Krigens tabere

 

[Småkagedrengen]

Hej Freaks..
Jeg skriver lige nu på en historie, som mest er ment, som tidsfordriv og senere, kan bruges som fristil.
Derfor vil jeg gerne skænke jeg historien, hvor jeg poster lidt, hver gang jeg får skrevet noget. Er det ikke noget I gider, så siger i bare til, så stopper den.

Den handler om den tyske soldat, Gerhard, både om de sidste dage under 2. Verdenskrig og hans efterfølgende bestræbelser, for at blive accepteret i det vestlige samfund.

Sveden begyndte at pible frem fra hans pande. Da den ramte øjenlågene blinkede han både for at fugte øjnene og fordi han ikke vil have de andre skulle tro han græd. Gerhard havde nu ikke behøvet bekymrer sig, for hans to "sidekammerater" på 15 år lignede nogen der kunne bryde ud i gråd hvert sekund det skulle være.
Han havde stærk medlidenhed med dem. De var så unge, og de ville aldrig blive ældre. Sovjetterne slog alle på deres vej ihjel også selvom de ikke engang var over 15. Gerhard var selv 26 og selvom det ikke var nogen høj alder, så havde han alligevel prøvet nogen glæder og sorger de livet bragte.
Da krigen begyndte, så Gerhard det for sin mulighed frem i livet. Han havde altid været ordblind og havde kun med nød og næppe klaret sig igennem skolen. I hæren havde han fundet sit kald. Han havde været med til at erobre Frankrig i 1940 og her 5 år efter, var han blevet forfremmet fra menig til Sergent og havde 8 mand under sig. Han rejste sig op fra sin stilling og gik rundt til sine mænd. Halvdelen af dem var under 18, 3 af dem var mellem 18 og 20 og den sidste var en gammel veteran på 40 der havde indvilliget i at vende tilbage nu, hvor moderlandet var ved at gå under.
Et par kilometer væk kunne han høre hvordan de russiske tanks kom buldrende ind mod Berlin.
Alt håb var ude for længst det viste Gerhard allerede da han blev kaldt fra vestfronten for at slås østpå. Operation Barbarossa var gået grueligt galt og nu blev de folk der kunne undværes i vest sendt til øst for at forsvare Berlin. På trods af at det var slut tænkte Gerhard over hvad han kunne gøre. Han kiggede rundt og så at der ikke var flere grupper der kunne ses. Han samlede tankerne, et eller andet kunne han gøre, det var han pludselig sikker på. Pludselig landede en granat omkring ti meter fra ham. Et skarpt stykke beton fløj ind og gennemborede hans venstre skinneben. Han skreg af smerte og et par stemmer råbte op. De tre ældre i gruppen stimlede sammen om ham. Franz på 19 rev et stort stykke af sin uniform, imens veteranen Ludvig hev betonstykket ud. Gerhard vred sig i smerte da han gjorde det, men havde ikke kræfterne til at gøre modstand. Da stykket var ude, bandt de en stærk bandage omkring. Da de strammede for sidste gang besvimede Gerhard.

Han vågende med store smerter og famlede rundt i blinde i det mørke rum. I det han satte benene til gulvet væltede han forover. Han havde ikke tænkt over benet. Langsomt vendte han sig rundt og kiggede ned på sit. En stor rød og beskidt bandage var ved at falde af. Gerhard vidste at såret allerede var så inficeret, at en betændelse ikke kunne undgås. Han ville for alt i verden beholde sit ben, så han hev et stort stykke af, sin lasede uniform og løsnede den tidligere bandage til den faldt af. Et stort fugtigt sår kom til syne. På trods af det forfærdeligt grimme sår tænkte Gerhard ikke nærmere over det. Værre ting end dette, var kommet ham for øje i krigens løb. Med stort besvær og store krampetrækninger kom han på benene. Der var stille. Alt for stille. Humpende, kun holdt oppe ad hans viljestyrke, kom han hen til en dør han havde opdaget i den anden ende, af rummet. Pludselig kunne han høre glade stemmer udenfor, men det var ikke tyske stemmer. Forsigtigt kiggede han frem for døren og så ca. 50 soldater fra Den Røde hær komme gående. Da han så de bare slentrede og ikke marcherede, vidste han at moderlandet havde draget sit sidste suk. Længere nede af den vej soldaterne var kommet, så han 7 lig ligge. Han genkendte alle de unge, under 15. Ludvig lå bøjet over den 20årige Herman. Lige ved siden af dem, lå en ung gut på 18, som havde sluttet sig til dem, dagen før. Nu var han død. Gerhard var vred. Ikke på dem, men på sig selv. Han skulle have været der. Kæmpet ved deres side i deres sidste minutter.
I samme nu hørtes utallige skud og 3 soldater faldt om. Gerhard vendte lynhurtigt blikket opad. Der så han Franz, stående med sit våben og sigtede på de sovjetiske soldater der lynhurtigt var kommet i dækning. Franz sprang ud af sit skjulested og løb baglæns væk fra de fjendtlige soldater, alt imens han skød efter de soldater der vovede at tage hovedet op. I virkeligheden kunne de skyde ham ned på få sekunder, men angrebet var kommet, så meget bag på dem, at de ikke tænkte klart. Snart var Franz ude af deres skydefelt og de, for op for at forfølge ham. Da de alle var væk, humpede Gerhard langsomt ud af den ruin han befandt sig i. Han samlede en af de døda soldaters våben op, og begyndte at bevæge sig mod den vestlige del af Berlin, imens han gemte sig i hver anden bygning. At blive opdaget, af Den Røde Hær, ville enten betyde døden på stedet, eller umenneskelige forhold i en fangelejr, hvor han til sidst ville dø.
Hans eneste håb var, at komme frem til Britiske eller Amerikanske soldater. Der ville han ganske vist blive taget, som fange, men han ville trodsalt kunne overleve.


Kritik modtages med kyshånd..

[dingenoderjavs]

Du skriver sgu okay godt, det må man give dig 

Kan ikke rigtig tage stilling til om jeg synes den er god, eftersom det er så kort. Men skriv endelig løs og se om det fanger. 

[N17]

Synes det er meget forvirrende, da der er en del slå fejl og tegnsætningsfejl..

Det er ikke noget jeg forventer at følge med i, da det ikke siger mig så meget. Men synes da bare du skal fortsætte, hvis du har lysten!

[Småkagedrengen]

Synes det er meget forvirrende, da der er en del slå fejl og tegnsætningsfejl..

Det er ikke noget jeg forventer at følge med i, da det ikke siger mig så meget. Men synes da bare du skal fortsætte, hvis du har lysten!

Jeg medgiver at der er mange tegnsætningsfejl, men jeg synes nu ikke, der er så mange slåfejl..

[Matigol]

ligner ikke rigtig noget jeg har lyst til at følge med i.
men synes da bare du skal skrive videre

[ElGuapo]

Forsæt endelig

[Småkagedrengen]

Han kæmpede sig langsomt fremad. Benet gjorde stadig ondt, men han overvandt smerterne og sneg sig af sted mellem bygningerne. Alt var kaos. Ingen bygninger, var ubeskadigede og man kunne mærke håbløsheden hos alle der ikke var sovjetter.
En enkelt gang, var han ved at fare på et par fjendtlige soldater, der stod og røg hen over en død tysk soldat. Gerhard væmmedes, men han beherskede sig og sneg sig videre.
Overalt lå døde soldater og Gerhard var flere gange ved at kaste op. Lige med et faldt han over et lig og fik en masse sten til at rulle. En flok soldater stoppede deres snak og bevægede sig over mod lyden. Gerhard lå musestille, det var den eneste måde, hvorpå han kunne overleve. Da soldaterne nåede over, begyndte de at konversere lettere ophidset. På et tidspunkt, skodede en af soldaterne sin cigaret i Gerhard hovedbund. En varm ubehagelig følelse bredt sig, men ligeså hurtigt, som den kom var den forsvundet. Han kunne høre meget ophidsede stemmer og murbrokker der flyttede rundt. Han vovede at åbne det ene øje på klem og så, hvordan to af de russiske diskuterede heftigt. Den ene stod med en halvskoddet cigaret i hånden og Gerhard gættede på, at han var synderen.
“Så findes der alligevel bolsjevikker med respekt for andre”, tænkte han og regnede med, at de diskuterede om det var okay, at skodde en cigaret på et dødt menneske. En anden soldat gik hen og sparkede Gerhard hårdt i siden. Sparket var så hårdt, at han rullede en halv omgang og han kunne mærke, hvordan et eller flere ribben, knækkede midt over. På trods af dette, forholdt han sig roligt. Efter et par minutters heftig diskussion valgte, soldaterne at gå tilbage til der, hvor de var før. Gerhard havde svært ved at komme på benene. Benet gjorde ondt og de brækkede ribben, var en enorm smertekilde. Til sidst fik han dog stablet sig på benene. For at vise hans faldne landsmand den sidst ære, tog han medajle han havde fået og lagde den på brystet, af den faldne soldat. I det han så personens ansigt stivnede han. Tårerne pressede sig på og en forfærdelig følelse, bredte sig i kroppen på ham. Foran lå hans bedste ven, fra hans skoletid. Den eneste der havde accepteret ham.  Lige nu havde han mest lyst til, at ligge sig ved siden af ham og dø, men han vidste, at hans ven ikke ville ønske det for ham.
Han samlede sig, men vaklede en del, da han bevægede sig mod udkanten af Berlin.

[Småkagedrengen]

Endelig. Endelig var han nået til Berlins vestlige del. Det føltes som flere dage, men havde nok nærmere varet nogen timer. Han var udmattet og kunne dårligt løfte benet. Da han passerede bygrænsen, var han kun ganske få meter fra at blive opdaget. En bil med tyske nummerplader, forsøgte at komme frem på de ødelagte veje. Netop, som Gerhard troede faren var ovre, vendte bilen om og kørte direkte mod der var hvor han gemte sig. Den stoppede lige ud for, og Gerhard var klar over, at han var opdaget. Han kom frem, af sit skjul og så nogle få mænd stå ud af bilen. Hans puls, der havde været helt oppe og ringe, faldt hurtigt igen. Ud af billen, kom tre tyske SS-officerer.
“Hvad gør I her?” spurgte han forundret. Han havde helt smidt ud, at man ikke snakkede sådan til sine overordnede. De så åbenbart også højt og helligt på de regler lige nu, for den ene svarede: “Vi skal hente de vigtigste overlevende.”
“Det kan I godt glemme alt om” svarede Gerhard sørgmodigt. “De er alle sammen døde og De Røde svin har indtaget byen.”
“Trist” svarede en anden af officererne.
“Kan jeg komme med jer? Jeg regner med, at skal tages til fange af Amerikanerne, så jeg kan få plejet mit ben” sagde Gerhard og pegede ned på sit ben.
Han kunne se, hvordan officererne væmmedes, men han vidste at det han lige havde spurgt om, aldrig ville blive en realitet.
“Beklager. Du er ikke vigtig nok” sagde de og satte sig ind i bilen. I samme nu fløj flere skudsalver gennem luften, og en af dem fløj tæt over Gerhards hoved.  Han flygtede om bag en nærtliggende ruin og håbede, at Sovjetterne ikke havde opdaget ham. Det havde de åbenbart ikke, for hurtigt kom de hen og hev de døde SS-officerer ud af bilen. Alle tre var døde og soldaterne spyttede og lo hånenende ad dem. Derefter satte de ild til bilen og brændte også officererne. Da de var væk, fortsatte Gerhard sin færd.
Selvom disse steder, ikke havde været udsat nær så meget for Den Røde Hærs hærgen, men man kunne alligevel føle den triste, dystre stemning. For 4 år siden havde Gerhard været nogenlunde samme sted og alt summede af liv. Nu var her stille. Det var som, at traske rundt på de afbrændte franske marker, men denne gang havde han ikke en følelse af tilfredshed. Langtfra.

[Chris]

Er jeg den eneste der gennem mine 13 år i skole og gymnasium aldrig har fået muligheden for en fristil?

[Småkagedrengen]

Er jeg den eneste der gennem mine 13 år i skole og gymnasium aldrig har fået muligheden for en fristil?

Tror også min sidste var i 4. klasse, men man ved aldrig