"Die Piraten der Liga"

Borussia Mönchengladbach
^{Borussia-Park}

Det var kort før kampstart, jeg gav mine spillere de sidste instrukser før de stillede sig ud i spillertunnellen. Ugen forinde havde vi spillet den første 2. Bundesliga kamp i sæsonen. Vi formåede at score to mål, men tabte 4-2 på Millerntor-Stadion mod Fürth. Jeg følte at vi var nødt til at gíve fansene et eller andet, efter to utroligt skuffende kampe på Millerntor. Nu gjaldt det Borussia-Park, hvor vi skulle mod nedrykkerne fra den store Bundesliga, Borussia Mönchengladbach. Det virkede som en uoverkommelig modstander, og rejseturen sad stadig i min krop da jeg gik ind på dette fantastiske stadion. 39500 sad rundt omkring, godt dobbelt så mange som på Millerntor, det var helt fantastisk! Dommer Thomas Frank var kort ude og give hånd til mig og Gladbach-manageren Jos Luhukay. Hvilket mærkeligt navn.

Voldsom hede var der også her i Mönchengladbach, fuldstændigt uudholdeligt. Der gik ikke mange minutter før jeg greb om en vandflaske, for at være helt præcis var der gået seks minutter af selve kampen. Jeg klemte om plasticflasken og ud sprøjtede det med dejligt koldt vand direkte i hovedet på mig, dejligt! I samme sekund kunne jeg ane bolden i spil ude på vores højrekant. Brunnemann var manden der var på bolden, i de utallige dynger af vand jeg fik i hovedet kunne jeg se at Brunnemann lægge den indover. Pludselig blev der overraskende stille på stadion og kun en lille del jublede - delen med dødningehovederne. Jeg smed flasken og kunne med vand udover det hele se mine spillere juble ude ved hjørneflaget. Jeg løb med armene løftet langs sidelinjen. Hoppende omfavnede jeg Christof Babatz som scorede målet. Vi var foran på Borussia-Park, jeg kunne ikke have drømt det bedre! Efter en hurtig omfavnelse af Christof løb jeg tilbage til bænkpladsen, med knyttede næver kunne jeg gå hen mod André Trulsen og hurtigt high-fivede vi, før vi og satte os tilbage på vores pladser. Jeg fandt min notesblok frem og noterede ganske kort nogle ord ned.

Hvad bilder dommeren sig ind? Enhver kunne se at der ingenting var? Mit temperement var ved at bryde fuldstændig ud. Det er da for galt at han sådan lader ham filme, selv jeg kunne helt herudefra se at der ingenting var! Jeg nærmest løb op, kun stoppet af den lille boks hvor jeg vidste at hvis jeg gik ud over den, gik det galt. Jeg tror selv at jeg råbte umådeligt højt da det skete. Da dommeren med flad hånd pegede på pletten. Med voldsomt fægtende arme viste jeg hvor utilfreds jeg var. Det bliver sikkert gengivet et par gange på skærmene rundt om, men det kunne jeg ikke tage mig af. Irriterende. Jeg spejdede omkring vores straffesparksfelt, og kunne se at det var den tidligere tyske landsholdsangriber Oliver Neuville, som gjorde sig klar til at sparke til bolden. Jeg tror aldrig jeg har følt mig så uretfærdigt behandlet, nu var vi lige kommet foran og så filmer de sig fandme til et straffespark. For meget! Neuville tog ikke hensyn til mine store armfægtninger og løb hen mod bolden. Jeg stod måbende og gloede, Patrick Borger sprang til højre kunne jeg spotte blandt den store mængde af spillere. Oliver Neuvilles skud gik på fantastisk vis den samme vej, og Patrick reddede exceptionelt bolden og boksede den ud til hjørnespark. "JA, FANDME JA!", råbte jeg umådeligt højt. "SÅDAN, PATRICK, SÅDAN!". Dagen var reddet - for nu i hvert fald.

Vand... Vaaaand!.. jeg var ved at dø. Min plasticflaske var allerede tømt. Jeg vendte mig om mod André, - "vand", som et anden krav om at han skulle hoppe op og løbe ud i omklædningsrummet. Jeg tænkte mig om. "Wasser" udstødte jeg så, og straks forstod André mig. Han gav et eller andet tegn, og kort efter kunne jeg igen samle mine hænder omkring en vandflaske fyldt af dejlig koldt vand. Hvem fanden har også bestemt at vi skal have hedebølge? Vi var endelig omkring halvleg, endelig skulle jeg ind og mærke det kolde - og til dels mørke - omklædningsrum. 5 minutter igen, bare 5 små minutter. Jeg satte mig igen tilbage på bænken, og greb om min notesblok, vi havde jo vist en fantastisk præstation i første halvleg. Jeg tog mig selv i at falde i staver, og rettede mig straks op. Jeg forsøgte at få øjenkontakt med Christof, råbte i hærdigt på ham, men ingen reaktion. Gud hvor får man lyst til at lukke munden på samtlige Gladbach-fans! Jeg nåede lige akkurat at notere at Ahmet Kuru var alt for defensiv, da han lavede et helt exceptionelt løb jeg aldrig har set nogen spiller gøre før. Han splittede hele forsvaret ad, og hans afslutning var jo helt outstanding og uden sammenligning. Samtlige spillere, trænere og hvem der nu ellers sad på vores bænk fløj op med armene i vejret. Det var præcis hvad vi havde brug for - lige præcis! Jeg kan umuligt beskrive hvor smukt et mål det var.

Endelig! Dommerens endegyldige fløjt, som signalerede pause. Pause til spillerne. Pause til mig. Pause til alle bortset fra fansene, de stakkels fans som havde tilegnet sig en billet, stod nu stadig ude i varmen og råbte videre i bar overkrop. Jeg er om ikke andet glad for at komme ned i omklædningsrummet, og få en lille pause, men jeg kan på den anden side heller ikke vente til at at komme i gang igen! Da alle spillerne var samlet i spilleromklædning begyndte jeg stik imod min første peptalk mod Bielefeld at snakke mig selv af ende; "What you've done out there.. that's amazing. Simply amazing. If you're going out there again and deliver a performance exactly like the one you just did, we'll win this game. No doubt. And why shouldn't we do that! COME ON! We can beat them, even though they try 17 times, we'll beat them!" Jeg fortalte spillerne i godt samarbejde med André at de skulle gå lidt længere ned på banen, men alligevel ikke for langt, da det forkerte træk muligvis kan få vitale konsekvenser. På afslutningsvis råbte jeg ud i omklædningsrummet; "WE CAN DO IT!", med den indre tro at jeg ville vinde min første kamp af betydning med St. Pauli i dag. I dag skulle være dagen. I dag.

Og alligevel kom vi ud til anden halvleg og lignede en gang lort. Fuldstændig, vi havde ikke en gennemspillet chance i oceaner af tid, hvor Mönchengladbach derimod havde flere tusinder. Sådan føltes det i hvert fald. Patrick Borger leverede dog den store indsats ovenpå den anden i målet, han havde været helt fantastisk indtil videre i dag, ingen tvivl om at han vil være mit første valg, efter denne pragtpræstation. Jeg besluttede mig for at rejse mig og gå ud i "mit" felt. Jeg kiggede kort op på himlen, hvor fantastisk! Skyer! Og alligevel sådan en hede, men tja. Jeg fik en trang til at råbe ad det jeg så. Sådan en trang at jeg gjorde det, kaldte hurtig på Issah Ahmed som kom spurtende hen til mig. Jeg fortalte ham kort at han skulle holde ekstra øje med ham Neuville i nr. 27 som en ekstra tilføjelse sagde jeg kort "slå ham på fysikken", befriende endelig at kunne tale dansk, men det var egentlig underordnet. Jeg gav orderen til Issah, og i det efterfølgende angreb kunne jeg tilfreds stå og se Issah fokusere i en stor grad på Neuville frem for at stå og se bold. Det var netop Issah der afbrød angrebet til den indledende kontra vi fik, Issah spillede bolden fladt op ad banen og ud til Filip Trojan på venstrekanten. Trojan fik kæmpet sig fri af sin direkte udfordre og lagde et perfekt indlæg til Charles Takyi. Charles stod helt alene og skulle bare sætte hovedet på for at score sit første mål - kampens tredje. Det gjorde han! Endnu engang en jubelscene herude fra St. Pauli kanten. Og da også blandt de medrejsende fans. De sorte flag vajede på det ene hjørne der var blevet stilt til rådighed for St. Pauli tilhængerne.

Det var en ren fornøjelse at se resten af kampen. Jeg tror jeg sad med et smørret smil stort set konstant. Jeg skævede kort op på uret, der viste 75. Langsomt tikkede tiden i den rigtige retning, langsomt kom vi nærmere på denne fantastisk præstation det ville være at slå Borrussia Mönchangladbach i egen hule. Gladbach-spillerne havde så småt mistet modet, de spillede i hvert fald ikke godt, og det har de ikke gjort det sidste kvarters tid. Tiden gik, hurtigere end jeg nogensinde har oplevet. Kampuret viste efterhånden 88, og tikkede hastigt mod enden af kampen. Jeg så nervøst ud mod linjedommeren, og kunne se at han bare havde lagt ét enkelt minut til kampen. Dette minut gik naturligvis hurtigt, og jeg kunne kort efter løbe ud på banen og omfavne et par af mine spillere - sæsonens og min første sejr. Vigtigt.