Et opkald fra drømmen!De sidste par dage i Sevilla var ganske stille, jeg overvejede nøje om jeg skulle gribe fat i telefonen for herefter at tage en seriøs snak med min kommende arbejdsgiver. Ja jeg følte efterhånden at jeg måske havde en reel chance for at blive deres nye chef træner. Det bliver nok ved drømmen ved nærmere eftertanke. Alligevel var der noget i mig der fik mig til at tage telefonen og ringe til klubben. Det første jeg blev mødt med var en telefon kø. En kø, hvor hele 18 mennesker åbenbart var foran mig. Da tiden så var kommet til mig, var jeg helt udkørt efter at have ventet op til 40 min. Tænk dog på telefon regningen var min første tanke, men hey det kunne jo være lige meget hvis lykken nu kom forbi.
Jeg viste ikke helt hvad jeg skulle i røret men spurgte alligevel efter Hr. José León Gómez. Om som i en eller anden Hollywood film var han naturligvis optaget af et møde. Biip sagde det, og med et var jeg allerede smidt af linjen. Det undrede mig nu ikke så meget når man tænker på hvor travlt en fodbold klub har det til dagligt, med alt det arbejde pressen aldrig rigtig hører om.
Tanken var idiotisk, intet mindre. Hvorfor skulle en bestyrelsesformand tale med en ganske normal og ukendt udlænding fra Danmark?
Noget havde åbenbart bundet mig fast til den mand, uden det skal lyde forkert. Vi svingede utrolig godt sammen den aften, og havde mange af de samme interesser.
Cafe ophold.Senere samme aften var det min tur til at tænke over livet over et glas vin ved netop den cafe vi mødtes. Tanken strejfede mig da op til flere gange om han nu ville møde op, men det var nok muligheden og drømmen der røg den forleden aften. Det troede jeg så lige indtil jeg vendte mig om og så en høj herre i et ganske nydeligt jakkesæt. Sjovt nok lignede denne herre utrolig meget José León Gómez. Ved nærmer øjemål var det ham. Jeg sprang op af stolen og begyndte straks at gå hen imod ham. Ligeså hurtigt som jeg kom op af stolen og de første skridt tog til, ligeså hurtigt brasede jeg op igen. Denne gang var José León Gómez ikke alene. En mellem høj fyr med fuldskæg samt 2 andre vandrede med lige bag ham. De satte sig ned, og begyndte at åbne menu kortet. Skulle jeg gå hen til ham nu, hvor han måske havde gang i noget forretning? Det ville være dumt, men hvordan kunne man vide bedre når man er fra lille Danmark. Jeg nærmede mig bordet hvor de 4 herre sad og var travlt i gang med snakken.
”Hej, rart at se dem igen”-
De 3 fremmede herre kiggede noget mærkeligt, imens svarede José León Gómez; ” Jamen hej, vil du gøre os selskab?”.
Jeg kunne jo ikke rigtig svare nej nu hvor muligheden allerede var kommet. Jeg satte mig ned og begyndte stille og roligt med mit utrolig dårlige spansk at snakke med de andre. Flinke fyre var de bestemt, og senere viste det sig at de var nogle andre medlemmer fra bestyrelsen.
José León Gómez fortalte en masse om klubben, faktisk mere end jeg havde forventet, og til sidst kiggede de noget underligt på mig, hvorefter den ene herre tog sig til inderlommen.
”Ser du. Jeg har fortalt lidt om dig til de andre her ved bordet. Og jeg synes bestemt at du har faldet i min smag, og vi fungerer umiddelbart godt sammen. Svært at sige endnu, men har en god fornemmelse om at du er den rette til at overtage træner jobbet for os”- José León Gómez.
Et papirhæfte kom frem. Klub logoet var øverst på forsiden og derfra stod der en masse på spansk, som jeg absolut ikke fattede en pind af. Situationen var mig også mærkelig. Jeg havde godt nok vist interesse for deres klub, men det ville en vær fodbold fan jo gøre.
Den ene mand skævede papirerne hen til mig forsigtigt. Jeg begyndte straks at bladre i det, også kom der noget mere kød på sagen. Det lignede utrolig meget en invitation til en jobsamtale. Drømmen var jo næsten blevet til virkelighed! Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til det hele, så jeg sagde straks ”ja” til invitationen.
Mødet næste dagNoget overrasket og en smule chokeret mødte jeg op foran den adresse jeg var udstødt. Sikke et hus der mødte mig, det havde præcist alt det jeg gik og drømte om hjemme i Danmark.
Samtalen havde bare at gå godt, hvor sygt ville det lige være at blive premier division træner efter intet specielt på CV’et.
Mødet gik stille og roligt, og jeg blev udspurgt om alt fra mit tøj til det taktiske plan på banen. Jeg havde selv forberedt mig en smule der hjemme på hotellet og uarbejdet en lille rapport med tanker omkring holdet. Godt nok har jeg intet kendskab til holdet, men kunne alligevel finde frem til et par forbedringer hist og pist.
Samtalen var overstået, og op af skuffen kom det gyldne kompendiet, hvor det magiske signatur skulle stå. Jeg læste nøje hele kompendiet igennem og valgte til sidst at skrive under med stor fornøjelse. Sikke en dag, og sikke et eventyr hele min ferie havde været. Nu skulle jeg pludselig skifte de vanlige danske rammer ud med det mere temperament fyldte spanske land.
En hel masse instrukser fulgte efter jeg havde skrevet under, og senere samme aften skulle jeg præsenteres foran 200 journalister fra hele verdens pressen. Men inden jeg nåede så langt skulle jeg først et smut ud på stadionet ”Estadio Manuel Ruiz de Lopera”, hvor en voldsom fanskare ville vente på mig. Jeg havde allerede været fortalt at omkring 3000 mennesker ville møde op.
Forsættes…
Kontrakten
(KLIK PÅ BILLEDET)
Kontrakten kunne sikkert have været lavet bedre, men håber det går an. Hvis i dobbel klikker på det kan man se det i endnu større omfang.
