Det græske epos

 

[DanielStrandbech]

Han havde navnet til succes: Ariston Andronikos. Ariston er oldgræsk for ”den bedste,” Andronikos for ”en mand af sejr.” Hele karrieren lå for Aristons fødder.
Året er 2003, Ariston er 24 år gammel og på kanten til at opnå en stor karriere som fodboldspiller. Hans klub; AS Aris Salonika, hans position; Offensiv midtbanespiller, Hans mål; At blive den mest huskede græske spiller gennem tiderne.

Tingene flaskede sig for Ariston. Allerede som 20-årig, tilbage i 1998, var han blevet udtaget til det græske seniorlandshold for først gang, og hans barndomsklub og nuværende legeplads, AS Aris Salonika lå, i året 2003, placeret til en historisk mulighed for europæisk fodbold. Kampen mod bysbørnene og rivalerne fra AS PAOK Salonika skulle blive kampen hvor Ariston endelig kunne vise sig som en af de græske folkehelte hans far havde talt så meget om, da Ariston var barn. 

[DanielStrandbech]

D. 23/3 2003, kl. 17.55, Sted: Kleanthis Vikelidis

Ariston stod i spillertunnelen sammen med sine holdkammerater. Rivalerne fra AS PAOK Salonika stod mindre end en meter fra dem. Ariston stod med lukkede øjne og med fingerspidserne let presset mod den kølige mur i spillertunnelen. Han havde en instinktiv følelse af, at modstanderne var i gang med at måle og veje ham med øjnene. De vidste, at det er ham der skulle stoppes. ”Lad dem bare,” tænkte han, ” 14 mål og 10 oplæg i 26 kampe taler for sig selv. Jeg er ustoppelig.” Han åbnede øjnene og vendte blikket mod udgangen. Han kunne se det grønne græs, og den tribunen i den modsatte ende. Publikummet sang allerede. Han børstede den hvide kalk fra muren af sine hænder og konstaterede at han var klar. Nervøsitet lå ikke til ham. Der faldt en ro over spillertunnelen og alle begyndte at gå imod udgangen til banen. Lyset fra projektørerne rammte Ariston i øjnene. Dette tegnede til at bliver aftenen over dem alle.

[DanielStrandbech]

D. 23/3 2003, kl. 19.10 Sted: Kleanthis Vikelidis, 2. Halvleg: 0-0 stod stadigvæk lysende klart på tavlen. Træneren, Giorgos Foiros, var slet ikke tilfreds med 1. halvleg og Ariston og holdkammeraterne var fast besluttet på at vende situationen til en sejr. 10 minutter inde i 2. Halvleg bød muligheden sig. Ariston blev spillet fri med en åben mulighed for et løb direkte mod mål, hvis han søgte mod venstre. Aflevering kom helt nede fra venstre back. Den oplagte kontramulighed. Afleveringen var hård og flad og så først ud til at gå ud over sidelinjen, men i stedet slog bolden en blød bue ind mod midten af banen. Ariston løb den op. Han havde fart i støvlerne, havde han nu også træfsikkerheden?
Bolden havde stadigvæk god fart på da han nåede den og han løb som jaget vildt gjorde over stepperne. 20 meter fra kanten af målfeltet spottede Ariston en forsvarspiller fra PAOK som var blevet tilbage ved hjørnesparket. Ariston hørte forsvarsspillerens tunge åndedræt. Det var umuligt at han kunne nå at løbe Ariston op. Det var en fri mulighed mod mål. Ud af ingenting forsvinder forsvarsspilleren ud af Aristons synsfelt og han mærkede et kraftigt tryk mod sin ankel. Knopperne fra fodboldstøvlen som borede sig ind i Aristons ankel satte et skrig i ham. Han ryger i græsset og alt bliver sort.
”Giv ham plads!...” ”Giv ham plads sagde jeg!...” Det var Aristons træners stemme, der gjaldede over banen. Thodoris Balidis, fysioterapeuten, kom løbende mod Ariston. Smerten fra anklen og græsset i munden gjorde det umuligt for Ariston at tale. Thodoris behøvede ikke en gang at undersøge ham inden han kaldte ambulancefolkene på banen. Kampen sluttede 0-0. Aristons aktive fodboldkarriere sluttede med det tomme resultat...

[DanielStrandbech]

8 år senere…
Thanasis Athanasiadis og Giannis Michalitsos annoncerer en gammel helts tilbagevenden til klubben. Ariston Andronikos, 36, er valgt til at overtage trænersædet fra Giorgos Semertzidis og Giannis Michalitsos selv i klubben AS Aris Salonika.
”Ariston Andronikos skulle eftersigende være henrykt over at overtage trænersædet i sin barndomsklub og den klub som skulle have skabt ham en glorværdig fodboldkarriere inden han på tragisk vis måtte forlade banen, efter at have brækket sin højre ankel og ødelagt ledbåndene…” Sådan stod det skrevet i lokalavisen og Ariston Andronikos fik atter lov til at betræde Kleanthis Vikelidis grønne græs. Han var fast besluttet på at bevise, at han kunne føre sig selv til storhed, selv med en stok i hånden at støtte sig til. Han var klar til et nyt eventyr, det sted han altid havde håbet på skulle bringe ham frem i verden.

Fortsættelse og opdatering om spillets gang følger senere… 

[Nibali]

Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Efter hvad... 6, 7 år med FmF, uden en eneste Aris blog, har vi nu to der kører samtidigt.

[Dusty78DK]

Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Efter hvad... 6, 7 år med FmF, uden en eneste Aris blog, har vi nu to der kører samtidigt.

 

[Legenden]

Er der noget galt i, at han blogger om et hold, som du, Nibali, blogger om?

[BIG Bauke Mollema]

Er der noget galt i, at han blogger om et hold, som du, Nibali, blogger om?

Ja, det vil jeg også gerne spørge om. Det er der vel intet i vejen med?

[Nibali]

Jeg har ikke sagt der er noget forkert i det. Jeg synes blot det er pudsigt. Om noget, så tager jeg det som et kompliment at jeg har fået åbnet hans øjne for græsk fodbold (Uden jeg dog aner om jeg er den skyldige, eller det blot er en fuldstændig tilfældighed).

[BIG Bauke Mollema]

Jeg har ikke sagt der er noget forkert i det. Jeg synes blot det er pudsigt. Om noget, så tager jeg det som et kompliment at jeg har fået åbnet hans øjne for græsk fodbold (Uden jeg dog aner om jeg er den skyldige, eller det blot er en fuldstændig tilfældighed).

Jeg må sige, at dit første indlæg ikke ligger op til en speciel begejstring, men det lader vi ligge. Jeg synes ikke, det er spor pudsigt. At blive inspireret under en blogkonkurrence ser jeg som meget normalt.