[Afs] (2008) - Når en nomade søger faste rammer...

Må ærligt indrømme at det er lidt vemodigt og svært for mig at sidde her i England og tænke tilbage på min tid i FCK, dels fordi jeg ikke har mange papirer tilbage fra den gang, men også fordi på grunden af måden det hele endte. Man må sige at vi lagde godt ud, hvis man ser bort fra smutteren i Super Cuppen til første år. Men det kan meget vel hænge sammen med den store udskiftning der var i klubben i min tid. Ikke fordi det jeg havde at arbejde med ikke var godt, jeg synes bare ikke det var godt nok.

Men lad os gennemgå min tid i klubben år for år, hvilket gør det naturligt at starte med sæsonen 2007-2008.

2007-2008 : Københavnsk dominans

I sæsonens transfersvinduer blev der skiftet voldsomt ud i truppen. Over sommeren Hjalte Bo Nørregaard smuttede til tyrkiske Trabzonspor, Atiba Hutchinson til Derby og Oscar Wendt til Livorno mens Mikkel Linnet, Peter Piil og Christoffer Olsen fik deres kontrakter opsagt. Den anden vej kom flere ansigter dog til; til ungdoms –og reserveholdet blev Christian Eriksen (OB), Morten Thomsen (Hvidovre), Tommy Høiland (Bryne), Rasmus Elm (Kalmar FF), og Kristoffer Andersen (Gladbach) hentet, mens førsteholdet holdet blev forstærket med Simon Poulsen, Simon Kjær (begge FC Midtjylland), Brian Priske (Brügge), Mikael Lustig (GIF Sundsvall), Tomasz Sokolowski (Lyn), Kristofer Hæstad (Start), Martin Albrechtsen (West Brom) og Dong Fangzhuo (Man Utd). Sidstnævnte blev dog kun lejet frem til nytår.

Efter nytår var der igen gang i svingdørene og Libor Sionko smuttede til Derby mens Michael Silberbauer smuttede til Newcastle. Den anden vej kom Lasse Staw (Fredrikstad) og Martin Hansen (Liverpool) til reserveholdet, og Øyvind Hoås (Fredrikstad), Martin Andresen (Brann) og Baba Collins (FC Midtjylland) blev hentet til førsteholdet.

Alt i alt må man sige at holdet stod klart stærkere efter de handler end før. Hvilket også skulle vise sig i sæsonens løb.

Super Cuppen blev som sagt ingen stor succes det år. Efter et par gode træningskampe mod Holstebro (7-2 sejr), FC Fredericia (3-1 sejr) og Svendborg (2-0 sejr) løb vi den 15. juli 2007 ind i OB i Parken. Vi lagde ud med at presse fynboerne langt fremme på banen, og selvom det var os der havde langt det meste af spillet, og kom til mere end ti chancer mere en Odense-mandskabet, var det alligevel OB der løb med sejren da Bengt Sæternes efter en god times spil scorede kampens eneste mål efter dårlig opdækning af Brede Hangeland.

I superligaen kom vi til gengæld utrolig godt fra start. De første otte kampe blev vundet før Randers som det første danske hold fik point mod os. Det skete efter de formåede at spille 2-2 på Essex Park. Og da vi gik på juleferie havde vi kun to gange yderligere spillede uafgjort nemlig mod FC Midtjylland den 21. oktober i Herning og mod OB den 24. November i Odense. Og i den sidste kamp før vinterpausen tabte vi til FC Nordsjælland i Farum, med 2-1. Kort sagt et efterår hvor vi ikke tabte så meget som et point på hjemmebane. Fra kampen mod FC Nordsjælland og frem til forårspremieren mod AC Horsens spillet 8 træningskampe der bød på 7 sejr og 1 nederlag, blandt andet en 12-0 sejr over Køge. Alligevel havde vi lidt småproblemer i ligaen. Den 29. marts tabte vi 3-2 til AaB, og den 6. april spillede vi nok den dårligste kamp i den tid jeg var i klubben, da Viborg slog os med hele 5-1. Den 4. maj var det igen OB der gav os problemer, da de gav os sæsonens første pointtab i Parken, da de vandt en tæt kamp 2-1. Tre dage senere tabte vi igen point i Parken da FC Nordsjælland fik 1-1 med hjem. I sæsonens sidste kamp blev mesterskabet for alvor slået fast da vi slog sølvvinderen fra Aalborg med hele 5-2.

Pokalturneringen gav mig mulighed for at give nogle af de unge spillere chancen på højeste plan, i hvert fald i det første par runder. Årets første modstander blev Næstved, en kamp hvor bl.a. Mathias Zanka og Mads Laudrup begge fik chancen fra start. Det var dog på mål af Marcus Allbäck og Dong Fangzhuo at vi sikrede os videre deltagelse, selvom vi ikke slap helt billigt, da både Mads Laudrup og Simon Poulsen måtte udgå med småskader. I næste runde ventede Vejle, en på papiret meget dårligere modstander, som jeg også burde kunne slå med et lidt forstærket reservehold, alligevel valgte jeg kun at bruge to af de unge, Laudrup og Zanka, mens kun en reserve kom med, nemlig Kristoffer Andersen, der også startede inde. Kampen blev da også sikkert vundet efter at William Kvist gjorde god figur med to mål, og Morten Nordstrand viste sin sande bomber med de sidste 3 mål i 5-0 sejren. Zanka var den af de unge/reserverne der gjorde sig mest bemærket da han efter en lille time modtog et direkte rødt kort. I kvartfinalen trak vi Frem, og kampen var lige ved at ende som en gyser. Mål af Simon Poulsen, Morten Nordstrand og Baba Collins gav os en 3-0-føringen til der manglede lidt over ti minutter, hvor Zanka uheldigt kommer til at rette en bold af, og sender bolden i eget net. Det gav valbydrengene der nødvendige tror, og med godt fem minutter igen sender Thomas Krause for alvor Frem tilbage i kampen, men heldigvis når de ikke at scorer flere mål, og vi er klar til at møde Brøndby i semifinalen. I den første kamp starter vi som lyn og torden og efter ti minutter er vi foran 2-0. Men på mål af Morten Duncan og Samuel Holmén ender kampen 2-2, og der er lagt op til en intens returkamp. Her sidder vi dog på det meste af kampen og på mål af Øyvind Hoås og Aílton sikrer vi os, med en 2-0 sejr, en af de to finalepladser i årets pokalturnering.
Finalen ender som en ægte gyser, og efter en lang, fysisk hård kamp ender vi med at vinde på to mål i ekstra spilletid, da Jesper Grønkjær og William Kvist efter henholdsvis 105 og 111 minutter slukker lyset for jyderne.

Ude I Europa blev succesen delvis. Efter at have slået Beitar Jerusalem samlet 4-2, ventede rumænske Staeua i den sidste kvalifikationsrunde før Champions League gruppespillet. Og personligt regnede jeg med at vi ville slå dem, men det skete ikke. Først tabte vi 3-1 i Bukarest, og så var en lille 1-0 sejr ikke nok i Parken. Hermed måtte vi indstille os på at skulle spille med i UEFA Cuppen. I første runde mødte vi så tyrkiske Fenerbahce, en meget stærk modstander, ikke mindst på deres hjemmebane, og jeg må da ærligt indrømme at efter en 1-1 kamp i Parken, havde jeg selv svært ved at se os gå videre, men da vi efter en god time er foran 3-0 i Tyrkiet må jeg indrømme at jeg begyndte at håbe på det igen.

Også selvom at Mateja Kezman nåede at scorer to mål for tyrkerne før dommeren fløjtede kampen af. Noget overraskende var vi altså klar til gruppespillet i dettes års UEFA Cup. Her kom vi i en svær gruppe med AEK Benfica, Girondins Bordeaux, og Galatasaray, men endnu engang formåede vi at overraske. Først blev det til en 3-1 sejr over Benfica i Parken, så en pointdeling med AEK, før vi tabte til franskmændene, så da vi i sidste gruppekamp skulle til Tyrkiet var vi mød til at vinde for at være sikre på en videre deltagelse. Og som mod Fenerbahce formåede vi igen at slå til i Tyrkiet og med en flot 2-1 sejr, var vi klar til at møde Porto i første knockout runde. Det portugisiske storhold blev dog vores ende station, da vi ikke var helt klar efter vinterpausen, og først tabte 3-1 i Parken og derefter 2-1 i Portugal.

Alt I alt må man sige at det var en vellykket sæson, og trods de massive udskiftninger formåede vi alligevel at vinde bade ligaen og pokalen. Og i løbet af foråret fik jeg samtidig et par gode spillere på kontrakt fra sommerpausen. Navnene kommer jeg ind på senere, men der er ingen tvivl om at det slog FC Københavns titel som ”Danmarks Bedste Hold” helt fast!