|39| - L'Erede

 

[Adzke]

Som han nærmede sig indgangen, tronede det kæmpestore slot op foran ham. De røde mursten og den enorme trappe i hvid marmor bød ham velkommen. Som det havde gjort så mange gange før. Folk i Villar Perosa kaldte det slottet. Både fordi, det lignede et slot, men også fordi, det var et slot. Efter Savoy-familien ikke længere var kongefamilie, blev Agnelli-familien de nye herskere af Italien. De giftede sig med prinsesser, de stod bag landets økonomi, de var gode venner med både fascister og præsidenter og regeringsledere, og de havde en finger med i spillet, når beslutninger skulle træffes.

Familiens overhoved havde været borgmester i Villar Perosa siden 1895. Og nu var det blevet hans tur. Det stod ham klart, da han om aftenen trådte ind i den store balsal, hvor marmosgulvets matte overflade mindede ham om somrene i huset. Ferierne med Familien. Hans bedstefar, der læste historier. Møderne med venner. Hans barndom. Der var mødt mennesker frem fra hele landet - men kan fra overklassen. De, der bestemte. De, der gav ordrer. De, der ville give deres højre arm for at være tæt på Familien. De, der ville være med, når der skulle træffes beslutninger.

Nu skulle han træde i sin bedstefars fodspor. Han skulle have sin titel. Han skulle tage sin tørn. Familien vendte sig igen mod ham. De så op til ham. Havde forventninger til ham. Nu var det hans tur. Han var en smule overrasket. Men han var også både glad og stolt. Men også en smule nervøs. Glad for at føle sig som en del af Familien igen. Stolt af at følge i sin bedstefars fodspor. Men nervøs for, hvad det bar med sig. Og nervøs for, hvad det betød for ham i Torino. Ikke desto mindre var han klar. Klar til at tage sin plads. Klar til at være den sidste Agnelli.

[Adzke]

ACQUISTI:
->Lorenzo Ariaudo(£2,900,000)
->Marcos Paraná(£13,750,000)
VENDITE:
<-Rajiv Van La Parra (£9,000,000)

|5. september 2017| TRANSFERS
Et stille transfervindue lukker for Torino. Klubben har solgt en af profilerne, der tog turen ned i Serie B, men som siden har haft det svært. Rajiv Van La Parra fik i årene omkring nedrykningen kultstatus hos tilhængerne, da han i sin første sæson spillede rasende godt i Serie A og siden i Serie B. Men efter oprykningen, har han ikke fundet formen. Angiveligt kom Bari med et tilbud, Torino ikke kunne sige nej til.
Endnu en juventino
Giovannino Agnelli har hentet endnu en tidligere Juventus-spiller ind. Lorenzo Ariaudo har været kaptajn for Den Gamle Dames Primavera-hold, men siden spillet hos Cagliari. Det er forventet, han træder ind på venstreback, da Andrea Dossena har trukket sig tilbage. I Ukraine har man hentet supertalentet Marcos Paraná hos Metalist. Han var ligesom Pimentel en dyr herre, men håbet er, at han kan fortsætte sin udvikling i klubben og sælges dyrt senere.

[Adzke]

Jeg iler for at nå at afslutte bloggen. Hold vejret indtil klokken er 23:59:59.

[united96]

Jeg iler for at nå at afslutte bloggen. Hold vejret indtil klokken er 23:59:59.

Hvis jeg skal holde vejret så længe så når jeg da at dø 

[Adzke]

Han lagde mærke til det i december. Nu gik han gennem byens gader i sin frakke, imens sneen dalede tungt - som små fjer - og lagde sig som en dyne over byen. Overalt varm mennesker pakket ind i vanter, huer, frakker. Men der var alligevel varme.

Folk smilede, når han gik forbi. De hilste på ham, når de så ham. Og almindelige mennesker gav ham hånden. han grønthandler, der aldrig havde sagt et ord til ham, var begyndt at spørge til hans velbefindende. Grønthandleren havde et kæmpe stort Torino-banner hængende over trappen, der ledte ned til den lille butik på Via Roma. Og i mere end otte år havde han aldrig gjort andet end at vrisse af ham.

Nu var det anderledes. Nu var alt anderledes. Familien talte til ham. De ringede ofte for at høre, hvordan det gik. Franzo Grande Stevens havde ringet og fortalt, at hans aktieandel i Exor ikke var fordelt til andre, men stadig ventede på ham. Der skulle blot stemmes om hans genindtræden hos de andre medlemmer. Og l'avvocato dell'Avvocato fortalte med varme i stemmen, at han anså det som en formalitet. Hans bedstefar havde altid ønsket, han skulle sidde i spidsen for Exor. Hans bedstefar havde altid ønsket, han kulle stå i spidsen for FIAT. Og for Juventus.

På vejen hjem blev han stoppet af et barn. Moderen havde skyndt sig at skælde ham ud, men han havde sagt, det ikke gjorde noget. barnet havde spurgt om en autograf. Du er ham, der er gjort Torino til Juventus, sagde barnet. Giovannino smilede og skrev under. Det var naturligvis ikke rigtigt. Torino ville aldrig blive til Juventus. Det var for rent. De var for vellidte. Og de havde trods alt ikke skyggen af den klasse, Juventus engang havde. Men måske var der alligevel noget om snakken. Hans Torino stod for mange af de værdier, Juventus engang havde stået for. Italianità. Hårdt arbejde. Måske var alt, der skulle til et lille skub fra en Agnelli ...

[Adzke]

Han havde siddet på sin altan og nydt solens sidste stråler og set ud på den orange himmel, der langsomt forsvandt bag bjergene i vest. Han havde set, hvordan dagen langsomt var forsvundet. Han havde truffet en beslutning i sit hoved nu. Der var fem uger tilbage. Han havde haft landets præsident på besøg. Som hans bedstefar havde haft det i de gamle dage. Det var en offentlig hemmelighed, at han igen var arvingen til imperiet. Til Exor. Til FIAT. Til magten.

De havde snakket om gamle dage. Om hans bedstefar. Om FIAT. Om støtte. Om planer for landet og for industrien. Og om fodbold. Præsidenten var Milan-fan. Personen, han havde afløst var det. De havde snakket om Torino. Og kredset om Juventus. Præsidenten ville ikke tale om det, han anså som et tabu for Giovannino.

Da han igen var alene, havde han undret sig. Han havde undret sig over, hvor let besøget havde virket på ham. Og over, hvor stor respekten var. Nogle folk troede, den kun lå i navnet. Men det var en fejl. Den lå i personligheden. Den lå i at gøre de rigtige ting og gøre dem på sin egen måde. De lå i opførslen i hans opførsel.

Præsidenten havde sagt, han mindede om sin bedstefar. Han havde givet ham ret. De lignede hinanden. Både af udseende. Men mere og mere som personer. Giovaninno vidste godt, præsidenten forsøgte at smøre ham. Sikre sig støtte. Økonomien var ikke god. Han ville sikre sig FIAT's støtte i en krise. At fabrikkerne ikke lukkede. Giovannino havde ikke sagt noget. Han havde nikket og sagt, han måtte tænke over så vigtige ting, men at der var en lovgivning, han havde ændringer til. Han havde givet ham nummeret på Franzo Grande Stevens. Advokatens advokat. Ligesom i gamle dage.

Da præsidenten igen gik havde han kaldt ham Don Agnelli. Det var der ingen, der var blevet kaldt siden 2002. Da hans bedstefar levede. I de gamle dage.

[Adzke]

PART I:
✗ Empoli 1 - 0 Torino
✓ Lazio 1 - 2 Torino
✓Torino 4 - 2 Livorno
✓  Inter 1 - 5 Torino
✓  Torino 1 - 0 Cosenza
✓  Palermo 2 - 5 Torino
✗ Bari 3 - 2 Torino
✓ Torino 2 - 1 Cagliari
✗ Udinese 4 - 3 Torino
✗  Torino 1 - 4 Cesena
–   Torino 1 - 1 Atalanta
✓   Roma 0 - 1 Torino
✓   Torino 2 - 1 Juventus
✓ AC Milan 1 - 3 Torino
✗ Torino 1 - 6 Genoa
✓  Torino 4 - 0 Novara
✗  Catania 1 - 0 Torino
✓  Torino 2 - 0 Napoli
✗ Torino 0 - 2 Fiorentina

|1. juni 2017| SEJRENS SØDME
Nej. Ikke en sejr i den forstand. Men han var glad alligevel. Klubben havde ikke tabte til Juventus. I stedet havde den slået dem på eget græs. Det var et stort år. Klubben havde fået en tredjeplads. Det var længe siden sidst, og hans status i Torino kunne ikke nå højere.

PART II:
✓ Lecce 2 - 5 Torino
– Torino 0 - 0 Lazio
✓ Livorno 0 - 1 Torino
–   Inter 1 - 1 Torino
–   Torino 0 - 0 Cosenza
–  Torino 0 - 0 Bari
✓ Torino 1 - 0 Palermo
✗ Cesena 3 - 1 Torino
✓ Cagliari 0 - 1 Torino
✓ Torino 2 - 1 Udinese
–Torino 1 - 1 Atalanta
✓ Roma 1 - 3 Torino
–Torino 0 - 0 Juventus
✓ AC Milan 0 - 4 Torino
– Genoa 0 - 0 Torino
✓Torino 2 - 0 Novara
✓ Catania 0 - 1 Torino
✓Torino 2 - 1 Juventus
–  Torino 0 - 0 Fiorentina
✓ Lecce 0 - 1 Torino

Der blev fejret som havde de vundet et mesterskab. Efter den sidste kamp, var champagnen sprunget i omklædningsrummet og alle havde sunget til de ikke havde mere stemme at give af. Torinos borgere var gået på gaden for at hylde deres hold, og busturen hjem havde taget næste fem timer, fordi folk allevegne skulle hilse på holdet.

Nu sad han derhjemme. Han sov næsten, da telefonen ringede. Han havde fået at vide, at han igen var bestyrelsesformand for Exor. Det havde gjort ham glad. En god afslutning på en god dag. Dem ville der utivlsomt komme flere af, tænkte han og faldt i søvn.

I morgen havde han store planer ...

[Adzke]

Han stod på pladsen, hvor det hele var startet. Han så i springvandet. Han så...sig selv. Han så ingen andens ansigt. Han så en mand. En mand, der havde været igennem lidt af hvert for at komme til det sted, han stod nu. Det sted, han startede. Det sted det hele startede. Han smilede og tænkte for sig selv, at det var en lang tur for ikke at komme nogen vegne. Men det havde ændret ham. Til det bedre? Det var han sikker på.

Han var startet dagen som han altid startede den. Han havde fået sin bicerin. Så var han taget på arbejde. Han havde haft brevet i inderlommen, og han havde mærket efter det næsten hele turen derhen. Det skulle ikke ryge ud. Det måtte ikke ryge ud. På forsiden stod der Urbano Cairo i hans håndskrift. Nederst på brevet stod hans egen underskrift.

Hans familie så op til ham nu. Byen elskede ham. Tog ham til sig som en søn. Borgerne forgudede ham. Han havde forvandlet byens hold til en respektabel klub. Et sted, spillere kom til for at vinde. Eller i hvert fald med troen på at vinde. Ikke et sted for opkomlinge og gamle spillere, der for år siden havde haft deres storhedstid i en anden klub.

Han havde banket på den store egetræsdør og åbnet den. Han havde sat sig i stolen over for Urbano Cairo. Sagt, han havde noget, han ville tale om. Noget, han ville foreslå. Et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Han havde sikret sig, brevet var på sin plads, inden han gik ind. Nu lagde han det på bordet. Hans opsigelse. Afslutningen på et kapitel. Og starten på et nyt. Cairo havde taget det pænt. Han havde accepteret opsigelsen. Men da han gik, kunne han høre ham råbe på sit kontor. Han smilede, da han gik ud af døren og ud på Via dell'Arcivescovado beskidte fortov.

Ærefrygten var tilbage. Når navnet Agnelli blev nævnt, vidste folk, hvad det stod for. Det var respekteret igen. Hans bedstefar havde været respekteret. Han kunne sige mere med et ansigtsudtryk end mange kunne med ord. Et enkelt vink med en hånd kunne være forskellen på succes og fiasko. For intet gik uden om Gianni Agnelli. Det gjorde det heller ikke om hans barnebarn. Ikke nu. Dagen inden havde han indtaget sin plads i Exor. Som formand for bestyrelsen. På Familiens trone. Nu var han den ubestridte konge af Torino. Af Italien. Intet gik uden om ham. Alt gik igennem ham. Sådan var Familiens magt. Igen. Som den havde været før.

Men fodbold var stadig hans passion. Det var derfor, han havde taget telefonen, da den ringede. Han havde hørt på stemmen i den anden ende. Han havde hørt forslaget. Han havde hørt på idéerne. På løfterne. Han havde hørt Beppe Marotta foreslå ham at vende tilbage til Juventus. Han havde takket ja.

Arvingen var blevet udstødt. Var blevet til konge. Italiens fortabte søn var vendt tilbage. Vendt hjem. Hjem til Familien.

[Adzke]

Finito!

Det gik lidt stærkt til sidst. Men ingen undskyldninger. Jeg håber, I har nydt at læse med. Jeg har i hvert fald nydt at skrive noget af det. Vi fik en lille krølle på halen, og jeg håber, I kan se bort fra den lidt deus ex machine-agtige tilgang til tingene fra tid til anden. Jeg håber, I har nydt historien. Den har i hvert fald - om ikke andet - været gennemresearchet. Næsten til døde.

Sidst men ikke mindst vil jeg lige sige I, der har læst med, en særlig tak. Det er rart, når der er folk, der læser det, man skriver.

[cjensen94]

Er faldet over enkelte små fejl her i det sidste, men bestemt ikke noget der ødelægger helhedsindtrykket. Det har været gennemarbejdet, og thumbs up for det!

Klart en af de bedste blogs jeg nogensinde har læst.