Velkommen til Verona

 

[BenMusalho]

har lige læst det og det ser helt fantastisk ud! Super fedt med alle detaljerne

[Kaas]

Virkelig en fangende god blog ! 
I'm Hooked!

[United-styrer]

”Jeg er en ukarismatisk mand af få ord. Min eksistensberettigel se i fodboldverdenen er min viden om spillet. Og til syvende og sidst er det jo også det, det hele handler om.”

Han havde forberedt sig, og netop denne replik var hans hemmelige våben. Nådestødet. Det lykkedes ham at levere den uden usikkerhed i stemmen. Han havde ellers en tendens til at stamme, når han var anspændt, men selv om hans hjertebanken kunne måles på richterskalaen, var han i stand til at kontrollere sin stemme.

Han kiggede på sin hånd, der var lige så urolig som en femårig dreng på amfetamin, og prøvede forgæves at få den til at stoppe med at ryste.

Klubpræsidenten Pietro Arvedi D’Emilei havde stået for det meste af snakken, mens Luciano blot havde nikket med og gjort sig umage for at virke så interesseret som muligt.
Ja. Jo. Okay. Nå. Aha. Jaså.
Et ideelt scenario, syntes han.

I Lucianos rollespil om samtalen, hvor han spillede begge hovedroller, kom D’Emilei med en anerkendende bemærkning efter Lucianos korte salgstale. Det gjorde han ikke i den ægte vare. I stedet vandrede han fra side til side i få sekunder, som føltes som en halv time for Luciano, mens han afdæmpet kløede sig på sin barberede hage med højre hånd. Så åbnede han en skuffe i sit rødlige mahognibord, fiskede et papir frem og smed det foran Luciano.

”Den mangler kun dit navn.”

Luciano vidste, at han ville skrive under, men læste alligevel kontrakten igennem med metodisk grundighed for at fremstå professionel. Ét år. Bedre løn end Luciano nogensinde kunne have drømt om at få.

Efter ti minutters stilhed greb han en brun kuglepen fra bordet og skrev sit navn på papiret. I sit forsøg på at skrive så flot som muligt kom det snarere til at ligne en 12-årigs første underskriftseksperi menter.

“Dare il benvenuto a Verona”, sagde D’Emilei.

Den nybagte Hellas Verona-træner takkede ærbødigt og fik nogle praktiske oplysninger. Så et håndtryk og et ”ciao”.

Farvel, dyb indånding.
Goddag, lettelsens suk.

Da Luciano atter kom ud på gaden, snublede hans øjne over en orange sommerfugl, som sad på et træ. Luciano stirrede på den og så den flyve til vejrs. Mod himlen.

[Grasshoppers]

Super update.
Rigtig god blog.

[Zone 43]

Lækkert!

[United-styrer]

Tak for jeres kommentarer.

Jeg får heller ikke opdateret i dag. Jeg beklager, at der kun er blevet opdateret hver anden dag hidtil. Jeg håber, at det snart ændrer sig.

[Kaas]

God Update ..
Glæder mig til den kommer "rigtigt" igang .

[Don Abramovich]

Hva' så? Er den gået i stå? Håber det virkelig ikke, det ligner meget en ny klasseblog fra dig af

[United-styrer]

Hva' så? Er den gået i stå? Håber det virkelig ikke, det ligner meget en ny klasseblog fra dig af

Som jeg proklamerede i chatten i går, kan jeg ikke finde min FM-skive pt.. Jeg håber, at den snart dukker op, så jeg kan give jer en update.

Så nej, lysten til hverken blog eller spil er ikke forsvundet. Tværtimod, faktisk.

[Grasshoppers]

Find den!

[Don Abramovich]

Som jeg proklamerede i chatten i går, kan jeg ikke finde min FM-skive pt.. Jeg håber, at den snart dukker op, så jeg kan give jer en update.

Så nej, lysten til hverken blog eller spil er ikke forsvundet. Tværtimod, faktisk.

Start en efterlysning! 

[United-styrer]

Godt nyt: Jeg har endelig fundet min FM 08-cd og kan dermed genoplive bloggen.

[Chelidze90]

Det ser okay ud...

[United-styrer]

Selvom det ikke var særlig fashionabelt, følte Luciano sig straks godt tilpas i sit nye kontor.

Det var kvadratisk med et rustikt udtryk og var domineret af mørke farver. Gammeldags på den hyggelige facon. På den bordeauxfarvede væg hang en billedrække med alle klubbens managers – lige fra afdøde Ferruccio Valcareggi, over svenske Nils Liedholm, til den seneste i rækken, Alberto Malesani. Alle billeder var omgivet af guldrammer, og under billederne stod managerens navn og perioden, hvori de havde ledet klubben. Til højre for Malesani og hans krusede, krøllede hår hang en ramme, som endnu ikke havde fået et billede. Luciano smilte ved tanken om, at hans ansigt snart ville svæve inde i rammen, imellem guldet, og at der nedenunder ville stå ”Luciano Pinetta, 2007-”.

Han fik øje på en pakke cigaretter på det mørke træbord. Den gamle træner måtte have glemt dem, tænkte han, og fiskede en smøg op af pakken, som han tændte med en tændstik fra pakken ved siden af cigaretterne. Han havde ikke røget i otte år, og efter det første sug fattede han ikke hvorfor.
Han satte sig i stolen og lænede sig tilbage. Lucianos stol. Lucianos kontor. Lucianos cigaretter. Lucianos træskuffe, lampe, gulvtæppe. Lucianos computer. Lucianos 189 nye e-mails, hvoraf cirka fem procent var praktiske informationer, 15 var lykønskninger, og resten var hadebreve fra chokerede fans.

Lucianos bange anelser.

Hvis der var én ting, det turbulente pressemøde havde mindet ham om, så var det, at han fortsat var et nul i fodboldens verden. En larve i sin puppe, som fortsat havde lang vej, før den blev til en flyvefærdig sommerfugl.

”Mener du selv, at du har kvaliteterne til et job som dette?”

”Skal der handles?”

”Hvilke ambitioner har du?”

”Hvilken skostørrelse bruger du?”

Øehhm… Én gang til, tak.

Opmærksomhedens centrum var en uvant rolle for Luciano, og det var ikke én, han fandt behag i. For hvert spørgsmål, seriøst eller hånligt, der blev stillet, blev han mere og mere stum og urolig, og han havde det som om, at væggene rykkede nærmere og nærmere og omringede ham.

D’Emilei blev hans redningsmand:

”Vi stopper her. Tak for i dag.”

Luciano hastede væk og ud på toilettet, hvor han febrilsk tændte for det kolde vand og kastede vand i ansigtet, indtil pulsen begyndte at falde. Han stirrede fortvivlet på sit spejlbillede i mere end 60 sekunder, før han tørrede ansigtet med det krassende jakkesæts ærmer og forlod toilettet.

[Zone 43]

Endnu en lækker update