23 › Mirko, je umjetnik

 

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Mirko og truppen til derbyet havde samlet sig foran Marakana, og kort efter ankom bussen, som skulle føre dem ind i fjendens land. Den korte tur førte spillerne ad Ljutice Bogdana, inden man drejede til venstre af Dragan Mances gade. En gade, som klubben havde stiftet til ære for netop Dragan Mance, der spillede i klubben fra 1980-1985. Køreturen tog ikke meget mere end ti minutter, selvom de mest hardcore fans allerede var begyndt at forstyrre trafikken.

Stemningen i bussen var ekstrem god, efter klubben havde leveret en næsten fejlfri start på foråret, og Mirko satte sig også på trænerbænken sprængfyldt med selvtillid. Crvena Zvezda lå nummer et, og alt var perfekt, hvorfor man leverede en fremragende start på kampen. Mirko råbte og skreg, og spillerne pressede højere og højere og hårdere og hårdere, og efter 20 minutters spil burde Crvena Zvezda have scoret mindst to mål.

Sådan gik det dog ikke, og Mirko kunne se, at det irriterede hans spillere. De begyndte at hænge med hovederne og tabte mange dueller, og pludeslig havde Partizan teten. Fjenden pressede så hårdt, som Crvena Zvezda havde gjort det, men til forskel formåede Partizan at sparke bolden i mål. Det var Branislav Trajkovic, der stod for første halvlegs eneste mål. I pausen måtte Mirko derfor hæve stemmen en smule.

Kampen fortsatte dog i samme stil efter pausen, og Partizan nærmede sig 2-0-scoringen. Efter lidt mere end en times spil fik Kasalica dog tilkæmpet sig et hjørnespark, kaptajn Milijas lagde bolden indover, og her stod Savo Pavicevic klar til at heade bolden ind ved forreste stolpe. 1-1. Scoringen fik Mirkos tropper til at vågne op, og på ingen tid var kampen vendt.

Ti minutter senere fik Partizan Nikola Ninkovic udvist, og Mirko sad ikke ned i resten af kampen. Han pressede sine spillere, motiverede dem. Og selvom de nærmest ødelagde deres lunger, lykkedes det ikke at passere modstanderens målmand, og de knap 33.000 tilskuere, som var tilstede, sad alle tilbage med en lidt flad fornemmelse. Ingen af holdene kunne for alvor være tilfredse med pointdelingen, men Mirko var nu godt tilfreds. Man lå fortsat i toppen af tabellen og havde på ingen måde tabt mesterskabet.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Crvena Zvezda var gået ned i kadence, men førte fortsat ligaen inden sidste spillerunde. Mirko var hamrende nervøs inden det sidste opgør mod Cukaricki, og til træningerne kunne han mærke, at spillerne havde det på samme måde. Der blev begået fejl i helt banale øvelser, og der blev snakket mindre end tidligere. Mirko var dog så nervøs selv, at han ikke på nogen måde kunne påvirke dem positivt. Hans hjerne var nærmest slået fra.

I de tre dage mellem kampen mod Novi Pazar og den sidste og afgørende kamp havde Mirko heller ingen ide om, hvad han skulle give sig til. Oftest slog han blot han tiden ihjel i sofaen foran fjernsynet, mens han en enkelt eftermiddag fik besøg af Predrag Rajkovic til en snak om fremtiden. Rajkovic var klubbens førstevalg mellem stængerne, selvom han blot var 19 år, og Mirko ville forfærdelig gerne holde på ham.

Så blev det lørdag, og sammen med spillerne havde Mirko taget plads i et mindre lokale i klubhuset ved siden af stadion. Her overværede de sammen de tidlige kampe af sidste spillerunde. De ligegyldige kampe. Om aften skulle Donji Srem, Partizan og Crvena Zvezda alle i aktion, og ved 22-tiden ville det serbiske mesterskab være afgjort. Mirko kunne næsten ikke klare tanken.

[Roche]

Nu nærmer vi os afslutningen på konkurrencen, og den/de sidste updates får i senere i aften.

[Magn]

Jeg regner da stærkt med, at du hiver mesterskabet hjem. Mon ikke historien så også får sig en lykkelig slutning?

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Mirko havde endelig fået styr på nerverne, da han havde sat sig i trænersædet, men dommer Glodjovic havde knapt nok fløjtet kampen i gang, før Petar Bojic havde passeret Rajkovic. 0-1 til Cukaricki. Mirko stivnede kort, men scoringen gjorde ham så rasende, at han lynhurtigt rejste sig fra sædet og uddelte en ordentlig skideballe til midterforsvaret, der passivt havde ladet Bojic sparke fra kanten af feltet.

Skideballen så dog tilsyneladende ikke ud til at hjælpe. Cukaricki fortsatte de flotte takter, selvom Crvena Zvezda langsomt kæmpede sig ind i kampen. Stillingen var dog 0-1 ved pausen, og det var Mirko på ingen måde tilfreds med. Han undersøgte dog pasuestillingerne i de to andre kampe, og da Donji Srem var bagud, og Partizan-kampen var målløs, var man fortsat på vej mod et mesterskab. Mirko undlod at sige det til spillerne, som i stedet fik at vide, at både Donji Srem og Partizan var foran.

Måske hjalp løgnen, måske ikke. Crvena Zvezda startede i hvert fald som lyn og torden, og skarpskytten Filip Kasalica var på pletten allerede otte minutter inde i anden halvleg. Mirko stormede ned langs sidelinjen til den store bunke af spillere, som havde samlet sig omkring Kasalica. Tilbage på trænerbænken kunne han se, at Partizan stadig ikke havde bragt sig i front, og han vidste, at mesterskabet nu var meget, meget tæt på.

Crvena Zvezda havde 15 gode minutter efter scoringen, hvor man forsøgte at afgøre mesterskabet endegyldigt. Og man var meget tæt på. Både Ninkovic og Pecnik havde to enorme muligheder. Chancerne blev dog misbrugt, og da Cukaricki endelig igen fik bolden over på den anden halvdel, valgte Mijailovic at begå et klodset frispark, som blev takseret til et gult kort. Det var som sådan ikke så slemt, men det gule kort var Mijalovic' andet, og det betød selvfølgelig udvisning. Mirko var arrig. Mijailovic, din kæmpe idiot. Hvis det glipper nu, er det din skyld, sagde han for sig selv.

Og Mijailovic skulle blive en kæmpe idiot. Mindre end fem minutter senere havde Nikola Stojliljkovic nemlig bragt gæsterne i front, og Mirko var næsten ved at sprænges af vrede. Han tjekkede hurtigt sin telefon. Partizan var heldigvis ikke foran. Mirko blev siddende resten af kampen på bænken, hvor han kunne have det ene øje på mobilen med liveopdateringer fra Radnicki, hvor Partizan var på besøg.

Efterhånden som kampen nærmede sig sin slutning, holdt han mere og mere øje med mobilen. Og pludselig bimlede mobilen. Partizan havde scoret. Mirko var helt ude af sig selv og glemte helt at oplyse de andre trænere om situationen. Tiden gik uendeligt langsomt, sekunder føltes som minutter, og minutter føltes som timer. Og da dommeren endelig fløjtede af, sad Mirko grædefærdig tilbage.

[Roche]

Bare rolig. Det var ikke det sidste. I får lige en enkelt update mere om Mirko inden midnat.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Mirko var fuldstændig knust. Hvad ville hans forældre ikke tænke? Han havde lovet dem et mesterskab, og han var så tæt på. Mirko blev siddende i det bløde sæde i adskillige minutter, men da den værste piften havde lagt sig, lød to stemmer fra det ene hjørne af stadionet. "Mirko!" råbte de. Han kunne ikke umiddelbart se eller høre, hvem det var, så han bevægede sig nærmere.

I takt med at han nærmede sig, blev det tydeligt for ham, at det var hans forældre, der havde taget turen fra Dubrovnik til Beograd. Mirko kiggede skamfuldt ned i jorden, da han forcerede de sidste meter mod dem.

- Mor, far, jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, sagde Mirko trist. Faren tog ordet:
- Mirko, vi forstår dig - og vi tilgiver dig. Du har vist, at du stadigvæk elsker os, og det værdsætter vi, lød svaret. Mirko lyste op.
- Mener i det?
- Ja, Mirko, vi mener det. Du kan komme med os hjem i morgen. Flypladserne er bestilt.

Og sådan blev det. Mirko opsagde sit job dagen efter den store skuffelse, og han fløj samme dag med sine forældre tilbage til Dubrovnik. Han fløj hjem. Her, hvor hele eventyret var begyndt. Det var en følelsesladet flyvetur for Mirko. Han havde savnet hele byen. Adriaterhavet. Den nye bydel. Den gamle bydel. Stradún-gaden. Bymuren. Selvfølgelig. Og hvem ved, måske skulle Mirko igen begynde at male fra bymurens promenade?

[Roche]

Og sådan sluttede historien om Mirko Vujin. Tak til alle jer, der har læst med, og tak til de få af jer, som har smidt en kommentar med. Det glæder mig.

Næste år får i mig sandsynligvis ikke at se igen, da jeg skal på efterskole, men hvem ved, måske er jeg tilbage om to år?