Die Frankfurter

 

[Pierre]

- Du har jo split vision, knægt!
Sådan sagde den nye træner til mig, da jeg var rykket op som førsteårs junior. Jeg boede i Århus og spillede selvfølgelig i AGF. Min klub!
Der var ikke nogen tvivl om, at jeg skulle spille på junior divisions-holdet. Årgangens bedste række. Allerede som lilleput havde jeg været den bedste. Ikke at jeg gjorde noget for det eller trænede specielt hårdt. Det kom bare af sig selv.

Jeg var ikke helt klar over, hvad split vision betød, men jeg kunne godt regne ud, at det var en kompliment. I dag ved jeg, at det er betegnelsen for den X-faktor, der gør en god midtbanespiller genial. En fornemmelse for tredimensionelle rum. Evnen til at kunne "se i to retninger" samtidig. Evnen til at se muligheder, huller i modstandernes forsvar, som ingen andre kan se. Og ikke mindst evnen til at vælge den pasning, der gør mest ondt på modstanderne.

Split vision er det begreb, der siden blev uløseligt forbundet med Danmarks bedste fodboldspiller nogensinde. Michael Laudrup.

Det blev en strålende sæson. Som førsteårsjunior formåede jeg at dominere midtbanen i de fleste kampe og slog assistrekorden. Ikke på baggrund af en storslået fysik eller en voldsom arbejdsradius, men på grund af den gode teknik og de dødbringende pasninger frem mod vores angribere.

Jeg blev valgt som årets spiller og blev udtaget til U/17-landsholdet i en alder af 15 år. Efter sæsonens sidste kamp, hvor vi havde flænset AaB med 5-1, trak træneren mig til side.

- Du ved, jeg har høje tanker om dig. Split vision og alt det der, vi allerede har snakket om. Men lad mig spørge dig om en ting: Kunne du tænke dig at blive Danmarks bedste fodboldspiller nogensinde?

Der sad jeg så og måbede. Svaret var jo indlysende for en stor knægt.

- Godt, men så hør her: Du er nødt til at blive mere seriøs med din træning. Dit talent er exceptionelt. Men selv det største talent kommer ikke sovende til succes. Kun via megahårdt arbejde kan det store talent for alvor foldes ud. Vi skal have lagt noget fysik og hurtighed på. Det kræver, at du selvtræner i ferien om arbejder hårdt i den kommende sæson. Ja, i det hele taget gør, hvad jeg siger. Er du indstillet på det?

Igen: Svaret var jo indlysende.

Siden fulgte to fantastiske sæsoner. I min anden sæson som junior blev vi Danmarksmestre, og som førsteårsyngling fik jeg min debut på Superligaholdet. Langsomt, men sikkert udviklede jeg min fysik, fik en større arbejdsradius på banen, og mine trænere kunne lide, hvad de så.

Men det skulle alt sammen få en ende, før det overhovedet rigtigt var begyndt.

Under et træningspas fik jeg et slemt vrid i knæet ledsaget af en ildevarslende knasende lyd. Det gjorde sindssygt ondt. Mens jeg lå der i græsset og vred mig i smerte, vidste jeg ikke, at jeg havde spillet min sidste fodboldkamp.
Men sådan blev det.
Det var i 1987, og jeg var 17 år gammel.

[Pierre]

Ifølge det gamle mundheld kommer én ulykke sjældent alene. For mig var der er smertefuld sandhed denne kliché. Usædvanlig smertefuld. Min største støtte i tilværelsen var min far. Han havde altid været der for mig. Havde set, tror jeg, alle mine kampe og støttet mig i ønsket om at blive professionel fodboldboldspiller. 14 dage efter den skæbnesvangre dag på træningsbanen, faldt han død om med hjertestop. Det slog bunden ud af mit liv, og jeg startede et faldt mod dybder, som jeg ikke troede fandtes.

Forår 2007.
Jeg har fået godt styr på at tale tysk. Jeg kan mærke, at det flyder ubesværet, når jeg skal tale med mine spillere. Det er en lækker følelse. Og det går godt. Rigtig godt. Alligevel føler jeg mig rastløs. Jeg er klar til at prøve noget nyt. Jeg er 37 år og træner for et ynglingehold. Ganske vist det bedste ynglingehold i finansbyen Frankfurt. Et hold, der spiller i den bedste tyske række. Et hold, jeg førte til det tyske mesterskab for U17-hold i 2006. Et hold berømmet for sin spektakulære spillestil baseret på teknik og hurtige omstillinger.

Efter de skæbnessvangre begivenheder i 1987, blev min onkel en højst uventet redning. Jeg vidste han var der, og at han boede i Tyskland. Men han havde raget uklar med min far, da jeg var ganske lille, så jeg kendte ham ikke. Men det kom jeg til. Efter min fars begravelse, talte man med min mor. Bagefter spurgte han mig, om jeg havde lyst til at bo i Frankfurt en periode. Jeg sagde ja, uden at tænke mig om. Jeg trængte i den grad til at komme væk. Og med min alvorlige knæskade, var der intet, der bandt mig til Århus.

Så jeg tog flyveren sydover sammen med min onkel. På første klasse. Og i Frankfurt ventede lidt af et chok: Min onkels bolig viste sig at være et luksuspalads på 850 kvadratmeter. Med swimmingpool både ude og inde, fastansat personale, tennisbane og en bilkælder til min onkels passion: Ferrarier (som han havde seks af). I dette paradis slog jeg mig ned, og jeg tilbragte dagene med at bade i swimmingpoolen og - man skal jo være ærlig - jagte damer. Og dem er der mange af i Frankfurt, skal jeg hilse at sige.

Det var bittersøde år, for sorgen over at have mistet min far, sad stadig i mig. Og knæet ville ikke rigtig komme sig trods masser af behandlinger hos en fysioterapeut.

Siden fulgte et skoleforløb, der svarer til det danske gymnasium. Og selvfølgelig masser af fodboldkiggeri. Jeg så samtlige hjemmekampe, som Frankfurt spillede i den bedste franske fodboldrække. Min onkel, der havde grundlagt sin formue ved produktion af reservedele til landsbrugsmaskiner, havde sæde i klubbens bestyrelse, og han har  - som jeg - glødende interesseret i det herlige spil med den lille runde. Da det efterhånden stod klart, at mit knæ aldrig ville blive helt godt igen, sørgede min onkel for, at jeg fik den formelle træneruddannelse, og som 30-årig fik jeg min A-licens. Det vil sige uddannelsen, der giver en mulighed for at træne på højeste niveau.

Men der skete ikke rigtig noget.

Fint nok at være træner for klubbens bedste ungdomshold. Men det er ikke en slutstilling for en mand med mine ambitioner.

Men i juni 2008 fik jeg den store chance

[sindsygt]

Lig noget grafik ind i form at billeder. Jeg gider ikke til at læse det, fordi det ser ud, til at være meget. Men få fat i et topbanner, og en billede  i siden med Float-funktionen, så skal det nok blive bedre!

[A Coruna]

Rigtig god start der er flow i det du skriver. Pøj pøj

[Pierre]

Min onkel trak mig til side og sagde:

- Alle i klubben kender dig og dine resultater. Vi er alle begejstrede og kan godt lide din spillestil. Fodbold skal sgu være kønt at se på. Og i bestyrelsen mener vi, du er klar til noget større. Det er jo inden hemmelighed, at vores hold i Bundesligaen klarer sig middelmådigt. Men med den rette mand ved roret bør potentialet til noget mere være der. Det korte af de lange er, at bestyrelsen vil have dig som cheftræner for vores Bundesligahold...

Sådan. Omsider.

Det er i dag to år siden. Og for at gøre en lang historie kort, kan jeg fortælle:
I sæson nummer 1, hvor jeg ikke fik en eneste euro at handle for, lykkedes det at slutte på femtepladsen. Min græske forward Amanatidis blev topscorer i Bundeligaen, der var utrolig lige. Slutplaceringen betød en plads i UEFA Cup'en. Helt grundlæggende handlede første sæson om at grundlægge en ny og mere publikumsvenlig spillestil baseret på hurtig boldomgang og et aggressivt boldpres.

I sæson 2 havde jeg et transferbudget på omkring 40 mio. kroner, som jeg brugte med omhu. Vores nye spillestil sad nu i skabet, og vi sluttede sæsonen som nummer 2 - to point efter Bayern. Min unge italienske angriber Andrea Paloshi blev topscorer, og holdet er vokset helt enormt med tilgangen af nye spillere. Nåede første knock out runde i UEAFA Cuppen, hvor vi blev slået ud af Milan.

Vi står nu på tærsklen til min tredje sæson som cheftræner. Forude venter en spændende sæson med høje forventninger og Champions League. Bestyrelsen mener, at vi skal være titeludfordrere, og jeg er enig. Vi har chancen for at tage det sidste skridt og viippe Bayern af pinden. Men svært bliver det. Jeg fik 95 mio. kroner at handle for - har solgt en del spillere og købt endnu flere.

Gennemgang af holdet følger i næste opdatering.

[lautrup]

Rigtig fed start, det du skriver er opdigtet ikke?

[Fitzpatrick]

Rigtig fed start, det du skriver er opdigtet ikke?

Det må man da håbe, for jeg mener ikke Frankfurt har en dansk træner

Ikke desto mindre ser det rigtig spændende ud og jeg tror godt jeg kunne finde på at følge med

[lautrup]

Det må man da håbe, for jeg mener ikke Frankfurt har en dansk træner

Ikke desto mindre ser det rigtig spændende ud og jeg tror godt jeg kunne finde på at følge med

Mener sådan set mere det med barndommen
Kunne jo godt være det var en han kendte eller lign.
For det er en kanon historie.

[Temp]

Du skriver godt og har en god historie.
Jeg vil helt klart følge med

[korzika]

Du skriver godt og du har fanget mig. Dog er der nogle ting, som kan gøre bloggen bedre.

1: Ingen smileys. Imo hører de ikke til i blogs.
2: Prøv at få noget grafik ind i bloggen. Hvis du ikke ved hvordan man gør, så læs en af sidens guide. Eller spørg om nogen vil hjælpe dig.
3:Prøv med nogle SS indimellem. Uden dem så føler jeg, at man ikke rigtig kender nok til selve savet.

[Pierre]

Hej alle - og tak for kommentarerne.
Jo, det hele er opdigtet, rent fantasispin...

Mht grafik og fotos, ja, rigtig gættet. Jeg kan ikke finde ud af det. Hvis jeg får et hul til det i weekenden, vil jeg prøve at sætte mig ind i det, for jeg er da enig i, at det ville pynte.

[Blackstone]

Ja en rigtig god, lovende og spændende blog og jeg er meget enig i det, som de andre skriver og det vil hjælpe, så det ville være godt, hvis at du kan få sat dig ind i det.
Der er nogle enkelte fejl i anden indlæg/del, hvor at du skriver at Frankfurt spillede i den bedste franske række og det holder jo ikke og en anden småfejl.
Jeg vil læse (i) denne blog og følge den og din udvikling, hvis at det fortsætter, som at det har startet er det helt sikkert at jeg følger med i denne blog og bliver ved med det.
Jeg ser frem til og glæder mig til næste update og de fremtidige updates.

Vh.Blackstone

[Fitzpatrick]

Du skriver godt og du har fanget mig. Dog er der nogle ting, som kan gøre bloggen bedre.

1: Ingen smileys. Imo hører de ikke til i blogs.
2: Prøv at få noget grafik ind i bloggen. Hvis du ikke ved hvordan man gør, så læs en af sidens guide. Eller spørg om nogen vil hjælpe dig.
3:Prøv med nogle SS indimellem. Uden dem så føler jeg, at man ikke rigtig kender nok til selve savet.

1. Det er helt klart individuelt.. Personligt synes jeg bloggen bliver mere personlig, hvis der en smiley i ny og næ
2. Et banner vil jeg sige er maks.. Det andet ødelægger stilen
3. SS hører i mine øjne overhovedet ikke hjemme i den blog, medmindre stilen ændres drastisk. SS hører hjemme i en traditionel blog, fyldt med resultater og kampreferater.

Men i bund og grund er det jo op til Pierre.. Jeg følger i al fald med

[Sarl]

Flot start, omend den sidste opdatering ikke helt lever op til de foregående. Og ja, smileys virker malplacerede i en blog.

Et enkelt SS eller 2 ville være rart, men det er jo kun i den seneste opdatering hvor der havde været noget at vise SS af. Billeder og grafik er for mig ligegyldigt. Det er teksten det handler om. Men et topbanner ville ikke skade. Det er dog nemmere at læse en blog hvis den ikke er overlæsset med farvestrålende billeder, som jeg synes mange har en tendens til. Skal man bruge et billede skal der være en grund til at bruge det. Det skal kunne beskrive eller symbolisere noget i teksten. Det er der nogle bloggere der formår, mens andre virker som om de bare fylder billeder på uden grund.

Men flot start rent skriftligt. Fortsæt og find gerne tilbage til niveauet fra de første updates.