Sherman Andrés Cardenas - et talent i svøb

 

[Roxer]

Et SS af knægten ville være dejligt

[Thore]

Jeg har fået ham i et spil jeg har med FCK, tænkte ikk rigtig over at det var ham, man hold kæft han har gode tal 

[United-styrer]

Rigtig fedt skrevet. Elsker virkelig den måde at skrive på. Keep 'em comming

Tak, tak

Synes det er en superfed idé, men manglen på billeder gør at det bliver noget sværere at komme igennem. Kald mig bare primitiv

Ja, jeg har glemt billederne et par gange. Skal nok huske at få proppet nogen ind, men det er bare svært at finde nogle relevante, eftersom man stort set ikke kan finde billeder af nogen af de ting, jeg omtaler, så det bliver nok bare noget med en fodbold, et fodboldmål osv.

Rigtig god blog, glæder mig til at se hvor han bliver solgt til. 

Jo tak, og det gør jeg også

Et SS af knægten ville være dejligt

Jeg vil faktisk helst ikke bringe screenshots fra spillet, men lad os bare sige, at han har et pænt potentiale

[United-styrer]

1. marts 2006

Det er fem dage siden, vi sidste spillede en kamp, og der er stadig fire dage til den næste (hjemme mod Atlético Nacional), og nu da jeg sidst, jeg tog et afbræk fra kampene og træningen, fortalte om byen Bucaramanga, vil jeg i stedet fortælle om fodboldklubben Bucaramanga – det jeg ved om ikke andet. CA Bucaramanga CD hedder den faktisk for at være helt præcis. Enormt besværligt med alle de forkortelser her i Colombia. Faktisk er jeg ikke engang klar over, hvad de ting står for. Nå, klubben blev stiftet i 1949, så vi fylder altså 60 år inden alt for længe. Vi spiller på det lokale

Alfonso López, som faktisk er et ret flot stadion. 25.000 tilskuere kan det huse. Som du nok kan forstå, er min viden omkring fortiden begrænset, eftersom jeg blot er 16 år gammel, men som jeg tidligere har nævnt, er vores bedste resultat i den bedste række en andenplads i 1997. Vores bestyrelsesformand hedder Reinaldo Amaya, og det har han gjort i et stykke tid (Reinaldo har selvfølgelig heddet det, han hedder, siden han blev født). Vi, spillere, er ikke i særlig stor kontakt med ham, men de få par gange, jeg har truffet ham, har han såmænd været fin nok. Desuden har vi, som jeg nævnte hurtigt, fået ny træner, Jesper Olsen, og det har fungeret godt mht. moralen i truppen så langt. Resultaterne har været en smule blandede, men ellers har jeg været glad for trænerskiftet.

Udover ham har vi kun to trænere i truppen, assistenttræneren Oscar Upegui og Diego Alejandro Cardona. Desuden har vi to fysioterapeuter og to talentspejdere i truppen. Den økonomiske situation er vist rimelig. Jeg som spiller kender selvsagt ikke ret meget til den, men træneren har ledt efter forstærkninger, hvilket vel må betyde, at han har lidt at gøre godt med. Jeg har det godt med mange af truppens spillere. Faktisk er der kun en, jeg ikke kommer så godt overens med, hvilket sikkert skyldes, at vi er direkte rivaler. Spilleren er – som du sikkert har gættet – Chamorro. Han er en flink fyr, men vores forhold til hinanden er en kende anspændt, fordi vi kæmper indædt om den samme plads. Til slut vil jeg vise vores hjemmebanespilledra gt. Næste kamp er som sagt om fire dage mod Atlético Nacional. En plads i startopstillingen er forhåbentlig i vente efter en god kamp sidst…

5. marts 2006

Der var en del transferpolemik inden opgøret i dag. Figueirense FC fra Brasilien havde offentligt vist interesse i Marquinhos, som for tiden ikke er i startopstillingen. Vores træner svarede, at han kunne sælges, men kun for en passende pris. Desuden skulle der efter sigende have været et tilbud fra Deportivo Cali på Olivares i dag. Lige omkring tre milliarder pesos (otte millioner kroner) har jeg hørt, det skulle være på, men træneren har vistnok takket nej tak til tilbuddet. Jeg er spændt på at se, hvordan Olivares vil reagere i de kommende dage.

Tilbage til kampen i dag. Det så umiddelbart rimeligt ud, idet at vi lå nummer otte, mens vores modstander var nummer 17, næstsidst, og vi havde samtidig hjemmebanefordelen, men af en eller anden grund mente bookmakerne, at de var favoritter. Holdet var næsten det samme, men jeg var ikke i truppen. Det chokerede mig en smule, og det kom som lidt af en chok. Jeg måtte skuffende tage til takke med en plads på bænken…

Fra denne bænk kunne jeg se mine holdkammerater i alvorlige problemer. Atlético Nacional var slet ikke så ringe, som man forventede af en hold, der lå næstsidst. De skabte en masse chancer, vi skabte knap nok en eneste, men takket være en god portion held holdt vi nullet halvlegen ud. Min konkurrent, Chamorro, rørte praktisk talt ikke bolden.

Derfor havde jeg forventet, at jeg skulle gøre entré fra anden halvlegs start, og denne gang blev jeg ikke skuffet. Jeg erstattede Chamorro som den eneste ændring.

Vi åbnede anden halvleg med en stor, stor chance, men Hernández skød desværre forbi. Efter tyve minutter fik Rivas en stor chance, men heller ikke han kunne ramme målet. Kort efter måtte både Olivares og Pérez forlade banen med skader. Tyve minutter før tid skete det desværre, Agudelo fra deres hold gjorde det fortjent til 1-0, og før vi havde nået at se os om, blev det 2-0 ved Aristizábal, og jeg må indrømme, at det var fortjent nok. Fem minutter før tid kom bolden tilfældigt på deres opstander, men allerede et minut senere fik vi reduceret, Sarmiento scorede direkte på frispark. Det bragte et sidste håb, men vi kunne ikke få udligningen, Atlético Nacional vandt fortjent 2-1. Vi er ikke stabile nok, det må vi konstatere. Vi holder stadig knebent den vigtige ottendeplads, men der er blot spillet syv kampe, og det er tæt, så der kan ske rigtig meget endnu. I kampen mellem mig og Chamorro må dagen i dag være endt uafgjort. Nu tager jeg hjem…

[Dusty78DK]

Spændende intro af klubben.

Kom så Cárdenas, smut til Genoa! 

[United-styrer]

9. marts 2006

Der er sket lidt i løbet af de seneste par dage. Der har været tilbud på Castillo, som vel nok er vores mest attraktive spiller lige nu, men selvom buddet efter sigende skulle være ret godt, takkede træneren nej. Det forstår jeg godt, for han gør det altså godt for tiden, Castillo. Også Rivas har der været et par tilbud på, men træneren ha gjort det klart, at han ikke bliver solgt for hvad som helst. Han gør det også godt for tiden, en god angriber at have foran sig. I dag blev Olivares så skadet. Efter sigende skulle han være ude i omkring fire dage til to uger. Overraskende upræcist interval. Det er selvfølgelig en svækkelse, men jeg tror, vi klarer os. Preciado er desuden blevet klar igen, så han er med, når vi spiller den næste kamp om tre dage. Téllez kan sågar også nå at blive klar med lidt held…

12. marts 2006

En svær kamp ventede os i dag. Vi skulle på besøg hos Tolimo, som lå nummer et i ligaen inden kampen. Skaden til Olivares betød, at både Chamorro og jeg var i startopstillingen, idet at Chamorro overtog pladsen på den centrale midtbane, mens jeg kunne slikke mig om munden, jeg skulle nemlig spille favoritpositionen, den offensive midtbane. Preciado var ikke med. Det overraskede os alle en del, eftersom han havde trænet med for fulde drøn næsten hele ugen. Træneren måtte åbenbart mene, at han ikke helt var i topform. Vi havde alt at vinde, da vi gjorde vores entré på græstæppet…

Vi startede kampen rimeligt. Efter to minutter fik Hernández en stor kontrachance, men han skød i sidenettet. Faktisk var det mig, som satte det hele i gang. Efter et kvarter blev vi dog skuffede. En spiller fra deres hold kaldet Rueda skød bolden i nettet direkte på frispark. Det var irriterende, men et djævelsk flot mål. Vi fik svaret igen – endda kort efter. Córdoba sendte bolden ind i feltet, hvor jeg headede den videre til Rivas, som skød den i nettet. Vi løb alle ud for at fejre udligningen, men så blev målet dømt offside. Vi var målløse, for mig lignede det absolut ikke en offside. Vi gav dog ikke op så let, vi blev ved, og kort efter fik jeg en stor chance. Skuddet var egentlig også fornuftigt, men deres målmand reddede den. Vi fik dog sat dem under pres takket være et godt tempo i spillet, men så skulle det selvfølgelig ske. Efter stort pres og mange gode chancer til os fik de udbygget ved Vásquez, og sørgeligt nok kom målet efter en forsvarsfejl, sindssygt bittert. Kort efter havde vi en stor chance, men

Hernández brændte, og i stedet var den kort efter på ny i vores net. Pérez hed deres målscorer, og kampen var ved at udvikle sig til en af mine mest frustrerende oplevelser som fodboldspiller, og det blev ikke bedre. Ti minutter efter fik Córdoba, vores anfører, tåbeligt vist sig selv ud – en anfører burde vide bedre…

Træneren virkede opgivende i pausen. Han gjorde, hvad han kunne for at motivere os, men vi kunne alle se i hinandens øjne, at vi var mere eller mindre skuffede over hinanden og ikke havde den store tiltro til vores chancer. Udskiftninger blev der ikke lavet i pausen.

Anden halvleg var mere eller mindre et langt mareridt. De fik to mål mere, og kampen endte altså 5-0. Ydermere måtte Rivas halvlegs udgå med en skade. Træneren var lidt sur og skuffet, da vi kom ind i omklædningsrummet. Jeg forstod ham godt, han havde grund til at være det. Vi ligger nummer 13 i ligaen nu, det er ikke godt nok. Selv spillede jeg uden tvivl min værste kamp i år. Behøver jeg at sige, at turen i bussen ikke var sjov..?

19. marts 2006

Stemningen i truppen havde været lav gennem de seneste par dage. De to seneste nederlag havde som ventet ikke haft en positiv effekt. I dag var chancen dog til sejr, for vi skulle møde Real Cartagena, som lå sidst i ligaen. Córdoba var selvfølgelig ude pga. karantæne, hvorfor Preciado igen

var i startopstillingen efter sin skadespause. Jeg var det også, for resten af holdet var det samme på trods af det pinlige nederlag.

I starten kunne man godt fornemme, hvorfor de lå nederst. Vi skabte en del chancer. Efterhånden som kampen skred frem, kom de dog bedre med, men netop som de næsten havde overtaget, scorede Hernández til 1-0 for os, og glæden var tilbage. Sarmiento måtte gå ud lige efter, der var i øvrigt spillet en halv times tid. Fem minutter. Så lang tid kunne vi holde føringen, for derefter udlignede deres López. Lige inden pausen scorede Posada fra deres hold svineheldigt til 2-1, og vi var igen på den forkerte kurs.

Vores træner viste engagement i pausen. Han holdt en inspirerende opsang for os, og jeg tror, at holdet tog ved lære af den, men jeg kan selvsagt kun tale for mig selv, og det gjorde jeg i hvert fald…

Lige lidt hjalp det. Tyve sekunder var der spillet af anden halvleg, da det blev 3-1 i en situation, hvor vores forsvar ikke lige havde lyst til at dække op. Efterfølgende fik vi iværksat et lille pres, og Hernández fik et par store chancer, men han scorede ikke. Tyve minutter før tid fik vi til gengæld et straffespark, og til min store overraskelse råbte træneren, at jeg skulle sparke. Jeg var lidt forbløffet først og ikke helt sikker på, hvorvidt jeg kunne gøre det eller ej, men jeg ville ikke svigte træneren, så jeg gjorde mig klar, kyssede bolden, hvorefter jeg tog tilløbet. Jeg skød den fladt i venstre side, og målmanden var ikke engang i nærheden. Følelsen var god, og vi havde stadig chancen. To minutter senere fik jeg chancen igen. Jeg kunne bryde igennem næsten uden at blive presset, og så udlignede jeg. På daværende tidspunkt lignede jeg dagens helt, og for satan hvor jeg nød det. Kort efter fik Cartagena en megachance, hvor nerverne sad helt ude på tøjet, men heldigvis var der offside. Kort før tid måtte Giraldo tage en nødbremse i brug, hvilket kostede hans deltagelse i kampen. Rivas gik ud, og Fajardo kom ind. Overtiden gik i gang, og hvor var det typisk. Vores til tider fornærmende usikre forsvar blev spillet tynde, og Alex Comas sikrede dem en sejr på 4-3. 3-3 havde føltes som en sejr, efter vi var bagud 3-1, og især når det var mig, der scorede til 2-3 og 3-3. Nu var jeg skuffet sammen med resten af holdet og vores træner. Det var stadig fedt at score de to mål, men det føltes unægtelig lidt tamt, når vi tabte kampen. Det havde været en god, tæt dyst, en sjov kamp at spille, men de var ikke bedre, end vi var. Nu ligger vi nummer 14. Jeg er spændt på at se, hvor meget tålmodighed fansene og ledelsen har, men jeg håber absolut ikke på en trænerfyring, for jeg er glad for den store tiltro, han har vist overfor mig…

[SirToby]

Ikke de to bedste kampe, men du og Cardenas kommer igen...

[United-styrer]

25. marts 2006

Det har ikke været hamrende sjovt at være mig gennem de seneste seks dage. Pressen, som ellers normalt har gået i en stor bue udenom vores klub og i særdeleshed undertegnede, har flere henvendt sig efter træningen med spørgsmål som ”I har ikke fået den sæsonstart, I ønskede, kan I komme igen?”, ”vil du søge andre græsgange pga. holdets dårlige form?” og ”hvorfor går det så dårligt?”. Jeg har ikke rigtigt gidet at besvare spørgsmålene i starten, eftersom jeg ikke var vant til at være i fokus. Spørgsmål om min fremtid har jeg slet ikke kommenteret, det har jeg allerede fået en agent til. Da jeg i dag fik tildelt det sidste spørgsmål, flød bægret til gengæld over efter mange dags spørgsmål. En kombination af det, og det faktum at jeg fandt spørgsmålet komplet idiotisk, fik mig til at stikke journalisten, en 40-årig dame med et ansigt der tangerede Quasimodo, et flabet svar. Jeg kan ikke engang selv huske, hvad jeg sagde, men jeg indledte med, at det nok skyldtes, vi havde fået for få point og insinuerede dermed, at spørgsmålet var latterligt. Da hun blev ved, gjorde hun mig gal, og jeg gav hende et mindre verbalt overgreb. Det var nok ikke så smart, og jeg regner også med at få en lille spalte i avisen i morgen, men jeg havde simpelthen fået nok.

Truppen har også været præget af dårlig stemning efter de seneste nederlag, således har mange af os slet ikke snakket sammen, og ind imellem har der været optakt til slagsmål. Rivaliseringen mellem Chamorro og jeg er i samme anledning blusset en smule op, men dog ikke i en sådan grad, at det er gået ud over træningen. Men det skal være slut nu, og vores anfører, Córdoba, viste vejen efter træning i dag, hvor han gav en inspirerende peptalk, som fik mig – og forhåbentlig hele holdet – på andre tanker. Vi er en enhed, og vi vinder ikke som individualister, som Córdoba udtrykte sig. Derfor handler det nu kun om én ting, at vinde, og vi har allerede chancen i morgen, når vi hjemme tager imod Júnior. Vurderet ud fra de seneste par dages træning tror jeg, at jeg skal spille fra start, men jeg er før blevet overrasket…

26. marts 2006

Vi mødtes på stadion et par timer før kampstart. Der var en del, træneren ville snakke med os om. Han gennemgik taktikken grundigt, ikke fordi det var lavet om, men fordi han ikke var tilfreds med vores måde at spille den på. Samtidig ønskede han os god kamp og sagde, at vi bare skulle gå ud og gøre vores bedste, ikke være bange for at spille. Jeg var igen i startopstillingen, hvilket naturligvis lettede og gjorde mig glad, men der var en stor overraskelse; Téllez var ikke med, selvom han var sin skade kvit. Træneren må åbenbart mene, at Hernández har overhalet ham, og jeg må indrømme, at Téllez ikke har virket så overbevisende, efter han kom tilbage.

Kampen startede positivt, såvel personligt som for holdet. Et minut gik der, før jeg fik en aflevering i dybden fra Rivas, hvorefter jeg var alene med deres målmand, og jeg lobbede den frækt over ham – det var et godt mål og samtidig en forløsning. Med 1-0 efter kun et minut håbede vi, at kampen i dag skulle give en overbevisende sejr. De næste tyve minutter indikerede bestemt ikke, at kampen skulle blive den walkover, vi havde sat næsen op efter, men heldigvis var Vélez praktisk talt umenneskelig, og han reddede den ene bold efter den anden. Med lidt under tyve minutter tilbage var det vores tur til at være heldige – omsider – da Hernández fik tildelt et straffespark efter indlæg fra Castillo. Rivas insisterede på at sparke, og han virkede helt kold, så det havde vi intet imod, men desværre blev hans skud snuppet, og vi fik ikke udbygget på den store, store chance. Til gengæld blev vores chancer kraftigt forøget, da de kort efter blev reduceret til ti mand, da var jeg enig med mig selv om, at nu kunne det ikke gå galt, og ti minutter senere blev de en mindre. Vi gik ind til pausen med elleve mand, de med ni, vi med et mål, og de med ingen, så det så unægtelig godt ud, men spillet havde absolut ikke været godt.

Jeg var lidt overrasket over vores træners reaktion i pausen. Han indikerede tilfredshed og sagde blot, at vi skulle blive ved i samme stil. Jeg syntes tværtimod, vi var i alt for lavt gear. Udover det byttede han en fuldstændig færdig Rivas ud med Marquinhos, før vi igen kunne indtage banen, hvor publikum var glade trods det dårlige spil…

Med ni mand startede det svært for dem, og allerede efter kort tid havde Chamorro, som igen spillede centralt i stedet for Olivares, et skud på stolpen. Minuttet efter lykkedes det mig at servere en smuk dybdeaflevering til Hernández, som i stil med mit mål til 1-0 lobbede den over deres målmand og afgjorde kampen. Det blev 3-0 kort efter ved samme målscorer, 4-0 senere, hvor jeg kunne sætte mit andet mål ind på kontoen, 5-0 ved Marquinhos et kvarter før tid, inden Pérez i overtiden lukkede med et flot langskud, 6-0. Pligtsejren kom i hus, og der var et stort smil på læben hos alle i omklædningsrummet – træneren inklusive. Som prikken over i’et blev jeg udnævnt til banens bedste for første gang, en oplevelse jeg sent vil glemme. Med sejren ligger vi nu nummer tretten med fire point op til den vigtige ottendeplads. Ti kampe er der spillet, og der er fireogtyve endnu. Klokken blev mange, før jeg kom hjem, vi fik festet igennem efter forløsningen, men uden alkohol – vi skal jo træne igen i morgen…

27. marts 2006

Jeg vågnede op til en lækker overraskelse i dag. Min far sad og læste avisen, og pludselig udbrød han, at jeg var med på ugens hold for den bedste colombianske række. Det har jeg ikke prøvet før, så det var en rigtig fed følelse, som gutterne også roste mig for under træningen.

2. april 2006

Turen gik til Cúcuta Deportivo i dag. Busturene på det seneste havde ikke været så sjove, men i dag var der høj stemning og sang gennem hele turen. Holdet var næsten det samme, dog var Olivares tilbage og erstattede Chamorro, mens Giraldo var med i stedet for skadesramte Vásquez. Modstanderne lå nummer ti, vi som bekendt nummer tretten, men alligevel mente bookmakerne, at vi var svage favoritter. Vi var dog indstillet på en svær kamp…

Kampen blev åbnet med to friløbere til dem, men som mange gange før blev Vélez vores redningsmand. Efter ti minutter fik jeg en kæmpechance, men desværre formåede jeg ikke at udnytte den, og det samme gjorde sig gældende, da Orrego kort efter fik en endnu større chance. Orrego var til gengæld kort efter manden bag vores føringsmål med et listigt, blødt skud ved fjerneste stolpe, og vi kunne igen juble, sejrens sødme kunne lugtes. Derefter gjorde vi det faktisk rigtig, rigtig godt, og i modsætning til utallige gange før kunne vi holde føringen halvlegen ud, og vi gav kun ganske få chancer væk, chancer hvor Vélez tog imod. Fem minutter inde i anden halvleg var de meget tæt på ved et hovedstød, men efterfølgende slog vi kontra, og Hernández fordoblede føringen. En halv time resterede, da Rivas afgjorde kampen ved at score til 3-0, og der var liv og glade dage blandt vores fans, som var taget af sted for at overvære kampen. Det resultat kørte vi hjem, og for anden gang i træk kunne vi fejre en sikker sejr. Jeg spillede en habil kamp i lighed med resten af holdet, men Preciado var sublim i forsvaret. Hvis tempoet var højt på vej til kamp, så var vi i ekstase på vej hjem, og samtidig kunne vi glæde os over, at vi nu var nummer ti og kun havde to point til ottendepladsen.

[AlexSN]

Lyder som om du har fået rettet op i truppen og det er ganske spændende at følge med i. 
Har i øvrigt kun ros til overs for stilen du skriver på   

[United-styrer]

Lyder som om du har fået rettet op i truppen og det er ganske spændende at følge med i. 
Har i øvrigt kun ros til overs for stilen du skriver på   

Tak, men jeg ændrer desværre måske lidt på den, så kampreferaterne og opdateringerne generelt bliver kortere, eftersom jeg ikke synes, det er optimalt, at jeg når to kampe per update

[United-styrer]

9. april 2006

Det var med stor spænding og nervøsitet i kroppen, at jeg tidligere på dagen tog bussen ud til stadion, hvor det gik løs klokken 15.00. Vi havde hjemmebanefordelen, men holdet vi mødte, Huila, som ellers normalt ikke er så skræmmende, har virkelig haft en god sæson, og inden kampen lå de nummer to, mens vi som bekendt var tiere. Det var ikke så meget nervøsitet for startopstillingen, der var at finde i min krop, for efter et par gode kampe forventede jeg egentlig, at jeg på ny skulle spille fra start, og det skulle jeg også – holdet var det samme. Der var ikke mange nye guldkorn for træneren, og han fastholdt faktisk bare, at vi skulle fortsætte som i de to seneste kampe, hvor alt nærmest havde lykkedes. Med de ord løb vi ind på banen, hvor der var lidt mere fyldt på lægterne, sikkert grundet de gode resultater…

Huila lagde ud med et udmærket forsøg, men da vi efter ti minutter fik vores første chance, Orrego alene med målmanden, bragte vi os foran 1-0, og stimen lå til at skulle fortsættes. Desværre begik Giraldo fem minutter senere et straffespark, som samtidig kostede ham en advarsel, og deres Cantillo stod nu overfor vores Vélez. Vélez var tæt på, men det blev desværre til udligning for Huila. Kort efter fik Hernández en stor chance, helt enorm faktisk, men hans hovedstød sad lige på deres målmand. Kort efter fik han dog bolden omkring tredive meter fra mål. Her så han, at deres målmand var lidt ude, hvorfor han forsøgte med et skruet spark udenom ham, og bedre kan man ikke ramme en fodbold. Med et smukt mål bragte han os foran 2-1. Herefter kontrollerede vi pausen ud. Kort før sidste fløjt i første halvleg måtte Castillo desværre bytte med Solano.

I pausen koncentrerede træneren sig meget om, at vi skulle holde koncentrationen og ikke smide sejren væk, som vi havde gjort det før. Han var lidt nervøs for, at to ud af vores tre forsvarsspillere havde gult kort, men han foretog alligevel ingen udskiftninger i bagkæden. Det gjorde han til gengæld på den offensive midtbane, og det betød, at jeg måtte overlade min plads til Chamorro efter en lidt skidt halvleg fra min side. Jeg var dog træt og indikerede ikke just, at jeg var utilfreds med udskiftningen, og det var også i orden, selvom jeg ikke var glad for, at jeg skulle se passivt til fra bænken i det drama, der var i gang.

Efter små ti minutter var det drama dog overstået, da Chamorro opfangede en elendig aflevering. Han overlod bolden til Rivas, som i vanlig stil lobbede bolden elegant over deres målmand, og med 3-1 styrede vi mod tredje sejr i streg. Chamorro måtte i øvrigt forlade banen med tyve minutter igen til fordel for Quintero, samtidig med at Huila fik et mål annulleret. Huila havde adskillige chancer for at reducere, udligne og sågar komme foran, men som sædvanlig tog Vélez forbilledligt imod, vi vandt 3-1. Det var en tydeligt lettet træner, vi gik i møde i omklædningsrummet. Vi havde ikke spillet overbevisende, og hjertet havde givetvis siddet helt oppe i halsen på ham et par gange, men han var glad for sejren og roste os for vores fightervilje. Med sejren rykkede vi kun en plads op i tabellen, så vi nu ligger nummer ni, men der er kun et point til den vigtige ottendeplads og det samme til femtepladsen, så det er tæt, førstepladsen har 26 point, ni flere end os. I kampen mellem Chamorro og jeg må det være uafgjort, han gjorde ikke ret meget væsen af sig i de 25 minutter, han var inde. Vi slap dog ikke ubetinget godt for kampen, idet at fem spillere fik advarsler, hvoraf det ene koster Sarmiento en karantænedag, men det må vi lære at leve med, vi har en bred trup med gode afløsere. For tredje gang i træk gik vi sejrrigt fra banen, og der gik et par timer, før jeg tog hjem, humøret er vendt 180 grader…

16. april 2006

For anden kamp i træk mødte vi et hold, der er nummer to i rækken. Denne gang skulle vi ude spille mod América, og nemt ville det ikke blive – det var i hvert fald ikke, hvad vi forventede. Stemningen var dog, som vi har været vant til i de seneste par uger – højt, og troen på egne evner manglede bestemt ikke. Da vi kom frem, småløb i ind til omklædningsrummet, da vi ikke orkede de fremmødte journalister. Quintero erstattede Sarmiento, som altså havde karantæne, mens vores anfører, Córdoba, var tilbage, hvilket kostede Giraldo livet. Udover det var holdet det samme, og altså var jeg igen valgt, hvilket fremtryllede et betragteligt smil på læben. Vi gik ind på banen med fuld koncentration…

Efter under to minutter skulle vi dog blive meget positivt overraskede. Orrego slog et hårdt og præcist indlæg indover, og ved den fjerneste stolpe dukkede Rivas op, 1-0. Herefter var der chancer i begge ender og lidt af en stillingskrig, men kort før pausen fik Rivas den i nettet, men til vores store ærgrelse blev målet underkendt for offside. Ved pausen var vi foran 1-0, og vi kunne snuse sejren efter en svært kedelig halvleg.

I pausen var det store tema ”fokus”. Vi skulle ikke miste koncentrationen, det var alt, træneren fokuserede på, før han gjorde klar til udskiftninger, men det var ingen. Jeg åndede lettet op, for jeg havde spillet en lidt tynd første halvleg og var egentlig nervøs for at blive taget ud, men jeg slap.

Vi havde alvorlige vanskeligheder i starten af anden halvleg, hvor det blev til en del store chancer for modstanderholdet, men som utallige gange før var Vélez på plads, og efterhånden fik vi styr på tingene. Tyve minutter før tid blev jeg byttet ud med Chamorro efter en lidt svag kamp, og jeg håbede, at Chamorro ikke imponerede alt for meget, men sejren talte naturligvis mest. Blot to minutter efter jeg blev udskiftet, sad nerverne helt ude på tøjet. En af deres var alene med Vélez og rundede ham sågar, men heldigvis skød han på det skammeligste i sidenettet på det åbne mål, og på det efterfølgende angreb afgjorde Rivas kampen med sit andet mål, 2-0, og jublen på bænken og banen ville ingen ende tage. Lidt efter ville Castillo også blande sig med et hamrende flot langskudsmål, og kort efter lukkede og slukkede Chamorro med målet til 4-0 – et lidt misvisende resultat, men hvad gør det, når bare vi vinder? Sejren var i hus, en stor en af slagsen, og både træneren og hele truppen var jublende lykkelige, da kampen var ovre. Med sejren rykkede vi op som nummer syv, altså inden for de otte bedste og dermed playoff.

[Zone 43]

Sådan. To gode kampe

Keep up that style

[United-styrer]

Sådan. To gode kampe

Keep up that style

Ja, det begynder at ligne noget nu. Fire sejre i streg, og jeg har ikke engang ændret i taktikken

[Mijitrix]

heja heja heja cardenas heja heja Heja

[United-styrer]

23. april 2006

Der er ikke sket meget i den seneste uges tid. Livet er gået videre uden problemer, og trods succesen har der ikke været den store fokus på hverken klubben eller mig. I dag skulle vi til gengæld holde fokus, da Santa Fé gæstede vores fæstning. De lå på forhånd en plads over os i ligaen, og bookmakerne havde udråbt dem som favoritter til at vinde, hvilket overraskede hele holdet, da vi både havde hjemmebanefordel og formen med os, men så måtte vi bare bevise, at de tog fejl. Om vi gjorde det, vil jeg ikke afsløre endnu. Jeg havde frygtet, at Chamorro ville tage min plads, men det gjorde han gudskelov ikke. Holdet var det samme med den undtagelse, at Córdoba, som var skadet, blev erstattet af lejesvenden Giraldo.

Der gik ganske kort tid, før vores flotte stime blev truet. Deres spiller Jaramillo scorede nemlig til 1-0 efter kun et par minutter. Vi havde svært ved at komme ind i kampen – meget svært endda, men ti minutter før pausen skete det fantastiske. Jeg modtog bolden et stykke uden for feltet fra Rivas, og med et skruet skud fik jeg placeret bolden helt oppe i krydset, og så stod der 1-1 – mit bedste mål nogensinde var en realitet, og mine holdkammerater lovpriste mig som aldrig før, følelsen kan ikke beskrives. Fem minutters tid efter fik jeg chancen på ny fra omtrent samme sted, og jeg forsøgte selvfølgelig en gang til. Skuddet fejlede intet, men denne gang var målmanden desværre på vagt. Generelt virkede det som om, at vi efter mit mål fik overtaget, så det var med stor optimisme, at vi gjorde entré i omklædningsrummet i pausen…

Træneren talte med store bogstaver i pausen! Han var ikke negativ, men tilsyneladende havde han læst en håndbog til, hvordan man skal opildne sine spillere, for han viftede med arme og ben, råbte og skreg, tegnede på sin tavle, og jeg kunne blive ved. Og ja, det fik vel opildnet os en smule. Holdet ændrede han ikke på, og jeg kunne igen indtage banen – til min store tilfredshed.

Anden halvleg blev indledt med et mindre pres fra deres side, men med en halv time igen fulgte Hernández op på et halvreddet forsøg fra Rivas, og så førte vi 2-1, fansene var i forrygende humør – præcis som os spillere. Kort efter fik jeg bolden efter en flot tackling fra Quintero, men alene med målmanden formåede jeg ikke at score, og jeg var ikke stolt af mig selv i de efterfølgende sekunder, for den var fandeme stor. Derefter igangsatte de et mindre pres, men ti minutter før tid lagde jeg en, hvis jeg skulle sige det selv, fremragende aflevering til Hernández, som med sit andet mål afgjorde kampen. Vi vandt igen – for femte gang i træk – og hvor er det fedt med den succes. Vi spillede ikke hamrende godt, men det er jo ikke første gang, og alle i truppen er lykkelige over sejrene, som betyder, at vi nu er nummer fem i ligaen. Det ser slet ikke tosset ud for tiden, og jeg spillede virkelig en god kamp, ja, jeg var vel nærmest mit holds bedste. Godnat!