Forza

 

[Django1337]

Nice skrevet! Fængende og inspirerende. KIU

[-Johnson-]

Februar 2008:

Gianni satte sig ned på stolen og smed mobilen fra sig. Han var forvirret og en anelse irriteret. For anden gang på blot 3 uger måtte han sige farvel til en spejder. Først havde Lecce hentet Maurizio Soave og nu havde Ascoli hentet Andrea Carini. Til gengæld havde klubben modtaget kompensationer på over £60.000, hvilket var særdeles kærkomment. Gianni vidste ikke om han skulle være glad eller utilfreds. På den ene side havde han mistet to kompetente medarbejdere, som i øjeblikket kun kunne erstattes af ikke nær så dygtige personer. På den anden side, så var de økonomiske kompensationer særdeles tiltrængte. Til trods for, at lønbudgettet blev overholdt, så var klubben desværre ikke i stand til at generere tilstrækkelig med indtjening til at køre med overskud. Det var i den grad bekymrende. Gianni havde valgt at skrive forholdsvis korte kontrakter med de nye spejdere. Han håbede, at disse kunne udskiftes til sommer. Enten med helt nyudklækkede spejdere eller med folk, der havde haft kontraktudløb.

Han tænkte tilbage på det udbytte han havde haft af disse spejdere. To nye spillere i truppen. Og to mere til sommer. Umiddelbart var han tilfreds med de to der var tilgået truppen. Lazzari havde gjort det nogenlunde og havde rundet de ti mål. Han havde sine begrænsninger og havde ikke udviklet sig helt så meget som håbet, men han havde stadig været en gevinst. Tricarico så til gengæld ud til at være et stærkt køb. Han var røget direkte i startopstillingen, og han havde ikke skuffet indtil videre.

Tabet af de to trænere gjorde Gianni opmærksom på et område af fodboldforretningen, som han ikke tidligere havde været overvejet. Handel med trænere og spejdere. Giannis filosofi var baseret på et forholdsvis stort fokus på trænerstaben, idet man efter hans opfattelse allerede havde et betragteligt forspring, hvis staben var af høj kvalitet. Men gode trænere og spejdere ville automatisk få andre klubbers opmærksomhed, og som følge heraf villle det være svært at bevare kontinuiteten på denne form for personale. Det var naturligvis en streg i regningen. I samme ombæring indså han dog, at det derfor var essentielt at identificere nøglemedarbejdere og binde dem op på længerevarende kontrakter. På den måde kunne klubben få den størst mulige kompensation, når nu situationen ikke kunne være anderledes. I øjeblikket var der dog ingen der var uundværlige. Faktisk regnede Gianni med at skifte størstedelen af trænerstaben ud i løbet af det næste halvandet år. Eventuelle nye ansatte skulle herefter gerne bindes op på lange kontrakter, såfremt de var interesserede heri.

I øjeblikket gik det dog udmærket til trods for Giannis mistillid til staben. Holdet leverede stadig fornuftige resultater, og Gianni kunne kun være tilfreds med sæsonens udvikling. Han frygtede dog, at holdet skulle kollapse hvert øjeblik, selvom der ikke havde været tydelige indikationer på, at dette skulle ske.

Resultaterne var stadig fine, og holdet lå og svingede mellem femte- og sjettepladsen og var således stadig med i kampen om en playoff-plads.

Gianni lænede sig frem og tog telefonen. Han skulle have fat i en ny spejder.

[Brodtgaard]

Fremragende blog

[-Johnson-]

Jeg takker naturligvis for kommentarerne. Det er altid rart at vide, at der er nogen der læser med.

[-Johnson-]

Marts 2008:

”… og alt i alt synes jeg, at det var et vellykket arrangement.” sluttede Veronesi af, og forlod omklædningsrummet. Gianni var tilbøjelig til at være enig med bestyrelsesformande n. Klubben havde netop overstået sin første fan-dag med en uafgjort mod rækkens nr. 2, Cuneo. Mezzocorona havde spillet en fin kamp, og der havde været masser af action. Desværre blev det kun til et 1-1-resultat, men mod rækkens pt. næstbedste hold, så var det alligevel ikke så ringe.

Gianni havde dog haft svært ved at forstå bevæggrunden for arrangementet. Dels havde klubben gennemsnitligt over 900 tilskuere til hver eneste kamp, og kapacitetsbegrænsni ngen på 1.000 tilskuere medførte, at det var tæt på udsolgt. Nu frasagde man sig pludselig en kamps indtægter, for at hente nogle få ekstra tilskuere. Den officielle udmelding lød på 999 tilskuere, hvilket reelt var udsolgt. Men havde man afholdt kampen som normalt, så havde man stadig nærmet sig dette tal, da der netop var tale om et tophold.

I Giannis optik havde der været langt mere fornuft i at lave arrangementet, når en bundprop kom på besøg. Dels ville man kunne hente forholdsmæssigt flere tilskuere, og derudover så var chancen for, at de forlod stadion med et positivt indtryk også større, når modstanderne var et ringere hold.

Til alt held kunne Mezzocorona matche Cuneo, og derfor kunne dagen betragtes som en succes, hvilket dulmede Giannis nerver.

Klubben indtog nu en position som nr. 5, med 9 kampe tilbage af sæsonen. Det så ud til, at de fire første pladser var besat af Pergocrema, Cuneo, Olbia og Pizzighettone, men der var stadig en playoff-plads tilbage, som det halsende kobbel af forfølgere jagtede. Gianni turde dog ikke håbe på for meget. Han vidste om nogen, hvor skrøbeligt holdet var. En skade til nøglespillerne N’Siabamfumu eller Dal Bosco ville efter al sandsynlighed give en voldsomt påvirkning af resultaterne. Indtil videre havde nøglespillerne heldigvis holdt sig fri af skader. Men ville de fortsat kunne gøre det? Truppen manglede bredde, og derfor var det i høj grad de samme spillere, der havde spillet. Ville de begynde at vise træthedstegn?

De måtte skrabe så mange point sammen som muligt, og playoff-plads eller ej, så lod det umiddelbart til, at sæsonen var en succes allerede på nuværende tidspunkt. Missionen havde været at holde klubben fri af nedrykning, og med mindre man tabte alle de resterende kampe, så ville den målsætning blive overholdt. Både Gianni og spillerne havde dog fået smag for livet i den bedste halvdel, og skulle man rende ind i en kæmpe nedtur, så ville alle nok sidde med en nedtrykt fornemmelse til trods for, at den oprindelige målsætning blev overholdt.

Gianni slog tanken fra sig. Der var ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Han skulle bare nyde, at det gik holdet bedre end forventet.

[NichlasKirk]

Super spændende blog Johnson

[-Johnson-]

April 2008:

Gianni stod med begge hænder løftet over hoveder. Et stort smil bredte sig på hans læber. Inde på banen kurede Luca Lazzari på maven over mod tilskuerne på den pjaskvåde bane. Regnen havde stået ned i tove hele kampen, og da det samtidig var 31 grader varmt havde det været en ulidelig kamp.

For både første og sidste gang i denne sæson havde Mezzocorona-holdet måtte begive sig nordpå. Modstanderen hed endnu en gang Alto Adige, og de var på forhånd udråbt til at være storfavoritter. I forhold til spil og chancer havde de også levet op til værdigheden, men Mezzocorona havde holdt Alto Adige på afstand, og hovedparten af afslutningerne var således kommet fra distancen.

Nicola Dal Bosco havde overraskende bragt gæsterne foran 1-0 kort inde i anden halvleg, men ca. 20 minutter før tid var udligningen en realitet.

Efter 90 minutter slap Dal Bosco igennem i højresiden på et Mezzocorona-kontraangreb. Han kiggede op og sendte bolden på tværs ind i feltet til Luca Lazzari, der blot skulle sætte foden på bolden. Angriberen svigtede ikke.

Gianni tørrede sveden af panden, hvilket egentlig var formålsløst, da han var gennemblødt af regnen. Han kiggede på uret. Han beordrede alle hjem. Nu skulle den her sejr køres hjem. Et par forsøg udefra var dog alt, hvad Alto Adige kunne præstere, og dommeren, Giorgio Lops, fløjtede kampen af.

Gianni knyttede næverne. Han havde nu formået at slå Alto Adige begge gange i ligaen og kunne nu erklære sig selv for kongen af Trento, Han stod med en selvtilfreds mine. Samtidig kunne han konstatere, at Mezzocorona nu havde 3 points forspring til Lumezzane på 6.pladsen. Holdet var nu pludselig i en højst fordelagtig position med 2 kampe tilbage. Begge var på hjemmebane, og en sejr i den ene af disse ville med al sandsynlighed give Mezzocorona 5.pladsen, da de havde bedre målscore end Lumezzane. Dette var afgørende, da de to hold var lige stærke indbyrdes. Og netop 5.pladsen var på det nærmeste magisk, da den lige akkurat gav adgang til playoff om oprykning.

I de to sidste kampe stod rækkens nr. otte og ti på programmet, men i den første var Mezzocoronas to stærkeste, Dal Bosco og N’Siabamfumu, ude med karantæne, og 3 andre spillere var i karantænefare.

De ville helt afgjort få deres sag for, men det var langt fra en umulig opgave. De var nu så tæt på en playoff-plads, at det ville være en stor skuffelse, hvis det hele missede.

[Brodtgaard]

Super spændende blog Johnson

Helt enig...

Jeg håber og tror på play-off

KUTGW

[-Johnson-]

Maj 2008:

Gianni lukkede døren til omklædningsrummet. Roen sænkede sig.
”Sådan gutter. I har lige sikret klubben den bedste placering nogensinde. Hånden på hjertet. Hvor mange af jer havde regnet med en fjerdeplads inden denne sæson?”
Der blev ikke sagt et ord, men spillerne smilede stort til hinanden. Gianni fortsatte:
”Nu skal vi ud og spille playoff, men uanset hvordan det kommer til at gå, så husk det her øjeblik. Husk den her følelse. I kan være fuldt ud tilfredse med det har leveret. I har været en succes. Uanset udfaldet at de sidste kampe. Godt gået gutter.”

Omklædningsrummet brød ud i jubel. Gianni vendte rundt og gik ud af døren. Han var virkelig stolt. Der havde ikke været nogen slinger i valsen, og Mezzocorona havde vundet begge de to sidste opgør og var endda rykket op på 4.pladsen.

Udenfor ventede formanden Franco Veronesi. Han blinkede til Gianni.
”Godt gået, knægt.”
”Takker. Det ser ikke alt for nemt ud med de skader og karantæner, der er løbet ind her på det sidste. Om ikke andet, så får vi da en oplevelse ud af det.”
”Nu ingen forhåndsundskyldnin ger. Vi tager det som det kommer. Du har leveret mirakler før. Jeg tror på dig.” Veronesis mobil ringede, og han nikkede til Gianni, vendte sig og gik.

Det var stærke hold, de kunne møde, men hvis Gianni havde lært noget af denne sæson, så var det, at intet var givet på forhånd. Og hvis de skulle ryge ud, så var det heller ingen skade til. En sæson mere i Serie C2 var langt fra en katastrofe. På længere sigt ville det måske være det bedste. En oprykning ville i hvert fald være en ordentlig mundfuld. Men Gianni kunne ikke lade være med at drømme. Han forestillede sig avisoverskrifter, der hyldede ham som hjernen bag Mezzocoronas succes. Det kunne være helt fantastisk, hvis de kunne klemme sig igennem nåleøjet. Han troede på det. Det skulle han. Til trods for at det var hans største udfordring i klubben til dato.

[Brodtgaard]

Det er alt for spændende det her...

Jeg vil have mere nu!!  

[-Johnson-]

Maj 2008:

Gianni kiggede først på sit ur og herefter på stadionuret. Han drejede hovedet og hans øjne fandt kampens dommer, der ligeledes kiggede på sit ur. Gianni lukkede øjnene, som var det et forsøg på at stoppe det, der nu ville ske. Dommerens fløjte gennemtrængte luften, og et jubelbrøl rejste sig på stadion. Han åbnede øjnene, kiggede en sidste gang på måltavlen, og lod blikket synke ned i græsset foran ham.

Mezzocoronas sæson var slut. Playoff-lodtrækningen havde medført et besøg hos et af de tre hold i rækken, der residerede på Sardinien. Nærmere betegnet Olbia. Den første kamp var gået dårligt for Gianni Andrettis tropper. De havde trods hjemmebanefordelen kun formået at spille 2-2. Holdet havde dog været langt bedre med i returopgøret, og de havde reelt fortjent sejren. Desværre kunne de bare ikke få prikket bolden over stregen, og kampen var således sluttet uden mål.

Nu stod Gianni her, langt væk hjemmefra, og prøvede at overbevise sig selv om, at det nok var bedst, at holdet tog en sæson mere i Serie C2. Holdet var på ingen måde rustet til en oprykning. Alligevel var det en meget trykket manager, der stod på sidelinjen. Specielt fordi 2. halvleg havde været et langt pres mod Olbia-målet. Han trak på skuldrene og missede med øjnene op mod solen. Nå, ja. I det mindste var det en dejlig dag.

Han begav sig ind på banen for at trøste spillerne, der var mindst lige så skuffede, som han var. Den første spiller, han fik fat i, var Michele Lestani.
”Det var så det, Michele. God kamp. Ærgerligt at du ikke kunne sige farvel til klubben med en sejr.”
Lestani fremtvang et lille smil. ”Tak for et godt år, boss. Og tak for, at jeg har fået muligheden for at prøve noget større.”
Gianni klappede Lestani på skulderen. Den stærke centerforsvarer havde spillet højre back i størstedelen af sæsonen, men til trods for, at det ikke havde været hans favoritposition, havde han alligevel tiltrukket en del opmærksomhed. Da hans krav til en ny kontrakt var forholdsvis høje og hans forhandlingsvilligh ed ikke var ret stor, havde Gianni valgt at acceptere et tilbud fra Cisco Roma. Det efterlod naturligvis et stort hul i truppen, men fra Giannis synspunkt var det den rigtige løsning. Det ville sandsynligvis redde Mezzocoronas økonomi i næste sæson og eliminere den begrænsede gæld, som klubben havde opbygget i denne sæson. Handlen fungerede som en afdragsordning, der skulle tilføre klubben i underkanten af £200.000. Der hvor guldet muligvis kunne ligge begravet, var i tilfælde af et videresalg. Her ville Mezzocorona have krav på halvdelen af overgangssummen, og Gianni håbede derfor meget på, at Lestani kunne blive en succes i Rom. Det kunne give lidt af den kapital, som klubben havde brug for til at udbygge stadion eller ungdomsfacilitetern e.

Dal Bosco kom sjoskende forbi, og Gianni gik hen og lagde en hånd om ham.
”Tak for hjælpen i denne sæson, Nicola. Så endte du sgu som rækkens topscorer. Det skal du huske at fortælle dem hjemme i Vicenza. Hvis ikke det giver lidt spilletid, så har de jord i hovedet.”
”He he, ja. Mon ikke man skulle få en enkelt kamp eller to. Og ellers er der jo andre muligheder.” Dal Bosco blinkede til Gianni.

Gianni tænkte ved sig selv, at Dal Bosco ville blive særdeles svær at undvære. Ja, det ville alle lånespillerne, men forhåbentlig kunne han nå at polstre truppen lidt mere inden næste sæson. Det ændrede dog ikke på, at man sandsynligvis var nødt til at låne 3-4 spillere, for at opnå en bare nogenlunde acceptabel bredde i truppen. Gianni havde dog besluttet sig for, at Mezzocoronas egne spillere skulle foretrækkes, medmindre de lånte spillere var markant bedre. Det var endnu for svært at forholde sig til, da han heller ikke vidste, hvad Atalanta ville sende op til dem i næste sæson.

[Brodtgaard]

Ærgeligt at oprykningen glippede.
En helt fantastisk fortælling. Jeg glæder mig til at høre mere...

[-Johnson-]

Juni 2008:

Gianni sad og læste avisen. Sportssektionen indeholdt en opsummering af sæsonen. Et par af hans spillere havde fundet vej til årets hold. Luca Lazzari var blevet kåret til årets køb. Gianni smilede for sig selv. Lazzari havde i den grad været en impuls-signing. Men han kom gratis til klubben, hvilket havde gjort beslutningen lidt nemmere. Lazzari havde scoret 15 mål i 33 kampe, hvilket var hæderligt. Gianni var glad for, at han havde taget chancen med en klubløs spiller.

Han var til gengæld lidt skuffet over, at Mezzocorona ikke var blevet valgt som det hold, der havde overpræsteret mest. Den titel var til gengæld gået til Cuneo, og dette skulle nok ses i lyset af, at de vandt playoff-finalen.

Det bankede på ruden. Gianni vendte sig og så Olivier N’Siabamfumus mørke ansigt med det kridhvide smil. Han gik over og åbnede vinduet.
”Tak for nu, boss. Jeg smutter hjem til Atalanta. Tak for denne gang.”
”God tur, Olly. Jeg håber vi ses igen. Så længe det ikke er på hver sit hold.”
”Med al respekt,” sagde franskmanden smilende, ”så skulle det helst ikke blive her i Serie C2. Jeg håber at kunne spille på et højere niveau i næste sæson.”
”Du har helt sikkert evnerne til det, min ven. Bare klø på. Og tak for din indsats. Det var en fornøjelse.”
De to mænd gav hånd, og N’Siabamfumu gik over til sin bil. Gianni kastede et langt blik efter ham. De ville komme til at savne ham i næste sæson. Han havde om nogen båret forsvaret i denne sæson.

Gianni håbede, at den rutinerede Daniele Adani kunne udfylde lidt af hullet. Han skiftede efter kontraktudløb, og var med sine 34 år en garvet herre, som forhåbentlig kunne blive en af holdets støttepiller i de næste par sæsoner. Han kunne give centerforsvaret lidt ballast, og samtidig vandt Gianni lidt tid til at finde en mere langsigtet løsning. Gianni var allerede begyndt at glæde sig til at se de nye spillere i aktion.

[NichlasKirk]

Må ligesom Brodtgaard sige det var super ærgeligt du ikke fik dit mandskab op.
Dog hvis man kigger bort fra det, så er det fuldstændig fantastisk læsning!

KUTGW

[-Johnson-]

Marts 2008:

Gianni kiggede på holdkortet foran sig. Han sad med en god fornemmelse. Start-11’eren så særdeles fornuftig ud. På mål havde han stadig Enrico Rossi Chauvenet. En ganske habil målmand, der sagtens kunne vise sig at være et fornuftigt salgsobjekt. På venstre back skulle nyindkøbet Silva Fernandez husere. En udmærket forstærkning, der sendte den aldrende Toccoli ud på bænken.

Midterforsvaret var splinternyt. 34-årige Daniele Adani skulle med sin rutine ind og stabilisere det bagerste geled. Trods den fremskredne alder havde Adani endnu et ganske højt niveau og var således en klar forstærkning. Endvidere var unge Perici hentet i Atalanta på en lejeaftale. Gianni overvejede at låne endnu en centerforsvarer, da truppen var særdeles smal på dette område.

På højrebacken havde man lånt Mauri i Atalanta. Han var udset til at skulle deles om pladsen med Luca Buonocunto, der sandsynligvis ville blive foretrukket, såfremt alle mand var klar. Buonocunto var i år blevet forfremmet til anfører. Gianni havde ellers været en anelse tilbageholdende med at ændre i truppens hierarki, velvidende at dette var et ganske følsomt og komplekst miljø. Men Buonocunto havde reelt fungeret som anfører i hele sidste sæson, da den tidligere anfører, Macchi, stort set ikke havde spillet i sidste sæson. Gianni havde derfor valgt at udnævne en ny anfører. Hele truppen havde reageret positivt på dette. Den eneste, der havde været utilfreds med udnævnelse var nyindkøbet Adani, der alene qua sin rutine var en værdig kandidat til posten. Adani mente ikke at en spiller, der kun var først i tyverne var klar til at bestride den opgave. Gianni havde været opmærksom på dette, og som han havde forklaret Adani, så ville han ikke give anførerhvervet til en helt ny mand.

I sæsonstarten vikarierede Buonocunto på midtbanens venstre side, da det normale førstevalg, Tricarico, var skadet. Tricarico var kommet til i vinterpausen i sidste sæson og havde gjort det ganske fornuftigt. Han lod til at være en forholdsvis solid spiller, der i denne sæson meget vel kunne udvikle sig til at være en af holdets bærende kræfter.

Den centrale midtbane var Gianni særdeles spændt på. Sidste sæson havde lejesvenden Lavrendi holdt godt sammen på midtbanen sammen med unge Campagnolo. I år havde Gianni besluttet sig for, at der ikke skulle lejes spillere til denne position. Campagnolo havde gjort god figur sidste år, og ville således igen komme til at spille en vigtig rolle på den centrale midtbane. Men Campagnolo var ikke den eneste lovende unge spiller. Dels havde man Squadrani, der primært havde figureret på reserveholdet samt Bandiera, der havde fået enkelte kampe i sidste sæson. Disse tre unge løver var udset til at skulle rotere på midtbanepladserne. Gianni glædede sig til at se, om de tre herrer kunne holde et tilstrækkeligt højt niveau, men han var umiddelbart fortrøstningsfuld. Han var klar over, at der var tale om et sats, da det trods alt var holdets motorrum, det handlede om. En lejespiller havde nok været den oplagte løsning for at sikre kvaliteten i det centrale. Gianni havde dog valgt at give klubbens egne spillere chancen. Nu skulle de have muligheden for at udvikle sig.

På højre kant var en ny spiller udset til at skulle gøre sin entre. Eller det vil sige, Piraccini var ikke helt ny forstået på den måde, at Mezzocorona også ejede ham sidste år. Men af uvisse årsager havde klubben valgt at leje ham ud til Caravaggese, hvor han havde været fast mand hele sidste sæson. Gianni glædede sig over at have den unge højre kant til sin rådighed i denne sæson.

På toppen stod Luca Lazzari klar sammen med nyindkøbet, den unge Christian Massella. Umiddelbart var det en position, hvor der nemt kunne opstå problemer. Derfor havde Gianni nu også forsøgt at låne en angriber i Atalanta, hvilket umiddelbart havde positive udsigter. Det ville i høj grad gavne truppen. Specielt fordi Massella ikke umiddelbart helt lignede det store talent som Gianni havde håbet på. I hvert fald krævede det en del mere arbejde, end Gianni havde forventet på forhånd.

Men overordnet set, så virkede det som en fornuftig trup, omend den var meget smal. En ting der sprang i øjnene, og som ærgrede Gianni meget, var manglen på helt grønne talenter af egen avl. Der var godt nok kommet et nyt kuld op på U-holdet, men der var desværre ikke det store at hente her. Det største talent var en målmand, som måske kunne ende med at være en middelmådig spiller engang i fremtiden. Men der var ikke den store udsigt til spilletid for ham på nuværende tidspunkt. Ellers så det ret tyndt ud, og Gianni måtte i stedet sætte sin lid til, at der dukkede et større talent op til næste sæson.

Generelt sad Gianni med en god fornemmelse i maven. Kunne Mezzocorona bare undgå alt for mange skader, så kunne det sagtens blive en ganske fornuftig sæson. Bookmakerne havde også lidt mere fidus til Mezzocorona i år, hvor de gav odds 11 på oprykning.. Det var naturligvis ikke nemt at skulle følge op på sidste års flotte fjerdeplads, men med en fornuftig start på sæsonen, så var det ikke utænkeligt, at holdet igen i år kunne blande sig i kampen om playoff-pladserne. Den officielle udmelding lød på en placering i den bedste halvdel, men personligt så Gianni gerne en top 5-placering. Han glædede sig til at komme i gang med sæsonen.