|32| A Life In The Drain

 

[Heskey]

Forgetting The Past, Seeking The Future
Jeg nåede væk før de opdagede noget og ville gemme mig indtil de kørte væk, jeg troede de var færdige nu. Jeg græd allerede og ville ikke opdages. Jeg prøvede at vikle mine ører ind i halstørklædet, idet de tog en pistol op til tindingen på Ryan. Jeg turde ikke gøre noget og skyndte mig at løbe videre, jeg hørte tre skud og at han faldt til jorden.
Jeg låste mig ind i huset og brød sammen, jeg kunne ikke stoppe, nu var alle jeg kendte døde, den eneste jeg ikke kendte var min mor, om hun var død vidste jeg ikke. Der var for mørkt til at jeg kunne læse hvad der stod på sedlen og vi havde ingen strøm. Jeg vidste at jeg måtte videre nu, inden de fandt frem til mig. De havde ingen spor efter mig, men jeg følte mig ikke tryg mere. Jeg var kun tretten år gammel og vidste intet om hvad jeg skulle gøre.
Alt jeg kunne gøre var egentligt at pakke alle mine ting i en lille rygsæk, finde en lygtepæl udenfor, læse sedlen og komme videre.
I min taske havde jeg et billede af min far og mig, samtlige Arsenal billetter fra hver kamp vi havde set, en køkkenkniv, nogle tændstikker og et tæppe.
Hvor ville skæbnen føre mig hen?

Next update: Forgetting  Where Do I Belong?

[Heskey]

 Where Do I Belong?
"Watford, Watford West, 26th Belgrave Avenue. Good luck child, looking forward to meet you. Stay home, I will pick you up tonight.
Uncle Dave"
Jeg undrede mig over hvem Dave var, der stod han var min onkel, men jeg havde aldrig hørt om  ham. Han ville hente mig, men hvordan skulle vi komme sikkert ud herfra, og var han her allerede for at hente mig?

Jeg løb udenfor, ingen bil endnu. Jeg gemte mig i buskadset overfor huset. Jeg tænkte det var sikrest, hvis

det nu ikke var ham der kom forbi i første omgang. Jeg begyndte at falde til ro, øjnene blev tunge og synet sløret. Jeg så min far, han stod og vinkede til mig imens han grinte. Han var lykkeligere end nogensinde før. Han havde en Arsenal trøje på, og ved siden af ham stod Liam Brady og Bob Wilson. Legenderne min far havde elsket da de spillede for Arsenal. Jeg stod på en græsplæne idet den ændrede sig til Highbury, jeg stod og skulle skyde straffe mod Wilson. Min far og Brady heppede på mig, jeg løb til bolden og skød...

Lyden af en motor vækkede mig fra en ellers dejlig drøm. Jeg opdagede at jeg stadig lå udenfor i buskadset. Bilen stoppede og der steg en høj hvid mand ud af den. Jeg tvivlede på det var Dave. Han kiggede rundt. Jeg havde tydeligvis ikke gemt mig særlig godt, fordi han kiggede lige mod mig og fik øjenkontakt med mig. Jeg kunne se i hans øjne at han ikke ville mig noget ondt, noget sagde mig, at han godt kunne være Dave. Han gik mod mig og spurgte mig om jeg var Dauntey. Jeg gik ud af busken, med nervøse og forsigtige trin gik jeg mod ham mens jeg nikkede. Han tog fat i mig og knugede mig ind til sit bryst, "Hvor er jeg glad for at du er i sikkerhed, nu skal jeg nok få dig i sikkerhed". Han uglede mit hår. Han prøvede at smile, men der stak en bitterhed ud bag smilet. "Godt at se dig igen, er du klar til at køre, har du pakket alt du skal have med? Vi kommer ikke tilbage hertil".
 Se mig igen? Hvornår havde han sidst set mig? Jeg nikkede til ham og satte mig ind i bilen.

 Watford, tænkte jeg, en helt ny start. Nye mennesker, bedre mennesker forhåbentligt. Det sidste jeg tænkte var: Du ofrede dig ikke forgæves far, jeg skal nok blive noget stort. Jeg vil en dag være spiller for Arsenal, jeg vil blive en legende. Ikke for mig, for dig far.

Next update: Fighting On

[Heskey]

Fighting On
Da marts måned begyndte var vi inde i en flot formkurve, og træningen blev skræddersyet i hver mindste detalje til modstanderens taktik og spillere. Løbetræning

og skudtræning blev de bedt om at gøre i fritiden. Slutspurten var sat i gang, og vi var stadig ikke reddet fra nedrykning, en dårlige slutning og vi ville rykke ned. Det ville jeg ikke have skulle ske!

Til den første kamp i marts måned væltede det ned med regnen. Banen blev næsten oversvømmet før kampstart, men dommeren var helt ligeglad. Jeg beordrede spillerne til at lave en masse glidende tacklinger, jeg kunne huske hvordan det var at lave glidende tacklinger i regnen som dreng, en fantastisk følelse. Følelsen af det våde græstæppe der lod en glide mod en velplaceret tackling - eller mod en sviner på modstanderens ankel. Kampen blev da også en hårdt spillet kamp, og der blev gledet igennem. Regnen ødelagde meget spil i kampen, og vi kunne ikke få vores angreb til at fungere, to selvmål fra Leeds skulle der til, de kunne heller ikke skabe noget offensivt og skulle bruge en heldig dødbold til at reducere, men det var for sent. En kold og regnfuld dag sluttede med tre vigtige point.

H Watford 2 - 1 Leeds
A Watford 1 - 0 Bristol City   
 H Watford 0 - 0 Derby 
A Watford 2 - 1 Coventry
H Watford 0 - 2 Crystal Palace
A Watford 0 - 1 Norwich
 H Watford 0 - 0 Barnsley
A Watford 1 - 1 Hull
H Watford 1 - 1 Middlesbrough
A Watford 1 - 4 Nottm Forest
H Watford 1 - 2 Cardiff
A Watford 5 - 1 Reading

Regnen fortsatte det meste af marts måned, ikke altid i så store mængder, men nok til at det var irriterende. Det stoppede os dog ikke fra at have en af vores bedre perioder, hvor vi vandt tre ud af fire kampe.
Da regnen forsvandt, forsvandt vores gode stime også. Den første solskinsdag tabte vi hjemme mod Crystal Palace. Spillerne kunne ikke ramme hinanden med afleveringer og vi tabte med overbevisende stil med to mål. Heldigvis havde vores ti point i de sidste fire kampe  næsten sikret os fra nedrykning, så der var ingen fare på færre.

Jeg sad en dag på mit kontor. Jeg kiggede blot ud, ud på naturen, regnen der slog ned på jorden. Den simple smukhed der var over det, den elegance det havde over sig, og alligevel den styrke den besad. Vand er hovedingrediensen i liv, og den falder blot ned på os, og alligevel hader vi den. Fra den dag af holdt jeg mere af regn end jeg nogensinde havde gjord før. En regnfuld dag - en god dag.

Next update: Forgetting We Stayed Up

[Swizz CataR]

Du skal sq have enorm ros for at hænge i, Benjoe. Du har desværre fået uhyre få kommentarer, men ikke desto mindre kører du flot derudaf alligevel. Derfor har du min fulde respekt, det kræver sq en god blogger at gøre således. Jeg håber og regner med, at du holder ud helt til enden,

[Roche]

Du skal sq have enorm ros for at hænge i, Benjoe. Du har desværre fået uhyre få kommentarer, men ikke desto mindre kører du flot derudaf alligevel. Derfor har du min fulde respekt, det kræver sq en god blogger at gøre således. Jeg håber og regner med, at du holder ud helt til enden,

Fuldstændig enig.
Jeg har talt indlæggene i denne tråd, og før min kommentar er der kun syv indlæg, du ikke har lavet.
Iøvrigt rigtig flot arbejde
KIU

[The Red]

Respekt for dit gå-på-mod! Det er sku noget der mangler hos mange bloggere. Det at du kan fortsætte med at spytte updates ud selvom kommentarerne måske ikke har været der, er sku flot. Jeg læste din blog igennem i går aftes og må sige, at stilen i bloggen desværre ikke helt fanger mig, men udover det er det en flot blog som du har kreeret, og bare det at du har holdt motivationen oppe så længe på trods af de få kommentarer, giver dig et stort kryds i min bog!

[Heskey]

Du skal sq have enorm ros for at hænge i, Benjoe. Du har desværre fået uhyre få kommentarer, men ikke desto mindre kører du flot derudaf alligevel. Derfor har du min fulde respekt, det kræver sq en god blogger at gøre således. Jeg håber og regner med, at du holder ud helt til enden,

Tak for kommentaren, Swizz. Som du siger har der været få kommentarer, så det varmer med de tre kommentarer der er kommet her til morgen. Jeg forsætter helt klart til enden, men slutter så desværre bloggen af dér, da der skal startes en ny op til FMDs blogkonkurrence.

Fuldstændig enig.
Jeg har talt indlæggene i denne tråd, og før min kommentar er der kun syv indlæg, du ikke har lavet.
Iøvrigt rigtig flot arbejde
KIU

Også tak til dig, Massu.

Respekt for dit gå-på-mod! Det er sku noget der mangler hos mange bloggere. Det at du kan fortsætte med at spytte updates ud selvom kommentarerne måske ikke har været der, er sku flot. Jeg læste din blog igennem i går aftes og må sige, at stilen i bloggen desværre ikke helt fanger mig, men udover det er det en flot blog som du har kreeret, og bare det at du har holdt motivationen oppe så længe på trods af de få kommentarer, giver dig et stort kryds i min bog!

Jeg er også meget glad for din kommentar, The Red, så du får også en tak. Det er dog ærgerligt stilen ikke fanger dig, men det er der jo ikke så meget at gøre ved. Håber krydset er stort nok til din stemme.

[Heskey]

Inden jeg går igang med næste update vil jeg lige, endnu engang, spørge om der er nogen der kan gætte hvem den mystiske kvinde fra tidligere er? 

[Heskey]

We Stayed Up

Når jeg ser tilbage på den første sæson som træner i Watford, føler jeg hverken glæde eller vrede, hverken succes eller fiasko. Blot en sæson der skulle overstås, helst uden nedrykning. Den første sæson er aldrig nem, og man skal vende sig til det hele. Pressen ikke mindst. Dem har jeg aldrig kunnet lide, og fik da også sagt flere dumme og lettere hadske kommentarer til de forskellige journalister - men så kan de lade være med de dumme spørgsmål!

Vi endte på en fin 16. plads, og bestyrelsen accepterede dette, til trods for at jeg i starten af sæsonen lovede dem en 10. plads. Fansene er dog, med rette, skuffede, og håber på forbedring til den næste sæson, noget jeg også selv forventer. Vi skal få styr på den offensive del, vi skaber fint med chancer, men vi scorer sjældent på dem, og hvis vi vil rykke op til PL skal vi blive bedre til at score på de lette chancer!
Fansene kårede årets spiller i truppen, og selvom jeg ville mene, at det burde være enten vores topscorer Terry Salmon eller vores målmand Scott Robertson, ja, så valgte de vores højreback Richard MacRae. Han har da også gjort det fint, men jeg synes nu ikke han gjorde det ligeså flot som de andre, men nuvel, fansene bestemmer.

Next update: Mommy, Is That You?

Ligaen

[Heskey]

Mommy, Is That You?
Endnu en regnfuld dag. Godt nok har jeg intet imod regn, men lige en dag som i dag, der kunne man godt undvære regnen. Det er i dag, dagen jeg endelig møder den kvinde der sendte brevet til mig. Hun sendte mig et brev for omkring en måned siden. Der stod mødested og tidspunkt, og til slut en lille hilsen: "Glæder mig til vi ses".

Jeg havde købt nyt jakkesæt, til dagens anledning. Men dette vejr ødelagde det næsten, og mit nyklippede hår, ja, det lignede i hvert fald ikke dét det skulle. Det tegnede ikke godt, men spændtheden over at endelig skulle møde hende gjorde at det ikke betød noget. Intet gjorde, lige i dette øjeblik stod tiden stille, det lyder som en kliché at tiden stod stille, men det gjorde den virkelig, eller kun delvis.

Jeg trådte ind på restauranten, "Flower Drum" hed den, den duftede kraftigt af karry, jeg kan godt lide karry. Jeg lagde hurtigt mærke til at det var en kinesisk restaurant, hvilket jeg også burde have regnet ud, der stod trods alt "Chinese Restaurant" ved siden af navnet udenfor. Jeg gik rundt og ledte efter en hende, jeg havde intet udseende at gå efter, så jeg besluttede mig for at gå rundt og spørge folk.

"Venter du på en Dauntey?" Nej lød svaret ved bordene, indtil jeg spurgte en ældre dame, et bredt smil dukkede op "En ung mand kunne man da godt sådan have til at spise med, men så betaler du også selv for maden, unge

mand!"  Jeg grinte høfligt, forklarede hende at det så ikke var hende og gik roligt videre.

"Dauntey? Dauntey Quinton Johnson?" Jeg vendte mig, og kiggede lige ind i øjnene på en ung og smuk kvinde. Jeg nikkede og smilte til hende. Jeg spurgte hende om det var hende der havde sendt mig breve, det var det. Hun så bekendt ud, men fra hvor. Nu kunne jeg huske det, fra venskabskampene, det var den smukke kvinde jeg så dengang.

Jeg var forvirret. Hun ledte mig hen til et bord og vi bestilte mad. Jeg troede det var min mor der sendte mig brevene, men hun var alt for ung til at kunne være min mor, og tanken om at stå og savle over sin mors udseende…nej, det kunne ikke være hende.

Vi snakkede under hele middagen, og efter vi havde spist ville hun videre i byen, det var ikke noget jeg havde lyst til, så jeg inviterede hende hjem, sådan at jeg kunne finde ud af hvem hun egentlig var.

Next update: How Is That Even Possible?

[Heskey]

How Is That Even Possible?
Hånden rystede idet jeg prøvede at låse os ind i huset, jeg smilte akavet til hende og kunne stadig ikke få nøglen til at ramme. Hun tog nøglen ud af min hånd mens hun smågrinte, det søde pigegrin som fik benene til at smelte under en. Derefter låste hun døren op og gik ind, jeg kom med kluntede skridt gående efter hende, fortryllet af hendes parfume.

Vi kom ind i stuen, hun lagde hurtigt mærke til billedet af min far på væggen. "Din far var en utrolig mand." Jeg smilte tilbage, selvom jeg gerne ville sige noget, kunne jeg ikke åbne munden. Jeg stod blot og kiggede på billedet, og som sekunderne gik, blegnede smilet.

Jeg bød på et glas vin, jeg skulle have nogle andre tanker, og vin passede fint ind, til at bryde tanken om min far. Jeg overvejede at hive en flaske whiskey frem, men tænkte at det ville være dumt. Jeg dæmpede lyset og sank ned i min bløde sofa. Hun satte sig ved siden af mig, og kiggede mig i øjnene. "Du kan slet ikke huske mig?"  Jeg rystede på hovedet. "Siger navnet Cailyn dig slet ikke noget?" Endnu engang måtte jeg ryste på hovedet. "Det forstår jeg godt, sidst du mødte mig var du kun 9 år, jeg glemte dig aldrig, Quincy." Hun smilte, igen. Hendes søde tænder havde brændt sig fast på min nethinde, hver gang jeg lukkede øjnene så jeg hendes smil.

En flaske vin var tømt så jeg gik ud og hentede en ny, jeg måtte selv have drukket alt vinen, udover lige det glas hun fik til at starte med. Jeg følte mit syn var blevet lidt langsommere end normalt, og mit hoved svajede fra side til side. Jeg havde dog endelig fået mandet mig op til at spørge hende. "Du er ikke min mor vel?" Hun begyndte at grine, og svaret nej kom hurtigt. Godt hun ikke blev sur.

"Jeg er ikke din mor, jeg er blot din gamle veninde, kan du slet ikke huske mig? Vi var altid sammen, da vi var børn. Jeg er ked af jeg var nød til at flytte så pludseligt, jeg måtte ikke sige noget til nogen om det. Min far var blevet truet på livet, og beordret ud af byen. Vi flyttede væk, og.. så os aldrig tilbage. Jeg har savnet dig gennem alle disse år, og da jeg hørte du blev ansat i Watford kom jeg ud til jeres kampe før sæsonen begyndte, så jeg kunne se dig. Jeg ville gerne have talt med dig, men der var altid så mange rundt om dig, og jeg var nervøs."

Next update: To Be Continued...

[Heskey]

To Be Continued...
Jeg var overrasket

, ikke så meget over det at hun søgte mig op, jo faktisk også det, men mest det at jeg ikke kunne huske hende. Navnet sagde mig intet. Men her sad hun foran mig, jeg håbede på så meget, så mange tanker og følelser. Samt den promille jeg var begyndt at samle gjorde det ikke lettere. Efter at have drukket den anden vin, en Torre Mayor Reserva, årgang 1998, en nogenlunde vin, havde smagt bedre, men den gik an.

Hun var begyndt at være endnu smukkere, men inden vi fik startet en samtale skulle jeg på toilettet. Jeg var nød til at støtte mig op ad væggen med den ene hånd, jeg følte mig nu ellers ikke så fuld, men det var nok bedst alligevel. Jeg kom ind i stuen igen, hun stod ved barskabet, lågen var åben og hun holdte en flaske, jeg kunne straks genkende den. "Jeg kan se du har fundet min Chivas." Jeg havde aldrig åbnet whiskeyen, det var en gave fra Nichols, min assistent træner, tilbage fra dengang jeg startede. Det kunne jo ikke skade at smage lidt på den. En dejlig skotsk whiskey der havde lagret i 12 år. Den skulle gøre godt.

Vi fik os et par glas under vores samtale. Vi snakkede om mange forskellige ting, men primært omkring hvad hun gik og lavede. Hun vidste tilsyneladende det meste om mig alligevel, så der var ingen grund til at snakke om mig, desuden var det høfligt at snakke om hende. Jeg var begyndt at blive træt, jeg kæmpede for at holde gabene tilbage, og hvis de skulle ud vendte jeg mig hurtigt væk. Hun var begyndt at gå rundt og kigge på hylderne, jeg fik muligheden for at lukke øjnene, bare en lille smule…bare lidt…

Next update: Sleepy Eyes

[Heskey]

Sleepy Eyes
En kraftig banken vækker mig, jeg ligger i sofaen som jeg faldt i søvn i aftenen før. Jeg er ikke i stand til at rejse mig, alt snurrer rundt om mig, og en kvalmende følelse dukker op. Jeg lægger mig ned igen. Det banker igen på døren. Inden jeg når at lave et nyt forsøg på at rejse mig, hører jeg Cailyn sige "Jeg åbner." Det havde jeg ikke forventet, første gang vi mødes i så lang tid, og så bliver hun overnattende. Nå, men det er da meget rart hun åbner døren for mig.

"Godmorgen, vi er her for at hente Hr. Johnson." Jeg genkendte stemmen, og nu huskede jeg hvilken dag det var, dagen hvor vi skulle have vores første træning, og før det skulle jeg til møde med ledelsen. Hvordan kunne jeg glemme det, jeg skulle ikke have drukket i går. Skidt med det, nu skulle jeg bare ud på toilettet. To fingre i halsen, det fjerner enhver omgang tømmermænd. Et hurtigt bad, på med jakkesættet. Perfekt, så var jeg klar.

Jeg krammede hende farvel og sagde tak for i går, og satte mig ud i bilen. Først da vi kørte væk slog det mig, hvorfor blev hun der, hvad hvis nu hun ikke var den hun udgav sig for. Men det var for sent at tage tilbage nu, jeg måtte bare stole på hende. Mødet var et kedeligt et af slagsen. Jeg fik, som forventet at vide, at de forventede en bedre placering til denne sæson, men at de var tilfredse med denne sæsons plads. Derefter var det ud til trænings-, ja anlæg er så meget sagt, så banerne passer bedre.

Vejret var flot og spillerne friske, det var jeg dog ikke. Træningen var hurtigt overstået, jeg sluttede træningen tidligt så jeg kunne komme hjem og slappe af. Det var ganske vist ikke sådan man rykkede op i Premier League, men i dag var jeg ligeglad. På vejen hjem købte jeg lidt kinesisk med hjem, jeg gik ud fra at hun stadig var hjemme hos mig, og hun kunne godt lide kinesisk.

Jeg kom roligt gående hen ad gaden, på vej mod mit hus. Jeg kunne skimte hovedindgangen, døren var åben. Jeg begyndte at løbe, jeg frygtede for hvad der nu var sket. Jeg kom ind ad døren, der stod hun. Hun var i gang med at støvsuge stuen, jeg smilte og tænkte, at hun da så ud til at føle sig rimelig godt tilpas. Vi spiste maden, og hun tog stadig ikke hjem.

Next update: Yard Sale

[Heskey]

Jeg regner desværre ikke med at opdatere min blog de næste to dage, idag har jeg ikke kreativiteten til det, og i morgen har jeg ingen netforbindelse. Torsdag vil jeg dog prøve så godt som muligt, at indhente det forsømte, og få sluttet bloggen godt af.

[NiklasV]

Den her blog er jo stærkt undervurderet! - Ihvertfald hvad angår kommentare.
Men hold da op, du skriver flot, lækker historie og flot layout KIU