home forum contact
 
  Velkommen
Gæst
Søg
 
SENEST AKTIVE EMNER
Glemt din kode?
Registrer
Dato Forfatter Forum Emne
17 Mar 2024, 23:29 Fadbamsen Skadestuen ryger ud i online spil.
03 Mar 2024, 06:12 DeBuur Skadestuen Kan ikke vælge Liverpo...
23 Feb 2024, 20:56 ydersog Klubsøgnin... Manchester United
23 Feb 2024, 10:12 valverde4ever Pro Cyclin... Cycling Career - Kan d...
23 Feb 2024, 00:14 g00n Blogs Minimalistic 2020
19 Feb 2024, 14:02 rheya Omklædning... Home Grown spillere?
29 Jan 2024, 11:35 Mulle68 Nostalgi Patches CM 4
Antal Registrerede Brugere: 23285
  0 Brugere, 513 Gæster Online.

Indlæg: 1132681 over 31362 Emner
Nyeste Bruger: queenoflucknow
FORUM
+  FmFreaks Forside
|-+  Forum: FmFreaks.dk
| |-+  Konkurrencer
| | |-+  Kategori: Nekrologkonkurrencen, 2010
| | | |-+  Nekrolog 11: Tredjepladsen
0 Brugere og 1 Gæst læser i øjeblikket dette emne.
Sider: [1] Udprint
Forfatter Emne: Nekrolog 11: Tredjepladsen  (Læst 14752 gange)
søgaard
Gæst
 
Nekrolog 11: Tredjepladsen
« : 12 Okt 2010, 00:00 »

Jeg har valgt at forholde mig frit til opgaven ved ikke at skrive en nekrolog i traditionel forstand. Det kan nemt komme til at virke svulstigt og næsten morbidt, hvis man behandler et snottet computerspil som en afdød bekendt. I stedet vil jeg benytte lejligheden til at causere lidt over den generelle udvikling i Football Manager-serien gennem de seneste år.

Da FmFreaks senest afholdt en nekrolog-konkurrence, var introduktionen af en ny 3D-grafikmotor uden sammenligning den største fornyelse. Det var en omstridt beslutning, som delte vandene, ligesom indførelsen af 2D-motoren i sin tid havde gjort det, men det var også et skridt, som måtte tages før eller siden. Det er en balancekunst på én gang at tilgodese den trofaste fanskares ønske om at bevare spillets kerneelementer og samtidig undgå at blive overhalet af udviklingen.

Jeg var selv lang tid om at blive overbevist om 3D-motorens fortræffeligheder, og efter en indledende flirt med det nye look vendte jeg for en periode tilbage til de tryghedsfremkaldend e runde prikker. Dels fordi jeg ikke fandt 3D-grafikken særlig pæn, dels fordi jeg hurtigt udviklede den vrangforestilling, at mine spillere brændte flere chancer i 3D end i 2D. I dag er jeg overvundet, og jeg føler nu, at det var den naturlige vej at gå, selvom der fortsat kan gøres meget for at få 3D-grafikken til at se mere indbydende ud (hvad der også er blevet med FM 2011).

Den kommende 2011-udgave af spillet vil ikke byde på nær så stor en omvæltning. De informationer, som indtil nu er sluppet ud, indikerer, at det snarere har været et år med finpudsning og forbedring end nyskabelse. Derfor er det også begrænset, hvad vi siger farvel til.

Goddag siger vi blandt andet til en ny, mere virkelighedsnær måde at forhandle kontrakter på, et revideret træningssystem, der blandt andet gør det muligt at fokusere på ét specifikt område op til en kamp, samt forbedret interaktion med spillere, bestyrelse og presse.

Det er tiltag, som har til formål at øge spillets realisme yderligere, og det har været rettesnoren de seneste år. Naturligt nok – Football Manager er trods alt en simulation. Men det er også et computerspil, som først og sidst skal være sjovt, og det bliver hele tiden en større udfordring at få disse hensyn til at harmonere.

En af konsekvenserne af den øgede realisme er nemlig, som jeg oplever det, at spillets sværhedsgrad højnes år for år. Det er uden tvivl tilsigtet, et valg man har taget, men det er et valg kun et fåtal af de mere afslappede spillere bifalder. Selv har jeg haft ét succesfuldt spil i FM 2010. Her har jeg vundet to spanske mesterskab med et hold, der startede som et midterhold. Det er ikke nogen særlig stor bedrift, men det har været et sjovt spil, hvor jeg løbende har kunnet udvikle holdet. Alt andet, jeg har rørt ved, har været fiasko. Og det kan godt være, at jeg bare ikke er god til spillet, men det kan ikke være rigtigt, at jeg med Manchester United og en enkel taktik lagt an på offensiv, boldbesiddende fodbold skal rode rundt omkring midten af rækken efter en halv sæson. Så vanskeligt bør det ikke være at få et fodboldhold spækket med talent til at præstere på et nogenlunde niveau.

Personligt finder jeg det heller ikke specielt ophidsende at skulle svare på de samme spørgsmål fra pressen forud for hver eneste kamp eller at skulle forholde sig til de samme udtalelser fra en træner, hver eneste gang mit hold møder hans. Spillets pressedel er for uvarieret, og bliver derfor et tilbagevendende irritationsmoment, enerverende og umorsomt, slet og ret en forstyrrelse. Forhåbentlig retter FM 2011 op på dette.

Der er et skisma mellem disse forhold. Vil man bevæge sig tættere og tættere på virkeligheden og i forløbet blive mere og mere nicheorienteret, eller vil man tækkes den brede masse og måske gå på kompromis med det, man egentlig føler er det rigtige? I øjeblikket synes SI Games at følge deres hjerte, at vægte simulation over underholdning og overhøre massernes indsigelser.

Det er måske også det mest agtværdige, og så giver det mig en mulighed for at sætte en krølle på denne tekst, som alligevel får den til at minde lidt om en nekrolog. Jeg skruer derfor lidt op for sentimentaliteten i det næste, afsluttende stykke:

For hver ny udgave af Football Manager, bevæger vi os længere væk fra det, som var kvintessensen i de glade Championship Manager-dage: taktik, træning og kampe. De er naturligvis stadig centrale elementer, men er nu suppleret af en stribe, for det meste overflødige og trivielle, funktioner, som nok gør spillet mere realistisk, men ikke nødvendigvis sjovere.

Derfor siger vi med FM 2010, og med hvert enkelt FM-spil, vi tager afsked med, farvel til en enklere tid, hvor Football Manager var lettere at gå til, hvor underholdning vægtedes højere end realisme, og hvor spillet var netop det, et spil, og ikke et fuldtidsjob. Punktum.

Af United-styrer



« Seneste Redigering: 25 Okt 2010, 18:45 af Søgaard » Logged

Sider: [1] Udprint 
 



This site is not endorsed by Sports Interactive or SEGA and is intended for entertainment purposes only. « More Info »
©2005-2018, FmFreaks.dk
                                         Forum Powered by SMF 1.0.5 · SMF ©2001-2010