En managers bekendelser

 

[vevest7]

Paris FC

1.Kapitel:

En svær begyndelse

Da jeg træder ind i omklædningsrummet mødes jeg af den tunge våde græslugt, som inficerer ethvert omklædningsrum. På gulvet foran mig ligger en hvid støvle. Det er ganske enkelt umuligt at se, hvem den måtte tilhøre. Tingene ligger smidt overalt i lokalet. Jeg kigger op. Der er ingen som har bidt mærke i min stille entre. I det ene hjørne sidder der en gruppe halvnøgne spillere og snakker sammen på et sprog jeg ikke forstår. Det er i hvert fald ikke fransk. Det havde jeg genkendt på stedet.

Dermed ikke sagt, at jeg taler sproget. I hvert fald ikke mere end de almindeligste høflighedsfraser, som jeg lige kan få sat ud over min tunge. Det er dog ikke nødvendigt her. Der er stadig ingen som har opdaget min entre. Min usikkerhed gør nok også, at jeg er ekstra forsigtig. Vil bare gerne gøre et godt indtryk.
Først da Guy Cotret træder ind i rummet sker der noget. Hvor rummet før var fulgt af larm fra spillere, som lavede sjov med hinanden, og som slog ud efter hinanden med håndklæder, så bliver der helt ro, da formanden for klubben træder ind i lokalet. Han råber noget efter spillerne i hjørnet. Tolken bag mig fortæller mig, at Cotret har bedt dem om at tale fransk eller engelsk i omklædningsrummet. Der skal ikke være nogen som føler sig udenfor i Paris FC.

Derefter sker der noget. Spillerne vender nu øjnene væk fra Cotret, som står ved siden af mig, og kigger på mig i stedet for. En af spillerne laver en nikkende bevægelse i min retning, mens han hvisker noget i sidemandens øre. De smiler.
Cotret flyver øjeblikkeligt frem, og hiver fat i spilleren. Tolken oversætter som situationen udfolder sig.

”Hvad sagde du, N’Diefi?” Cotret stirrede arrigt på den store afrikanske spiller, som blot stirrer ud i luften med en ligegyldig mine.

”Spurgte bare Pape om han vidste hvem ”white-boy” var?” Tolken gjorde mig opmærksom på, at Pape var fornavnet på den senegalesiske landsholdsspiller Pape Sarr. Jeg nikkede, uden overhovedet at være overbevist om, hvorvidt tolken havde ret.

”Det er den nye manager!” Vreden i Cotrets øjne var ikke til at gå glip af. ”Hvad i alverden bilder I jer ind! Har I ingen respekt for mig – har I ingen respekt for klubben! I har lige tabt 5-0 på hjemmebane, og så smider I om jer med tingene, og laver fis, som om det ikke betød noget som helst, at I lige er blevet buet af banen af de få fans, som overhovedet overvejede at dukke op! Skam jer!”

Larmende tavshed!

Spillerne står nu med hovederne bøjede ned i jorden, og en enkelt samler sine strømper og støvler op fra gulvet. En efter en kommer de op til mig, og hilser høfligt!

Det tunge forårsvejr med regn og kulde sætter ikke ligefrem deres humør mere op, da jeg fra vinduet i direktørens kontor ser spillerne forlade omklædningsrummet og klublokalet en efter en. Meget få spillere forlader stedet samlet. Der er et eller andet helt forkert ved det her. Hele stemningen er forkert. Flere af de franske spillere virkede tyngede af presset fra klubbens ledelse, fans og omgivelserne. Som om forventningerne i den franske hovedstad er mere end de kan bære.

Jeg må se at blive færdig med at snakke med Cotret, så jeg kan få startet forberedelserne til min første sæson i Paris.

[Jharn]

KLASSE!
Kæft det er lækkert!

[Wonderboy]

flot skrevet...

og se så at få sat skik på de "black boys"

[jimmi90]

fantastisk 

[NichlasKirk]

Må sq indrømme det er pisse godt

[United-styrer]

Yderst velskrevet indledning. Det blev lidt for meget for mig, da spillerne blev børn og Cotret fader (lidt overspillet imo), men jeg skal helt klart følge med i denne blog, hvis du holder denne standard.

[vevest7]

2.Kapitel:

Cotrets forventning

Det var blevet den 1.juli. Eller også kaldet dagen, hvor jeg skulle møde spillertruppen for 2.gang. Døren klappede stille og roligt i bagved mig. Inde bag døren sad Cotret sikkert stadig solidt placeret bag sit skrivebord. Jeg havde lige tilkendegivet overfor Cotret, at jeg var en manager, som trods min unge alder ikke fandt sig i pis fra spillerne.
Respekten for holdet var essentielt.

Dette havde ikke  overrasket Cotret, som igennem min enetale nikkede og enkelte gange udbrød: ”oui”. Han var meget tilfreds med, at jeg ikke fandt mig i uregerlige spillere. Jeg sagde samtidig, at jeg forventede at jeg fik lov at vælge spillere til den nye sæson, og at hans rolle deri ville være minimal. Til dette nikkede han igen, men hans ansigt antog dog hurtigt en anden facon… Som om det ikke helt passede ham.



Derefter tog Cotret over.

”Simon – jeg ved vi berørte det her emne, under vores samtale om klubben i maj måned. For en udlænding at træne klubben…hmm…det kræver at du forstår vores tradition, og vores mentalitet i klubben.”

Jeg satte mig mere oprejst i stolen. Det var som hans ansigtsudtryk antog en mere alvorlig tone.

”Jeg ved ikke om du er klar over det, men Paris FC er faktisk oprindeligt en sammensætning af flere Parisiske klubber, som tilsammen dannede klubberne Paris Saint-Germain og min…jeg mener…vores klub – Paris FC. Da klubberne dengang blev dannet var vi de store. Vi var klubben som fik lov at spille i første division, og vi fik PSG’s professionelle spillere. Vi formåede ikke at løfte opgaven! Siden 80’erne har vi siddet unægtelig fast i dyndet af 3., hvis ikke 4.division. Vi er ikke længere den ambitiøse klub, og vi er ikke længere parisernes klub.”

Jeg nikkede forstående. Jeg var godt klar over dette. Klubben ligger jo, som navnet naturligvis angiver, i Paris. Den blev dannet i 1964, og det var meningen at klubben skulle være en magtfaktor. Som den kæmpemæssige millionby den er, så var jeg dog godt klar over, at dette ikke lykkedes…faktisk hverken for Paris FC eller PSG. Disse to klubber har kontinuerligt skuffet de fanatiske fans.

”Vores håb er, Simon, at vi sammen kan vælte lidt rundt i Paris. At vi kan bringe glæden tilbage i klubben. Se på spillerne – de er ikke glade, og de er krævende. De er heller ikke tilfredse med spillet.” Jeg vågnede ud af min kortvarige døs. Sådan var det når Cotret snakkede – han krævede opmærksomhed og overvågenhed.

Som jeg bevægede mig ned af gangen prøvede jeg at finde frem til trænernes kontorer, hvor jeg skulle briefes kortvarigt om truppen. Samtidig gav det mig lige anledning til at tænke mere over de overraskende beskeder jeg trods alt havde fået på kontoret hos direktøren. Cotrets forventninger var blot, at vi sluttede i midten af tabellen. Vi skulle bide os fast, som han sagde, gennem de næste to år, og derefter måtte vi satse på at bevæge os videre. Personligt ville jeg jo gerne arbejde mig op i rækken hurtigere, men mit kendskab var jo begrænset…

Til formålet havde Cotret givet mig £75.000 kr, som jeg kunne bruge til spillere, og et budget på omkring de £7250 om ugen til lønninger. Dette gav mig ikke meget arbejde med, men jeg måtte jo gøre det bedst muligt.
Trænerne var hurtige i deres meldinger, da de hørte at Cotret havde sat forventningerne ned. Assistenten, Farid Fouzari, mente sågar, at det kunne have en positiv virkning på spillerne, at der ikke var en klarlagt forventning om oprykning.

”Klubben har uden tvivl en god trup, hvor vi kan opfylde de krav som der forventes af os. Måske forsvaret er vores svageste punkt.” Fouzari smilede, selv da de negative ting blev fremhævet.

”Hvilke spillere er de stærkeste i truppen efter din mening”, var det første jeg fik presset igennem på engelsk.

”Sarr, Medhi Leroy, Mimpo og N’Diefi!”

Jeg smilede ikke…Sarr og N’Diefi havde ikke ligefrem givet noget glansbillede af klubben, og måske endda jeg kunne frygte et lille opgør der, hvis ikke jeg fra starten satte mig i respekt.

Som jeg valsede af sted, blev mine skridt tungere som jeg kom nærmere omklædningsrummet, hvor der tydeligvis blev spillet høj musik, og hvor man kunne høre glædelig spillerstøj. Undrende for mig egentlig, når man tog i betragtning, at klubben ikke ligefrem havde haft en god sæson, og at vi endnu ikke havde vundet en kamp.

Mine hænder var svedige og munden tør, da jeg stile åbnede døren.

[NichlasKirk]

Nam nam, det er sq godt
Hvor fanden har du gemt dig, du har jo talent

[vevest7]

Tak for de fine kommentarer! Har valgt en lidt anden, og mindre resultat-orienteret tilgang Så må vi se, hvordan det kommer til at gå senere hen...

[NichlasKirk]

Tak for de fine kommentarer! Har valgt en lidt anden, og mindre resultat-orienteret tilgang Så må vi se, hvordan det kommer til at gå senere hen...

Det er i hvert fald super spændende, tager sq virkelig hatten af

[jimmi90]

man bliver helt bidt af det. kan ikke vente til næste kapitel

[vevest7]

3.Kapitel:

At mødes med en spillertrup

En sagte knirken stod i klar kontrast til den pludselige stilhed som overtog rummet, da jeg trådte ind. Som sædvanligt havde jeg selv træningstøj og fodboldstøvler på. Ingen undskyldning her! Det var min opgave at motivere dem. En opgave som nok ville blive lidt svær her i starten – både på grund af deres resultater sidste sæson, og fordi jeg stadig ikke kunne sige meget mere end ”hej” ”farvel og ”hvordan går det”

Heldigvis var tolken med igen, og der gik ikke mere end et par sekunder før jeg fik brug for ham, da jeg skulle præsentere mig:

”Goddag de herrer. Mit navn er Simon Madsen. Jeg er, som nogle af jer allerede ved, jeres nye manager. Jeg har skrevet under på en 2-årig kontrakt, og jeg har nogle klare mål med vores hold. Jeg håber vi sammen kan hjælpe klubben videre ind i en ny tidsalder, hvor vi spiller god fodbold, er taktisk kloge og kan udfordre de andre klubber, således at de bliver nødt til at spille op til deres bedste HVER gang.”

Tolken oversatte løbende den tekst jeg havde øvet mig på de sidste to dage. Indeni hamrede mit hjerte af sted. Der var ingen som sagde noget, og jeg kiggede mig omkring. De 25 spillere, som alle var en del af førsteholdet, var en broget blanding. Afrikanere og franskmænd i en stor pærevælling.

”Velkommen til coach” – det gav helt et sæt i mig, da der fra det ene hjørne på gebrokkent engelsk var en spiller som rejste sig op. ”Jeg er Stephane Lucas, målmand.”

Jeg gav ham hånden, da han nåede over til mig. En efter en kom spillerne over, sagde ”coach”, nikkede bekræftende, og gav mig hånden. Var dette en accept fra spillerne?

Jeg sluttede af med at forklare dem, at de nok godt kunne forvente forstærkninger, og at de hver især måtte kæmpe for deres plads på holdet! Det gav hurtigt nogle blikke, men jeg rokkede mig ikke. Kiggede tilbage, selvom jeg indeni vidste, at jeg måtte træde varsomt her i starten.

På vej ud af døren stoppede jeg op – ”pis”, tænkte jeg. Det havde jeg glemt. Jeg vendte mig hurtigt om, og sagde: ”Forresten – så er I alle på skift indkaldt til møde på mit kontor i løbet af den næste uge, så hvis I bare kommer og banker på, så får vi os hver især en snak.”

Jeg vendte mig og gik ned af gangen, hvor jeg stødte på træneren Zahouri. Han overrakte mig en liste over spillerne, og deres alder, position de spillede og nationalitet. Ude ved siden af papiret stod der hvor lang tid de havde været i klubben.
”Du kan bare fylde navne på, når du har fundet forstærkninger.” Zahouri smilede. Han vidste åbenbart godt, hvad jeg havde snakket med direktøren om. Det var ellers hurtigt.

Jeg mødte flere af klubbens ansatte på vej ud af døren. Jeg havde nogle aftaler med forskellige agenter som jeg skulle mødes med i løbet af aftenen på Stade Charity inde i byen. Et fantastisk stadion for en klub på dette niveau. 25.000 pladser, og flotte faciliteter.

Jeg stod på ende tribunen og skuede ud over stadion. Jeg havde fået stadionchefen til at tænde den ene af projektørerne, så banen lyste op. Wow – sikke en mulighed. Og et kort øjeblik var jeg fanget i lyset – i lyset af projektøren, men mest i lyset af det pres der ville være de næste 4 uger inden sæsonen startede…

[Katanka]

Lækker start. Sidder helt og bliver grebet af det, desuden et lækkert stadion de har.

[JimmyGP]

Det er virkelig en lækker start.. jeg ser det hele fra dine øjne og jeg føler selv at jeg er der.. KIU.. glæder mig meget til at høre mere..

[vevest7]

 

4.Kapitel:

Indkøb, anførere og spillemæssige problemer

Jeg rystede på hovedet. Efter et møde med den italienske agent Paolo Mazzia, så sad jeg pludselig nu og skrev under på en kontrakt. Paolo Mazzia repræsenterede den forhenværende Atalanta-spiller, Salvatore Fresi. Fresi havde hørt, at Paris FC var under ombygning i klubben, og der var ved at ske nogle større rokader, og ikke mindst så havde han hørt, at klubben var på udkig efter kompetente forsvarsspillere. Hvorfra han havde fået denne information var mig en gåde, men jeg havde på fornemmelsen af Fouzari havde en finger med i spillet.

Jeg havde ingen betænkeligheder ved at signe den 34-årige italiener, som havde spillet 17 U21-landskampe for Italien i sin tid, og derfor var der også gode muligheder for, at han kunne bidrage noget positivt.

Jeg havde også mødtes med agenter for flere spanske spillere, blandt andet den unge Alex Fernandez på 19 år, som stod ud under en U19-turnering i Spanien. I hvert fald ifølge agenten. Han skulle efter sigende være en uhyggelig skarp angriber, stor stærk, og hurtig. Desværre måtte jeg hurtigt erkende, at en klub i den franske 3.division på ingen måde tiltrækker unge spanske spillere. Huesca i Spanien trak derfor af med den lovende angriber.

Menzy, en fransk agent havde repræsenteret en del spillere, som jeg havde kig på. Jeg havde fulgt dem i slutningen af sidste sæson, og da de alle var tilgængelige på en fri transfer nu, så passede de perfekt ind i klubbens tænkning. Ikke de yngste spillere, men jeg havde da en klar forhåbning om, at jeg kunne bruge dem.

De første fire nye spillere blev derfor præsenteret den 3.juli, hvor jeg afholdt den første pressekonference. I selskab med min nye bedste ven – tolken! Her kunne jeg i selskab med Cotret præsentere, udover allerede nævnte Fresi, brasilianske Zédivan på 36 år
,

den 24-årige franskmand, Pierre Vignaud

 
og til sidst den 23-årige Kevin Jacmot.


Blot to dage senere bekendtgjorde vi i klubben, at vi havde sikret os 33-årige Sylvain Poicon
, og 3 dage senere, den 7.juli blev mine sidste indkøb så bekendtgjort på en kort pressekonference. Der var tale om den 20-årige franskmand, Nicolas Vergnes, den 32-årige Mikäel Champaux og til sidst den 36-årige Khalid Chalqi.




Disse 8 spillere blev dermed tilføjet klubbens 1.hold. Samtidig flyttede jeg lidt rundt i truppen, hvor enkelte spillere blev sendt ned og træne med ungdomsspillerne. Og dermed kunne jeg samtidig aflevere registrerings-listen over de spillere, som jeg ville benytte i ligaens første halvår.


Samtidig med registreringen offentliggjorde jeg, at vi havde skrevet nye fuldtidskontrakter med alle 1.holdsspillere, og at jeg havde valgt at Stephane Lucas, klubbens førstemålmand, skulle være anfører. Chaher Zarour blev udnævnt til den nye vice-anfører. Jeg havde frygtet lidt, hvordan truppen ville tage den beslutning, da det som sagt ikke havde været så harmonisk, og førhen havde det været de to afrikanere Modeste og Mimpo som havde varetaget det i klubben – derfor frygtede jeg splid.

Heldigvis gik der ikke mere end et par minutter af næste dags træningspas før Jacmot, Champaux og Poicon havde været henne og erklæret at de var meget tilfredse med udnævnelsen af Lucas som den nye anfører.

Måske det alligevel kunne lykkes at skabe et bedre sammenhold. Måske det alligevel kunne lykkes at skabe resultater!

En uge senere måtte jeg erfare, at der i hvert fald går lang tid, før vi kan være med i noget som helst. Jeg havde sat truppen op til kampen mod Sion fra Schweiz i den første kamp. Vi skulle jo gerne vise fansene, at nu kom vi. 4-4-2 var opstillingen, og spillerne var entusiatiske, klar og relativt friske i kroppen efter en hård træningsuge.

Kort inde i kampen stod det dog 0-2 til Sion, og vores fantastiske stadion stod samtidig gabende tomt – blot 1000 tilskuere var kommet for at opleve kampen. I pausen sendte jeg 11 nye spillere på banen, som skulle prøve at gøre det bedre, og det lykkedes da. Godt nok tabte vi kampen 2-3, men i 2.halvleg vandt vi 2-1. Angriberen Dia og reserven på højre back, Ouéhi, scorede vores mål.

Tre dage senere fik vi så besøg af mægtige Werder Bremen. Ikke en kamp jeg forventede mig meget af. I løbet af dagene siden kampen mod Sion havde jeg dog måttet erkende, at vi ikke endnu var klar til at spille 4-4-2. Dertil var holdet alt for defensivt stærkt. Særligt mit manglende held med at skaffe Alex Fernandez til klubben havde gjort, at jeg ikke følte, der var nogen grund til at spille 4-4-2, når jeg kun havde en reelt set stærkt angriber. Derfor lavede jeg systemet om til en 4-5-1…det hjalp dog ikke. Bremen kom foran, hvorefter midtbanestjernen Medhi Leroy udlignede. Men men men…som set før, så har de store hold flere gear, og i løbet af 2.halvlegs sidste 5 minutter scorede Werder Bremen 4 mål, og kunne rejse hjem med en 1-5 sejr i bagagen.

Efter kampen havde der været optræk til ballade. Ben Yahia, som var kommet til klubben kort før min egen ankomst havde svinet flere af forsvarsspillerne til. Det blev til et større skænderi mellem de afrikanske og franske spillere, hvor Ben Yahia ledte bataljen sammen med Tidiane Dia – på den franske side var det Jean-Marie David og Gilles Cioni som trådte i negativ karakter.

Jeg diskuterede sagen kortvarigt med direktør Cotret, som gav mig fuldmagt til at disponere over, hvad straffen skulle være, og hvor hård den skulle være. Dia, Ben Yahia, David og Cioni blev kaldt til møde sammen, hvor jeg annoncerede, at de havde forspildt deres chance i denne sæson, og måtte spille fodbold på 2.holdet resten af indeværende sæson.

En positiv ting ved kampen var at mærke, at er faktisk eksisterer en reel opbakning i Paris. 8500 tilskuere havde bevæget sig ud i den varme sommer-sol og set os blive ydmyget.
Der måtte ske en ændring! Jeg måtte motivere dem til at yde mere i den næste kamp, så vores fans ikke gik forgæves!