Min Passion

12. juni 2008| En lille intro

"Els nostres colors són el blau i el groc
i els nostres amors pel Villarreal;
en el Madrigal sempre lluitarem,
tots agermanats sempre animarem...
Canteu, penyes! Canta, afició!

Endavant, a triomfar, a guanyar Villarreal"

En sang jeg første gang stødte på for nu 12 år siden. En sang som jeg lærte udenad for 11½ år siden. En sang som jeg for første gang stod og skrålede med på, på et lille spansk stadion på den spanske østkyst for 10½ år siden. I dag er det en sang som jeg hører mindst 2 gange om dagen og som jeg skråler min hals hæs hver weekend. Det er den berømte Himne del Villarreal som illustrerer mit forhold til den lille spanske klub fra València-regionen. En klub som nu er blevet stor.

I dag er klubben "supcampéonés" og direkte kvalificeret til Champions League, men da jeg flyttede til byen Vila-Real i forbindelse med et job på en lokal avis var historien en anden. Klubben var et midterhold i den spanske segunda division og havde umiddelbart ingen udsigter til oprykning. Jeg var selv València-fan på daværende tidspunkt, men mistede langsomt interessen pga. det lå for langt væk. Min passion for fodbold drev mig til at købe et sæsonkort til El Madrigal selvom jeg intet forhold havde til klubben. På daværende tidspunkt.

Jeg endte med at stå sammen med 10 gutter fra fanklubben. En flok unge passionerede gutter der havde fået Villarreal ind med modersmælken. Den beslutning fortryder jeg aldrig nogensinde. I dag er de gutter mine bedste venner og de sidste 12 år har vi i fællesskab fulgt Villarreals fantastiske vej til toppen. Vi har oplevet Roig's revolution der har ført holdet til den spanske top. Vi har fulgt de fantastiske sæsoner med Riquelme og Forlán i offensiven, mens vi også har fulgt Marcos Senna's vej fra ukendt brasilianer til profil på det spanske landshold. Vi har set alt fra den første kamp i La Priméra mod Real Madrid til semifinalen i Champions League mod Arsenal for 2 år siden. Og i dag er jeg ligeså passioneret som dem. Villarreal er mit liv og min passion. Jeg elsker det sammenhold der er i klubben.

Mit navn er Jorge Hernández og jeg er 37 år og Villarreal-korrespondent for Marca. Jeg fik drømmetilbuddet før klubbens første sæson i Champions League. Marca ledte efter en Villarreal-fan med gode skrivekundskaber og her mente min chef på den lokale, at jeg var perfekt egnet, selvom jeg havde fået stor ros for mit arbejde for avisen. Og efter 2 jobsamtaler samt en dybdegående artikel om klubbens historie, blev jeg ansat. Jeg drømmer dog om at tage endnu et skridt videre og blive tv-journalist, men jeg trives ganske godt med mit arbejde. Min storebror Guillermo er ansat som pressechef i klubben, hvilket bestemt gør det lettere for mig at få interviews med profilerne, træneren osv. Privat er jeg lige pt. single. Jeg lever stadig det fede ungkarleliv med fodbold og øl med vennerne, men jeg vil self. da gerne have en dame en dag ude i fremtiden. Det må dog vente et stykke tid. Villarreal tager min tid.

Vi er nu i sommeren 2008 og det er blot 9 år siden Villarreal for første gang nåede den bedste spanske række. Der er mange spørgsmål der popper op blandt den hastigt voksende fangruppe og generelt fra hele Spanien. Kan Senna fortsætte storformen, kan klubben nå nye højder og vinde et trofæ, kommer der en ny Riquelme til osv. Jeg har ingen idé, men jeg ved bare, at jeg glæder mig som en vanvittig.

Jorge Hernández
Passioneret Villarreal-fan og journalist

Lidt om min nye blog:
Velkommen til min nye blog som omhandler Villarreal C.F. Jeg har ingen idé om hvor længe den vil holde eller om hvor tit der kommer updates. Det er også første gang jeg skriver i både 1. person og bruger fanviklen så der vil muligvis være nogle mærkelige sætninger sommetider, men jeg håber alligevel, at i vil give det en chance.

Mvh. LFC