Forza

 

[ZhotLog]

Meget uenig med Zulue. Hvis man fjerner billederne, vil man få læsningen til at virke mere tung at komme igennem. Og fedt med en blog, der ikke er proppet med grafisk lir!

[Anderson08]

Fuck en fed blog, undskyld mit sprog men man er optaget af den fra start til slu, og glæder mig til at du skriver videre

[-Johnson-]

Jeg takker for roserne.

Jo da, det er rigtig flot. Drop billederne helt, for man skal ikke bare have billeder, for at have billeder, man skal kun have billeder, hvis det hjælper, og i dette tilfælde gør det desværre ikke. Super flot skriftligt.

Som ZhotLog er inde på, så er billedernes primære funktion at bryde teksten lidt, og gøre det hele en anelse mere spiseligt. Du har selvfølgelig ret i, at billederne ikke bringer noget nyt til fortællingen som sådan. Jeg kunne naturligvis godt tænke mig at høre hvilke former for billeder, jeg i stedet skulle anvende? Eller hvordan de skal anvendes? Jeg er altid åben overfor gode input. Kan du uddybe din kommentar med nogle eksempler?

[Zulue]

Det her billede, synes jeg eksempelvis er rigtig dårligt.
Kvaliteten er dårlig, det forestiller et termometer med en underlig braggrund, og det er der, at jeg mener - jeg vil hellere undvære billedet - for det hjælper ikke min læsning - end at have billedet. Det kan godt være jeg er ene om, at have billeder, men kan du så ikke putte en ramme om dine billeder? Jeg er nemlig lidt ligeglad med størrelsen og sådan, men det hjælper da i hvert fald lidt.

[-Johnson-]

Det her billede, synes jeg eksempelvis er rigtig dårligt.
Kvaliteten er dårlig, det forestiller et termometer med en underlig braggrund, og det er der, at jeg mener - jeg vil hellere undvære billedet - for det hjælper ikke min læsning - end at have billedet. Det kan godt være jeg er ene om, at have billeder, men kan du så ikke putte en ramme om dine billeder? Jeg er nemlig lidt ligeglad med størrelsen og sådan, men det hjælper da i hvert fald lidt.

Fair nok. Om et billede er godt eller skidt kan jo altid diskuteres. Men nej, det er ikke et fremragende billede. Det med rammerne er taget til efterretning. Ofte poster jeg dog fra arbejdet, hvor jeg ikke har noget foto-software, så der har jeg ikke mulighed for at lægge rammer på.

[Zulue]

Har man ikke Paint på dit arbejde, for deri ved jeg i hvert fald, at man kan lave rammer.

[-Johnson-]

Har man ikke Paint på dit arbejde, for deri ved jeg i hvert fald, at man kan lave rammer.

Jo det har vi. Men hvis ikke det skal være på frihånd ved hjælp af at trække et rektangel, så ved jeg ikke lige hvordan. Jeg synes ikke der er voldsomt mange muligheder i Paint. Jeg ved ikke om det er fordi det er en ældre version (5.1).

[-Johnson-]

September 2007:

Gianni Andretti var rasende på sig selv. Han havde begået sin anden fejl i sin rolle som manager, hvilket nu havde betydet exit fra Serie C-cuppen. På forhånd ville han ikke have betragtet dette som den store katastrofe, men som turneringen var forløbet indtil nu, var det alligevel en bitter pille at sluge. Efter 4 point i de første 2 kampe havde Mezzocorona bragt sig i en særdeles fordelagtig situation, da de efterfølgende havde lammetævet Bassano Virtus med 5-1. Modstanderne havde lagt fra land med 4-2-4 opstilling, hvilket havde betydet åbent hus i deres bagerste geledder. Dermed stod Mezzocorona før den sidste kamp med klart den bedste målscore, og manglede kun den sidste kamp mod Quinto, der på papiret var gruppens letteste modstander. Bookmakerne havde før kampen udpeget Mezzocorona til kæmpefavoritter og havde tildelt dem odds 1,07 på trods af udebane.

Gianni havde i optakten også sagt til spillerne, at dette var en kamp han forventede at vinde. Det havde været en fejl. En stor fejl. Spillerne havde tilsyneladende undervurderet de svage modstandere og kom ud til kampen med den forkerte attitude. De havde været på hælene, hvilket havde betydet at de efter 5 minutter kom bagud 1-0.

Resten af kampen var et langt pres mod Quintos mål, men der blev ikke scoret yderligere. Dette betød, at Mezzocorona endte med syv point. Gruppens andet Trento-hold Alto Adige var sluttet på otte point, og havde dermed kvalificeret sig til turneringens videre forløb. At det netop var Alto Adige, man sluttede bagved, var ikke med til at gøre tingene mere acceptable. På trods af at de to klubber ikke blev betragtet som deciderede rivaler, så kæmpede man alligevel om, at være Trento-provinsens stærkeste hold. Og her havde Alto Adige taget det første stik. Heldigvis var de to hold i samme liga, og slaget om Trento var derfor ikke tabt endnu.

Gianni var indebrændt. Han burde have advaret spillerne mod at tage for let på tingene. De burde have kørt Quinto midt over. Et enkelt point havde sågar været nok, da Mezzocoronas målscore før denne kamp sagde 10-3, hvilket var klart bedre end forfølgernes.

Franco Veronesi kom op og gav Gianni et klap på skulderen.
”Fodbold er en utaknemmelig sport.” Han lagde armen om Gianni. ”De her ærgerlige nederlag vil komme fra tid til anden. Det må man acceptere. Turneringen har trods alt vist, at vi godt kan spille fodbold. Op med humøret. Vi må videre. Det er ligaen, der er det vigtigste.”
Gianni prøvede at fremtvinge at lille smil. Veronesi havde naturligvis ret. Han måtte ikke lade sig slå ud af et enkelt skidt resultat. Han måtte fortsætte kampen for overlevelse i ligaen, og der var al mulig grund til at være optimistisk.

[Zulue]

Pisse ærgerligt - kender det lidt for godt. Rigtig god update, og jeg synes det fungerer super uden billeder.

[-Johnson-]

November 2007:

Det norditalienske klima var ikke altid en fornøjelse. Specielt ikke på denne tid af året. Her sidst i november havde det kølige vejr meldt sin ankomst. Temperaturen havde i løbet af eftermiddagen sneget sig ned på 3 graders frost. Det, der først var begyndt som slud, kom nu ned som sne. Det var sådan en dag, hvor man helst ville holde sig inden døre. Men Gianni ænsede ikke kulden. Og det lod heller ikke til, at Mezzocoronas fans havde problemer med at holde varmen. De dansede og sang fortsat til trods for, at dommeren havde fløjtet af for mere end 10 minutter siden. Gianni ville nyde dette øjeblik i fulde drag. Stadion var i ekstase. Eller det vil sige, ikke hele stadion. Tribunen bag det ene mål var tom. Det havde den været længe. Størstedelen af dem, der oprindeligt stod der, var gået allerede i pausen, og de få, der var blevet tilbage, var stille og roligt drysset af i løbet af anden halvleg.

Gianni drejede igen hovedet op mod måltavlen. Cifrene sagde: 8-1. Han fiskede sin mobil op af lommen og tog et billede med det indbyggede kamera. Bestyrelsesformande n Veronesi kom hen og lagde en arm om ham.
”Det er oplevelser som denne, der minder mig om, hvorfor jeg elsker denne sport. Mon ikke det her overbeviser de sidste tvivlere i bestyrelsen.” Veronesi grinede hæst og gik tilbage mod klubhuset.

Veronesi ramte som altid plet. Gianni kunne selv mærke det. Det var øjeblikke som dette, der gjorde alt sliddet værd. Ikke alene var 8-1 et historisk godt resultat for klubben. Men oven i hatten var det også rækkens anden Trento-repræsentant, Alto Adige, det gik ud over. Det kunne ikke blive meget bedre. Han tog en dyb indånding. Nærmest som om han forsøgte at inhalere oplevelsen og suge så meget af øjeblikket til sig som overhovedet muligt.

Gianni kom ind i omklædningsrummet. Humøret var naturligvis fantastisk. Et øjeblik overvejede Gianni at nedtone begejstringen og advare spillerne om den næste kamp, men han besluttede sig for at lade dem nyde dette øjeblik. Han bad om ordet.
”Fantastisk kamp gutter. En kanon præstation over hele linjen. Rigtig godt, at vi kan holde dampen oppe efter deres reducering til 2-1. Så skal vi da også lige sige tillykke til Lazzari med hattricket. Hvis alle mine indkøb kan præstere det i fremtiden, så er jeg godt tilfreds. Og så burde Dal Boscos brændte straffespark vel egentlig koste lidt til bødekassen. Men det kan vi vel nærmest ikke være bekendt, når manden ender med at score 5 mål.”

Der blev grinet højt og delt skulderklap og high fives ud blandt spillerne. Sejren medførte at Mezzocorona indtog en plads som nr. 8, og det løftede stemningen yderligere.

Det havde i den grad været angribernes aften. De havde stået for alle otte mål, hvilket glædede Gianni. Fra starten af sæsonen havde man været forholdsvis sårbar i forreste geled. Naturligvis havde man lejesvenden Dal Bosco, der var udset til at være en af holdets profiler. Derudover var det sparsomt, hvad holdet kunne byde på. Den 34-årige Spagnolli var i første omgang udset til at være Dal Boscos angrebsmakker, og partnerskabet var da også startet lovende. Desværre rendte Spagnolli ind i en forholdsvis alvorlig skade, der ville holde ham på bænken i 3-5 måneder. Alternativet var Raffaele Baido fra reserveholdet, som dog var et niveau eller to under. De resterende angribere var så godt som intet værd. Havde Gianni haft mulighed for at sælge dem, så havde han gjort det uden at tøve. Men det vrimlede ikke ligefrem med købere til den slags spillere.

Som konsekvens af den pressede situation, havde han valgt at købe Lazzari ubeset. Hans eneste indkøb indtil videre. En af klubbens spejdere var kommet med en hæderlig anbefaling. Lazzari var klubløs, og kunne derfor hentes omgående. Gianni havde besluttet at tage chancen. Det havde dog ikke været den bedste start for 24-årige Lazzari. Han var naturligvis blevet uskarp af at rende rundt uden klub, men Gianni besluttede at kaste ham direkte ind i start-11’eren med det samme. Han så ud til at have et udmærket antrit og alene det gjorde, at han formodentlig ville komme frem til en del chancer. Men ilddåben havde desværre den konsekvens, at Lazzari rendte ind i to skader hurtigt efter hinanden. Det var mindre skader, som kun medførte en enkelt kamps pause, men det betød alligevel, at Lazzari havde været forholdsvis længe om at nå noget, der bare mindede om kampform. Nu var han tilsyneladende ved at være der, og Gianni glædede sig til at se, hvor meget han ville udvikle sig. Det næste halve år ville vise, om denne spiller eventuelt havde mere i sig.

Hvad enten Lazzari ville blive en stor profil for holdet eller ej, så var det efterhånden på tide at forberede sig til januars transfervindue samt muligheden for at skrive forhåndskontrakter med spillere, der skulle forstærke klubben til næste sæson. Gianni fiskede mobilen op, hvorpå han ringede til en af spejderne og bad denne om at opdatere sin rapport om spillere, der kunne være interessante for Mezzocorona.

[ZhotLog]

Jeg må faktisk tilstå, at dette er den eneste blog på siden, jeg som sådan gider at følge med i. Særdeles velskrevet, ikke for meget grafisk lir, spændende vinkel og meget interessant klubvalg holder gejsten i gang hos mig som læser.

Thumbs Up 

[-Johnson-]

December 2007:

Gianni åbnede døren til sit beskedne hummer, der ikke just opmuntrede ham i hans nuværende situation. Han var taget hjem til Danmark for at hygge sig i julen med sin mor, men det havde langt fra været hyggeligt. Da han tog afsted var han ellers i et glimrende humør. Mezzocorona havde indtil nu præsteret bedre end forventet. En sejr over Nuorese på lillejuleaften og en plads som nr. 5 var langt bedre, end man på forhånd havde spået oprykkerne. At holdet efter godt halvdelen af sæsonen skulle blande sig i kampen om playoff-pladserne kom bag på alle. De fleste var dog klar over, at klubben pyntede sig med lånte fjer. Havde lejespillerne ikke været til stede, så havde situationen nok set meget anderledes ud. Det var tydeligt, at N’Siabamfumu fra Atalanta virkelig gav forsvaret et kæmpe løft. Og i angrebet var Dal Bosco (der var lånt i Vicenza) øverst på topscorerlisten. Endvidere blev det efterhånden også tydeligt for de fleste, at Lavrendi (lånt i Reggina) var en særdeles vigtig brik på den centrale midtbane. Gianni havde dog accepteret situationen, og så det nu som sin opgave at opbygge noget mere bæredygtigt på den lange bane. Allerede fra næste sæson ville det forhåbentlig være muligt, at reducere antallet af lånte spillere i truppen, og samtidig stadig være i stand til at holde et fornuftigt niveau på banen.

Hans fokus havde været 100% på fodbolden det sidste halve år, men da han kom hjem blev han konfronteret med det rod han havde efterladt.

Hans økonomi sejlede. Han var belånt til op over begge ører, og selvom han havde minimeret sine leveomkostninger, så var hyren som manager i Mezzocorona langt fra prangende, og han havde mere end svært ved at overholde afdragsbetingelsern e. Eftersom han boede i Italien, havde han kunne holde kreditorerne fra dørene alene på grund af afstanden. Endvidere havde han foretaget låneomlægninger for at opnå afdragsfrihed. På den måde havde han formået at holde kreditorerne væk. Men nu gik den ikke længere. I juleferien blevet han orienteret om, at hans hus i Danmark røg på tvangsauktion. Et salg ville kunne lukke nogle huller, men langt fra dem alle.

Situationen gav ikke just anledning til optimisme, og han overvejede et kort øjeblik at søge hjem til Danmark og få sig et job, som gav lidt mere i lønningsposen. Måske kunne han redde stumperne på den måde. Men han kunne ikke opgive sin drøm. Ikke nu. Han måtte kæmpe videre. Han var overbevist om, at med gode sportslige resultater, kunne han skabe en karriere, som med tiden også ville blive langt mere lukrativ.

Han tog derfor hjem til Italien, og var mere målrettet end nogensinde før. Han skulle nok blive en stor manager.

[Brodtgaard]

En fantastisk dejlig og velskrevet blog.

Nå man læser om kampen (8-1) kan man jo sagtens forestille sig hvordan det er i omklædningsrummet efter kampen.


Jeg er fast læser

[-Johnson-]

Januar 2008:

Gianni stod og betragtede dagens træningspas. Endnu engang fik han bekræftet sin mening om klubbens trænere. Assistenten Massimo Carli var en flink fyr, men hans trænerevner var for dårlige. Nærmest ikke eksisterende. Havde han så bare været god til at spotte talenter og vurdere spillernes evner, men det var desværre heller ikke tilfældet. Uheldigvis havde han været bundet på en forholdsvis lang kontrakt, som Gianni dog havde fået forhandlet ned, så den nu udløb i sommeren 2009. Kortere ville Carli ikke høre tale om, uagtet at han fik den størst mulige hyre. Tilsvarende gjorde sig gældende for trænerne. Gianni var overbevist om, at man kunne få bedre trænere for de samme penge. Igen var problemet dog kontrakterne. Gianni prøvede jævnligt at genforhandle, med havde kun haft begrænset succes.

Trænerne var et udmærket udtryk for, hvor klubben kom fra, og hvor langt man havde igen. Her var trænerne i virkeligheden det mindste problem. Det skulle Gianni nok få løst inden for et par år. Der var større problemer, som ville være en hæmsko på længere sigt.

Træningsfaciliteter ne var tilstrækkelige for nu, men faciliteterne til ungdommen var af en væsentlig ringere standard. Til trods for at man havde et såkaldt akademi, så var de tilhørende faciliteter minimale. Disse burde opgraderes. Specielt da filosofien var, at man netop skulle satse på de unge. Men det kostede penge, og eftersom klubbens største indtjeningskilde pt. var tilskuerne, så ledte det automatisk tankerne videre til det næste problem. Klubbens stadion. Et hyggeligt og intimt sted, som dog kun kunne rumme 1.000 tilskuere. Pt. solgte klubben ca. 90% af alle billetter, og det var derfor langt fra utænkeligt, at der kunne sælges flere billetter til en række af sæsonens mere interessante kampe.

Stadionudvidelser var dog heller ikke gratis. Så man nærmere på klubbens økonomi, så kørte klubben med et månedligt resultat der oftest endte i et lille underskud. Og dette til trods for, at der var rigeligt med plads i lønbudgettet. Dermed var den eneste indtægtsmulighed spillersalg, hvilket i øjeblikket ikke var specielt relevant, idet halvdelen af holdet var besat af lejede spillere. Mezzocorona kunne ikke betragtes som et guldæg. En stadionudvidelse var derfor heller ikke i vente lige med det samme.

Men Gianni Andretti kunne sagtens indfinde sig med dette. Han glædede sig ligefrem over at kunne medvirke til at opbygge noget. Men han var udmærket godt klar over, at han i nogle tilfælde måtte sætte de sportslige ambitioner i baggrunden af hensyn til klubbens økonomiske velbefindende og den langsigtede eksistens. Men det var han parat til. Han havde hurtigt udviklet en stor kærlighed til byen, og til det smukke landskab, der omgav den. Det her var hans klub nu. Der skulle noget væsentligt større til at lokke ham væk.

Gianni blev revet ud af sine tanker, da mobilen ringede.
Det var Veronesi, der bekræftede at Andrea Tricarico havde underskrevet klubbens kontraktudspil.

Gianni gjorde for sig selv status for transfervinduet. Det netop modtagne telefonopringning betød, at man nu fik tilgang af en spiller allerede i januar. Beskedne £1K havde spilleren kostet, og i Giannis optik, var Tricarico langt mere værd. Der var tale om en spiller, der kunne spille både højre og venstre midt. Han kom fra Salernitana’s reservehold, og han var 24 år. Gianni var særdeles begejstret for, at man fik spilleren i hus. Endvidere havde transfervinduet mundet ud i forhåndskontrakter med en venstre back og en angriber. Backen Silva Fernandes var brasilianer og han var hentet i Chievo. Han var udset til at afløse Flavio Toccoli. Toccoli havde spillet så godt som alle kampe, og havde gjort det hæderligt. Men han havde begrænsninger i sit spil, og derudover havde han rundet 34 år. Den nye brasilianer var betydeligt stærkere fysisk, og Gianni glædede sig til at se ham i aktion.

Angriberen var blot 17 år og en af mange anbefalinger til angrebet i løbet af den sidste tid. Spejderen Maurizio Soave havde holdt godt øje med U-20 turneringen, og han havde anbefalet en del angribere. Alle dog med en moderat grad af talent, hvilket gjorde at der ikke var nogen helt oplagte kandidater. Gianni havde alligevel besluttet sig for at hente et af disse talenter. Nogle af spillere havde dog lidt for høje tanker om sig selv, og havde forholdsvis høje lønkrav, men til sidst lykkedes det at skrive under på en kontrakt med Christian Massella. Han skulle i første omgang indgå i talenttruppen, men Gianni regnede med at give ham en del chancer på førsteholdet.

Transfervinduet havde desværre ikke budt på forstærkninger til det centrale forsvar, hvilket sagtens kunne blive et problem. Gianni håbede dog på, at han i løbet af vinteren kunne finde en og meget gerne to forstærkninger til defensiven. Resten måtte man låne sig til.

Ingen spillere havde forladt klubben. Der havde været et par uinteressante bud på den unge Campagnolo. Alto Adige var kommet med det mest fornuftige bud, som var et tilbud om delejerskab på £75.000. Gianni havde forsøgt at presse citronen, men Alto Adige havde trukket følehornene til sig. Set i bakspejlet burde man måske have accepteret. Men Campagnolo var forholdsvis ombejlet, og Gianni følte sig sikker på, at klubben ville få flere bud på ham i fremtiden.

Resultatmæssigt var januar gået nogenlunde. En sejr og et nederlag havde medført, at man fastholdt placeringen som nr. 5, men der skulle kun en et par dårlige kampe til, før klubben ville glide ned i tabellen. Gianni var udmærket klar over, at holdet var forholdsvist sårbart, og forventede ikke umiddelbart, at de med sikkerhed kunne holde fast i placeringen. For øjeblikket nød han dog tilværelsen i klubben, der summede af glæde over de gode resultater, som klubben havde hentet indtil nu.

[Brodtgaard]

Klasse !!