Når man sidder tilbage med en helt speciel følelse efter en kamp...

 

[TheDuck]

Dette er egentlig ikke en blog, som vi kender dem, men jeg vil alligevel fortælle om en sæson, der sluttede her til aften omkring 18.45 med en meget speciel kamp. (Skulle placeringen være helt gal, må en mod meget gerne flytte indlægget)

Jeg vil dog starte meget længere tilbage, nærmere bestemt omkring mit første møde med managerspil. Jeg er som manager meget temperamentsfuld, og kan i mine bedste (læs værste) stunder få Vigge Jensens spark til plasticstole til at virke som små tøsede spark på en reklamebande (er du ikke enig, Allan Søgaard, AC Horsens?). Og når det er helt slemt ligner Sir Alex' udgydelser til sammenligning ømme kærlighedsdigte. Altså jeg kan godt gi' udtryk for min vrede.

Det har resulteret i, at jeg tidligere har snydt og spillet kampe om, hvis resultatet ikke var tilfredsstillende og brugt diverse scoutprogrammer for at finde gode spillere. Glæden ved sejrene blev dog mindre og mindre og jeg endte med at stoppe med snyderierne og tage nederlagene som de kom.

For at komme tilbage til udgangspunktet, så fik jeg for alvor denne glæde ved en sejr uden snyd at mærke her til aften, hvor en sæson på godt og ondt med Watford endte med oprykning. Her kommer historien.

Jeg ville starte et spil i England og faldt hurtigt for Watfords mange talenter. Holdet blev forstærket hovedsageligt i bredden, men profiler som Rene Mihelic og senere på sæsonen Seth Johnson, Birkir Bjarnason, Mikael Lustig. Alt i alt et meget ungt og talentbaseret hold, hvor de foretrukne XI ved sæsonafslutningen havde en gennemsnitsalder på 23 år.

Samtidig besluttede jeg mig for at gå tilbage til 4-2-3-1, som jeg tidligere har været stor tilhænger af. Det gik fint på hjemmebane, hvor jeg slagtede alle, men på udebane kunne jeg kun en sjælden gang imellem få et enkelt point med hjem. Derfor lavede jeg en udebane taktik (4-4-1-1), der gav 3 point i første forsøg.

Jeg havde dog mistet mange point på udebane og jeg hold kun nogenlunde fat i play-off-pladserne pga. mine hjemmesejre. Spillet blev rettet op på udebane, men til gengæld begyndte jeg at tabe alt for mange dumme point fordi spillerne ikke kunne lukke kampene (sikkert pga. den manglende rutine). To ting fungerede dog stort set hele sæsonen. Tamás Priskin - min unge targetman - scorede mange mål (24/52) konkurrence med midterforsvareren Jay DeMerit (21/51). DeMerits mål kom alle på hjørnespark, hvor jeg nåede at score 32 gange i 49 ligakampe.

Jeg kredsede konstant omkring 4. til 8. pladsen helt frem til de sidste kampe, hvor jeg fik et gevaldigt formdyk. Med to kampe tilbage havde jeg 4 point ned til 7. pladsen - Preston - som så ud til at blive taberen i kampen om play-off-pladserne. Jeg kunne sikre mig ved at vinde ude over Hull i bunden af tabellen, men spillede skuffende kun uafgjort og måtte derfor vente til sidste kamp hjemme mod netop Preston. Jeg var ubesejret på hjemmebane og med to points forspring ville en uafgjort være nok, men nej, jeg tabte 2-0, så nu skulle Southampton til at miste point mod rækkens nummer 24 - Blackpool. Efter 15 min. var de foran 2-0, men mirakuløst kom Blackpool tilbage og kampen endte 2-2, så med det yderste af neglene kom jeg i play-off.

Min første modstander blev Norwich på 3. pladsen, som jeg havde slået 3-1 i begge de to foregående kampe, og hjemme slog jeg dem 3-0 i første play-off-kamp. Udekampen blev ikke nogen videre spændende affære, og den sluttede 1-1. I finalen ventede Preston igen, så nervøsiteten fik et ryk op ad med tankerne om vores sidste møde.

Finalekampen er kun fem minutter gammel, da Priskin scorer til 1-0 og en halv time senere gør han det til 2-0. Seth Johnson havde fået et gult kort, så han skulle skiftes i pausen, men så langt nåede jeg aldrig for med få minutter tilbage af 1. halvleg får han sit andet gule kort og ordre om at gå i bad. Min 4-4-1-1 blev lavet til 4-4-1 og tiden skulle trækkes, men da jeg giver bolden op til 2. halvleg erobrer Preston hurtigt og gør det til 2-1. Små 10 minutter senere står der 2-2 og oprykningsdrømmene ser nu meget dystre ud.

Kampen går dog lidt i stå indtil 77. minut, hvor Jay DeMerit header sit 21. mål ind på hjørnespark. Fem minutter senere gentager Billy Jones dog bedriften i den anden ende og kampen er lige igen. Det begynder så småt at skumme om munden på mig og øjnene sender dræberblik på alt og alle, men så sker miraklet. I det 85. minut scorer selv samme Billy Jones i eget net, i det 89. minut afslutter Priskin sit hattrick og i overtiden sementerer Bjarnason sejren med sit mål til 6-3!

En fantastisk kamp med alle følelser i spil er slut. Oprykningen er sikret efter 49 hårde kampe, og jeg sidder nu tilbage med den helt specielle følelse, som man får, når man opnår noget stort uden snyd.

[Niko]

Eminent læsning. Dejligt at høre du opnår succesc. Vil råde alle til at læse dette igennem, da denne fortælling vidner om glæden ved Football Manager. Hvis du har mistet lysten - er dette et must read.

Flot, flot, flot.

[Søren91]

Cesc har sagt alt, hvad der kan siges om dette. Skriftligt er det uhørt godt; synes seriøst du skal overveje at blogge! Og hvor gammel er du?

[ca-casen]

FEDT indlæg... jeg er også en meget temperamentsfuld manager så kender det der med at man så begynder at snyde. men er også selv holdt op med det og du har ret det føles 100x bedre at opnå noget stort uden at snyde...
Sjovt nok har jeg selv en gemt kørende med Watford hvor jeg også rykkede op i første sæson. og har i de seneste to sæsoner (08/09 og 09/10) været et sikkert midterhold i premier league med en 9 og en 10 plads, krydret med en at komme videre fra uefa cup gruppespillet i sæson 09/10 i en meget hård gruppe med Lille, Inter, Deportivo(et meget strært Deportivo hold) og Hibernian hvor det først var i sidst kamp hjemme mod inter jeg sikkerede mig videreavancement med en fantastisk 4-2 sejr.. har også spillet meget godt i de kampe som underdogs hvor jeg i den netop overstået sæson (08/09) slog Liverpool med hele 3-0 og United med en sikker 2-0 og Arsenal med hele 5-2 ....
Men SUPER FEDT indlæg!! 

[Niko]

Cesc har sagt alt, hvad der kan siges om dette. Skriftligt er det uhørt godt; synes seriøst du skal overveje at blogge! Og hvor gammel er du?

TheDuck har hvert fald et barn, så han er nok ikke 12  :
http://www.fmfreaks.dk/index.php?topic=11018.msg276946#msg276946

[TheDuck]

Jeg takker og bukker 

Jeg er en gammel ræv på 12 x 2  og skrev en del af indlægget med min datter på armen, så der kom vist et par sjuskefejl 

Jeg har bestemt lysten til at blogge videre med Watford, men jeg mister nemt interessen for et spil, hvilket kan ses på mine to tidligere blogs med Reggina og Herfølge.

Jeg forestiller mig, at der godt kunne komme en lignende update med Watford, hvis jeg får bidt mig fast i PL.

En stor del af glæden ved dette spil ligger i, at jeg endelig fik 4-2-3-1 til at køre igen, men det bliver nok mest 4-4-1-1 i PL.

EDIT: Jeg snyder faktisk en lille smule. Jeg bruger Cesc's træning, da jeg aldrig har interesseret mig for denne disciplin i FM. Og det virker! 

[Chakana]

Jeg takker og bukker 

Jeg er en gammel ræv på 12 x 2  og skrev en del af indlægget med min datter på armen, så der kom vist et par sjuskefejl 

Jeg har bestemt lysten til at blogge videre med Watford, men jeg mister nemt interessen for et spil, hvilket kan ses på mine to tidligere blogs med Reggina og Herfølge.

Jeg forestiller mig, at der godt kunne komme en lignende update med Watford, hvis jeg får bidt mig fast i PL.

En stor del af glæden ved dette spil ligger i, at jeg endelig fik 4-2-3-1 til at køre igen, men det bliver nok mest 4-4-1-1 i PL.

BLOG MED WATFORD NUUUUU!!! 

[Søren91]

Kunne godt fornemme at vi var oppe i denne alder, udfra dit skriftlige niveau! Har aldrig set dine blogs; de må være hoppet forbi mine dovne øjne. Synes det er helt fair, at du kommer med en update, hvis lysten er der! I blogs er det jo trods alt lysten der driver værket

[TheDuck]

Der er to verdener i England

Forord
Jeg fik blod på tanden med denne blog, så jeg vil prøve at fortsætte den. Jeg vil udgyde lidt lommefilosofi i de kommende updates omkring livet i den virtuelle fodboldverden, vi får adgang til gennem FM. Emnet for hver update vil være inspireret af mit Watford-save (i hvert fald så længe det kan fange mig), så i bliver ikke snydt for min videre færd i PL. Med andre ord vil jeg spille videre med Watford, reflektere over det at være FM'er gennem mit spil og koge det sammen til et par vise ord i denne blog, nøjagtig som I har set det i mit første indlæg. Håber I læser med

Selvom ord som "Technique", "Short passing" og "Creativity" ikke længere er fy-ord i de engelske rækker under PL, så er der stadig en umanerlig klar grænse mellem PL og alt det andet.

Som manager i Watford vendte jeg tilbage til det land - som jeg tidligere har spillet og vundet rigtig meget i - efter længere tid i bl.a. dansk fodbold. Det gik jo som bekendt godt i den første sæson, hvor spillere som Jay DeMerit, Rene Mihelic og Tamás Priskin var absolutte stjerner i The Championship. Festen fik dog trods alt en ende og næste udfordring hed PL.

For at danne mig et overblik over udfordringen gav jeg mig til at studere de 20 hold, der havde udgjort PL i den forgangne sæson. For at starte nedefra vil jeg beskrive de tre nedrykkere.

Derby var ingen overraskelse. De fleste af deres spillere ville have problemer med at få en plads på mit hold.
Reading havde flere klassespillere, men manglede måske kvalitet over hele linien. Flere spillere var dog lysår bedre end mine.
Middlesbrough var derimod et klassemandskab i forhold til mit eget ligesom de 17 hold, der forblev PL. Det var derfor klart, at der skulle forstærkninger til for at sikre overlevelsen.

Jeg var særdeles pessimistisk omkring sæsonens målsætning, så jeg lovede ikke andet, end at gøre mit bedste for at undgå nedrykning. Til det kvitterede ledelsen med at give mig £8.000.000 at købe ind for. De tilbød mig dog senere end ny kontrakt, hvor målsætningen nu hed overlevelse.

Med salget af en række overskudsspillere kunne jeg for alvor begynde at forstærke holdet. Det var ikke nødvendigt at gøre holdet bredere, så det var stjerner jeg var på udkig efter. Der blev budt til højre og venstre men resultat var det samme hver gang. Til trods for bedre løn osv. ville de absolut bedste spillere inden for økonomisk rækkevidde ikke til Watford. Det var altså ikke nok at rykke op i PL, jeg skulle bevise mit værd før jeg kunne tiltrække rigtige stjerner. Det blev derfor kun til moderate forstærkninger med Marius Niculae, Pontus Wernbloom og Marvin Elliott som de mest markante.

Med en trup uden store stjerner stod jeg nu foran en lang kamp for at blive i den sjove af Engelsk fodbolds to verdener. Det er ikke nemt at være oprykker...