Sherman Andrés Cardenas - et talent i svøb

 

[United-styrer]

Tak for kommentarerne indtil nu

Der er opdatering på side et.

[Zone 43]

Fed ide.

Glæer mig til mere

[United-styrer]

3. februar 2006

Vi fik en fridag i dag, i anledning af at træningskampene var overståede. Det var godt nok herligt. Jeg brugte tiden i selskab med familien og et par gode venner, og jeg kan love, at jeg nød det. Skønt med en fridag. Her til aften har jeg samlet tankerne. Målet i går gav mig virkelig lyst til at spille på det her hold. Jeg har hele tiden brændt for at være i startopstillingen, men den følelse, målet gav mig, vil jeg opleve igen og igen, for det var virkelig stort. Derfor vil jeg i de kommende uger give den ekstra meget gas til træning, så jeg kan imponere træneren. Måske det allerede kan give bonus på søndag, når vi spiller den første ligakamp…

5. februar 2006

Så kom vi i gang i dag. Vi mødte CS Deportivo Pereira. De er vel omtrent lige så gode som os på papiret, men vi havde hjemmebanefordelen, hvorfor bookmakerne mente, at vi var svage favoritter. Jeg kunne endnu engang konstatere, at træneren havde foretrukket Chamorro frem for mig, hvilket endnu engang ærgrede mig. Holdet var det samme som sidst, men jeg var som i de andre kampe blevet belønnet med en plads på bænken, så chance for spilletid var der da trods alt.
Modstanderne fik den første farlige chance, men de skød i sidenettet. I stedet kom vi foran efter seks minutter, da Castillo sendte en lang, høj bold ind i feltet, som målmanden gik efter. Det skulle han dog ikke have gjort, for inden bolden røg over til ham, kunne Téllez hoppe op til den og heade den i det tomme net. Et par minutter senere scorede Rivas et drømmemål, hvor han med ydersiden drønede bolden op i hjørnet, og Rivas fulgte op ti minutter senere med endnu et mål, denne gang med hovedet efter et frispark. Efter en halv time fik de reduceret. Deres målscorer hed Gigena. Han spillede faktisk en ret god kamp. Begge hold brændte en del chancer herefter, men det forblev 3-1 til pausen.

Træneren havde al grund til at være tilfreds med første halvleg, og det var han da også fuldt ud. Han foretog tre udskiftninger. Det var egentlig mere af nød end af lyst, da alle tre var enormt trætte og selv bad om at blive udskiftet. Rivas, som var vores bedste spiller i første halvleg, var en af dem, hvorfor Marquinhos, den gamle mand, kom ind i stedet. Castillo var også helt færdig, og Ricardo Phillips kom ind i stedet. Den sidste spiller, der måtte gå ud, var Chamorro, hvilket jeg selvsagt var ovenud tilfreds med, eftersom det betød, at jeg skulle ind. Igen havde jeg chancen for at bevise mit værd, og chancen var i dag om muligt endnu større, da Chamorro havde spillet en helt anonym første halvleg. Jeg kan garantere dig for, at jeg var tændt…

Jeg fik en god start – rigtig god endda. Efter fem minutter fik jeg bolden lidt foran feltet. Jeg overvejede meget om jeg skulle skyde, men i stedet overlod jeg bolden til Sarmiento, som var lige bag mig. Han spillede den tilbage til mig, hvorefter jeg lagde en aflevering i dybden, som fuldstændig åbnede modstandernes forsvar, og Marquinhos udnyttede den til at gøre det til 4-1. Efter en time fik jeg min første afslutning ved et frispark, men skuddet gik lidt forbi. Kort efter prøvede jeg med et langskud, som var noget mere vellykket. Skuddet sad helt oppe i hjørnet, men desværre nåede målmanden derop og reddede til hjørne. Vi vandt kampen 4-1 efter et par store, men brændte chancer til Deportivo til slut. Jeg spillede en god kamp, det synes jeg helt bestemt, og jeg bidrog i hvert fald med mere end Chamorro. Om det er nok til at være i startopstillingen næste gang, ved jeg ikke, men jeg har om ikke andet nærmet mig i dag. Træneren var selvfølgelig glad for sejren og roste os for vores arbejde. Vi spillede egentlig ikke bedre end Deportivo, men når man vinder 4-1, tænker man ikke ret meget over et sådant faktum. Nu vil jeg vende snuden hjemad…

8. februar 2006

Endelig fik jeg chancen fra start! Vi skulle møde A Deportivo Pasto hjemme, og taktikken var den samme, holdet var den samme, men med den undtagelse at jeg, Sherman Andrés Cárdenas, erstattede Chamorro på den offensive midtbane. Jeg var meget nervøs, men også ekstremt fornøjet over at være blevet givet denne chance, som jeg virkelig skulle udnytte i en kamp, hvor vi var svage favoritter…

Vi dominerede kampen i første halvleg. Vi fik ikke så mange chancer igen, men vi styrede spillet. Efter en halv time kom vi foran, da Téllez, som i øvrigt måtte lade sig erstatte med Marquinhos kort efter grundet en skade, spillede bolden til Orrego som slog et fladt indlæg ind, og her kunne jeg umarkeret løbe ind i bolden og sende den i det lange hjørne. Igen fik jeg scoret, og det var fantastisk, da jeg ikke havde spillet nogen stor kamp indtil målet. Efter det mål gik det til gengæld helt amok. Fem minutter efter sparkede Vélez målspark, som jeg headede videre til Orrego. Han tog et par træk frem af banen, før han afleverede bolden til Marquinhos. Marquinhos kunne sagtens skyde selv, men han valgte at overlade den opgave til mig, og jeg satte den denne gang ved den nærmeste stolpe, kasse, jeg var nu dobbelt målscorer, og jeg kunne slet, slet ikke fatte det. Det var dog meget heldigt, at jeg gjorde det, for kort efter kom vi ned på jorden igen. En af deres, jeg tror han hed Estupiñán, snørede lidt heldigt Córdoba, hvorefter han hamrede bolden ind bag Vélez, og vi måtte lidt skuffende nøjes med 2-1 ved pausen.

Jeg havde ikke ventet at blive udskiftet efter to mål på en halvleg, og jeg blev ikke overrasket. Træneren var ikke helt tilfreds med, at modstanderne fik reduceret, og han insisterede på, at vi fastholdt grebet og ikke smed sejren væk. Den eneste ændring, han foretog, var Jáider Alberto Rodríguez ind og Orrego ud…

Kort inde i anden halvleg var vi ganske enkelt svineheldige. De åbnede vores forsvar og kom fri med Vélez, som fik blokeret, men den røg lige ud til en modstander, som havde fuldkomment åbent mål, men han misbrugte på det skammeligste. Vélez måtte umiddelbart efter bytte med Aranda, fordi han var skadet. Efterfølgende blev vi i den grad presset, og det var mig et under, hvordan vi kunne holde føringen. Det kunne vi til gengæld heller ikke, for ti minutter før tid kom udligningen på hovedstød fra Sacramento, hvilket som sådan var fair nok. Vores halvinvalide hold, hvor størstedelen var gennemført smadrede, mens Preciado havde fået en mindre skade, kunne ikke svare igen, og kampen endte lidt skuffende 2-0. Lidt skuffende, fordi vi havde været foran med to. Træneren talte med store bogstaver i pausen. Det var faktisk første gang, vi så ham fra den side. Da han var faldet til ro, var han dog nemmere at have med at gøre, og han sagde sågar, at han synes, det var synd, for vi havde gjort det godt. Personligt kan jeg kun være tilfreds grundet mine to mål, men jeg ærgrer mig over, at vi ikke kunne holde føringen, men fire point på to kampe er isoleret set ganske fornuftigt. Nu må vi bare holde skansen, og ikke mindst skal jeg helst holde mig på holdet, for det vil jeg nødigt være foruden…

9. februar 2006

Jeg er netop kommet hjem fra træning. En lidt blød træning i dag, eftersom vi spillede kamp i går. Nu vil jeg benytte lejligheden til at fortælle lidt mere om byen Bucaramanga. Byen er en del af Santanderdistriktet i Colombia. Den blev dannet i 1622 af de spanske kolonister. Byen levede i lang tid lidt anonymt, men i løbet af 1800-tallet overtog den Giróns dominans og begyndte at tiltrække tyske markedsmænd og eventyrere. Det lyder umiddelbart positivt, men som det er set i mange andre tilfælde ledte det til stridigheder mellem de lokale og turisterne. Gennem den civile krig fra 1899 til 1902 blev regionen på mange måder ødelagt, hvorfor Bucaramanga blev sat lysår tilbage, og byen udviklede sig kun ganske lidt i løbet af 1900-tallet.

Byen befinder sig i de Colombianske bjerge, hvorfor den er placeret hele 959 meter over søens overflade. Byen er 165 km2 stor, og gennemsnitstemperat uren her i byen er 26 grader, så her er altid dejlig solskin, året rundt, hvilket jeg nyder, og det er en af mine største betænkeligheder angående, om jeg engang skal til Europa for at spille.

Vi har også en lufthavn her i Bucaramange eller ”Parkernes by”, som vi også kaldes. Palonegro Airport kaldes den. Byen er meget opdelt i nord og syd. I ”Kennedy-området” mod nord er folk meget fattige, mens der i syd er mere attraktivt.

Hvad er der ellers at sige? Jo, så sent som i sidste måned lancerede byen noget, de kaldte WiMAX. Det er noget elektronisk, min far forsøgte for et par uger siden at forklare mig, hvad det er, men jeg forstod det aldrig helt. Det er dog vistnok ret stort, og vi er den første by i Colombia, som lancerer det.

Jeg nyder at bo her i Bucaramanga sammen med mine forældre og min søster…

11. februar 2006

Der har været lidt gang i handlerne i dag. Tidligere på dagen kontaktede en hjemmeside vores træner for at spørge, om han ville sælge Olivares. Der har på det seneste floreret lidt rygter angående Olivares og Deportivo Cali og Once Caldas, som begge efter sigende skulle være interesserede i ham. Vores træner fortalte, at alle spillere har en pris, men at Olivares kun bliver solgt for ”den rigtige”. Så får vi at se, hvad det er…

Desuden blev Ricardo Blanco i dag udlejet til Valledupar. Jeg trænede lidt med Blanco, før jeg blev forfremmet til førsteholdet, og han er en rigtig fin fyr. Jeg tog afsked med ham og ønskede ham held og lykke med lejeopholdet, som gælder for resten af sæsonen. Ellers har det været en begivenhedsfattig dag, hvor vi som altid har trænet hårdt. Nu er fokus rettet mod næste kamp. Med andre ord er alt, som det plejer at være. Godnat…

[Zone 43]

Kanon tid

Gimme a new update

[United-styrer]

12. februar 2006

Endnu engang skulle vi spille kamp i dag. Preciado og Téllez var skadet, hvorfor Oscar Mauricio Giraldo, en af vores lejede spillere, samt Henry Javier Hernández var med i stedet. Udover det var holdet identisk med det fra seneste kamp, og som du sikkert har opdaget, så betyder det, at jeg var med igen. Jeg havde egentlig regnet med det grundet mine to mål i sidste kamp, men ikke desto mindre var jeg præcis så glad som den 8. februar. Holdet, vi skulle møde, var Envigado i vores første udebanekamp…

Vi havde vores gedigne problemer i begyndelsen, men Vélez tog heldigvis godt imod. I stedet kom vi efter ti gode minutter foren. Orrego smækkede den tæt ind mod mål, hvor jeg løb ind til bolden. Jeg fik ikke ramt den, men i stedet sejlede bolden direkte ind, og meget heldigt kom vi foran 1-0. Efter målet fortsatte Envigado med at presse, men på ny reddede Vélez os ofte. Så var det som om, vi kom bedre med, men ironisk nok var det netop her, det gik galt. Córdoba begik straffespark, og Pachedo fra deres hold udlignede. Vi kom tilbage, og ti minutter før tid bragte Hernández os i front endnu engang, men under to minutter senere blev der igen udlignet, Cuardros hed deres målscorer. Jeg spillede en halvskidt halvleg. Jeg fik ikke sat mit præg på spillet og havde egentlig ventet en udskiftning, men den kom ikke. Jeg fik lov også at spille fra anden halvlegs start. Vi skulle ind og stjæle alle tre point…

Envigado pressede os i bund fra anden halvlegs begyndelse. De fik ingen åbne målchancer, men var hele tiden livsfarlige. Efter ti minutter fik jeg så en mulighed, og mit skud var egentlig også fint, men deres målmand, Arenas, nåede ned til den. Med lidt under en halv time igen kom målet, og det tilfaldt os. Castillo sparkede hjørnespark, og Rivas kunne helt udækket bringe os foran. Kort efter blev jeg skiftet ud med Chamorro. Jeg var træt og havde spillet en okay, men ikke imponerende kamp. Ekstremt irriterende var det, at vi for tredje gang i kampen ikke kunne holde en føring. Jeg kunne fra bænken se Valencia sende et frispark direkte i nettet, og der blev bandet og svovlet godt og grundigt. Det var for skidt, og det endte 3-3. Inden kampen havde det været o.k., men når man fører tre gange, er det for dårligt. Jeg kunne ”glæde” mig over, at Chamorro var mindst lige så usynlig som jeg, men skuffet over pointtabet, det var jeg stadig. Vi ligger dog stadig nummer fire i ligaen.

15. februar 2006

Min hidtil største kamp som fodboldspiller på højt niveau skulle spilles i dag. Vi skulle ude møde Once Caldas, en af favoritterne til at vinde den colombianske liga. Jeg var selvsagt spændt som aldrig før, da truppen blev offentliggjort, og til min lettelse kunne jeg høre mit navn, og det var ikke under opremsningen af udskiftningsbænken! Stadionet kogte, da jeg trådte ind. Det var en helt anden kulisse, end jeg var vant til. Sommerfuglene fløj rundt i maven på mig, og nerverne var til stede i en helt underlig grad, men jeg var samtidig motiveret som aldrig før…

Vi fik en forfærdelig start. Sølle to minutter gik der, og så var vi bagud på mål af Mafla, en af ligaens store stjerner, og faktisk et af mine største forbilleder. Men livet og kampen gik videre, og ti minutter senere fik jeg en stor, stor chance. Der var helt tomt i venstre side af målet, men deres målmand nåede den desværre. Den var virkelig stor! Jeg havde det bestemt ikke godt med at have svigtet mit hold bagefter, men gutterne var fulde af støtte og bakkede mig op. Efterfølgende kom der et par store chancer til begge hold, men det var deres Marín, som udbyggede på et flot langskud, og vi var på kurs mod det første nederlag. Efter en halv time gjorde Mafla det til 3-0 ligeledes på et langskud, og så lå ydmygelsen i luften, men kort inden pausen fik vi trods alt reduceret ved Rivas.
 
Jeg ville for en gangs skyld ikke have noget imod at blive udskiftet i pausen, og jeg forventede det, men den kom ikke. Jeg blev på banen i lighed med resten af holdet. Vi var bagud 1-3, men det var ikke for sent. Det var i hvert fald, hvad træneren forsøgte at overbevise os om…

Vores træner tog fejl, det var for sent. Vi kunne ikke presse dem, og i stedet kunne deres Charria kort før tid lukke af. Vi tabte velfortjent 4-1. Jeg spillede hele kampen, hvilket undrede mig lidt, da jeg ikke spillede godt. Nu er vi ikke længere i den vigtige top otte, men det kan jeg ikke tænke på lige nu, for jeg er træt, jeg vil i seng…

[kerzhakov]

September 19 of 2005
With single 16 years, Sherman Cardinal red it is the new figure of Colombian soccer

After its great performance in front of National, the past Saturday, the steering wheel of the Bucaramanga is outlined like one of the promises of local soccer.

Sherman Andrés Cardinal red Estupiñán was until last Saturday, literally, a unknown being. Little, even, it was known him here in the city: single  by his more close friends and the average premises knew that he was Cardinal red  the older son of Evelio Bernal and Senaida Estupiñán Cepeda, dedicated to  the preparation of curtains and the manufacture of windows and divisions of  bath with aluminum; and that was the older brother of Leydi Marcela, of 15 years. 

But to the 7:07 at night of that day his anonymity it was broken and in second  whole the loving country of soccer knew the life of this young steering wheel of  the Bucaramanga that as soon as it took three parties like professional player.

It, of 16 years, 1,65 meters of stature, 62 kilos of weight, born in  Bucaramanga the 7 of August of 1989, student of fifth of baccalaureate, and  resident in Floridablanca (Metropolitan Area), put to that hour  zapatazo with left his guayo - he carves 39 -, from almost 30  meters, to minute seven of the first time, so hard, that he went to stop like  a bullet to the right angle of the arquero Andrés Saldarriaga, in the party that its equipment played of the premises against the Athletic National by date eleven  of the Conclusion and whose final marker went to favor 2-1.

It was the first goal  that marked like professional in the 119 minutes who took until there  - always like titling -, after in front of making debut the 28 of last August - in  house Real Cartagena, day in which left pleasing impression between the fans.

The annotation, of which the 23 thousand spectators were witnesses who  attended the stage Alfonso Lopez and who knows how many thousand or million  people in Colombia, because the party was televised by national channel,  nonsingle more opened the doors of the triumph with which the equipment ' leopardó arrived  that night at 17 points and eighth in the table was located, but that also went  the key of opening to the history of a young adolescent (young they call others  to him) who by different circumstances gained a position of titling in  the equipment.

The injury of Pedro Cabrales, Sub-19 owner of the position, and the three  yellows of their replacement, the other minor, Jefferson Alvarez, took step so that the talent of Sherman, of much personality, character and appearances of  experience in the field, seized of the heart of the fans and  the press.

This ' hombrecilló of black hair, claroscuros eyes of color, of little  spoken, full of timidity and hasty words that not yet lodge the well-known slang with which the players speak to the journalists, and owner  of the sport journalistic unfolding of the weekend, is the maximum  resistance of all those revolutions and the rage that has caused its capacities  to be one of the few players in Colombia that with so little years  has made debut in professional soccer and of so fast way it has marked goal, and  for its fortune, in this occasion against the present champion, with the full  stage, to burst, with transmission in direct and its Pretty City of  fair.

"No, the one of Saturday already happened. Yes, to do golazo to National and all that, yes,  I have thought it... It is the happiness greater than it has happened to me. But, one  if it can sleep calm, who said that no; also because very  it was tired. It is not that it means much. Or yes. But it has not passed anything. There is  joy, but already. I want to continue working. Remember that one every day is  improving more if one works well and more hard. In each training one  it is loosen more and it is taking more conditions ", says Cardinal red, always between nervous  laughter, in his house of the district Limoncito de Floridablanca, where  it has not stopped to receive calls of congratulations and journalists of all  the country.

In the middle the praises, that Jose overturned Elías Puyana in his house included to all  the district and its friends of the Industrial School, Sherman Andrés  is calm. It repeats of memory and express his passage in soccer: its  beginnings to the 8 years in the Athletic School Santander, when his papa took  it because "liked to take I all ball and to take hold it to leg".

Its passage by the Santander selections of all the categories and the sinúmero of  departmental, national championships and the many goals that has always marked  for those times like left leader. And of the only trophy of  goleador that won to the ten years in a match that with international  equipment organized its school of soccer.

Fan of heart and soul of the Athletic Bucaramanga, "from very young" - she says -,  Sherman Andrés relates that after several years of effort and discipline, guided  by its parents and their two technical beloveds Nelson Master (Athletic  School Santander) and Libardo Pineda (Santander selections), the last year  received the news of the interest that the Athletic Bucaramanga had by him,  when it counted on single 14 years of age.

"I knew that someday that was going  to be reality because I trust capacities. I know that I am going to arrive far. With  humility ", he says today, when he has been a month in the professional and does not know  how much one will gain or if he passed the terminos of test.

The certain thing is that three months ago the Athletic one bought it to the Athletic School  Santander by a value - they say he and its father of five million weights.  Leopardó was gotten up to the First C of the club ', that was for that then ones to  the control of the present technician of the professional establishment, the technical director of 31  Nelson years Kings.

There it played several parties of match C in Cúcuta, Barranacabernmeja, National Bridge and here in Bucaramanga. It wrote down several goals  that because says not to take counted, "they are very poquitos, why" and more  ratified its slippery talent, of good protection of the ball and its rapidity  when giving it; its enlistment, its precision, its handling of the two legs.

Until the day arrived that obtained the dream. It was Tuesday 23 of last  August. Before absence of steering wheel of enlistment that replaced the injury of  Pedro Cabrales and amarrillas of Jefferson Alvarez, the technical body of  the Athletic Bucaramanga, Nelson Kings and Óscar Upegui (that took single three  parties directing), approached to him late that and they notified to him that of there  in ahead it would train with the greater establishment.

"I left running like a crazy person,  happy, is something immense that nobody imagines. The very fast life, my papas came  to me, everything. I cried ". That same day was presented/displayed the group, with sights  to the party of the premises in front of Real Cartagena.

Sunday, as he were awaited, left like titling. It was late of 52  minutes in which it left a good impression. It played as if it had been several  years in professional soccer and very was applauded by the fans, what  was asked from where that boy had left. History repeated it in  Manizales, where in 60 minutes played it was to pound fundamental for the tie  to zero goals of the leopard against Calda.

Until east Saturday arrived,  when in silence, unknown it took hold the ball in half of the field  after happens of I mark of Edwards Jiménez and put that golazo of left-handed person who stunned  the stage and that made it see like a lion during the 75 minutes that played.




Det er oversættelsen af det der stod på den side der blev linket til. det hænger ikke helt sammen, men noget af det er forståeligt

[Soccerpop]

sjov ide
held og lykke

[United-styrer]

19. februar 2006

Kun fire dage efter en kamp mod et af ligaens to stærkeste hold skulle vi i dag møde det andet af de to store, Deportivo Cali. Vi havde hjemmebanefordelen i denne omgang, men kampen så stadig svær ud. Jeg var igen at finde i startopstillingen, og om jeg fattede det. Træneren må åbenbart have fået en speciel tiltro til mig af uransagelige årsager. Jeg forstod ganske enkelt ikke, at jeg var i startopstillingen efter et par sløje indsatser, og Chamorro så da også en kende mellemfornøjet ud, om end han holdt det for sig selv. Kampen skulle i gang, jeg skulle på banen i selskab med de samme som sidst…

En forfærdelig start blev det til, idet at deres Domínquez efter tre minutter scorede. Efterfølgende kom vi til fulde med i opgøret, og vi var i store dele af første halvleg bedst, men i overtiden var det ufortjent dem, der kunne udbygge ved Alvarez. Vi måtte meget skuffede og slukørede forlade banen nede med 0-2.

Denne gang kunne jeg ikke slippe, jeg blev taget ud til fordel for Chamorro. Jeg havde forventet det, så det medbragte ikke den helt store nedtur. Chamorro så til gengæld farligt motiveret og sulten ud, da han tog sit indtog med resten af holdet.

Anden halvleg medbragte ikke forbedringer, tværtimod kørte Cali sikkert deres 2-0-sejr hjem. Træneren var ikke tilfreds, langt fra, men han var ikke på nogen måde ondskabsfuld. Vi lå nu langt nede i tabellen, men med kun tre point op til. I lighed med resten af truppen drog jeg hurtigt hjemad, hvor jeg nu sidder her foran mit skrivebord med regnen silende ned på mit vindue, mens jeg tænker over mine chancer på holdet. Chamorro var ikke bedre end mig i dag, hvorfor jeg håber på endnu en plads i startopstillingen næste gang…

26. februar 2006

Mit liv består for tiden kun af fodbold. Det er en hel uge siden, jeg sidst rapporterede, og jeg tænker ikke på andet end fodbold i øjeblikket. Jeg nyder virkelig at spille for Bucaramanga, selvom jeg ikke er begejstret for resultaterne indtil nu. I dag skulle vi på ny spille, denne gang ude mod Millonarios. Der var et par skader i truppen blandt andet hos vores forsvarsspiller César Alberto Vásquez, hvorfor træneren for første gang bragte Luis José Pérez i spil, eftersom Preciado fortsat ikke var klar. I dysten mellem Chamorro og undertegnede var det atter engang mig, der kunne knytte næverne i glæde – jeg var igen i startopstillingen. Hele holdet var yderst motiveret, denne gang skulle vi vinde…

Vi startede kampen rigtig godt og dominerede fra start. Et kvarter inde kom målet fortjent, og Hernández stod bag. Dette blev dog langt fra slutningen på vores pres, for vi skabte til stadighed chancer i et vidt omfang, og efter omtrent en halv time kom Hernández igen på måltavlen, da han opfangede en ripost efter forsøg fra Rivas. Et minut senere var det Rivas’ tur til at komme på tavlen, da han elegant lobbede bolden over deres målmand, 3-0. Jeg løb over til ham og sagde, at ”den skulle han lære mig i morgen”. To minutter mere gik der, før Rivas igen var på spil. Han løb fra alt og alle, men blev så nedlagt af modstandernes Bonilla, som måtte betale med en udvisning. Kort efter fik Hernández på ny bolden i nettet, men denne gang blev det annulleret for offside. Kort inden pausen fik jeg en stor chance, men desværre blev mit forsøg reddet…

Da jeg trådte ind i omklædningsrummet, følte jeg mig selvsikker, for jeg havde spillet en god førstehalvleg. Sjældent havde jeg dummet mig, når jeg havde bolden. Jeg fik også – i lighed med resten af holdet – lov at blive på banen fra anden halvlegs start. Træneren gjorde ikke meget ud af peptalken i pausen, for han var tilfreds og mente ikke, der var nogen grund til at spilde unødige kræfter, når sejren var hjemme…

Ti minutter inde i anden halvleg skulle der blive endnu mørkere skyer over Millonairos. Hernández fik en friløber, deres Pérez nedlagde ham i feltet, hvilket resulterede i straffespark og udvisning. Vores Pérez eksekverede, og vi førte nu med to i spillere på banen og 4-0 på måltavlen. Ti minutter efter blev det 5-0 ved Orregos hoved, hvorefter vi trak lidt i håndbremsen. Fem minutter før tid fik de lidt pinligt en scoring, da deres Torres scorede direkte på frispark. Umiddelbart efter fik de deres tredje udvisning – denne gang til Alfaro, hvilket førte til et par chancer til os, men flere mål kom der ikke. Vi kunne fejre en særdeles suveræn 5-1-sejr. Træneren var et stort smil i omklædningsrummet. Han forsøgte at skjule sin begejstring, men han var tydeligvis ikke den store skuespiller.

[AlexSN]

Lyder helt vildt kanon mega nicer fedt  Du har formået at motivere mig til at starte med at spille igen og prøve lykken i syd america   

[United-styrer]

Lyder helt vildt kanon mega nicer fedt  Du har formået at motivere mig til at starte med at spille igen og prøve lykken i syd america   

Det lyder da godt Nu må vi se, hvor længe der går, før Cárdenas flyver fra reden.

[ZhotLog]

Hmm, har faktisk aldrig oplevet at andre klubber end den jeg styrer har købt Cardenas 

[United-styrer]

Hmm, har faktisk aldrig oplevet at andre klubber end den jeg styrer har købt Cardenas 

Med de stats han med tiden får, tror jeg nu nok, der før eller siden vil komme nogen på banen, men indtil nu har jeg det fint i Colombia

[b0nb0n]

Rigtig fedt skrevet. Elsker virkelig den måde at skrive på. Keep 'em comming

[cube]

Synes det er en superfed idé, men manglen på billeder gør at det bliver noget sværere at komme igennem. Kald mig bare primitiv

[Dusty78DK]

Rigtig god blog, glæder mig til at se hvor han bliver solgt til.