Landet i Rusland
Turen var lang. Turen mod mit livs eventyr. Selve rejsen bare til Moskva, hvor mellemlandingen foregik, var lang, men så derfra videre til Sibirien, var et helvede, men det var en tur jeg skulle vende mig til, da jeg ville komme til at flyve den ca 60% af alle holdets udekampe og ellers var det jo bare ture til St. Petersborg eller Kazan.
Det hele havde startet med at Igor, min bankrådgiver som selvfølgelig havde russisk blod i årene, nævnte at Sibir Novosibirsk stod uden en manager inden sæsonen. Han sagde de var åbne for alle muligheder, og da jeg trænede U17 i Lyngby og havde pænt stor succes, kunne det være jeg kunne have en fremtid i Asien, hvor Sibirien jo ligger. Igor havde nok kun fortalt om muligheden, grundet min utrolig trængte økonomi. Et job som U17 træner samt en mislykkedes komikerkarriere, så væltede det altså ikke en med penge. Selvfølgelig ville jeg ikke blive millionær ved at få et job i den 2. bedste russiske række, og så endda et middelmådigt hold i divisionen, men det ville da hjælpe. Jeg er ikke en der er bange for at tage chancer, og med kærestens utroskab, så får man tanken "Jeg lever forhelved kun en gang".
Jeg kommer til Novosibirsk, som er Rusland 3. største by, hvor jeg møder formanden Roman Kuzin. En mand der ikke virker specielt engagerret i at få mig som træner. Han siger sågar at han skal skynde sig videre snart, så vi skulle få overstået kontrakttingene hurtigt. Jeg finder senere ud af hvorfor. Vi kommer ind på hans noget rodede
kontor, og hurtigt får jeg et snapseglas med Vostock. Jeg får det ned og han lægger papirene på bordet. Den varme fornemmelse af Vostocken bliver hurtigt afløst af en usikker fornemmelse. Jeg var lige ved at smutte med det samme og tage den helvedes lange flyvetur tilbage til Danmark, da han fortæller lidt om klubben. Det kunne Igor dælme godt have fortalt, men vi kender jo bankrådgivere. Man synes virkelig de er fuld af lort, for det viser sig at Sibir Novosibirsk status er forfærdelig. Roman vil af med klubben, hvilket jo selvfølgelig gør, at han er helt ligeglad med mig, men klubben er ved at gå konkurs. Ingen transfers, ingen gode spillere, ingen historie andet end et par oprykninger og nedrykninger i henholdsvis 3. division og 2. division, men næsten værst af alt. En lorteløn rent ud sagt. 150 kroner om ugen og jeg tror ærlig talt ikke at jeg bliver bedre komiker på russisk. Jeg har aldrig været den mest begavede person, og det er jeg da heller ikke, da jeg tager den halvspiste kuglepen og underskriver mit navn på papiret. MICHAEL KJÆR. Så smutter han for at sælge klubben.
