[En trilogi] : A boyhood dream (10)

 

[Berendt]

Inferno -
Tja, man har vel lov til at håbe.. Tror lige så meget det er fordi læserne ikke tænker over det, men mere bare skriver "god blog" eller hvad det nu lige er... men sådan er det jo.

Sykkelfan -
ja, det kan der være noget om.. men som sagt, bedre respons fra læsere ville ingen skade gøre..

[Berendt]

∆ : Kapitel 6

Kampen mod Sport Recife var ingen større succes. Ikke at jeg spillede dårligt, men ligesom til træning havde jeg manglet det sidste siden Djalminha havde fortalt mig om interessen fra Schalke. Godt nok havde jeg en afleveringssucces på 85%, men mine afslutninger sejlede forbi mål, kun en gang ramte jeg inde for rammerne. Lige på målmanden. Vi vandt godt nok 2-0, men jeg var ikke med i nogen af målene.
Efter kampen hev Djalminha mig hen til en mand i jakkesæt. Han så europæisk ud, og var garanteret fra Schalke. Han gav mig hånden, og præsenterede sig som Andreas Müller.

Han var lød tilfreds med min præstation, men ville gerne se mig an en gang mere. Min spillestil var han vild med, men han var i tvivl om jeg rent fysisk ville kunne begå mig i den tyske liga. Han gav mig hånden, og gik.
Jeg var klar over at fysikken ikke var min styrke, men om den skulle holde mig fra Europa håbede jeg ikke.

Mod Boavista gik det ikke meget bedre. Jeg kom overhovedet ikke til afslutninger og tror jeg havde samlet ti fejlafleveringer. Men jeg lagde op til et mål. Maxi markerede at han ville havde den bag forsvaret, så med en flad skruet bold jeg ham, og han sparkede sikkert bolden i mål.
På Herr Müller kunne man ikke vurderer om hans mening var forandret. Jeg var måske kommet lidt let til nogen frispark mod Boavista, men det sker jo. Han sagde han ville rejse hjem, og se sine noteret igennem, og så måske også se kampene på DVD. Hvis han var interesseret skulle han nok vende tilbage.

Jeg regnede ikke med at hører fra ham igen. Desuden var jeg også godt tilfreds med at være i Flamengo. Djalminha var en god træner, og vi havde efterhånden fået et rigtig godt hold.
Fem spillere var kommet til. Renato kom til fra israelske Maccabi Haifa, Choco og Douglas Santos fra Atlético Paranaense, Breitner fra Santos og til sidste Daniel fra Internacional. Alle unge spillere, som lod til at passe godt ind i truppen.

Det gjorde heller ikke noget. Det var befriende at vide at Herr Müller og hans hjælper ikke var til stede, et par dage senere da vi skulle møde Tigres do Brasil.
Efter bare to minutter sender Bruno et langt udspark af sted mod midten. Jeg fangede den med en god førsteberøring, og vendte ned mod deres målmand. Med et par gode træk kom jeg alene med målmanden, og udplaceret sikkert målmanden. Det var kun start skuddet.
Fem minutter senere blev jeg kantet på kanten af feltet. Klokkeklart frispark! Jeg lagde bolden tilrette, og mens muren var ved at finde på plads lagde jeg kort aflevering til Maxi, der tog et træk og sparkede bolden sikkert i mål. Efter tyve minutter fik vi et hjørnespark i vores venstreside. Som sædvanlig tog jeg mig af det, og som så mange gange tidligere i år, fandt jeg Fábio Luciano i det lille felt. 3-0, og jeg havde scoret en gang, og lagt op til to.
Efter en halvtime sendte jeg så en bold på tværs af feltet til Everton, der lagde bolden a til en fremstormende Jonatas der bankede bolden i nettet. Bare et par minutter senere blev jeg væltet i feltet. Straffe, og Juan gjorde det sikkert til 5-0. Kampens sidste mål faldt så et kvarter før tid, da Leonardo Moura gjorde det til 6-0, på et straffe begået mod Gonzalo Fierro.

Med sejren var jeg tilbage. Presset fra Schalke havde lagt sig, og mit spilhumør var tilbage.
”Knægt, spiller du sådan bare 3-4 gange i løbet af en sæson, ja, så kommer du til selv at bestemme hvor dit talent ender! Du var outstanding i dag!”, roste Djalminha mig efter kampen. Og han havde ret.

∆ ∆ ∆

[Knudsholt]

Berendt,

Har lige læst mig gennem denne blog, og min reaktion er: Wauw!. En super god blog, gennemtænkt og meget godt skrevet. Vil følge denne blog lige til enden...
Har også lige et spørgsmål, Hvor gammel er Cleiton?

Ellers fortsæt denne fremragende fortælling, som fangede mig lige fra første sekund!

[Berendt]

Knudsholt - takker, og godt at høre at jeg ikke har fået dig til at spilde din aften/nat med dårlig læsning Og, tja.. Som jeg har sagt før, forsøger jeg at højne mit niveau hele tiden. Det er også målet med denne blog. Bare det at skulle skrive fra tre forskellige vinkler giver lidt udfordringen. Samtidig er det dog også rart at vide at når jeg når til et vis tidspunkt, ja, så er det tid til at skifte. Efter to skift er det så tid til at stoppe... Det gør at jeg kan se enden på tunnellen, og ikke bare skal banke derud af til jeg ikke gider mere. Det hjælper faktisk at vide at det måske er 2-3-4 sæsoner der skal spilles...

Cleiton er 18, du kan se hans profil fra starten af spillet her

[Knudsholt]

Giver dig helt ret, efter et stykke tid er det tid til at stoppe så det ikke bare bliver update efter update efter et stykke tid, det er lidt ligesom en fodboldspillers karriere, efter en bestemt tid er det på tide at stoppe og ikke bare fortsætte år efter år og ikke ødelægge deres rygte.

Glæder mig meget til den næste update.

[Berendt]

Knudsholt - Det jo det... Som planen er lige nu, bliver det nok 1 1/2 år med Cleiton, så 1 år med en træner, og så en afsluttende del med en journalist... Om det skal være over en periode i spillet, eller bare små artikler og interviews, ja det ved jeg ikk..

[Knudsholt]

Lyder skam rigtig godt.
Vil du så fortsætte fra hvor du nu er i Cleitons karriere eller vil du gå tilbage til den samme periode og se det fra en anden vinkel?
Men super godt arbejde, vil sige den bedste blog på fmfreaks.dk !!!

[Berendt]

Som tidligere nævnt, så vil anden del starte hvor første slutter... det er måden jeg vil kæde de tre blogs sammen på. Så når vi har flugt Cleiton i en passende periode, ja så skifter vi til så at følge en træner. Det kan være for en helt ny klub, et landshold, eller for den klub Cleiton havner i... Hvem ved?... Til sidst så møder vi så en journalist der afslutter det hele...

[Blackstone]

Rigtig go blog og anderledes at følge en spiller, dejligt afbræk fra de andre blogs her på siden.
Har fulgt med fra starten og følger spændt med indtil videre, måske til den slutter, det håber jeg da.
Lige til sidst vil jeg sige at jeg synes det er godt at hvert afsnit ikke fylder mere end en side, så hellere flere afsnit.

Vh. Blackstone

[naitsirhc]

WOW, dette kan godt gå hen og blive en af de bedste blogs jeg har læst !

Som mange andre skriver, utrolig godt gennemtænkt, og utrolig fedt at du vil "dele den op i 3" det lyder enormt spændende.
du ahr også et godt sprog, og det lyder virkelig som om du har sat dig ind i klubben, og genrelt det brasilianske..

jeg har kun en ting som måske kunne forbedres, synes du lavet nogle lidt irriterende tastefejl osv. men kan godt være det kun er mig der synes det er irriterende.. som sagt var det kun en lille ting uden den store betydning.

Jeg følger helt klart denne blog

[Blackstone]

Synes ikke der er så mange tastefejl, men kan være det bare er mig, der ikke har opdaget dem.

Vh.Blackstone

[Berendt]

Blackstone - Takker... har før kastet mig ud i det med at skrive som en spiller, og tænke det skulle prøves igen i min triologi.
Dejligt at hører du har fulgt med fra starten og håber da vi kan tage hinanden i hånden, og følges til vejens ende
Med hensyn til længden af updates, hvordan passer det sidste så? Det er lige lidt over en side, uden billede?

naitsirhc - hehe, takker godt at høre du kan lide hvad jeg laver
Og, jah der skal helst være en lille tråd gennem tingene, så hvis du tænker på det med Leonardo, Djalminha, og klubben, så jah.. Og som Inferno også har været inde på så har jeg hentet hjælp i 90M, men også på diverse sider på nettet. For det får trods alt bloggen til at virke bedre, når det ikke kun er ren FM
Skal nok hive fat i nakken på mig selv, og holde lidt bedre øje med tastefejl fremover, også selvom Blackstone ikke mener det er et problem

[Berendt]

∆ : Kapitel 7

Røgen stod op af Maracanã, som var det en vulkan der skulle til at gå i udbryd. Det var det. Og den var gået i udbryd.
Den røde ild fra romerlysene, sendte en tung røg op af vulkanen, som et symbol på storhed, på sejr!
Elvécio Zequetto havde netop fløjtet hans tredje opgør mellem Flamengo og Vasco da Gama af. Og O Mais Querido, de mest elskede, havde vundet Rio de Janeiros statsmesterskab.

Siden opvisningen mod Tigres do Brasil havde vi været så godt som ustoppelige. Frem mod de to finalekampe mod Vasco da Gama var det kun blevet til to nederlag. Det første mod Sport Recife, som vi mødte i pokalturneringen, og efter at havde vundet 2-0 i førstekamp blev der sparet i returkampen.
Det kunne ses på måltavlen. Efter 90 minutter stod det 1-0 udeholdet, og vi havde dermed tabt anden kamp i år. Det tredje nederlag kan man kun halvt kalde et nederlag, vi mødte Vasco i semifinalen i Taça Rio (anden runde i Rio Statsmesterskab). For at sige det mildt var vi ikke særlig veloplagte. Med finalesejren i Taça Guanabara (første runde) havde vi allerede sikret os en plads i finalerne, mens Vasco havde masser af spille for.

Alligevel virkede det som om, at vi spillere bare ikke ville tabe til Vasco. Det vil man aldrig!
Faktisk var det den kamp, hvor jeg personligt ramte målet flest gange. Tror vi havde omkring ti afslutninger, men vi ramte kun målet halvdelen af gangen. Jeg stod for to af dem. Men da kampene gik mod ende, og det i lå i luften at den ville blive afgjort på straffe valgte Djalminha at tage med ud.
Det er selvfølgelig trist at blive skiftet ud i en kamp mod Vasco, men jeg havde aldrig været særlig god til straffespark, så det var mere sikkert at sende Ibson ind. Det hjalp desværre ikke, og vi endte med at tabe 5-3 på straffe. Ibson brændte.

Foran 91.999 hvid-sort-rød klædte fans, skulle vi blot en uge senere så møde Vasco i den første af to finaler. Campeonato Carloca, som Statsmesterskabets kaldes, skulle vindes, for tredvte gang i klubbens historie.
Det var en speciel følelsen jeg løb på banen med, det var min første rigtig vigtige kamp for Rubro-Negro. Jeg smurte spyttet på støvlerne, og slog korset tegn. Der gik knap tyve minutter før jeg skulle få brug for det. Et skud fra Vandinho rammer en forsvarer, og bolden går ud til hjørnespark. Jeg lagde bolden til rette. Som aftalt, og prøvet så mange gange før, slog jeg bolden mod forreste stolpe, hvor Douglas Santos kom højest, og bragte os foran 1-0.
Toró, der til sommer skifter til hollandsk NEC, gjorde det i overtiden til 2-0, og dermed havde vi et rigtig godt udgangspunkt før returkampen.

92.000 havde fundet vejen til returkampen. 92.000 skulle være med til at sætte liv i vulkanen.
Efter godt et halvt minut fik jeg kampens første chance. Erick Flores slog en bold på tværs af banen, jeg tæmmede den mod målet, og efter tre berøringer sendte jeg bolden i sidenettet. Ikke en optimal start, men så var vi i gang. Efter ti minutter headede Maxi lige på keeperen, minuttet senere sendte jeg et frispark lige over mål, og derefter havde Vasco tre chancer på Bruno. Med fem minutter til pausen opfangede Maxi, så en løs bold i feltet, som han lidt tilfældigt fik sendt i nettet, mellem benene på målmanden. 1-0.
Efter en lille times spil fik vi tilkæmpet os et hjørnespark, og som femten gange tidligere i år, blev der sparket til forreste stolpe, men denne gang var det ikke Douglas Santos, men Ronaldo Angelim der steg højest, og sendte os på 2-0. De første lavabobler begyndte at springe rundt om på Maracanã.

En god halvtime senere eksploderede stadionet så. Wágner Diniz nåede dog at reducerer for Vasco kort før tid, men det var på ingen møde nok. Campeonato Carloca var vundet, og vulkanen skød blodrød-røg op af sig.

∆ ∆ ∆

[andersfa123]

Tillykke med statsmesterskabet
Rigtig gode updates du har fået lavet her de seneste par dage, og det lyder rigtig spændende med Schalke interessen. Vi må lige håbe at han bliver i klubben i noget tid og får skabt noget succes.
KIU

[Berendt]

Andersfa123 - tak, tak tja, nu må vi se hvad der sker med schalke 04 kan dog fortælle dig at der er skrevet kontrakt med en ny klub, men det var allerede fra start af... vejen er lagt...