ham der burde være på vej ud, men som hun alligevel ikke nænner at gå fra, og det til trods gør jeg alligevel ikke det store for at udbedre skaderne. Hver morgen lige indtil jeg går ud af døren tænker jeg på at jeg må gøre noget, men i det hoveddøren smækker bag mig, dropper jeg tanken, for hun er der jo alligevel når jeg kommer hjem, så det kan vel slet ikke være så galt?

[jskovc]

Cool... jeg er på

Hmm skulle man vælge en man gerne ville have til at følge, tjah, så er du i hvert fald i slet ikke nederst, med dine blogbedrifter Super fedt, tak

[OnkelMorfar]

Titlen til den her blog er sgu meget sjov. Velskrevet blog indtil videre!

[jskovc]

[b(2) Selve årsagen, 27-05-12 03:37 pm, Madjeski Stadium, Reading[/b]

For at finde selve årsagen til Philip og Catherines færden på Motorvej M1, bliver vi nødt til at skrue tiden nogle dage tilbage. Helt præcist befinder vi os på Madjeski Stadium i Reading, hos nyoprykkede Reading. Der havde været en trykket og speciel stemning på gangene i direktionen hele formiddagen og frokosten med. Vi kender alle sammen følelsen fra jobbet af, at noget uventet er under opsejling, og det er helt klart ikke noget der vil gavne den umiddelbare situation. Man kan se cheferne, eller i dette tilfælde direktørerne trave hemmelighedsfuldt rundt fra kontor til kontor, men ingen siger noget. Panderynkerne hos dem bliver blot flere og flere når de defilerer rundt mellem kontorerne, og når der ikke er plads til flere rynker, begynder de at synke dybere og dybere ind i panden. Omkring middagstid ankom manageren Brian Mcdermott til de lange tunge gange, men i modsætning til direktørerne var der her ikke en eneste rynke at spore, blot et stort bredt smil lige under hans blankt skinnende solbriller. Han trak brillerne af hovedet, løftede en hilsende arm mod de mange intetanende mennesker på kontoret, og forsvandt herefter ind på et af de mange kontorer på gangen.

Herefter blev alt meget stille på gangen, og på de mange små kontorer hvor det arbejdende folk var ved deres daglige gøremål. Folk med at kigge ind i deres computerskærme, men nu helt uden at lave andet end at kigge. På to af de små kontorer for enden af gangen, blev stilheden pludseligt brudt af en ringende telefon i receptionen. Her kunne man normalt ikke høre hvad der foregik i receptionen, men på grund af den rungende tavshed gik det pludseligt helt klart og tydeligt igennem. "Jamen jeg ved ikke noget som helst! Nej intet! Jamen det kan jeg ikke svare på, for jeg kender ikke til den sag! Jamen du må lytte til hvad jeg siger hr.....". Mens den samtale fortsatte begyndte endnu en telefon at ringe, og herefter endnu en, og før de vidste af det, var der pludseligt en stor storm af nyhedshungrende journalister, med nys om at noget var under opsejling. Og ganske rigtigt. Ganske kort efter, præcis klokken 03:37 pm, stod alt personale samlet og lyttede til en ældre gråhåret herre fra klubbens bestyrelse. Han viderebragte beskeden om at den vellidte manager Brian Mcdermott, ikke længere var at finder i klubbens managersæde. Samtidigt meddelte den ældre herre, at klubben ville starte søgningen efter en ny manager omgående, og at man denne gang ville forsøge at skaffe en mand med et reelt hjerte for klubben. En mand med rødder tilbage fra dengang Reading var noget man havde i hjertet, og ikke i hovedet som han så rammende beskrev det.

[jskovc]

Titlen til den her blog er sgu meget sjov. Velskrevet blog indtil videre!

Tusind tak

[Quixotry]

Jeg er fan! Du skriver sindssygt flot.

[jskovc]

(3) Den knuste sjæl?, 01-06-12 04:03 pm, Madjeski Stadium, Reading

Da den sorte Vauxhall Astra havde rullet sine sidste meter, og alle fire hjul stod solidt plantet mellem to hvide kridtstreger på p-pladsen foran Madjeski Stadium, kiggede jeg hurtigt over på Catherine, og derefter tilbage på rattet, hvor mine hænder fortsat var solidt plantet. "Vi kan jo se om vi kan komme tilbage i det gamle hus og bo... du ved ligesom vi gjorde dengang i gamle dage" fik jeg sagt ganske mumlende og med sænket pande. Som sådan fik jeg ikke noget svar på det, men kun det ligegyldige blik, som en kvinde på 43 kan sende til sin mand når hun synes han er ved at fucke op igen. Jeg tog fat i dørhåndtaget, kiggede igen på hende inden jeg åbnede og sagde lige så mumlende som før. "Vil du da hellere bo et andet sted denne gang?". Men heller ikke denne gang var det til at drive et svar ud af hende. Vi åbnede begge to vores døre, rettede på håret, og begav os så mod indgangen til den store skinnende kontorbygning foran stadion.

Da vi nåede indgangen, tændte jeg en af mine mange cigaretter på den dag. Hun stillede sig hen foran mig, rettede på mine skjorteflipper under blazeren, tog en hånd gennem mit hår, og endeligt ville hun tale til mig. "Forstår du det slet ikke? Jeg er træt af det her. Træt af at skulle trækkes rundt hver eneste gang du får julelys i øjnene, og ser noget nyt og spændende. Det er ikke en måde at leve på, og jeg håber du er klar over at med et eneste fejltrin mere, så er du en færdig mand. Men ikke kun en færdig mand, du er også en færdig far." Jeg kunne slet ikke tro mine egne ører. Aldrig havde hun talt til mig med den autoritet i stemmen, været så stålfast i blikket, eller i det hele taget talt mig imod. Men det til trods, så var der stadigt en følelse alle inderst inde i mig. En følelse af ligegyldighed, en lille bitter kynisk mand der sagde til mig at jeg ikke skulle tro et ord af hvad jeg lige hørte. For hvem ville det egentligt gå ud over? Mig eller dem? Der er sgu da ingen der er interesseret i at forlade mig! Og hvis de gjorde ville det jo gå ud over dem selv. Men til trods for den kyniske mands ord, fik jeg alligevel med en delt overbevisning i stemmen fremstammet "Nej nej jeg ved det godt. Men det bliver alt sammen bedre nu..... Det lover jeg!"


Jeg vendte hende ryggen mens jeg stilede mod den store glas skydedør der udgjorde indgangen på bygningen, og mærkede hendes knuste sjæl i ryggen til min egen store ligegyldighed. Nu skulle den kontrakt underskrives!

[jskovc]

Jeg er fan! Du skriver sindssygt flot.

Fedt fedt fedt, tusind tak skal du have