Sherman Andrés Cardenas - et talent i svøb

 

[Mijitrix]

han er lidt af en blærerøv syns jeg 

[United-styrer]

Ja, jeg kan slet ikke styre ham. Han begynder at ligne en ny Zlatan

[Mijitrix]

hov hov Zlatan er sej

han kan sjungle med tyggegummi

[Soccerpop]

i starten tog jeg ikke rigtig den her blog seriøst,
men det gør jeg nu.
Den er fandme fed

[United-styrer]

i starten tog jeg ikke rigtig den her blog seriøst,
men det gør jeg nu.
Den er fandme fed

Tak for det. Jeg regner med at opdatere i dag :-)

[United-styrer]

30. april 2006

En uge er gået siden sidst. Jeg synes næsten kun, jeg skriver, når der er kampe efterhånden, men det er egentlig også det eneste, mit liv rigtigt indeholder. Derhjemme går livet sin stille gang i den lille by på toppen af bjerget, og i huset kører alt på skinner, jeg hygger mig med vennerne, holder mine huslige pligter og har mine sædvanlige små skænderier med min søster, så jeg har faktisk ikke ret meget at rapportere, udover kampene naturligvis, for det er altså virkelig noget, der optager noget nær al min tid, og igen i dag gik det løs, da Quindío kom på besøg. De lå på forhånd langt nede i rækken, og da det samtidig var i vores hule, gik vi ind til kampen som favoritter også kva vores seneste stime af resultater. Som vi er blevet vante til det i løbet af de seneste par måneder, var optimismen og humøret højt inden kampen, og for undertegnede blev det bestemt ikke værre, da jeg fandt ud af, at jeg igen, igen var valgt til startopstillingen…

Som mange gange før lagde vi rigtig godt ud og efter blot fem minutter kom det første mål, da Orrego fik tildelt et frispark på kanten af feltet, og jeg løb over for at blande mig i kampen om at sparke. Desværre ville Orrego selv tage sig af det, og når det nu var ham, der var blevet sparket ned, blev vi enige om, at han vel havde førsteret, så han tog det selv og sparkede den helt op i hjørnet, 1-0, det var måske meget godt, han sparkede alligevel, tænkte jeg efterfølgende. Målet blev fulgt op af et hav af chancer til os, men da vi ikke formåede at udbygge, blev kampen efterhånden mere jævn, og Quindío fik et par chancer. Efter en halv time fik jeg en god chance, men min afslutning gik skuffende et godt stykke forbi, og det var egentlig et udmærket symbol på min halvleg, hvor jeg var nærmest usynlig, men vigtigere var det, at vi førte 1-0, da dommeren fløjtede til pause.

Da vi kom ned i omklædningsrummet gik vi en træner i møde, som så med noget blandede følelser på første halvleg. Han var tilfreds med starten, men langt fra med, at Quindío kom med i kampen, og han gjorde meget ud af, at vi skulle holde koncentrationen og ikke sløse sejren væk. En stakåndet Hernández fortalte, at han under ingen omstændigheder kunne fortsætte, og dermed kunne Téllez omsider gøre comeback efter sin skade, som kostede ham sin plads i startopstillingen. Jeg havde faktisk ventet, at Chamorro skulle tage min plads, og jeg ventede egentlig bare på, at træneren skulle sige det, men det gjorde han aldrig, og jeg kunne være med fra anden halvlegs start…

Vi startede godt i anden halvleg med et par chancer, men igen gik det lidt i opløsning, denne gang med en halv time igen, hvor især Sarmiento smed mange bolde fik på midten, hvilket førte til mange kontrachancer, men heldigvis var Vélez på plads adskillige gange. Netop Sarmientos mange boldtab endte faktisk med at redde min deltagelse, idet at han blev sat af grundet sit dårlige spil og erstattet med Chamorro, den eneste trussel til min position. Det var dog lidt af et mareridt at deltage i kampen i de sidste tyve minutter, men så tør jeg slet ikke forestille mig, hvordan det må have været for dem, der sad på bænken. Vi fortsatte med at smide bolden væk og give dem store kontrachancer, men heldigvis gjorde en kombination af uskarphed fra deres side og en veloplagt Vélez, at udligningen aldrig kom. I overtiden lavede jeg en yderst vellykket aktion, hvor jeg afdriblede talrige forsvarsspillere, før min afslutning desværre blev reddet. To minutter senere fik jeg til gengæld bolden fra Castillo, en fremragende aflevering, og denne gang svigtede jeg ikke, 2-0 blev det, og jeg kunne glæde mig over at have afgjort en fremragende og meget tæt fodboldkamp til mit holds fordel. Der var liv og glade dage i omklædningsrummet efter kampen, hvor vi alle var begejstrede for den sjette sejr på stribe, hvilket faktisk betyder, at vi er ligaens bedste hold lige pt. Apropos ligaen så ligger vi lige nu nummer fem der, yderst komfortabelt, og der er langt ned til niendepladsen. Vi har endda kun sølle to point op til andenpladsen, så det lover godt for fremtiden i øjeblikket, men vi skal samtidig passe på, at vi ikke lader os rive med af vores fantastiske form.. siger vores træner…

4. maj 2006

Øv! Jeg vil sidde uden for træningen i de kommende dage, for jeg har pådraget mig en forkølelse. Det må være min søster, der har smittet mig, hun har også været snottet i de sidste par dage. Det er ikke så slemt, og jeg er nok klar om en lille uges tid, men det er sgu irriterende ikke at kunne træne med, og jeg er tvivlsom til kampen på søndag den syvende. Der vil jeg være klar!

5. maj 2006

Allerede i dag kan jeg mærke en klar forbedring mht. min forkølelse. Jeg har det bedre, og feberen er næsten væk, så måske jeg alligevel kan blive klar til søndag. I hvert fald skal jeg bare ligge i sengen og slappe af. Det er godt nok gabende kedeligt, men jeg er nødt til det, hvis jeg skal blive klar.

6. maj 2006

Jubii! Da jeg vågnede i morges kunne jeg mærke kraftig forbedring, og jeg var sågar med til eftermiddagstræning en. Medmindre der sker noget uventet, er jeg helt frisk til i morgen. Skønt! Nu vil jeg få en god nats søvn og sove de sidste bakterier ud…

7. maj 2006

Der skete intet uventet, og jeg var klar til kamp, klar til Chicó, rækkens nummer ni. Opskriften var den samme som altid, for det tør siges, at det indtil kampen i dag havde været vellykket. Vi forventede dog en svær kamp, for Chicó har et godt hold, men favoritværdigheden måtte vi påtage os.

Kampen startede som en meget intens og næsten chanceløs affære, hvor der blev begået mange frispark i de første minutter. Blandt andet fik jeg en af mine sjældne advarsler. Efter et kvarter kom der dog et mere betydningsfuldt kort, da Vallecilla fra deres hold lavede en nødbremse på Rivas, og for det blev han ”belønnet” med et rødt kort, og vi vores vinderchancer blev derved kraftigt forøget, og der skulle da heller ikke gå ret mange minutter yderligere, før Rivas fik tilkendt et straffespark, som han selv omsatte, og vi var på vej mod den syvende sejr i træk. Målet blev fulgt op af flere store chancer, og jeg formåede, hvis jeg selv skal sige det, at iscenesætte spille ganske fint. Kampen blev reelt afgjort til sidst i halvlegen, hvor de for anden gang fik en spiller vist ud. Kort efter fik jeg en stor chance, men mit skud blev reddet, og da jeg minutter efter fik endnu en, gentog historien sig, men denne gang røg returbolden lige ned i fødderne på Hernández, som kunne score et af sine letteste mål længe og sikre os en 2-0-føring ved pausen.

Chamorro erstattede Rodríguez, som i øvrigt var med i stedet for en karantæneramt Olivares. Det var alt, hvad der skete i pausen, hvor træneren desuden lagde vægt på, at vi blot skulle fortsætte i samme stil, så skulle vi nok køre sejren i land…

Og vi gjorde, som vi var blevet bedt om, fortsatte i samme til, hvilket blandt andet resulterede i et straffespark begået mod Hernández. Desværre var Orrego ikke skarp nok, og hans afslutning blev reddet. Med omtrent tyve minutter igen begyndte de cirka 2000 tilskuere at udvandre fra stadionet, kun hjemmeholdets fans naturligvis, og hvor var det skønt at se opgivelsen i modstandernes øjne, da dette skete. Vi fortsatte dog ikke i helt samme gear, og kampen døde langsomt. Vi vandt 2-0, og den syvende sejr på stribe var en realitet. Sejren betød desuden, at vi er kvalificeret til anden fase, så det var en glædens dag. På det personlige plan gik jeg dog lidt ned i niveau i løbet af anden halvleg, men min første  halvleg var ganske fornuftig.

Efter kampen kom der spændende nyheder. Min agent kom og fortalte mig, at klubber som Roma, Lazio, Deportivo La Coruna og Barcelona har haft talentspejdere ude for at anskue mig. Jeg var tom for ord, da han sagde det, det forekom mig helt surrealistisk, at en klub som Barcelona skulle være interesseret i mig, men senere på dagen kontaktede en journalist vores manager med henblik på netop de rygter. Vores træner svarede, at han naturligvis gerne ville beholde mig, men at det ikke var usandsynligt, at jeg ville blive solgt. Jeg var ikke just tilfreds med den kommentar, og jeg havde faktisk forventet, at han ville kæmpe lidt mere for at beholde mig. Nu må vi se, hvad der sker, et skifte til udlandet er en meget, meget stor ting for mig. Jeg ved ikke, om jeg endnu vil kunne klare mig alene i Europa, men muligheden for at spille i en af verdens største klubber og tjene mange penge er alligevel svær at sige nej til, for det er jo min drøm. Indtil nu vil jeg ikke tænke over det, men hvis der på et tidspunkt skulle komme et tilbud, må jeg diskutere det grundigt med mine forældre og min agent, for jeg har det jo egentlig ganske fint her i Bucaramanga, og jeg har aldrig nogensinde boet andre steder, så det ville være svært at forlade mit hjem. Nu må vi se, lige foreløbigt vil jeg få noget søvn og forsøge at undgå at tænke for meget over det, før det bliver aktuelt…

14. maj 2006

Efter en uge med en masse overvejelser uden noget reelt resultat var det rart endelig at kunne koble fra alle mine transferovervejelse r. Jeg var igen med fra start, da vi gæstede Medellín i første fases sidste kamp, som i bedste fald kunne sende os op på ligaens førsteplads, men Medellín lå på forhånd nummer to i rækken, så nemt ville det ikke blive…

Det startede såmænd ret dårligt for os, hvor de satte os under pres, anført af deres store stjerne, Freddy Grisales, men efter et lille kvarter var Rivas som så mange gange før på spil, og så var vi foran 1-0. Resten af halvlegen bød på få chancer, men de der var tilfaldt hovedsageligt os. Dog formåede vi ikke at score mere, og da Medellín heller ikke fik udlignet, førte vi 1-0 ved pausefløjtet.

For mig var det en halvskidt halvleg. Jeg kunne ikke rigtig fokusere på mit spil, da jeg stadig tænkte meget på rygterne. Det var næsten det eneste, der fyldte mig hoved for tiden, så jeg havde egentlig ikke forventet spilletid i anden halvleg, men da der ingen ændringer blev foretaget i pausen, kunne jeg igen tage entre på stadionet. Vi skulle ikke gå ned i gear, sagde vores træner, men det havde vi ærligt talt heller ikke tænkt os…

Kort inde i anden halvleg fik Medellín udlignet, da Sarmiento smed bolden væk nede ved vores eget felt. Tåbeligt af ham, og det er efterhånden sket en del gange. Det var Grisales, der scorede. Kort efter blev jeg byttet ud med Chamorro. Jeg var træt og ukoncentreret, men jeg kunne da godt være min indsats bekendt, så galt var det nu heller ikke. Fra bænken kunne jeg så se resten af kampen, men det blev mest af alt til endnu mere fundering over min fremtid. Med en lille halv time igen fik deres Gallo sendt bolden i kassen, og nu truede nederlaget pludselig. Umiddelbart efter måtte Orrego bytte med Rodríguez pga. en skade. Vi havde ikke mere at byde på, så det endte med, at vores stime på syv sejre blev brudt med et nederlag. Det var en tam følelse, og der var forbavsende stille i bussen på vej hjem. Krydret med mit dilemma ang. rygterne  var det generelt bare en rigtig dårlig dag, og selvom klokken ikke er ret mange nu, går jeg på hovedet i seng…

[Soccerpop]

Uhadada Barcelona.
Er der kommet nogen bud på ham?

[Dusty78DK]

Mystisk at ingen Europæisk klub har slået kløerne i ham endnu. 

[United-styrer]

Uhadada Barcelona.
Er der kommet nogen bud på ham?

Nope, ikke endnu, men hvis han bliver ved med at spille godt, går der næppe ret længe.

[Zone 43]

Spænende klubber som er interesset

Men det ser jo ikke dårligt ud. Keep it up

[United-styrer]

21. maj 2006

Der har ikke været noget nyt at sige omkring min fremtid i den seneste uge. Interessen er vist lidt dulmet lige nu, men min agent tror, at der snart sker noget igen. Til gengæld er der noget at sige om dagen i dag. Vi påbegyndte nemlig gruppespillet fra første fase, hvor vi har været så uheldige at ryge ind en gruppe med Huila, Medellin og ikke mindst Deportivo Cali, og det er altså kun gruppens vinder, der går videre til første fases finale. Og det var netop Deportivo Cali, vi i dag skulle møde, og der var lagt op til en svær kamp, om end vi havde hjemmebanefordelen. Jeg var igen med, faktisk var holdet uændret med den undtagelse, at Orrego var skadet, hvorfor Marquinhos for første gang i lang tid skulle på banen. Der var en fornuftig tænding på, da vi gik ind til kampen, og jeg følte mig mere fokuseret end i sidste kamp…

Efter en lidt blandet start, kunne vi ærgre os, da deres Sánchez efter små tyve minutter kunne score kampens første mål. Efterfølgende havde vi ikke svimlende meget at komme med, men kort før pausen lagde Castillo et indlæg, som gik hele vejen og ramte stolpen. Derefter faldt den ned i det lille felt, hvor jeg blandt andre stod, og her var der stor tumult. Marquinhos dukkede op i mylderet, og han bragte balance i regnskabet til stor jubel for både os spillere og vores trofaste fanskare, som var endnu større i dag end sædvanligvis. Kort efter kunne vi gå til pause fuld af optimisme…

Vi var et par stykker, der ikke havde haft nogen stor kamp. Jeg var en af dem, og derfor tog Chamorro min plads. Jeg var hurtigt ude, skuffet, men fra bænken kunne jeg se resten af holdet komme ud, og her var Rivas, som havde spillet sin dårligste kamp længe, erstattet med Téllez.

Fra bænken kunne jeg først se mine holdkammerater spille flydende spil og skabe et utal af chancer. Og det var der, vi skulle have afgjort det til vores fordel, for senere blev kampen mere lige, og vi fik ikke afgjort det i den periode, så det endte 1-1. Vi skal også være lykkelige for Vélez, som til allersidst diskede op med en pragtredning. Alt i alt er 1-1 også o.k., men jeg havde håbet på en sejr i egen hule i dag. Den anden kamp i gruppen endte ligeledes uafgjort, så vi ligger helt lige i gruppen. Jeg fik i øvrigt at vide lige før, at Córdoba ligger i sengen nu, han er syg, så vi må håbe, at han kommer sig hurtigt.

28. maj 2006

Endnu en uge er gået. En begivenhedsrig en af slagsen, hvis vi lige undtager dagen i dag. Mit træningsprogram er gjort en anelse hårdere i en forløbne uge, men det er nu ikke så galt. For at vende tilbage til i dag, så skulle vi gæste Medellin i dag. Jeg var i et forrygende humør, og det var resten af holdet tilsyneladende også. Córdoba var ikke med, han var stadig syg. Resten af holdet var der dog, og undervejs i bussen fortalte træneren holdopstillingen. Orrego var tilbage, Vásquez erstattede Córdoba, men jeg var til min store tilfredshed med endnu. Vi gjorde klar, velvidende om at det ville blive svært…

Allerede efter fem minutter fik jeg en god chance, men desværre blev mit hovedstød reddet. Vi skabte ufatteligt mange chancer i starten, og jeg havde såmænd også endnu en, men på mystisk vis fik vi ikke scoret, og derfor var det målløst, da vi gik til pause.

Denne gang blev der ikke ændret i pausen, og jeg spillede da også en fin første halvleg. Træneren forsøgte alt det, han kunne, for at motivere os. Vi var det bedste hold i første halvleg og gik målrettet efter sejren.

Det var pisseirriterende, da deres Gallo efter et kvarters spil i anden halvleg gjorde det til 1-0. Det var uretfærdigt, og jeg kunne ikke rigtig se nogen vej tilbage. Kort efter udbyggede samme Gallo. Vi var på nederlagets rand og på vej mod en elendig start på gruppen. Lige inden slutfløjt blev det 3-0 ved Zapata, og ydmygelsen var fuldendt. Selvom vi havde flere afslutninger, tabte vi altså kampen, og med blot et point for to kampe, ser det skidt ud i gruppen…

4. juni 2006

Denne gang gjaldt det Huila på vores hjemmebane. Vi havde desperat brug for en sejr, hvis vi skulle fastholde håbet om at gå videre, og vi troede alle på det. Det er dejligt at konstatere, at træneren nu tilsyneladende endegyldigt har besluttet sig for det hold, han vil spille med, og endnu bedre er det, at jeg er at finde på det hold. Selvom jeg nu ser ud til at være fast mand, vil jeg stadig kæmpe alt, hvad jeg kan, for jeg har ikke lyst til at ryge af holdet igen. Det var med tilpas mange sommerfugle i maven, at jeg startede dagens kamp…

Vi fik desværre ikke den start på kampen, vi gerne ville have, for efter kun ti minutters spil scorede deres Hernández til 1-0, og det var nu op ad bakke for os. Men vi er åbenbart ganske gode til at bevæge os opad, for kun et par minutter senere fik Rivas bragt balance i regnskabet, og kort efter var Rivas igen på spil – denne gang med intet mindre end et fantastisk mål, som bragte os i spidsen, og yderligere et par minutter efter gjorde Orrego det til 3-1 på straffespark. Minuttet efter fik vi en lille forskrækkelse, men til vores store lettelse blev Huilas mål annulleret, da deres målscorer, Zuleta, var i offsideposition. For mig personligt var det en rimelig halvleg, dog burde jeg have scoret efter en halv times tid, da jeg fik en stor chance få meter fra mål, men mit skud blev rettet af i mylderet og gik forbi.

Det var skønt at være i omklædningsrummet i pausen, for det summede af optimisme, men træneren krævede alligevel fokus fra os, og det var jo fair nok. Vi fik alle lov at blive på banen fra anden halvlegs start.

Kun fem minutter inde i anden halvleg var fokusen til gengæld ikke til stede, da Pérez kom til at sparke den i eget net, og så var Huila med i kampen på ny. Herefter skete det bedst mulige for os; kampen gik i stå, og ingen skabte ret mange chancer. Med et kvarter igen var det slut for mit vedkommende. Efter en kamp på det jævne tog Chamorro min plads, mens også Castillo og Hernández måtte se sig udskiftet med Ledesma og Téllez. Mod slutningen af kampen var vi mildt sagt heldige et par gange, men det holdt, og vi vandt kampen til vores alles store tilfredshed. Med sejren ligger vi nu treer i gruppen ud af fire, her hvor halvdelen af kampene er spillet. Vi har fire point, og Medellín og Deportivo Cali deler førstepladsen med et point mere, så chancen lever i bedste velgående. Næste kamp er mod Medellín på hjemmebane. Medellín som vi ufortjent tabte til i udekampen.

7. juni 2006

Så gjaldt det Medellín i dag, og for anden gang skulle vi spille på hjemmebane, hvilket unægtelig er sjovere end at spille ude. Holdet var det samme, ergo var jeg med, og min spilleglæde er aldeles høj for tiden, så det satte jeg pris på, selvom jeg havde regnet med det.

Igen fik vi en horribel start. Der var end ikke spillet et eneste minut, før deres Jaramillo på straffespark sendte os ned i kulkælderen. Denne gang havde vi bare ikke meget at svare igen med. Tværtimod fik de kort før pausen en enorm chance, men på forunderlig vis lykkedes det dem at misbruge, og vi kunne gå til pause nede med en.

Lidt overraskende for mig lavede træneren ingen ændringer. Han måtte åbenbart mene, at det var dette hold, der kunne vende kampen. I stedet gjorde han meget ud af at indgyde selvtillid og tro på sejren – alt var ved det gamle…

Trods en del små chancer kom vi aldrig for alvor tæt på udligningen, hvorfor vi måtte lide et 1-0-nederlag. Efter denne kamp må vi nok erkende, at det bliver usædvanlig svært at vinde puljen. Vi må bare gøre, hvad vi kan og forsøge at vinde de to sidste kampe.

11. juni 2006

Sidst, vi mødte Huila, gik det godt med en sejr. I dag var det på udebane, men ellers var omstændighederne og holdet det samme. Vi skulle vinde, hvis vi skulle fastholde bare en lille chance for at komme videre…

Der var chancer i begge ender i starten. Vélez diskede op med et par gedigne redninger, mens jeg selv brændte en stor chance efter et kvarter. Efter en lille halv time kom vi bagud, Zuleta stod bag, og kort efter blev det 2-0, vi var godt på vej ud af slutspillet for første fase. Kort inden pausen scorede Zuleta sit andet mål, og vi var vist alle opsatte på bare at få det her overstået i en fart.

Pga. et par ændringer grundet skader, havde træneren blot én udskiftning tilbage i pausen. Denne faldt ud til Ledesmas fordel, som erstattede Hernández. For første gang i lang tid var jeg næsten ærgerlig over, at jeg ikke blev skiftet ud. Det var ikke sjovt.

Det blev lidt sjovere at være på banen, da jeg efter et kvarter fik reduceret. Kort forinden var vores situation ellers blevet forværret, da Castillo blev smidt ud, og jeg led af en mindre skade, men det skulle ikke holde mig fra at arbejde, jeg ville under ingen omstændigheder give op, og dette blev fastslået både i mig og på hele stadionet, da jeg reducerede. Ti minutter og et stolpeskud fra Téllez senere fik jeg en friløber, og her lykkedes det mig at reducere yderligere, således at det blev 2-3, og jeg kunne ligne den helt store helt, hvis blot vi fik et mål mere, alt imens mit knæ gjorde mere og mere ondt. Det var samtidig mit tiende mål i sæsonen, hvilket, hvis jeg selv skulle sige det, er en udmærket statistik for en midtbanespiller. Men vi fik ikke et mål mere, og i stedet kunne Zuleta score sit tredje mål og afgøre kampen. Vi måtte skuffende se os slået, og nu er alle chancer for at vinde puljen pist væk. Derfor er fokus nu på anden fase af turneringen, hvor vi selvfølgelig igen skal i top otte. Min skade var i øvrigt slem. Jeg er ude i en-fire uger med en knæskade, og jeg er så irriteret! Jeg hader at sidde udenfor, og nu kan jeg altså se frem til at se på træningen i måske flere uger. Og når vi samtidig har en sportslig nedtur, er det ikke sjovt at være mig lige nu. Dog fik jeg ros for min indsats i sidste kamp, men det kan jeg ikke bruge til ret meget lige nu. Godnat!

[GHERTESTEAS]

FORTSÆT!

[United-styrer]

FORTSÆT!

Desværre. Da jeg for en lille måneds tid siden besluttede mig for at genoptage denne blog, måtte jeg erkende, at spillet er gået i stykker. Det kunne ikke loades, og da jeg ingen backups har, må jeg desværre lukke denne blog

[GHERTESTEAS]

Øv, ellers en glimrende ide!
Blir han ikke rigtig god i fm?

[United-styrer]

Øv, ellers en glimrende ide!
Blir han ikke rigtig god i fm?

Jo, han var et af FM 2006's største talenter, og det ser ud til, at han ikke er blevet dårligere i årgang 2007