Eventyret - SLUT!

 

[JosepGuardiola]

Jeg vil bare lige sige, at denne blog ikke er slut på nogen måder ;-) Har bare ikke haft den store tid, til at spille FM i, og den tid eg har haft, har jeg brugt på denne måneds challenge,

[JosepGuardiola]

Back where we belongs
September 2005

”Leeds are back where they belongs.” Denne sætning kunne findes i det fleste aviser, efter at September måneds to første uger var færdigspillet. Spil i høj, høj klasse krydret med fantom mål, har gjort, at folk har fået troen tilbage på Leeds. Jeg selv har altid haft troen på holdet, og nu viser de endelig hvorfor det var, at jeg har troet på dem fra starten af. Leon Best har vist sig som et fremragende køb, og dette er jeg ekstremt glad for. Det er ingen hemmelighed, at jeg langt fra er bedste venner med Ian Holloway, der til dagligt tager sig af Queens Park Rangers, hvor mine nationale venner, Marc Nygaard og Sammy Youssef spiller. Jeg begyndte således, at starte en medie krig i mod Ian Holloway den 13. September, til trods for at vi først skulle møde hinanden d. 27. September.

Vi startede måneden i et utroligt højt gear, der gjorde, at hold som Coventry og Watford måtte bukke under og give fortabt. Vi startede i mod Coventry, hvor bookmakerne skændtes om hvem, der var favorit. Vi var dog, helt fortjent, favoritterne, hvis man lyttede til de såkaldte eksperter. En ting er at være kaldt favoritter, en anden ting er at spille som favoritter. Vi skulle derfor ud og vise, at diverse eksperter havde ret. Og efter 18 minutter kunne vi fjerne al snak om, at vi ikke skulle være favoritter.

Efter 16 minutter havde Jonathan Douglas bragt os foran 1-0, og blot to minutter senere var Robbie Blake målscoreren. Coventry havde mildt sagt intet at byde på, og dette udnyttede vi ét minut før tid, da Leon Bestmodtog en bold, hvorefter han fik Coventry-forsvaret til at ligne standhaftige tinsoldater, og let og elegant satte den ind til slutresultat 3-0.

Så skulle vi møde Watford, og her fik vi anderledes modstand. For selvom vi kom foran efter 21 minutter på mål af Leon Best, var det som om, at det var Watford, der havde overtaget. De var bare møgelendige til at få den ind i kassen, og dette skulle vi være meget glade for. Intet varer dog evigt, og det var deres elendige afslutninger heller ikke. Efter 66 minutter lykkedes det Gavin Mahon at udligne. Jeg kommanderede derfor alle spillerne frem på banen, og dette gav bonus … i det 90. minut. Det var Richard Cresswell, der scorede til 1-2, og vi kunne gå fra banen som sejrsherrerne. Ikke særligt imponerende, men vi vandt, og det er trods alt det, der er det vigtigste.

Sheffield Wednesday var næste modstander på kampprogrammet. Denne kamp skal vi absolut ikke være stolte af. Hele første halveg forløb ganske kedeligt, og den var uden de større begivenheder. I anden halveg kom der gang i sagerne. Efter 51 minutter blev Graham Coughlan udvist, og dette betød, at vi fik et straffespark. Den ellers altid så sikre Robbie Blake skulle tage det, men for en gangs skyld er han ikke sikker. Mens vi kæmper for at score med én mand i overtal, sker det, der bare ikke må ske. Chris Brown, Sheffield Wednesday, scorer til 1-0 i det 89. minut(!!). At tabe en kamp, hvor vi er i overtid i mere ca. 40 minutter, er bare ikke godt nok.

Det var en kamp, der bare skulle slettes fra hukommelsen, og dette skulle gøres ved at prygle Leyton Orient i Carling Cuppens 2. runde. Dette var en kamp, hvor vi var storfavoritter. Vi levede op til rollen, og smækkede dem ud af banen, da vores superangriber, Robbie Blake fandt målnæsen frem og scorede til 1-0 efter 23 minutter. I det 66. minut var bolden havnet for fødderne af Thomas Gaardsøe, og han scorer dermed til 2-0. I overtidens sidste sekunder, kan Robbie Blake endnu en gang se sit eget navn på måltavlen, da han scorer til slutresultatet 3-0.

Månedens sværeste kamp måtte være, da vi skulle møde Ipswich. Det var en fuldstændig vanvittig kamp, hvor ingen af parterne kan være tilfredse med den defensive organisation. Ipswich startede fornemt, da de efter 23 minutters spil, kunne spille bolden til Nicky Foster, der var lige så sikker som en Ferrari er hurtig. Han kunne dermed, meget let da forsvaret var fuldstændig væk, score til 1-0. Blot 2 minutter efter kunne vi svare igen, da Leon Best udligner til 1-1. Lige inden havlegen var det Gavin Williams fra Ipswich, der gjorde det til halvegs resultatet 2-1. 12 minutter inden i anden havleg scorer danske Thomas Gaardsøe til 2-2, og vi var dermed stadig med i kampen.

I det 72. minut begynder Ipswich at give den gas. Nicky Foster scorer til 3-2, og efter målet presser de på. Meget uretfærdigt opsnapper Robbie Blake bolden, og går solo, hvorefter han scorer til 3-3. Blot 2 minutter senere er det samme Robbie Blake, der let kan sætte hovedet på et indlæg fra Ian Moore. Ipswich får kæmpet sig tilbage, da de i det 81. minut scorer til 4-4 på mål af Dean Bowditch. Kampen så ud til at være lukket, men i overtiden scorer LEON BEST til 4-5, og vi kan trække os ud af kampen som sejrsherrer i en fuldstændig vanvittig kamp.

Efter en sådan kamp er selvtilliden på allerhøjeste niveau, og denne selvtillid skulle vi tage med over til kampen i mod Queens Park Rangers. Jeg havde flere gange forsøgt, at kritisere dem og deres manager åbent i pressen, men hver eneste gang har de ignoreret mig. Dette gør bare, at min lyst til at slå holdet, er større end den var før. Dette viste spillerne også, at de ville. Efter 13 minutter havde Eddie Lewis gjort det til 1-0 til vores fordel. Men efter halvegen så man et anderledes usikkert hold. Efter 52 minutters spil var Kevin Gallen manden bag udligninsmålet og 16 minutter efter var Paul Furlong helten da Queens Park Rangers vandt 1-2.

Dette gør, at vi nu ligger på en 9. plads, efter at September måned er spillet.

[United-styrer]

Stadig lidt svingende resultater. Nu forventer jeg, at vi får lidt mere at se til det spil her

[JosepGuardiola]

Stabilitet ønskes
Status for september måned

”Ken Bates og jeg er ikke de bedste venner”

Endnu en måned er gået, og det er tid til at fejre nye glæder i den kommende. September måned var en måned, med megen glæde men også megen skuffelse. Vi har vundet fantastiske kampe, som vores kamp i mod Ipswich, men vi har generelt været alt for ustabile. Der er ingen tvivl om at forsvaret er klasser under det niveau, hvor de burde befinde dem. Vi har spillet 11 kampe og lukket 17 mål ind, mens vi har scoret 22 mål.

Dette er bare ikke godt nok, hvis man vil rykke op i en af verdens bedste ligaer. Jeg har dermed sagt, åbent, til spillerne, at dette absolut ikke var godt nok, og strammede de sig ikke snart an, så var de ikke længere at finde blandt de foretrukne 11 spillere. Jeg er sikker på, at de færreste af mine spillere var glade for denne udmelding, men udebliver resultaterne, må dette være konsekvenserne. Det vi mangler, er helt klart stabilitet. Dette kan vi få, ved at spille mere sammen, og derved få mere erfaring.

Jeg må ærligt indrømme, at Leeds tager al min tid. Når jeg endelig har lidt fritid, så tænker jeg på Leeds. Jeg tænker på hvordan vi skal gøre truppen stærkere, en bedre taktik, nye træningsmetoder osv. Jeg tænker og lever som en hardcore Leeds-fan, der har levet og åndet for holdet i flere år. Sandheden er en anden. Jeg har knap og nap kendt holdets spillere i mere end 2 måneder, og alligevel føler jeg, at jeg lige så godt kunne have været deres alles nabo igennem en længere årrække.

Ken Bates og jeg er langt fra de bedste venner. Jeg har flere gange bedt om flere penge fra bestyrelsen, men han siger nej gang på gang. Enten skal jeg følge hans ordre om at klø på, eller stille et ultimatum. Det sidste er meget, meget risikabelt, da jeg formentligt bliver fyret.

Og fyret er ikke noget jeg ønsker, da jeg har tænkt mig, at føre Leeds til toppen af England. Jeg har ambitioner, og de er gevaldigt store. Det ser måske knap så godt ud lige nu, men i løbet af få år, skal vi være med i kampen om Champions League pladserne.

[JosepGuardiola]

Bye, bye Leeds
Oktober

Jeg løber i mørket. I håb om at komme væk. Væk fra det hele, væk fra alle de folk, der i den seneste tid har kigget og peget på mig. Væk fra sladderen, væk fra rampelyset, væk fra de evige spørgsmål, væk for at finde fred. Jeg kæmpede for at få åndedrættet tilbage, jeg kæmpede for at holde mig løbende, jeg kæmpede for at holde mig vågen, i en ellers meget, meget trættende nat. Jeg løb og løb uden at finde et egentligt mål. Jeg havde brug for en ny start.

Den efterfølgende dag var jeg jaget vildt og voldsomt i pressen. Spørgsmålet lød på; Hvorfor? Mit svar var simpelt: Jeg ved det ikke…

Den 1. Oktober var en meget, meget underlig dag for mit vedkommende. Vi starter med at skulle møde Brighton på udebane. Det er en kamp, der er utroligt lige. Begge hold har skud på mål, og begge hold havde fortjent et mål inden halvegen. Mål kommer der dog ingen af, men i stedet for Brightons Michael Turner rødt kort efter 42 minutter. Dette kunne vi så gå til halveg med. Efter halvegen er kampen fuldstændig i Brightons hænder. Vi er presset i bund, og i det 65. minut scorer Jake Robinson til 1-0 for hjemmeholdet. Dette resultat holder kampen ud, og endnu en gang kan vi gå skuffet fra banen.

Dette fandt Ken Bates sig ikke i, og han rasede åbent på skærmen. Jeg valgte at ignorere dette, og i stedet gå hjem, for at få noget søvn. Jeg fik nøjagtigt 10 timers søvn, og for en gang skyld var jeg veludhvilet og klar. Men da jeg tændte for Tv’et fik jeg et chok af dimensioner. Ken Bates havde valgt at fyre mig…

[JosepGuardiola]

 

[Dusty78DK]

Nederen, blog'en er næsten ikke begyndt, jo. 

[JosepGuardiola]

Nederen, blog'en er næsten ikke begyndt, jo. 

Heh, jeg er på jagt efter en ny klub i spillet. Jeg giver sataneme ikke op nu Tranmere tilbød mig et job, men det gad jeg ikke :p

[JosepGuardiola]

Smilets By
Oktober Måned

Der var engang en klub. En klub, med megen ære og stolthed. Denne klub blev stiftet engang i 1880, dette er præcist 125 år siden, hvis man tager ud fra dagens Danmark. Klubben har opfostret mange spillere. Store spillere, der alle besad en stolthed og ære større og mægtigere end Thors hammer, Mjølner. Klubben har i den senere tid, dog langt mellem lykke og glæde. Ja, faktisk så vælter det ind med nye fiasko trænere. Endnu engang kan denne klub præsentere en ny træner. En ganske uprøvet en af slagsen, men ikke desto mindre en træner, der er klubben værdig.

Klubben hedder noget så fint som Aarhus Gymnastik Forening. Klubben er hvid, som fårets tanke, som mælkens duft, som skyernes blæst og som sidelinjernes herlige talen. Deres fodboldspil er dog sort. Sort som kragens hud, sort som kaffens glans, sort som den mørkeste dags solskin.

Præstere kan holdet ej. Nederlag på nederlag er den pinlige hverdag for den kongehvide klub. Ak nej, det er ikke Real Madrid, der tales om, men den eneste ene hvide klub, der lever i smilets by. Væk kan man pakke smilet, og tage den triste facade på, da der ærlig talt intet er at smile af. Dette skulle dog lige være, når forsvaret endnu en gang bliver afdriblet af en hvis hr. Kamper.

Nye tider i AGF er blevet varslet. En ny træner, af det yngste sind, er hentet ind. Han mirakler skal udføre, hvis holdet vinde vil. Den første kamp er i mod de gule fra Brøndby, der storfavoritrollen må påtage sig.

Overlevelse er kravet, hvis prøven skal bestås. Tobias Grahn er manden, der skal føre os frem, som en tinsoldat i slagmarken, skal han kæmpe. Grahn er dog ej standhaftig, og Gud ske tak og lov for det. Kurt Andersen er manden, der skal rede os rent økonomisk. Manden indskyder penge i klubben, som vi andre går i bad, og dette reder vores økonomi gang på gang.

Om begge parter, AGF såvel som træner, lykkeligt til deres dages ende leve gør, ved ingen anden end skriften her …

[JosepGuardiola]

Hjem, kære hjem
Oktober Måned

Jeg er hjemme igen. Hjemme hos Frk. Hansen. Hjemme i det usle kvarter, jeg ikke kunne fordrage. Jeg ville ikke tro mig selv, hvis jeg sagde det højt, men jeg havde faktisk savnet denne by, mens jeg var i England. Leedsvar en charmerende by, men jeg type som jeg, hører slet ikke til en sådan by. En type som jeg, skal bo herude, hvor jeg bor nu. Lige uden for byens vilde liv, og lige ude i det stille og rolige kvarter, hvor der aldrig sker noget. Der er stille. Så forbistret stille. Men jeg nyder det.

Jeg er nu præsenteret som manager i AGF, og jeg tror på, at selve opgaven bliver svær. Meget svær. Vi ligger sidst sådan som stillingen er lige nu. Ovenover os er AC Horsens med 15 point, altså 2 mere end os. På 10. pladsen finder man så OB med 16 point. Vi er altså derfor ikke vildt langt bagud.

Da jeg rejste fra byen, hældte jeg tilfældigvis mit skrald ud i Frk. Hansens have. Dette havde hun ikke glemt, og hun var heller ikke sen, om at komme over til mig, give mig en kindhest, hvorefter hun begyndte, at skælde mig ud, og fortælle hvor en uopdragen knægt jeg var. Jeg bad hende, såre simpelt, om at skride, hvorefter hun blev en anelse paf. Der gik dog ikke mere end sølle 2 minutter før hun klaskede døren i, og råbte hysterisk mens hun fortsatte hen til sit eget hus. Hele kvarteret måtte have hørt det, for det gik ikke længe før, at resten af kvarteret enten ringede til mig eller stod uden foran min dør. De alle sagde, at det var godt gået, og at hun endelig fik hvad hun fortjente.

Jeg kunne ikke andet end at smile af det. Jeg bad dem lige så stille om at gå, da jeg kun lige var kommet hjem i mit hus, og var rimeligt ør i hovedet. De respekterede alle dette, og straks var jeg for mig selv. Endnu en gang var jeg ene og alene. Sådan som størstedelen af mit liv havde været. En sådan stund var dog blevet helt unormal for mig. Før kunne jeg knap nok få tiden til at gå, af bare kedsomhed, men nu går tiden alt for hurtigt. Jeg har ingen tid til at slappe af, og være mig selv.

Bedst som jeg sag og funderede over tingene ringede telefonen. Det var Brian Steen Nielsen, der blot ville høre, hvordan jeg havde det. Jeg svarede, at det gik fint, og han gav mig mere information om træningstider osv. Ydermere gav han mig også et beskedent budget på små 500.000DKK. Nærige klub, tænkte jeg og lagde røret på, efter at Brian Steen Nielsen havde sagt farvel.

Mit hus stod som jeg havde forladt det. De gyldne guldkorn stod stadig ved vasken, vaskemaskinen var ikke tømt, og kaffen var vidst klar, men desværre også meget, meget kold. Jeg løb op ad trappen, og smed mig i min seng. Selv sengen var som da jeg forlod huset.  Alt var fuldstændig identisk med et hus jeg havde forladt.

Vi er nu i slutningen af Oktober måned. Der er 7 dage til d. 5. November, og 7 dage til min første kamp i spidsen for AGF. Vi skal møde Brøndby IF …

[United-styrer]

Held og lykke i AGF, du skal bare helst ikke slå Brøndby

[JosepGuardiola]

Vær velkommen i det nye år!
November & December

År 2005 er nu et overstået kapitel. Et kapitel hvor der kunne skrives meget. Meget godt og meget dårligt. For mit vedkommende har det været et af de dårligere år. Jeg blev fyret i Leeds, og derfor flyttede jeg hjem igen. Her fandt jeg klubben AGF, der mente, at jeg kunne bidrage med noget til klubben. Hvad det er, at jeg skal bidrage med, ved jeg ikke, men bestyrelsen regner med mig. Jeg fik da også lynhurtigt sat offensiven i gang, da vi formåede at score hele 4 gange i mod Brøndby i en halveg..

Selve kampen i mod Brøndby, var et nervepirrende drama. Allerede efter 4 minutter kunne Johan Elmander placere bolden i det hullede net, og fejre scoringen til 1-0. Blot 8 minutter senere var det Morten ”Duncan” Rasmussen, der kunne plaffe bolden i kassen, og pludselig var vi bagud 2-0. Vores egen Thomas Myssing reducerede dog allerede i det 15. minut. Efter dette skulle der gå sølle 14 minutter før vi fik udlignet. Det var Peter Graulund, der stod for det udlignende mål. 2-2. Dette resultat holdte indtil det 32. minut, altså godt og vel i 3 minutter. For her sørgede Marin Retov for at Brøndby scorede til 3-2, da han på et imponerende langskud satte den ind bag en chanceløs Steffan Rasmussen. Og fire minutter senere kunne Johan Elmander bringe Brøndby foran med 4-2. Så gik det stærk. I det 41. minut scorede Peter Graulund til 4-3, og minuttet bagefter sørgede han for at det stod 4-4. Dette var halvegsresultatet. Efter halvegen var der kun ét hold på banen; Brøndby. I det 62. minut kunne Martin Retov endnu en gang fejre, at han havde scoret.  Herefter gik der nogen tid inden Johan Elmander kunne score efter 81 minutter. 4 minutter senere scorede Martin Retov hattrick. Det var dog ikke hans sidste mål, da han i overtiden scorede til 8-4. Dette var en ordentlig røvfuld.

I den næste kamp skulle vi møde OB. Dette var en ganske svær kamp, da de lå i top 6 før denne kamp. Det var da også dem, der kunne starte bedst. Efter 18 minutter havde Mwape Miti sat hele mit forsvar af, inden han sikket kunne score til 1-0. Efter 42 minutter led vi endnu et nederlag, da Morten Hyldgaard, vores målmand, måtte gå ud med en skade. Dette straffede Nicolai Stockholm 3 minutter efter, da han lukkede kampen med sit mål til 2-0.

I min 3. kamp for holdet var det Esbjerg fB, der skulle møde os. De tog imod os på Esbjerg Idrætspark, og det var også hjemmeholdet, der var bedst. Efter 10 minutter havde Hailton scoret til 1-0. Dette holdt i 20 minutter igen hvorefter Mickaël Mürcy scorede til 2-0. Dette var såmænd også halvegsresultatet. Efter halvegen var vi endelig kommet med i kampen. Jacob Rasmussen kunne score vores første mål, da han satte bolden ind til 2-1 efter 59 minutter. Dette hjalp ikke synderligt meget, da det var vores sidste mål og også  kampens sidste.

Kampen imod FC Midtjylland var ikke en kamp, som jeg regnede med at vinde. Inden kampen lå de på 1. pladsen, og vi lå på 12.pladsen. Men efter 14 minutter havde vi allerede scoret. Jonny Hanssen var manden bag scoringen. 3 minutter efter kunne nyindkøbet Thomas Myssing også score. Han gjorde det til 2-0, og så havde vi også prøvet at være foran i en kamp. I det 38. minut begyndte jeg at frygte, at FC Midtjylland kunne nå os. For  Mikkel Thygesen scorede til 2-1, og så var vores, måske, mulige ikke længere så sikker. Efter halvegen presser FC Midtjylland på, og det er sådan set dem, der har alt spillet. Vi har dog, for en gangs skyld, heldet. Og dette tog vi i brug efter 83 minutter, da Peter Graulund scorede kampens sidste mål til 3-1. Vi havde vundet vores første kamp med mig som træner. Tjuhej, jeg var stolt.

Herefter ventede en træningskamp. Det var en kamp imod Kolding FC, hvor vi hovedsaligt spillede med de unge kræfter. Efter 2 minutter havde Navid Dayyani scoret til 1-0. 4 minutter senere var det Danilo Arrieta, der kunne trille bolden i mål, efter at målmanden havde været på en bette skovtur. Blot 3 minutter efter kunne Danilo Arrieta endnu en gang score. Dette gjorde han på fineste manér, da han afdriblede forsvaret fra top til tå, og satte den ind bag en chanceløs målmand til 3-0. 9 minutter var spillet, og der stod allerede 3-0 til AGF. Herefter tog jeg Danilo Arrieta ud, og satte Thomas Myssing ind. Dette gav ikke frugt, og vi fik ikke scoret mere i kampen. Koldingfik dog scoret efter 78 minutter, da Karsten From kunne få et skyd på kassen.

Årets sidste kamp var i mod SønderjyskE. Dette var en kamp vi kunne være stolte af. Vi lukkede nemlig ikke mål ind for en gangs skyld. Efter 10 minutter havde Christer George scoret til 0-1. 18 minutter senere var det Jonny Hanssen der kunne score i sin sidste kamp. Herefter var der et stykke tid, hvor bolden sejlede frem og tilbage. Først i det 35. minut kom der hul i SønderjyskE’s forsvar, da Peter Graulund fik scoret til 0-3. 3 minutter senere var Christer George manden bag halvegens sidste mål. Efter halvegen fik Jonny Hanssen sagt enegyldigt farvel til klubben, da han kunne score kampens sidste mål på straffe. Vi vandt 0-5 over 8. pladsen. Selv lå vi efter kampen på en 11. plads.

Transfervinduets åbning nærmede sig, og dette havde jeg udnyttet. Jeg fik kapret 3 stjernegode spillere. Giogi Lomaia, Tommy Høiland og Nik Besagno, som jeg havde jagtet siden jeg var manager i Leeds. Lomaia er 26 år og er Georgiens landsholdsmålmand. Tommy Høiland er kun 16 år gammel, og er vores yngste spiller i truppen. Han er helt klart en spiller, som jeg forventer mig meget af i fremtiden. Vores sidste sign var Nik Besagno, der er 17 år gammel, og er hentet i Salt Lake City. Han er amerikaner, og et meget, meget stort talent. Den eneste spiller vi fik solgt, var Jonny Hanssen for 1.500.000DKK til San Jose. Jeg ønsker ham held og lykke i den klub.

Det nye år farer imod os, og jeg glæder mig til at komme i gang igen. AGF har vist, at de hører med i SAS-Ligaen, og jeg er klar til at forsøge, at holde klubben oppe. Godt nytår!

[JosepGuardiola]

Svingdøren svinger
Januar, Februar & Marts 2006

Transfervinduet er åbent, og dette nyder mange godt af. Blandt disse findes jeg. Jeg havde ikke nok i vores tidligere indkøb i Nik Besagno, Giorgi Lomaia og Tommy Høiland. Nej, jeg skulle bare have flere. Min assistent manager havde flere gange sagt, at med vores nuværende bredde kunne vi ikke blive i rækken. Derfor gik jeg ud og inviterede i en række talenter. Neven Vukman, Igor Petkovic, Oscár Valero, Johan Iversen og Jakob Rasmussen. De to førstnævnte tiltrådte klubben med det samme, mens de andre må vente til sommerferien. Det er alle sammen store talenter, som jeg helt sikkert forventer mig meget af. Specielt Igor Petkovic og Johan Iversen har en stor fremtid foran sig.

Januar måned er en måned hvor man tester spillerne i diverse venskabskampe. Dette gør vi selvfølgelig også her i AGF. Vores første kamp var i mod Slagelse. Dette var ikke en kamp, som vi på nogen måde frygtede. Hvilket vi heller ikke skulle. For allerede efter 7 minutter havde Christer George bragt os foran med 1-0. Og efter 30 minutters spil var vores kommende stjerne, Tommy Høiland, næste mand på måltavlen. Herefter var kampen reelt lukket, og Slagelse kæmpede for at holde resultatet på 0-2. Dette lykkedes og vi kunne trække os ud af kampen som de rette sejrsherrer.

Efter denne kamp ventede Fremad Amager. En kamp som vi bare skulle vinde – og det gjorde vi da også. Efter 2 minutter havde Danilo Arrieta bragt os foran, og sælle 4 minutter senere scorede Tommy Høiland også en kasse, da han gjorde det til 2-0. Derefter var den kamp lukket. Fremad Amager havde intet at byde på, og jeg skiftede hele holdet ud efter blot 10 minutters spil.

Næstved var næste stoppested. Dette hold var en smule stærkere end de andre to vi tidligere havde mødt, så jeg stillede i stærkeste opstilling. Dette kunne også tydeligt ses, da vi dikterede kampen fra start til slut. Vi fortsatte stilen med at score tidligt, så vi allerede efter 11 minutter kunne fejre vort første mål, som var sat ind af Peter Graulund. 27 minutter efter kunne vi endnu engang strække vores arme op i mod luften, da Thomas Myssing fik lyst til at score.Denne stilling, 2-0, holdt halvegen ud. Efter havlvegen var det igen os, der var dominerende som bare pokker. Næstved kunne intet i mod vores superliga-stjerner, og i det 77. minut slukkede Peter Graulund kampen, da han scorede til 3-0.

Jeg valgte herefter at aflyse de resterende kampe, så vi i stedet kunne træne os i form til den kommende sæsons hårde strabadser. Vores første kamp i ligaen skulle spilles i mod AaB. Dette var en kamp, hvor AaB bestemt var storfavoritter. Men efter sølle 14 minutter fik Christer George afvist alt snak om at vi bare skulle køres over. Herefter spille vi fodbold, der fik Grækenland til at virke som ultra-offensive sambabold spillere. Derfor holdt denne stilling halvegen ud. Efter en sådan pause var jeg sikker på, at mine spillere kunne klare, at være lidt mere offensive i et stykke tid endnu. Ganske rigtigt. For efter 63 minutter gjorde Tobias Grahn det til 2-0. Sølle 3 minutter efter var det Peter Graulund, der kunne score kampens sidste mål til 3-0.

F.C. Nordsjælland var den næste klub, de skulle møde AGF’s angrebsmaskine. Roger Risholt var heller ikke sen til at vise vores kvaliteter foran målet, da han efter 12 minutter scorede til 0-1. Denne føring holdt ikke længe, da Tommy Olsen scorede til 1-1 efter små 17 minutter. Efter 38 minutter var det Thomas Andreasen der kunne bringe dem foran. Dette var en stilling, der holdt halvegen ud. Efter halvegen var F.C. Nordsjælland konstant først på bolden, og dette udmøntede sig i et mål efter 55 minutter. Manden bag målet var Jukka Santala. Herefter så det meget ud som om vi havde opgivet kampen, og efter 84 minutter scorede Tommy Olsen den sidste kasse. En meget, meget kedelig kamp fra vores side af.

Bussen stoppede i Silkeborg. Her skulle vores næste kamp spilles. Begge hold skulle bruge en sejr, hvis de ville rykke væk fra bunden. Og efter 33 minutter skød Christer George os væk fra bunden. Dog kun i ca. 7 minutter, da Hördur Sveinsson udlignede med et perlemål. Dette blev også kampens sidste mål, og efter denne kamp lå AGF nr. 11 og Silkeborg var nummer 10.

Marts er nu slut, og det er med blandede følelser, at vi siger goddag til en ny måned.

[JosepGuardiola]

Hvor mange læser denne blog?

Er der ikke så mange, så vil jeg enten stoppe med denne blog, eller omlægge skrivestilen. :-)

[United-styrer]

Hvor mange læser denne blog?

Er der ikke så mange, så vil jeg enten stoppe med denne blog, eller omlægge skrivestilen. :-)

I do