"Die Piraten der Liga"

 

[LouisNott]

10.07.07

Det var fuldstændig umuligt at få øjenkontakt med nogen, eller se noget i det hele taget. Blinkende lys over det hele irriterede udsynet, og da jeg endelig havde kæmpet mig hen til stolen og havde sat mig, fortsatte samtlige journalister ufortrødent med at klikke på denne forfærdelige knap som udløste denne "blinken". Hamborgs lokale presse og journalister var samlet og klar til at høre hvad jeg og klubbestyrelsen havde at fortælle dem. Corny Littmanen tog ordet og næsten med det samme blev der helt stille i det lille lokale, det var først der jeg opdagede hvor mange mennesker der egentlig var, uhyggeligt. Littmanen annoncerede at klubben som forventet havde fundet en ny manager, og denne mands navn var Louis Nott. Littmanen kiggede nu over på mig, og igen kastede blitzlysene sig over mig. Jeg lænede mig fremover mod mikrofonen klappede kort på den så man kunne høre ganske korte dunk i højttalerne, inden jeg tog mig sammen og sagde nogle korte sætninger om mig selv og min personlige historie, dog på engelsk da jeg aldrig i mit liv har lært tysk.
Det var nu igen Littmanen der tog ordet fra mig, og takkede for journalisternes fremmøde, han nærmest reddede min røv fra at svare på alle de journalisters latterlige spørgsmål. Til trods for at jeg forholdsvis tidligt slap ud af Hamborg-pressens forfærdelige konstant blinkende blitzlys, kunne jeg ikke forlade dette fantastiske stadion den næste lange tid, da journalisterne stadig stod pakket ude foran min nye arbejdsplads, Millerntor-Stadion, hvor jeg i fremtiden skal styre det hold der i sidste sæson rykkede op til 2. Bundesliga. Det var nu ikke fordi der stod så forfærdeligt mange journalister igen, men efter hvad jeg var vant til var det ufatteligt mange.

Godt halvdelen af journalisterne fra pressemødet stod stadig ude foran stadion, da jeg mistede tålmodigheden og mente at det var tid til at komme hjem til min lejlighed, som ligger i den anden ende af byen. Min bil stod ikke så langt fra stadion, og det var uden tvivl bilen der var mit mål, og helst uden at snakke med nogen af de irriterende journalister, som konstant kom med spørgsmål. Jeg skulle lige til at gå ud igennem endnu et blitzhelvede, inden St. Paulis sportschef Holger Stanislawski hurtigt hev fat i mig, og førte mig ind på hans kontor. Efter en lille snak om holdet og dets verdenskendte fans, viste han mig bagudgangen som førte om på den anden side af stadion og ud i friheden. Efter at have genfundet overblikket over hvor jeg var, kunne jeg fortsætte min søgen efter min gamle spand af en bil. Jeg skulle gå to gader før jeg endelig fandt den gode gamle, efterhånden lidt for gamle Opel. Forundeligt nok kunne den stadig køre, og jeg kunne svinge ud, og væk fra min nye arbejdsplads. Jeg kørte et hurtigt kig ud foran træningspladserne hvor jeg tydeligvis skulle befinde mig i morgen. Fantastisk, jeg glæder mig allerede. Et kort smil på læberne, og så videre i min vej hjem.

Endelig var min lejlighed i sikte, jeg steg hastigt ud af bilen. I min ivrige trampen op ad trapperne mødte jeg min nabo, Heinrich. Heinrich er såmænd flink nok, men jeg havde bare ikke lysten eller energien til at tage en snak med nogen overhovedet lige nu, sådan er det jo. Jeg nikkede kort med hovedet og sagde jeg havde travlt. Heinrich nikkede forstående og gik så videre ned i kælderen, hvad han så end skulle der.

Jeg fiskede ned i min lomme, hvor jeg klart kunne mærke noget metal, som uden tvivl passede til min dørlås - hvor ellers? Jeg satte nøglen i låsen, og nok engang poppede låsen op med et kort "klik", og jeg kunne frit gå ind i min lejlighed. Endelig hjemme, endelig...

[Dusty78DK]

Rigtig spændende klub du har valgt! Men jeg er nødt til at sige at jeg ikke er til "historie"-blogs. Ikke noget personligt, men ville lige sige at du har valgt et super hold 

[sheriffen87]

Endnu engang må jeg sige at du skriver rigtig godt...du fanger mig fra start og så er det dejligt at få lidt historie om klubben 

[LouisNott]

Rigtig spændende klub du har valgt! Men jeg er nødt til at sige at jeg ikke er til "historie"-blogs. Ikke noget personligt, men ville lige sige at du har valgt et super hold 

Jeg er personligt meget for dette hold (hvilket også er grunden til jeg valgte netop st. pauli), og det er da også et af de hold jeg følger - dog er det en smule svært at følge, da stort set intet TV dækker det. Men det må man jo leve med

Men om ikke andet så tak for kommentaren

Endnu engang må jeg sige at du skriver rigtig godt...du fanger mig fra start og så er det dejligt at få lidt historie om klubben

Det er jeg naturligvis meget glad for at høre, og vil da lige tilkendegive at der kommer mere fra den skuffe

[Fitzpatrick]

Fin start.. Godt sprog, dog med en enkelt fejl hist og her. Ikke noget der ødelægger helhedsintrykket overhovedet..

[LouisNott]

10.07.07

Efter at have slappet af i godt en halv time kunne jeg igen få tankerne til at køre rundt i hovedet på mig selv. De hvirvlede rundt som ét stort virvar inde i mit hoved, alt i mens jeg tændte for min computer. En stationær vel og mærket, da jeg endnu ikke har fået skaffet mig en bærbar. Det tog mindst 100 år før computeren endelig var klar, og jeg kunne taste min kode ind. Kort efter var jeg koblet til internettet, og kunne frit bevæge mig rundt mellem diverse internationale sider. Jeg ville have bare lidt mere viden om St. Pauli og specielt dens berømte fanskare. Der gik ikke den store tid før man fik at vide hvad hvorfor og hvordan dette holds fans er. Igen fik man næsten med det samme at vide at St. Paulis fanskare var enorm, og fulgte holdet i tykt og tyndt - ude og hjemme. Noget der vækkede min opmærksomhed var at klubben har slagsange der går i politisk retning, hvilket jeg sjældent har set. "Gegen Gewalt, Gegen Rechts, Gegen Racismuss", sætninger jeg ved første øjekast ikke forstod meget af, men igen ved hjælp af det geniale internet kunne jeg få det oversat til at disse ord betød noget i retningen af "Mod vold, mod racisme". Nogle vil mene at det er uprofessionelt at blande sport og politik sammen, men St. Pauli har valgt at støtte deres fans. Desuden er St. Paulis fans utroligt

antinazistiske, hvilket i følge det fantastiske internet har ført til mange opgør mellem hooligans fra andre hold i Tyskland, hvor man specielt har et dårligt ry for at være halvnazistiske og helracistiske, som St. Pauli-tilhængerne tidligere nævnt er meget i mod

Der skulle ikke gå mange minutters læsning før man fik St. Paulis "mærke" at se, og naturligvis havde jeg set dette før. Som der på en dansk fanside af St. Pauli stod beskrevet; "Sort baggrund, stort piratdødningehoved og "St. Pauli" stående under med stor fed skrifttype". St. Pauli er mere kendt for dets fans dødningehoveder, end dets eget klublogo. Jeg tænkte kort at jeg måtte anskaffe mig en af disse sorte trøjer, men glemte det hurtigt igen og kiggede videre længere nedad. Selve St. Pauli klub har aldrig haft den store succes, og et tomt pokalskab synes jo ikke som nogen fantastisk præstation. Det er da også kun lykkedes for den ellers snart 100 år gamle Hamborg-klub at komme i Bundesligaen af 6 gange, og langt de fleste gange var det et etårs visit, så jeg havde om ikke andet noget voldsomt at se op til. Der vil dog altid være en der regner med os, og det er fansene som efter min forståelse og efter at set nogle klip på YouTube er utroligt engagerede i at følge holdet til triumf, og vil gøre alt hvad der står i deres magt - hvilken fantastisk fanskare, den slår jo alt hvad vi har i Danmark sammenlagt ganget med 3!

Jeg kunne efterhånden ikke tage mig sammen til at læse mere, mine øjne var efterhånden røde, om ikke andet så føltes de sådan. Jeg gad virkelig ikke at lave noget aftensmad til mig selv, og så er det jo godt at den kloge del af menneskeligheden har opfundet mikroovnen, som den mindre kloge så kan nyde godt af. Nogle mener at maden ikke smager lige så godt efter en tur med bølgevarme, men sådan er det jo, hver sin smag. Jeg hiver en frysepizza op fra fryseren, og propper den ind i mikroovnen som jeg efterfølgende sætter på et par minutter. Efter nøje beregning sagde den smarte maskine en høj "bip-lyd" som indikerede at der lige om lidt var mad på bordet. Jeg tog en tallerken og satte mig i en lænestol, hvorefter jeg tændte for fjernsynet.

Jeg havde efterhånden fået guffet pizzaen i mig, og kunne mærke at hvis jeg blev siddende mere i denne ellers så behagelige stol, ville jeg falde i søvn. Jeg rejste mig, slukkede sukkende for fjernsynet hvorefter jeg ryddede de sidste ting af vejen, for at gå i seng. Denne bløde seng. Jeg kiggede op i loftet, hvor min nyeste investering hang. Det St. Pauli-halstørklæde jeg købte forleden hang nu altså ned fra loftet, med sine lidt matte farver. Al den tænken dagen har budt på indtil videre gjorde mig træt. Mine øjne lukkede langsomt i og jeg kunne efterhånden ikke stå imod det mere. Imod trangen til at sove, sådan var det bare. Sort var alt pludselig, og jeg var pludselig taget på besøg hos min underbevidsthed.

[LouisNott]

11.07.07

Jeg vågnede ved en irriterende bippende lyd, et kort kig hen på vækkeuret som blinkende skrev "6:30", jeg vidste hvad det betød. Jeg kastede min arm over på vækkeuret og fik på en eller anden måde stoppet den højre lyd. Irriterende lyd. Men på den anden side så var det godt at komme op, jeg skulle jo trods alt møde ude på træningsbanerne om godt 2œ time. Jeg tvang mig selv op af sengen, og ud i køkkenet som var lige så dødt som det altid har været. Ledte med næsten lukkede øjne efter det elendige tyske kaffe jeg havde i huset... hvorfor kunne de dog ikke bare lave normal dansk kaffe hernede? Endelig fik jeg grebet om noget der mistænkeligt meget føltes som den kaffebeholder jeg har mit kaffepulver i, jeg åbnede mine øjne svagt, og det bekræftede mine tanker.. det var skam den lille kaffedåse jeg så flot havde placeret der hvor den altid plejer at stå. Jeg greb fat i den lille ske der lå dernede, og øste en smule op i et krus jeg havde stående ved siden af. Varmt vand skulle der også til, så jeg famlede efter elkedlen og fandt den - ganske som alle de andre morgener. Jeg tændte for vandhanen og vandet sprøjtede ned i den tudgrimme elkedel, den blev i hærdigt sat på plads og tændt. Der gik ikke lang tid før vandet begyndte at koge, med et hurtigt greb om den hældte jeg det utroligt varme vand ned i kruset, hapsede en teske og rørte rundt. Kaffen smagte præcis som i går, hæsligt. Hvad fanden er det for noget kaffe de laver hernede?

Jeg fik klædt mig på og med et hurtigt tag taget fat i mine bilnøgler, jeg skævede på uret inden jeg løb ud af døren. Jeg havde én time til at nå til træningsbanerne. Jeg nærmest fløj ned af trapperne, løb hen til bilen, satte nøglerne i billåsen, låste hurtigt op og nærmest smed mig ind i bilen. Endnu engang skulle nøglen i brug, denne gang for at starte bilen, den gamle rustspand brokkede sig lidt, for derefter at starte med et sæt.

Jeg drejede hurtigt ind i nærheden af træningsbanerne, jeg havde allerede kørt forkert tre gange. Radioen var tændt på en eller anden tysk kanal, hvor man alligevel ikke forstod hvad de hverken sagde eller sang

- hvis man nu kan kalde det for sang. Jeg kørte ind på træningsbanernes parkeringspladser i min fulde overbevisning på at disse var de rigtige. Jeg var heldig, det var ganske rigtigt St. Paulis træningsbaner, det kunne tydeligt genkendes på alle de dødningehoveder hængende over hegnet. Jeg gik umiddelbart hurtigt igennem omklædningsrummet og ud på selve træningsbanerne, hvor jeg blev mødt af en gruppe spillere i sorte træningsdragter. Jeg præsenterede mig selv hurtigt og fortalte dem lidt om hvad jeg ville lave om i forhold til den tidligere manager. Den første mand der personligt kom hen og hilste på mig efter min introduktion var ham der nok bliver betragtet som førstekeeper, Patrick Borger. Det er altid dejligt at blive budt velkommen, og da specielt af de respekterede spillere. Jeg tog fat i min fløjte og satte den op til munden, jeg pustede i hærdigt for at få opmærksomheden igen. Jeg gav spillernede sidste instrukser til dagens træning, som efterfølgende kunne gå i gang med timevis af hård træning i heden, for er du gal der var varmt i dag.

[Suicide]

Det ser ganske fint ud. Håber du kan føre dem til noget stort.

[LouisNott]

Det ser ganske fint ud. Håber du kan føre dem til noget stort.

Mange tak, og jeg skal da prøve så godt jeg kan

[LouisNott]

25.07.07

Jeg er efterhånden kommet ind i en fast rutine. Jeg vidste med mig selv at når vækkeuret ringede, så var det tid til at stå op, det er nu egentlig heller ikke så kompliceret endda. Præcis sådan udviklede det sig også på denne dag, en vigtig en af slagsen. Jeg stod op, tog et "lyn-bad" og gjorde mig ellers klar i god tid. Jeg gik med hurtige skridt ud i køkkenet for at lave min morgenkaffe. Jeg sukkede ganske kort, og tog så et par teskeer af pulveret ned i mit krus, tog fat om elkedlen som jeg havde sat i gang inden badet, og vupti så var der kaffe. Jeg hev hurtigt fat i morgenavisen, bladrede hurtigt i gennem den men fandt ikke noget der vækkede min interesse, men på den anden side forstod jeg ikke halvdelen så hvilken forskel gjorde det? Jeg skævede op på uret, og tænkte at jeg hellere måtte køre før, da vi i dag havde en meget speciel gæst. Jeg greb hurtigt fat om nogle mapper, og til sidst og aller vigtigst mine nøgler.

Desværre var min bil stadig den gamle opel som efterhånden var ved at ruste op. Jeg startede bilen, som gav et ordentligt dunk, hvorefter at starte motoren højlydt. Opelen nærmest hoppede hen ad vejen, før den endelig kom op i fart. Jeg skulle som forventet holde i kø på et par gange på vejen, men til sidst endte jeg endelig med at komme frem.

Min assistent André Trulsen var taget ud for at hente denne helt specifikke ghaneser ved navn Issah Ahmed. Som planlagt kom jeg før dem, og jeg satte mig ind på mit kontor. Det var egentlig ikke noget kontor der var værd at prale af, men det var dog mit. Jeg åbnede min medbragte mappe og tog de fornødne papirer ud. Papirer hvorvidt der stod skrift de aftaler jeg havde tænkt mig at foreslå Issah Ahmed og hans agent. Ud gennem mit vindue kunne jeg nu se en sølvgrå Mercedes parkere, hvorefter André og en neger, som jeg utilkendeligt vil kæde sammen med Issah Ahmed, steg ud af bilen. Det var skam Issah Ahmed som stod ud, for lidt efter kunne jeg se hans agent. Alle tre bevægede sig indenfor, og lidt efter stod vi alle 4 på mit kontor. Jeg rejste mig for at tage i mod dem, først og fremmest min assistent André og dernæst Issah Ahmeds og hans agent. Jeg viste dem vej til pladserne de kunne sætte sig på via. hænderne. Jeg åbnede langsomt mappen igen, og viste dem den engelske version af mit forslag. 40.000 om ugen har jeg tænkt mig at ofrer på denne spiller, jeg tror vil få stor succes her i Hamborg. De to ghanesere havde vist allerede talt om en mindstepris, og efter Ahmeds agent havde læst papirerne igennem nikkede han kort, men pegede på ugelønnen og brummede nogle ord som umiskendeligt løs som "not enough".

Vi endte med en aftale på 49.000/uge, hvilket jo altså var et løft på 9.000 i forhold til min ønskekontrakt, men alligevel vil jeg nu ikke sige at det var så galt endda. Jeg fik printet de nye papirer ud, og jeg blev endelig vidne til det jeg havde ventet på ehle dagen - Issahs signatur, hvilket jo som bekendt betød at jeg snart kunne gøre Issah Ahmed til officiel St. Pauli-spiller. Jeg bad ham møde op første august, på Millerntor-Stadion et godt stykke før mit månedlige pressemøde. Det var lidt af en lettelse endelig at få Issahs kontrakt, og dermed har vi forstærket truppen rigtig mange gange.

Dagens møde var slut, vi endte med at give hinanden hånden og gå med hver sin kontrakt. Jeg sad tilfreds tilbage og konstaterede for mig selv at jeg havde gjorde min første handel, den var ikke billig men den bliver forhåbentlig værdifuld for klubben. Selvom transferen først går i gennem om en uge officielt, så har jeg tilbudt den ghanesiske forsvarsspiller at komme til træning de indtil da. Tilfreds satte jeg mig ind i min Opel, og kørte den korte vej til træningsbanerne hvor jeg skulle træne resten af holdet inden jeg om et par timer kunne vende snuden hjemad.

Jeg havde i midlertidigt dagen før været ude og købe nyt træningstøj, og havde besluttet mig for at købe noget klubmæssigt. Ikke klubtrøjen eller klubbens normale træningsdragt, det var simpelthen for kedeligt. Jeg valgte at udfordre "skæbnen" og købe nogle af de sorte trøjer med dødningehoveder, som man nu ellers kun ser fansene have på, om ikke andet så for det meste kun ser. Jeg tog min sportstaske med ind i omklædningsrummet, hvor jeg klædte om og iførte mig denne trøje. Et valg jeg senere skulle komme til at fortryde, fortryde inderligt. Ikke fordi spillerne havde noget i mod det, de var tværtimod glade for det - de få bemærkninger jeg fik, var om ikke andet kun positive. Nej, det havde overhovedet ikke noget med det at gøre. Varme var det. Varme! Hvis jeg skulle gætte var det langt over de 30 grader, og et godt stykke på vej til de 40. Dette var naturligvis en overdrivelse, men når man står midt på en træningsbane uden de store skygger, i en kortærmet sort trøje, og solen så bare får lov til at bage ned på dig, så kan det godt tage overhånd. Men jeg overlevede nu, og klarede mig igennem dagens træning - endnu engang.

[sheriffen87]

Flotte updates, og jeg sys det er et lækkert indkøb af Issah Ahmed  KIU

[LouisNott]

Flotte updates, og jeg sys det er et lækkert indkøb af Issah Ahmed  KIU

Takker, jeg var også personligt glad for at kunne lokke ham til klubben

[LouisNott]

Fandens til sol, hvorfor kan der ikke bare komme EN sky?.. bare én! Ufatteligt så varmt der er selv i Hamborg om sommeren, de fleste tyskere nyder der garanteret, men når man skal træne på fuldt tryk i et par timer, så er der ikke ret meget nydelse over det. Man skulle jo have knyttet en vandflaske til sig konstant for at overleve de barske omstændigheder. Jeg tog mig sammen. Det var jo umuligt at arbejde under disse omstændigheder, og efter en god gang tænken pustede jeg i fløjten, og bad spillerne gå ind og tage et koldt bad hvorefter de kunne tage fri for resten af dagen. Det var jo alligevel umuligt at træne i sådan en hedebølge!

Det var først den dag jeg for alvor første gang indså at det måske var "ny brugt bil"-tid. Når man i 40 graders varme ikke besider nogen aircondition i bilen, så er man da dømt til døden på forhånd. Om ikke andet så var det i hvert fald en lettelse at stige ud af bilen, og udmattet kunne slaske op til min lejlighed. På vejen op ad trapperne fandt jeg den rette nøgle frem, og i det samme øjeblik som jeg kom frem til døren borede jeg nøglen i nøglehullet, drejede lidt på den og åbnede derefter døren. Jeg løb ud i køkkenet, tændte vandhanen for fuld drøn og nærmest dykkede ind i det iskolde vand jeg havde ventet på hele køreturen. Jeg satte mig våd i hele ansigtet ind i stuen i min sofa, fiskede den næsten helt nye bærbar som jeg for ikke så mange dage siden havde købt op ad tasken. Den havde på mystisk vis overlevet turen hjem uden at tage den mindste skade. Jeg satte den på mit sofabord. Jeg tænkte at jeg hellere måtte rydde op i min mailbakke. Hurtigt fangede det mit blik at 40 nye mails var tappet ind på mailbakken. Rystende på hovedet kunne jeg hurtigt seat der dannede sig et mønster hvor langt størstedelen bestod af spammails som mit spamfilter af en eller anden årsag ikke havde fanget.

Disse røg direkte ud. Men der var trods alt to mails der vækkede min interesse, men det måtte vente. Jeg måtte først have træk gennem rummet, eller et eller andet, det var jo næsten værre end udenfor! Jeg åbnede nærmest alle vinduer som muligt kunne åbnes, og satte mig tilbage i stolen.

Mit første indtryk på afsenderens mail, tydede på at det var en ubekendt. Men jeg tog fejl, det gør man jo engang i mellem. Det var en hvis Christof Babatz' agent som jeg tidligere havde sendt en mail, hvor jeg udtrykte min interesse i at hente den tidligere Mainz spiller til St. Pauli. Der var så sandelig positivt svar. Babatz' agent gjorde udtryk for at han ville mene at et skifte til St. Pauli ville være utroligt attraktivt for Christof, specielt grundet den førsteholdsstatus han formentlig ville få. Men som i alle andre handler, så kræver det en god kontrakt. Om ikke andet i hvert fald en kontrakt. Jeg må ærlig talt sige at smilet forsvandt fra mine læber, da jeg så Christofs krav til mindsteløn. 50.000.. det var mere end Issah Ahmed, og da Pauli jo som bekendt ikke er en bestemt pengestærk klub, så ville det være en handel der vil koste mig - os - dyrt! Til sidst i mailen valgte hans agent at beskrive, hvorvidt vi var tæt på en handel - hvilket vi, hvis man skal tro ham, var meget tæt på. Jeg tænkte mig om før jeg skrev mit svar, et lidt kort svar, men sådan er det jo.

Hej,

Vores interesse i Christof er stadig utrolig høj, og jeg ser frem til at forhandle med jer. Hvis muligt kan vi diskutere en evt. kontrakt i morgen på Millerntor-Stadion. Det er ikke muligt for os at betale den store kontrakt som du/I forlanger, og dermed vil jeg lave et nyt forslag til jer, som passer til St. Paulis økonomi, som jeg altså vil tage med i morgen - og så må vi jo diskuterer det der. Jeg håber personligt meget på at vi i sidste ende kommer til at skrive en kontrakt som gør begge parter tilfredse.

Louis Nott.

[LouisNott]

Jeg kan li' hvad jeg hører. 20.000 mennesker der råber ned mod mig og spillerne, jeg elsker det. Der blev fuld jubel da spillerne løb ind på banen, først Bielefelds, og så kom brølet da næsten samtlige 20.000 fans rejste sig. De råbte noget fuldstændig utydeligt - for mig i hvert fald - men jeg kunne dog høre at denne utydelig gang tysk, var efterfulgt af vores klubnavn "St. Pauli". Denne fantastiske fanskare som St. Pauli har, må uden tvivl give spillerne et ordentligt boost. Jeg har i hvert fald valgt at "støtte" supporterne på min egen måde. Modsat min kollega fra Bielefeld, som havde valgt at iføre sig jakkesæt, så havde jeg taget den førnævnte dødninge-t-shirt på til kampen - det andet var simpelthen alt alt for varmt.

I et kort stykke tid blev der fuldstændig stille på stadion, et kort stykke der kun varede et par sekunder hvorefter jeg fik en overraskelse jeg ikke havde forventet. Fans over hele stadion rejste sig og begyndte at skråle en hvis sang ud over hele stadion. En sang som er kendt af alle og enhver der vil kalde sig fodboldfan af nogen grad kender. St. Paulis tilhængere hejste hvad de havde i hænderne, og begyndte at synge. Synge "You'll Never Walk Alone".

Publikums skønsang blev afbrudt af dommer Manuel Gräfe der mistede tålmodigheden og fløjtede den første runde i den tyske pokalturnering i gang. Vi havde vundet lodtrækningen og startede derfor med bolden, Ahmet Kuru trillede først bolden til Charles Takiy som valgte at sparke den længere tilbage i egne rækker. Jeg satte mig tilbage i "buret" som jeg så flot kaldte det. Det var egentlig bare en bænk med overdækning i form af plasticplader. Issah Ahmed kom hurtigt på bolden, og spillede den lige så hurtigt ud på venstrekanten til Trojan. Med et hurtigt løb og et godt indlæg fik mig hurtigt op af bænken i tanken om mål, dog forgæves da Kuru ikke fik hovedet på hvorefter bolden gik lige ved siden af. Fra dette sekund og fremtefter var vi plaget af et stort Bielefeld-pres.

Jeg fik næsten ikke et roligt øjeblik i denne kamp, og det gik for alvor galt for os efter et kvarter. En Bielefeld spiller - Nkosi - tror jeg jeg kunne kode ud fra hans trøjenavn, fik bolden i dybden af en anden Bielefeld spiller, jeg var i min fulde overbevisning af at der var offside, men den dejlige linjedommer hejste helt forrygt ikke sit flag, der brød min indre vrede løs og jeg råbte alt hvad jeg kunne, og fortalte linjedommeren hvor meget han tog fejl, jeg tror muligvis jeg slap et bandeord eller to, men sådan er det jo. Nkosi lavede en fantastisk førsteberøring og så var mareridtet startet. Jeg slog hårdt ind mod plastpladen i "buret". 1-0 til Bielefeld, var ikke just den drømmestart jeg havde håbet på. Jeg kunne forudse at vi ville blive sat under gigantisk pres og jeg kunne modløst se til mens Bielefeld nedlagde hele vores hold, trods at jeg ikke troede på det var der stadig fuld opbakning fra hele stadion, jeg blev helt forelsket i klubbens fans den dag, de er fuldstændig fantastiske.

Det lykkedes for mig nærmest at slå plastpladen helt i stykker før vi gik til halvleg. Jeg skævede op mod scoreboardet, kunne det være rigtigt? Mit ønske gik ikke i opfyldelse, der stod virkelig 5-0 til "Gäste". Jeg havde skrevet en del ned på den lille blanket jeg havde taget med ud, og i en hurtig snak med André på vej ind i omklædningsrummet mente vi at vi lige så godt kunne eksperimentere i anden halvleg.

Spillerne blev lidt efter lidt samlet inde i det der skulle være et omklædningsrum, jeg regner stærkt med at de vidste hvad der skulle finde sted. Men selvfølgelig gjorde de ikke det, jeg lod dem tænke i to minutter, inden jeg omsider sagde det første ord "Vi...". Jeg begyndte at plapre en masse ud på dansk, helt logisk var der næppe nogen der forstod mig, måske Issah, måske ikke. Jeg tænkte ikke over det. Jeg snakkede bare. Jeg tror inderst inde at de alle ved hvad jeg i store træk sagde og mente ved det. Jeg gik over til engelsk og forklarede dem hvordan de skulle gå ind til anden halvleg. Jeg nikkede over mod André og han tog over og forklarede dem på tysk hvordan vi ville gå ud til anden halvleg taktikmæssigt. Jeg sluttede det hele peptalken af med at sige nogle opmuntrende ord på engelsk, som jeg går ud fra samtlige spillere forstod, de nikkede i hvert fald alle sammen. Inden spillerne gik fik jeg nævnt at kampen var slut for Charles Takiys side, jeg gennede René Schnitzler op ad bænken og fortalte ham hans rolle, der uden tvivl var angriber, så vi nu spillede med to angribere i stedet for at have én hængende.

Jeg gad ikke engang slå i plastpladen mere, nu må det være nok!  7-0? Det kan umuligt være sandt. Nu må det fandeme stoppe! Jeg sendte Pavel Yanchuk til opvarmning, midt i mine frustrationer. Enhver kunne jo se at der var offside der? Men jaja, det gør egentlig ingen forskel, 6-0 eller 7-0, hvad fanden. Vi nåede knap nok at give bolden op før Jörg Böhme den lille satan scorede IGEN! Det kan bare ikke passe, er jeg så dårlig en manager?

Bør jeg slet ikke lede dette hold, 8-0 til Bielefeld, og det kunne have været langt værre. Sukkende satte jeg mig tilbage på bænken, jeg vil gætte på at halvdelen af tilskuerne allerede var gået, der var i hvert fald overhovedet ingen stemning.

Endelig kom forløsningen Ahmet Kuru formåede at score! Vi gik ikke målløse fra kampen, vigtigt. Nej, hvad er det jeg bilder mig selv ind, det er fuldstændig uden importance at vi scorede her, 8-1 hvilken afklapsning at få. Men jubles det skulle der, om ikke andet en knyttet næve som tegn på at vi i hvert fald kunne score. Ahmet formåede også at score sit andet mål, også dette var jo helt uden for betydning, men alligevel to mål af en nyoprykker til 2. Bundesliga mod et Bundesliga-hold, det er da udmærket, bare ikke når modstanderen scorer 8 af samme slags. Jeg vil ALDRIG nogensinde forsøge at huske min første "vigtige" kamp, men jeg vil nok sent glemme den.

[LouisNott]

Jeg følte det som om jeg først lige var trådt ud fra pressemødet, men der var nok gået et par timer. Det månedlige pressemøde hvor jeg kunne annoncere købene af Cristof Babatz og Issah Ahmed. Ved et hurtigt kig på en dansk fanside af St. Pauli, kunne jeg se at de havde været lynhurtige og allerede opdateret deres side. Jeg sad lidt med en blandet fornemmelse da jeg læste om det jeg for få timer siden havde været en del af.