|
Newcastle
|
|
Det startede i morges. Eller måske startede det faktisk i går aftes, da jeg havde spist kødsovs med masser af røde bønner. Det er oftest ikke til at sige. Disse øjeblikke i livet, som man vil huske for evigt, har sjældent en start, man kan komme i hu. Pludselig er man bare i situationen.
Jeg havde det sådan set godt, da jeg vågnede, men alligevel var der noget, som ikke var helt, som det skulle være. Jeg kunne ikke sætte fingeren på det. Det var først, da jeg rejste mig, at jeg kunne se problemet. Min mave var ganske udspilet.
Jeg gik ind i stuen og satte mig ved computeren for at tjekke mail, læse nyheder osv., hvilket er mit faste morgenritual. Jeg havde tilfældigvis - eller burde jeg sige ved et ulykkestilfælde - fået placeret mig således, at mine endeballer hvilede på hver sin sofahynde med en smal sprække direkte ud for anus.
Da der nu pludselig var god plads, var det, som om mit tarmsystem lynhurtigt vejrede morgenluft. Jeg kan så i samme ildelugtende åndedrag melde, at det var ikke lige det, som min normalt følsomme næse vejrede. Der lød prompte et rabalder fra mine nedre regioner, og det var af en sådan kaliber, at jeg skød en centimeter i vejret. Ikke som i en tegnefilm, hvor der står en flamme ud bagtil, vorherrebevares, men bare sådan lidt forover i en skæv vinkel. Muligvis med øjne som bordtennisbolde i et kort sekund. Det skal jeg ikke kunne sige, men det er ikke utænkeligt, da det kom som et lyn fra en klar himmel.
Jeg var naturligvis meget overrasket over denne totalt utilregnelige flatulens, jeg havde pådraget mig, og jeg forsøgte øjeblikkeligt at tage kontrollen over min krop. Jeg kunne høre, at naboen på den anden side af væggen var stået op, og da her er temmelig lydt, ville jeg nødig skabe mere larm end højst nødvendigt. Stadig kunne jeg mærke dette enorme behov for at skaffe mig af med den tarmluft, der som en rambuk gjorde alt for at forcere enhver hindring.
Langsomt og i troen på, at jeg var herre over situationen, lod jeg lidt luft sive. Lyden var nærmest skinger, som den hoppede og dansede ad tarmvæggen, slog en saltomortale i åbningen, gav en lussing til begge baller med et højt skarpt smæld for derefter at blive en smuk, dyb tone, der blev ved og ved... Og ved. Selvom lyden gradvist blev svagere, viste den ingen tegn på, at den havde tænkt sig at dø helt hen.
I øjeblikke som dette er det utroligt, hvad den menneskelige hjerne kan nå at processere. Man hører om det i forbindelse med ulykker, hvor folks hele liv har passeret revy, mens andre har husket, at de skulle købe mælk og smør. Selv så jeg for mig i ånden en ensom, astmatisk hornblæser, der spillede en stabil tone, der dog steg og faldt i styrke.
Mens alt dette gik for sig, registrerede jeg, at der var blevet ganske stille på den anden side af væggen, hvor lydene fra radio, kopper og tallerkner tidligere havde vidnet om, at min unge, i øvrigt enormt kønne, kvindelige nabo var stået op.
Hornblæseren havde nu spillet sin klagesang i omtrent 25 sekunder, og jeg blev grebet af paranoia. Hvad ville naboen ikke tænke om mig? Hun kunne jo ikke vide, at jeg havde spist bønner. Måske ville hun tænke, at jeg var et ulækkert møgsvin, der gjorde det med vilje. Måske ville hun fortælle det til sine venner, der fnisende ville pege på mig, når de gik forbi mit vindue. Måske ville hun endda til næste ejerforeningsmøde rejse sig og påpege, at vi som mennesker, der bor tæt på hinanden, bærer et ansvar for, at den personlige toilette ikke kommer andres ører til skade, mens hun med et bebrejdende nik ville gøre det klart for forsamlingen, hvem den formastelige er. Jeg rystede.
35 sekunder. Der var kun ét at gøre. Stoppe forestillingen. Nu! Jeg gjorde det. Jeg klippede den over. Det skulle jeg aldrig have gjort.
Som jeg med magt lukkede min anus og trak min tarm sammen, tror jeg, at jeg uheldigvis gjorde mere skade en gavn på den måde, at jeg ligesom trak luft med ind i processen. I løbet af ganske få øjeblikke haglede koldsveden af mig, og jeg følte et stik i maven. Jeg trak benene til mig og krøb sammen med bagdelen i vejret og hovedet presset ned i sofaen. Som blitzen over London under krigen slog mine hænder ned hist og her ganske tilfældigt nærmest uden mål og med, mens jeg forsøgte at dække af for anus. Den totale afmagt og desperation havde grebet mig, og jeg mærkede en tåre løbe ad min højre kind. På den anden side af væggen var fodtrinene stoppet helt tæt ved, og jeg hørte, at hun strejfede væggen. Med øret? Så indtraf katastrofen.
Jeg gav efter. Det skraldede som et tordenvejr i sensommeren. Et kraftigt, nærmest rasende, rektalt brøl flængede den stille morgen og steg til himmels. Der var alt, alt for meget på én gang. Hvad der begyndte som ufrivillig, men alligevel vidunderlig forløsning, udviklede sig i hast til en skrækkelig oplevelse. Hver enkel luftpartikel var som en stor dreng, der får frikvarter og i løb på vej ud af klassen af kådhed hopper op og med flad hånd slår hårdt på karmen over døren. Således bearbejdede denne ubehagelige prut det øverste af min i forvejen hårdt prøvede lukkemuskel i samfulde 8 sekunder. Jeg gav et klynk fra mig. Et højt, skingert klynk. 'Ååååååårh'. Mine hænder var brandvarme, mine baller klæbrige af kondens, og min anus føltes, som var den et flosset reb, der til ingen nytte hang dinglende i fri luft.
Der var stille på den anden side af væggen.
Da jeg kom hjem fra arbejde, hang der en tegning på opslagstavlen, hvor vi normalt har beboermeddelelser og pizzareklamer hængende. Den forestillede et næsehorn med et jordslået viskestykke viklet om underlivet, og ud for numsen var der tegnet en stor node. Under billedet havde nogen skrevet 'første til højre'.
Jeg tror faktisk, at hun hørte det dér i morges, og vi har møde i ejerforeningen på torsdag. Jeg har i øvrigt stadig lidt kødsovs, jeg skal have spist.
Nogle gange trækker man bare en nitte i livets lotteri.
|
