Forza

 

[-Johnson-]

Jeg må sige at jeg er meget imponeret....Syntes det er sjældent at updates kun med tekst kan fastholde mig igennem hele updaten, men du viser virkelig klasse. Det er helt igennem genialt at du gang på gang finder en ny synsvinkel og hvergang får fortalt nok til at man kan følge med i hvordan det egentligt går i spillet.

Simpelthen verdensklasse og jeg forstår ikke at der ikke er flere der skriver savlende kommentarer i din blog

Håber du har mod på at holde bloggen igang længe, for jeg vil da kigge med hvergang

Jeg takker mange gange. Jeg kan forsikre dig om, at bloggen ikke går død lige foreløbig.

[Brodtgaard]

Flot update igen - og tillykke med finalepladsen. Det er sgu flot.

[-Johnson-]

Juni 2009:

Giannis krop væltede rundt i luften. Først op og derpå ned. Det slog ham, at dette egentlig var ret symbolsk  for Mezzocoronas sæson. Først en drømmestart på turneringen med en midlertidig førsteplads. Herefter havde den resterende del af sæsonen bølget op og ned. Man havde halset efter Alto Adige, men hver eneste gang de havde været indenfor rækkevidde, så havde Mezzocorona ikke kunne rykke forbi. Marginalerne havde manglet. Et sølle point havde skilt de to hold, da ligaen var afgjort. Gianni tænkte deprimeret tilbage på de mange kampe, hvor et enkelt mål kunne have gjort forskellen. Et brændt straffespark. En misset friløber.

Mezzocorona skulle atter engang i playoff-helvedet mod hold, som alle var særdeles stærke. Den første kamp var nærmest et spark i skridtet, da man tabte 3-0 på udebane mod Pro Sesto. Omvendt var det et mirakel, da man efter 4-1 i returopgøret kvalificerede sig til finalen.

I finalen stod Lecco på programmet. I første opgør blev Gianni atter tvunget til at se sit holds mangler i øjnene. Dette betød, at Mezzocorona var nede med 2-0 inden sæsonens uigenkaldeligt sidste kamp. Holdet rejste sig dog endnu en gang. Med to scoringer af Luca Lazzari havde Mezzocorona sikret sig forlænget spilletid. Kunne de holde tiden ud, så ville oprykning være sikret, da Leccos slutplacering i ligaen var dårligere. Begge hold kæmpede som vanvittige. Lecco for at komme frem af banen, og Mezzocorona for at holde modstanderne væk fra afslutninger. I kampens 115. minut blev en lang befriende bold sendt op mod Mezzocorona-angriberne. Afleveringen lå perfekt indover forsvarsspillerne og Raffaele Baido tog bolden ned og trak ind i feltet. Fra en relativt spids vinkel sparkede han til bolden med fuld kraft, og den strøg i nettet ved fjerneste stolpe. Stadio Comunale i Mezzcorona eksplodererede. Oprykningen var sikret.

Giannis krop lå atter i armene på spillerne, og han blev endnu en gang sendt til vejrs med vilde jubelråb. Han kæmpede sig ud af mængden blot for at blive mødt af kaskader af champagne, der blev sprøjtet direkte i hovedet på ham. Han erobrede en af flaskerne og gik ud mod publikum. Han strakte begge hænder over hovedet. De sang hans navn. Mezzocorona skulle for første gang nogensinde spille i Serie C1.

[-Johnson-]

Juli 2009:

Andrea De Berardinis sad foroverbøjet og bandt sine støvler. Sæsonens første træningskamp stod for døren. Samtidig var det angriberens første kamp i Mezzocoronatrøjen. Han var kommet til klubben for blot 14 dage siden på en fri transfer. Han havde tidligere spillet i Pro Sesto, men havde valgt at skifte til Mezzocorona for at få spilletid. Da han skrev under lå hans nye klub helt med fremme i tabellen, og det var med stor opmærksomhed, at han havde fulgt resten af klubbens sæson i aviserne. Det så ud til, at han havde valgt helt rigtigt. Han skulle nu spille Serie C1 i stedet for C2, som han ellers havde regnet med. Holdet havde blandt andet slået netop Pro Sesto i playoff-semifinalen. De Berardinis’ gamle hold.

Han var ikke den eneste nye på holdet. Mezzocorona havde forsøgt at styrke holdet, og kunne således præsentere 4 nye spillere i truppen. Foruden De Berardinis, så var det kommet yderligere en angriber. Nicoló Rossetti skulle sammen med De Berardinis tage kampen op mod Lazzari (der endnu engang var blevet kåret til årets spiller) og Massella om de to pladser i angrebet. Umiddelbart lå det ikke i kortene, at der skulle hentes flere spillere til denne plads. Der gik dog forlydender om, at samarbejdsklubben Atalanta ville sende en angriber af sted til låns. Der ville blive heftig konkurrence om de to forreste pladser.

Der var ikke kommet nye midtbanespillere til, men det var tydeligvis et område, hvor der muligvis kunne ske noget. Måske i form at et lån til den centrale midtbane fra Atalanta, som der for tiden gik rygter om.

I forsvaret bød man velkommen til en ny højre back. Quondamatteo havde tidligere spillet i Lecco, som pudsigt nok var blevet slået af Mezzocorona i forårets playoff-finale. Han havde tilsyneladende også ramt rigtigt i sit klubvalg. Der ville formodentlig komme en eller to spillere mere til bagerste geled, da specielt centerforsvaret var relativt dårligt besat.

Sidste indkøb var en ung målmand, Virgili, der skulle ind og kæmpe om en startplads med klubbens nuværende målmand. Det ville blive en interessant kamp mellem de to, hvor den nyankomne umiddelbart stod med gode kort på hånden. Målmændene virkede dog meget lige rent niveaumæssigt.

Mezzocorona havde også opgraderet staben. De havde sagt farvel til alt, hvad der hed spejdere og trænere, og havde ansat et helt nyt hold af disse. De Berardinis tænkte ved sig selv, at de havde en stor opgave foran sig. De gik en meget svær sæson i møde. Men han var klar. Og det så ud til, at alle de andre havde det på samme måde. Stemningen i omklædningsrummet var mættet af spænding. Den kommende sæson ville blive en stor prøvelse, og de ville alle gennemtestet deres evner.

[Brodtgaard]

Uhh...  Spændende.
Tillykke med oprykningen, det var sgu flot! - jeg glæder mig til den nye sæson.

[-Johnson-]

September 2009:

Gianni sad foran computeren og gennemgik ligastatistikker for de seneste år i skæret fra sin skrivebordslampe. Han var kommet frem til, at udfra en gennemsnitsbetragtn ing, så ville det kræve 41 point at overleve i rækken, hvilket var ca. 1,2 point pr. kamp. Der var ingen tvivl om, at langt de fleste point skulle hentes på hjemmebane. Kunne 8 af de 17 hjemmekampe vindes, så ville det give 24 point. 5 af de sidste 9 kunne realistisk set ende uafgjort, hvilket gav en total på 29 point på hjemmebane, hvilket var 1,7 point pr. kamp. Så skulle der hentes 12 point i de 17 udekampe, hvilket var ca. 0,7 point pr. kamp.

Tallene hvirvlede rundt i hovedet på Gianni. Var hans forudsætninger for optimistiske? For pessimistiske? Kunne han overhovedet bruge dem til noget som helst? Gianni lænede sig tilbage i stolen og gned øjnene. Det havde været en vanskelig start på sæsonen. I hvert fald kunne han tydeligt mærke, at holdene i år var langt stærkere. Modstandernes pres var tungere, angriberne havde mindre plads, kampen om midtbanen var hårdere og mere intens.

Han kunne se tydelige mangler i truppen. I forsvaret havde der uheldigvis været et par skader. Det var problematisk, da holdet i forvejen var tyndt besat på det område. Rutinerede Adani var ude et par måneder. Han havde kun været i klubben i en sæson, og alderen var allerede begyndt at sætte sine spor. Det var tidligere end Gianni havde forventet. Den 35-årige spiller, der var noteret for 5 landskampe var i alt fald ikke nær så skarp som tidligere. Dermed var det to lånte spillere, der skulle styre midterforsvaret. Desværre havde spejderne ikke fundet nogen permanente løsninger indenfor for budgettet, som kunne bruges. Disse to lejesvende var unge og uerfarne og var endnu ikke spillet helt ind på holdet. Den ene var oven i købet rendt ind i en skade. Derudover var nyindkøbet til højre back, Quondamatteo, også blevet skadet.

På midtbanen var der heller ikke sket ændringer udover en enkelt lånespiller. Specielt på den centrale midtbane manglede holdet måske lidt pondus. Det var stadig de tre unge løver, Bandiera, Campagnolo og Sqaudrani, der deltes om pladserne. Specielt de to første havde formået at løfte opgaven flot sidste år, men i denne sæson ville de virkelig få kam til deres hår. Gianni havde besluttet at give dem chancen i efteråret. Hvis ikke de kunne magte opgaven, så måtte han ud og låne sig til nogle stærkere alternativer.

I front var der tilgang i form af De Berardinis og Rossetti. De havde endnu ikke gjort det store væsen af sig, men Gianni håbede på, at der var tale om en tilvænningsperiode. Umiddelbart følte han, at holdet manglede en klar angrebsprofil. En der kunne være holdets stjerne.

Sæsonens hidtidige kampe havde ikke givet klare indikationer om hvorvidt truppens evner rakte til Serie C1. Kampene i Serie C-cuppen havde været lovende. Blandt andet havde man formået at slå Alto Adige, der dog også var oprykkerhold. Derudover var det også blevet til en sejr over Pro Patria, så Mezzocorona stod med gode muligheder for videre avancement.

Til gengæld havde holdet kun formået at hente 1 point i ligaens første fire kampe. Forsvaret havde store problemer med at holde stand, hvilket sagtens kunne skyldes skader hos nøglespillerne

Gianni håbede på, at holdet havde lidt mere i sig. Måske ville det blive bedre, når de fik vænnet sig til niveauet, og de nye folk blev spillet rigtigt ind. Men der var meget der tydede på, at januars transfervindue skulle benyttes i år i modsætning til tidligere, hvor aktiviteten havde været begrænset. Under alle omstændigheder skulle der atter hentes spillere med kontraktudløb. Gianni ønskede også at øge sit fokus på unge talenter. Atter engang var årets nye kuld fra akademiet ikke noget at skrive hjem om.

Han så ned på sin blok med skriblerier og udregninger. Sæsonstarten havde ikke været lovende. Holdet var allerede bagud i forhold til hans beregninger. Hans øjne gled til venstre, hvor der lå flere lånetilbud fra en række italienske banker. Hans kreditorer i Danmark var lige i haserne på ham, så nu måtte han optage nye lån i Italien for at kunne indfri de danske. Forhåbentlig kunne han så flytte sin gæld til Italien, og det lod til, at han kunne få afdragsfrihed det første år, hvilket ville give ham lidt fred. Hans økonomi var særdeles presset. Selvom han i sommers atter havde forlænget sin kontrakt, så var der heller ikke i år blevet plads til en lønforhøjelse. Han sukkede og fordybede sig derpå igen i sine notater.

[Django1337]

sweet update igen igen

[-Johnson-]

Oktober 2009:

Gianni sad på sit kontor og tegnede løbemønstre og opstillingsvariante r på en blok. Endnu en gang rev han papiret af blokken og kastede det i retning af skraldespanden. Hans hånd søgte famlende ned i skuffen ved siden af og fandt en Snickers. Dette havde været hovedbestanddelen i hans kost gennem de seneste uger. Han havde brugt al ledig tid på kontoret for at finde løsninger på de store problemer, som Mezzocorona efterhånden havde opbygget. Holdet var solidt plantet i bunden. 2 point i 7 kampe. Det så virkelig sort ud. Gianni prøvede hele tiden at anskue problemerne fra nye vinkler.

”Det er vist det, der kaldes fejlernæring” lød det fra døren. Det var assistenten Alain Cocco. Han skelede over til skraldespanden, hvor der sammen med Giannis notater lå indpakningspapir fra mindst 20 Snickers. Han fortsatte: ”Du prædiker altid om ordentlig ernæring til dine spillere, og samtidig mishandler du selv din egen krop. Du trænger til ordentlig måltid mad. Du kommer med mig hjem.”

Gianni smilede forlegent. ”He he, ja det kan du have ret i. Men jeg må desværre sige nej tak til tilbuddet. Jeg sidder lige og fifler med lidt taktik. Jeg overvejer en ny formation. Måske kan det vende tingene for os.”

”Det var ikke noget tilbud. Kom så!” sagde Cocco bestemt. Gianni indvilligede tøvende og rejste sig fra skrivebordet.

Da Gianni trådte ind af døren til Cocco’s hus blev han straks mødt af hustruen, der var en lille tyk kone ved navn Maria. Hun gav ham et ordentligt knus og et kys på kinden. Hun var en klassisk italiensk mama i en storblomstret kjole dækket af et hvidt forklæde. Det lille runde ansigt var et stort smil, og hun snakkede lystigt om, hvor rart det var omsider at møde ham.

De satte sig til bords, hvor der blev serveret en liflig pastaret. Gianni nød den første mundfuld. Det var meget lang tid siden, at han havde fået et ordentligt måltid mad. Hans egne evner i et køkken rakte ikke langt, og han tilberedte stort set kun færdigretter. Hvis han da overhovedet fik lavet noget overhovedet.

”Som nævnt, så overvejer jeg at forsøge med en ny formation...” begyndte Gianni, men han blev straks afbrudt af Maria.
”Her i huset bliver der ikke talt om fodbold under maden. Det er en regel, jeg har indført. Ellers kommer det ikke til at handle om andet. Døgnet rundt. Fodbold, fodbold, fodbold.”

Gianni undskyldte, og konen grinede. Hun bad ham om at fortælle lidt om sig selv i stedet. Hun havde hørt, at han var dansker, og hun var meget interesseret i at vide mere om landet. Snakken fortsatte og Gianni glemte for en stund alt om taktikker og kampforberedelser. Han kom pludselig i tanke om alle de ting, han savnede ved Danmark. Han mindede sig selv om, at han også skulle huske at ringe til sin mor.

Efter måltidet blev Gianni inviteret ind ved siden af, og Cocco tilbød ham et glas grappa. Belært af tidligere erfaringer takkede Gianni pænt nej og fortalte, at han ikke brød sig om smagen.

”Det er fordi, du kun har smagt billigt sprøjt.” Cocco hældte et lille glas op til Gianni. Farven var nærmest gylden og lignede derfor slet ikke den klare væske, som han tidligere havde smagt. Cocco fortsatte: ”Grappa laves groft sagt på drueaffald. Den rest som er tilbage, efter man har presset vin, kan bruges til at lave grappa. Når man taler om vin, så er råvarerne og behandlingen af disse afgørende for produktets kvalitet. Sådan er det også med grappa. Lad den ilte et øjeblik, og så reduceres den sprittede lugt, og du vil opleve en meget mere nuanceret aroma.”

Efter et par minutter i tavshed nippede Gianni til grappaen. Det smagte væsentligt bedre end han havde forventet, omend smagen stadig var forholdsvis skarp. Cocco blinkede til ham. ”Ikke dårligt, hva’?” Gianni nikkede anerkendende.

”Nå, Gianni!” sagde Cocco og lænede sig frem i stolen. ”Tillad mig at tale lige ud af posen. Og gør mig den tjeneste at lytte og lad være med at afbryde mig. Du skal nok få muligheden for at tale bagefter. Nu har du siddet inde på dit kontor hver aften siden sæsonstart. Du gennemtærsker dine taktiske oplæg og søger efter fejl i disse. Du sidder og tegner streger på din blok og opstiller det ene alternativ efter det andet. Du søger det forkerte sted, min ven. Jeg er god til at vurdere spillere, men mine taktiske evner er ikke store. Jeg ved dog, når jeg hører noget vrøvl. Og dine taktiske oplæg er ikke vrøvl. De manglende point på kontoen ligger ikke i taktikken.”

Gianni kiggede forundret på Cocco, der hældte endnu et gals Grappa op, og samtidig fyldte op i Giannis halvfulde glas.

”Det er spillerne, den er gal med. Truppen er håbløs. Den har slet ikke niveau til det her. Faktisk undres jeg til stadighed over, hvorledes I formåede at rykke op sidste år. Der skulle have været langt flere forstærkninger i transfervinduet. Men jeg er naturligvis klar over, at det er der ikke penge til, og derfor har du gjort det helt rigtige ved at leje spillere. Du har bare lejet de forkerte. Jeg ved, at du værdsætter samarbejdet med Atalanta, men når man endelig skal leje spillere, hvorfor så ikke leje de bedste? Med al respekt, så kunne du have lejet væsentligt stærkere spillere, hvis du havde set bort fra Atalanta. Fire syttenårige gutter, som naturligvis har talent, men på den anden side slet ikke har niveauet til at løfte det her hold. Det kunne være gjort meget bedre.”

Gianni nippede til grappaen og så ned i gulvet. Cocco havde ret.

Cocco fortsatte: ”Nu er fejlen sket, og så må vi forholde os til det. 1. januar når transfervinduet åbner, så sparker du de her talenter hjem til Atalanta, og så går du ud og lejer de bedste, der kan opdrives. Og så må vi kæmpe for at undgå sidstepladsen, så vi i det mindste får muligheden for playoff om at undgå nedrykning. Indtil da må vi være kyniske, og gå ud til alle kampe med en defensiv indstilling, og så forsøge at skrabe så mange point sammen som muligt. Vi kan ikke spille fodbold mod de her hold. Det er vi slet ikke gode nok til. Det skal være ren fight. Vi skal gå efter at ødelægge modstandernes spil. Og så må vi håbe det er nok.”

Cocco tav. Gianni så op. Han nikkede stille. ”Jeg kan godt se din pointe. Hvorfor forudså jeg ikke dette?”

”Du er stadig grøn, Gianni. Betragt det her som lærepenge. Det kan blive dyrt. Ja, for fanden, det kan måske koste dig jobbet, men til gengæld har du fået værdifuld erfaring. Du undervurderer ALDRIG igen den udfordring, et oprykkerhold kommer til at stå overfor. Derudover så har du jo valgt at stå helt alene med den her byrde. Du skiftede den gamle stab ud, fordi de var håbløse, men hvis ikke du bruger den nye stab ordentligt, så kunne du lige så godt have ladet være med at ansatte os. Brug os. Det er det, vi er her for.”

Cocco havde ramt hovedet på sømmet. Det stod helt klart for Gianni. Han så op på Cocco, og sagde: ”Det her har været rigtig værdifuldt for mig. Jeg trængte nok til at få en anden persons syn på sagen.”

”Det er jo mit job.” sagde Cocco. ”Jeg står 100% til din rådighed.”

Gianni nikkede samtykkende, mens han rejste sig. Cocco fulgte ham ud til døren. De to mænd gav hånd, mens Cocco opfordrede Gianni til at gå hjem i seng, så han kunne komme i morgen med fornyet energi. Han besluttede sig for at følge rådet. Cocco havde vist sig at være en begavet mand, som havde væsentligt mere indsigt end Gianni havde forestillet sig. Om ikke andet havde han givet Gianni en anelse selvtillid og tro på egne evner tilbage.

[Brodtgaard]

Fantastisk!!  Skide god historie og imponerende skrevet og fortalt.

Jeg ved sgu ikke helt hvad jeg ellers skal sige.  Jo, måske 10 ud af 10 stjerner! 

[-Johnson-]

November 2009:

Gianni Andretti sad alene tilbage i omklædningsrummet Han stirrede tomt ud i luften. Denne dag havde indtil videre været en af de værste i lang tid. Den var ellers startet ganske godt. Rivalerne fra Alto Adige var kommet på besøg. Efter 20 minutter havde Mezzocorona været foran 2-0 på to mål af Andrea de Berardinis. Gianni havde været ved godt mod. Tiltrængte point på kontoen, og en sejr over det hold, han allerhelst ville slå.

Der skulle dog ikke gå lang tid, før Alto Adige viste hvorfor de, i modsætning til Mezzocorona, indtil videre havde undgået nedrykningsfaren. De havde imponeret med flot og angrebsivrigt fodbold og var et af rækkens mest scorende hold. De begyndte nu at lægge pres på Mezzocorona og det vakkelvorne forsvar. Først kom reduceringen. Så kom udligningen. Og så en scoring til. Og en til.

Dermed fik Mezzocorona heller intet udbytte af denne kamp. En sejr ville ellers have bragt dem et point efter Sassuolo, der i øjeblikket residerede på den meget attråværdige 13.plads, og dermed var på den anden side af nedrykningsstregen. Nu måtte Mezzocorona i stedet taget til takke med 16.pladsen. Som om det ikke var nok, så smuttede Alto Adige med de 3 point op på førstepladsen. Giannis planer om at skabe Trentos bedste hold havde lange udsigter.

Men det gik fra ondt til værre, da Christian Masella måtte udgå med et brækket ben. Den unge spiller fremstod ikke umiddelbart som et lysende talent. Hverken hans tekniske eller fysiske niveau var prangende, men han havde vist sig at have en god målnæse. Han var klubbens mest scorende spiller, selvom han som udgangspunkt ikke havde været førstevalg. Han var trods alt kun 19 år, og det var kun hensigten, at han skulle samle lidt førsteholdserfaring i år. Han havde dog virket forholdsvis skarp, hvilket især kom til udtryk i Mezzocoronas kamp mod Cuneo for nogle uger siden. Der havde han kørt et rent oneman-show og havde scoret alle målene i holdets 4-1-sejr. Sejren havde været sæsonens hidtil største oplevelse. Gianni havde derefter besluttet sig for at give den unge spiller lidt flere kampe fra start. Den tanke kunne han dog godt lægge fra sig igen. De første meldinger gik på, at Masella var ude i 4-7 måneder.

Gianni følte, at han havde svært ved at magte opgaven, selvom der var lidt fremgang at spore. Holdet var nu begyndt at høste lidt flere point på hjemmebane efter man havde forsøgt at spille lidt mere defensivt. På udebane var der ingenting at hente, og Gianni så i øjnene, at han nok måtte forsøge et endnu mere defensivt udgangspunkt og bare fokusere på at holde nullet.

Gianni rejste sig besværet. Hans ryg og bagdel var øm af at sidde på bænken. Han kunne ikke sidde her og have ondt af sig selv. Han måtte tænke fremad.

Det vigtigste var at holde afstand til sidstepladsen, da denne betød direkte nedrykning. De fire næste pladser medførte nedrykningsspil, hvilket i det mindste kunne betragtes som en redningskrans. Der var på nuværende tidspunkt 3 point ned til San Marino på sidstepladsen. De kommende kampe ville være ekstremt afgørende. Næste kamp var mod Sassuolo, som lå lige på den anden side af stregen. En sejr ville bringe lidt håb ind i truppen. Den efterfølgende kamp stod mod Legnano, der lå under stregen. 6 point i de to kampe ville for alvor tænde håbet, mens to nederlag ville være et søm i ligkisten.

[-Johnson-]

Januar 2010:

Stefano Murante sad med kuglepennen i hånden. Foran ham lå et kontraktudspil fra AC Mezoocorona gældende fra 1. juli 2010. Kuglepennen rullede mellem fingrene på ham. Overfor ham sad Mezzocoronas sportsdirektør, Luca Piazzi, og ventede nervøst på, at Murante satte sin krusedulle på papiret.

Murante var i øjeblikket tilknyttet Ivrea, men var ikke i nærheden af førsteholdet. Han havde derfor besluttet sig for at forlade klubben i sin jagt på spilletid. I begyndelsen af januar var han blevet kontaktet af Mezzocorona. Manageren Gianni Andretti havde set sig lun på Murante. Det var specielt evnen til at sparke med begge ben, der gjorde Murante interessant i forhold til Mezzocorona-midtbanen. Udsigten til spilletid lokkede spilleren, men tilbuddet havde alligevel krævet en del overvejelser. Mezzocorona hang nemlig uhjælpeligt fast i dyndet under stregen Serie C1, og holdet var i klar nedrykningsfare. Konsekvensen ville muligvis blive, at Murante skulle ned og runde Serie C2. Det var ikke helt i tråd med hans ambitioner. Langt fra faktisk. Men måske kunne Mezzocorona klare overlevelse via playoff-kampene, som nr. 14-17 skulle ud i. Og skulle holdet rykke ned, så kunne Murante med gode præstationer måske få muligheden for at blive solgt og på den måde få gang i karrieren igen.

Han havde altid været betragtet som en spiller med et stort potentiale, som dog aldrig var blevet indfriet. Nu var han snart 27 år, og derfor havde han kun få chancer, hvis han skulle opnå noget der mindede om succes.

Luca Piazzi var tydeligvis ikke tilpas ved Murantes tøven, og han sad meget uroligt i sædet. Spilleren drejede hovedet og så ud af vinduet. Var spilletid vigtigst selvom det foregik i en klub, der ikke rummede potentialet til at blive meget mere end den var nu? Han satte kuglepennen på den stiplede linje. Han kiggede på sportsdirektøren, som fremtvang et anstrengt lille smil, mens en svedperle vandrede ned over hans pande.

”Nå, hva’ pokker. Vi kan jo ikke sidde her hele dagen.” udbrød Murante, hvorefter han satte sin signatur på kontrakten. Luca Piazzi sank nærmest sammen i stolen, samtidig med at han åndede ud efter at have holdt vejret i spænding. Han trykkede begejstret den nye spillers hånd, samtidig med at han i flotte vendinger udtrykte stor begejstring for spillerens valg.

Murante gik ud af døren. Han var stadig ikke 100% overbevist om, at han havde foretaget det rigtige valg, men nu var det i hvert fald for sent at lave om på det.

[-Johnson-]

April 2010:

”Hvorfor, Alain?” Giannis stemme blev mere og mere skinger.

Assistentmanageren sad roligt i sædet og sagde med en afklaret mine: ”Jeg ser ingen fremtid i Mezzocorona. Hele sæsonen har været en lang ørkenvandring. Med tre kampe tilbage er vi nogenlunde sikre på i det mindste at skulle spille om nedrykning. Men selvom vi klarer den, så er jeg sikker på, at vi ligger her igen til næste år. Og det har jeg ikke lyst til. Det er for deprimerende.”

Gianni forsøgte at gentage nogle af de bedste argumenter, men kunne med det samme høre, at de ikke bar den store vægt: ”Spejderne sender umiddelbart positive rapporter tilbage fra Frankrig og Spanien. Der er gode muligheder for forstærkninger til næste år."

Gianni kunne se, at hans indvendinger ikke havde nogen effekt. Han så resignerende ned i gulvet, mens han nærmest hviskede: ”Jeg forstår, hvad du mener. Du har potentialet til mere. Det ville være dumt ikke at udnytte det. Jeg ville bare ønske, at du blev. Vort samarbejde har været udbytterigt for mig.”

”I lige måde Gianni. Du skal bare fortsætte. Du skal nok få succes. Hvis ikke her, så et andet sted.” Alain Cocco rejste sig og klappede Gianni på skulderen, mens han gik forbi.

Gianni stod alene tilbage på kontoret og kiggede ud af vinduet. Assistentmanageren havde de sidste ni måneder været hans fortrolige. Måske endda hans bedste ven. Trods venskabet havde Cocco dog ikke ønsket at forlænge. Årsagen fandtes sandsynligvis i klubbens øjeblikkelige placering som nr. næstsidst. Der var 6 point ned til sidstepladsen, hvorfor nedrykningsspillet virkede forholdsvist sikkert.

Skulle klubben mod forventning overleve, så bød næste sæson umiddelbart ikke på de store forandringer. Der var indtil videre kun hentet to nye spillere. En centerforsvarer fra Genoa ved navn Simone Frattoni skulle give forsvaret et tiltrængt løft og Stefano Murante, der skulle være et alternativ til de to fløje. Samtidig var sidstnævnte også backup for Andrea Tricarico, såfremt denne skulle blive solgt. Han var trods alt en af holdets største profiler.

Det havde været en deprimerende sæson, og Gianni kunne godt forstå Coccos holdning. Gianni kunne dog ikke vende Mezzocorona ryggen, selvom han i sæsonens løb havde overvejet det. Dels følte han, at han stod i gæld til bestyrelsesformande n, idet det udelukkende var hans skyld, at Gianni befandt sig i denne branche. Og dels kunne han ikke se alternativer til Mezzocorona. Han var på ingen måde et interessant navn. Ikke endnu ihvertfald. Derudover var han faldet godt til i byen, som hurtigt var blevet en meget stor del af ham. Han havde ikke lyst til at forlade den.

[-Johnson-]

Juni 2010:

”Gianni var i gang med at arkivere det sidste materiale før han skulle på en tiltrængt sommerferie. Det havde været en strid sæson, men til trods for en spille- og resultatmæssig ørkenvandring havde sæsonen som helhed været godkendt. Han havde formået at holde Mezzocorona i Serie C1A. I sidste kamp af den ordinære sæson havde holdet slået Bellaria 3-1 og skæbnen ville, at de to hold også skulle mødes i playoff om nedrykning. Her havde Mezzocorona igen været stærkest, og med først 0-0 på udebane efterfulgt af en 2-0 sejr hjemme havde holdet sikret sig overlevelse. En stor lettelse for Gianni, som dog alligevel ikke var helt glad. Næste sæson ville formodentlig blive samme tur engang til, til trods for at man havde hentet yderligere to forstærkninger til midterforsvaret, og dermed for første gang i hans tid var fornuftigt besat på den plads uden at skulle låne. Han havde satset benhårdt på fysiske spillere, men specielt 20-årige Nicolas N’Koulou med en fortid i fransk fodbold og optrædener for Camerouns U19-landshold kunne vise sig at være et stort scoop.

Forstærkningerne var dog ikke helt nok, og som så ofte før havde Gianni svært ved at se fremtidsperspektive rne i den norditalienske klub.

Med et par bank på den åbne dør bekendtgjorde bestyrelsesformand Franco Veronesi sin ankomst.

”Nå, er du ved at få styr på stumperne?” spurgte den korpulente mand med et smil.
”Ja, jeg skal lige have klaret oprydningen, inden jeg holder lidt fri” svarede Gianni.
”Det kan godt være du skal rydde lidt op i spillertruppen også for at skære unødvendig omkostninger væk. Vi får nemlig brug for pengene. Stadion skal udvides med 4.000 pladser.”
”Hva’? Hvornår? Og penge? Vi har jo ingen…” Gianni kiggede måbende på formanden.
”Jeg har mere eller mindre finansieringen på plads. Jeg har i hvert fald skrevet under med entreprenørerne, så byggeriet kommer under alle omstændigheder til at blive en realitet. Vi regner med at byggeriet står færdigt til april næste år, hvorefter vil have en kapacitet på 5.000 tilskuere. Det ved jeg, at du har sukket efter” sagde Veronesi og blinkede til Gianni.
”Ja… Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.” Gianni var lykkelig men samtidig også målløs over nyheden. Ingen tvivl om at de gjorde det rigtige i at låne pengene. Men det havde efter Giannis opfattelse bare aldrig været muligt.
”Det bliver stort, og det kan forhåbentlig skabe lidt bedre fremtidsudsigter for klubben. Men det er klart, at nu når vi stifter gæld, så må jeg også bede dig om at udvise mådehold når det kommer til transfers og spillerlønninger.” Veronesi nikkede farvel med en tilfreds mine og forlod derpå atter kontoret.

Gianni måtte sætte sig ned. Han forstod stadig ikke noget af det hele. Men han var begejstret, og han så nu pludselig på sin Mezzocorona-fremtid med helt andre øjne.

[Brodtgaard]

Igen dejlige updates
Godt at I overlevede - Jeg er klar til at læse om den nye sæson

[Crazy-Poul]

Har først nu fået læst bloggen og det er jo herlig læsning, rent indholdsmessigt er der ingen sammenlignen det er bare den bedste blog