jskovc
|
|
Selvom det efterhånden er ufatteligt sjældent at jeg åbner munden her på FMF, så vil jeg gerne benytte muligheden for at gøre det med denne lille fortælling om mine erfaringer i FM17 der i bund og grund har været en ret ensidig affære.
Egentligt havde jeg besluttet mig for at 2017 udgaven af spillet skulle være en oversidder for mit vedkommende, da jeg havde et utroligt fedt save kørende i 16 med mit elskede AC Horsens. Men da først vi ramte release date kunne jeg slet ikke holde fingrene i ro! Oprykningen til Superligaen var ikke længere noget jeg behøvede at lege og lade som om i FM16, det var sket i virkeligheden, og derfor kunne jeg spille med præcis de helte jeg så løbe rundt på stadion fra uge til uge hvorfor FM17 gik fra at være et no go, til et must for mig.
Jeg er egentligt gået hen og blevet ret konservativ med mine spil. I gamle dage skiftede jeg fra hold til hold, og havde utroligt mange saves kørende i løbet af et FM år, hvilket ofte betød at jeg kunne spille en sæson med et kinesisk hold i dag, for at spille med en brasiliansk klub i et nyt save i morgen. Men sådan er det ikke længere. Tiden til FM er blevet mindre, og jeg er begyndt at sætte pris på den tid jeg har til mit save, der er det samme i dag, som da jeg startede FM17 op for første gang sidste år. Det betyder også at det hold der startede som de 11 helte fra Casa arena sidste år, for længst har pensioneret sig, og er blevet erstattet med 11 yngre regen modeller, der forsøger at vinde AC Horsens anden Champions League titel. Men den barnlige glæde ved dette save er ikke blevet mindre, i virkeligheden tværtimod, ligesom med en god årgangscognag der hvert år giver sin andel til englene, bliver spillet også bare mere og mere koncentreret og indstuderet på denne måde, og ingen andre vil længere kunne sætte sig med netop mit save og få den samme glæde ud af det som jeg kan. De må starte et nyt op og leve deres egen rejse.
Jeg har oplevet både op og nedture med mit kære save, jeg har tabt ligaen med et enkelt point til FCM, jeg har set min topscorer og kommende verdensstjerne blive solgt fordi bestyrelsen ikke kunne sige nej til 80 millioner kroner, og jeg har haft spillere der brokkede sig så meget over min ledelse, at de grå hår begyndte at titte frem i min kafferus midt om natten. Men til trods for alle nedturene, og til trods for at det i flere situationer har set ud til at falde fuldstændigt fra hinanden, så er der for evigt en følelse der overskygger alle de andre! Følelsen at "lige en kamp til". Lige en kamp til inden jeg rammer puden, lige en kamp til inden jeg skal ud af døren, lige en kamp til inden jeg går i gang med aftensmaden, lige en kamp til inden... For om en kamp til er det hele anderledes, om en kamp til vinder jeg mesterskabet med 20 point ned til nummer to, om en kamp til skriver jeg under med den spiller der får min 3-2-3-2 til at fungere, om en kamp til får jeg det nye stadion opkaldt efter mig, og bliver den største sportspersonlighed i Horsens historie, om en kamp til...
Og selvom det udefra kan virke som det rene nonsens, så er jeg klar til at tage turen en gang til. Om mindre end en uge bliver mit save lagt i graven, og formentligt aldrig åbnet igen. Det vil leve som et minde om det der var, alt imens mit nye og helt identiske eventyr med dette års nye helte begynder.
-En gang gul, altid gul!
|