Betydningen af Fodbold

 

[Red love]

Nogen siger fodbold er et spørgsmål om liv og død, men det er langt vigtigere.

   Tanken med denne tråd er at folk skal komme med indlæg hvori de fortæller om en oplevelse de selv har haft med fodbold.

  En oplevelse hvor de har mærket hvor meget, eller hvor lidt, fodbold har betydet i det givne øjeblik. Kan både være hvad det har betydet for dem selv, men også hvad det har betydet for andre omkring dem.

    Det kan være alt fra da man scorede et fantastisk mål, i den afgørende serie 6 kamp, til da man første gang besøgte San Siro.  Eller hvordan man har mærket på egen krop hvilket sammenhold fodbold kan give. Måske da man stod en hel flok brøndby fans i silende regn på et usselt stadion i Jylland, og endnu en gang havde tabt.   
 
    Kom med det. Og fortæl alle os andre lige præcis HVOR meget fodbold egentlig betyder.

Jeg vil være et godt eksempel og selv komme med en fodbold oplevelse fra det virkelige liv:
Episoden udspiller sig sommeren år 2000. Jeg er på sommerferie i Italien, nærmere betegnet lidoen.
Denne sommer spilles der EM i Holland, og Belgien. Hvor Europas ypperste landshold, dyster om at vinde hæder. Og endnu vigtigere, at leve op til forventningen fra en hel befolkning.Vores danske vikinger har ingen succes været, og de er allerede ude da jeg ankommer til støvlelandet.

  Italien til gengæld ser stærkere ud end nogensinde. Med legenden Dino Zoff som træner, og spillere som Maldini, Nesta, Cannavaro, og Delpiero ser de fantastisk gode ud. Anført af en velspillende Totti som spilstyrer, har Italien nået semifinalen. Her venter Værterne fra Holland, der er fantastisk spillende, bedst illustreret ved en 6-1 nedslagtning af Jugoslavien i kvartfinalen.

Jeg sidder klar til semifinalen på en nærliggende bar, iført min nyindkøbte Totti trøje. I baren er også rigtig mange italienere ,og stemningen op til kampen er elektrisk. Kampen former sig dog ikke umiddelbart som håbet, da Zambrotta tidligt i kampen blev udvist, og Hollænderne tilkendt straffe. Holland var dog så venlig at brænde, og håbet levede stadig. Resten af kampen var Italien under stort pres, og Holland fik endda tilkendt endnu et straffe som de på forunderligste vis formåede også at brænde. Nu havde både Frank De Boer, og hollands store stjerne Patrick Kluivert brændt.

  Stemningen var total surealistisk, og folk troede ikke rigtig på at der virkelig stadg stod 0-0. Efter 2 brændte straffespark. Presset på Italien fortsatte kampen igennem, og der blev bidt utrolig mange nervøse negle, og røget man cigaretter kampen igennem, men de holdt stand.

 Da man så nåede straffekonkurrencen blomstrede håbet nu for alvor, og vi blev da heller ikke skuffede. Både De Boer, og Kluivert brændte igen. Derudover hvilket jeg husker helt tydeligt hamrede Stam den 50 meter over mål.Kan tydeligt huske hvor oplagt det var at dette ville blive resultatet af den store, og en smule klodsede mands sidste kraft anstrengelse. Kongen af Rom, og på dete tidspunkt også Italien Totti scorede det afgørende mål, med et vanvittigt cool tip, der lod Van der Saar ligge total sagesløs.

   Jubelbrølet der brød ud nu var helt fantastisk! Efter denne vanvids kamp, hvor alle havde været hele føelses registeret igennem et par gange, ja det fik det hele nu frit løb. Alle gik Fuldstænidg amok, i total eufori over nu at stå i EM Finalen. Der var en vanvittig gnist i øjnene, dette var ikke bare for sjov, ikke ligesom glæden over en ny bil, eller en ny kæreste, nej det her det betød sgu noget der virkelig betød noget.
Der blev sunget, og hoppet, og danset, og drukket til den lyse morgen.

  Her oplevede jeg hvordan en fodbold kamp på i dette tilfælde 120 minutter, kan bringe en ud i en vanvittig udsving af føelser. Fra fortvivlelse , frustration bitterhed, over til håb, og den største glæde man overhovedet kan føle. Alt dette på mindre end 2 timer, det er sgu lidt vildt når man tænker over det..





   

 

[Holm]

Har oplevet en del. Kan ikke undvære fodbold i mit liv. Men en af mine støste oplevelser var vel at jeg på min fødselsdag stod på WHL, og så AaB komme foran 1 - 0 og 2 - 0. Trods vi tabte var det en af mine største oplevelser.

[GudenEricsson]

fin historie... Var selv i Italien, da de vandt WM, og der sad vi også på en bar. De gik helt amok! FANTSTISK!

Har dog også en selv...

Jeg har virkelig fundet ud af hvor meget Brøndby betyder i mit liv. Nedtur efter nedtur efter nedtur. Under denne krise fandt jeg ud af, at hvor stor fan jeg i virkeligheden er af BIF. Altså et nederlag, gør fysisk ondt i mit Brøndbyhjerte. Jeg kan få ødelagt en hel weekend pga. endnu et nederlag. Ødelægger det for min familie. Spørg dem selv! . Seriøst. Forstuvede foden sidst jeg var i Midtjylland!(5-0) Sparkede til en kantsten på vej ud til bilen. Smerte fysisk og psykisk. Efter alle de nedture i Jylland, var den største oplevelse nok at vinde i Viborg! 25 kampes frustration blev lukket ud ved et fløjt. AMOK. Har aldrig nogensinde krammet så mange, og været så ekstatisk i mit liv. Glæde. Nok en af mine største oplevelser.

Modsat den værste oplevelse udover overstående, var da vi tabte 1-6 til Esbjerg! Det var starten på forårssæsonen. I tre måneder havde vi ventet på denne kamp! Tre måneder uden bold. Forventningerne var enorme! Havde taget mit flag med og var klar til kamp. Sad på Faxe øvre med min far. BANG den kæmpe forventing, og længsel efter af at komme på stadion, blev skudt i sænk! En dag man hellere ville ligge hjemme i sengen og hygge sig foran TV'et Værste oplevelse ever!

[Birkedahl]

Jeg har haft en lidt sjov oplevelse med fodbold. Det var hverken på stadion eller foran tv'et, men derimod på en pizzabar.

Da jeg var en lille knægt, viste DR altid engelsk fodbold om lørdagen. Jeg sad der foran skærmen, næsten hver lørdag. Men alligevel var der aldrig et hold, som jeg kom til at holde med. Det er der i øvrigt stadigvæk ikke.
Men så begyndte TV2, at sende fodbold fra Italien om søndagen. En klassekammerat og jeg skulle selvfølgelig se hvad italiensk fodbold var for en størrelse. Den første kamp vi så, var en meget atypisk kamp, mellem Juventus og Lazio. Atypisk fordi den endte 4-3. Vi sad begge to og var ellevilde, og jeg kastede al min kærlighed på Juventus, og specielt én spiller;
Il Codino Divino, den guddommelige hestehale eller Roberto Baggio.
Jeg var nu Juve-fan, og er det stadig, på trods af skandalen og nedrykningen.

Min kammerat derimod, blev Lazio-fan. (Stakkels dreng) 

Derfor blev min første trøje en Juve-trøje.
Nogen dage efter skulle vi på Danmarks bedste pizzabar som ligger i Helsingør: CASATUA. (Hvis I kommer til byen, så gå derind!!!) Ejerne derinde var italienere, fra Torino og faderen var indædt Juve-fan. Vi havde begge to vores nyerhvervede fodboldtrøjer på, og da vi træder ind, (min kammerat forrest) kigger faderen på ham med de ondeste øjne man kan forestille sig, og siger noget på italiensk som vi ikke forstår. Vi kan dog godt høre at det ikke ligefrem er en kærlighedserklæring . Så får han øje på mig, og hans øjne lyser op. Hans stemme, hans sprog ændrer sig, og han fortsætter med at snakke noget uforståeligt. Igen er vi ikke i tvivl, denne gang ER det en kærlighedserklæring . Han kommer om på den anden side af disken, tager fat på begge sider af mit hovede, og kysser mig på begge kinder. 
Vi bestiller vores pizzaer, og da jeg hiver penge frem, afviser han. Denne pizza er på husets regning. Lige dér forstod jeg hvad fodbold betyder for en ægte fan, og specielt for en italiensk af slagsen.

Behøver jeg at fortælle at jeg havde min Juve-trøje på, hver gang vi kom på Casatua?!? 

[Red love]

                        Italien EM 2000 part 2

Kom lige i tanke om at jeg i mit første indlæg, helt glemte at nævne min oplevelse i forhold til selv finalen EM 2000, mellem Italien og Frankrig.
Jeg var endnu engang placeret på den samme bar på Lidoen Italien. Stemningen var helt i top, nu skulle Italien havde den første triumf siden VM 1982. Frankrig var forsvarende Verdensmestre, og svage favoritter før kampen. For mig havde kampen også en anden dimension, den blev spillet på De Kuip Rotterdam, hjemmebane for Feyenoord, et stadion jeg har besøgt mange gange.

   Italien startede kampen bedst, og kom også foran efter scoring af Marco Delvecchio, Italien dominerede resten af kampen, og sad massivt. og da klokken rundede 90 førte de stadig 1-0. Stemningen var på kogepunktet, og alle ventede bare på slutfløjtet, så det hele kunne gå amok. Alle er helt overbevist om at Italien nu er europamestre. Så sker det utænkelig, indskiftede Sylvain Wiltord er fri, og får udlignet. En fuldstændig vanvittig ærgelse breder sig, folk hamrer bogstavelig talt hovedet ned i bordet. I ekstra tid går det helt galt, David Trezegol afgør kampen med sin scoring til 2-1, og Le Bleus har på forunderligste vis snydt Italien for den helt store triumf.

 Jeg husker jeg selv havde været helt overbevist om Italien ville vinde, og havde været helt overstadig glad for det. Sådan en aften er alle venner, og jeg var mere end accepteret iført min Italienske landsholdstrøje med Totti.
At på den måde opleve så stærk en fælles fodbold føelse, det gør sgu indtryk på en 10 årig knægt.

Derfor var min forbitrelse over det så ufortjente nederlag også helt enorm. Jeg kan huske jeg på vej hjem så en gammel mand der sad og græd, jeg havde set den samme mand et par timer før, da jeg var på vej op for at se kampen. Der var han i fantastisk humør, og det så ikke ud til han kunne blive slået ud af noget som helst.

  Jeg kom uden rigtig at tænke over det til at stå længe og betragte ham, men han ænsede mig overhovedet ikke, han græd som pisket og var fuldstændig fortabt i sin egen sorg. Jeg tror jeg kunne have stået og kigget på ham hele aftenen, uden han ville have opdaget det. Jeg har aldrig set en mand være så knust, aldrig, og jeg har været til mine begravelser. Den smerte ham den gamle mand her følte for sit land, det var tragisk....

EDIT Jeg er ved en fejl kommet til at poste det her i baren, hvis der er en moderator der gider at flytte det til fodbold, så ville det være super.

[MLL]

Ellers et fornuftigt trøjevalg Red Love

Havde også håbet at Italien ville vinde

Kan huske jeg sad og så den i Tyskland;)

[Don Abramovich]

Haha, fed pizzabar

[Nyysted]

fin historie... Var selv i Italien, da de vandt WM, og der sad vi også på en bar. De gik helt amok! FANTSTISK!

Har dog også en selv...

Jeg har virkelig fundet ud af hvor meget Brøndby betyder i mit liv. Nedtur efter nedtur efter nedtur. Under denne krise fandt jeg ud af, at hvor stor fan jeg i virkeligheden er af BIF. Altså et nederlag, gør fysisk ondt i mit Brøndbyhjerte. Jeg kan få ødelagt en hel weekend pga. endnu et nederlag. Ødelægger det for min familie. Spørg dem selv! . Seriøst. Forstuvede foden sidst jeg var i Midtjylland!(5-0) Sparkede til en kantsten på vej ud til bilen. Smerte fysisk og psykisk. Efter alle de nedture i Jylland, var den største oplevelse nok at vinde i Viborg! 25 kampes frustration blev lukket ud ved et fløjt. AMOK. Har aldrig nogensinde krammet så mange, og været så ekstatisk i mit liv. Glæde. Nok en af mine største oplevelser.

Modsat den værste oplevelse udover overstående, var da vi tabte 1-6 til Esbjerg! Det var starten på forårssæsonen. I tre måneder havde vi ventet på denne kamp! Tre måneder uden bold. Forventningerne var enorme! Havde taget mit flag med og var klar til kamp. Sad på Faxe øvre med min far. BANG den kæmpe forventing, og længsel efter af at komme på stadion, blev skudt i sænk! En dag man hellere ville ligge hjemme i sengen og hygge sig foran TV'et Værste oplevelse ever!

Var også i Italien, da de vandt, sad dog på en kæmpe campingplads og så det

[andersfa123]

Den største oplevelse i min fodboldfan karriere var nok BIF-FCK d. 23 september, altså stemningsmessigt, det var for fedt og jeg kunne mærke hvordan det var at elske sit hold at man havde risikeret sit stadionliv på det (i kan jo selv gætte hvordan man kunne  )..

Men den største oplevelse i fodboldenskarriere var nok da FCK vandt over Man. United! Dagen efter var især fantastisk...

[GHERTESTEAS]

Tjaa, jeg var godt nok kun 10 eller 11 men jeg husker tydeligt FCK-Gorica. Da jeg var på vej hjem fra fodbold træning, glædede jeg mig til at se FCK gå videre til kampen mod MOnaco. Men sådan gik de jo ikke Jeg kan huske at da de scorede til 0-1 tænkte jeg bare det var et heldigt mål, og vi var stadig videre samlet. 0-2, uroen bredte sig. 0-3, der vidste jeg det var slut, jeg braste sammen i gråd, det var simpelthen utroligt ringe. Især tanken om de mange BIF fans der ville håne den næste dag. Det var et pokkers hell
Tilgengæld lærte jeg hvor meget jeg holdt med FCK den dag.

Så var der de gode oplevelser. FCK-ManU var selvf stort. Jeg var indeog se den. Jeg havdefør kampen selvf. ikke tænkt på at vi kunne vinde, men da jeg så gardinerne blafre bag Van Der Sar, gik jeg sgu amok. Da Cronaldo scorede i overtidn var jeg lige ved at tude. MEn forfaen. Linjedommeren stod med sit flag og flagrede. Offside! Hah, så slog vi sgu de englændere der havde svoret de ville lave os til bankekød, i begge kampene.

Så var der også Celtic kampen, hvor FCK udspillede et tamt Celtic hold fuldstændig, og vandt 3-1. Celtics mål på en dødbold til sidst i kampen. Her husker jeg mest af alt at vi kom foran ved Hutchy efter 2 minutter.

Udelandet. Tjaa der var kampen som reelt fik mig til at indse jeg havde noget specielt med Everton. 3-0 over Liverpøl. Fantastsik mål til sidst, hvor Reina fuldstændig mistimer sin redning af Gravers tvilling Carsleys skud, og kaster den i hovedet på Andy Johnson. Så er der selvf Valencias kamp mod Real i 2005 på Bernabeu. Valencia kommer foran på et fantastisk frisparksmål af Baraja, Real udligne lyn hurtigt, men så scorer David Villa på straffe. Både Graver og Becks fik rødt i den kamp . Så er der Valencias 2-1 sejr over Barce i Feb.2007. En kedelig første halvleg bliver erstattet af en super 2., og Valencia komemr foran hurtigt. Bare 2-4 min. senere, scorer de igen. Albelda og Deco får begge rødt, for en batalje jeg ikke kan huske. Ronaldinho scorer et flot flot frisparksmål i overtiden, men Valencia vinder.

[Red love]

Jeg har haft en lidt sjov oplevelse med fodbold. Det var hverken på stadion eller foran tv'et, men derimod på en pizzabar.

Da jeg var en lille knægt, viste DR altid engelsk fodbold om lørdagen. Jeg sad der foran skærmen, næsten hver lørdag. Men alligevel var der aldrig et hold, som jeg kom til at holde med. Det er der i øvrigt stadigvæk ikke.
Men så begyndte TV2, at sende fodbold fra Italien om søndagen. En klassekammerat og jeg skulle selvfølgelig se hvad italiensk fodbold var for en størrelse. Den første kamp vi så, var en meget atypisk kamp, mellem Juventus og Lazio. Atypisk fordi den endte 4-3. Vi sad begge to og var ellevilde, og jeg kastede al min kærlighed på Juventus, og specielt én spiller;
Il Codino Divino, den guddommelige hestehale eller Roberto Baggio.
Jeg var nu Juve-fan, og er det stadig, på trods af skandalen og nedrykningen.

Min kammerat derimod, blev Lazio-fan. (Stakkels dreng) 

Derfor blev min første trøje en Juve-trøje.
Nogen dage efter skulle vi på Danmarks bedste pizzabar som ligger i Helsingør: CASATUA. (Hvis I kommer til byen, så gå derind!!!) Ejerne derinde var italienere, fra Torino og faderen var indædt Juve-fan. Vi havde begge to vores nyerhvervede fodboldtrøjer på, og da vi træder ind, (min kammerat forrest) kigger faderen på ham med de ondeste øjne man kan forestille sig, og siger noget på italiensk som vi ikke forstår. Vi kan dog godt høre at det ikke ligefrem er en kærlighedserklæring . Så får han øje på mig, og hans øjne lyser op. Hans stemme, hans sprog ændrer sig, og han fortsætter med at snakke noget uforståeligt. Igen er vi ikke i tvivl, denne gang ER det en kærlighedserklæring . Han kommer om på den anden side af disken, tager fat på begge sider af mit hovede, og kysser mig på begge kinder. 
Vi bestiller vores pizzaer, og da jeg hiver penge frem, afviser han. Denne pizza er på husets regning. Lige dér forstod jeg hvad fodbold betyder for en ægte fan, og specielt for en italiensk af slagsen.

Behøver jeg at fortælle at jeg havde min Juve-trøje på, hver gang vi kom på Casatua?!? 

Haha.. Det er sgu en fed historie, ikke noget at sige til du stadig er Juve fan..

[Kerm]

Jeg har aldrig lagt skjul på min kærlighed til Brøndby. Jeg ved ikke hvor den kommer fra, da min onkel er FCK fan og min far er blevet BIF'er primært pga. mig. Jeg begyndte at interesserer mig for prof. fodbold nogle år efter jeg selv begyndte at spille dette vidunderlige spil, og voksede op blandt Brøndbyfans, men ingen er mere hardcore end jeg er i dag.
Den dag i dag, er jeg mere Brøndby fan end nogensinde og denne ... Ikke bare fan-agtige følelse, men nok nærmere kærlighed, stiger dag for dag. Jeg har flere gange haft kæmpe skænderier både med kærester og forældre, fordi jeg har ville se mit hold spille istedet for alt muligt andet. Dette har kostet mig forhold til kærester og ikke mindst smadrede ting i arrigskab, hvilket aldrig har rørt mig. Jeg ved hvor mit hjerte er! Mange ville mene, at jeg måske skulle lære at prioterer anderledes og det er i mine øjne helt iorden. Folk kan tro hvad de vil. Selvfølgelig berører det mig, for det er mig de tænker om, men jeg ændrer mig med tiden, og hvem ved, måske jeg falder til ro, når jeg bliver ældre?

Gennem det sidste 1½, har jeg virkelig fundet ud af, hvem der virkelig er Brøndby-fans og hvem som er medløbere. Næsten hver uge, var et nederlag og hver mandag bød på nye drillerier ol. "Hvad der ikke dræber mig - Gør mig stærkere!" Dette motto levede jeg længe efter, for det var virkelig svært at være BIF'er. Da forløsningen så endelig kom mod Viborg var jeg nærmest grædefærdig. Jeg har aldrig været mere glad end dag aften! Selv ikke 5-0 sejren over FCK kan måle sig med den rus af fodboldglæde der løb gennem mit blod, den aften. Det var ekstremt!

Heldigvis er mit forhold til Brøndby, at jo mere jeg snakker om klubben jo mere elsker jeg klubben! Nogle ville nok brække sig over det, men jeg kan bare ikke få nok.

Kerm

[Badefar]

Her er min største oplevelse med fodbold:

Jeg var taget til Grækenland for 9. gang i 9 somre i træk.
Jeg fulgte selvfølgelig med i EM 2004 hjemmefra og havde udset at hvis Danmark vandt over Tjekkiet skulle vi møde de lokale grækere.
Desværre tabte vi 3-0 og nu måtte jeg holde med grækerne.
Jeg så kampen på hotellet som er for danskere og folk var en anelse skuffede.
Jeg måtte selvfølgelig ud og lede byen igennem for et græsk flag og jeg fandt endelig et efter at have været igennem 20 souvenier butikker.
Baren var fyldt op til semifinalen som iøvrigt var en død kamp.
Lige da man var forberet til en straffesparkskonkur ence fik Grækenland hjørnespark.
Bolden blev lagt til forreste stolpe og den store forsvarer Dellas stiger op og sender den med et perfekt hovedstød i kassen.
Straks var folk helt oppe af stolen og finale pladsen var dermed hjemme.

Finalen var dog noget for sig og alle ansatte på hotellet undtagen de 3 der ejer det holdte inde med arbejdet for at se finalen.
Det var meget nervepirende fordi at Portugal konstant havde bolden.
Men et godt stykke inde i anden halvleg kom Grækerne foran.
Angelos Charisteas var folkehelt for et kort sekundt men stemningen blev næsten endnu mere anspændt der grækerne nu skulle spille det de er bedst til "Pindsvine fodbold".
Da kampen så endelig så endelig blev fløjtet af spurgte en af ejerne og han ikke måtte låne mit flag.
Han fik det og løb i poolen med flaget hængende efter sig. Pludselig blev vi andre også skubbet i poolen og det gik op for os hvilken begivenhed det var.
En af de andre ejere tog et haglgevær og skød 20 gange op i luften.
Resten af aftenen var der fri bar og gratis is til alle børnene.
Vi boede et par kilometre udenfor Athen og kunne se et kæmpe festfyrværkeri inde fra byen.
Sorba, sprut, fyrværkeri og hagl der regnede ned fra himlen kendetegnede en nat jeg aldrig glemmer.

Det græske flag hænger nu hjemmen på min væg og skal minde mig om en historie der kan fortælles videre.

[Khushal]

Her er min største oplevelse med fodbold:

Jeg var taget til Grækenland for 9. gang i 9 somre i træk.
Jeg fulgte selvfølgelig med i EM 2004 hjemmefra og havde udset at hvis Danmark vandt over Tjekkiet skulle vi møde de lokale grækere.
Desværre tabte vi 3-0 og nu måtte jeg holde med grækerne.
Jeg så kampen på hotellet som er for danskere og folk var en anelse skuffede.
Jeg måtte selvfølgelig ud og lede byen igennem for et græsk flag og jeg fandt endelig et efter at have været igennem 20 souvenier butikker.
Baren var fyldt op til semifinalen som iøvrigt var en død kamp.
Lige da man var forberet til en straffesparkskonkur ence fik Grækenland hjørnespark.
Bolden blev lagt til forreste stolpe og den store forsvarer Dellas stiger op og sender den med et perfekt hovedstød i kassen.
Straks var folk helt oppe af stolen og finale pladsen var dermed hjemme.

Finalen var dog noget for sig og alle ansatte på hotellet undtagen de 3 der ejer det holdte inde med arbejdet for at se finalen.
Det var meget nervepirende fordi at Portugal konstant havde bolden.
Men et godt stykke inde i anden halvleg kom Grækerne foran.
Angelos Charisteas var folkehelt for et kort sekundt men stemningen blev næsten endnu mere anspændt der grækerne nu skulle spille det de er bedst til "Pindsvine fodbold".
Da kampen så endelig så endelig blev fløjtet af spurgte en af ejerne og han ikke måtte låne mit flag.
Han fik det og løb i poolen med flaget hængende efter sig. Pludselig blev vi andre også skubbet i poolen og det gik op for os hvilken begivenhed det var.
En af de andre ejere tog et haglgevær og skød 20 gange op i luften.
Resten af aftenen var der fri bar og gratis is til alle børnene.
Vi boede et par kilometre udenfor Athen og kunne se et kæmpe festfyrværkeri inde fra byen.
Sorba, sprut, fyrværkeri og hagl der regnede ned fra himlen kendetegnede en nat jeg aldrig glemmer.

Det græske flag hænger nu hjemmen på min væg og skal minde mig om en historie der kan fortælles videre.

Virkelig en god historie kunne godt forestille mig hvordan det var! 


Min fodbold historie var da jeg var cirka 10 år.. interesserede mig ikke særlig meget for fodbold men det gjorde min far...

Han var Liverpool fan og da vi tog til England mange gange for at besøge familie besluttede han sig for at tage mig med til en Liverpool kamp på hjembane...

jeg fik en Retro trøje og en is og noget slik og satte mig på sædet.. det var virkelig kedeligt for mig indtil at jeg begyndte at mærke den stemningen der var

Folk gispede og råbte og buhede og da modstanderens hold kom foran sad halvdelen af stadionnet helt stille... kan huske at man næsten ikke turde sige noget for spændingen.. Men så kom målet et ordentlig hammer lige ind i hjørnet... Folk rundt om mig jublede helt vildt og begyndte at synge spillerens navn....

Derefter blev kampen virkelig intens og folk var helt oppe at køre men så scorede Liverpool endelig og de vandt 2-1... jeg kan huske at min sidemand en på 28 el lignende krammede mig mens han sagde 'we won mate bloody fuck i love ya' med en tyk engelsk accent....

da kampen sluttede helt begyndte folk at synge den famøse sang 'you will never walk alone'
det lyder måske mærkeligt men det er en utrolig følelse man får når et helt stadion synger sådan en sang! Den er helt utrolig kan kraftigt anbefales ligemeget om man er fan eller ej...

Det er min opfattelse af fodbold et broderskab eller venskab som bare er der... + slik, en mand som er meget kærlig og en sejr

[GudenEricsson]

Jeg har aldrig lagt skjul på min kærlighed til Brøndby. Jeg ved ikke hvor den kommer fra, da min onkel er FCK fan og min far er blevet BIF'er primært pga. mig. Jeg begyndte at interesserer mig for prof. fodbold nogle år efter jeg selv begyndte at spille dette vidunderlige spil, og voksede op blandt Brøndbyfans, men ingen er mere hardcore end jeg er i dag.
Den dag i dag, er jeg mere Brøndby fan end nogensinde og denne ... Ikke bare fan-agtige følelse, men nok nærmere kærlighed, stiger dag for dag. Jeg har flere gange haft kæmpe skænderier både med kærester og forældre, fordi jeg har ville se mit hold spille istedet for alt muligt andet. Dette har kostet mig forhold til kærester og ikke mindst smadrede ting i arrigskab, hvilket aldrig har rørt mig. Jeg ved hvor mit hjerte er! Mange ville mene, at jeg måske skulle lære at prioterer anderledes og det er i mine øjne helt iorden. Folk kan tro hvad de vil. Selvfølgelig berører det mig, for det er mig de tænker om, men jeg ændrer mig med tiden, og hvem ved, måske jeg falder til ro, når jeg bliver ældre?

Gennem det sidste 1½, har jeg virkelig fundet ud af, hvem der virkelig er Brøndby-fans og hvem som er medløbere. Næsten hver uge, var et nederlag og hver mandag bød på nye drillerier ol. "Hvad der ikke dræber mig - Gør mig stærkere!" Dette motto levede jeg længe efter, for det var virkelig svært at være BIF'er. Da forløsningen så endelig kom mod Viborg var jeg nærmest grædefærdig. Jeg har aldrig været mere glad end dag aften! Selv ikke 5-0 sejren over FCK kan måle sig med den rus af fodboldglæde der løb gennem mit blod, den aften. Det var ekstremt!

Heldigvis er mit forhold til Brøndby, at jo mere jeg snakker om klubben jo mere elsker jeg klubben! Nogle ville nok brække sig over det, men jeg kan bare ikke få nok.

Kerm

Flot skrevet! Har det på samme måde! Det er jo nærmest et essay