Il Doge

 

[Batigol]

• FORORD •

Jeg har haft en meget lille blog med Freiburg kørende den sidste uges tid. Meget simpel, meget lille og lidt mere simpel. Det kan faktisk næppe kaldes en blog. Jeg delte blot mine resultater, af den simple grund at jeg lige havde lyst til at vise dem frem, inden jeg tog hul på en ny blog, som lige krævede lidt forberedelsestid. Nemlig denne blog. Jeg besluttede mig for halvanden uges tid siden at jeg simpelthen bare ville nå at lave en ordentlig blog mens jeg spillede FM10, så nu skulle det være. Men det skulle være gennemført og det skulle være noget nyt og ikke mindst udfordrende. Derfor gik jeg først og fremmest i gang med at finde ud af hvilket hold jeg skulle spille med og skrive om. Det tog lidt tid at beslutte mig, for først ville jeg gerne skrive om et sydamerikansk eller asiatisk hold, men den tanke forsvandt hurtigt. For hvis det skulle være en gennemført blog, skulle jeg have godt med kendskab til det land min valgte klub var i. Jeg kunne naturligvis have valgt at sætte mig nede og læse om Hong Kong, men det gad jeg ærlig talt ikke. Derfor kunne jeg hurtigt konstatere at jeg ville skrive om et italiensk hold. Hvorfor? Fordi der ikke er et land jeg ved mere om, både kulturmæssigt og historisk, end Italien. Det passer naturligvis ikke helt, for jeg har jo godt styr på det land jeg selv bor i. Men det skulle være eksotisk. Det skulle det altså.

Og hvorfor så lige Italien? Jo, som sagt ved jeg rigtig meget om Italien. Her snakker jeg både om kulturen, om historien, om sproget, om geografien og om fodbolden naturligvis også. Det hænger sammen med at jeg har tilbragt oceanerne af tid i Italien. Det har oftest været på ferie, men det har ikke været en ferie hvor man ligger ved poolen eller stranden dagen lang, før man går hjem og spiser på hotellet og så sidder på altanen og spiller Trivial Pursuit om aftenen. Misforstå mig nu ikke, jeg er absolut ikke imod den form for ferie. Men når jeg er på ferie, vil jeg også opleve noget, for det gør jeg sjældent i min hverdag, som er meget lineær og timet og tilrettelagt. Derfor har jeg brugt lang tid i især Toscana. Her kan jeg se så forbandet meget, jeg kan møde så forbandet mange forskellige slags mennesker og der er så meget historie og kultur. Firenze har opslugt mig i mange år, San Gimignano og Siena ligeså. Og så er der alle de andre byer. Arezzo, Grosseto, Livorno, Pisa, Lucca, Prato, Montepulciano. Jeg kunne blive ved. Men midt i dette virvar af fantastiske toscanske byer, forvilder der sig altid en fremmed by ind. En der ikke ligger i Toscana. Ja, hele Emilia-Romagna adskiller sågar denne by med Toscana. Men alligevel. Alligevel, kan jeg ikke lade være med at tænke på den. Og jeg når at tænke på den før jeg tænker på Siena. Serenissima! La Dominante! Venezia!

†

[Batigol]

• OPLYSNINGER OM SPILLET •

Klubnavn:
SSC Venezia

Liga:
Serie D Grp. C

Stiftet:
1907

Status:
Semi-Professionel

Omdømme:
Lokalt

Rivaler:
Mestre, Padova, Treviso, Vicenza, Triestina, Verona

Andre Rivaler:
Udinese, Cagliari, Trento, Bologna, Atalanta, Bari, Torino, Parma

Økonomi:
Okay

Værdi:
DKK50M

Stadion:
Pierluigi Penzo

Leje:
DKK20K pr. år

Tilskuerkapacitet:
7500

Tilstand:
God

[Batigol]

• IL DOGE •

Om mandagen tog jeg ind til stadion og fandt klubhuset, hvor Mauro og jeg havde holdt et møde for en lille uges tid siden. Det første Mauro sagde til mig var at det var dejligt at se mig i byen igen. Sidst han havde set mig, altså udover ved vores lille møde, var i ’93, da jeg stadig var ung og frisk. I gang med min anden sæson som professionel. Og allerede min anden kontrakt. Jeg var ikke rigtigt slået igennem i Inter, så jeg havde fået lov at tage hvorhen jeg nu ellers kunne tage. Og det var så blevet her. Til en by lavet af vand – eller i hvert fald bygget på vand.

Mauro lagde ud med lidt smalltalk og spurgte mig om jeg havde været ude og nyde synet af byen endnu. Jeg var først ankommet hertil om lørdagen, og hele min lørdag var faktisk gået med at få tingene på plads i min nye lejlighed. Super lækkert sted. Faktisk havde jeg kun brugt 1½ time uden for huset om lørdagen. Ned på det nærmeste osteria – jeg kan faktisk ikke engang huske navnet – og hjem og på hovedet i seng. Jeg svarede ham at jeg lige havde været forbi La Salute i går morges da der var gudstjeneste. Ellers havde jeg blot været hjemme og gjort mig nogle forberedelser. Han nikkede forstående, smilte kort og gennede mig ind på sit kontor med et lille nik i retningen af døren.


Det var egentlig ikke noget kontor. Der var et skrivebord ovre i det ene hjørne og ellers var der en sofa ved en anden væg og midt i lokalet stod et malplaceret tv-bord med et gammelt fjernsyn på. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om det mon var sort-hvidt. Han fandt en klapstol frem og satte den ved siden af sin egen kontorstol, pegede hurtigt derpå og mumlede noget jeg ikke forstod. Jeg satte mig og tog min mappe frem, med de forberedelser jeg havde gjort om søndagen. Mauro begyndte at rode i en skuffe efter et eller andet. Til sidst fandt han de briller han ledte efter i sin baglomme. Han klukkede lidt for sig selv, og sagde at det da vidst var godt at han ikke fik sat sig ned.


Jeg sørgede for ikke at forsøge at komme med sjove eller smarte bemærkninger, eller kommentere klubhuset, stadionet eller fjernsynet for den sags skyld. Jeg vidste af erfaring at man aldrig kan vide sig sikker med præsidenterne her i Italien. Men omvendt vidste jeg også godt at dette kontor kun blev brugt meget sjældent – han var trods alt også præsident for kasinoet her i byen. I stedet bladrede jeg stille frem til de to sider med noter jeg havde lavet i går. Imens kunne jeg se ud af vinduet, at to biler ankom og parkerede ude foran. Jeg kunne med det samme se at det var to af bestyrelsesmedlemme rne, der var kommet for at ”være med”. Da de kom ind hilste jeg kort på den begge, hvorefter de satte sig ned i sofaen og kiggede over på os. De foretog sig intet – de sad bare og ventede.


Mauro begyndte at fortælle om vilkårene, om betingelserne og om hvad jeg ville få i løn osv. Han gjorde det meget klart for mig at det var en 2-årig kontrakt jeg skulle skrive under på. Hvilket, ifølge ham, betød at jeg altså ikke bare kunne smutte til sommer, hvis jeg fik et godt tilbud. Jeg nikkede bare, velvidende at jeg naturligvis bare kunne sige op, hvis der kom et spændende tilbud. Det var ikke for pengenes skyld jeg var her – det var for at opleve noget nyt. Da jeg havde fortalt ham om mine planer, godkendte han straks hvad jeg havde fortalt om, alt i mens bestyrelsesmedlemme rne sad bagved og nikkede stille. Vi var enige. Mauro bladrede tilbage til forsiden af kontrakten, og viste mig hvor jeg skulle skrive under. De undrede sig lidt da jeg vendte stakken af papirer om og begyndte fra det sidste ark af. Men det var en vane, et ritual, det var den måde jeg underskrev mine kontrakter på. Lige siden den dag for 17 år siden da jeg skrev under her, i samme by, for samme klub, havde det været sådan. Da jeg havde skrevet under på dem alle, rakte han mig en klubtrøje og spurgte om jeg ikke lige kunne signere den. Jeg nikkede. Nu var kontrakten i hus, så jeg tillod mig at give mig selv et lille øgenavn – bare så folk ikke behøvedes at sige mit navne hele tiden:

Marco Delvecchio
”Il Doge”

†

[Thebarber]

Hmm, hvordan skal man beskrive denne blog??
Fantastisk, genial, spændende eller henrivende. Jeg tror jeg vælger alle sammen, for det her er jo utrolig godt skrevet!!
KIU!!

[ask-ikk]

Yderst velskrevet blog. Glæder mig til at se, når der kommer mere fra dig.
KIU! 

[Batigol]

Hmm, hvordan skal man beskrive denne blog??
Fantastisk, genial, spændende eller henrivende. Jeg tror jeg vælger alle sammen, for det her er jo utrolig godt skrevet!!
KIU!!

Tusinde tak for de pæne ord!

Yderst velskrevet blog. Glæder mig til at se, når der kommer mere fra dig.
 KIU! 

Mange tak for det.

[ItaliensLarsen]

Uuh sweet blog, ved også selv meget om Italien, hvilket kommer af, at halvdelen af min familie er dernede fra.
Fantastisk spændende blog, vil følge med

[Batigol]

Uuh sweet blog, ved også selv meget om Italien, hvilket kommer af, at halvdelen af min familie er dernede fra.
Fantastisk spændende blog, vil følge med

Nej, hvor spændende - det er sgu et herligt land!
Det er jeg glad for at høre.

Der kommer nok først en update i morgen eftermiddag engang.

[Yoggidk]

Jeg er ikke meget herinde mere, men jeg kiggede lige forbi og faldt for denne blog, flot start, intet mindre

[Batigol]

• EN GAMMEL KENDING •

Da jeg havde skrevet under på kontrakten spiste jeg en hurtig middag med Mauro og de to bestyrelsesmedlemme r, som jeg nu var kommet på fornavn med, Giancarlo og Antonio, som Mauro og Giancarlo dog bare kaldte for Tonio.

Det var som sagt en hurtig middag, for da jeg havde skrevet under, havde jeg sendt en besked rundt til spillerne og bedt om at møde friske op til en hurtig omgang træning om 2 timer. De havde på forhånd fået at vide af Mauro at de skulle aflyse deres planer for i dag, hvis de da ellers havde nogle. Det var jo trods alt mandag.

Derfor kørte jeg hurtigt igen, og efterlod Mauro, Giancarlo og Tonio alene tilbage på restauranten. Det havde de dog ingen problemer med, for Mauro ejede tilsyneladende stedet. Man kunne forestille sig at han ville prale af at være den heldige ejer af så flot et sted som dette, men han havde intet sagt – nej, han havde ladet de mange, mange billeder der hang af ham i selskab med diverse ’kendte’ personligheder tale for sig selv.

På træningsbanen viste det sig hurtigt at der var en klar leder blandt spillerne. Nemlig den bundrutinerede højrekant Mattia Collauto. Kun et enkelt år yngre end jeg, 35, og med Serie A erfaring. Jeg kan huske en kamp jeg spillede i 1999. Dengang var han i Bari og jeg i Roma. Han kom aldrig på banen, men jeg husker tydeligt at have hilst på ham efter kampen. Jeg kan nemlig huske at han sagde til mig: ”Hold øje med ham der henne – han bliver stor!”, alt i mens han pegede over på en 18-årig knægt. Alt jeg sagde til ham var, at jeg nok skulle holde et vågent øje med ham, men dagen efter var han glemt. Det var først året senere at det gik op for mig at det var Antonio Cassano han dengang havde peget over på. Jeg husker også Damiano Tommasi efter kampen sagde til mig at vi burde anbefale vores træner at tage et kig på ham der scorede Bari’s mål. Jeg rystede blot lidt på hovedet og sagde at vi skulle kigge på en brasilianer eller argentiner i stedet for. Tommasi gik alligevel til Fabio Capello og et år efter spillede han i samme klub som jeg. Bastardi’erne havde ret. Begge to.

Tilbage på træningsbanen fik jeg hilst på alle spillerne. Vi tog en hurtig omgang træning, mest med lidt løb og koordinationstrænin g, og så spillede vi ellers bare lidt rundt i nogle firkanter og legede lidt med boldene. Jeg havde besluttet mig for at jeg selv ville deltage i de træningssessioner hvor min form nu ellers tillod det, dels for at holde formen ved lige, men også for at vise overfor spillerne hvor engageret jeg var. Desuden gav det mig også nogle indtryk af spillerne, som jeg ikke ville opleve hvis jeg stod ude på sidelinjen. Eksempelvis havde jeg ikke lige regnet med at 19-årige Lorenzo Gargano kunne løbe så meget som han kunne – det lagde jeg mærke til i den anden træningssession da jeg selv ville være med i en lille træningsøvelse, hvor vi var to hold i en relativt stor firkant, og dermed fokuserede på lange og høje pasninger. Til min store overraskelse, var Gargano stort set over det hele.
Da jeg kom hjem om aftenen satte jeg mig ned og lavede en hurtig liste over de spillede jeg havde til rådighed.

• LA SQUADRA •

PORTIERI
Massimo Lotti
Matteo Cavarzan
Fabrizio Mancari

DIFENSORI
Filippo Vianello
Filippo Casagrande
Lorenzo Gargano
Luca Bivi
Davide Pastorelli
Marco Modolo
Giuseppe Fava
Michael Cardin

CENTROCAMPISTI
Nicola Segato
Mattia Collauto
Simone Rigoni
Vinzenco Baroncini
Luca Causin
Luca Di Prisco
Simone Corazza
Alvise Benedetti

ATTACCANTI
Gianni Salvini
Giovanni Volpato
Matias Jesus Ragusa
Massimo D’Orazio

†

[Batigol]

Jeg er ikke meget herinde mere, men jeg kiggede lige forbi og faldt for denne blog, flot start, intet mindre

Mange tak - altid dejligt med ros!

[Batigol]

• HURTIGT OG SMERTEFRIT •

Jeg skal have en ny angriber! Og jeg ved lige hvem det skal være! Sådan havde jeg sagt til Mauro. Han havde løftet blikket fra papirerne på skrivebordet foran ham, vendt sig om og bedt mig om at fortælle hvem det var. Men inden da havde han spurgt om vi havde råd. Uden at fjerne blikket det mindste fra sine papirer. Først da jeg havde forsikret ham om at han var ’økonomisk tilgængelig’, havde han spidset ører og vendt sig. Jeg gjorde det så klart som det kunne gøres: ”Han er 16 år, fra Uruguay, spille i en uruguayansk 2. divisions klub og jeg ved at han er interesseret og at vi kan få ham for 750.000.” Mauro spurgte meget konsekvent om hvad klubben hed.

Jeg fortalte ham at den hed Rentistas og at spilleren hed Biagio Monzillo. Han nikkede hurtigt, vendte sig om mod sin computer og begyndte at taste noget ind. Jeg kunne ikke se hvad det var – jeg var lige præcis en halv meter for langt væk, til at kunne skelne mellem bogstaverne. I stedet flød de ud i lange tynde streger. Han sagde til mig at jeg jo eventuelt kunne stikke ud og hente en espresso til ham og mig, da det nok lige ville tage lidt tid. Stadigt uvidende om hvad Mauro egentlig havde gang i, sjoskede jeg ud til maskinen.

Den kan næppe kaldes for en kaffemaskine, for den er langt mere end det. Det er nærmere en mekanisk barista. Jeg havde lidt svært ved at tyde bogstaverne på de små knapper – de var næsten slidt af. Til sidst fandt jeg den, trykkede derpå og ventede lidt. Da de begge var ’brygget’ færdige, vendte jeg snuden tilbage mod kontoret, hvor Mauro nu sad med telefonen og febrilsk forsøgte at kommunikere et eller andet i gennem. Hans armbevægelser, var så store at han nær havde slået mig i hovedet, da jeg satte kopperne ned på bordet. Han tog telefonen væk fra øret, rakte mig den og sagde: ”Den her klarer du selv – jeg kan tydeligvis ikke spansk.” Jeg tog telefonen og formulerede mig så godt jeg nu kunne. Til alt held kunne manden i den anden ende snakke lidt engelsk, hvad Mauro naturligvis ikke vidste.

Straks fik jeg oplyst manden om hvorfor vi havde taget kontakt til hans klub. Jeg havde snakket med ham tidligere på sommeren, da jeg opdagede Biagio, og da havde han sagt at jeg kunne hente ham for 750.000, hvis jeg fandt en klub og var interesseret. Han fastholdt sit tilbud og jeg min interesse, så vi var stort set enige fra starten af. Den eneste lille detalje, var at han ville sikre klubben 15 % af hvad vi ville tjene på et eventuelt videresalg af Monzillo. Det lød ganske retfærdigt, så efter lige kort at have spurgt Mauro om hvad han sagde til dette, var vi enige. Jeg fik fat i mandens e-mail adresse, og vi aftalte at han ville tage kontakt til Biagio og hans ”agent” – også kendt som hans far – hvis bare vi ville sørge for at han selv kunne blive fløjet herover og hjem, sammen med Biagio og Biagio Senior. Mauro indvilligede.

Få dage efter ankom de. Da vi hentede dem i lufthavnen virkede Biagio meget glad og opsat på at komme i gang herovre. På vejen derud havde Mauro spurgt mig om hvordan jeg havde fundet knægten. Jeg fortalte ham at det var en lang historie. I virkeligheden var den ikke særlig lang. Den var i hvert fald ikke længere end lang, men den var heller ikke for lang til at være kort eller for kort til at være lang. Det var vel egentlig bare en historie, hverken lang eller kort. For at sige det meget kort havde jeg set ham spille i sommers hvor jeg var i Uruguay på ferie. Han taler heldigvis lidt italiensk, da han har italienske rødder, hvorfor jeg fik kommunikeret igennem til ham, at jeg ville være interesseret i at få ham til den klub jeg nu ellers skulle havne i når jeg kom hjem fra ferien. Han virkede lidt skeptisk til at starte med, men da jeg havde snakket med hans far, som i øvrigt talte flydende italiensk, stod det klart at det også ville have kæmpe interesse for dem.

Der skulle ikke meget til da vi først havde fået sat os ned og havde vores umiddelbare kontrakttilbud foran os på bordet. Hvis vi kunne finde en billig lejlighed til Biagio og hans far, hvilket vi snildt kunne med Mauro’s kontakter, var Biagio klar til at skrive under på en deltidskontrakt, så han samtidig kunne passe skolegangen ved siden af. Det forekom mig naturligvis ganske fornuftig af den unge mand, hvorfor vi altså hurtigt kunne konstatere at vi var helt enige. Kontrakten blev underskrevet. En hurtig og helt igennem smertefri transfer – faktisk den letteste jeg nogensinde har været en del af. Biagio var nu ansat her frem til juni 2012. Medmindre han slog til og slog hårdt, naturligvis!

Dagen derpå indkaldte vi til pressemøde og fortalte de få fremmødte journalister om handlen. De virkede ikke synderligt interesserede i handlen, da det var en totalt ukendt knægt fra et sydamerikansk land, men et par linjer i den lokale sprøjte fik vi da.

• BIAGIO MONZILLO •

†

[Crazy-Poul]

Super godt skrevet

Glæder mig til næste update

[Batigol]

Super godt skrevet

Glæder mig til næste update

Mange tak for rosen.
Jeg regner med at have en ny update klar i løbet af aftenen!