Alvarez

 

[Erzael]

Vandet flyder stille hen over mine fødder.
Solens gyldne stråler er snart en historie i horisonten.
Og altimens nattens fest og farver snart sprudler løs i den indre by, så sidder jeg for mig selv.
Det eneste jeg kan høre er vandets klukken, og en hund der gør i det tætteste nabolag.
Dagens skavanker og de psykiske lidelser går lige så stille på hæld, i takt med væskeindholdet i den brune flaske også snart er væk.
Endnu en aften har jeg fanget mig selv siddende her under broen, og bare drikke problemerne væk.
Jeg kaster flasken afsted mod den nærmeste stenkant, hvorefter den bliver smadret i tusinde stykker. Smadret..  Ligesom min far blev i den bilulykke..
Smadret..

•••

[NikolajH]

Feeeed indledning! Det kan sku godt blive spændende. Du skriver fangende, og du formår at skabe en masse billeder inde i hovedet. Syes skriften er en tand for ulæselig til min smag. Men god start!!

[Inferno]

Hmm, det ser fint ud. Jeg følger med, da jeg har gode forventninger til dig. Men jeg synes, at du forsøger lidt for meget, lad det komme lidt mere naturligt, så vil teksten bære præg af dette.

Men som sagt, jeg følger med, og glæder mig til næste update. (-:

[Erzael]

Feeeed indledning! Det kan sku godt blive spændende. Du skriver fangende, og du formår at skabe en masse billeder inde i hovedet. Syes skriften er en tand for ulæselig til min smag. Men god start!!

Mange tak Kan da afsløre nu, at tekststørrelsen ikke bliver lige så lille i de kommende updates. Det hører kun introen til 

Hmm, det ser fint ud. Jeg følger med, da jeg har gode forventninger til dig. Men jeg synes, at du forsøger lidt for meget, lad det komme lidt mere naturligt, så vil teksten bære præg af dette.

Men som sagt, jeg følger med, og glæder mig til næste update. (-:

Jeg vil da prøve, at tage dit råd til mig Inferno. Håber jeg kan fange dig i løbet af måneden

[Swizz CataR]

Rigtig god intro Jeg har dig også som en lille favorit mod sejren, da du plejer at være garant for både godt skriftsprog, gode ideer og flot grafik Jeg glæder mig til at se, om din intro bliver flettet ind i historien, og i så fald, hvordan.

[Erzael]

Rigtig god intro Jeg har dig også som en lille favorit mod sejren, da du plejer at være garant for både godt skriftsprog, gode ideer og flot grafik Jeg glæder mig til at se, om din intro bliver flettet ind i historien, og i så fald, hvordan.

Jeg er beæret over, at være kronet til favorit. Selvom det bare er en lille favorit, så er det sku en dejlig følelse Jeg håber jeg kan leve op til dine forhåbninger Swizz. Og når dú følger med, så kan man ikke være gået helt galt i byen

[Marchena]

Nu må vi se - glæder mig til at høre om klubben

[Erzael]

Sergio Alvarez
♠

"Se på mig mens jeg taler til dig!". Manden overfor mig blev rødere og rødere i ansigtet, og i et hastigt tempo begyndte hans stemme at blive højere og højere, mens han indimellem bankede lidt i bordet. Men jeg var ligeglad. Det var jo bare et par småting. Og han ved jo godt, at jeg før eller siden vil stjæle fra butikken igen.

Efter knap to timer i selskab med et par ubehagelige politibejtente, som jeg endnu engang havde fået til at bruge deres dyrebare tid på mig, kunne jeg endelig få lov til at strække benene. I min åbne skjorte, og mit eneste par shorts, samt endnu en flaske i hånden begyndte jeg på den vanelige rute ned mod broen.

Som jeg traskede afsted begyndte tankerne lige så stille at hæle ind på mig. Jeg er 30 år gammel, og har egentlig ikke opnået noget i mit liv. Jovist, jeg har da gået i skole, og spillet fodbold på et nogenlunde plan. Men efter uheldet er mit liv gået i stå.
Det skete nede på broen for knap 12 år siden. Min far, som på daværende tidspunkt stod i spidsen for det lokale mandskab Alzira, og jeg selv var på vej hjem fra en aftenkamp. Jeg havde selv siddet på bænken hele kampen, og var ikke synderligt begejstret for ham.

Men i et sortnede det hele. Det var ligesom det hele gik i slowmotion. En lastvogn var skredet om på siden, og vi var alt for tæt på. Alt for tæt til min far kunne nå at reagere.
Jeg var den eneste som overlevede den aften. Jeg selv husker intet herefter, før et par dage efter, hvor jeg vågnede fra min koma. Foran mig hang en Alzira trøje. Nummer 9 selvfølgelig, med Alvarez på ryggen.

•••

[Swizz CataR]

Umiddelbart flot skrevet, dog er der et par underlige fejl. Her tænker jeg på den første og sidset sætning i sidste sektion

[xxbikbokxx]

Flot skrevet!

[Erzael]

Flot skrevet!

Mange tak

Umiddelbart flot skrevet, dog er der et par underlige fejl. Her tænker jeg på den første og sidset sætning i sidste sektion

Tak Swizz, kigger på det

[Erzael]

Sergio Alvarez
♠

Jeg når knap nok at ligge mit hoved på puden, før jeg kan høre en person ved døren. Da døren ikke bliver åbnet, regner jeg med, at det endnu engang er avisdrengen der kommer med de sædvanlige reklamer som han nu har fået mast ind igennem brevsprækken.

Jeg tager mig endelig sammen, og får trasket de få meter der nu er, ud til døren. Og ganske rigtig, så ligger der en ordentlig stak reklamer, hulter til bulter på gulvet. Jeg orker ikke engang at kigge alt skramlet igennem, da butikkerne bare endnu engang bugner af knaldtilbud til den traditionelle børnefamilie. Lige inden bunken er ved at tage sig en uendelig dukkert i skraldespanden glider der et eller andet ud igennem bladene.
Genstanden var et brev jeg havde fået overset i min overdrevet begejstring. Det var sendt personligt til mig, da mit navn var blevet skrevet med kuglepen. Ergo var det ikke bare endnu en regning som jeg ikke havde fået betalt til tiden. Bag på var Alziras logo blevet stemplet.

Hvad de lige pludselig ville mig havde jeg ikke den fjerneste idé om. I takt med, at ordene blev læst igennem meget nøje, spærrede mine øjne sig mere og mere op. Jeg var blevet tilbudt, at følge min fars fodspor, og overtage trænerjobbet i klubben. Den eneste erfaring jeg har med trænerrollen er fra dengang jeg trænede de små knægte et par gange om ugen, og senere hen hjalp jeg min far indimellem.

Men hvorfor mig? En fordømt drukkenbold, som ikke kan lave andet end at tænke tilbage på fortiden, og drikke sorgerne væk. Ja tak, det kunne sku være kønt med sådan en som mig i spidsen..

Efter at have slugt tre hovedpinepiller, og kværnet en halv liter vand til, gik der ikke længe før jeg drattede om på den flossede lædersofa. Det kan sku da ikke være deres alvor?

•••

[xxbikbokxx]

Endnu en fed update fra din side.

[Quagmire]

Syntes det er rigtig nice læsning det her, det er fandme sweet.

[Erzael]

Sergio Alvarez
♠

Med grus i øjnene, savl ned af hagen og et hår som kendetegnede en person som ikke gik op i sit udseende vågnede jeg på sofaen. Brevet lå stadig på sofabordet. Ved siden af stod en halv øl, hvor man, grundet solens glansfulde stråler, lige akkurat kunne ane det første støvlag som allerede havde fået lagt sig.
Jeg greb fat i flasken, og gik hastigt ud mod køkkenet. Med et hurtigt sving fik jeg vendt bunden i vejret på flasken, og straks løb de gyldne dråber ud. De dråber, som indtil nu havde holdt mig inden for disse fire vægge, bevægede sig hastigt ned i afløbet, og ud i den store verden. Det samme gjorde mine triste tanker, og tidligere sorg. Hvis jeg nogensinde skulle komme videre i mit liv, så skulle det være nu.

Efter et kort bad, og en ordentlig omgang med diverse midler på badeværelset, fik jeg gjort mig i ordentlig stand. Eller, jeg så i hvert fald præsentabel ud nu. Rent helbredsmæssigt var jeg nok ikke ved mit fulde fem. Håret var ret tilbage, de finere sko var fundet frem, og efter jakken var taget over skulderen var jeg så godt som klar til min første jobsamtale siden teenageårene.

Nede på gaden fik jeg hurtigt fat i en taxa, hvorefter jeg hurtigt fik fortalt chaufføren hvor han skulle bringe mig hen. Til Luis Suñer.
Ti minutters tid efter holdt bilen foran et lille stadion, som så meget gammelt ud udefra. Det lignede stadig sig selv. Efter en dyb indånding begyndte den lange vandring over mod den store røde dør, og herefter videre op af en snoet trappe. Her kom jeg til en lang gang, hvor José's kontor lå for enden.

"Sergio?!" var det første jeg kunne høre fra José. Min tidligere ungdomstræner spærrede øjnene op, som var jeg døden selv. Det virkede som om, at han ikke vidste om han skulle grine eller græde. Det gjorde jeg egentlig heller ikke.
Han kom over imod mig med hastige skridt, hvorefter han straks hev mig ind til sig. Han var heldigvis begejsret for at se mig. "Du er selvfølgelig kommet for stillingen, ikke sandt?" var den næste sætning som undslap hans store læber. "Jo" svarede jeg kort, hvorefter jeg tog plads i den slidte, og engang hvide stol som stod på den anden side af det lille skrivebord.

"Så er der vel ikke så meget at diskutere?" sagde José med et smil på læben.

•••