Et indblik i en managers startende karriere:Nu vil jeg så lige her bringe en opdatering på min nuværende karriere.
Jeg har hidtil færdigspillet 3 sæsoner og går nu ind til min 4. sæson som dansk manager.
Min karriere startede da også i Danmark. Med en fortid bestemt som "Automatisk" startede jeg op i
FC Nordsjælland. Forventningen fra min side var egentlig blot, at klubben i løbet af et par sæsoner skulle blive mit afsæt til udlandet. Jeg forventede ikke medaljer af nogen art, men der skulle jeg komme til at tage fejl.
Jeg prøvede mig frem med en ny taktik, øjensynligt skræddersyet til FCNs mange offensive midtbanemænd og det hurtige kontraspil. Succesen udeblev ikke i efteråret, hvor den ene sejr hurtigt fulgte den anden. Dog var der enkelte fejltrin, og det endte da også med et tidligt exit i pokalen. Stadig var stemningen dog umådelig god ved juletid, da vinterpausen bød på en overværelse på Superligaens 2. plads.
Hvis jeg troede (og det gjorde jeg) at efterårets FCN-mandskab spillede deres livs bedste fodbold, og vi nok ville få svært ved at følge op på det i efteråret, så kom jeg til at vide bedre. Foråret blev holdets aller bedste halvsæson nogensinde. 1 nederlag og 1 uafgjort var alt det blev til pånær lutter sejre, og dermed endte klubben med et historisk mesterskab, og en manager, der stadig ikke forstod hvordan det kunne gå til.
Man skulle tro, at et sådant mesterskab ville få spillerne til at indse, at klubben faktisk godt kunne være med hvor det var sjovt at spille. Imidlertid udbrød der hurtigt den holdning blandt spillerne, at de da nu var klar til at fortsætte karrieren i udlandet alle sammen. Klubbens økonomi var ringe trods mesterskabet, og det stod mig tidligt klart, at jeg ville få mere end almindeligt svært ved at gentage successen i sæsonen derpå.
Derfor traf jeg det tunge valg, at forlade min stilling som chef i FC Nordsjælland efter blot én sæson.
Denne beslutning måtte jeg siden komme til at bøde for. Sandheden må være, at ikke alle i fodboldverdenen interesserer sig for, hvordan det står til i Superligaen. Min interesse i andre klubber blev derfor hånligt gjort til grin flere steder, men langt om længe lykkedes det mig dog at finde mig et job.
Efter 10 kampe valgte
Sheffield Wednesday at fyre deres manager, efter en ringe 13. plads trods klubbens forventede 6. plads blandt bookmakerne.
Et kig på The Championship afslørede dog en række, der var utrolig tæt så tidligt på sæsonen, og som ny manager i klubben blev det mig derfor en nem opgave hurtigt at forbedre placeringen en smule. At nå topholdene ville dog være et større problem, men dog ikke umuligt givet de mange resterende kampe.
Jeg valgte igen at forsøge mig med taktikken jeg benyttede mig af i FCN, og trods spillertruppens anderledes sammensætning, så viste det sig at fungere efter et par småjusteringer. Økonomien i klubben var dog så ringe, at ingen spillere kunne hentes til klubben i vinterpausen (kun 200.000 til indkøb), og selvom resultaterne var rigtig gode, så blev min holdning hurtigt, at jeg egentlig ikke nød at stå i spidsen for klubben.
Derfor blev det igen til "et skridt på vejen" oppe i mit hoved, men minsandten om ikke også vi overraskede i sidste ende endnu engang.
Til slut stod det klart, at vi havde vundet rækken. Et forbløffende forår sikrede mig endnu engang et mesterskab, og dermed stod det pludseligt på Premier League i den kommende sæson. Dette ville selvfølgelig blive langt mere spændende, men med klubbens økonomi havde jeg dog mine bange anelser.
Jeg fik mig dog en gevaldig overraskelse, da klubben hostede op med hele 120 mio. til indkøb i sæsonen derpå. Truppen manglede i den grad fornyelse hvis overlevelse skulle sikres, og selv om der pludselig var hele 120 mio. til rådighed, så skulle de bruges klogt, såfremt vores mission skulle lykkes.
Der blev derfor tale om et meget travlt transfervindue, hvor mange spiller kom til klubben, og hvor mange ligeledes forsvandt. Blandt de største navne til klubben var Andreas Ivanchicz, Jonjo Shelvey og Roger Johnson.
Den skæbnesvangre sæson skulle da også vise sig at få en svær start. Kampprogrammets første 3 runder bød på Arsenal, Aston Villa og Manchester United, hvorfor vi ikke blev ladt mange point tilbage efter disse runder.
Efter den træge start blev formen dog bedre, og da vi nåede starten af december så det lyst ud, idet vi kunne finde os selv på en 14. plads. Placeringen i sig selv var dog stærkt misvisende, idet der blot var 2 point mellem os og holdet lige under tabellen.
December måned blev dog den sidste for mig i klubben. På trods af klubbens gode vilje med fine budgetter og god tro til mig, så var jeg bare ikke synderligt interesseret i klubben. En tilværelse som nedrykningskandidat har aldrig været mig, slet ikke, hvis ikke jeg har planer om at føre klubben videre.
Da jeg så Udinese fyre deres manager, var jeg derfor ikke sen til at sende min ansøgning. Den italienske klub har længe været en af de klubber, jeg allerhelst har villet forsøge mig med. Jeg blev derfor helt ekstatisk, da klubben kort efter tilbød mig en 2-årig kontrakt i klubben.
Min tilgang i
Udinese var en realitet!
Klubben havde på det seneste levet i skyggesiden af italiensk fodbold. Efter en flot første sæson mistede klubben de fine takter i sæsonen derpå. Godt nok blev det til finalenederlag til Juventus i pokalen, men i ligaen endte holdet helt nede som nr. 14. Da træneren halvejs gennem sæsonen derpå ligeledes kun havde fået klubben placeret på en 15. plads blev det simpelthen klubben for meget.
Ind kom jeg i stedet, og jeg kunne glæde mig over en fantastisk trup, der på alle områder var langt bedre, end den 15. plads bookmakerne havde forudset. Det eneste store salg i forhold til klubbens rigtige trup var Alexis Sanchez, der sommeren forinden var blevet solgt til Genoa for hele 245 mio.
Ind var istedet kommet flere spændende spillere, deriblandt Tissone, Brandao, Marco Motta, Barreto (Bari) og Mathiue Contadeur. Jeg havde derfor masser af potentiale mellem fingrene, og vi skulle da også vise os at komme godt gennem december måned.
Januar betød transfervindue, og det medførte mange spekulationer omkring mine spillere. Værst angik det Kwadwo Asamoah og Cristian Zapata der begge endte hos andre klubber. Selvom begge er utrolig gode spillere, og især sidstnævnte i min bog er blandt de bedste i spillet, så valgte jeg at sælge dem, for at bevare den gode tone i truppen. Ind istedet kom Gonzalo Rodriguez og Raul Meireles, der begge blev købt for mindre summer end de 110 og 165 mio, Asamoah og Zapata blev solgt for.
Foråret skulle dog vise sig kun at blive bedre for os. Vores spil fungere efter planen, og med andre nye spillere som Neymar og Vukcevic passede taktikken lige pludseligt som smurt til holdet. Især Floro Flores fungerede super på toppen, og vi begyndte hurtigt at stige i tabellen. Samtidig avancerede vi i pokalturneringen, og efter en storslået hjemmesejr på 3-0 over Milan i semifinalen, kunne vi pludselig lugte finale.
Vi endte i finalen, hvor Fiorentina var modstanderen. I lang tid lignede det en uafgjort, og i ligeså lang tid så det ud som om, at vi var i teten. Otte minutter før tid brød Fiorentina igennem, og resolut scorede de til 0-1. Dermed så alt pludselig sort ud, og det skulle blive en kamp op ad bakke i kampens resterende minutter. Dybt inde i overtiden skete miraklet dog. Neymar slap afsted på en kontra, og i super flot stil udplacerede han Frey i målet og bragte dermed balance i regnskabet.
Dermed skulle vi ud i forlænget spilletid, hvor vi så ikke lod nogen tvivl komme til gode. Først scorede Neymar endnu engang inden anfører Gaetano D'Agostino lukkede kampen med sit mål til 3-1.
Slutspurten i Serie A blev utrolig tæt i sidste ende, men til vores held flaskede resultaterne sig netop således, at vi nåede den gyldne 4. plads, der dermed lukker os ud i Champions League til næste år.
Det var så alt fra min karriere på nuværende tidspunkt. Forhåbentlig kan succesen fortsætte fremover, og formentlig bliver det i endnu et år eller to i Udinese for mit vedkommende.
/Swizz
