FmFreaks

Det var først, da regnen slog mod hans ansigt, han kom tilbage til virkeligheden. Han havde stået helt stille. Som fanget i en drøm. Betaget af det spejlbillede, han så i springvandets blanke overflade. Nu var det væk. Et minde blot. Skudt i stykker af regnens tunge dråber. Det spejlbillede, han havde set, var ikke sit eget. Han havde set sin bedstefar. Gianni. Han havde altid fået at vide, hvor meget de lignede hinanden. Derfor var det borgerlige Giovanni Adamò også tidligt blevet skiftet ud med Giovannino - Lille Giovanni.

Det regnede stadig, da han satte sig ind i sin rosso corsa-farvede Ferrari og satte kursen mod Corso Galileo Ferraris. Da han kørte ned ad Via 20 Settembres tættrafikerede asfalt så han, hvordan Palazza Madama forsvandt i bakspejlet, og det slog ham, at denne rejse både fysisk og mentalt skulle tage ham fra byens gamle magtcenter til det nye, mere moderne et af slagsen.

Normalt var klubbens hovedkvarter på Corso Galileo Ferraris ikke åben for pressen. Men man havde gjort en undtagelse, fordi det i dag omhandlede Familien. Han kiggede et øjeblik på bygningen. Terracotta-farven var mørk i regnen og banneret med klubbens bandiera, der hang fra altanen på første sal, blafrede i vinden som et stykke vasketøj, der hang til tørre. Han trådte han ind på marmorgulvet. Her var ikke meget at tage fejl af. Sort og hvidt. Bianconeri.

Han var kommet en time før pressekonferencen skulle gå i gang. Han kom altid tidligt. Det havde han lært som barn. Hvis du kommer til tiden, kommer du for sent, og hvis du kommer for sent, kommer du ingen vegne. Det havde hans bedstefar sagt.

Klubben havde det ikke godt. Siden 2006 var der blevet begået mange fejl. Ledelsen var blevet udskiftet for nylig, og nu havde Familien havde taget over. Der skulle styr på visionerne, og der skulle styr på økonomien. Det nye stadion stod klar om en måned, og derfor var det nu på tide at spille det sidste store trumfkort for at vise tilhængerne, at projektet var alvorligt. Familien var tilbage.

Det var i den 30. maj 2011. Han var den nye træner. Han var den sidste Agnelli. Han var L'Erede - Arvingen.

Min blog er placeret i en pseudorealistisk verden. Nogle ting er som i virkeligheden. Andre er fantasi.

Gianni Agnelli, der i folkemund blev kaldt L'Avvocato – Advokaten - har ingen mandlige børnebørn med efternavnet Agnelli. I virkeligheden er Andrea Agnelli, der er Juventus' nuværende præsident, den sidste mand med det berømte efternavn. Han eksisterer ikke i min blog, fordi det ville ødelægge lidt af "mystikken" omkring min hovedperson, hvis der var andre til at dele opmærksomheden. I min historie er Giovanni (altså bloggens hovedperson) den sidste Agnelli.

Giovanni bliver kaldt Giovannino. Det er et italiensk diminutiv, der betyder Lille Giovanni. Det er der faktisk en Agnelli, der er blevet kaldt før. Det var Umberto Agnellis (der er Giannis lillebror) ene søn. Han blev kørt i stilling som Giannis efterfølger i FIAT, fordi Giannis egen søn Edoardo (der senere begik selvmord) ikke var egnet til jobbet og ikke opførte sig som det blev sig forventet af en Agnelli. Giovannino døde imidlertid af kræft, inden han fyldte 40, og derfor blev det aldrig ham, der løftede den tunge arv efter L'Avvocato - det blev i stedet John (som jo er engelsk for Giovanni) Elkann, der ganske vist ikke har efternavnet, selvom han på et tidspunkt var tæt på at få det.

Nuvel. Min Giovanni er nok lidt en blanding af den virkelige Giovaninno, Andrea Agnelli og John Elkann. Forstået på den måde, at Giovaninno var udset til at tage over, og at Andrea Agnelli ligner både Gianni og Giannis far (Edoardo. Nu bliver det meget indviklet) så meget, at man skulle tro, de to havde fået et barn sammen. John Elkann er i virkelighedens verden blevet det tætteste, familien har på en patriark, selvom han ikke er særligt gammel.

Så for at slå det fast. Min Giovannino er barnebarn af Gianni Agnelli.

Min blog kommer nok til at fokusere mere på historiefortællingen end mit egentlige save. Jeg regner med at kombinere de to ting, men med fokus på at skrive nogle (lidt lange) opdateringer omkring livet som Agnelli på- og uden for banen.

Min blog starter i 2011. Altså efter et års ferie i savet. Bare lige for at rydde dén forvirring af vejen. Holdet er med i UEFA Cuppen. Men mere om det på et tidspunkt i bloggen.

Alt i alt håber jeg, I vil tage godt imod bloggen, og at I har mod på at læse med, selvom det til tider sikkert bliver nogle lidt lange opdateringer. Jeg vil forsøge at skrive én lang opdateringer hver dag, og så sigter jeg efter at nå et par lidt kortere opdateringer hver dag.

Jeg vil gerne på forhånd undskylde for den mangelfulde grafik. Det skal nok blive lidt bedre hen ad vejen. Erzael har lavet banneret. Så jeg siger tak.

Jeg er desuden klar over, at eventuelle læsere sikkert sidder med flere spørgsmål end svar efter første indlæg. Det beklager jeg. Men vi skal nok indhente det forsømte. Jeg skal også nok forsøge at gøre persongalleriet lidt tydeligere hen ad vejen.

Velkommen til L'Erede.

Uhh det bliver spændende. Det er svært at sige på forhånd, hvordan både jeg selv og andre vil tage imod det, såfremt meget kommer til at handle om andet end FM. Én ting er dog sikkert, du lader til at have din historie på plads, og det tror jeg umiddelbart kan føre dig og din blog langt. Så igen - det bliver spændende :)

Jeg ved ikke, om det kommer til at handle om andet. Men jeg lever af at fortælle til hverdag, og jeg synes egentlig, en blog er lidt fattig, hvis den kun handler om FM. Det er i hvert fald svært at være innovativ på den led, synes jeg.

Jeg skal nok få en masse om savet ind. Jeg skal bare finde en måde at gøre det på, uden det bliver kedeligt.

Ikke desto mindre er jeg da glad for, at der var en eller anden, der tog sig tid til at læse herinde. Tak for det.

Det ser spændende ud!
En gennemtænkt historie og en forklaring over hvordan den er bygget op, hvis jeg får tid til at følge blogs, så er din en af dem jeg vil følge. :)
Også super at der kommer så meget historie(som det lyder som om der kommer), det er det bedste. :)

Der blev man sku overrasket! Spændende historie og hvis du får det til at fungere med historien og FM, så står du rigtigt stærkt fra start i denne konkurrence! Jeg glæder mig til at følge dig og se hvad du får ud af dette :)

[float=right]->Cédric Mathieu (£2,000,000)
->Christian Richter (£1,600,000)
->Alessandro Rosina (£2,900,000)
->Gelson Fernandes (£1,200,000)
->Francisco Fernandes (£1,400,000)
->Robinho (£2,200,000)
->Mauro Camoranesi (£325k)
->Simone Ranieri (£5k)
->Albin Ekdal (£2,100,000)[/float]

|31. august 2011| TRAVL SOMMER HOS JUVENTUS
Juventus har over sommeren haft gevaldig travlt på transfermarkedet. Hele ni nye spillere er kommet til, og både nye og gamle navne dukker op i oversigten over klubbens handler. Således har klubben hentet hele fem spiller, der endnu ikke er fyldt 19 år. Det drejer sig om Cédric Mathieu, Christian Richter, Francisco Fernandes, Robinho og Simone Ranieri.

- Ungdom er nødvendigt for at bygge klubben op igen. Uden de unge når vi ingen vegne. Når det er sagt, er det også nødvendigt at have rutine på banen. Og vi tror, vi efter dette transfervindue vil have en god kombination af spillere, der kan lære fra sig, og spillere, der kan læres op, siger Juventus' nye træner, Giovannino Agnelli.

Gamle kendinge
På listen over klubbens handler har der ligeledes sneget sig et par velkendte navne ind. Det drejer sig primært om Mauro Camoranesi, der forlod klubben i 2010 efter otte års tro tjeneste. Også Alessandro Rosina er vendt tilbage til Italien og Torino. Her spillede den lille fantasista fra 2005 til 2009 for bysbørnene Torino.

- Vi har hentet vores egen Guacho hjem. Mauro har bundet sig for ét år, og jeg forventer, han bagefter vil træde ind i klubbens stab. Han udtrykte ønske om at slutte sin karriere i Juventus, og jeg stoler på, at Mauro vil lære de unge, hvad det vil sige at spille for en klub som Juventus, siger Giovannino Agnelli.

[float=right]<-Luca Toni (£0)
<-Hasan Salihamidžić (£0)
<-Amauri (£0)
<-Alexander Manninger (£0)
<-Fabio Grosso (£0)
<-Tiago Mendes (£1,000,000)
<-Jorge Martínez (£4,000,000)
<-Mario Kirev (£400k)
<-Simone Esposito (£140k)
<-Christian Pasquato (£650k)
<-Mathias Jørgensen (£3,500,000)
<-Zdeněk Grygera (£1,000,000)
<-Leonardo Bonucci (£10,000,000)[/float]

|3. september 2011| FARVEL TIL ET HALVT HOLD
Juventus har over sommeren sagt farvel til flere spillere, der i følge den nye ledelse ikke længere var fundet gode nok til truppen. Andre har fået opsagt deres kontrakter som følge af høje lønninger. Spillere som étårs-projektet, Luca Toni, floppet Amauri og boldflytteren Tiago Mendes har forladt klubben. Klubbens salg af Leonardo Bonucci skyldes i følge Juventus, at de fik et tilbud på den unge forsvarsspiller, de ikke kunne sige nej til.

- Vi har sagt farvel til flere spillere og flere store mestre. Spillere som Alexander Manninger og Zdeněk Grygera vil i lang tid blive husket af klubbens tifosi og har givet deres bedste for et formidabelt Juventus-hold. Det er ikke let, men ingen spiller kommer før klubben, og derfor måtte disse spillere forlade holdet, siger Juventus-træner, Giovannino Agnelli.

Mindet om den gamle ledelse
Ifølge flere rygter fra Juventus' hovedkvarter på Corso Galileo Ferraris har en del af grunden til den massive spillerafgang været, at den nye ledelse i form af Beppe Marotta, Fabio Paratici og Giovannino Agnelli har ønsket at distancere sig fra fejltagelserne, der blev begået af Alessio Secco i tiden, da han var direttore sportivo. Spillere som Amauri, Fabio Grosso og Tiago Mendes slog aldrig til og vil for altid været forbundet med det, Juventus' trofaste fans genkalder som et ynkeligt forsøg på at erstatte en virtuos som Luciano Moggi med en gademusikant som Alessio Secco.

|5. september 2011| TRUPGENNEMGANG

[float=right]PORTIERI
1 Gianluigi Buffon (http://oi55.tinypic.com/2r1zcwh.jpg)
32 Marco Storari (http://oi56.tinypic.com/nn9tmb.jpg)[/float]

På målmandsposten har Juventus ikke ændret noget. Den aldrende Gianluigi Buffon er stadig førstevalg mellem de norditalienske stænger, og Marco Storari er fortsat hans pålidelige backup.

[float=left]DIFENSORI
2 Massimo Gardella (http://oi55.tinypic.com/fvld6v.jpg)
3 Giorgio Chiellini (http://oi52.tinypic.com/ejc2t0.jpg)
15 Andrea Barzagli (http://oi51.tinypic.com/mboh8g.jpg)
29 Paolo De Ceglie (http://oi55.tinypic.com/29wtlc8.jpg)
33 Robinho (http://oi56.tinypic.com/dyt2et.jpg)
39 Mathieu Debuchy (http://oi56.tinypic.com/5yuu14.jpg)[/float]

I forsvaret er der sket store forandringer. Robinho er blevet købt, og det forventes, han vil skubbe det tidligere førstevalg, Mathieu Debuchy ud på bænken. Robinho beskrives som en lynhurtig højreback, der ganske vist har defensive mangler. Men med sit store potentiale ser Juventus deres snit til at få fat i deres egen Douglas Maicon.

I centerforsvaret er Leonardo Bonucci blevet sendt til Wolverhamptonfor £10,000,000. Det har givet plads til den unge Massimo Gardella, der kaldes den næste Alessandro Nesta. Han forventes at kæmpe for spilletid allerede i år. Ved siden af ham er Giorgio Chiellini. Juventus fik over sommeren forespørgsler på den ranglede pisaner, men takkede nej. Tredjevalget er Andrea Barzagli, der tager hul på sin første hele sæson i klubben efter et mislykket ophold hos tyske Wolfsburg.

På venstreback er Paolo De Ceglie tilbage efter en skade, der holdt ham tilbage det meste af foråret i sidste sæson. Det forventes ikke, han får stor konkurrence på pladsen, da han er truppens eneste reelle venstreback.

[float=right]CENTROCAMPISTI
4 Felipe Melo (http://oi54.tinypic.com/5f41e8.jpg)
8 Claudio Marchisio (http://oi55.tinypic.com/2d6mbz4.jpg)
17 Alessandro Rosina (http://oi55.tinypic.com/2mdif76.jpg)
19 Albin Ekdal (http://oi51.tinypic.com/2n6xd3b.jpg)
20 Sebastian Giovinco (http://oi55.tinypic.com/10ncp07.jpg)
23 Francisco Fernandes (http://oi54.tinypic.com/2d97fdl.jpg)
25 Gelson Fernandes (http://oi55.tinypic.com/156d7vb.jpg)
26 Mohamed Sissoko (http://oi55.tinypic.com/5frh5i.jpg)
27 Miloš Krasić (http://oi51.tinypic.com/izq6uf.jpg)
37 Luca Marrone (http://oi56.tinypic.com/iznbww.jpg)[/float]

På midtbanen huserer Mohamed Sissoko på den defensive del, imens Felipe Melo og Claudio Marchisio sammen udgør midteraksen på holdet. Albin Ekdal er hentet hjem til Juventus for at rotere med Marchisio, imens Gelson Fernandes er hentet ind for at rotere med både Sissoko og Melo. Luca Marrone er med for breddens skyld, men kommer formentlig ikke til at spille mange kampe.

På venstrefløjen ligger den fortabte søn, Sebastian Giovinco, der nu endelig får chancen hos Juventus. Som reserve for ham er den unge portugiser Francisco Fernandes hentet ind. Det er sket, selvom Juventus før har været uheldig med netop en portugiser på den position, der ikke kunne nøjes med at skrive under for én klub. Heldigvis fik Figo aldrig en særligt stor karriere ...

På højresiden ligger Miloš Krasić, der skal terrorisere modstanderne med sin hurtighed og snævre driblinger. Hans primære reserve er Alessandro Rosina, der kan spiller på alle offensive midtbanepladser.

[float=left]ATTACCANTI
10 Alessandro Del Piero (http://oi52.tinypic.com/2cf9rt0.jpg)
7 Cédric Mathieu (http://oi54.tinypic.com/27zjbia.jpg)[/float]

Der er kun to angribere i truppen til at dele den ene plads i angrebet. Førstevalget er Alessandro Del Piero, der trod sin høje fortsat er vigtig for holdet. Både som spiller og som person. Han roterer med unge Cédric Mathieu, der af nogen bliver sammenlignet med en ung Thierry Henry, der også trådte sine barnesko i netop Juventus.

I må allesammen undskylde, det er en smule teksttungt lige nu. Jeg tænkte, det ville være en god idé at få en betragter ind i historien. Det er naturligvis blevet den lokale sladdersprøjte, Tuttosport. Jeg ved ikke, hvor godt, det fungerer, men jeg har aldrig prøvet at interviewe mig selv før. Og nu var der en mulighed.

Anyways ... Jeg skal nok snart forsøge at få gang i FM-delen af bloggen.

Lækkert holdvalg og god læsning allerede. Læser helt klart med.

Jeg blev positivt overrasket, da jeg så din første update og din indledning. Der havde du bl.a. et rigtig nydeligt topbanner, men i de sidste par updates har jeg ikke brudt mig om din opsætning med salg/køb (farver), men det er vel en smagssag. Derudover er det topbanner med Tuttosport ikke det pæneste.

Men du skriver rigtig flot, og jeg læser i hvert fald med her, når jeg har tid. :)

Alt er gjort for overskuelighedens skyld. I hvert fald for min egen. Jeg synes, det er nødvendigt at introducere truppen tidligt. Det sparer en del forklaring hen ad vejen. Men jeg skal forsøge at stramme op på det grafiske. Jeg lover, banneret kommer igen i næste update.

Fed start på bloggen, Adzke.

Du skriver rigtig flot, og synes din første update var fremragende. Flot sprog og grafik.

Glæder mig også til, at se hvad du kan udrette med "Den gamle dame."  :P

KIU!

En Del Piero med 3 i stamina og en 17-årig back-up til angrebet. Puha det ser ud til at blive en lang sæson, det bliver spændende at se, hvordan du vil klare det.

Jeg håber, at der kommer mere i stil med 1. update, da det virkelig er der, du fanger mig.

Er modsat Neymar ret glad for layoutet. Det er let at overskue, og jeg synes egentlig det passer glimrende til transfers og trupgennemgang.

Jeg glæder mig dog til at hører mere om historien, omkring Giovanni da det virkelig fangede mig.

Regnen silede ned ad ruden. Hver enkelt dråbe løb sin egen vej. Som i et kapløb mod hinanden og mod tiden. Vinduet græd, og tårerne løb ned. Ned, ned, ned. Altid ned. Og altid mod den samme destination. Den samme skæbne. Dråberne ramte de mørke brosten på Via Giuseppe Garibaldi og farvede dem næsten helt sorte. Sådan var vejret i Torino i august. I hvert fald i dag.

Han sad og kiggede ud af vinduet. Ud på regnen. Ned på gaden og ud i verden. Han hørte regnen slå som små trommeslag mod glas, sten og paraplyer. Han tænkte på dagen i morgen. Han tænkte på kampen. Og han tænkte på sig selv, sin bedstefar og sit første minde fra det stadion, han i morgen skulle på sin vis skulle befinde sig på for første gang. Den store dag. Endelig.

Mindet var tilbage fra 1993. Den 19. maj. Juventus mødte Dortmund i UEFA Cup-finalen og vandt 3-0. Dino Baggio havde scoret to mål. Men han huskede også spillere som Peruzzi, Carrera, Roberto Baggio og Gianluca Vialli fra den kamp. Alle store legender på et kommende storhold. Han havde blot været 11 år gammel. En dreng.

Men nu var det hans egen tur. Hans tur til at føre holdet til sejr. Hans tur til at erobre Il Nuovo Stadio Delle Alpi.

Det må være et screen taget efter d. 9/11 2012 (Hint: hans alder)

Aha. Efter flere års ligegyldigheder er der endelig en grund til at kommentere på en tråd herinde igen. Den bedste blog og en sikker vinder, hvis konkurrencen blev afsluttet denne weekend. Så må jeg hellere begynde et spil med Juve.

Og hvor vil du hen med det? At det så muligvis HAR været en lang sæson? Det kan vel være det samme, når vi som læsere ikke ved noget.
Alligevel har du så trodset ligegyldigheden og fulgt med herinde... Bum bum.

Lidt kort update, men stadig dejlig læsning.

God update. :)

Æhæ. Ja. Jeg slettede min mappe med screenshots fra før sæsonen. Så jeg måtte fikse det med en nødløsning. Men holdet er nu stadig det samme. Det var egentlig bare for at give folk en idé om, hvad der var at arbejde med.

Rigtig spændende blog!
Jeg er blevet fanget efter de første par updates, og jeg følger helt klart med her :)

Jeg synes også din hidtidige præstation i bloggen her om Juventus er rigtig flot. Bloggen er velskrevet, og historien virker yderst interessant - bl.a. det med at det er familiemedlemmer der overtager efter hinanden, så at sige..
Det er fint med lidt flere vinkler end kun en enkelts, så jeg håber det er en stil, du vil fortsætte.
Så det ser da ret lovende ud, og jeg håber du kan holde kadencen gennem lang tid.

Han sad med hænderne foldet og kiggede ned i jorden. Hans åndedræt var roligt, men i hovedet kørte tankerne hurtigt. Han var klar nu. Det var hans store dag. Hans første af mange. Han rejste sig fra bænken i omklædningsrummet og gik mod døren. ud i spillertunnelen og forbi de mange officials, der allerede nu - to timer før kampstart - var klar til at tage imod de 45.000 fans, der var på vej ind fra alle indgange til deres pladser. Han trådte ud. Da han var ankommet havde det regnet. Men ikke mere. I en pittoresk gestus havde skyerne delt sig netop nu, og et stykke blå himmel var kommet til syne. Stadion lå badet i en enlig solstråle fra oven. Et tegn på bedre tider. Et tegn på nye tider.

Det næste, der slog ham, var at mange fans allerede var ved at være på plads. Fra Curva Nord hørtes allerede sange. Og bannerne var ved at blive hængt op. Denne curva, der engang havde været frygtet af alle udehold i Europa havde i lang tid været et minde blot. Men i dag var den klar. Og ikke kun den. I dag var hele stadion klar.

Det var blevet forsinket. Det skulle have stået klar til den nye sæson. Men hjemmekampen mod Vitesse var blevet spillet på det gamle Stadio Communale. Pylonerne på det nye stadion var endnu ikke malet, og man havde fra Familiens side ladet forstå, at et ufærdigt stadion ikke skulle vises frem til en officiel kamp. Men nu var det klar. Klar til kamp.

Tiden gik. Hurtigt. Lidt for hurtigt måske. Der var en halv time til kampen skulle i gang. Han havde netop afsluttet sin tale til holdet, inden de gik på banen, og han sad på sit sorthvide sæde på hjemmeholdets trænerbænk. Ude på banen løb spillerne nu rundt og varmede op.

Nu var der kun 10 minutter tilbage til det hele skulle i gang. Han vidste, det nok skulle gå godt. I hvert fald i længden. Alt kræver hårdt arbejde. Men igennem hårdt arbejde kan man skabe mirakler. Det havde hans bedstefar sagt, og det troede han på.

To minutter. Der havde sænket sig en mærkelig stilhed over stadion. En forventningens nervøsitet, glæde og respekt. Spillerne stod klar på midten af banen. Da dommeren fløjtede kampen i gang blev stilheden brudt. Tilskuernes brøl overdøvede alt andet. Nu var de klar. Klar til at spille. Klar til at kæmpe. Klar til at bløde og klar til at vinde.

[float=right]✓ Juventus 3 - 0 Vitesse
✓ Juventus 2 - 1 Fiorentina
✓ Vitesse 0 - 1 Juventus
✓ Juventus 2 - 1 Novara
✓ Atalanta 1 - 3 Juventus
✓ Juventus 4 - 0 Steaua Bucureşti
✓ Juventus 2 - 1 ChievoVerona
✓ Lecce 0 - 4 Juventus
✓ Juventus 2 - 1 Lazio
✓ Málaga 0 - 3 Juventus
–  Genoa 0 - 0 Juventus
✗ Juventus 2 - 3 Inter
✓ Juventus 1 - 0 Grasshoppers
–  Cesena 2 - 2 Juventus
✓ Juventus 1 - 0 Brescia
✓ Juventus 2 - 0 Livorno
✓ Grasshoppers 1 - 3 Juventus
✓ Palermo 0 - 1 Juventus
–  Juventus 0 - 0 Catania
✓ Udinese 0 - 3 Juventus
–  Juventus 1 - 1 Roma
–  Steaua Bucureşti 1 - 1 Juventus
✓ Sampdoria 0 - 1 Juventus
✓ Juventus 3 - 2 Cagliari
✗ Juventus 0 - 2 Málaga
–  Juventus 0 - 0 Milan[/float]

|19. december 2011| GRANDE GIOVANNINO
Efter sidste sæsons fade indsats, er Juventus tilsyneladende kommet tilbage på sporet under deres nye træner, Giovannino Agnelli. Minderne om tidligere tiders mislykkede satsninger, taktikker og trænere er med et vasket væk, og alverdens juventini kan igen se hinanden i øjnene. Deres hold vinder og alt synes godt i Torino.
Værste sæson nogensinde
Juventus oplevede sidste sæson under Gigi Delneri det, der af mange bliver kaldt den værste sæson siden Calciopoli rullede i støvlelandet. Holdet fandt aldrig frem til en ordentlig taktik. Flere spillere levede ikke op til deres ry, og klubben sluttede på en syvendeplads, der i sidste ende var nok til at give adgang til UEFA Cuppen. Men alligevel er det ikke en sæson, nogen ser tilbage på med glæde. Spillet var i lang tid uopfindsomt, og i sidste ende måtte den italienske træner pladsen til Giovannino Agnelli, der nu skal forsøge at vinde Juventus' første Scudetto siden 2006.
La Formica Atomica
Holdet har ikke været sprudlende i år. Men til gengæld har de spillet solidt og med stor sikkerhed i næsten hver kamp. De store udfald under Delneri er væk, og det bringer minderne tilbage om det storhold, der under Marcello Lippi altid kunne få tre point på kontoen, selvom spillet ikke rakte på dagen. Specielt har Sebastian Giovinco, der af fans bliver anset som den nye Del Piero, spillet en stærk halv sæson. Han har fundet sig til rette på venstrekanten, og har med sine snævre driblinger og store hurtighed været ustoppelig for Juventus' modstandere.
Honeymoon
Om Juventus' spillere tager positivt imod trænerskiftet, eller om Giovannino Agnelli har fundet en magisk kur til et tidligere trist mandskab, skal være usagt. Men hvis Juventus fortsætter deres stærke form, kan de i sidste ende stå med noget, de ikke har haft i deres besiddelse i mere end fem år - nemlig et italiensk mesterskab.

Nu går det stærkt - jeg ved det. Og det var aldrig meningen, at jeg ville springe så hurtigt hen over et halvt års spil. Men jeg er kommet ret langt foran i mit save, og jeg synes, det er lidt problematisk, fordi jeg - som det fjols jeg er - ikke har skrevet updates undervejs. Nonetheless. Jeg lover, den del af det bliver bedre, når jeg indhenter mig selv. Og jeg regner med at gøre det hurtigt om ikke smertefrit.

Jeg håber, I kan leve med det. Og om ikke andet kan I forhåbentlig leve med, at der kommer ekstra fokus på de lidt længere ting omkring den kære Giovannino så længe.

Ciao!

Glad you like it. Mht. Sørensen kan jeg sige, jeg har glemt alt om at nævne låneaftalerne. Men jeg kan da afsløre, at jeg ikke forlængede med en eneste spiller.

Fine resultater. :)

At hans egenskaber naturligvis ikke ligner den 36 årige, han ville være på daværende tidspunkt i spillet...

Og lækker blog Adzke, kiu  O0

Synes du har gang i en fantastisk blog Adzke :) Det er tydeligt at du ved et og andet om klubben, og det blandet med din fortæller-baggrund giver din tekst et rigtig godt spil, der får mig til at ville læse mere :) Synes absolut du har klaret det fremragende hidtil. Min eneste anke er dine undskyldninger :T Husk på, alle er positive, du klarer det super, og ind til videre er du i mine øjne den der er kommet bedst igang med din blog :)

Flot arbejde!

Hehe. Det er lige så meget for min egen skyld. Jeg havde en helt klar idé om, hvordan denne her blog skulle se ud, og nu smuldrer det lidt, synes jeg. Men jeg skal forsøge at huske det og så bare skrive derudaf. Tak for de venlige ord.

[float=right]
✓ Napoli 1 - 2 Juventus
✗ Juventus 1 - 2 Atalanta
✓ Fiorentina 0 - 1 Juventus
–   Novara 0 - 0 Juventus
✓ ChievoVerona 1 - 3 Juventus
✓ Juventus 2 - 0 Atalanta
–   Juventus 0 - 0 Lazio
✓ Juventus 4 - 0 Lecce
✗  Dinamo Moscow 1 - 0 Juventus
✗  Juventus 1 - 3 Genoa
✓ Juventus 3 - 0 Dinamo Moscow
–   Inter 0 -0 Juventus
✓ Juventus 3 - 0 Cesena
✓ Juventus 1 - 0 Dynamo Kyiv
–   Brescia 0 - 0 Juventus
✓ Dynamo Kyiv 1 - 3 Juventus
✓ Livorno 1 - 4 Juventus
✓ Catania 0 - 2 Juventus
✓ Trabzonspor 0 - 2 Juventus
–   Juventus 1 - 1 Udinese
✓ Juventus 3 - 2 Trabzonspor
–   Juventus 3 - 3 Palermo
✗  Roma 2 - 0 Juventus
✓ Juventus 1 - 0 Getafe
✓ Juventus 3 - 0 Sampdoria
✓ Getafe 2 - 3 Juventus
✗   Milan 1 - 0 Juventus
–   Juventus 0 - 0 Napoli
✓ Juventus 2 - 1 Spartak Moskva
?   Cagliari ? - ? Juventus[/float]

|13. maj 2012| SKÆBNENS DAG
Før sæsonens sidste spillerunder er der dødt løb i toppen af Serie A. Juventus og Palermo ligger begge på 75 point efter 37 runder, og de to holds sidste kampe vil afgøre kapløbet. I Serie A er holdenes indbyrdes kampe afgørende ved pointlighed, og derfor har Juventus inden søndagens kampe førstepladsen. De to hold spillede uafgjort i Torino, imens Juventus vandt 1-0 på Sicilien. Dermed kan Juventus i sidste ende vinde titlen med et nederlag, men de har brug for en sejr for at være sikker på at slutte øverst i tabellen.
Skader i forsvaret
Juventus stiller i den afgørende kamp op uden deres styrmand i forsvaret. Giorgio Chiellini er skadet, og bliver erstattet Vittorio Ferrero, der skal starte sammen med Andrea Barzagli, der spiller i stedet for den skadede Massimo Gardella. På venstreback er Paolo De Ceglie ude med den samme skade, der har holdt ham ude i de sidste måneder, og derfor starter Salvatore D'Elia i hans sted. I angrebet er Sebastian Giovinco skadet, og det giver Alessandro Rosina chancen fra start.
Sæsonens anden pokal
Vinder Juventus skæbnekampen, snupper de sæsonens anden pokal, efter de for blot fire dage siden slog Spartak Moskva i UEFA Cup-finalen. Det vil være første gang siden sæsonen 94/95, at Juventus vinder to pokaler i samme sæson. Dengang blev det til en sejr i Serie A og Coppa Italia. I den kamp dominerede Juventus deres modstander med et flot presspil. Men det var også en dyr kamp i form af to skader til Giorgio Chiellini og Sebastian Giovinco. Nu er det op til Giovannino Agnelli at vise, hvad Juventus er lavet af. De gamle dyder skal findes frem, og ord som Grinta og den berømte non mollare mai-mentalitet skal findes frem, hvis scudettoen skal hentes til Corso Galileo Ferraris for 30. gang.

2-2. Men det betød ingenting. De kunne have tabt, men stadig vundet. Alle de nervøse timer og manglen på søvn. Til ingen verdens nytte. Napoli havde gjort arbejde for dem. Endda på udebane. De havde slået Palermo 2-0 på Sicilien. Og dermed var Juventus campioni for første gang siden 2006. Han havde stået helt stille. Lyttet intenst, da stadion speaker havde annonceret, at Mattia Cassani havde bragt Napoli foran på et selvmål. Han havde smilet og glædet sig over skæbnens ironi. Cassani, som han selv havde været tæt på at hente til Juventus blot fire måneder tidligere, havde nu gjort mere for holdet, end han ville kunne have gjort i den sorthvide trøje. Og dét uden at have kostet dem en krone.

På Sardinien havde det været en tæt affære. De to reserver, Vittorio Ferrero og Alessandro Rosino havde scoret for Juventus. Men Nenê og den tidligere Juventus-lejesvend Alessandro Matri havde gjort det samme for hjemmeholdet. Og dermed var det uafgjorte resultat en realitet.

Nu stod han som forstenet. Tænkte på det sidste halve år. Tænkte på succesen. Tænkte på det hårde arbejde og tænkte på fremtiden. Tiden stod stille. Og det var først, spillerne kom løbende og løftede ham op, han kom tilbage. Som altid var der mange juventini på stadion. Det var der altid, når de spillede på udebane. Her havde alle familie, der arbejdede for FIAT, og der var mange, der stadig havde varme følelser for Agnelli-familien. De havde givet jobs, da der ikke var nogen, og de havde givet mange familier en mulighed for at tjene til føden, da der andre steder i landet ikke var penge til noget.

Da han satte sig til rette i flyet og spændte sin sele, tænkte han, at det ville være rart med en kort ferie. Hjem til Villa Frescot. Familiens villa, der lå tre kilometer uden for Torinos centrum. Hjem og slappe af. Hjem og nyde succesen. Og hjem for at arbejde frem mod næste sæson, hvor der endelig stod Champions League-fodbold på menuen igen.

Smukt! :) Intet mindre. Fandt dog en enkel fejl. Du skriver "Men Nenê og den tidligere Juventus-lejesvend havde gjort det samme for hjemmeholdet", men du nævner aldrig hvem den tidligere Juventus-lejesvend er? Men mon det var Alessandro Matri?

Der kan man bare se. Det var naturligvis Matri, den slambert. Tak!

Bedste blog indtil videre by far, glæder mig umådeligt meget til at se læse med forhåbentligt hele måneden. Fantastisk historie du har skabt og ikke mindst rigtig fin og overskuelig opsætning til at krydre det lækre sprog med. :-)

Fortsæt endelig!

Jeg er sku imponeret Adzke! Du har virkeligt lagt et flot niveau for dagen og må siges at være klart i spidsen af konkurrence indtil videre. Jeg glæder mig meget til fortsat at læse din historie og blog og forhåbentligt fortsat blive underholdt af din skriftlige formåen :)

I Familien Agnelli tænker man med andres hoveder, indtil man er 30 år gammel. Det havde han altid fået at vide. Og sådan havde det altid været. Både for hans bedstefar og for ham selv. Og alle andre for den sags skyld. Derfor var det på hans 30. fødselsdag, de havde besluttet at ansætte ham som træner i klubben. Der havde været et stort møde i Villa Frescot, hvor medlemmerne af Exor og ledelsen i Juventus havde været til stede.

Selv Franzo Grande Stevens havde sagt ja til hans ansættelse. Det var ellers alment kendt, at han og Franzo Grande Stevens ikke gik godt i spænd. Den nu mere end 80-årige advokat havde altid været en kontroversiel skikkelse. Men hans bedstefar havde stolet på ham, og han havde mere end én gang reddet FIAT fra store problemer i retten. Han blev kaldt l'avvocato dell'Avvocato - Advokatens advokat. Og i dag kom intet igennem hos Exor, uden han havde sagt god for det. Han havde støttet Gianni Agnelli til det sidste. Men onde tunger ville vide, at han også havde fået den gamle, kræftsyge mand til at overdrage ham en afgørende kontrol i Exor, da kræften havde så stærkt et tag i ham, at han ikke kunne skelne rigtigt og forkert.

Derfor blev der altid set en smule skævt til Franzo Grande Stevens fra Familiens side. Og derfor så Franzo Grande Stevens altid skævt til alle i Familien.

Nu sad han og nød formiddagssolen med en varm bicherin ved sin side og tænkte på den sommer, der stod foran ham. Der var ikke plads til megen afslapning. Sommeren var ikke tid til ferie, når man arbejdede for en klub som Juventus. Det vidste han. Derfor var det snart tid til sommerens første møde. Både med Beppe Marotta for at tale om transferstrategien. Men også tid til at snakke med klubbens anfører om fremtiden.

|10. juli 2012| UN VERO GENTILUOMO NON LASCIA MAI SOLA LA PROPRIA SIGNORA
Sådan var ordene i 2006. og de er så sande i dag som de var, de da blev sagt. Alessandro Del Piero blev hos sin dame, da hun havde mest brug for ham. Og for det vil han altid blive husket, elsket og beundret i Torino. Nu siger han stop.

Efter 715 kampe for den gamle dame, stiller han støvlerne på hylden og træder ind i klubbens stab som træner.

Il Fenomeno Vero
Da Del Piero i sin tid skiftede til Juventus fra Padova, var det ikke med præsidentens vilje. Han var Milan-fan, og ville derfor sælge ham til netop dén klub. Men sådan skulle det ikke gå, og Alessandro havnede i Juventus. I starten som nummer 11, men senere trådte han i fodsporene på spillere som Michel Platini og Roberto Baggio og gjorde trøje nummer 10 til sin egen.

Allerede i sin anden sæson i klubben kunne alle se, at den unge knægt, der snakkede med en sær dialekt ville blive en stjerne, og det slog da heller ikke fejl. Da Ronaldo i 1997 ankom til Inter, brød krigen ud. For hvem var Il Fenomeno Vero? Spørger man enhver italiener, vil han sige Del Piero, og da Juventus vandt Serie A i 1998, syntes konkurrencen afsluttet - Del Piero var i sandhed det sande fænomen.
Ikonet
Alessandro Del Piero slutter sin karriere som et sandt klubikon. Som en talisman for alverdens juventini og som indehaver af rekorden for både klubkamp og -mål med henholdsvis 715 kampe  og 283 mål i alle turneringer.

- Vi takker Alessandro for alle de vidunderlige mål og kampe, han har givet klubben. Det er ikke en dag at være ked af det på. Men i stedet en dag, hvor vi alle kan huske tilbage på de vidunderlige øjeblikke, denne klub har oplevet med Alessandro ved roret. Det er en fantastisk glæde for os, at han fortsætter i klubben, og vi håber, at han fortsat vil give lige så meget til klubben bag ved scenen som han gjorde på banen, siger Giovannino Agnelli.

For alle de, der ikke ved det, har Exor siden 1927 været Familien Agnellis holding company. Det vil sige, de ejer alle deres forretninger igennem dette selskab. Det sidder på 60 procent af aktierne i Juventus og omkring 30 procent i FIAT. Det er med andre ord her, Familiens økonomiske beslutninger bliver truffet, og mange af bestyrelsesposterne i deres forskellige foretagender er besat af folk, der sidder i Exor.

Franzo Grande Stevens (som har været præsident i Juventus) sidder ikke på nogen speciel magt i Exor. Faktisk er det mig bekendt John Elkann, der sidder på de fleste stemmer. Men det passer altså bedre ind i historien (og er mere dramatisk), hvis der er en eller anden, der er "ond". Og nu er det ham. Dog skulle det eftersigende være ganske sandt, at han forsøgte at overtale Gianni Agnelli til at give ham mere magt, da han lå for døden.

Det er satme en flot blog du har gang i her, Adzke. Jeg er imponeret.

Jeg har skam læst alle dine updates, og nu tænkte jeg, jeg måtte kommentere. Fortsæt dit gode arbejde, jeg følger med!

Min favorit indtil videre. Stærkt arbejde!

[float=right]ACQUISTI:
->Lorenzo Orrù (£1,400,000)
->Oliveira (£5,750,000)
->Marouane Fellaini (£13,750,000)
->Evandro (£1,700,000)
->Vito Mannone (£1,000,000)
->Moris Carrozzieri (£220k)
->Nunzio Palumbo (£5,000,000)
->Salvatore Bocchetti (£6,500,000)
->Mattia Cassani (£13,000,000)
VENDITE
<-Felipe Melo (£8,250,000)
<-Marco Storari (£0)
<-Mohamed Sissoko (£0)
<-Andrea Barzagli (£0)
<-Sergio Almirón (£0)
<-Rafaelle Palladino (£140k)
<-Ciro Immobile (£1,000,000)
<-Gelson Fernandes (£10k)[/float]

|3. september 2012| JUVENTUS HENTER DEN NYE DEL PIERO
Juventus har haft et travlt sommervindue med tilgang af hele ni spillere. Ind er kommet de to italienske landsholdsspillere, Salvatore Bocchetti og Mattia Cassani, der tidligere har spillet i klubben. Sammen med Marouane Fellaini forventes de at være betydelige forstærkninger i forhold til aldrende spillere, der var på holdet i sidste sæson. Både Moris Carrozzieri og Vito Mannone er hentet ind som reserver, der næppe får megen spilletid.

Desuden har klubben hentet to brasilianere i Oliveira og Evandro. Oliveira er angriber og forventes at kunne tilspille sig en plads i klubbens tynde angreb, imens Evandro overtager pladsen på midtbanen fra Felipe Melo.

Den spiller, der har vakt størst begejstring hos klubbens fans menes dog at være Nunzio Palumbo, der som 16-årig sammenlignes med den netop pensionerede Alessandro Del Piero. Nunzio er blevet hentet i Milan, og forventes at bidrage betydeligt til holdet allerede i sin første sæson.

Udrensning
En del spillere har igen forladt klubben, fordi deres kontrakter ikke blev forlænget. Denne gang drejer det sig om Marco Storari, Andrea Barzagli og Mohamed Sissoko, der alle er blevet fundet for lette til klubben. Derudover har Felipe Melo fået lov til at skifte, da hans kontraktkrav ikke var forenelige med klubbens værdisættelse af ham.

Det samme gør sig i følge rygter gældende med Gigi Buffon, hvis krav til en ny kontrakt ikke er på linje med det, Juventus vil betale en målmand, der fylder 35 i løbet af den kommende sæson. Der er endnu ingen officiel udmelding om kontraktforhandlingerne.

Den simple opsætning og sætningsdannelse, sammenholdt med den detaljerede og - for en blog - dybdegående fortælling, gør at det er en blog alle bør læse.

Virkelig godt arbejde!

Jo, tak. Hehe. LIX-tallet er ikke det højeste. Men hvis Dan Brown kan skrive bøger på den måde, kan jeg vel også skrive en blog.

[float=right]
✓Brescia 1 - 2 Juventus
✓Juventus 2 - 1 Fiorentina
–  Bari 1 - 1 Juventus
–  AS Monaco 2 - 2 Juventus
✓Juventus 2 - 0 Genoa
–  AS Roma 2 - 2 Juventus
–  Juventus 3 - 3 Inter[/float]

|29. september 2012| FORSVARSPROBLEMER OG KEDELIGT SPIL
Juventus har åbnet sæsonen med syv kampe uden nederlag. Men med fire uafgjorte blandt de syv, er det kun blevet til en foreløbig fjerdeplads i Serie A, hvor Udinese efter seks kampe fører med 16 point. Juventus har ikke fundet storspillet, og specielt forsvaret har set sølle ud. Således har holdet efter seks Serie A-kampe lukket otte mål ind.
Skader
Fra sæsonens start har holdet igen været plaget af skader. Og for tedje gang på et år må Paolo De Ceglie sidde ude med en langtidsskade. Han har endnu ikke været i form til at spille, og i hans sted har Salvatore Bocchetti fået masser af spilletid. Forsvaret har som enhed endnu ikke fundet niveauet, og der spekuleres i, om den unge Massimo Gardella skal bænkes og erstattes af den langt mere rutinerede Moris Carrozzieri, klubben i sommer hentede i Palermo.
Champions League vender tibage
Den 1. oktober går det løs med Champions League i Torino for første gang, siden klubben blev sendt ud til Chelsea i februar 2009. Opgøret mod Anderlecht forventes at tiltrække nok tilskuere til at fylde det nye stadion.

De blå projektører på stadion gjorde luften elektrisk. Som en Hollywood-præmiere kunne stadion ses fra hele byen, og ingen kunne være i tvivl om, hvad der skulle foregå. Juventus holdt hof, og for første gang siden 2009 var det verdens fineste klubturnering, der var gæst. Anderlecht kom til byen, og nu var det den gamles dames chance for at vise, hvad hun virkelig duede til.

Presset fra pressen var stort. Ikke alene havde spillet været dårligt siden sæsonstarten, men der var også kæmpefokus på Champions League-deltagelsen, som klubbens fans havde tørstet efter i flere år. Der var forventninger om dominans og sejre, og der var minder tilbage fra dagene under Marcello Lippi, hvor holdet kæmpede sig i finalen i 2003 efter en drabelig tokampsduel mod kongeklubben, Real Madrid, hvor den tidligere kaptajn, Alessandro Del Piero, scorede et af sine mest mindeværdige mål og hvor Gigi Buffon reddede et straffe. La partita perfetta - den perfekte kamp.

Derfor havde han været til møde med ledelsen i denne uge. Derfor havde han i timevis vendt og drejet modstanderen. Set video, snakket med scouts. Sendt Fabio Paratici til Belgien og lavet taktiske oplæg til spillerne. Alt var klar. Han var klar. Klar til sejr.

Da kampen startede, sprang hans hjerte et slag over. Han havde glemt, hvordan det var. Hvordan det så ud, hvordan det lød. Champions League. Publikum var ekstatisk. Nu ville de ikke skuffes. Nu kunne de ikke skuffe. Nu måtte de ikke skuffe.

|2. oktober 2012| SIKKER CL-SEJR
Juventus fejrede tirsdag, at de spillede hjemme for første gang i Champions League, siden februar 2009. Det gjorde de med en 3-1-sejr over belgiske Anderlecht, der aldrig for alvor fik et ben til jorden mod et stærkt spillende Juventus-hold, der for første gang i sæsonen vandt en overbevisende sejr. Italienernes mål blev scoret af gulddrengen Nunzio Palumbo og Sebastian Giovinco, der scorede to.
[float=right][img width=223 height=105]http://oi56.tinypic.com/w1w5mq.jpg[/img][/float]
Nyt system giver resultat
Juventus' spil har været kedeligt, trist og tamt i denne sæson. Det fik til gårsdagens kamp Giovannino Agnelli til at smide sin sædvanligt 4-4-2 i skraldespanden for i stedet at satste på en mere moderne 4-5-1-opstilling med meget aggressive fløje. Specielt Sebastian Giovinco fik meget ud af dette skifte, der betød, han spillede på sin foretrukne plads på den offensive midtbane, imens Nunzio Palumbo oppe foran scorede et mål efter en stikning i dybden fra Marouane Fellaini.
Nye skader
Paolo De Ceglie fik sine første minutter i kampen, men måtte udgå med en skade. Det betyder, at Juventus endnu engang er sårbare i forsvaret, og der spekuleres allerede i, om klubben må ud for at hente endnu en back i vinterens transfervindue.

- Vi har stor tiltro til Paolo. Han er en vigtig spiller for Juventus, en spiller, der har spillet her længe, og en spiller, vi håber vil spille her længe endnu. Det er klart, han har været uheldig det sidste år, men vi har endnu ikke opgivet håbet. Paolo er vigtigt for Juventus og for Italien, siger Giovannino Agnelli.

Høj høj klasse, Adzke. Det er sjovt, at det nu igen er en blog med Juventus der stjæler min opmærksomhed. Eller bare italienske hold generelt. :)

3 updates på under ét minut - imponerende!

Efter at have vandret hvileløst gennem blogs, de sidste par dage, så er dette klart en jeg følger. Må familien, FIAT og Juventus bestå i mange år endnu!

Rigtig gode updates Adzke :) Det er sq flot.

Jeg er også stadig imponeret. Rigtig flot arbejde, og muligvis den bedste blog skriftligt so far.

Nu har jeg lige fået læst din blog igennem Adzke, og jeg må sige at efter hvad jeg har læst, ligger du lunt i svinget til min stemme.

Stemningen var anspændt, da han trådte ind i lokalet. Lyset var behageligt, men selskabet skar i hans øjne. De var der allesammen. Der skulle snakkes alvor. Der skulle snakkes resultater, og der skulle snakkes fremtid. Måske var dette endestationen. Resultaterne havde været elendige. Spillet ligeså. De seneste to måneder var intet gået rigtigt. Klubben havde ganske vist kvalificeret sig til knockout-runden i Champions League, men i et ondt puds fra skæbnen, havde Juventus trukket Chelsea - deres onde ånd fra 2009.

Han så rundt på folkene rundt om det blanke bord med klubbens logo i midten. Beppe Marotta var der. Det samme var Franzo Grande Stevens. Det var ikke et godt tegn. Hvis familiens advokat var inviteret med, var det alvorligt. Han satte sig i den bløde stol og mærkede, hvordan slipseknuden strammede om halsen. Han manchetter føltes stramme, og han svedte angstens sved. Rummet føltes mindre, og han frygtede, man kunne se ubehaget i hans ansigt. Der var ikke råd til at vise svaghed nu. Kun styrke, ro og kontrol. Det ville ikke blive rart. Det skulle bare overståes. Han skulle ud derfra med sit job i sikkerhed. Uden tvivl om sin fremtid.

Mødet var to timer langt. Der var ingen fyringer i luften. Men der var heller ikke efterladt nogen tvivl. Nu var det nu. Nu skulle der ske noget. Juventus skulle ikke være en klub, man grinede af i Europa. De skulle ikke være den næste italienske klub, der ikke kunne klare skærene i Champions League. Nu var det tid. Forventningerne var skruet i vejret. Vind Champions League. For dig selv. For klubben. For din bedstefar.

Det havde gjort ham utilpas. Normalt var der ingen, der satte højere krav end ham selv. Men normalt var der heller ingen, der blandede sig, så længe han vandt. Nu kom sejrene med større afstand. Klubben lå nummer seks ved juletid. Allerede 11 point efter Milan, der suverænt havde sat sig på førstepladsen. Han vidste, det ville være svært nu. Presset ville blive endnu større.

Han var fortsat sikker på sig selv. Sikker på sit hold. Men nu skulle arbejdshandskerne på og ærmerne smøges helt op. Det tænkte han, mens han huskede på sin bedstefars mantra: Mirakler kan ske; men de kræver hårdt arbejde.

|22. december 2012| LA FABBRICA DI TALENTI
Imens førsteholdet halter, buldrer Juventus' primavera-hold derudaf. De har efter 18 kampe 50 point og en målscore på 60-15 i Campionato Allievi Nazionali. Det er 16 point bedre end Romas ungdomsspillere på andenpladsen. Dermed klarer Juventus' unge spillere sig væsentligt bedre end førsteholdet i Serie A. Her følger en gennemgang af de unge nøglespillere.


Den unge tysker har spillet et formidabelt efterår, hvor hans raids op og ned af backen har givet ledelsen i Juventus høje forventninger til spilleren, der bliver sammenlignet med den tidligere Juventus-spiller, Stefan Reuter. Han har endnu et langt stykke vej op til førsteholdet, men han kan i længden komme på tale som arvtager til højrebacken, når Mattia Cassani engang ikke er god nok længere.


Den nye Chiellini har spillet formidabelt. Han er skabt af det samme stof som den nuværende vicekaptajn, og kan på sigt spille en stor rolle for både Juventus og Italien. Håbet er, han bliver ved med at udvikle sig, og efter nogle år på lån kan spilles ind i førsteholdstruppen. Sammen med Massimo Gardella, skal han danne Juventus' midterforsvar, når Chiellini engang trækker sig tilbage.


Nunzio Palumbo spiller både på primavera-holdet og førsteholdet. Han er blevet udråbt som den nye Del Piero, og har i sine få optrædener på førsteholdet gjort det solidt. Allerede fra næste sæson skal han indgå i førsteholdstruppen, og alle i Juventus håber, den unge angriber indfrier sit enorme talent.


Ranieri er primavera-holdets helt, helt store profil. Han har scoret 30 mål i 10(6) optrædener. Han bliver sammenlignet med en ung Pippo Inzaghi, og flere af Europas storklubber har allerede haft snøren ude efter supertalentet. Han vil ligesom Palumbo indgå i førsteholdstruppen fra næste sæson, og håbet er, at han kan blive den samme målscorer som Inzaghi var i klubben.

For god ordens skyld vil jeg lige sige, jeg stadig er her, men at jeg er vanvittigt hængt op med arbejdet. Nordjysk sport er travlt for tiden med både ishockey, fodbold og håndbold. Der kommer mere i næste uge.

At du holder mig og alle de andre nordjydere opdateret omkring sporten, er også langt vigtigere.

Super blog stadigvæk Adzke. Jeg læser stadig med :)

Startede du med den gamle patch siden du har Giovinco fra start?

Derudover virkelig god blog..

Nej. Jeg startede i 2011. Det tror jeg også, jeg skriver.

My bad. Den havde jeg ikke lige opdaget. Så giver det hele lige pludselig mere mening :-)

La Partita Perfetta. Den perfekte kamp. En uforglemmelig oplevelse og et perfekt eksempel på de dyder, der kendetegnede det gamle Juventus. Hårdt arbejde, kollektivitet og store kampe af store stjerner på deres karrierers højeste. En Del Piero i topform, da han scorede et af sine bedste mål, Gigi Buffons kæmpestore redning på Luís Figos straffespark og Pavel Nedveds tragedie - det gule kort, der for altid vil blive husket.

Kampen sikrede Juventus adgang til finalen mod Milan. Men uden Nedved. Det var et Juventus-hold fuldt af stjerner, der under Marcello Lippi formåede at arbejde sammen. Det var dengang. Og nu var det tid igen.

Real Madrid gæstede Delle Alpi i Torino i Champions Leagues semifinaler. Stadion var fuldt. Scenen var sat. Målet var klart. Alt var klart. Kampen i Madrid havde været en katastrofe. Intet mindre. Juventus havde endnu engang ikke fået spillet til at flyde, målene til at komme. I stedet var det endt med at svigefuldt 0-3-nederlag på Santiago Bernabéu.

Men nu skulle der rettes op. Der skulle liv i holdet. De gamle dyder findes frem. Grinta. Non mollare mai. Sejren skulle hentes ved hårdt arbejde.

Iomklædningsrummets skrabede, gule lys, så han så sig i spejlet. Han var bleg, svedende, nervøs. Han rettede sit slips og trak vejret dybt. Nu var det tid.

[float=right]Juventus 1(1) - (7)4 Real Madrid
Juventus:
Albin Ekdal ('81)
Real Madrid:
Kaká ('13, '87)
Karim Benzema ('32)
Mezut Özil ('89)[/float]

|1. maj 2013| LA PARTITA VERGOGNOSO!
Den skandaløse kamp! Juventus er ude af årets Champions League efter 1-4-nederlaget til Real Madrid på eget græs i Champions League-semifinalerne. Holdet spiller uden koncept. Klubben har ingen identitet, og nu heller ingen træner. Beskeden var klar på pressemødet efter gårsdagens kamp. Klubben havde allerede inden kampen besluttet, at Agnelli skulle fyres, hvis ikke holdet gik til Champions League-finalen. Dermed er jagten på en ny træner sat ind. Kilder omkring holdet vil vide, at der spekuleres i om klublegenden, Alessandro Del Piero, skal tage over eller om man skal overlade holdet til Delio Rossi.

- Jeg er naturligvis skuffet. Det er min familie, mit eget blod, der har fyret mig. De har taget min største drøm fra mig, men mit eventyr er ikke slut. Nu må jeg sunde mig, inden jeg træffer beslutninger. Jeg vil ikke sige noget dumt. Alverdens juventini er stadig min familie. De har ikke svigtet mig. Det er min anden familie, der har det, siger Giovannino Agnelli.

Ja, jeg er stadig levende. Ja, der er stadig liv i bloggen. Ja, der kommer mere. Ja, jeg har ferie.

Jeg har læst med fra starten, men kommer først med en kommentar nu.
Jeg syntes der er stor forskel på dine updates kvalitet. Dem som er FM-relateret er jeg ikke så imponeret over, syntes du skriver flot, men er ikke vild med din grafik, og din måde at sætte kampene op på. Derudover er din seneste update for kort imo. Jeg er dog helt vild med de updates hvor du kører din historie, flot topbanner, flot opsætning, og ikke mindst en fantastisk historie.

Jeg håber det gav mening. :)

Spændt på hvor historien nu bevæger sig hen efter et uventet twist/fyring...

Du skriver sq lækkert Adzke...

Fyret. Kasseret. Smidt ud. Han var blevet forladt. Forladt af sin Familie, hvor han nu blev opfattet som persona non grata. Både til sammenkomster i Familiens Villa Frescot, men også i Exor, hvor han var blevet tvunget til at overdrage sin indflydelse, hvormed han trådte ud af investeringsgruppen. Arvingen var i sandhed blevet gjort arveløs. I hvert fald midlertidigt.

Nu kom og gik dagene hurtigt. Den ene åd den anden. Dag blev til nat, og nat blev til dag. Om og om igen. Han kunne ikke længere huske, hvilken dag det var, og egentlig var det også ligemeget, for de var alle ens. Han stod op om morgenen. Gik sin sædvanlige tur op ad den pulserende Via 20 Settembre, over Piazza San Giovani, hvor Palazzo Reale lå i sin barokke vælde, igennem Via Santa Chiara og op til Caffè Cioccolateria Bicerin, hvor den berømte drik eftersigende blev opfundet. Her brugte han hver formiddag, og her læste han sine aviser.

I starten havde han forventet, tilbudene ville komme væltende ind fra italienske storhold. Men der kom aldrig nogen. Og langsomt så han sin hævn over klubben og Familien forsvinde som en sandbunke i blæsten. Det var nu over et år siden, han var blevet fyret. Og ingen havde henvendt sig.

Derfor havde han efterhånden opgivet håbet. Han levede fra dag til dag. Men som en Agnelli ville han aldrig komme til at mangle noget. Ikke engang nu, hvor Familien havde slået hånden af ham - det var han for vigtig til. Inderst inde vidste de, at han en dag ville blive Familiens overhoved, og derfor kunne de kun lægge ham på is - og ikke fryse ham ihjel.

Håbets flamme var ikke slukket, men der var ikke meget gang i den længere. Hvor længe skulle man vente på jobtilbudene. Han var en vinder. En overlever. Men måske var dette fag ikke hans branche. Måske var denne verden for hård og for kynisk. Det tænkte han, imens han uden for sin lejlighed så solens varme kærtegne folk, der gik forbi. Han så, hvordan alle træer, blomster, buske, planter var sprunget ud, og hvordan sommeren anno 2014 for alvor var ved stramme sit tag i Torino.

Det er som nævnt en rigtig spændende udvikling du er inde i i handlingen i din blog. Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt du i sidste ende har skudt dig selv i foden ved det. Jeg synes din blog i begyndelsen var helt fabelagtig, og bestemt en kandidat til min stemme værdig, men sidenhen er den så godt som døet ud. Er der mere at forvente af bloggen, eller er det blot et spørgsmål om tid, førend at den bliver lagt på is? :)

Forventningen er, at der bliver opdateret mere regelmæssigt. Jeg har haft meget travlt på arbejde de sidste 14 dage, og med arbejdsdage på imellem 11 og 12 timer, er det ikke lige det her, der får mest opmærksomhed, når jeg er hjemme. Nu har jeg fri et par dage, og jeg håber, jeg kan få skrevet så meget, at jeg kan holde den i gang, når jeg begynder på arbejde igen.

Sommer var blevet til efterår, var blevet til vinter. Og nu var vinter blevet til forår. Fuglene sang uden for, og som altid var vejret en blanding af regn og sol. En kamp, hvor vinteren med sine sidste sparsomme kræfter forsøgte at forhindre sommerens komme. Men sådan gik det aldrig. Heldigvis.

Nu var det tre uger siden, opkaldet havde overrasket ham. Han havde siddet ved sit bord på altanen og kigget ud på gaden, der var oplyst af den milde forårssol, og pludselig havde freden været forbi. Han havde i starten troet, det var forkert nummer. Men det var det bestemt ikke. Det var et opkald fra en gammel bekendt. En kraftfuld røst havde hilst ham goddag og undskyldt forstyrrelsen. Han selv havde ikke sagt et ord. Overraskelsen havde stadig ikke affundet sig, og selv da opkaldet var slut, var han endnu ikke sikker på, om det hele var en stor vittighed på hans bekostning.

Det viste mødet ugen efter dog, at det ikke var. Der var stadig ting, der manglede at falde på plads. Klubben havde haft et skidt forår og lå nu til nedrykning. Ville han stadig tage jobbet, hvis det indebar et år i Serie B? Selvfølgelig ville han det. Han drevet af lysten til at overbevise sig selv. Og Familien. Dette var den perfekte chance. Og det var på sin vis skæbnens ironi, at det var netop denne mand, der gav ham chancen i netop denne klub.

Sæsonen var ikke færdig. Klubben lå til nedrykning og økonomien gjorde det til en udfordring. Alligevel var han ikke i tvivl om at dette var det rette job. Det var i april 2015.

Klubben havde vundet Serie A otte gange i sin 110-årige historie. Og samtidig er den en af de klubber, der i gennem tiden har sat det største aftryk på italiensk fodbold. Både på klub- og landsholdsplan. Nu lå den i Serie A - netop nedrykket, og det var efterhånden lang tid siden, den havde vundet noget af betydning. Den blev betragtet som lillebroderen. Men også som folkets klub. Det var klubben, der blev snakket om på gaden og på restauranterne. Imellem almindelige folk med almindelige indtægter og almindelige vaner. Alligevel var Torino FC ikke en klub, der stod tilbage for nogen. Specielt ikke Juventus. Det havde Urbano Cairo sørget for. I åresvis havde klubben to mål for hver sæson. Undgå nedrykning og stik en kæp i hjulet hos Juventus.

Han var blevet præsenteret som træner tidligere på dagen. I klubbens hovedkvarter på Via dell'Arcivescovado, der kun lå ni minutters kørsel fra Corso Galileo Ferraris, hvor hans gamle arbejdsgiver havde hjemme. Det nye hjem lå ved siden af det schweiziske konsulat, og det var nok trods alt meget sigende, at klubben ikke havde sit eget palæ, men i stedet delte en bygning med både et andet land og to tøjforretninger. Her var ingen terrakotta-farvede mure, ingen palmer og ingen grandios marmor på gulvet. Der var ingen bandiera hængende fra balkonen, og der var hverken reklamer for FIAT eller Ferrari.

Han havde ikke sagt så meget til den fremmødte presse, men der var heller ingen, der for alvor havde stillet spørgsmål ved præsentationen. Han var ikke længere et varmt navn. Selvfølgelig var der en historie i, at en Agnelli havde overtaget Juventus' rivaler. Men de store aviser var ikke interesserede. Tuttosport mødte ikke op, og der gik rygter i gangene om, at avisen, der var ejet igennem Exor, havde fået besked på ikke at ofre kræfter på begivenheden.

Han vidste, han stod over for en stor udfordring; en udfordring, der var anderledes end den, han havde stået over for i Juventus. Men han følte sig mere klar denne gang. Han kendte spillet. Hans første opgave var at danne sig et overblik over klubbens økonom og sammen med Urbano Cairo danne sig et overblik over, hvilke spillere, der skulle sælges og hvilke, der skulle beholdes. Klubben skulle skære ned. Men den skulle også vende tilbage til Serie A ved først givne lejlighed. Tilbage til Serie A. Tilbage til fortiden. Tilbage til titlerne og succesen.

Smuk blog!

Synes du holder et utrolig højt niveau, og din grafik er meget enkel, overskuelig og flot. Du er meget velformuleret, og min stemme kunne meget vel falde på din fremragende blog, trods andre store konkurrenter.  :P

KIU!  ;)

Jeg takker. Det er rart nok at vide, der er i hvert fald er én, der læser med.

Han er ikke den eneste kan jeg så afslører. Har fulgt med siden starten, og det er stadig dejlig læsning. Derudover er det også fedt at historien twistede lidt, så han nu er i Torino. Bliv du endelig ved :-D

På Superga-bjerget øst for Torino er der rejst en hvid marmorplade med et gråt kors. På pladen står navnet på 31 personer. 18 af de 31 var spillere på et af de bedste fodboldhold, Italien nogensinde har set. Et af de hold, der prægede fodbolden mere end mange andre har gjort sig håb om. Og et hold, der har præget fodbolden mere, end folk ved besked om. Et hold, der var så stærkt, at Italien som nation led lige så stort et knæk som byen Torino på en majdag i 1949.

1940'ernes Italien. Krigen er slut, og fodbold er igen på tapetet i det både menneskeligt- og politisk hærgede land, der netop har sagt farvel til en diktator, og nu langsomt er ved at genopfinde sig selv som en industriel nation i fremtidens Europa. Grande Torino blev de kaldt, og de var stort set uovervindelige. Holdet dominerede den hjemlige scene i en tid, hvor Juventus endnu ikke var den storklub, den er i dag. Holdet spillede en offensiv 4-2-4-opstilling, som Brasilien senere skulle vinde store titler på. Ydermere skulle flere af holdets koncepter senere danne rammen om det totalfodbold, Holland praktiserede - og blev berømt for - senere i århundredet. Slutteligt trak 10 af de 11 startere på det italienske landshold til hverdag den Granata-farvede trøje over hovedet. Den eneste Torino-spiller, der ikke startede for landsholdet, er målmand Valerio Bacigalupo, der var reserve.

Alligevel er det ikke titlerne, glæden, spillet, folk husker. Det er skæbnen. Dens ironi og påmindelsen om, at den ikke skåner nogen. Hverken rig eller fattig, ung eller gammel.

For i 1949 gik alt bogstaveligt talt op i flammer på grund af en træningskamp i Portugal, som holdet var inviteret med til. Xico Ferreira skulle spille sin sidste kamp for Benfica, og til opvisningskampen havde man inviteret selve Grande Torino som modstander. På vejen hjem fra kampen, fløj holdet ind i tåge, og da piloten ikke kunne se, styrtede flyet ind i Superga-bjerget øst for Torino. Alle de ombordværende døde, og med ét var klubben, der netop havde vundet sin femte scudetto på stribe, knust mod bjergets side, og Torinos drømme om fremtidig succes med dem. Klubben skulle ikke vinde et mesterskab igen før 1976. Og siden dengang har den ikke vundet et eneste.

Superga er ikke kun kendt som stedet, hvor Grande Torino styrtede ned. Det er også stedet, hvor Savoy-familien, der var Italiens royale familie, da den slags stadig eksisterede, begraver deres familiemedlemmer. Og på sin vis er det vel meget passende, at spillerne fra den fatale flyvetur (der i øvrigt blev fløjet i et FIAT-fly. Sjovt, ikke?) ligger side om side med landets sidste konge. Når skæbnen nu ville være så hård.

Måske delte han skæbne med klubben. Han var selvfølgelig ikke død, og egentlig havde han håb om at være i live mange år endnu. Men følelsen af at være blevet revet helt ned i kloakkerne, da tingene så bedst ud. Følelsen af at være en del af et uafsluttet projekt. Og følelsen af at være en del af noget historisk. Det var altsammen noget, han kendte til.

Han var født ind i en familie, hvor drengene fra barnsben blev udset som arvinge, industrikonger og modeikoner. Familien blev bredt betragtet som den nye Savoy-familie i Italien. Forstået på den måde, at den under hans farfar havde været så magtfuld, at intet skete mod Gianni Agnellis ønske. Og intet skete uden hans accept. Gianni havde desuden giftet sig med en prinsesse. Og Giannis bror havde gjort det samme.

Alt dette var han en del af. Men han følte ikke længere, han hørte til. Da han for alvor følte sig som en rigtig Agnelli, blev han pillet væk fra scenen af sin egen Familie, og dermed forblev hans fremtid i Juventus uafsluttet. Han nærede stadig de samme varme følelser for klubben. Men han havde set sig gal på Familien.

Nu var selvtilliden på vej tilbage. Han havde taget en fridag, og han havde besluttet sig for at bruge den i Torinos gader, hvor turister, indfødte og tilflyttere blev blandet sammen til en broget masse af mennesker, der uniformt bevægede sig rundt i den hede sommersol for at se på tøj, købe ind eller nyde vejret.

Selv ville han bare slappe af. Og det gjorde han altid bedst her. På Caffè Cioccolateria Al Bicerin. Her havde man for over 200 år siden opfundet den lokale drik, Bicerin. Det var en blanding af espresso, kakao og sødmælk, som han nød at drikke. Det fik ham til at slappe af, og han følte samtidig, at han hyldede en del af det at være indfødt torineser.

Han kunne slappe af i dag, fordi sommeren stort set var på plads. De to handler, det var besluttet skulle gennemføres havde fået hans accept, og der var endnu en uge til spillerne mødte ind fra ferien. Hans stab var på plads. Den var ikke så stor som i Juventus, men nu havde han kunnet håndplukke de ansatte, og han var mere end tilfreds.

Han tømte sit glas, og betalte sin regning. Nu var det igen tid til fodbold. Efter to års pause følte han sig klar igen.

Du er for sindssyg, Adzke.

Jeg synes din blog og historie er fantastisk. Den er virkelig gennemtænkt. Jeg har, fordi det er påske, og ikke mindst lørdag morgen, ledt efter fejl i dine seneste updates, og jeg har kun fundet noget der minder om bagateller. Og tro mig, det finder jeg i hver eneste blog, hvis jeg gider. Din blog er det værd, og det skal du tage som en ros. Din viden om Italien og passionen for deres fodbold skinner igennem. Det er en fremragende blog, og klart den mest velskrevne i denne konkurrence, hvis du spørger mig.

Niveauet i bloggen og historien kan man ikke sætte en finger på, det er virkelig flot det du præstere her! Jeg er meget imponeredet over måden du får tingene formuleret på, og syntes i det hele taget det er meget underholdende læsning. Så fortsæt endelig og hold niveauet, så er du bestemt en af dem der ligger helt i toppen af konkurrencen når afstemningen er talt op.

Jeg siger tusind tak. Jeg kan jo gevaldigt godt lide kommentarer til bloggen.

Virkelig fedt! Man har på fornemmelsen at du har en masse baggrundsviden, og så er du god til at blende FM-delen sammen med den opdigtede del! Fantastisk intet mindre :-)

Jeg er pisse misundelig, gid jeg havde et sprog som dit...

Well. Du kan nå det endnu.

Gammel hund og nye kunstner  :-[

Måske er det så meget godt, vi ikke alle er ens.

Jeg skal vel egentlig til at skrive en ny opdatering til bloggen.

[float=right]✓Sassuolo 0 - 1 Torino
✓Reggina 1 - 2 Torino
✓Torino 2 - 0 Triestina
–  Parma 2 - 2 Torino
–  Benevento 1 - 1 Torino
✓Torino 3 - 1 Empoli
✓Torino 2 - 1 SPAL
–  Nocerina 2 - 2 Torino
✗  Torino 0 - 1 Novara
✓ Torino 3 - 0 Modena
✓ Vicenza 0 - 2 Torino
✓ Torino 3 - 2 Ascoli
✗  Crotone 2 - 1 Torino
✗  Verona 2 - 1 Torino
✓ Torino 3 - 2 AlbinoLeffe
✓ Cosenza 0 - 1 Torino
✓ Torino 2 - 0 Juve Stabia
–   Reggina 2 - 2 Torino
✓ Torino 4 - 1 Foggia
✓ Siena 0 - 2 Torino
✓ Bologna 0 - 1 Torino
✗  Livorno 3 - 1 Torino
–  Torino 0 - 0 Sassuolo
[/float]

|2. januar 2016| IL RITORNO DI UNA LEGGENDA
Torino overvintrer på tredjepladsen i Serie B. Holdet har indtil videre ikke haft de store problemer i rækken, og Giovannino Agnelli ser ud til at styre holdet i den rigtige retning. Alligevel er der kommet endnu en spiller til fra uventet side. Den tidligere Torino-kaptajn og klubikon, Alessandro Rosina, har valgt at skifte tilværelsen på Juventus' reservehold ud med fast spilletid hos det ambitiøse Torino. Rosina blev i sin tid hentet til Juventus af netop Giovannini Agnelli, og det er denne gang en blanding af troen på træneren, jagten på spilletid og kærlighed til klubben, der har fået Rosina til at vende "hjem".
- Jeg kommer her for at spille og for at støtte Torino i jagten på oprykning. Træneren har fortalt mig om sine planer og lovet mig en fremtrædende rolle på holdet. I min alder gælder det om at spille hver uge, siger han.
En legende
I sine hidtidige fire år i klubben, nåede Rosina at spille 143 ligakampe for klubben, og han har dermed Gianluigi Lentinis klubrekord inden for rækkevidde. Selvom Rosina er 31 år gammel, er det ikke utænkeligt, at han bliver manden, der endelig slår Lentini. Rosina blev i årene efter Calciopoli ofte rygtet sammen med Juventus og har angiveligt sagt nej til tilnærmelser fra klubben mindst én gang i løbet af sin tid i Torino. Det gav ham en høj stjerne hos Torinos fans, og hans spil på banen gjorde ham til en af Italiens bedste fantasisti, hvilket fik klubbens fans til at give ham kælenavnet Rosinaldo, fordi han i deres øjne spillede spillet som en brasilianer.
Il dirigente
Giovannino Agnelli lægger ikke skjul på glæden ved at have fået fingrene i Rosina, og han er også sikker på, at spilleren bliver en succes hos både holdkammerater og fans.
- Rosina er en leder og en dirigent på banen. Han kender klubben, kender dens værdier, og han kender mig som træner igennem vores tid i Juventus. Rosina er kommet tilbage til Torino for at bringe dem tilbage på landkortet og for at videregive hans dedikation til nogle af vores unge spillere, siger Giovannino Agnelli.

[float=right]
✓ ChievoVerona 1 - 2 Torino
✓ Fiorentina 2 - 2p Torino
–  Triestina 1 - 1 Torino
✓ Empoli 0 - 2 Torino
✓ Napoli 5 - 6e Torino
–  Torino 2 - 2 Benevento
✓ Palermo 0 - 1 Torino
✗  Torino 0 - 1 Parma
✓ SPAL 1 - 2 Torino
✓ Nocerina 2 - 0 Torino
✗ Novara 1 - 0 Torino
✓ Modena 0 - 2 Torino
✓ Torino 3 - 1 Vicenza
–  Torino 0 - 0 Verona
✓ Torino 1 - 0 Crotone
✗  Ascoli 4 - 2 Torino
–   AlbinoLeffe 1 - 1 Torino
✓ Torino 2 - 1 Cosenza
–   Torino 2 - 2 Palermo
✗  Juve Stabia 1 - 0 Torino
✓ Torino 2 - 0 Reggina
✓  Foggia 1 - 3 Torino
?    Inter ? - ? Torino
[/float]

|4. maj 2016| L'AVVENTURA
Torino har tabt pusten en smule i Serie B. Kapløbet i toppen er tæt, og klubben indtager med fire kampe tilbage andenpladsen bag Livorno. Hvis klubben ender der, rykker de op uden at skulle spille playoff-kampe. Anderledes ser det ud, hvis de slutter imellem tredje- og sjettepladsen. Her mødes holdene i playoff-kampe, der skal afgørende, hvilket hold, der er det tredje, der skal rykke op i det forjættede land - Serie A.
Coppa-eventyret
I Coppa Italie ser det dog anderledes ud. Klubben startede en usandsynlig række af sejre på udebane mod Fiorentina, hvor de på udebane vandt kampen efter straffespark. Dernæst tog holdet til Syditalien og vandt over Napoli i en nervepirrende kamp, der endte 5-6 efter ekstratid, hvor Alessandro Rosina blev den store helt, da han scorede holdets sjette- og sit eget andet mål i kampens 107. minut. Semifinalen blev spillet i to omgange mod Palermo, hvor Torino, efter at have vundet 0-1 på Sicilien, gravede sig ned og spillede 2-2 på hjemmebane. Dermed er holdet nu klar til at møde mægtige Inter på Olimpico i Rom til en finale, der har fået Torinos fans til at nå kogepunktet i en sæson, hvor det eneste mål var oprykning. Afhængigt af kampens resultat, kan Torino ende i Euroleague-kvalifikationen næste sæson.

Som han stod der med jakken hængende over den ene arm og så pokalen blive båret frem til vinderne slog det ham, hvor ondt det gjorde at tabe, når målet var tæt på. Havde han solgt turneringen for et nederlag i finalen, inden den gik i gang? Ja. Selvfølgelig havde han det. Men nu stod de så tæt på, at han kunne smage sejrens sødme. Og så gjorde det for alvor ondt. Specielt fordi, det havde været så tæt.

De havde først overgivet sig efter ekstratiden. De havde kæmpet som mænd, og de var faldet om med våben i hånd og skoene på fødderne. Der var ingen hvide flag i Torino, og klubben havde vist nogle af de ting, italierne godt kan lide. Grinta. Evnen til aldrig at sige aldrig og den evige tro på sejr havde gjort dem til darlings i aviserne. "La magia di Agnelli" havde de skrevet - Agnellis magi. Det havde han grint af. For to år siden var de samme aviser klar til at lade ham korsfæste på Piazza Reala i Torino. Men nu var han pludselig god nok igen.

Han stod stille. Tiden stod stille. Men pludselig gik den i gang igen. Præsidenten kom hen til ham og lagde armen om hans skulder. Ingen af dem sagde noget. Men de stod og så på Inter-spillerne, der fik deres medaljer hængt om halsen. Han havde fået sin. Den var af sølv. I et svagt øjeblik overvejede han at smide den ud til de medrejsende fans, men kom fra det igen. Den skulle motivere ham. Den skulle hænge på kontoret, og den skulle se på ham hver dag. Den skulle minde ham om at arbejde. At arbejde hårdt. Den skulle minde ham om at mirakler kunne ske, men at de krævede hårdt arbejde. Hver dag.

[float=right]–  Torino 2 - 2 Bologna
–  Torino 1 - 1 Livorno
✓ Torino 4 - 0 ChievoVerona
✓ Sassuolo 0 - 2 Torino
✓ Bologna 0 - 1 Torino
✓ Torino h1 - 2 Bologna
✓ Torino 2 - 1 Parma
✓  Parma 1 - 1 Torino[/float]

|13. juni 2016| SERIE A!
Torino er klar til Serie A! Så meget stod klart, da holdet i den afgørende kamp formåede at spille uafgjort med Parma i playoff-finalen. Det så ellers skidt ud, da Torino smed point to gange i de sidste fire Serie B-kampe. Inden da indtog holdet andenpladsen, men måtte altså i sidste ende igennem playoff-opgørene for at få fingre i den sidste Serie A-plads.
- Vi er alle meget stolte af holdet. De gjorde, hvad de måtte efter det, der både mentalt og fysisk har været en lang og opslidende sæson. De har vist stor karakterstyrke, og jeg ser frem til at prøve kræfter med Serie A igen, siger Giovannino Agnelli.
Via Europa
Efter den sensationelle vej til Coppa Italia-finalen, har Torino endnu mere utroligt kvalificeret sig til Euroleague, der skal spilles næste sæson. Da Inter kom direkte i Champions League, gik den fjerde Euroleague-plads til taberen af Coppa'en. Træner, Giovannino Agnelli ser frem til at prøve kræfter med Europa igen, efter hans sidste kamp for tre år siden var et smædefuldt nederlag til Real Madrid.
- Det bliver sjovt at prøve. Men vores mål vil være at forblive i Serie A. Vi kan ikke måle os med de store hold, når det kommer til pengene og bredden. Men vi vil gøre alt i vores magt for at give klubbens tifosi store oplevelser i Europa, siger han.

Det er en god række updates du fik lagt op der Adzke. Hvis jeg skal komme med en enkel lille ting der mangler, så kunne man godt bruge et SS af hver halvsæson i ligaen. Blot for bedre at kunne danne sig et billede af både hvordan du og dine konkurrenter klarer sig. Det kan godt være lidt svært ud fra kampene i siden alene.

Pånær dette, så er det fortsat en fremragende blog, hvor jeg glæder mig til at få slutningen med :)

Jeg havde faktisk smidt nogen ind, men kom så fra det igen. Jeg skal nok begynde at gøre det fra nu af.

Der er ikke så meget at sige udover at det er rent guf.

Han stod og skyggede for solen med den ene hånd, imens han så på spillerne, der lavede øvelser. Sprint, småspil, kegler over det hele, glad råbe og leg. Det var som om, glæden ved spillet var lidt større her. Men de var selvfølgelig stadig kun drenge. Torinos Primavera-afdeling havde de sidste fire år været i blandt landets bedste. Der var blevet kastet store penge i det nye anlæg sydøst for byen, og nu begyndte de at høste frugterne af det hårde arbejde.

Han huskede, da han var 22 år gammel og fik sit første job hos Juventus. Han var ungdomstræner, og var på sin vis ikke meget ældre end de ældste spillere på holdet. Alligevel havde de respekteret ham. Tildels fordi han havde et efternavn, der gav genlyd i klubben, men også fordi han var en person, de altid kunne komme til. Når han tænkte tilbage, var det det perfekte sted at starte, i Juventus havde afdelingen ikke fået stor opmærksomhed under hans virke som ungdomstræner i klubben. Det var under Moggi og Lippi.

Det var anderledes i Torino. Han havde fra starten set mulighederne i de unge spillere, og han ønskede ikke at bruge penge på en spiller, hvis han kunne hente en fra ungdomsafdelingen, der var lige så god. Indtil videre havde det givet Luca Amato (http://oi56.tinypic.com/chp2w.jpg), Giovanni Barsotti (http://oi51.tinypic.com/ae09li.jpg), Daniele Nurchi (http://oi53.tinypic.com/2qx973a.jpg) og Alessandro Arata (http://oi51.tinypic.com/2db0wft.jpg) chancen på førsteholdet. Det var ikke et mål i sig selv for ham at bruge unge spillere, men når potentialet allerede lå i klubben, kunne han jo lige så godt udnytte det.

I Juventus havde mantraet været, at klubben ville have de bedste italienere og de bedste spillere i Italien. Desværre havde man ikke fra ledelsens side ønsket at udvikle nogle af delene selv. Det havde altid generet ham. En dag havde han spurgt Marcello Lippi, hvorfor han ikke havde brug for klubbens egne spillere, og han havde fået at vide, at en klub som Juventus ikke kunne ligge under for, at der ikke altid var nok talent i klubbens egne rækker. Det havde han ikke forstået dengang. Men efter at have været træner for klubben i tre år, forstod han. Presset for at vinde var for stort til at tage chancer. Sådan var det heldigvis ikke i Torino. Ikke endnu i hvert fald.

[float=right]ACQUISTI:
->Tommaso Vailatti (£1,300,000)
->Stefano Marzocchi (£3,900,000)
->Pimentel (£15,000,000)
->Cesare Bovo (£0)
->Antonio Cassano (£110k)
->Kaká (£0)
->Miroslav Vidan (£1,400,000)
VENDITE:
<-Míchel (£1,000,000)
<-Andrea Beduschi (£1,000,000)

[/float]

|3. september 2016| KLAR TIL SERIE A?
Transfervinduet er lukket, og det står nu klart, hvad Torino har at gøre med i Serie A. Giovannino Agnelli har angivelgt fået stillet næsten £20 mio. stillet til rådighed af præsident Urbane Cairo, og det antages, at hver en krone er blevet brugt. Målet for klubben er, at de skal overleve i Serie A, og klubbens fans ser frem til igen at skulle møde ærkerivalerne, Juventus.
Ind er kommet to ældre spillere, der begge forventes at indtage en reserverolle, hvor de skal styrke holdet med deres rutine, men også være til rådighed for klubbens unge spillere. Antonio Cassano (http://oi53.tinypic.com/2nknzht.jpg) er kommet til fra Catania, hvor han sad på bænken, imens Ricardo Kaká (http://oi52.tinypic.com/2u3uv0h.jpg) er kommet til, efter at hans kontrakt med Real Madrid blev revet over.
Endnu en kending
Torino har desuden hentet en spiller, der tidligere har været i klubben. Den tidligere klubkaptajn, Tomasso Vailatti er kommet til fra franske AS Saint-Etienne. Han kan spille alle tre pladser på midtbanen, og han forventes at komme til at fungere som en mentor for unge Daniele Nurchi. Samtidig skal han være i stand til at holde overblikket, hvis det brænder på.
Fremtidens Torino
For en klubrekord på £15,000,000 er 20-årige Pimentel (http://oi55.tinypic.com/71016s.jpg) blevet hentet i Panathinaikos kun et år efter, at klubben hentede ham fra São Paulo i hjemlandet Brasilien. Han er blevet sammenlignet med Ronaldo i de brasilianske medier, og alle Granata-fans håber, han kan leve op til det store prædikat, som mange brasilianere før ham er gået til grunde under. Udover Pimentel er også den 18-årige italiener Stefano Marzocchi (http://oi53.tinypic.com/z634i.jpg) blevet hentet ind fra Cesena. Han bliver sammenlignet med Alessandro Rosina og skal på sigt tage over for klubbens talisman.

Rigtig gode updates, og også en række spændende indkøb. Jeg fandt en enkel fejl i anden linje af den seneste update, ellers intet. Er det muligt at få et SS af Kaka og Cassano, blot så man kan se hvor gode de er på dette tidspunkt?

Dem glemte jeg. Jeg smider dem straks ind.

EDIT: Sådan.

[float=right]
✓Hamilton 1 - 4 Torino
✗ Inter 2p - 2 Torino
✓Torino 4 - 1 Hamilton
–  Napoli 1 - 1 Torino
–  Torino 1 - 1 Cagliari
–  Fiorentina 2 - 2 Torino
✗ Sporting CP 4 - 1 Torino
✓ Torino 2 - 0 Lazio
✗ Genoa 3 - 1 Torino
✗  Torino 0 - 2 AC Milan
–   Torino 1 - 1 Dnipro
–   Catania 0 - 0 Torino
–   Torino 0 - 0 Udinese
–  Rubin Kazan 1 - 1 Torino
✗ Torino 0 - 2 Palermo
✓  Torino 4 - 0 Benevento
✗  Bari 2 - 0 Torino
✓  Torino 2 - 0 Rubin Kazan
✗ Torino 0 - 2 Atalanta
✗ Siena 1 - 0 Torino
✗ Torino 0 - 2 Roma
✓ Bologna 0 - 1 Torino
–   Sampdoria 1 - 1 Torino
–   Torino 0 - 0 Inter
–  Torino 0 - 0 Sporting CP
✓ Torino 1 - 0 Novara
✗ Juventus 3 - 1 Torino
✓ Dnipro 0 - 1 Torino
✓ Torino 2e - 1 Modena
[/float]



|2. januar 2017| EN SVÆR START
Efter at have kvalificeret sig til gruppespillet, meldte hverdagen sig igen hos Torino, da de igen skulle møde Inter i de to holds anden indbyrdes cup-finale på fire måneder, og igen måtte Torino se sig selv trække det korte strå i opgøret, der blev afgjort på straffespark. I Serie A skulle Torino ind i oktober, før holdet fik sin første sejr. Siden er der ikke sket meget på den front, og på af den grund ligger klubben i øjeblikket på Serie A's 17.-plads.
Stadig med i Europa
I Europa League er det blevet til to sejre, to uafgjorte og to nederlag. Det placerer klubben på gruppens andenplads, og der er dermed stadig en mulighed for at gå videre til gruppespillet, men forude venter en kamp mod gruppens førerhold, Sporting CP. Hvis Torino vil sikre sig videre avancement, skal de stærke portugisere sendes hjem fra Stadio Olimpico med et nederlag i bagagen.
Nedrykning?
Inden sæsonen var troen på en god placering i Serie A høj i Torino. Man havde klaret sig igennem Serie B uden problemer, og holdet havde spillet op med de absolut bedste i Coppa Italia. I stedet har klubbens fans set deres hold få uafgjorte med hjem i de bedste kampe og absolut ingenting i de værste. Agnellis angreb har ikke levet op til løfterne, og det kan meget vel blive en lang sæson, hvis ikke der bliver rettet op. Det officielle mål er stadig at klare sig fra nedrykning, men selv det kan vise sig vanskeligt ...

Blitz! Det var en lidt usædvanlig situation. At fotografere sine spillere med deres koner, kærester og børn på modstanders udebane var ikke hverdagskost i Juventus. Men det var ikke længere Juventus. I stedet var det Torino, og nu var de på Old Trafford. Et sted, hvor flere spillere aldrig havde forestillet sig at skulle sætte deres fødder. Men nu var det virkelighed, og derfor var det et øjeblik, der skulle foreviges. Det havde han forståelse for, han var glad for, de nød det. Og hvem kunne sige, hvornår de igen ville trække et storhold som Manchester United i en betydningsfuld kamp? Endsige spille i Europa igen?

De havde tabt på hjemmebane. 1-0. Og der var ikke mange, der havde tiltro til, at de skulle klare det. Men der var heller intet pres for at vinde. Ingen, der regnede med at præstere. De to hold kom fra helt forskellige baggrunde. Manchester United havde knust alt på deres vej i turneringen, imens Torino havde lusket sig med, efter at have snuppet andenpladsen i en svag gruppe.

Før kampen gik i gang, havde han talt i telefon med sin gamle chef - Marcello Lippi. Det var første gang i fem år, han havde hørt fra ham. Lippi havde trukket sig tilbage nu. Men han fulgte stadig med og ville ikke andet end at ønske ham held og lykke med kampen.

Lippi havde lært ham meget. At et system ikke kan trækkes ned over en spiller, at et hold fungerer som en familie, og at summen af et hold kan være større end de enkelte spilleres værdi, hvis de bruges på den rigtige måde og arbejder sammen. Det havde Lippi endda skrevet en bog om. Havde han hørt.

Kampen var hurtigt overstået. Ikke at den tog mindre end 90 minutter, men englænderne havde allerede scoret efter 15 minutter og igen efter 20, og dermed var kampen reelt set forbi. Han gjorde sig ingen forestillinger, og dermed var det europæiske eventyr lukket.

Efter kampen havde han fortalt spillerne, at det nu var tid. Tid til at tage arbejdstøjet på. Tid til at kæmpe. Tid til at vinde. Der skulle ske noget i Serie A. De skulle overleve. Han var aldrig rykket ned, og han skulle heller ikke rykke ned nu. Næste kamp var imod Catania, og holdet måtte have point. Helst en sejr.

Njaaaaaaaarvn! Boom! Den sædvanlige hilsen, inden kampstart, når de to hold mødtes. Juventus' fans sad og sagde lyde som et fly under Torino-spillernes præsentation, indtil det kom til træneren. For her styrtede flyet ned. En ukærlig og meget lidt diskret påmindelse om flystyrtet ved Superga-bjerget. Hver gang. Sådan var det.

Til gengæld råbte Torinos tilhængere både rubentus og feccia efter Juventus' spillere, når de løb på banen og under kampen. Dette var hadets kamp. De to hold kunne ikke lide hinanden, og holdenes fans kunne ikke fordrage hinanden. Nogle ville måske sige, Torinos fans var misundelige på Juventus' succes. Men sådan var det ikke. Byen var bare ikke stor nok til begge hold.

På Delle Alpi var der blevet piftet af ham, da han gik på banen. I dag blev han mødt af et brøl fra Torinos egne tilhængere. Hans navn blev sunget højt, og han måtte gå en runde på løbebanen for at hilse på tilskuerne inden kampen. Han var blevet accepteret, og til dagens kamp var han en helt. For Torinos fans var han en sejr. En ulv i fåreklæder. En Agnelli i Torino-farver.

Efter kampen var det endnu ikke gået op for ham. Men det var det for dem. For fansene. De havde vundet. For første gang siden 1995 havde de slået Juventus. Jublen begrænsede sig ikke til stadion. I omklædningsrummet fik de meldinger om, at folk var gået på gaden for at fejre deres sejrrige helte. Det her var blot en kamp i det samlede regnskab, men for Torinos tilhængere kunne det måle sig med et mesterskab.

Da spillerne efter kampen havde foreslået ham at tage med i byen, havde han sagt nej. Men han havde accepteret, at de for en gangs skyld skulle fejre en sejr. På denne aften fortjente de det. Pimentel havde scoret to mål, og han ville blive fejret som en gud til ud på de sene nattetimer.

Selv skulle han hjem og se film med Novara - deres næste modstander. Hjem at gøre klar til næste kamp. Normalt brød han sig ikke om at gøre et stort nummer ud af en sejr. Det gør man kun, hvis man ikke er vant til at vinde. Det sagde hans bedstefar. Men i dag smilede han. Hele vejen hjem.

[float=right]
✓Torino 1 - 0 Verona
✗ Udinese 4 - 3 Torino
✗Torino 0 - 3 Napoli
✓ Cesena 0 - 4 Torino
– Cagliari 0 - 0 Torino
✗Torino 1 - 2 Fiorentina
✗ Lazio 3 - 0 Torino
–  Torino 0 - 0 Genoa
✗ Palermo 2 - 0 Torino
✗ Torino 0 - 1 Manchester United
✗AC Milan 2 - 1 Torino
✗ Manchester United 2 - 4 Torino
–  Torino 2 - 2 Catania
✗ Udinese 2 - 1 Torino
✓Torino 2 - 1 Bari
✗ Atalanta 2 - 0 Torino
✓Torino 6 - 1 Siena
✓ Roma 0 - 2 Torino
✓Torino 2 - 1 Sampdoria
✗ Inter 1 - 0 Torino
✓Torino 2 - 1 Juventus
✓ Novara 0 - 1 Torino
✓Torino 1 - 0 Cesena
– Verona 0 - 0Torino
[/float]



|22. maj 2017| OVERLEVELSE
Efter en stærk afslutning på sæsonen har Torino sikret sig endnu en sæson i Serie A, og efter at have været under stregen i en måned i marts, kan lettelsens glæde mærkes på gaden i Torino, hvor folk samledes efter den sidste kamp mod Verona. Dermed sluttede en sæson, der har været en rutsjebanetur med både Europa League-fodbold, en tidlig exit fra Coppa Italia og noget så sjældent som en sejr over Juventus foran 25.000 frådende Torino-fans.
Holdet må forstærkes
Det hold, der virkede næsten uovervindeligt i Serie B viste i Serie A, at det ikke er så stærkt som først forventet. Forsvaret så til tider skrøbeligt ud i midten, og kun Giovanni Barsotti kan for alvor føle sig sikker i sommerens transfervindue. På midtbanen virkede Alexander Tettey som en spiller, der havde sit hoved i en anden klub, og der er fortsat vedvarende rygter, der siger, at han har nægtet at forlænge sin kontrakt. I angrebet har fløjene svigtet. Kaká-eksperimentet mislykkedes. Den lille brasilianer har været meget skadet, og og kan ikke regnes som andet end en breddespiller på dette tidspunkt i sin karriere. Der ligger fortsat meget arbejde foran Giovannino Agnelli, men fremtiden virker lysere end længe.

Og bang! Så gik det stærkt med egentlig at få en sjov sæson overstået på skrift. Det skyldes, at det pludselig gik op for mig, at jeg skal slutte bloggen i morgen, og at jeg er kommet lidt længere i savet. Jeg lover højt og helligt, næste sæson bliver mere detaljeret, at der kommer lidt flere fokus i samme sæson, og at vi får en fin krølle på halen til sidst.

Det gik hurtigt ja, men helt i orden. Jeg har dog et par ting jeg spekulerer over.

Jeg kan ikke helt forstå dig i din halvsæsonsupdate. Du nævner har holdet har spillet 6 kampe, men stadig mangler en kamp i gruppespillet. Betyder det, at de 6 kampe er inklusiv en kvalifikation forinden?

I updaten omkring Juventus-kampen, da nævner du forskellen på modtagelsen på Delle Alpi og på Olimpico. Men er det ikke samme stadion? Det troede jeg, ligesom San Siro og Giuseppe Meazza er det samme stadion for Milan og Inter? Eller er jeg helt forkert på den?

Dog, stadig gode updates, og så er det jo meget fedt, at din sejr over Juventus faktisk forhindrede dem i at vinde mesterskabet :)

EDIT:
Har nu undersøgt det, og kan godt se at de ikke er det samme stadion, blot at Juventus i en kortere årrække har benyttet Olimpico da Delle Alpi skulle bygges om (eller rettere rives ned og erstattes af et nyt).

1) Det er sikkert en fejl. Jeg har på det tidspunkt spillet fem kampe i gruppen og mangler én imod Sporting CP. Jeg havde kun én sejr. Det er min...

2) Som du selv skriver er det to forskellige stadion.

3) Ja. Det var en ekstra sød sejr.

4) Dejligt, du stadig interesserer dig for bloggen. Tak.

Han sad indenfor, da telefonen ringede. Udenfor regnede det stadig, og han var så småt begyndt at tvivle på sommerens komme. Vinteren var blevet til forår, men foråret var aldrig blevet til sommer. Ikke endnu i hvert fald. Selv for Torino var sommeren regnfuld i år, og det sagde ikke så lidt.

Stemmen i telefonen var bekendt. Sidst han havde hørt den, havde den været alvorlig. Men nu var den fuld af varme og smiger. Franzo Grande Stevens fortalte, at Familien gerne ville se ham til en sommerkomsammen i Villar Perosa. Han havde nok forventet at høre fra dem på et tidspunkt. Men ikke nu. Og slet ikke igennem Grande Stevens, der var Familiens (og FIAT's) advokat, når det brændte på.

Villar Perosa var en lille by 40 kilometer fra Torino, hvor Familien havde en stor villa. Il Castello blev det kaldt af de lokale - slottet. Og det var et ganske passende navn for det kæmpestore hus. Familien havde en lang og traditionsrig tilknytning til byen. Udover huset havde hans bedstefar, hans oldefar og hans tipoldefar alle været borgmestre i byen. En titel, der var gået i arv fra far til søn, siden 1895, da hans tipoldefar blev tildelt hvervet.

Dette historiske sted skulle de nu mødes, hygge sig, le og snakke sammen som om intet var sket. Som om de aldrig havde slået hånden af ham. Som om han ikke bar nag.

For fanden hvor skriver du fedt!
Hele bloggen er så gennemført, det er smukt.

Som han nærmede sig indgangen, tronede det kæmpestore slot op foran ham. De røde mursten og den enorme trappe i hvid marmor bød ham velkommen. Som det havde gjort så mange gange før. Folk i Villar Perosa kaldte det slottet. Både fordi, det lignede et slot, men også fordi, det var et slot. Efter Savoy-familien ikke længere var kongefamilie, blev Agnelli-familien de nye herskere af Italien. De giftede sig med prinsesser, de stod bag landets økonomi, de var gode venner med både fascister og præsidenter og regeringsledere, og de havde en finger med i spillet, når beslutninger skulle træffes.

Familiens overhoved havde været borgmester i Villar Perosa siden 1895. Og nu var det blevet hans tur. Det stod ham klart, da han om aftenen trådte ind i den store balsal, hvor marmosgulvets matte overflade mindede ham om somrene i huset. Ferierne med Familien. Hans bedstefar, der læste historier. Møderne med venner. Hans barndom. Der var mødt mennesker frem fra hele landet - men kan fra overklassen. De, der bestemte. De, der gav ordrer. De, der ville give deres højre arm for at være tæt på Familien. De, der ville være med, når der skulle træffes beslutninger.

Nu skulle han træde i sin bedstefars fodspor. Han skulle have sin titel. Han skulle tage sin tørn. Familien vendte sig igen mod ham. De så op til ham. Havde forventninger til ham. Nu var det hans tur. Han var en smule overrasket. Men han var også både glad og stolt. Men også en smule nervøs. Glad for at føle sig som en del af Familien igen. Stolt af at følge i sin bedstefars fodspor. Men nervøs for, hvad det bar med sig. Og nervøs for, hvad det betød for ham i Torino. Ikke desto mindre var han klar. Klar til at tage sin plads. Klar til at være den sidste Agnelli.

[float=right]ACQUISTI:
->Lorenzo Ariaudo (http://oi51.tinypic.com/v63mky.jpg)(£2,900,000)
->Marcos Paraná (http://oi56.tinypic.com/2z9jr0y.jpg)(£13,750,000)
VENDITE:
<-Rajiv Van La Parra (http://oi51.tinypic.com/2q9dqc6.jpg) (£9,000,000)
[/float]

|5. september 2017| TRANSFERS
Et stille transfervindue lukker for Torino. Klubben har solgt en af profilerne, der tog turen ned i Serie B, men som siden har haft det svært. Rajiv Van La Parra fik i årene omkring nedrykningen kultstatus hos tilhængerne, da han i sin første sæson spillede rasende godt i Serie A og siden i Serie B. Men efter oprykningen, har han ikke fundet formen. Angiveligt kom Bari med et tilbud, Torino ikke kunne sige nej til.
Endnu en juventino
Giovannino Agnelli har hentet endnu en tidligere Juventus-spiller ind. Lorenzo Ariaudo har været kaptajn for Den Gamle Dames Primavera-hold, men siden spillet hos Cagliari. Det er forventet, han træder ind på venstreback, da Andrea Dossena har trukket sig tilbage. I Ukraine har man hentet supertalentet Marcos Paraná hos Metalist. Han var ligesom Pimentel en dyr herre, men håbet er, at han kan fortsætte sin udvikling i klubben og sælges dyrt senere.

Jeg iler for at nå at afslutte bloggen. Hold vejret indtil klokken er 23:59:59.

Hvis jeg skal holde vejret så længe så når jeg da at dø  ;)

Han lagde mærke til det i december. Nu gik han gennem byens gader i sin frakke, imens sneen dalede tungt - som små fjer - og lagde sig som en dyne over byen. Overalt varm mennesker pakket ind i vanter, huer, frakker. Men der var alligevel varme.

Folk smilede, når han gik forbi. De hilste på ham, når de så ham. Og almindelige mennesker gav ham hånden. han grønthandler, der aldrig havde sagt et ord til ham, var begyndt at spørge til hans velbefindende. Grønthandleren havde et kæmpe stort Torino-banner hængende over trappen, der ledte ned til den lille butik på Via Roma. Og i mere end otte år havde han aldrig gjort andet end at vrisse af ham.

Nu var det anderledes. Nu var alt anderledes. Familien talte til ham. De ringede ofte for at høre, hvordan det gik. Franzo Grande Stevens havde ringet og fortalt, at hans aktieandel i Exor ikke var fordelt til andre, men stadig ventede på ham. Der skulle blot stemmes om hans genindtræden hos de andre medlemmer. Og l'avvocato dell'Avvocato fortalte med varme i stemmen, at han anså det som en formalitet. Hans bedstefar havde altid ønsket, han skulle sidde i spidsen for Exor. Hans bedstefar havde altid ønsket, han kulle stå i spidsen for FIAT. Og for Juventus.

På vejen hjem blev han stoppet af et barn. Moderen havde skyndt sig at skælde ham ud, men han havde sagt, det ikke gjorde noget. barnet havde spurgt om en autograf. Du er ham, der er gjort Torino til Juventus, sagde barnet. Giovannino smilede og skrev under. Det var naturligvis ikke rigtigt. Torino ville aldrig blive til Juventus. Det var for rent. De var for vellidte. Og de havde trods alt ikke skyggen af den klasse, Juventus engang havde. Men måske var der alligevel noget om snakken. Hans Torino stod for mange af de værdier, Juventus engang havde stået for. Italianità. Hårdt arbejde. Måske var alt, der skulle til et lille skub fra en Agnelli ...

Han havde siddet på sin altan og nydt solens sidste stråler og set ud på den orange himmel, der langsomt forsvandt bag bjergene i vest. Han havde set, hvordan dagen langsomt var forsvundet. Han havde truffet en beslutning i sit hoved nu. Der var fem uger tilbage. Han havde haft landets præsident på besøg. Som hans bedstefar havde haft det i de gamle dage. Det var en offentlig hemmelighed, at han igen var arvingen til imperiet. Til Exor. Til FIAT. Til magten.

De havde snakket om gamle dage. Om hans bedstefar. Om FIAT. Om støtte. Om planer for landet og for industrien. Og om fodbold. Præsidenten var Milan-fan. Personen, han havde afløst var det. De havde snakket om Torino. Og kredset om Juventus. Præsidenten ville ikke tale om det, han anså som et tabu for Giovannino.

Da han igen var alene, havde han undret sig. Han havde undret sig over, hvor let besøget havde virket på ham. Og over, hvor stor respekten var. Nogle folk troede, den kun lå i navnet. Men det var en fejl. Den lå i personligheden. Den lå i at gøre de rigtige ting og gøre dem på sin egen måde. De lå i opførslen i hans opførsel.

Præsidenten havde sagt, han mindede om sin bedstefar. Han havde givet ham ret. De lignede hinanden. Både af udseende. Men mere og mere som personer. Giovaninno vidste godt, præsidenten forsøgte at smøre ham. Sikre sig støtte. Økonomien var ikke god. Han ville sikre sig FIAT's støtte i en krise. At fabrikkerne ikke lukkede. Giovannino havde ikke sagt noget. Han havde nikket og sagt, han måtte tænke over så vigtige ting, men at der var en lovgivning, han havde ændringer til. Han havde givet ham nummeret på Franzo Grande Stevens. Advokatens advokat. Ligesom i gamle dage.

Da præsidenten igen gik havde han kaldt ham Don Agnelli. Det var der ingen, der var blevet kaldt siden 2002. Da hans bedstefar levede. I de gamle dage.

[float=right] PART I:
✗ Empoli 1 - 0 Torino
✓ Lazio 1 - 2 Torino
✓Torino 4 - 2 Livorno
✓  Inter 1 - 5 Torino
✓  Torino 1 - 0 Cosenza
✓  Palermo 2 - 5 Torino
✗ Bari 3 - 2 Torino
✓ Torino 2 - 1 Cagliari
✗ Udinese 4 - 3 Torino
✗  Torino 1 - 4 Cesena
–   Torino 1 - 1 Atalanta
✓   Roma 0 - 1 Torino
✓   Torino 2 - 1 Juventus
✓ AC Milan 1 - 3 Torino
✗ Torino 1 - 6 Genoa
✓  Torino 4 - 0 Novara
✗  Catania 1 - 0 Torino
✓  Torino 2 - 0 Napoli
✗ Torino 0 - 2 Fiorentina
[/float]

|1. juni 2017| SEJRENS SØDME
Nej. Ikke en sejr i den forstand. Men han var glad alligevel. Klubben havde ikke tabte til Juventus. I stedet havde den slået dem på eget græs. Det var et stort år. Klubben havde fået en tredjeplads. Det var længe siden sidst, og hans status i Torino kunne ikke nå højere.

[float=left]PART II:
✓ Lecce 2 - 5 Torino
– Torino 0 - 0 Lazio
✓ Livorno 0 - 1 Torino
–   Inter 1 - 1 Torino
–   Torino 0 - 0 Cosenza
–  Torino 0 - 0 Bari
✓ Torino 1 - 0 Palermo
✗ Cesena 3 - 1 Torino
✓ Cagliari 0 - 1 Torino
✓ Torino 2 - 1 Udinese
–Torino 1 - 1 Atalanta
✓ Roma 1 - 3 Torino
–Torino 0 - 0 Juventus
✓ AC Milan 0 - 4 Torino
– Genoa 0 - 0 Torino
✓Torino 2 - 0 Novara
✓ Catania 0 - 1 Torino
✓Torino 2 - 1 Juventus
–  Torino 0 - 0 Fiorentina
✓ Lecce 0 - 1 Torino[/float]

Der blev fejret som havde de vundet et mesterskab. Efter den sidste kamp, var champagnen sprunget i omklædningsrummet og alle havde sunget til de ikke havde mere stemme at give af. Torinos borgere var gået på gaden for at hylde deres hold, og busturen hjem havde taget næste fem timer, fordi folk allevegne skulle hilse på holdet.

Nu sad han derhjemme. Han sov næsten, da telefonen ringede. Han havde fået at vide, at han igen var bestyrelsesformand for Exor. Det havde gjort ham glad. En god afslutning på en god dag. Dem ville der utivlsomt komme flere af, tænkte han og faldt i søvn.

I morgen havde han store planer ...

Han stod på pladsen, hvor det hele var startet. Han så i springvandet. Han så...sig selv. Han så ingen andens ansigt. Han så en mand. En mand, der havde været igennem lidt af hvert for at komme til det sted, han stod nu. Det sted, han startede. Det sted det hele startede. Han smilede og tænkte for sig selv, at det var en lang tur for ikke at komme nogen vegne. Men det havde ændret ham. Til det bedre? Det var han sikker på.

Han var startet dagen som han altid startede den. Han havde fået sin bicerin. Så var han taget på arbejde. Han havde haft brevet i inderlommen, og han havde mærket efter det næsten hele turen derhen. Det skulle ikke ryge ud. Det måtte ikke ryge ud. På forsiden stod der Urbano Cairo i hans håndskrift. Nederst på brevet stod hans egen underskrift.

Hans familie så op til ham nu. Byen elskede ham. Tog ham til sig som en søn. Borgerne forgudede ham. Han havde forvandlet byens hold til en respektabel klub. Et sted, spillere kom til for at vinde. Eller i hvert fald med troen på at vinde. Ikke et sted for opkomlinge og gamle spillere, der for år siden havde haft deres storhedstid i en anden klub.

Han havde banket på den store egetræsdør og åbnet den. Han havde sat sig i stolen over for Urbano Cairo. Sagt, han havde noget, han ville tale om. Noget, han ville foreslå. Et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Han havde sikret sig, brevet var på sin plads, inden han gik ind. Nu lagde han det på bordet. Hans opsigelse. Afslutningen på et kapitel. Og starten på et nyt. Cairo havde taget det pænt. Han havde accepteret opsigelsen. Men da han gik, kunne han høre ham råbe på sit kontor. Han smilede, da han gik ud af døren og ud på Via dell'Arcivescovado beskidte fortov.

Ærefrygten var tilbage. Når navnet Agnelli blev nævnt, vidste folk, hvad det stod for. Det var respekteret igen. Hans bedstefar havde været respekteret. Han kunne sige mere med et ansigtsudtryk end mange kunne med ord. Et enkelt vink med en hånd kunne være forskellen på succes og fiasko. For intet gik uden om Gianni Agnelli. Det gjorde det heller ikke om hans barnebarn. Ikke nu. Dagen inden havde han indtaget sin plads i Exor. Som formand for bestyrelsen. På Familiens trone. Nu var han den ubestridte konge af Torino. Af Italien. Intet gik uden om ham. Alt gik igennem ham. Sådan var Familiens magt. Igen. Som den havde været før.

Men fodbold var stadig hans passion. Det var derfor, han havde taget telefonen, da den ringede. Han havde hørt på stemmen i den anden ende. Han havde hørt forslaget. Han havde hørt på idéerne. På løfterne. Han havde hørt Beppe Marotta foreslå ham at vende tilbage til Juventus. Han havde takket ja.

Arvingen var blevet udstødt. Var blevet til konge. Italiens fortabte søn var vendt tilbage. Vendt hjem. Hjem til Familien.

Finito!

Det gik lidt stærkt til sidst. Men ingen undskyldninger. Jeg håber, I har nydt at læse med. Jeg har i hvert fald nydt at skrive noget af det. Vi fik en lille krølle på halen, og jeg håber, I kan se bort fra den lidt deus ex machine-agtige tilgang til tingene fra tid til anden. Jeg håber, I har nydt historien. Den har i hvert fald - om ikke andet - været gennemresearchet. Næsten til døde.

Sidst men ikke mindst vil jeg lige sige I, der har læst med, en særlig tak. Det er rart, når der er folk, der læser det, man skriver.

Er faldet over enkelte små fejl her i det sidste, men bestemt ikke noget der ødelægger helhedsindtrykket. Det har været gennemarbejdet, og thumbs up for det!

Klart en af de bedste blogs jeg nogensinde har læst.