[#26] Østens Mystik

Brobygning

Efter 101 dage i Maribor er jeg endelig ved at være på plads i mine nye omgivelser, der er kommet styr på min trup, min stab og mit privatliv - det har dog ikke været en dans på roser.

Efter blot en enkelt uge i klubben var der flere talspersoner fra forskellige fanklubber, interessenter og spillere der mente jeg var fejlcastet til opgaven som manager i NK Maribor - specielt købene af Ghukas, Raymond og Marko faldt rigtig mange for brystet og der blev talt om vennetjenester - det blev lagt ud som at jeg forsøgte at bruge klubbens penge i min gamle klub da jeg havde dårlig samvittighed over at forlade klubben.

Jeg måtte offentligt måtte udtale at jeg havde hentet spillere ind som jeg har stor respekt for, men for det som de kan på banen og at de bestemt kan levere et nyt niveau i truppen.
I dag kan jeg dog godt sætte mig lidt ind i deres syn på sagen, at sælge ni spillere der har været en del af dette succesfulde hold i minimum et par år, for blot at hente spillere jeg har haft under mig i mange sæsoner. Derfor var det også vigtigt for mig at de præsterede fra dag ét.

På transfersiden brugte jeg 35.000.000 DKK af mit 92.590.000 DKK store budget - samtidigt solgte jeg ud af mange rutinerede kræfter på holdet de fleste mellem 26 og 30, spillere i deres bedste alder, min tanke var dog og er stadig at JEG skulle bygge MIT hold op, med spillere som jeg ser stadig har niveau om et par år. Jeg føler nemlig at Maribor bliver en klub jeg kan komme til at være i mange år - de er størst blandt de små.

Min første kamp blev dog meget afgørende i forhold til at de eksterne talsmænd til at holde deres k***, første kamp var nemlig i Supercuppen mod de evige ærkerivaler fra Olimpija som skulle tage mod os på hjemmebane - jeg havde op til kampen fået introduceret holdet for min taktik og filosofi og det var egentlig gået rigtig godt til træning og jeg havde en fornemmelse da jeg skulle sætte holdet hvor Marko Mihojevic og Ghukas begge fik plads i start elleveren. Det skulle vise sig at være en god idé.

Kampen fløjtes i gang og et fyldt stadion antændes i et inferno af pyroteknik og røgbomber! 16.038 fans fra de to storklubber forsøger at overdøve hinanden - det er oplevelser som disse der virkelig gør at jeg elsker mit job !

Vi lagde ud i et hæsblæsende tempo, jeg fik hurtigt fornemmelsen af hvor meget denne kamp betød for de to mandskaber og klubber - kampen er ikke mere end 4 minutter gammel da Andraz Zurej bliver nedlagt i målfeltet - STRAFFESPARK dømmes til os - og jeg har instrueret Marko om at han skal sparke evt. straffespark, desværre har nerver ramt den unge Serber der losser bolden over mål - ikke just noget der vil fjerne spekulationerne om hans niveau, alligevel er det rart at se min anfører Aleksander Rajcevic løber over til ham og opmuntre ham.

I det 8. minut trækker Ghukas ind i banen og med et elegant Laudrup-chip lægger han bolden for fødderne af Rajcevic som nemt kan sende bolden ind til 0 - 1. Ghukas spiller som havde han været en del af holdet i flere år, alt ser nemt og flydende ud og blot seks minutter senere trækker han til baglinien og sende bolden tilbage i feltet hvor Leovac med en flot inderside passere Olimpija's Robi Celec, 0 - 2. Pludselig kan det høres fra Ultra sektionen "Ghukas Ghukas.. Ghu....Kaaaas".
Mere sker der ikke før pausen vi har flere gode chancer og testet træværket en enkelt gang.

I pausen er stemningen ekstatisk i omklædningsrummet hvor specielt de slovenske spillere slet ikke kan få hænderne ned oven på den føring de har både de to mål, og i form af spil og chancer.
Det eneste jeg siger til spillerne er at de skal forsætte som nu, men at de tre spillere der har fået gule kort ryger ud inden det 60. minut da jeg ikke vil risikere røde kort.

Anden halvleg starter på samme måde som første - vi sidder tungt på spil og chancer, og vi kommer både på 0 - 3, 0 - 4 og 0 - 5, målene bliver scoret af Andelkovic, Klinar og Bohar - da dommeren endelig fløjter af har halvdelen af stadion forladt deres pladser og må være på vej hjem - hvorimod vores fans fester i vores ende af stadion og fejre Supercup sejre samt at vi har slået vores ærkerivaler med 0 - 5 på udebane !

Efter Supercuppen blev det tid til at se ud i det store fodbold Europa, hvor vi trådte ind i Champions League kvalrunde 2, vi lagde ud med at skulle møde St. Patrick's Athletic fra Irland - første kamp var på hjemmebane hvor vi slog dem 0 - 3, en kamp vi styrede totalt - det samme galt for retur opgøret hvor vi desværre ikke finde netmaskerne.

Vi går derfor videre til 3. runde med samlet 3 - 0 over St. Pat's Athletic. vi trak - storklubben Sheriff fra Moldova.

Vi lagde ud med en udekamp, en tur vi valgte at tage i bus for at komme tættere på hinanden da vi ikke havde været på tur med klubben grundet skiftet af manager.
Kampen blev en meget tæt affærer, faktisk den tætteste kamp jeg har været med til i par sæsoner en skudstatistik der sagde 14 - 15, og en boldbesiddelse der var 40/60, vi trak heldigvis det længste strå da Marcos Travares i det 18. minut gjorde det til 0 - 1, hvilket blev det endelig resultatet. Alt var derfor åben i returopgøret ugen efter.

For første gang skulle Raymond på banen for sin nye klub, havde har med vilje udeladt den 19-årige armenier, da jeg ikke var sikker på at han var mentalt klar på opgaven - med alle tre af mine indkøb i start elleveren var det derfor vigtigt for mig at vi gik videre til sidste runde før det gruppespil jeg aldrig tidligere havde været i, men aldrig drømt om.

Efter 32 minutter får vi muligheden for at komme foran de der laves straffe på Ghukas, igen er det Marko der skal tage sig af det - denne gang er det alt eller intet, jeg kan ikke bruge en straffeskytte der brænder to i træk, Marko tager et langt tilløb og sender bolden hårdt og højt i målet - OVERLÆGGER IND !!!! - 1 - 0, de 8.717 tilskuere brølerne over ud stadion. Festen er da også kun lige startet, før Raymond minuttet efter snupper bolden fra en Sheriff spiller og dribler forbi tre modstandere og lægger den i dybten til Andraz Zurej som gør det til 2 - 0 !
som bliver kampens resultat.

Efter at være videre samlet 3 - 0 står vi nu og skal gøre os klar til sidste runde før det enten hedder Champions League gruppespil eller Europa League.

Da vi sidder sammen med alle de andre klubber og der skal trækkes lod løber det mig koldt ned af ryggen da vi trækker Celtic som modstander - jeg husker stadig hvordan jeg i min anden sæson hos Pyunik blev slået ud med 1 - 5 i nettet slutspillet, dog er min gode bekendte norske Ronny Deila ikke længere træner i klubben, men Paul Lambert som tidligere har haft Norwich og Aston Villa.

Der ligger en masse forarbejde der skal styr på inden dette opgør - Maribor er fast inventar i de Europæiske gruppespil og jeg nægter at blive den træne det kiksede for ikke at komme i den største nemlig Champions League.