Tilbage til rødderne!

 

[Thorøe]

Mit navn er Tapan Umon, og jeg er dansk inder, eller rettere sagt, inder der har boet i Danmark siden jeg var 2. Min fødselsdag er 14.10.1975, og jeg er født i den Indiske delstat Goa. Der boede jeg med mine forældre til jeg var to, men så blev der vent op og ned på alting. Min far tabte alt i et væddemål, og når jeg siger alt mener jeg alt. Vores hus, vores bil, vores tjenestepiger og vores aktier. Vi gik fra at være en rigtig velhavende indisk familie, til at skrabe samfundets bund. Og da det socialesikkerhedsne t ikke ligefrem er prangende i Indien, var vores eneste mulig at prøve lykken i Europa. Og landet der blev udset til dette var Danmark. Nu har vi levet i Danmark i 27 år og er faldet godt til her. Min far har en grønthandler, min mor er pædagog, men hvad er jeg? Indtil videre intet. Eller jo. DBU træner uddannet. Jeg droppede ud af gymnasiet pga. kedsomhed, og efter det havde jeg intet at lave, indtil træner udannelsen slog mig. Jeg søgte om optagelse,  kom ind og nu er jeg udannet! Og jeg har hele tiden vist hvad udannelsen skulle bruges til. Jeg vil tilbage til mit hjemland og tage udfordringen op der! 

Ja, jeg lovede at starte bloggen med det nye FM og som sagt som gjort!

[Thorøe]

Nu sidder jeg her. Midt i New Delhi på en halv beskidt café og venter på min drink. Flyveturen gik som planlagt, og jeg nåede frem lidt før middag indisk tid. Som sædvanlige (jeg har flere gange besøgt Indien med mine forældre) var det et helvede at få sine kufferter i  lufthaven, og det tog også en helvedes tid at komme igennem værste største bearukrati. Stempel her, stempel der og så lige et mere her! Da man først nåede ud til Taxaen gik det til gengæld stærkt. 180 km/t op på motorvejen, og hvorfor bremse når man kommer ind i byen? Vi tager den da med sammen fart! Det punkt er indere som ingen andre! Jeg blev sat af midt i New Delhi, og begav mig derefter ud på egen hånd. At jeg taler flydende hindi hjælper en del når man skal klare sig i de helt små kvarterer, og det var lige det jeg skulle! Jeg satte kursen mod det første slumkvarter jeg kunne få øje på, og begyndte min rundspørger. Jeg fandt 100 Rupies frem (ca. 12 DKK) og begyndte at spørger de fattige ud om Træner situationen i den Indiske liga, Nationale Football League of India. Udnyttelse af de fattige? Måske, men sådan fungere dette land, og så må man indrette sig! Det viste sig at Mohammedan Sporting Club, for nylig havde fyret sin træner, og ledte efter en kvalificeret afløser. Mohammedan Sporting Club, eller M.S.C., holder til i Kolkata, altså gik turen syd øst på. Jeg fik booket en billet på næste afgang til Kolkata, og nu sidder jeg her og venter spændt. Venter spændt på at jeg skal starte mit Indiske eventyr!

[Thorøe]

Jetlack, opkast og diarre! Det tegner ikke vitterlig godt! Turen til Kolkata var godt nok hård mod mig! Planen var at jeg skulle tage ud til M.S.C. i dag, men som det ser ud nu, er det taget af dagsordenen!  I stedet gav jeg mig til at studere en bog jeg købte i lufthaven. Indisk Fodbold historie! I starten gik det en smule trægt med at læse hindi, men efterhånden som timer gik, blev det mere og mere flydende, og 8 timer senere kunne jeg klappe bogen sammen, og tænke over hvad jeg havde læst. M.S.C. vandt sit sidste indiske mesterskab engang I 80’erne, dengang hvor Elvis var gud og rystede sin røv! De seneste år har de ligget i bunden, altså en hold med brug for genrejsning. Mon min udannelse var god nok, til at klare dette? Det besluttede jeg mig for at den var, og med tankerne rettet mod den indiske mesterskabspokal, faldt jeg stille og roligt i søvn!

[Kimu]

Super start. Denne blog glæder jeg mig rigtig meget til at følge. Også fordi man som læser bliver taget til et land man ikke så tit se en blog fra.

Keep Up The Good Work 

[Thorøe]

Det blev til 3 dage i sengen. 3 dage med diarre og opkast, ikke den bedste start for mig i det indiske! Til gengæld gav det mig tid til at læse lidt, om Natonal Football League of India’s struktur. Der er sølle 10 hold i ligaen, og da man kun møder hvert hold en gang, en hjemme og en udekamp, bliver det til 18 kampe for hvert hold gennem en sæson. Ligaen starter først den 20. november, og slutter allerede den 16. april. Altså strækker den sig over knap og nap 5 måneder. Samtlige 10 klubber i ligaen er halvtidsprofessione l le, penge er der ingen af, og dermed er chancen for at hente en udlændige til Indien for at spille fodbold sådan ca. lig 0. De 10 hold i ligaen er:

Air India.
Dempo.
East Bengal.
Fransa.
JTC Mills.
Mahindra Utd.
Mohammedan.
Mohun Bagan.
SC Goa.
Salgaocar.

Diverse indiske fodboldmagasiner spår, at sidste års nummer 1,2 og 3, Mahindra Utd., East Bengal og Mohun Began, kommer til at slås om mesterskabet, mens Air India, Churchills Brothers Sports Club og Mohhamedan skal slås om at blive oppe, og undgå at havne på de 2 sidste pladser, der giver en billet ned i første division. Med kun 18 kamprunder per sæson, går store dele af spillernes liv som halvtidsprofessione l le spillere ud på en ting, nemlig træning! Og det punkt fik jeg også brugt noget af mine sygedage på. Jeg havde nemlig strikket en træningsprogram sammen, og med det + mit træner certifikat i hånden, tog jeg ud mod Mohammedans klubkontor.

Efter at have ventet 30 min. i en taxa pga. trafikken var spærret efter et sammenstød mellem en ko og en bil, nåede jeg frem. Mohammedans klubkontor ligger ved det enorme stadion, Salt lake Stadium, som kan rumme 120.000 og dermed er et af verdens største. Det er der, omgivet af over 100.000  sæder, at M.S.C spiller sine kampe. Jeg åbnede forsigtig døren ind til kontoret, og blev mødt af et lidt pudsigt syn. På ventesofaen lå der en inder, med kasketten trukket godt ned i panden, og sov. Jeg studerede kort rummet, og fat på skranken en klokke. Jeg ringede kort på den, og dens effekt indtrådte hurtigt. Den lille inder sprang op af sofaen, og da han fik øje på mig, stormede han hen og gav sig til at undskylde. Jeg sagde at det ikke betød noget, og fortalte hvorfor jeg var kommet. Han nikkede interesseret og da jeg viste ham mit DBU træner certifikat, var han solgt. Jeg fandt senere ud af, at den indisk træneruddannelse har et niveau der er skammeligt. Han trak mig ind til et lille baglokale, greb telefonen og fortog flere opkald. 20 minutter efter var vores lille gruppe 4 mand større. Den ene af de ankommende var assistenten i klubben: Nasir Ahmed. En lille spinkel inder, som man ikke lige ville lægge mærke til. Den anden ankommende var direkte modsat, stor og fed. Han var vidst den tidligere manager, som var blevet fyret, men nu ville de lige have ham med på råd, meget underligt! De to sidste var klubformanden og han kone, 2 pæne og nydelige mennesker. Så kunne min ansættelses samtale begynde. De var alle meget positive, alle undtagen den lille fede mand. Han blev ved med at spørge hvorfor jeg var kommet til Indien, som om det var en politi afførelse, hvor jeg var gangsterboss som havde befundet sig på et mordgerningssted. Samtalen varede kun 1 time, og på trods af den fedes mistroheld, gik jeg derfra, med en kontrakt! Mit Indiske eventyr kunne nu for alvor begynde, og i morgen skal jeg møde spillerne!     
 

[cube]

Hold kæft et hjernedødt stadion!

EDIT: Nu jeg kigger ordentlig efter er det jo faktisk et stadion for amerikansk fodbold. Tjek banen

[Thorøe]

Hold kæft et hjernedødt stadion!

Min hjemmebane Btw: Tak for kommentarende, det er dem der gør det sjovt at skrive!

[Roxer]

Har selv startet en med Dempo så jeg kender holdene nogenlunde blev mestre og vandt stortset alt hvad der var at vinde

[Soccerpop]

Min hjemmebane

Er du sikker på det?
Der står Utah oppe i linket og er det ikke en amerikansk stat?
Nå ligegyldigt glæder mig til at følge med.

[Thorøe]

Så kom den store dag. Jeg var blevet ansat, og nu skulle jeg for første gang møde min spillertrup. Men først efter et lille møde med min assistent. Han satte mig kort ind i klubbens historie og fortalte mig det grundlæggende om truppen. Truppens stjerner, og eneste udlændinge, var ifølge ham: Douglas De Silva, 33-årig Brasilianer og forsvarets styrmand.
Mike Okoro, 24-årig Nigerianer og klubbens klare stjerne angriber.

Altså på den ene side den rutinerede styrmand og på den anden side den unge uforudsigelige. Men som han sagde måtte jeg jo selv vurdere det. Kort derefter ankom spillerne. 26 Indere lav. Tjaa, man er jo ikke de højeste her i asien. Jeg sagde hej til dem, gav dem hånden en efter en, og prøvede at lære deres navne. Der udover skete der ikke det store. Jeg præsenterede mig selv, og i den forbindelse var det tydeligt at se, at de havde hørt rygtet om min DBU uddannelse, men første nu, hvor de slev hørte det, troede på det.  Jeg snakkede lidt med dem om deres mål, hvilket klart var at undgå nedrykning, da det ville betyde kraftig lønnedgang. Det er dog ikke mit mål. Jeg mener at vi skal blive minimum nummer 6, ellers vil jeg lægge min opsigelse på bordet. Nå, det skal der ikke tænkes på nu, ligaen starter først i Januar, og før det ligger der benhårde forberedelser. See ya soon!

     

Ahhhr!! Søgte bare på stadionets navn, og så kom det frem. Nå, skidt med det! Min hjememebane har plads til 120000

[Thorøe]

Så er de første uger af mit nye liv gået, og den første venskabskamp nærmer sig. Min første tid i klubben har jeg primært brugt på individuelle samtaler med hver enkelt spiller imens min assistent har taget sig af træningen. Det har givet mig et udmærket indtryk af hvem der har det mentale i orden, og nu med kampene så vise hvem der har spillet i orden. Specielt mine brasser, De Silva, synes jeg virker til at være fornuftig, og at overgive anføre bindet til ham ville langt fra være en katastrofe. Det kunne dog også meget vel tænkes at det gik til min anden center forsvar: Mondal, som virkelig virker som en ledertype. Men hvem der får det, og sikkert en masse andet vender jeg tilbage med når jeg har spillet nogle kampe! 

[Dolle]

Super Blog .. Glæder mig til at følge den videre Færden

[Thorøe]

Vores første venskabskamp var imod Punjabs politistyrker. 15 af byens, formodentlig bedste, politifolk havde taget fri fordi de mente at det var vigtigere at spille fodbold end at fange forbrydere. Kampen blev spillet på et lille stadion foran 1100 tilskuere og i bagende varme. Og efter kampen var konklusionen at politimændene måske skulle holde sig til deres job. De blev i hvert fald kørt over 4-1. Vores mål blev scoret af venstrebacken Firoze, 2x Okoro og et enkelt af indstifteren Pradhan. Hvor mange voldmænd der i løbet af de 90 minutter fik frit spil vides ikke, men mon en det var en enkelt eller to?

Siden sidste kamp er der kommet  to nye ansigter i truppen, en angriber og en forsvar, begge købt som ”super subs”. Måske kan Atwal, angriberen, endda tilkæmpe sig en fast plads, det må tiden vise!

Anden kamp forløb nogenlunde som kampen med panserne. Vi havde spillet. Der var dog den væsentlige forskel at vi ikke scorede på vores chancer, Okoro brændte chance på chance i første halvleg, og derfor blev han i pausen skiftet med Pradhan som dermed fik debut. Okoro og Atwal er to meget forskellige spillertyper, Okoro, lille væver og drible stærk, mens Atwaln er stor og træk og hans primære forcer ligger i luftslagsmål, og at score på tilfældige chancer. Hvilket var lige det han gjorder efter 10 minutter på banen, altså scorede på en tilfældig chance, og dermed blev også denne kamp vundet, dog kun 1-0.

Næste kamp var igen mod ordensmagten, dog denne gang i form af Kolkatas havde politi. Vi havde igen store dele af spillet, men det var som om at de havde øvet sig mere på det defensive aspekt i fodbold end deres kollegaer og kampen endte 0-0.

Forløsning. Efter en kort scoringskrise kom vore afrikaner: Okoro endelig på tavlen igen. Det skete i endnu en total kontrolleret venskabskamp, som vi vandt 2-0. Dejligt endnu engang at være på sejrskurs!

Jeg bad spillerne passe godt på inden dagens kamp, vi skulle nemlig møde: Assam Riffles, en indisk våben fabrik. Heldigvis havde modstander holdet ikke tager rifler med på banen, vores egen spiller Atwal havde derimod ladt kanonen inden kampen, og han afgjorde den med et brag af et langskud. Dermed er jeg stadig ubesejret i det indiske!   

 
Sorry, havde fucket op i navene. Pradhan hedder Atwal!   

[Thorøe]

Så oprandt min første kamp af betydning, og det skulle være den indiske cup der fik den ære. Cuppen er opdelt således:
I 1. fase er der 4 grupper med 3 hold i hver. De 3 hold møder hinanden én gang hver, og kun et hold går videre til Semi-finalen. Der spilles en kamp i hver Semi-finale og vinderne mødes så i finalen om den Indiske cup!
Jeg er uheldigvis havet i gruppe med Dempo og Air India. Air India burde jeg kunne slå, jeg er spået til at skulle slås om nedrykning sammen med dem, men Dempo bliver svære eftersom, de er spået til gode chancer i ligaen, så nu må vi se hvor langt jeg når i cuppen. Jeg lagde ud med kampen mod Dempo, en kamp som skulle vindes hvis jeg ville videre!

Kampen var den første hvor jeg virkeligt fik modstand, og det skulle vise sig at være et problem. Spillerne virkede overraskede over tempoet, og allerede efter 5 minutter lavede Firoze straffespark, og så var det ligesom op ad bakke. At de så scorede på et meget tvivlsomt mål, det var lige på kanten til offside, gjorder det ikke nemmere og ved halvlegen var jeg bagud 2-0.  At jeg efter halvlegen satsede offensivt hjalp intet, og det gjorder det heller ikke da jeg satte Atwal ind. De holdt kampen i et jerngreb og vandt fortjent 2-0. Nu må jeg bare ud og kæmpe for 2. pladsen!     

 

[Thorøe]

Det syn der mødte spillerne da de løb ind på Salt Lake Stadium i Kolkata var noget specielt. På trods af at i omegnen af 12000 var mødt op til kampen, virkede det store stadium næsten tomt. Jeg ved ikke om det var det der distraherede spillerne fra Air India eller om det var noget andet, i hvert fald sad vi 100% på det første kvarter, og der skulle også kun gå 8 minutter før vi fik scoret! Uheldigvis inkassered vi omkring den halve time et dumt selvmål, og igen er det vores venstreback Firoze der er ”den skyldige”.  Og da Okoro kort før pausen bliver skadet tegner 1. halvleg til at blive en man bare skal glemme hurtigst muligt. Det ville vores midtbane styrmand: Noel Wilson dog ikke have, og da alle lige som havde indstillet sig på 1-1 ved pausen sparker han et frispark ind fra den mest bizzare vinkel! Jeg giver i pausen spillerne besked om for alt i verden ikke at lukke flere mål ind, og sørme om det ikke virkede. Min første sejr af betydning af i hus, og jeg har stadig en spinkel chance for at gå videre for cuppen!