Velkommen til Østerbro Stadion #18

 

[jskovc]

Jeg har kun et ord at sige: FANTASTISK!

Jamen så har jeg to ord tilgengæld, Mange tak!

Dette er godt nok det værste pis jeg nogensinde har læst ?
- du har jo ingen fantasi, intet talent for at skrive, og så er det røv keddeligt ?
Du har også hugget bloggen her fra -> www.jegskriverenhom oblog.dk
------------------------------------------------------
Ja det er en god blog du har gang i her , glæder mig til at se dig komme igang med kampene, og se hvad du kan udrette på "fodboldbanen" og ikke bag tasteturet

Nånånå, det var dog en voldsom udmelding at komme med, enhver ved jo at jeg har hugget bloggen på www.Sådanskriverdue nblogfordummies.dk

Du skriver jo fantastisk! Det er utroligt at du kan finde så god billeder til alle situationer.

Endnu engang må jeg sige mange tak, dejligt at se at du følger med

[jskovc]

Det kan blive en lang sæson...

Hold da fast, det kan gå hen og blive en lang sæson. Inden dagens kamp, lovede jeg spillerne, at efter hver kamp de ikke taber i sæsonen, møder jeg op til næste kamp i shorts og uldsokker. Jeg havde håbet på at det ville give holdet noget motivation, men jeg havde på ingen måde forventet, at det ville virke i så høj grad. Det var ellers på forhånd spået af bookmakerne, til at blive en lige kamp, men sådan skulle det ingen lunde gå.

Allerede efter 12 minutter, blev min frygt for strittende hår, og myrepatter på mine blege lår væsentligt styrket. Det skete da Henrik Lyngsø, som jeg efter lange overvejelser havde valgt at starte med, bankede sit andet mål i kassen. Efter et fantastisk sololøb fra den unge Kadrii, der helt alene med målmanden, ganske uselvisk spillede bolden på tværs af feltet, hvor Lyngsø uden det store besvær kunne sende kuglen i kassen.

13 minutter senere var den gal igen, 3-0! Det er jo fuldstændig vandvittigt. Mens jeg kunne se spillerne, ligge i en ordentlig bunke ovenpå målscoreren Marvits, kom der billeder oppe i mit hoved. På de billeder kunne jeg skimte min gamle mormor siddende i hendes elskede gyngestol, fuldt i sving med at strikke et par uldsokker til mig. Det bliver sgu et frygteligt syn på søndag!

Resten af halvlegen viste ikke det store, et skud til hvert hold, uden nogle af dem dog var nævneværdigt farlige. Dermed kunne vi gå til pause med en sikker føring, som vi blot skulle forsvare hjem, så vi kunne skrive de de første 3 point på kontoen. Da vi kom ind i omklædningsrummet, begyndte der straks at brede sig en lidt humoristisk stemning, og jeg kunne da heller ikke slippe udenom det med shortsene. Kort efter jeg havde givet de få nødvendige taktiske udmeldinger, begyndte snakken straks at gå. Det der primært blev snakket om, var hvilken farve mine shorts skulle have, om det skulle være korte eller lange sokker, og om jeg også skulle have barberet benene ved samme lejlighed. I al begejstringen, lykkedes det mig dog at minde spillerne om situationens alvor, og sikre at spillerne gik ind til de sidste 45 minutter, fuldt fokuseret på at holde nullet.

Anden halvleg blev en halvkedelig affære, faktisk skulle vi helt hen til det 73. minut, før vi så det første skud på mål. Det var et halvsløjt forsøg fra HIK, som vores keeper Thomsen, ikke havde nogle problemer med at holde fast i. På trods af den kedelige halvleg, skulle vi på ny vise os som de stærkeste. HIK forsøgte i de døende minutter at sætte et sidste fremstød ind. Men det eneste der kom ud af det fremstød var en kæmpe friløber til indskiftede Morten Seifert, der sikkert sendte klatten ind, til kampens resultat 4-0.

Dermed kunne vi gå fra banen med en masse afklarede spørgsmål. Oprykningen var bestemt en mulighed, spillermaterialet var det bedste nogensinde, og jeg skulle ligne en bonderøv til den næste kamp!

[jskovc]

Træerne smider frakken

August kampe:

HIK - B93 0-4

B93 - Elite 3000 (Cup) 2-1

LFA - B93 2-3

B93 - B 1908 3-2

Svendborg - B93 (Cup) 0-1

B93 - Vanløse 1-0

August går på held, og den forgangne måned er nu blot et minde. Men hvilket minde?! Alt i mens bladene på træerne, skifter farve fra grøn til rød, og begynder deres dalen mod jorden, står vi i den bedst tænkelige situation. August havde budt på fire kampe i ligaen, hvilke drengene i stiv arm havde spankuleret over, med fire sejre til følge, hvilket betød at der allerede nu var to point ned til de største konkurrenter fra Brønshøj, og at jeg stadigt var til kampene i shorts og uldsokker.

Det var dog hverken sokker eller shorts, der bekymrede mig lige nu. Jeg var bekymret for vores manglende evne, til at lukke kampene. Jeg husker stadigt tilbage, til den første pokalkamp mod Elite 3000 med gru. Efter at have været foran 2-0 ved pausen, var det som om der gik arrogance i drengene, der hele anden halvleg var under et masivt pres, mod et hold vi med lethed burde spille ned under banen. Vi måtte finde en løsning inden morgendagens kamp mod Brønshøj, hvis vi fortsat ville ligge i front, men hvad skulle jeg gøre? For første gang i min tid i klubben følte jeg mig handlingslammet, så jeg besluttede at sove bekymringerne væk, så jeg trak dynen godt op over skuldrene, og lukkede øjnene i.

[jskovc]

Det kom som et chok!

Første linje fra det Danmarkskendte hit fra Danseorkesteret, var ganske passende i denne situation. Det kom ganske enkelt som et chok! Under opvarmningen til den usandsynligt vigtige kamp mod Brønshøj, der af de lokale medier var blevet døbt "Clash of the titans", var der ikke én, ikke to, men hele tre skader, til hvad jeg anser som nogle af nøglespillerne. Det ville sige at vi skulle forsvare vores førsteplads i ligaen uden, Rang Shawkat, Rasmus Marvits, og min unge stjerne Bashim Kadrii.

Kort inde i første halvleg, der var præget af stor frustration fra spillerne, kom min fysioterapeut hen til mig med en fantastisk melding. Både Shawkat og Kadrii ville blive klar til næste kamp, og Marvits slap med kun to uger udenfor banen. Desværre var der ikke de store muligheder, for at viderebringe de gode nyheder til spillerne før halvleg, og efter 36 minutter gik det galt. Gennem hele første halvleg havde vores forsvar været under et større kaos end der er i mellemøsten. Det var da også et forsvarskiks fra vores side, der bragte Brønshøj foran, da unge Jacob Abildgaard fejlbedømte en tilbagelægning totalt, hvorefter en helt udækket Kasper Schultz kunne sende den ind bag vores sagesløse keeper.

Til trods for min råben og skrigen på sidelinjen, var der intet der hjalp. Forsvaret fejlede igen og igen, og havde vi ikke haft lykkens gudinde på vores side, så havde vi let været bagud med 0-5. Men den berømte gudinde, var som sagt på vores side, og vi kunne gå mod omklædningsrummet, blot bagud 0-1.

Med mig som bagtrop ankom vi til omklædningsrummet. Jeg knaldede døren i bag mig, ikke i vrede, nej nærmere for at få spillernes opmærksomhed. De var sgu nødt til at forstå situationens alvor, ingen kommer sovende til noget, og hvis vi skulle rykke op, var der ikke råd til at smide point til de nærmeste konkurrenter. Efter en mindre røffel til gutterne, sluttede jeg pausen af med at fortælle de gode nyhed omkring de skadede spillere, hvilket bragte ilden tilbage i øjnene på spillerne.

Det er længe siden jeg har danset så meget, men jeg kunne simpelthen ikke lade være i et øjeblik som dette. To minutter inde i dommerens overtid, hvor alting så helt håbløst ud, lykkedes det endeligt. Efter den optimistiske nyhed i pausen, var spillerne gået på banen som et helt nyt hold. Alle løftede i flok, og man kunne virkeligt se hvad drengene var gjort af, sådan som de pressede Brønshøj i anden halvleg. Til trods for det, formåede vi kun at trække det ene point ud af kampen, efter et flot hovedstød af Emil Dyre. Men jeg var alligevel ganske godt tilfreds, og vi kunne i mine øjne, nyde busturen hjem som de helt store sejrherrer.

[jskovc]

Dette er bare en lille service meddelelse til jer der følger med i bloggen... Jeg har nu afsluttet bloggen inde på FMD, men det betyder ikke at i skal stå med uforrettet sag! Bloggen vil fortsætte her på FMF, da den ikke er en del af en konkurrence herinde... Dog vil jeg ikke love et stort væld af updates de kommende uger, da jeg lige skal tilpasse mig det at gå i skole igen, men bloggen fortsætter altså herinde.