Fulham - I medgang og modgang

 

[Temp]

Lækker blog du har gang i her. Forsæt endelig med det:)

[Sarl]

Effektivitet? - Fulham vs. Bolton 0-0

Der gik lang tid af sæsonen før jeg fik skudt den ordentligt i gang. Helt præcist 2 uger. For det var så længe sæsonen var i gang inden Fulhams første hjemmekamp. Utålmodigt havde jeg ventet, mens jeg med spænding havde fulgt mit holds 2 første kampe, der blev spillet på udebane mod henholdsvis Birmingham og Liverpool. Birmingham blev udraderet med 3-0 i en efter sigende flot kamp, men Liverpool udraderede os med 4-1 i en jammerlig affære. Så det var med noget blandede forventninger at jeg og de godt 20.000 andre Fulhamtilhængere intog vores pladser til sæsonens første hjemmekamp mod Bolton.

Og det blev en jammerlig affære. 0-0 i et opgør hvor det mest oprivende var Boltons røde kort engang i 2. halvleg, samt en annulleret Fulhamscoring. Fulham dominerede fra start til slut og Boltons forsøg kunne tælles på en hånd. Men ind ville bolden ikke. Jammerligt. Hvor var effektiviteten?

Den slags kampe har ikke været en mangelvare i min tid som Fulhamfan. Og et hvert fornuftigt menneske ville da også have droppet holdet og søgt en bedre måde at bruge sine weekender på end at se en fodboldkamp, som man ikke var i stand til at nyde…. Men når det kommer til Fulham har jeg aldrig været fornuftig… Og udover det er der sgu noget magisk ved at træde ind på Craven Cottages tribuner. Her får jeg afløb for mine frustrationer i dårlige tider, såvel fodboldmæssigt som privat, samt noget at glæde mig over i et ellers formålsløst liv.. Jeg lever og ånder for kampdagene!

Alle disse grunde er selvfølgelig noget jeg har tænkt mig til med den gammelmandsvisdom, som alderen efterhånden har tildelt mig. Den gang hvor det hele var nyt og jeg stadig var ung og grøn, var det en mystisk, men dragende kraft, der trak mig ud på stadion hver anden weekend. Det var uforklarligt og skæbnesvangert…

[BenMusalho]

Endnu en gang smukt! Især dejligt at der ikke bliver brugt de samme ord hele tiden! KIU!

[Sarl]

Straffespark - Fulham vs. Aston Villa 1-1(5-3)

Cupturneringer er en sjov ting. De er altid garant for en god overraskelse, se bare FA Cuppens historie som er fyldt med dem. Samtidig kan Cupturneringer bringe glæde og lys ind i tilværelsen, som fan af en bundklub eller et hold fra de lavere divisioner. Omvendt kan cupturneringer dog også være med til at cementere dårligdommende i en kriseperiode.

Og Fulhams første Cupkamp af betydning i 08/09 sæsonen kom under netop sådan en krise. Efter den godkendte start var holdet faldet fuldstændig sammen. Intet fungerede og efter flere miserable kampe med nederlag til følge var Fulham til fansenes store fortrydelse pludselig at finde under nedrykningstregen.

Kampen mod Aston Villa i Liga Cuppens 3. runde var derfor en god mulighed for holdet for at skaffe lidt goodwill fra de efterhånden temmelig utilfredse fans. Og det lykkedes da også for holdet. Men med hiv og sving efter det første store drama jeg oplevede som fodboldfan. 1-1 i den ordinære spilletid efter at Hangeland udlignede Aston Villas føring dybt inde i dommerens tillægstid. Og så måtte man ud i forlænget spilletid. Den endte målløs og kampen skulle derfor afgøres fra 11-meterpletten. Begge holds 2 første forsøg blev omsat sikkert til scoring, men  3. spark blev brændt af Villas skytte og så kunne Fulham bringe sig foran til stor jubel på Craven Cottage. Den føring blev ikke sat over styr og jublen brød løs på stadion. Var dette det vendepunkt i udviklingen som vi havde ventet på?

[Jharn]

Det skriftlige niveau ligger stadig meget højt, men jeg syntes ikke, at denne update har den samme stil som de øvrige. I de øvrige updates har du på genial vis beskrevet 'dine' følelser, og det er derfor, at jeg er fast læser. Dette savner jeg dog i denne update.

Dog læser jeg stadig med! 

[BenMusalho]

Enig med Jharn. Håber det kommer tilbage i næste update.
KIU!

[Sarl]

Dette skal nok komme igen i næste update. Skal dog lige ind i rytmen igen efter en weekend uden computer...

Så lagde lidt let ud. Håber i forstår og tak fordi i følger med.

[Sarl]

Modgang - Fulham vs. Aston Villa 1-3

Det gør ondt når ens hold taber. For som fan føler man sig selv som en del af hele maskineriet omkring holdet. Det gør ondt at stå uge efter uge i silende regn og slud, rystende af kulde og se på en miserabel omgang muderbrydning, som burde have været fodbold. Det gør ondt at se ens helte glide formålsløst rundt i regnen, mens de taber kamp på kamp. Det gjorde ondt at være Fulhamfan i efteråret 2008…

Krisen kradsede nedrykningsdyndet trak i os og holdet så ikke ud til at evne at trække sig fri. Jeg var på det tidspunkt på grådens rand efter hver eneste kamp Fulham spillede på Craven Cottage i den periode. Og for at være ærlig nok også under langt de fleste. For det var jo ikke sådan at vi tabte hver kamp på et uheldigt mål sat ind mod os i sidste minut. Næh nej! Vores nederlag var dybt fortjente lærestrege efter 90 minutters rædselsfulde, gyselige forsøg på at spille fodbold. Jeg har i mine mange år som Fulham tilhænger set mit hold spille alt for mange jammerlige kampe, men denne periode overgår alt. Eller måske er det bare fordi den står så klart i min hjerne af den grund, at det var første gang jeg opdagede, at fodbold ikke er ren og skær glæde og fine sejre.

Dette illustreres fint af 1-3 nederlaget mod Aston Villa i en kamp hvor Fulhams ene mål var et klodset selvmål efter et langt los op af banen. Et selvmål der i øvrigt i høj grad var mudderets skyld. Jeg tror skam ikke engang at Fulham skabte en eneste chance selv. Derimod var Villa i konstant stormløb mod Fulhammålet og set i bakspejlet kunne man prise sig lykkelig for kun at tabe med 2 mål..

Mine første mange kampe på Craven Cottage var jo som tidligere nævnt alle endt med Fulhamsejr, så det var en hel ny verden der pludselig åbnede sig for mig. Kollektive støn når den 28. fejlaflevering blev lagt lige for fødderne af modstanderen til en stor chance. Den lammende stilhed der fulgte, alt for ofte, i kølvandet på en scoring til udeholdet og ikke mindst de brøl af græmmelse der steg mod himlen når en Fulham spiller misbrugte en af de i de dage sjældne chancer.

Og Fulhams dårlige spillehumør smittede af på min hverdag. Jeg var ked og ligeglad i skolen, fulgte ikke med, lavede ikke mine lektier og måtte ikke mindst finde mig i drillerierne fra de andre drenge. De havde ligesom mig begyndt deres karrierer som fodboldfans i de dage, men jeg var alene om min passion for Fulham. De havde alle taget det sikre, men nok også mest fornuftige valg. Arsenal, Tottenham og Chelsea var favoritterne i skolegården. Og så var der selvfølgelig også de obligatoriske malplacerede Manchester og Liverpoolfans. Fodbold har altid været en måde at komme i snak med andre drenge og senere hen mænd på, men på et punkt har jeg næsten altid adskilt mig. Mit hold er Fulham!

[Jharn]

Der kom du godt igen!
Fed update!

[Sarl]

Så er der en afstemning oppe. Læg en stemme. På forhånd tak.

[Sarl]

Så er der en afstemning oppe. Læg en stemme. På forhånd tak.

Afstemningen har ikke kørt længe, men viser en kraftig hældning til at jeg får lavet et banner.

Dette er så absolut en ide, men da det grafiske lir ikke er noget jeg gør mig godt i ville det være fantastisk hvis der var en venlig sjæl der kunne hjælpe mig der..

På forhånd tak.

[Jharn]

Kontakt -Benja- ..
Han vil sikkert gerne lave dig et banner.

[Sarl]

Et vendepunkt? - Fulham vs. Everton 1-0

Når tingene går skidt for ens hold følger det en i hverdagen. Hvis det går skidt over en længere periode vænner man sig selvfølgelig til drillerierne. Man går ind i en slags søvngænger tilstand. En tilstand hvor man intet ænser i de mange lange dage der går inden næste hjemmekamp. Inden næste tur på stadion. Inden næste nederlag. På kampdag vågner man så op og har 2 muligheder. Er man uerfaren lader man en lille snert af håb og optimisme snige sig gennem ligegyldigheden og bliver som oftest slemt skuffet. Er man erfaren bevarer man ligegyldigheden. På den måde bliver man selvfølgelig stadig skuffet efter næste nederlag, men hvert kamp føles ikke som et direkte slag i ansigtet på en. For det var vel hvad man kunne forvente?

Og hvilken type fan har det så bedst når vendepunktet endelig kommer? De er præcis lige så opstemte kan jeg afsløre. For jeg har været begge dele. Uerfaren var jeg under min første store fodboldkrise og euforien var enorm da tingene pludselig vendte.

Vendepunktet var en hård kamp på en mudret bane mod Everton står tydeligt for mig den dag i dag. Intet prangende fodboldspil, ingen flotte driblinger eller solopræstationer. Kun en dårlig kamp og et heldigt mål scoret af Ricardinho. Men følelsen da dommeren fløjtede af og det gik op for os at Fulham havde vundet en kamp for første gang i - Ja det kunne vi nærmest ikke huske – var unik! Brølet der lød på stadion var som havde vi vundet mesterskabet. Alt sorgen blev gemt væk for i hvert fald indtil om en uge og næste kamp. Udviklingen havde vendt sig!

[United-styrer]

Det er simpelthen overlegent. Du rammer gang på gang hovedet på sømmet i dine beskrivelser af livet som inkarneret  fodboldfan, og jeg er dybt, dybt imponeret. Det er ekstremt medrivende læsning og en af de bedste tre siders lange blogs på siden nogensinde.

Fortsæt, fortsæt, fortsæt.

[Guldbrand]

Endnu en fantastisk update   

Din blog om en fan har inspireret mig til at måske også at lave en blog hvor man vil følge en fan. Selvfølgelig vil jeg jeg dog ikke bare lave efter dig, men derimod følge min person på en lidt anden måde..  Men nu må vi se om den overhovedet kommer..

Men nok om det..  Ville bare lige nævne at du har inspireret mig til måske også at lave en blog, og at denne blog du har gang i er en af de bedste siden har set i lang tid