SLUT|17|Warrior From The Valley

 

[Heskey]

8|Never Break Down, Never Fall Down

Hans fingre gned hen ad hinanden, smeden dryppede ned ad panden. Nogle andre spillere begyndte at fløjte, de grinte og morede sig. En spiller begyndte bare ud af intet at synge. "Well I was sitting, waiting, wishing…" lød det ovre fra hjørnet. En hæs mandestemme dukkede op, ingen havde forventet, at han af alle ville synge. Den gamle dreng, der for det meste holdte sig rolig efter kampen var ovre og adrenalinet ude af kroppen. Spillerne begyndte at grine, men af overraskelse og ikke af hån. Miles kiggede fast ned i jorden og sang lidt videre indtil hans stemme knækkede og han gav slip på et billede af hans far.

Han vågnede op, det hele virkede som om det blot var en dårlig drøm. Han brød sammen efter en kamp over en øl, den første øl han havde drukket i meget lang tid. Han havde hamret sin hånd ind i en væg af vrede, hånden tog ikke den store skade, men væggen, der var lavet af noget tyndt gipsagtigt materiale flækkede sammen om hans kno. En af hans medspillere havde kørt ham hjem og sikret sig han kom ind i huset og faldt til ro. De havde set noget Premier League fodbold i fjernsynet og drukket en øl og slappet af. Til sidst tog spilleren hjem og Miles gik i seng. Nu ventede der endnu en dag, og han var ikke sikker på, hvad han skulle gøre med reaktionen fra dagen før. Psykiater, terapeut, psykolog, han blev ved med at nævne forskellige muligheder og gentog dem en del gange. Han overvejede også at opsøge sine forældre, snakke med dem om det. Se om det ville hjælpe.

Der var ikke mere tid til at tænke over tingene, nu skulle der spilles fodbold.

[Heskey]

9|Intensive

Mobilen begyndte at vibrere på natbordet, ukendt nummer, skulle han lade være med at tage den? Klokken var over 1 om natten og han ville gerne sove, men han tog til sidst alligevel telefonen og svarede med en dyb morgenrøst "Jah hallo?" En lettere panikslagen mandlig stemme spurgte ind til om dette var Miles Wilkinson, søn af Aldrick Wilkinson. Miles nikkede. Der gik lidt tid inden han opfattede, at han talte i telefon og han sagde ja. Manden i røret talte videre, langsomt tabte Miles telefonen. Han stirrede stift ud af vinduet. Han greb fat i telefonen: "Hvor ligger han? Okay jeg kommer nu".

Han gik ind på intensiv ledte efter lokale 23, han ledte lidt tid og fandt endelig frem til lokalet. Han tog frakke og hat af og lagde over armen inden han trådte ind. Han bøjede hovedet ned mens han kiggede på manden i hospitals sengen. Han gav hånden til Robert Green som havde ringet efter Miles. Han gik hen til sengen, greb fat om sin fars hånd, op til flere tårer dryppede ned på Miles' egen hånd. Han stirrede stift på Aldrick, og ænsede slet ikke da Robert Green roligt gik ud af lokalet.

Han blev siddende, time efter time, holdte øje med om alt var okay med målingerne. Han forstod dem ikke, men vidste at hvis der lød et langt bip så var der noget galt. Han lukkede øjnene og faldt langsomt i søvn.

[Heskey]

10|Traumatic Childhood

Han løb, langs gaden og hen mod slikbutikken. Han skulle forbi pubben, hvor hans far sad og drak med gutterne, de fik langt mere end blot én over tørsten. Pubben blev ofte tørlagt for øl, og så måtte de have fat i de hårdere sager. Han stoppede op da han gik hen foran døren til pubben, han kiggede ind, hans far så ham og kaldte ham ind til sig. Han gik bange ind til hans far, han havde så ofte prøvet dette før. Sidste gang han blev hevet ind fik han en fadøl at drikke. Denne gang skulle han have et glas whiskey ifølge hans far og de fulde gutter.

"Bund eller resten i håret!" blev der råbt af en af de øltøndebærende mænd, de andre skreg af grin. Aldrick gik alvorligt hen til Miles. "Nu har du bare at drikke den whiskey, ellers så har du skuffet mig, og du har vel ikke lyst til at skuffe mig, vel?!" Miles tog glasset til munden, den kraftige duft eller lugt om man vil steg ind i hans næse. Han blev næsten fuld af duften, hans 11 år på bagen ville ikke kunne hjælpe ham meget for ikke at blive alt for fuld efter whiskey sjatten.


Glasset blev igen trukket op til munden, han begyndte at drikke, men han kunne ikke lide smagen og spyttede af al kraft whiskeyen i hovedet på sin far, der stod lige foran Miles. Aldrick tog hidsigt glasset ud af hånden på Miles. "Nå gutter, skal han så have resten i hovedet eller hvad?" "Jaaaaa!". Whiskeyen blev hældt over hovedet på Miles, der bagefter blev skubbet tilbage ud af døren og sendt hjem.

[Heskey]

11|Christmas Eve

Han drømte videre, videre ind i sit traumatiserede sind. Denne gang var han blevet 13 år gammel, det var juleaften og far havde fået for mange juleøl.  Miles sad og kiggede på gaverne, han ventede spændt og kunne næsten ikke vente længere. Han sad og smilte, smilet kunne ikke forsvinde. Hans far kom slentrende hen ad gulvet med en øl i hånden og begyndte at grine hånligt af Miles, hvorefter han råbte "Glæder du dig stadig til sådan noget pis! Ha!". Han sparkede til en pakke. Der lød lyd af glas, der knuste, han undrede sig kort over lyden og grinte kort efter igen.

Miles blev kaldt ind til middagsbordet, han kiggede måbende hen på anden. Men inden han viste af det så havde hans far trukket en gaffel i anden og skåret med kniven. Han begyndte at storgrine igen. Han fik en seriøs mine da han så gæsternes reaktion. Moren sad og holdte tårerne tilbage, onklen var hidsig og nedstirrede Aldrick under hele middagen. Aldrick fandt både rødvin, kirsebærvin og flere juleøl frem under middagen. Han afbrød folks taler og skubbede flere gange til Miles og grinte. Miles blev især ked af det da hans far stjal et stykke and fra Miles' tallerken.


Den udholdelige middag var overstået og der skulle danses om juletræet. Den fulde Aldrick sang højest, men sang aldrig den samme sang som de andre gjorde. Det gik da også helt galt da han besluttede sig for at slukke et lys med sin ene finger. Han brændte sig og begyndte at grine endnu en gang. Han væltede og ramte flere forskellige gaver. To af dem blev mast flade under Aldrick. Aftenens højdepunkt for unge Miles var kommet, gaveuddelingen. Det hele blev dog ødelagt da han modtog sin første gave. Det var en stor og flot flaske med et endnu flottere skib i, men problemet var, at glasset var gået i stykker og Miles vidste godt, hvem der havde gjort det. Han kiggede ondt på sin far, gaven han havde ønsket sig hele året var i stykker. Han gik fra stuen op på sit værelse og smækkede døren i, puden blev lagt over hovedet og han sov.

[Heskey]

12|Sitting, Waiting, Wishing

Han gik rundt i hospitalsværelset, han havde nu været hos sin far hver dag de sidste to måneder. Hver dag sad han der, ofte i 5 timer og bare stirrede ud af vinduet, hvor der ikke var meget interessant. Der var en fodboldbane, hvor der nogle gange blev spillet noget forskelligt sport, ellers var der intet at se. Han gik bekymret rundt, de sagde at Aldrick ville være frisk på mindre end en uge, hvis han altså ville blive det. Men Miles havde endnu ikke set ham bevæge sig. Siddende, Ventende, Ønskende.

Han kiggede en sidste gang hen på faren og gik derefter ud af værelset. Han gik hidsigt og drejede skarpt til højre mod en lille gang. Han så hende, for første gang siden de slemme tømmermænd og så stod hun bare der. Han stirrede på hende og samlede sig mod til at hilse på hende. Han tog et skridt og bragede lige ind i en dør der blev åbnet samtidigt med, at hun gik. Han væltede omkuld og brokkede sig gevaldigt på vejen ned. Han rejste sig og børstede lidt støv af tøjet og luntede hen ad gangen for at finde hende. Han kiggede febrilsk rundt, mødte hendes og øjne. Det ømme øjeblik blev afbrudt af en ældre dame der nysgerrigt spurgte om han var Miles Wilkinson. Han grinte og nikkede. Hendes øjne lyste og hun tog hans hånd og trak ham med sig. Pigen fulgte med.

Hun trak ham ind til den ældre dames mand, der lå i en seng og knap kunne bevæge sig. Hun forklarede ham, at manden var en stor Charlton fan og altid havde værdsat Miles' spil og fighter ånd. Miles blev forlegen, og da han blev spurgt om han ville sige nogle ord til manden blev han helt omtumlet. Han tog fat i mandens hånd og sagde alvorligt til ham, at han ville gøre alt for Charlton, han gav også en lille hemmelighed til manden, der blev hvisket til manden, at Miles havde fået et tilbud fra Chris Powell om at blive spillende assistent manager og, at han takkede ja. Miles spurgte manden, hvad han syntes om det. Der gik lidt tid og et svagt grin kom fra manden. Han smilte kraftigt og knyttede Miles' hånd.

[Heskey]

13|Hey There, Delilah

De fulgtes ud af hospitalet, oktoberregn mødte dem. Hun åbnede sin paraply som Miles slet ikke havde opdaget hun havde. Hun bad ham om at stille sig med ind under mens de gik. Han spurgte efter hendes navn, hun smågrinte og smilte. Delilah hed hun. Han havde aldrig før mødt nogen med det navn, men han syntes det var det flotteste navn han nogensinde havde hørt og det passede perfekt til hende. Han tog sin hånd og førte mod hendes mens han fløjtede. Hun tog hans hånd og de kyssede.

Miles skulle til kamp og havde fodboldudstyret med i bilen. Han havde kun for nylig købt bilen, en lettere slidt bil, men den kunne køre og han var tilfreds med den. Han åbnede døren for hende og lod hende sætte sig godt til rette inden han kørte. Charlton skulle hjemme møde Tranmere og Miles forventede, at de ville vinde stort i en kamp mod ligaens bundprop. Det blev dog alt andet end så let, trods en rolig første halvleg kom Tranmere foran i det 60'enstyvende minut, efterfulgt af nogle frustrerede minutter fra Charltons fans og spillere. Lykken tilsmilte dog Charlton og Miles da han 19 minutter senere blev fældet i straffesparksfeltet og fik et fortjent straffe. En medspiller udlignede på straffet og der var en fornyet tro på, at de kunne vinde den forventede sejr. Miles var også med i det sidste mål da han nettede med sin første ligascoring i sæsonen. En velslået frispark faldt ned bagest i feltet, hvor Miles stod klar og med et flot flyvende hovedstød udplacerede keeperen.

Miles var ikke helt tilfreds med kampen og kort efter badet pakkede han sine ting og smuttede. På vejen ud af omklædningsrummet kunne han høre spillerne juble, da der var blevet sladret om, at en pæn pige ventede på ham udenfor. Han gik langsomt ud mod hende og omfavnede hende kærligt, kyssede hende på kinden og kørte hjem.

[SkjoldManden]

Nu har jeg læst alle updates. Og jeg må bukke mig dybt i støvet. Utrolig flot skrevet !:) KIU!

[LucasLeiva]

Har også lige læst alt igennem, og det er sku synd at du ikke får flere kommentarer.

Meget godt!

[Heskey]

Mange tak for de dejlige kommentarer, håber jeg kan forsætte med at tilfredsstille jer i det nye år.

[Heskey]

Bloggen(e) er sat på pause da jeg i aften skal på studietur med min klasse. Jeg håber på at kunne skrive noget godt når jeg kommer tilbage fra turen.
Vi ses!

[Heskey]

14|The Sent of Marzipan

Hun åbnede køleskabet og greb ud efter marcipanbrødet på øverste hylde, hun gled i det hun fik fat i den og væltede ned på gulvet. Hun rejste sig roligt op og åbnede emballagen. Hun tog lette skridt ind mod soveværelset, hvor Miles lå og sov. Hun havde en af hans gamle store trøjer på og lænede sig op af dørkarmen og kiggede på ham. Hun smilte og kiggede ned på marcipanbrødets smeltende chokoladeydre. Hun holdte den under næsen på den sovende Miles og begyndte at fnise da hans næse kraftigt duftede til marcipanen. Han åbnede munden og bed ud efter den, men da havde hun fjernet det. Han smilte til hende og fik hende over til ham i sengen. Han kyssede hende og tog marcipanen og spiste i en mundfuld og grinte højt.

Han var faldet godt til ro med Delilah og det begyndte at se fornuftigt ud med Charlton, der langsomt kæmpede sig op mod oprykningspladser. De var blot få point fra de playoffs afgivende pladser og seks point fra de sikre oprykningspladser. Det var dog ikke fordi de havde vundet meget efter kampen mod Tranmere. De vandt kampen lige efter, men tabte derefter den efterfølgende kamp. De fik uafgjort i de følgende to kampe og den femte kamp endte med nederlag igen. På trods af den nuværende dårlige form var Miles en glad mand. Der var stille i medierne omkring ham, og han havde ikke hørt noget om sin far negativt i medierne i længere tid, han håbede det gik bedre for ham. Alligevel havde han en dårlig smag i munden over ikke at have snakket ud med ham om nogen af problemerne fra barndommen. Det måtte han tænke videre om en anden dag, han vendte sig mod Delilah og sov videre.

Ligastilling

[Heskey]

15|Bloody Bastard

Han løftede tasken fra passagersædet og gik mod omklædningsrummet, nøglerne blev tabt og måtte samles op. En ny, men våd og beskidt avis lå på jorden ved siden af de tabte nøgler. "Aldrick: My son is a bloody  bastard!" stod der i den øverste rubrik, under teksten så man et billede af Aldrick med en flaske Johnny W alker i den ene hånd og rakte fuck med den anden. Miles virkede irriteret, samlede sine nøgler op og traskede mod omklædningen. Han smed tasken ind mod væggen. Han spottede en, der sad ovre i hjørnet og læste avis, samme overskrift. Han gik i udbrud og rev avisen ud af hans hånd, rev den i stykker og kastede det ud i badet og råbte og skreg. Han sparkede til væggen og begyndte at slå til den også. Flere spillere måtte over til ham for at berolige ham.

Kampen skulle til at begynde, han var stadig ikke blevet rolig, men han havde ikke længere tid til at gemme sig i. Han satte nogle hårde taklinger ind på alt for sene tidspunkter, han slap dog for advarsler, men dommeren gav en henstilling og advarede Miles mod at lave flere af den slags. Første halvleg var overstået, uden advarsler og uden mål. Anden halvleg blev dog en helt anden affære. Der var hjørnespark til Charlton og Miles var selvfølgelig helt med fremme. Modspilleren, der markerede ham skubbede til ham og begyndte at snakke om Aldrick. Miles fik ikke fat i det hele, men hørte "…you sure is a bloody bastard! Ha!" Miles gik i sort og hamrede spilleren en lige venstre efterfulgt af en springskalle. Blodet på Miles' pande viste tydeligt, hvad der var sket med modspilleren, for det var ikke Miles' blod.

[Heskey]

16|We All Have An End

Miles blev vist direkte ud, indlysende nok. Han var egentligt selv fuldstændigt ligeglad, også ligeglad med den uundgåelige karantæne fra fodbolden han ville få. En ting han ikke var ligeglad med var hans far, han var rasende på ham og ville konfrontere ham, én gang for dem alle. Det var blevet aften og mørkt inden Miles nåede hjem, han brød sig ikke om at køre bil om aftenen så han tog cyklen og drog af sted mod sin fars bolig. Han cyklede langsomt, han ville ikke virke forpustet når han skulle diskutere. Han nærmede sig nabolaget og satte farten yderligere ned.

Lyset fra en parkeret bil langt fremme blændede ham, han var irriteret, men bilen så ikke ud til at ville slukke for blinkende. Han undrede sig over, hvorfor bilen blev holdende der i tomgang og intet sket. Han kiggede nøje ind af forruden, han så et ansigt han følte han kunne genkende. Men det kunne da ikke passe, var det virkelig ham. Bilen begyndte at gasse op, den rette op mod Miles, der var stået af cyklen, Miles stod og kiggede mod husene, men lyden af motoren fik hans opmærksomhed. Bilen drønede ind i hans cykel og forsatte videre ind og ramte Miles. Miles så tydeligt ind af foruden, hans far sad bag rattet og grinte. Miles faldt hårdt til jorden og blev liggende. Hjertet slog en sidste gang og blev koldt, koldt som hans fars hjerte. Koldt som den asfalt Miles nu lå på.

Burn Motherfucker, Burn.

[Heskey]

17|Honoring The Dead

Når der er mennesker, der forlader vores jord er det altid et sørgeligt farvel man kan give dem. Det føles aldrig tilstrækkeligt, men alligevel forsøger vi. I nat døde en person alt for få mennesker kendte til. Jeg prøvede i sommers at bringe ham frem i lyset, noget jeg aldrig har fortrudt, han var en fantastisk spiller og en fuldblodsmand. Jeg har snakket med, hvem der før i nat var hans kæreste. Hun var selvsagt knust, og derfor sender jeg også mine tanker til hende, sammen med Miles Wilkinsons mor og far, de fortjente at have deres søn i meget længere tid. Han blev kørt brutalt ned og blev fundet død og kold på en vej, en mand af hans kvalitet burde have fået en mere værdig død.

Jeg ærer ham, og vil for altid være æret over at være den eneste, der lavede en gennemgående artikel om ham dengang han var i live. Jeg lærte meget af den korte periode, hvor jeg følte ham spille fodbold, og hans arbejdsfilosofi og hjerte gav mig styrke til at følge mine mål. Jeg takker dig for altid, Miles.

Hvil i din fortjente, men for tidlige fred.

Written By Tom Cook - Skysports News Special

[Heskey]

Så blev det til endestationen for bloggen, der fulgte Miles. At denne slutter betyder dog ikke, at den anden slutter, jeg har flere planer om den som jeg skal prøve at fuldføre til fulde. Men tak for denne blog og tak fordi I læste med.