Till I Die

 

[Zulue]

Fine updates, men i længden keder det mig en smule. Det mangler lidt af den glød du normalt ligger for dagen, ikke at dette er dårligt, men mere at det er en tand ensformigt og sådan. Jeg ved godt, at det er sådan du har valgt at køre din blog, og al respekt til det.

Flotte resultater og god vind.

[Rossonero]

Kan helt klart give dig ret i, at det ikke ligner noget, jeg har lavet før. Dog er det utrolig tidstrængende, hvilket det helst ikke skal være mere, og denne stil gør det virkelig let for mig, og så kan jeg også selv godt lide at skrive sådan. Det er uden tvivl en stil ikke alle kan lide, men sådan er det nu engang.

Tak for comment.

[Rossonero]

Positive oplevelser er det eneste vi har været igennem på det seneste. Vi er med, hvor vi skal være med, og vi overrasker fortsat alle på vores vej. Dette har vi været specialister til i de seneste par måneder, og hvorfor spørg I? Hold nu fast...

Lad os starte med det bedste, som i dette tilfælde er ligacuppen, der snarligt bevæger sig ind i semifinalen.
Arsenal var som bekendt vores modstander i turneringens fjerde runde, hvor vi, ifølge medierne, godt kunne pakke sammen og drage hjemad, med den tunge smag af bitterhed i mundvigene.

St. Mary’s var i sit stiveste puds, da Arsenal gæstede stadion, med fans skrigende og rablende ude på tribunerne. Et nederlag til os var åbenbart det alle forventede, men det kom som noget af et chok, da scoringstavlen viste 1-0 til os efter kampens slutfløjt.
Til trods for at Arsenal havde et stort overtag i opgøret, formåede vi at tage os af det nødvendige, som var et kontraangreb, afsluttet af Saganowski, der fortsat banker mål ufortrødent i nettet. Heldige? Det var vi nok, men vi slap godt afsted med det, og vi stod pludselig tilbage i kvartfinalen, hvori Liverpool var modstanderen.

Mod Benitez’ Liverpool var der andre kort på spil. Det var nemlig blevet vores tur til at være på udebane, og denne gang var destinationen Anfield. Opgøret var modsat kampen mod Arsenal, da det var os, der var chanceskaberne. Vi havde overtaget i kampen, og det gav pote efter 27 minutters spil. Stern John var manden med målet, mens lynhurtige Nathan Dyer så sig selv i oplæggerens rolle. Det er i sådanne situationer, hvor man for alvor kan mærke, at man stadig lever. Flere mål var ikke tilstede, hvilket betød vi gik videre til semifinalen, hvor én 3 på stribe kan gå hjem. Manchester United er holdet, der skal konfronteres på Old Trafford d. 9.1.2008 samt d. 23.1.2008 (semifinalen strækker sig over to opgør).

I ligaen fortsætter vi de flotte takter, og vi er fortsat på førstepladsen – en førsteplads, der nu deles med de benhårde konkurrenter, West Bromwich (49 point til hver). Selvom vi ikke taber kampe, har vi tendens til, at skabe nogle meget skadelige uafgjorte resultater, som så sandelig har taget røven på os nu. Der er dog ingen tvivl om, hvem der bør være de spejklare ettere, da vi tidligere på måneden mødte West Bromwich, som med garanti så mareridt, da de lagde sig til at sove. Et hattrick til Bradley Wright-Phillips (Shaun’s bror), én kasse hver til henholdsvis Marek Saganowski og Jhon Viáfara, mens West Bromwich kun fik én spiller på scoringstavlen, som Roman Bednar stod på. Det fortæller bare en smule om, hvor unfair stillingen lige nu forholder sig, men vi har stadig nok tid til at ændre det, og det bliver meget snart...

[Baliian]

Fed update, vildt at du er kommet til semifinalen og har slået liverpool og arsenal ud.
Tillykke med det

[Zone 43]

Fantatiske resultater.. Forhåbenlig går du hele vejen i Carling Cuppen

[Dusty78DK]

Tja, man kan vel godt sige at det er forventet at du ligger med helt fremme i The Championship. Men det er fedt gået alligevel 

Men derudover vil jeg lige sige at dine præstationer i pokalturneringerne simpelthen er for fede, og jeg kaster respekt mod dig 

[GHERTESTEAS]

Lækker blog Rosso. Super skriftlig del som vi kender dig, og flot brug af grafik!

Bliv endelig ved!

[Rossonero]

”Vi vandt...”

...to ord, der har cirkuleret rundt i vores omegn gentagende gange i denne sæson, som stadig har en masse benzin, der skal tømmes. Indtil videre går det fornuftigt, og hvis du læser med, kan du forstå, hvorfor det har været tilfældet.

Lige siden kick-off har vi tilrettelagt os på det helt rigtige spor, som efterhånden har ført os usandsynligt langt. Programmet har stået på sejre efter sejre, og det angiver stillingen klart og tydeligt.

Vi har med fart i støvlerne sprintet to måneder frem i det nye år (2008), hvor vi fortsat er at finde på førstepladsen, trods farefulde komplikationer. Presset er langt fra blevet mindre fra West Bromwich, der tydeligvis ikke lader sig løsrive synderligt let.

Det har i den grad ikke været mangel på storform, men den store mængde af pres fra alle leder og kanter. Som ét af de få hold i Coca-Cola Championship var vi stadig med i den engelske ligacup og den nyligt igangsatte FA Cup, som vi hurtigt røg ud af. Spillerne har åbenlyst taget skade af det hårde program, herunder hører et par skadelige resultater til. Lad os gå i detaljer, tak...

Coca-Cola Championship forventninger
Vi forventer som minimum, at holdet sikrer sig opryking fra Coca-Cola-Championship denne sæson.

FA Cup forventninger
Vi forventer som minimum, at holdet kommer i fjerde runde i FA Cup.

Ligacup forventninger
Vi forventer som minimum, at holdet kommer i tredje runde i Ligacup.

Ovenstående opgaver fik jeg smidt i hovedet, kort efter jeg blev ansat i klubben. Uden at lyde som en opblæst pralhals, kan jeg med stolthed i stemmen konstatere, at alle mine opgaver er blevet fuldført, eller sådan da...

Hvis vi tager et kig på stillingen i ligaen går det efter planen, og der skal tilsættes et skrækkeligt anarki for at vores projekt kan gå i vasken. Ligaen har i takt med kalenderen taget skiftet ind i februarmåned, hvor vi som sagt sidder forholdsvist uroligt på førstepladsen. Sidst jeg berettede delte vi førstepladsen med West Bromwich, men dette er der endelig blevet lavet om på. Undervejs har vi kæmpet os op til overfladen med ét points forspring til de førnævnte konkurrenter.

I FA Cuppen var vi mindre heldige, hvad angik lodtrækningen. Blackburn, ud af adskillige hold fra forskellige niveauer, blev hevet opad bowlen, hvilket gav mig en klump i halsen på samme tid. Blackburn har været oppe og ringe i Premier League, hvor de på det tidspunkt, vi mødte dem, lå på en overraskende femteplads.
Igen, igen fik afærren en mere eller mindre uventet drejning. Ewood Park var destinationen, og uden tvivl et sted, hvor Blackburn er vanvittig farlige. Det viser de så sandelig også med talrige chancer, og det gav dem pote allerede otte minutter inde i kampen. Matt Derbyshire slap sig løs fra vores forsvar, og lagde stensikkert bolden i nettet til 1-0. En sen scoring, dog fortjent, af Adam Hammill, sikrede os dog en omkamp – med os på hjemmefronten, St. Mary’s.
Her blev kortene i høj grad roteret til vores fordel. Adskillige chancer ræs mod Blackburn-målet, der tydeligvis havde svært ved at håndtere det enorme pres, vi lagde for dagen. Størstedelen af målchancerne blev fyret af fra Marek Saganowski, som undervejs i kampen scorede to ualmindelig flotte kasser, der gav os en velfortjent 2-0 sejr.

I turneringens fjerde runde fik vi endnu engang et Premier League-hold, Middlesbrough, leveret til døren. Slaget blev kanoneret på vores hjemmebane, hvilket gav os snærten af håb forude.
Til trods for at vi var i dominans hele opgøret igennem, fik vi ikke en fløjtende fis at juble over, selvom det nok anses som et fornuftigt resultat. En dødkedelig dyst med de intetsigende cifre 0-0.
Endnu engang var det i returen, vi slog hårdest til. Som stærkt ufavoriserede trådte vi ind på Riverside, der fik sig noget af et stød, da vi efter 90. minutters spil drog hjemad – som ubestridte vindere. Et mål af Wright-Phillips, et selvmål af Weather, og en reducering af Alfonso Alves var årsagen til, at vi vandt 2-1.

”All good things come to an end” var et passende ordsprog at tage i brug, da Liverpool skulle ses i øjnene, og det blev oveni købet gjort to gange. Først på eget græs, hvor vi på forunderlig vis holder fast i et 0-0 resultat, med et forsvar der var urokkelige på dagen. Det vanlige chok syndrom, der har gået rundt i denne sæson, var ikke synligt mere. Liverpool pressede os godt og grundigt, og deres gevinst var en 2-1 sejr (Marek Saganowski stod for vores ene mål). En mere end tilfredsstillende bedrift at nå frem til femte runde af FA Cuppen, og man må jo hovmodigt sige, at vi røg ud af turneringen med vores ære i fineste behold.

Som de fleste læsere er bekendt, var Manchester United holdet, der skulle træffes i ligacuppens semifinale. Igen forventede jeg ikke et chokresultat, selvom håbet inderst inde var tilstede. Grundet nogle ændringer her, dér og alle vegne fik vi lov til at starte på hjemmebane, og endnu engang slap vi godt afsted fra modstanderens massive tryk. Opgøret ender 0-0, hvilket nærmest betød at vi for alvor var ude af kampen om billetterne til finalen.
En udesejr var alt for usandsynligt, og af det faktum at kampen fandt sted på selveste Old Trafford, eskalerede det usandsynlige til et højere niveau. Manchester United vandt som ventet kampen 2-0, og den ellers så vidunderlige drøm kom til en ende. Man kan dog ikke være andet end stolt som Saints-fan, og som træner, tja... Så er det fantastisk!

Vi runder af med et par oplysende screenshots:

Stillingen i Coca-Cola Championship
Seneste resultater (20.10.07 - 08.03.08)
Resterende kampe

Tak for denne gang.

[Rossonero]

Jeg ønskede guld og grønne skove, og tampen brænder kraftigere end nogensinde. Humøret er højt, solen skinner og moralen på holdet kan umuligt blive bedre. Vi er tættere på førsteklasse end nogensinde før i denne sæson, og i går tog vi et astronomisk skridt ind mod lyset – en retning, der leder vejen til England’s bedste række, Premier League.

Som et gennemkørende tog ræser vi igennem sæsonen, og i går stod Queens Park Rangers for skud. Luigi Di Canio’s trup har overrasket gevaldigt i denne sæson, og der var lange perioder, hvor ”The Hoops” var helt oppe på en fjerdeplads. Førinden opgøret var Q.P.R. på en sjetteplads, hvilket var grund nok til at respektere italienerens mandskab. Favoritværdien var dog naturligvis på vores side, og det var skam også det rette sted at satse penge på.

Vi foldede os godt ud allerede i de første minutter, og vi viste for alvor, hvem der havde grebet om dirigentstokken. Andy Carroll, vores lejesvend fra Newcastle, bragte opgørets første chance til livs. Teenageren sneg sig forbi Q.P.R. forsvaret og affyrede et skud, som Matt Pickens boksede ud til hjørnespark. Adam Hammill trippede engageret henimod bolden og placerede indlægget, der ramte Andrew Surman’s hoved, som headede bolden overlegent i nettet.

Selvom førringen var i behold, var der ikke overskud til at risikere noget som helst. Jeg trak derfor lidt ned i trådene, og det viste sig minsandten til at være den helt rigtige beslutning. Vi var konstant på boldholderen, Q.P.R. fik undtagelsesvis chancer uddelt, og vi var mildest talt vaskeægte konger på St. Mary’s. Mere dramatik var der åbenbart ikke plads til, og vi forlod banen som fortjente vindere. Så godt som dette ellers føltes, var der meget mere at komme efter...

West Bromwich, der har været som en tatovering i denne sæson, var sikre på en sejr over Sheffield Wednesday. En nødvendig sejr, hvis de stadig ville holde tæt kontakt med førstepladsen. Frydefulde var vi i Southampton, da West Bromwich heldigvis ikke var i deres es. Opgøret endte 2-2, og pludselig stod vi tilbage med et forspring på tre point.

[GHERTESTEAS]

Fantastisk igen Rosso. Ikke de mest editede billeder du har med, og simpeltheden gør det rigtig godt her! Jeg elsker det Rosso! Du skriver fantastisk og præsterer en flot, flot opsætning med noget lækkert grafik. Jeg mener du har en chance for at vinde, og at du næsten er sikker man i top5, i en ekstremt tæt konkurence på vanvittig højt niveau.

God vind fremover, men du bliver desværre slået af Zone og jeg!

[Rossonero]

Så er det et stykke tid siden, at bloggen er blevet opdateret.

Bloggen er langt fra færdig, så ingen bekymringer på dét punkt. Jeg har haft meget, meget travlt på det seneste, hvilket har hindret en masse ting, som jeg forhåbenligt snart kan vende tilbage til.

Med venlig hilsen,
Rossonero

[steeval]

Vanlig høj skriftlig standard, der fuldt fortjent gav dig månedens blog, lettere krydret med flotte resultater og opsætning, resulterer i en seks stjernet ret, som man ikke kan andet end at nyde.

[Rossonero]

Denne sæson udviklede sig til et vaskeægte action-brag. En hård og lang biljagt, hvor fartgrænsen blev overtrådt og panserne aldrig fik fat i os. Vi ankom til destinationen uskadt, og det lange eventyr fik en lykkelig slutning. Jagten gennem 23 forskellige byer, hyl af sirener og skud passerende frem og tilbage. De skide pansere i hælene, der svigtende måtte se deres objekt bringe sig længere og længere foran. Sirenerne blev svagere og svagere. Tilbage stod vi. Slynglerne.

Gevinsten blev et mesterskab + en oprykning til Premier League, som kan få vitale følger for os. Det forventede blev indfriet, og vi bliver i den grad anerkendt rundt omkring. En ny æra har tilrettelagt sig i Southampton, hvorfor det ikke kan gå helt galt i næste sæson.

Halvvejs i sæsonen tegnede det til at blive en neglebidende afslutning, hvilket ikke just blev tilfældet alligevel. West Bromwich mistede grebet om stafetten, og vi udnyttede deres fald i fulde drag. Vi vandt mesterskabet med fem points forspring til den nærmeste, og det kunne snildt have blevet til mere, hvis jeg undlod at give reserverne deres stjernestund i de sidste kampe.

Vi spillede rent faktisk et afskedsopgør mod West Bromwich i ligaens tredjesidste kamp. Et opgør der udelukkende handlede om en vis ære, da mesterskabet før opgøret var i hus.

Festlighederne blev skudt i gang foran 28879 tilskuere på The Hawthorns, hvor hjemmefolket allerede efter fire minutters spil fik deres pander til at rynke i en kraftig facon. Den altid sikre Bradley Wright-Phillips gav os førringen, efter en pragtfuld aflevering fra Adam Hammill’s magiske højrefod. Blot fire minutter senere var vi på spil igen. Mønten blev sat i spillemaskinen, tre af de samme figurer blev fremvist på skærmen og pengene fossede ud af skakten. En lille metaforisk linje af 2-0 målet fra Andrew Surman, der bankede noget af en raket lige ind i målets store rene gab. Ishmael Miller reducerede til 2-1 før halvlegsfløjtet, men det forbedrede langt fra West Bromwich’s situation, da de i andenhalvleg lukkede yderligere tre mål ind. Wright-Phillips fik to mål til ind på kontoen, hvilket betød et hattrick, mens Surman tog sig af de resternde ærter og samtidig fik titlen som dobbeltmålscorer. West Bromwich oplevede en ydmygelse af rang. 5-1.

Det var lige nøjagtigt, hvad vi var kommet efter. Venskabet mellem os har ikke ligefrem været skyhøjt i denne sæson, hvorfor opgaven var at give dem den værst tænkelige afslutning på sæsonen – og det fik de.

Mission accomplished.

[Cencur]

Tillykke med oprykningen, glæder mig til at se spiller indkøbene der skal holde dig oppe i den mest præstigefyldte liga!

[SirToby]

Ikke blot formår du at gøre det fremragende i dit spil, du skriver også helt fantastisk, hvilket gør det federe for os læsere.

Absolut klasse!