Forza

 

[Brodtgaard]

Han glædede sig til at komme i gang med sæsonen.

Jeg glæder mig også til den nye sæson

[-Johnson-]

September 2008:

Gianni åbnede avisen for fjerde gang den morgen. Han bladrede om til sportssektionen og slog op på stillingen for Serie C2A. Et stort smil bredte sig atter engang på hans læber. På førstepladsen med lutter sejre i de fem første kampe tronede Mezzocorona. Han var pavestolt. En drømmestart på sæsonen. Endvidere havde holdet kvalificeret sig sikkert til næste runde af Serie C-cuppen. Det kunne ikke være bedre.

Der var ikke den store tvivl om, at holdet formodentlig ville sætte point til i mindst en af de to kommende kampe. Først skulle man møde nedrykkerne fra Lecco på udebane, der til trods for en lidt skidt sæsonstart havde en forholdsvis stærk trup, og de ville uden tvivl blive en stor mundfuld.

Herefter skulle man møde Alto Adige, ligeledes på udebane, og de så meget stærke ud i denne sæson. De havde købt særdeles fornuftigt ind og lå derfor også lige i hælene på Mezzocorona. Det kunne naturligvis betragtes som et skår i glæden, når nu det lige præcis var det hold, Gianni ønskede at slå allermest. Alto Adige blev af mange betegnet som en af favoritterne til at snuppe en oprykningsplads, og det ville i den grad komme i karambolage med Giannis planer om at gøre Mezzocorona til Trentos bedste hold. Nu kunne de selvfølgelig bare snuppe alle 3 point i den kommende kamp og dermed irritere Alto Adige lidt, men det ville blive mere end almindeligt svært. De to hold havde allerede stået overfor hinanden en gang i Serie C-cuppen, hvor Mezzocorona godt nok havde trukket det længste strå. Men det have langt fra været en overbevisende præstation, og Gianni havde i den grad fået respekt for holdet fra det sydlige Tyrol, som da også kun havde smidt 2 point i de første 5 kampe.

Men for nu ville Gianni bare nyde synet af tabellen. Han kiggede ned i avisen igen. Fem kampe, fem sejre. Og holdets navn var fremhævet med fed skrift. Han var godt klar over, at førstepladsen kun var til låns, men det ødelagde nu ikke Giannis humør. Dels kunne en god start sikre den nødvendige ballast og give ro på holdet. Dels fik man nu også mulighed for at profilere sig overfor omverdenen. Især i forhold til potentielle sponsorer og spillere.

Gianni følte, at han havde været en succes indtil videre, og set i bakspejlet burde han næsten have forlangt en lønforhøjelse, da klubben havde givet ham en ny 2-årig i løbet af sommeren. Han var dog også klar over, at det hele lige så hurtigt kunne vende igen, og hvis han udviste for stor grådighed, så ville han sikkert også have kortere snor i fremtiden. Han måtte holde benene på jorden. Det var nøjagtigt det samme, som han havde tænkt sig at sige til sine spillere. Der resterede stadig 29 kampe, og der var ingen grund til at føle sig sikker. Alligevel lod Gianni blikket glide ned på stillingen igen. Det var nu et dejligt syn.

[-Johnson-]

Oktober 2008:

”Raffaele! Varm op. Du kommer ind efter pausen i stedet for Massella.” Raffaele Baido blev revet ud af sine egne tanker. Som altid sad han bare på sin plads på bænken og fulgte med i kampen, der indtil nu ikke havde været prangede. 1-1 hjemme mod Casale, der var et oprykkerhold med hæderlige præstationer i sæsonen indtil nu.

Det ville være en kraftig overdrivelse at sige, at denne besked fra manageren var noget Baido havde hørt ofte. Han havde været fast inventar på bænken. Dette skyldtes formodentlig primært, at han var en forholdsvis alsidig spiller, og han derfor var en god mand at have som reserve. Han kunne dække alle pladser på midtbanen og i angrebet. Hans foretrukne position var dog i angrebet.

I sidste sæson havde han spillet 18 kampe, men det var dog stort set alle som indskifter, og han havde ikke formået at score et eneste mål. I denne sæson var det kun blevet til 20 minutter fordelt på 2 kampe. Men han havde ikke brokket sig. Fejlen var primært hans egen. Han havde ikke formået at gribe chancen, når den var der. Han havde forholdt sig tålmodigt afventende, idet han vidste, at han sandsynligvis ville få chancen igen. Han var også udmærket godt klar over, at som truppen så ud lige nu, så var det nogle stærkere spillere han var oppe i mod. Derfor havde han heller ikke ytret utilfredshed med bænketjansen, selvom han ikke havde fået nær så meget spilletid i år, som han havde regnet med. Det var klart, at Luca Lazzari og lejesvenden Rota var førstevalg til de to pladser. Desværre havde manageren foretrukket nyindkøbet Christian Massella som tredjevalg, selvom Baido følte, at han selv var fuldt ud på højde med den nye spiller. Men det var nok de 5-6 års forskel, der gjorde at Massella blev foretrukket, da han derfor kunne betragtes som fremtidens mand.

Nu fik Baido endelig chancen. Massella var blevet småskadet, og træneren valgte åbenbart den sikre løsning. Baido var nødt til at levere en god præstation. Tiden var snart ved at løbe ud for ham. Han havde kontraktudløb ved udgangen af denne sæson. De spillere, der skulle satses på, havde allerede forlænget kontrakterne. Baido havde ikke fået noget udspil. Manageren havde spillet med åbne kort. Han havde fortalt, at Baido pt. var backup, og en eventuelt kontraktforlængelse var afhængig af, hvilke spillere, der kunne hentes til næste sæson. Forlængelse ville således først blive diskuteret til sommer for hans vedkommende.

Spillerne kom ud til anden halvleg. Baido var klar. Det var nu det gjaldt. En god præstation kunne måske bringe ham tættere på holdet og måske endda en kontraktforlængelse . Alternativt kunne han måske gøre sig interessant for andre klubber. Andretti kom hen og spurgte om han var i tvivl, om hvad hans opgaver gik ud på. Baido rystede på hovedet.
”Godt. Smut så ind og scor et par pinde, så vi kan holde fast i førstepladsen. Vi skal vinde den her.” Gianni dunkede Baido i ryggen og løb ud til bænken.

Baido stod og trippede. Han kunne mærke grønsværen under sine fødder. Pludselig blev han opmærksom på, hvor meget han havde savnet intensiteten på banen samt opmærksomheden og tilråbene fra tilskuerne. Han prikkede bolden til Rota. Anden halvleg var i gang.

Baido følte sig oplagt og godt tilpas og fandt sig hurtigt til rette i det forreste geled. Mezzocorona fik hurtigt etableret et fornuftigt pres.

Baido lagde sig op ved siden af sin direkte modstander og forsøgte at finde ud af, hvad han havde med at gøre. Han så til mens holdkammeraten Bandiera lagde bolden ud til venstrekantsspiller en Tricarico lige uden for hjørnet af straffesparksfeltet . Forsvarerne blev trykket lidt længere tilbage og Baido fulgte med, alt imens at han sikrede sig ikke at løbe offside. Tricarico blev lukket ned af to spillere og lagde derfor bolden tilbage langs sidelinjen til backen Silva Fernandes. Brasilianeren tog et enkelt træk frem i banen, ventede et øjeblik, og sendte derpå bolden ind mod feltet. Baido rykkede hurtigt frem, og fik presset sig foran sin oppasser. Lige på den anden side af straffesparksplette n satte han af og sprang til vejrs. Han traf bolden med hovedet, og forsøgte at sende bolden over imod venstre side af målet. Målmanden blev fanget på det forkerte ben og var chanceløs. Bolden fortsatte ind i netmaskerne.

Baido brølede højt og strakte begge sine arme over hovedet. Han løb ud mod tilskuerne, der pressede sig ned mod banderne, og kontrollørerne kæmpede for at holde dem tilbage. Hele hans krop dirrede. Den her følelse havde han i den grad savnet.

Målet gav Baido et selvtillidsboost. Han følte sig hjemme på banen og gik godt med i spillet, selvom hans kampform var svækket.

Casales målmand slog bolden i jorden og sendte et langt spark frem. Der var dog ingen af hans medspillere i nærheden, og Mezzocoronas Buonocunto kunne ubesværet tage bolden ned. Efter at have varmet bolden lidt sendte han den ind til centerforsvareren Adani. Han puffede bolden frem til Bandiera, der kom ham i møde for at gøre sig spilbar. Midtbanespilleren kunne uden problemer vende sig om. Hans placering omkring midterlinjen medførte, at modstanderne stadig afventede situationen.

”Nu!” hviskede Baido til sig selv og starte med et hurtigt ryk sit løb tilbage mod Bandiera, der lagde bolden frem mod ham. Han modtog den midt på modstandernes banehalvdel og vente rundt. Imod ham kom både modstandernes højre back, der var kommet lidt på afveje, samt den midterforsvarer som egentlig havde til opgave at markere Baido. Han lagde hurtigt bolden tilbage til Bandiera, som også havde opfattet backens dårlige placeringsevne. Han sendte med det samme en aflevering ud i rummet, hvor backen skulle have været. Andrea Tricarico løb frem mod bolden med modstandernes højre kant forgæves halsende efter sig i et forsøg på, at lukke det hul backen havde efterladt.

Tricarico trak ind i feltet. Baidos oppasser og backen var nået tilbage og skærmede nu målet af for Tricarico. Han driblede derfor på tværs af banen for at søge efter en åbning. Baido havde, mens han atter løb frem, opdaget, at han ikke var blevet samlet op af en anden spiller. Hans direkte modstanders og backens opmærksomhed var på boldholderen. Da flere af de andre modstandere var trukket hjem, opstod der pludselig et smalt område på bag de to forvirrede Casale-forsvarere, da de begge rykkede en anelse frem for at skærme af for Tricarico. Baido bevægede sig hurtigt ind bag de to, mens Tricarico samtidig prikkede bolden lige ned i hullet til ham. Han stod nu med overraskende meget plads ca. otte meter fra målet. Han vendte sig hurtigt om, kiggede op, og sendte et fladt spark af sted mod den nærmeste stolpe. Målmanden nåede ikke at reagere. Han var tilsyneladende lige så overrasket over, at der pludselig stod en fuldstændig umarkeret mand så tæt på mål. Netmaskerne blafrede, og Baido løb ud mod hjørneflaget med et stort smil på læberne.

Resten af kampen var en fryd for Baido. Han havde endnu et par gode forsøg og lagde nogle gode afleveringer til sine medspillere. Holdet fik også en fjerde scoring, da holdkammeraten Rota satte pandebrasken på et hjørnespark, og fra da af kunne de bare nyde resten af kampen. Casale var knækket, og Mezzocorona-spillerne fik lov til at spille bolden rundt som det passede dem, uden at det dog blev til flere scoringer.

Dommerens fløjte indikerede, at de 90 minutter var gået. Baido rakte armene i vejret. Han var et stort smil. Han gik ned mod omklædningsrummet og modtog masser af skulderklap fra medspillere og fans.

Han satte sig ned på sin plads og ventede på managerens kommentar til kampen. Gianni Andretti gik ind i midten af omklædningsrummet, og roen sænkede sig.
”Kanon anden halvleg gutter. Lige efter bogen. Det viser karakterstyrke, at vi kan hive os selv op på den måde.” Han vendte sig om mod Baido og pegede på ham. ”Raffaele demonstrerede en særdeles vigtig ting i dag. Han viste, hvor vigtigt det er, at være 100% klar når man kommer på banen. En indskiftning bliver ofte taget for at tilføje noget nyt til kampen. For at vende tingene på hovedet. Og det gjorde Raffaele i dag. Han har en stor andel i dagens resultat. Selvom man ikke starter på banen, så er man stadig en meget vigtig del af holdet, og det skal man vise. Bare ind og give den alt, hvad den kan trække. Godt gået, Raffaele.”

Baido så forlegent ned i gulvet. Det var første gang, at han var blevet fremhævet på den måde. Han håbede, at dagens præstation ville bringe ham et lille trin op i hierarkiet. Om ikke over den unge Massella så i det mindste på niveau med ham.

[Brodtgaard]

KLASSE !!

Fremragende fortalt, og god historie

[-Johnson-]

November 2008:

Luca Lazzari tøffede ud efter avisen i morgenkåbe og sutsko. Solen skinnede fra en skyfri himmel, men den kunne trods alt kun lige akkurat skubbe temperaturen over frysepunktet. Her i slutningen af november skulle man kigge langt efter noget der bare mindede om varme. Ikke desto mindre var det en dejlig morgen, hvilket primært skyldtes den foregående dag. Mezzocorona havde haft en forholdsvis hård periode, hvor man i 4 kampe i træk ikke havde formået at hente en sejr. Dette havde været uvant for holdet i denne sæson, hvor tingene stort set havde flasket sig, og man havde ligget på 1.pladsen i en længere periode. Nu var holdet desværre blevet overhalet af Alto Adige og måtte se sig henvist til andenpladsen.

Rent personligt havde den sidste tid for Lazzari også været forholdsvis svær. Igen i år havde efteråret været præget af skadesproblemer, og han havde efterfølgende haft lidt svært ved at finde niveauet, da han først kom tilbage. Det var der også andre der havde fået øje på, og en artikel i lokalavisen havde påpeget, at han ikke havde scoret i mere end ti timer. Manageren havde dog alligevel vist ham tillid, og givet ham tid til at komme sig over skaden uden dog at forcere noget. Yderligere 3 kampe gik uden Lazzari formåede at score, men alligevel holdt manageren fast i opbakningen. I onsdags vendte bøtten endelig. Lazzari fik scoret sit første mål siden slutning af august. Han havde følt en stor lettelse. Desværre havde det ikke været nok. Kampen var endt 1-1, hvilket nagede ham lidt. Dels fordi der var tale om ottendedelsfinalern e i Serie C-cuppen, og et godt udgangspunkt til returkampen var ret vigtigt. Derudover havde han også fået et mål annulleret 3 minutter før tid. Men under alle omstændigheder havde han atter fået scoret, hvilket fjernede et enormt pres fra hans skuldre.

Han havde da også fået genvalg til den efterfølgende ligakamp, nemlig gårsdagens hjemmebanekamp mod Torres. Han havde spillet sin bedste kamp længe. Med de to første scoringer i holdets 3-0-sejr, havde han været en afgørende faktor.

Lazzari missede med øjnene op mod solen, smilede for sig selv og gik herefter atter indenfor. Med et stykke brød og en kop kaffe satte han sig ned ved bordet med avisen. Han bladrede om til sportssektionen. Han nærlæste kampreferatet og genkaldte sig de to mål samt det tredje som Baido havde stået for. Efterfølgende havde en journalist interviewet manager Gianni Andretti. Journalisten havde generelt værende rosende overfor Lazzari, og manageren havde også fremhævet Lazzari som dagens bedste præstation. Men han havde samtidig også manet til ro ved at sige, at angriberen skulle holde begge ben på jorden og fortsat arbejde med sit spil. Lazzari havde lige overstået en længere scoringstørke, og han var glad for at manageren ikke lagde yderligere pres på ham.

På næste side var Lazzari til sin egen overraskelse igen nævnt. Denne gang var det dog en mindre fokusartikel, der tog udgangspunkt i hans præstation i gårsdagens kamp, men også havde en række referencer til sidste sæson, hvor han blev kåret til sæsonens bedste signing. Til sidst i artiklen, havde avisen spurgt Zanoncelli, der var manager for den kommende modstander, Pizzighettone, om Lazzari. Han udtalte, at man betragtede Lazzari som den største trussel i det kommende returopgør i Serie C-cuppen. Lazzari følte sig i første omgang smigret af omtalen, men blev også en anelse irriteret over dette fokus, som alt andet lige ville gøre hans opgave sværere. Samtidig blev forventningerne til ham også skruet en smule op, selvom hans manager havde forsøgt at nedtone dem.

Lazzari nippede til sin kaffe og bladrede om for at se stillingen. Mezzocorona holdt fast i andenpladsen. De havde på nuværende tidspunkt 3 point op til Alto Adige, som havde vist stor styrke i denne sæson. Lazzari fik dog alligevel en varm følelse i kroppen af at se holdet helt med fremme i toppen.

[-Johnson-]

Januar 2009:

Paolo Moretti blev revet ud af sin søvn af vækkeurets hysteriske vrælen. Uden at åbne øjnene fandt hans hånd snooze-knappen, og der faldt atter ro over den lille lejlighed. Skaden var dog sket. Paolo blev opmærksom på, hvor meget hans hoved dunkede. Hans mund var tør som sandpapir og hans hals var øm. Følelsen var dog ikke ukendt for ham. Langt fra faktisk. I det sidste halvandet år havde mandag morgen næsten altid budt på denne fornemmelse. Årsagen var dog altid den samme. A.C. Mezzocorona. Paolo Moretti var formand i fanklubben, og i går havde gutterne vundet 2-1 over Pro Sesto, hvilket plantede dem på en øjeblikkelig 2.plads. Og som altid skulle en sejr naturligvis fejres. Ja, nogle gange blev det da også til lidt gravøl, når holdet tabte eller spillede uafgjort. Og hvis det var på udebane, så blev hjemturen altid brugt til at fugte ganen. Når nu man sad der alligevel.

De sidste par år havde været en lang optur, hvilket også havde givet en langt mere festlig stemning blandt klubbens fans. Det hele startede med oprykningen fra Serie D. Herefter fulgte 07/08-sæsonen, der meget overraskende udmøntede sig i en play-off-plads. Og nu denne sæson, der muligvis ville ende på samme måde. Klubben havde lynhurtigt tilpasset sig niveauet i Serie C2. Paolo havde i første omgang været lidt skeptisk, da klubben ansatte en manager uden nogen som helst form for praktisk ballast. Men resultaterne kunne man ikke tillade sig at klage over. I hvert fald var det i de sidste sæsoner gået bedre, end man på forhånd kunne have forventet.

Paolo kunne ikke lade være med at ligge i sengen og lade tankerne flyde. Han glemte for en stund hovedpinen. Mezzocorona. Oprykkere. Det ville være stort. Nye spændende hold på besøg. Nye udfordringer. Han så sig selv stående med en megafon. Syngende af sine lungers fulde kraft sammen med resten af tribunen. Han levede og åndende for disse øjeblikke. Ugen og arbejdsdagene kunne ikke gå hurtigt nok. Han gik kun rundt og ventede på, at det skulle blive weekend. Hans liv på tribunen havde en nærmest narkotisk virkning. Han måtte have sit fix. Sommerpausen var et langt dårligt trip. En påtvunget kold tyrker, hvor hans abstinenser åd ham op indefra. Til gengæld var det en tilsvarende stor rus, når han atter stod på tribunen til sæsonstarten.

Den skrigende alarm rev ham tilbage til virkeligheden. Han satte sig op og slukkede uret. Han rejste sig op, men hans dunkende hoved tvang ham til at sætte sig ned med det samme. Med sammenknebne øjne rejste han sig ganske langsom op igen og stavrede foroverbøjet ud til døren, hvor han hentede dagens avis.

Han slog direkte op i sportssektionen. Han skimmede referatet af gårsdagens kamp og genkaldte sig højdepunkterne. Nedrykkerhold var ofte svære at spille imod. Dette skyldtes efter Paolos mening, at deres trupper som regel var ret stærke, men samtidig var holdmoralen meget skrøbelig. Derfor var disse hold ofte ret uberegnelige. Selve kampen var ikke startet voldsomt godt, da en Pro Sesto-angriber var trængt igennem og havde scoret allerede efter 2 minutter. Mezzocorona havde kæmpet for at komme tilbage i kampen, men det havde ikke været specielt effektivt. Først efter 74 minutters spil var der bid. Mezzocorona havde fået frispark på kanten af modstandernes straffesparksfelt. Piraccini puffede bolden en anelse til siden, hvorefter Buonocunto sendte bolden i maskerne. Ti minutter senere modtog Raffaele Baido en stikning i feltet, og sendte bolden sikkert ind bag Pro Sesto-målmanden. En stor forløsning for Paolo og hans kammerater på lægterne.

Avisen havde kåret Buonocunto til kampens spiller. Et fornuftigt valg i Paolos optik. Anføreren havde haft en fin sæson til trods for, at han primært var blevet brugt som højre back fremfor venstre midt, som ellers var hans favoritplads.

Han skimmede resten af sportssektionen. Transfervinduet lukkede om en uge. Der havde været relativt stille omkring holdet. Forstærkninger af holdet var et absolut must, såfremt man skulle føre holdet til et højere niveau. Det her hold ville efter al sandsynlighed ikke kunne klare sig i Serie C1. Det eneste indkøb, der var blevet annonceret var Nicoló Rossetti, som dog først ankom til sommer. Gianni Andretti havde efter sigende jagtet den 23-årige angriber i lang tid. Han havde udtalt, at det var den første spiller, han fik i kikkerten efter sin ankomst til Italien, og at det efterfølgende var blevet en slags besættelse at få ham til klubben. Han havde tidligere slået sine folder i Pontedera, der var et lavere rangeret hold. Paolo var ikke umiddelbart imponeret, men manageren havde tidligere ageret på en forholdsvis overbevisende måde på transfermarkedet, så der var alligevel en vis spænding omkring denne nye spiller.

Manageren havde endvidere udtalt, at de andre spillere, som indtil videre havde været i søgelyset, ikke kunne hentes, da klubbens midler til lønninger lå et godt stykke under, hvad ønskespillerne forlangte.

Paolo var lidt skuffet over, at det ikke var blevet til mere. Han trøstede sig med, at det var blevet meldt ud, at eftersøgningen ville fortsætte i løbet af vinteren, og at man håbede at kunne præsentere flere tilgange i form af spillere med kontraktudløb til sommer.

Derudover var Paolo også godt tilfreds med, at klubben havde formået at holde fast i sine spillere. Der skulle efter sigende have været bud på delejerskab af Campagnolo og Piraccini. Derudover havde der været et reelt bud på venstrebacken Silva Fernandes. Ingen af tilbuddene havde dog været attraktive nok, og handlerne var derfor løbet ud i sandet.

Paolo kiggede på uret. Tiden var rendt fra ham som sædvanlig. Endnu en gang vankede der sandsynligvis en skideballe fra chefen. Der skulle dog langt mere til at ødelægge Paolos humør i dag. Han snuppede sin jakke og løb ud gennem hoveddøren.

[niels1711]

Fantastisk skrevet. Virkelig en fornøjelse at følge med i din blog!

KIU!! 

[-Johnson-]

Februar 2009:

Gianni sparkede en vandflaske ca. 20 meter op ad sidelinjen. Han kogte indvendig. Han vendte ryggen til banen og kiggede op mod Monte di Mezzocorona. Dolomitterne var denne søndag dækket af en tyk tåge, og i stedet for de majestætiske tinder så Gianni blot en ensartet grålig grød. Han trak vejret dybt ned i lungerne i et forsøg på at genvinde sin selvkontrol. Han pustede langsomt ud og vendte derpå rundt og klappede spillerne på skulderen, da de gik forbi ham på vej mod omklædningsrummet. Da spillerne var forsvundet sank han tilbage i sin ærgrelse.

Isoleret set så var 0-0 mod rækkens nr. 2 langtfra uacceptabelt. Heller ikke selvom man selv lå nr. 3. Problemet var, at det var Alto Adige, der havde været på besøg. Dels var det netop det hold, som Gianni allerhelst ville slå. Og dels var det et af de hold, som Mezzocorona kæmpede med om oprykning. En sejr havde lunet rigtig meget. Men det var kun blevet til et enkelt point. Mezzocorona forblev på 3.pladsen med to point op til Alto Adige og Pro Vercelli. Derudover var man nu dårligst set over begge opgør mod Alto Adige, hvilket betød at i tilfælde af pointlighed, så ville Mezzocorona blive sorteper.

Denne kamp var også kulminationen på et længere tids forløb. De 3 foregående kampe havde kun resulteret i 1 point, hvilket havde påvirket Giannis humør kraftigt. Mezzocorona havde lagt ud i ligaen som lyn og torden, men var blevet stødt fra rækkens førsteplads i løbet af efteråret. Hver eneste gang holdet havde haft muligheden for at komme i spidsen igen, så var det hele glippet. Det irriterede Gianni, at han ikke havde helt den samme trup rent kvalitetsmæssigt som Alto Adige, Pro Vercelli og flere andre hold i ligaen.

Selve dagens kamp havde været forholdsvis lige, men Mezzocorona havde meget symptomatisk lige manglet det sidste for at kunne sætte sig på kampen. En situation fra kampen, som beskrev det hele ganske godt, var Baidos afbrænder i 89. minut. Han afdribler fint målmanden, og sparker mod fjerneste stolpe i et helt frit mål. Han ender dog med at sende bolden flere meter ved siden af målet. Lige ved og næsten. Godt gået, men ikke godt nok. Det irriterede Gianni, at holdet rent niveaumæssigt ikke havde bare anelse mere at byde på. Hele setup’et omkring klubben var også betydeligt ringere. Mindre stadion, dårligere økonomi, dårligere faciliteter. Han følte, at han havde et kæmpe bjerg, der skulle bestiges. Og lige nu følte han ikke engang, at han kunne finde bjerget. Det var forsvundet i tågen. Præcis som Monte di Mezzocorona.

Han vidste naturligvis godt inderst inde, at det her nu engang var hans lod, og selvfølgelig følte han en form for stolthed, når han så tilbage på sine hidtidige resultater med klubben både i denne og i sidste sæson. Men hans stræben efter at blive den bedste prægede ham dybt, og det var en evig kilde til uro i hans sind.

Gianni rettede ryggen. Han tørrede den sørgmodige mine af sit ansigt. Nu måtte han ned til spillerne, og overbevise dem om, at de havde gjort en fornuftig indsats, at sæsonen langt fra var slut, og at Mezzocorona langt fra var ude af kampen om den direkte oprykning.

[Brodtgaard]

Fantastisk fortælling - denne blog får da slet ikke den opmærksomhed den fortjener.

KUTGW

[niels1711]

Fantastisk fortælling - denne blog får da slet ikke den opmærksomhed den fortjener.

KUTGW

Syntes nøjagtig det samme. 


Virkelig godt skrevet igen -Johnson- 

[-Johnson-]

Jeg takker for de rosende ord. Så længe man ved, at der er et par stykker som læser med, så gør det mig ikke det store, at bloggen ikke bliver oversprøjtet med kommentarer.

[KF]

Jeg har lige haft lidt tid paa arbejde til at stene (ja, jeg laver ikke ret meget), og har derfor laest din blog, Johnson. Det er glimrende laesning, og jeg er underholdt hele vejen igennem. Fortsaet.

[-Johnson-]

Maj 2009:

Pro Sesto-manager Pietro Carmignani begravede sit hoved i hænderne, mens han masserede sine tindinger. Det, der lige var sket, oversteg hans fatteevne. Ovenpå en ganske god sæson havde hans hold kvalificeret sig til oprykningsspillet. Eftersom Pro Sesto rykkede ned til Serie C2 sidste år, så var det hans opgave at føre holdet tilbage til Serie C1 med det samme. Den direkte oprykning var dog glippet. Den havde Alto Adige sat sig på. De havde været rækkens bedste hold og var fortjente oprykkere. Pro Sesto havde dog stadig en god mulighed for at avancere via oprykningsspillet.

I playoff-semifinalerne skulle Pro Sesto møde Mezzocorona, der meget overraskende var blevet rækkens nr. 2. Carmignani havde svært ved at forstå, hvordan et mandskab, der på papiret ikke var noget særligt, var nået så langt. En lille klub uden nogen nævneværdig historie og med en trup, der ikke burde række til mere end en midterplacering. Han var da også godt tilfreds med udfaldet af lodtrækningen. Spiller for spiller var Pro Sesto det bedste hold, og den smalle Mezzocorona-trup var særdeles slidt efter en lang sæson. Halvdelen af holdet var i karantænefare, og den lånte forsvarsprofil, Perici, var udtaget til U19-landsholdet. Han skulle derfor undværes i returkampen. Pro Sesto havde på forhånd stået med gode kort på hånden.

Det første opgør havde været på hjemmebane, og Pro Sesto havde skabt et rigtig godt resultat. Kampen havde dog været lidt tættere rent spillemæssigt end Carmignani havde forventet. Mezzocorona var især i starten kommet frem til en del chancer, men de havde været ineffektive foran mål. Det havde Pro Sesto til gengæld ikke. I kampens indledning havde de scoret på et hjørnespark. I starten af anden halvleg havde de fået tildelt et tvivlsomt straffe, der også var blevet omsat. Kronen på værket kom i 3 minutters overtid, da en kontra udmøntede sig i endnu en scoring. Et fantastisk udgangspunkt.

Og nu sad han her. Han åbnede langsomt øjnene. Han stirrede vantro op på resultattavlen. 4-1 til Mezzocorona, som dermed gik videre i kraft af en bedre slutplacering i ligaen. Hans hold var blevet savet midt over i den netop overståede returkamp. De havde ikke fået et ben til jorden. Allerede efter 50 sekunder var Mezzocorona kommet på tavlen. Selvom Pro Sesto fik udlignet på et mål, hvor der nok burde have været dømt offside, så fortsatte modstanderne bare derudaf. 1-1 blev til 2-1, 3-1 og til sidst 4-1. Pro Sesto kunne ikke svare igen.

Carmignani vidste, at det uden tvivl ville koste ham stillingen som manager. Han var blevet ansat til at sikre holdet en oprykning. Dette var glippet. Hans blik flakkede rundt over banen, hvor hans spillere slukørede sad på græsset. På tværs af banen kom en mand i jakkesæt spurtende. Det var den sejrende manager, Gianni Andretti. Han satte af og hoppede op på bunken af Mezzocorona-spillere, der lå foran det ene mål. Carmignani rystede på hovedet. Det var absurd. Han forstod stadig ikke, hvordan tingene var endt på denne måde.

[niels1711]

God læsning igen!

Tak skal du ha

[trippen]

Jeg må sige at jeg er meget imponeret....Syntes det er sjældent at updates kun med tekst kan fastholde mig igennem hele updaten, men du viser virkelig klasse. Det er helt igennem genialt at du gang på gang finder en ny synsvinkel og hvergang får fortalt nok til at man kan følge med i hvordan det egentligt går i spillet.

Simpelthen verdensklasse og jeg forstår ikke at der ikke er flere der skriver savlende kommentarer i din blog

Håber du har mod på at holde bloggen igang længe, for jeg vil da kigge med hvergang