FmFreaks

Mirko, je umjetnik
Mirko var en kunstner uden lige. Det fascinerede ham, som intet andet gjorde det. Bymuren var hans verdens epicenter, og det var her, Mirko kunne spendere størstedelen af sin dag. Hvis ikke hele dagen. Fra murens promenade havde Mirko udsigt over hele Dubrovniks arsenal af kirker, paladser, springvand, klostre og bondehuse med kykkeliky og hundeglam i baghaverne. Byens smukke bygninger blev suppleret af havnen, hvor et krydstogtskib eller andre både kunne pynte op ude i Adriaterhavet.

De fortryllende omgivelser begejstrede Mirko, som hver dag efter skole placerede sit staffeli, malerpenslen og malingen på toppen af muren. Han malede og malede og nød hvert eneste minut. Hvert eneste sekund. Mirko var fornøjet med penslen i hånden.

Indholdsfortegnelse
|1| Mirko, je umjetnik (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1170862#msg1170862)
|2| Vigtigere end alt andet (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1171101#msg1171101)
|3| Vendepunktet (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1171258#msg1171258)
|4| Alt håb ude (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1171378#msg1171378)
|5| En abnorm rundtur (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1171492#msg1171492)
|6| Hrvatska je slobodna (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1171514#msg1171514)
|7| Flammer (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1171579#msg1171579)
|8| En ny verden (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1171721#msg1171721)
|9| Ivan (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1171834#msg1171834)
|10| Crvena Zvezda (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1171975#msg1171975)
|11| Lykkelig, næsten ekstatisk (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1172038#msg1172038)
|12| Motivation (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1172564#msg1172564)
|13| Kun ligaen tilbage (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1172591#msg1172591)
|14| Efterladt i vildrede (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1172662#msg1172662)
|15| Barndommens glæder (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1172910#msg1172910)
|16| Ingen nåde (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1173014#msg1173014)
|17| I et stort, dybt hul (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1173283#msg1173283)
|18| Et nyt mål (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1173354#msg1173354)
|19| Vilje (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1173801#msg1173801)
|20| Večiti derbi (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1174099#msg1174099)
|21| Stilhed før storm (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1174261#msg1174261)
|22| Afgørelsens time (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1174325#msg1174325)
|23| Ude godt, men hjemme bedst (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37660.msg1174336#msg1174336)

Interessant lille smagsprøve Roche, det lover godt! :D

Ja, det blev en smule kort... men tak for den fine kommentar! :)

Fedt at vi har totalt identisk opsætning af vores indholdsfortegnelse. :)

Muligvis fordi jeg har kigget lidt efter dig ;) Det er sgu en så enkel måde at stille det op på, men jeg ændrer det gerne til noget andet, hvis du ønsker det!

Jeg tillader mig at have visse forventninger, Mads, for du er talentfuld. Du kan blive rigtig, rigtig god. Jeg glæder mig til at se, hvad du finder på med denne unge kunstner, og om han måske i fremtiden skal bruge sine kunstneriske evner til at konstruere et fodboldhold.

Held og lykke med det. Du har i hvert fald en læser her.

Enig med Dennis Nordentoft! Fremragende :D

For søren da Daniel, det er flotte ord. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at opfylde dine forventninger - men mon ikke du bliver overrasket over denne kunstners udvikling? Det tror jeg i hvert fald.

Igen; mange tak og dejligt, at du læser med.


Det glæder mig, mange tak :)

Nej nej. Jeg synes bare, at det var sjovt. :)

Fint fint, så beholder jeg det, som det er nu :)

Held og lykke med din blog!

Jo tak. :-)

Mirko, je umjetnik
Mirko var en stille, fredsommelig dreng og havde været det fra barnsben af. Drengen fra Dubrovnik havde i det hele taget ikke ændret sig meget siden fødslen. Kunsten betød fortsat alt for Mirko. Mere end venner. Mere end uddannelse. Ja, kunsten betød mere end familien for Mirko. Når Mirko først havde placeret sig med udsigt over byen og havet, var alt andet ligegyldigt. Han lukkede alle tanker ude.

Mirko havde heller ikke mange venner. Faktisk slet ingen. Det tillod kunsten ham ikke. Flere havde forsøgt at overtale ham til at besøge nogle klassekammerater. Mirko takkede nej hver gang. Problemerne startede for alvor, da Mirko var 11 år. Nu var han 17, og det irriterede hans forældre grænseløst. De havde forsøgt alt, men kunne intet stille op. Deres tålmodighed ved at slippe op. Mirko havde fornemmet det, men fortsatte ufortrødent med sin kunst. Nu kunne hverken nogen eller noget stoppe ham. Han var ligeglad. Lukkede alt og alle ude.

Mirko, je umjetnik
Det var sensommer i Dubrovnik, men temperaturen lå fortsat på den gode side af 20 grader. Også på dette tidspunkt af dagen, hvor man nærmede sig aftensmadstid. Mirko sad på toppen af bymuren. Og malede. Som sædvanligt. Det lå på ingen måde i kortene, at denne dag skulle blive mindeværdig; et vendepunkt i Mirkos liv.

Mirko havde, efter flere opkald hjemmefra, fået pakket sine malermaterialer sammen. Kort efter nåede han trappen, som førte ned til gågaden, men i samme øjeblik fik Mirko og resten af byens indbyggere en indikation på, hvad der lurede i luften. Konflikten havde været undervejs længe, men det var gået Mirkos næse forbi, og han kiggede derfor undrende op på de mange soldater, som pludselig kom stormende fra alle sider. Fra højre. Fra venstre. Oppefra. Nedefra. Mirko søgte skjul på en sidegade, men soldaterne var overalt, og de fandt også Mirko. Mirko havde ingen anelse om, hvad der foregik. To soldater holdt ham, og han lod sig føre med. Uden at kæmpe det mindste imod.

Mirko blev ført igennem byen af soldaterne. De tog ingen hensyn. Alle, som befandt sig udenfor denne smukke sensommeraften, blev fanget og ført med. Over muren. Igennem den gamle bydel. Igennem den nye bydel. En længere razzia rundt i byen endte ved et større varehus et stykke uden for byen, hvor samtlige fanger blev indlogeret. Mirko så magtesløs til. Han ville hjem igen. Hjem til staffeliet, til malerierne, til malingen. Han savnede det allerede; abstinenserne havde meldt sin ankomst. Mirko mærkede samtidig vreden og irritationen brede sig i kroppen, og det var nyt. En følelse, Mirko, den stille og fredsommelige dreng, aldrig havde oplevet før.

Jeg modtager gerne noget respons på de to seneste updates, inden i får en ny update senere på dagen :)

Jeg synes du skriver rigtig godt, det virker til at være en historie/fortælling du har tænkt meget igennem på forhånd.

Tak skal du have Arsrea, det glæder mig meget!

Mirko, je umjetnik
Så stod han der. Mirko. Klemt mellem tusindvis af mennesker. Kaos. Overalt. Det bidragede til Mirkos vrede, som efterhånden var ved at udmønte sig i vold. Han følte en voldsom træng til at slå. Hvorfor? Det vidste han ikke. Så løftede Mirko knytnæven og lagde an til et slag på den uvidende mand, som stod foran ham. Armen blev trukket tilbage, og hånden havde så godt som ramt manden, da et højt råb overdøvede mængden.

”Mirko!” lød det desperat. Mirko vendte sig rundt og fik øje på sin mor, som stod og viftede med hænderne et stykke længere inde i varehuset. Han sukkede; nænnede hende ikke et blik. Hun fortsatte sine kald, men Mirko stirrede blot opgivende ned i det grå og kedelige betongulv. Han var nedtrykt. Følte, at han havde skabt et dårligt maleri. Ja. Det kunne følelsen sammenlignes med. Ja. Hun tog alt håb ud af ham.

Rigtig god fortælling Roche man blir sku fanget ;).

Det glæder mig meget at høre, tak! :)

Mirko, je umjetnik
Mirko stod forstenet, imens folk bevægede sig i stride strømme mod udgangen, hvor talrige vagter registrerede samtlige folk, som befandt sig inden i varehuset. Folk skubbede og bandede efter Mirko, men han forblev paralyseret. Han ignorerede dem. Ignorerede omverden. Som han altid havde gjort det. Så blev stemmerne lavere og lavere og rummet mørkere og mørkere. Han kneb øjnene sammen og lod sig falde. Han var væk.

Mirko var hjemme. Hvordan han var kommet det, havde han ingen anelse om. Han satte sig op og kiggede halvforvirret rundt i rummet. Malergearet stod, hvor det skulle. Lettelse. Mirko lagde sig ned ingen og beundrede tingene på afstand. Et vidunderligt syn.

Mirko tog tingene under armen, og sneg sig ud, så hans forældre ikke skulle få øje på ham. Med stålfaste skridt bevægede han sig hen mod bymuren. Mirko havde savnet muren, savnet at male, savnet byens skønheder. Han bevægede sig fornøjet ind på Stradún-gaden, men humøret led et knæk, da han forgæves kiggede efter liv på de mange cafeer. Alle var væk. Mirko antog, at de var påvirkede af de seneste dages hændelser. Smilet kom tilbage, da han gjorde stop ved Rectorens Palads og Skt. Blasius Kirke. De skal males en dag, lovede han sig selv.

Ved enden af den brede og smukke stenbelagte gade lå byens lille havn. Havnepromenaden badede normalt i liv, men på denne smukke sensommerdag, var situationen den samme som på Stradún-gaden. Et ældre ægtepar og en større børnefamilie havde taget plads ved den vidunderlige Buza-bar, som lå unikt placeret på de stejle klipper på ydersiden af bymuren, men ellers lå spisestederne øde. Mirko besluttede sig dog for at nyde en kop kaffe på den fortryllende bar som optakt til dagens højdepunkt.

Mirko, je umjetnik
Dagene gik. Mirko var nu 21 år, og hverdagen var den samme som inden soldaternes razzia. Man kunne fortsat få et glimt af en vagt i ny og næ, men derudover var der intet, som holdt Mirko fra at glemme dagen. Han levede i sit eget univers på ny. Malede. Det var en stor fornøjelse for ham at være tilbage, hvor han i øjeblikket hørte hjemme. I øjeblikket.

Varmen havde igen gjort sit indtog i Dubrovnik, og fordi Mirko og resten af byens indbyggere netop havde fået sommerferie, fandt han lejligheden endnu mere perfekt til at finde malergearet frem og placere sig på bymurens promenade. Humøret var højt. Også hos resten af indbyggerne. Stradún-gaden var én stor fest, og gadegøgl og jubel prægede generelt bybilledet denne 25. juni. Folk dansede og hujede. Stemningen var eventyrlig.

Hvad der også prægede bybilledet, var de mange store, hvide skilte. "Hrvatska je slobodna," stod der skrevet på dem. Kroatien er frit. Hvad der mentes, vidste Mirko ikke. Og det betød heller ikke noget. Mirko nød at male festlighederne.

Det ser rigtig godt ud, Roche. Jeg glæder mig dog, til der kommer lidt mere FM indover.

Mange tak skal du ha', Magn. Der kommer desværre til at gå lidt tid, før jeg kommer i gang med FM-delen, så du må vente lidt.

Mirko, je umjetnik
Regn og efterår havde afløst sol og sommer i Dubrovnik. Til Mirkos store skuffelse. Op til flere dage om ugen øsregnede det, og det gik ud over hans malerier. Denne 23. oktober var dette dog ikke tilfældet. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Mirko udnyttede det selvfølgelig til at placere sig sit sædvanlige sted.

Mirko gik af sin lige så sædvanlige rute for at nå bymuren. Ad Stradún-gaden. Her fik solen marmorstene til at stråle på smukkeste vis. Og man lagde tydeligt mærke til det. Alle folk var væk. Selv de mange entertainere, som man ellers altid kunne forvente at opleve. Mirko følte sig næsten alene i verden, da han forcerede gaden.

Så nåede han muren, og han forventede, at humøret ville blive godt igen. Men situationen blev endnu mere mistænkelig, da Mirko kunne spejde ud over det henrivende Adriaterhav. En lang række både, han aldrig havde set før, lå placeret med jævne mellerum rundt om byens havn. Mirko besluttede sig for at undersøge det nærmere.

Mirko nåede trappen, som førte ned til havnen, men i samme øjeblik lød en stor eksplosion ikke langt fra ham. Mirko vendte sig overrasket rundt og kunne se, hvordan de smukke bygningsværker blev forvandlet til flammer. Mirko så måbende til, indtil en bombe på ny slog ned. Denne gang endnu tættere på ham. Så satte Mirko i fuld spurt. Han tonsede igennem gader og stræder og nåede hjem til to skrækslagene forældre. Sammen kunne de se, hvordan folk udenfor løb forvildet rundt.

Dagens update kommer ud forholdsvis sent, da jeg skal til fodbold + ordne nogle småting - så stay tuned, glæd jer osv.! Det begynder at blive spændende ;)

Mirko, je umjetnik
Mirko havde sammen med sine forældre søgt sikkerhed fra bombeangrebene i husets kælder. Det skabte en smule mere tryghed for følsomme Mirko, selvom eksplosionerne fortsat bragede om hovedet på ham. Vujin-familien blev hernede indtil bombningerne havde lagt sig, og kun ved yderst nødvendige øjeblikke var en af dem oppe for at hente forsyninger i form af mad og drikke.

Bombeangrebene stod på længe. I flere uger. I flere måneder. Hele Dubrovniks befolkning levede i frygt, og det blev for meget for Mirko. Han følte sig indebrændt på en helt speciel måde. Han var irriteret på bagmændene. Oprevet. Han måtte gøre noget.

I starten af det nye år gik Mirko fra tanke til handling. En kold februar-morgen listede Mirko sig forbi sine forældres soveværelse, tog bilnøglen og kørte af sted. Han havde undersøgt situationen i hundredevis af dage. Han havde sat sig ind i den, som han aldrig før havde sat sig ind i noget. Selv ikke kunsten havde taget så meget af Mirkos tid. Han vidste, at Serbien stod bag angrebet, og nu havde han søsat sin plan. Den nærliggende by, Ston, udgjorde første del af planen.

En hel ny verden havde åbnet sig for Mirko. Ikke mere kunst. Ikke mere bymur. Nu handlede det om hævn. Om krig. Der var ikke længere nogen tvivl; Mirko var nu et andet menneske.

Mirko, je umjetnik
Ston lå knap 60 kilometers kørsel fra Dubrovnik, og det var fortsat daggry, da Mirko trillede ind i byen i familiens rustne Citröen CX. Bilen var blevet erhvervet i slutningen af 70'erne af Mirkos far, og den virkede fortsat den dag i dag. I tilbagelænet stilling cruisede han ned til byens havn, hvor Ivan ventede ham. Ivan var ikke hvem som helst, men Mirko var helt rolig. Overraskende rolig.

Ston lignede på mange måder Dubrovnik. En enorm mur var byens kendetegn, præcis som det var tilfældet med Dubrovnik. Da Mirko fra vandkanten kunne beskue det store bygningsværk, mindede det ham om en fjern tid. En fjern tid, som alligevel lå ham så nær. Mirko stod et øjeblik og stirrede ned i det bløde sand og blev mindet om alle de minder, som bymuren i Dubrovnik havde givet ham. Kun et øjeblik. Nu var andre ting på dagsordenen.

Ivan lignede ikke det, han i virkeligheden var. Han sad og nød en stor, cubansk cigar, men var iført et stort og laset træningssæt fra Kappa, der bestemt ikke indikerede, at han var en Young Turk. Mirko havde hørt om Ivan gennem et par kriminelle i Dubrovnik, som ligeledes havde skaffet telefonnummeret på ham. Nu var han Mirkos eneste håb. Manden, der kunne hjælpe Mirko med sit hævntogt. Der hvilte et stort pres på den sorthårede sicilianer.

Da han fik øje på Mirko, slukkede han sin cigar og rejste sig høfligt op. De to gav hinanden hånden, og uden yderligere småsnak blev Mirko præsenteret for de muligheder, Ivan kunne tilbyde. Mulighederne var mange, men Mirko havde ikke brug for betænkningstid. Et tilbud overskyggede de andre. Et tilbud passede ham perfekt, selvom han intet vidste om det. Tak, sagde Mirko kortfattet og forlod havnen.

Mirko, je umjetnik
Crvena Zvezda sagde ham ikke rigtig noget. Fodbold var heller ikke Mirkos stærke side. Men ifølge Ivan var klubben et kært eje i Serbien. Det passede ham perfekt. Han ville ramme dem hårdest muligt. Nu var muligheden opstået. Og planen skulle følges til punkt og prikke.

Ivan havde nogle kontakter i en større serbisk mafia-bande. Desværre var den italienske mafiaboss ikke så tilgængelig. Sjældent tog han sin telefon, når Mirko ringede, og han var samtidig meget påpasselig med at udlevere oplysninger om sig selv. Det bekymrede dog ikke Mirko. Han havde overladt det hele til Ivan og hans slæng, og når det var nødvendigt ringede Ivan og fortalte Mirko om, hvordan tingene skred frem.

Det hele tog lang tid. Rigtig lang tid. Dagene gik og gik. Månederne gik. Årene. Inden Mirko og Ivan havde set sig om, havde man rundet et nyt årtusinde. I alle disse år levede Mirko i en etværelseslejlighed i en forstad til hovedstaden Beograd, og han forsøgte så vidt muligt at gemme sig fra resten af omverden. Ventetiden irriterede ham uden tvivl. Hver gang forestillede han sig dog, hvor fantastisk projektet kunne ende - og en dag ringede telefonen så...

Fire updates uden respons - det ville være super dejligt med lidt ris/ros, inden i får en ny update senere i dag :)

Jeg følger med, rigtig fed historie! Dog håber jeg snart noget Fm kommer med indover.

Klasse! FM kommer snart, meget snart.

Mirko, je umjetnik
Mirko tog telefonen; i den anden ende af røret sad Dragan Dzajíc. Præsident i Crvena Zvezda sagde han. Hans stemme rystede, og han stammede og virkede ualmindelig usikker, da han overbragte mig den gode nyhed. "Øhhh, vi-vi-vi har valgt, at ans-sæt-sætte dig som ny manager i klu-klu-klubben." Mirko smilte. Mere end tyve år efter han havde påbegyndt hævntogtet, var første halvdel af planen gennemført. Mirko lagde på, og satte sig med det samme i bilen, som han kørte til pressemødet i - præcis som Dzajíc havde sagt, han skulle gøre det.

Mirko var lykkelig, næsten ekstatisk, da han trillede mod Red Star Stadium. Tanken om, at mere end 20 års planlægning nu var overstået, fik ham til at grine højlydt. Også Ivan fik Mirkos glæde at føle. Mirko fik fat på italieneren kort inden pressemødet og roste ham til skyerne. Rosen betød ikke det store for Ivan; var næsten adiafora.

Sidst på eftermiddagen blev Mirko præsenteret for resten af overraskede omverden. Der var naturligvis ingen, som kendte til Mirko Vujin. Og det var sådan set også ligemeget. I stedet talte han i rosende vendinger (http://fotos.fotoflexer.com/d3e345ec9712378fe149c1f3e0e066ad.jpg) om præsident Dzajíc. Og præsidenten gengældte lovprisningerne. Forventeligt. Mirko havde trods alt visse aftaler med Ivan, selvom han selv ikke mente et eneste af de ord, han lukkede ud af munden denne sommerdag i Beograd.

Du skriver forsat rigtig godt, Roche. Derudover kom der noget FM med tidligere, end jeg regnede med,  så det er bare super.

Nå drenge, så er jeg tilbage fra Holland og klar til at skrive videre. Jeg håber, at i fortsat er klar på at læse med.

Mirko, je umjetnik
Mirko havde holdt sig fra pressen i starten af sin tid i Crvena Zvezda, og allerede inden den første officielle kamp gik der rygter om interne stridigheder. Og det var jo egentlig rigtigt nok. Den daglige træning holdt Mirko sig også langt væk fra. Det lod han være op til assistenten. Mirko overværede dog træningen fra sidelinjen. Ellers ville situationen virke for mistænkelig.

Trencin var klubbens første modstander under Mirko. Trencin. Klubben sagde ham, som så meget andet inden for fodboldverdenen, ikke noget, hvorfor han ikke havde nogle forhåbninger, forventninger eller håb op til kampen. Drengen, som nu var en fuldvoksen mand, havde dog læst de lokale aviser, og her blev man gjort til store favoritter.

Efter de 90 minutter viste lystavlen på Red Star Stadium 1-1. Resultatet var sådan set ligegyldigt for Mirko, men spillerne fik alligevel en ordentlig skideballe af ham i omklædningsrummet efter kampen. Han håbede, at det ville tage al motivationen ud af dem - og det lykkedes. Spillerne sad slukøret tilbage, og det fik kaptajn Milijas til at tage fat i Mirko. "Mirko, det her går ikke! Vi kommer ikke over en skuffelse på denne måde!" sagde han. "Okay," svarede Mirko kortfattet og nikkede. Så vendte Mirko sig og traskede ud af omklædningsrummet. "Jeg vil skide på jer", sagde han og lo for sig selv.

Episoden blev lækket i pressen dagen efter, hvor Milijas afslørede Mirkos vredesudbrud (http://fotos.fotoflexer.com/c994e056ceab91364e3c64fc9b80db34.jpg). Det irriterede Mirko, der dog forblev indelukket i sin lille lejlighed, selvom han for alvor var kommet i mediernes søgelys.

Mirko, je umjetnik
Trencin blev besejret i Slovakiet, og Crvena Zvezda var videre. Udinese blev besejret i Beograd, og klubben nærmede sig nu Europa League. Sejrene (http://fotos.fotoflexer.com/45fee5c0beab728c35c6099a95a70149.jpg) behagede hverken Mirko eller Ivan. Dagen efter 4-2-sejren over Udinese fik Mirko et opkald fra italieneren. "Øhh Mirko, hvad foregår der?" spurgte han. Mirko havde ikke noget umiddelbart svar. "Det ved jeg heller ikke. Jeg sørger for, at det ikke sker igen," sagde Mirko og lagde på. Stirrede så ud i luften. Det var ikke den start, han havde håbet på.

I ugen mellem det første opgør og det andet opgør mod Udinese bestræb Mirko sig på at 'ødelægge' sine spillere. Han gav dem unødvendig skæld ud, og han bad assistenten stå for øvelser til træning, som spillerne intet overhovedet ville få ud af. Simple pasningsøvelser. Ekstra løbetræning. Mirko kunne se, at spillerne undrede sig over metoderne. Det glædede ham. Så vidste han, at havde gang i noget rigtigt.

Så blev det torsdag. Mirko havde taget plads på bænken på Stadio Friuli. Han var nervøs. Nederlag var et must. Og heldigvis for Mirko var han ligeså glad efter kampen, som han havde været nervøs inden opgøret. Udinese vandt 2-0 (http://fotos.fotoflexer.com/d8c4de52c585910f87ccdfe9cbcb14e3.jpg), og Crvena Zvezda var ude. Bedre kunne det ikke blive. Efter kampen modtog Mirko også en lykønskning fra Ivan, og den sendte hans humør helt i top. Nu manglede han kun at tabe i ligaen.

Mirko, je umjetnik
Mirko satte sig på trænerbænken til den første hjemmekamp i ligaen. Med ønsket om at tabe. Modsat de mange tusinde tilskuere, som havde fundet vej til kampen mellem Crvena Zvezda og OFK Beograd. De ville for alt i verden vinde lokalopgøret. Mirko kunne næsten ikke lade være med at rive sig med af stemningen.

Lydniveauet steg endnu en tak, da Filip Kasalica bragte hjemmeholdet i front efter blot fem minutter, men et kvarter senere havde Jovan Damjanovic udlignet i den anden ende, og herfra hørte man mindre og mindre til Delije-supporterne. Selvsamme Kasalic blev udvist fem minutter efter udligningen, og Crvena Zvezda havde svært ved at ramme målet. På bænken sad Mirko og så anspændt ud, selvom han glædede sig over kampens udvikling og jublede inderst inde hver gang en ny chance blev spildt.

Kampen gik ind i sin afsluttende fase, og pointtabet virkede mere og mere sandsynligt. 83 minutter var spillet. Bolden var på Crvena Zvezdas banehalvdel; i OFK's fødder. Et indlæg blev slået, og derefter clearet af Marko Petkovic. Bolden landede i fødderne på Nenad Milijas, og herfra gik det stærkt. Kaptajnen tog en længere dribletur, og sendte Kasalic' afløser, Abiola Dauda, i dybden. Nigerianeren tog et træk til højre og sparkede bolden forbi målmanden i det lange hjørne. Jublen brød, til Mirkos store skuffelse, løs. Men stemningen blev helt elektrisk, og spillernes glæde ramte et eller andet i Mirko. Et smil bredte sig på hans ansigt.

Milijas cementerede sejren (http://fotos.fotoflexer.com/08e7ad012bc2cebe140571c7985d542e.jpg) med sin straffesparksscoring  i overtiden. Det efterlod Mirko med en underlig følelse i kroppen. Han havde altid ønsket at hævne serbernes angreb på Dubrovnik, og nu havde han en formidabel mulighed for at gøre det. Men han følte en glæde, han ikke havde forventet, da Dauda satte det sene føringsmål ind. Mirko var efterladt i vildrede og måtte tage en tur til Beograd centrum.

Ikke lige den drejning jeg troede historien ville tage, når han blev ansat i en klub, men det ser rigtig godt ud.

Nej okay, og måske bliver du overrasket igen senere. Også tak for kommentaren og de fine ord O0

I samme ombæring kan jeg fortælle, at i ikke får en ny update i dag, da jeg min søster har fødselsdag, og det skal vi ud og fejre nu.

Mirko, je umjetnik
Mirko stod i aftensolen på toppen af Kalemegdanfortet, som udgjorde Beograds gamle bydels nordlige spids. Fra det ophøjede fort kunne det ses, hvordan de to enorme floder, Donau og Sava, mødtes i et T-kryds med et grønt og fladt landskab bag sig og en række restaurantbåde, der lå permanent til langs bredden. Stedet mindede Mirko om Dubrovnik. Han savnede det faktisk en smule.

Beograd var, præcis som Dubrovnik, blevet udsat for adskillige bombeangreb under borgerkrigen i Jugoslavien. Beliggenheden var årsagen. Byen forbandt nærmest både det nordlige, sydlige, østlige og vestlige Europa, og bød derfor på både forbandelser og velsignelser. Velsignelse, fordi de to floder dannede grundlag for handel og gjorde byen rig. Forbandelse, fordi flodernes møde samtidig havde stor geografisk og strategisk betydning for diverse lande og imperier, hvorfor byen, som sagt, var genstand for mange angreb og bosættelser. Mirko havde læst det hele på nettet på hans gamle Fujitsu X365, som han havde fået af Ivan for en del år siden.

Mirko bevægede sig ind i fortet, og tog plads på en af talrige bænke, som var omgivet af farverige blomster og frodigt, lysegrønt græs. Her spredte solen i horisonten et gulerodsfarvet lys. Mirko nød omgivelserne, som igen mindede ham om barndomstiden. Far og mor. Havnen. Bymuren. Kunsten. En lille tåre trillede ned af hans kind. Intet af det havde han været i nærheden af i løbet af de seneste tyve år.

Da det gulerodsfarvede lys efterhånden var forsvundet fra fortet, havde Mirko lagt sig fast på, at han ville opleve glæderne fra barndommen igen.

Mirko, je umjetnik
Mirko var tilbage i Beograd. Han sad alene på Dva bela goluba. To hvide duer. Restauranten var en af mange, som lå på Skadarska-gaden. Dva bela goluba lignede de andre spisesteder på gaden; serverede serbisk mad og vin. Men Mirko fandt noget specielt ved stedet. Han vidste ikke hvad.

Mirko bestilte en lokal specialitet. En slags pølse af okse- og svindekød. Hertil fik han en bagt kartoffel og olivenbrød, mens den serbiske vin, Cevapcici, blev prikken over menuens i. I baggrunden spillede et band i sorte bukser og hvide skjorter traditionel, serbisk folkemusik med violin, harmonika, guitar og en enkelt håndholdt tromme, og Mirko nød det meste af besøget.

Da Mirko havde betalt den billige regning, tog han mobilen frem; ringede efter sine forældre. "Det er Igor," lød det fra den anden ende af røret. Mirko tøvede. "Hej far, det er Mirko," svarede han. Men Igor lagde med det samme på. Mirko tog telefonen ned fra øret og stirrede på den.

Han nåede ikke at tænke yderligere over det, før han ringede op igen. "Mirko, vi vil ikke snakke med dig. Det, du har gjort, kan ikke tilgives," sagde han. "Far, inden du lægger på, må jeg fortælle dig, hvad der er sket." Igor svarede ikke, men lagde heller ikke på, og så begyndte Mirko at fortælle. Om flugten. Om Ston. Om Ivan. Om Crvena Zvezda. Om Serbien. Om Beograd. Om tankerne bag det. Det tog en evighed, og Mirko sad stadigvæk på restauranten, da størstedelen af de andre gæster var væk, og mørket havde lagt sig over byen. Da Mirko endelig blev færdig, gik der flere minutter, hvor ingen af dem sagde et eneste ord. Mirko afventede hans reaktion.

"Mirko, jeg må gentage mig selv: din mor og jeg kan ikke tilgive, at du tog af sted uden at fortælle os noget, og det bliver ikke bedre af, at du havde en ond hensigt." Mere sagde han ikke. Der blev lagt på. Mirko gik ud af restauranten og smed telefonen i jorden, så den blev delt i tusinde stykker. Og så; så brød han ud i grød.

Mirko, je umjetnik
Mirko var røget ned i et stort, dybt hul. Intet lykkedes, alt gik galt. Hans forældres reaktion havde ramt ham hårdt. Han gad intet, kunne intet. Jobbet hos Crvena Zvezda var også et helvede. Træningen ødelagde ham fuldstændig, og kampene var ikke meget bedre - især ikke når klubben præsterede, som den gjorde. Mirko havde blot skaffet dem fire point i seks kampe (http://fotos.fotoflexer.com/387c571bf110a98c2704f9faa5882adb.jpg), og man havde senest tabt det uhyre vigtige derby mod Partizan.

Fansene var utilfredse og protesterede, og det seneste var, at en mindre gruppe fans havde demonstreret foran Mirkos lejlighed. Mirko så nærmest grædende til dagen, hvorpå det skete. Og nu græd han næsten også hver eneste dag. Mirko vidste ikke, hvordan han skulle kæmpe sig tilbage. Han havde ingen kræfter, ingen vilje. Intet håb.

Knap en uge efter nederlaget til Partizan tog Mirko til Boegrad i håb om, at nogen eller noget derinde ville opmuntre mig. Han besøgte de smukkeste lokaliteter, spiste på de bedste restauranter, tog endda på byens mest respekterede galleri. Men heller ikke lokaliteterne, maden eller kunsten kunne opmuntre ham. Det sidste besøg aflagde han hos Dva bela goluba, her, hvor det hele begyndte.

Mirko, je umjetnik
Det nye besøg mindede på mange måder om det første besøg. Mirko havde snoet sig ned gennem festglade mennesker på den brostensbelagte Skardarska-gade, hvorefter han havde taget plads ved et enkeltmandsbord så langt inde i restauranten som muligt. Den lokale okse- og svinekødspølse havde igen taget plads på Mirkos bord sammen med den bagte kartoffel, olivenbrødet og den skønne Cevapcici-vin. I baggrunden blev et serbisk orkester også igen krydret med stemmerne fra restaurantens andre besøgende.

Det ville under normale omstændigheder skabe glæde og hygge, men omstændighederne var bare ikke helt normale for Mirko. Intet kunne hjælpe på humøret, og Dva bela goluba var ikke anderledes. Maden blev spist, vinen drukket, regningen betalt, og så var Mirko, skuffet, klar til at tage hjem. Men netop da han havde rejst sig fra bordets tilhørende egetræsstol, ringede telefonen.

- Hej, det er Mirko.
- Hej Mirko, det er far.
- Far?, spurgte Mirko overrasket.
- Ja, Mirko. Jeg få fortælle dig en ting, sagde han og tøvede så et kort øjeblik.
- Mor og jeg er meget skuffede og din opførsel, det ved du. Men vi ønsker at give dig en chance til, hvis du kan love os en ting. Du skal ikke forsøge at ødelægge klubben længere, du skal gøre det så godt, du kan. Det vil gøre mig og mor stolte igen. Forstået?
- Ja, selvfølgelig, sagde Mirko bestemt, hvorefter han lagde på.

Mirko lyste op, spurtede igennem restauranten, og ude på Skardarska begyndte han at hoppe og danse. Han hægtede sig på en af de mange kæder med dansende mennesker, og han gav ikke slip, før den sidste mand havde forladt området. Alt var godt igen, selvom han gik i seng velvidende, at han nu havde et vigtigt, vigtigt mål at opfylde.

Mirko, je umjetnik
Pludselig lykkedes alt for Mirko. Måske fordi han endnu mere end nogensinde før havde viljen til at opnå det mål, han havde sat sig. Mirko savnede sine forældre og ville så hjertens gerne have dem tilbage. Han lagde enormt meget arbejde i projektet, og ofte sad han oppe om natten for at studere modstandere, spillere eller arbejde på nye taktikker.

Heldigvis for Mirko afspejlede det sig også i resultaterne. Crvena Zvezda bragede derudad (http://fotos.fotoflexer.com/7a48e52811223556d7a934ee2de1966d.jpg), og foruden en enkelt svipser mod Donji Srem og straffesparksnederlaget til Radnicki 1923 i pokalen, var det blevet til lutter sejre. Det betød ligeledes, at man nærmede sig toppen (http://fotos.fotoflexer.com/2aa543a9ddeb7db2ca3f6e1b3557305a.jpg), selvom Partizan fortsat var fire point foran efter den første halvdel af sæsonen.

Nu ventede knap tre måneders pause, og ventetiden var ikke til at udstå for Mirko. Han ville så gerne fuldføre sit mål, hurtigst muligt. En dag, da han igen sad alene i sin lejlighed, strejfede tanken ham dog, at han kunne tage på ferie til Dubrovnik. Han planlagde flysejre og hotel, men blev alligevel i sidste øjeblik enig med sig selv om, at det nok var bedst at vente, til sæsonen var slut. I stedet blev Mirko i Beograd, og han formåede næsten af vandre byen tynd i løbet af de tre måneder, hvor ligaen stod stille.

Mirko, je umjetnik
Mirko og truppen til derbyet havde samlet sig foran Marakana, og kort efter ankom bussen, som skulle føre dem ind i fjendens land. Den korte tur førte spillerne ad Ljutice Bogdana, inden man drejede til venstre af Dragan Mances gade. En gade, som klubben havde stiftet til ære for netop Dragan Mance, der spillede i klubben fra 1980-1985. Køreturen tog ikke meget mere end ti minutter, selvom de mest hardcore fans allerede var begyndt at forstyrre trafikken.

Stemningen i bussen var ekstrem god, efter klubben havde leveret en næsten fejlfri start på foråret (http://fotos.fotoflexer.com/f658424035fe14876616d3efcf347275.jpg), og Mirko satte sig også på trænerbænken sprængfyldt med selvtillid. Crvena Zvezda lå nummer et, og alt var perfekt, hvorfor man leverede en fremragende start på kampen. Mirko råbte og skreg, og spillerne pressede højere og højere og hårdere og hårdere, og efter 20 minutters spil burde Crvena Zvezda have scoret mindst to mål.

Sådan gik det dog ikke, og Mirko kunne se, at det irriterede hans spillere. De begyndte at hænge med hovederne og tabte mange dueller, og pludeslig havde Partizan teten. Fjenden pressede så hårdt, som Crvena Zvezda havde gjort det, men til forskel formåede Partizan at sparke bolden i mål. Det var Branislav Trajkovic, der stod for første halvlegs eneste mål. I pausen måtte Mirko derfor hæve stemmen en smule.

Kampen fortsatte dog i samme stil efter pausen, og Partizan nærmede sig 2-0-scoringen. Efter lidt mere end en times spil fik Kasalica dog tilkæmpet sig et hjørnespark, kaptajn Milijas lagde bolden indover, og her stod Savo Pavicevic klar til at heade bolden ind ved forreste stolpe. 1-1. Scoringen fik Mirkos tropper til at vågne op, og på ingen tid var kampen vendt.

Ti minutter senere fik Partizan Nikola Ninkovic udvist, og Mirko sad ikke ned i resten af kampen. Han pressede sine spillere, motiverede dem. Og selvom de nærmest ødelagde deres lunger, lykkedes det ikke at passere modstanderens målmand, og de knap 33.000 tilskuere, som var tilstede, sad alle tilbage med en lidt flad fornemmelse. Ingen af holdene kunne for alvor være tilfredse med pointdelingen (http://fotos.fotoflexer.com/577a639da700623afd032dab9813ceb2.jpg), men Mirko var nu godt tilfreds. Man lå fortsat i toppen af tabellen (http://fotos.fotoflexer.com/c3fc34da8ca2317cd7ea71b701b9289f.jpg) og havde på ingen måde tabt mesterskabet.

Mirko, je umjetnik
Crvena Zvezda var gået ned i kadence (http://fotos.fotoflexer.com/60438f80f5654dbc779fc74d63056a56.jpg), men førte fortsat ligaen (http://fotos.fotoflexer.com/eb7dd814d8511b534463c52a15000e4d.jpg) inden sidste spillerunde. Mirko var hamrende nervøs inden det sidste opgør mod Cukaricki, og til træningerne kunne han mærke, at spillerne havde det på samme måde. Der blev begået fejl i helt banale øvelser, og der blev snakket mindre end tidligere. Mirko var dog så nervøs selv, at han ikke på nogen måde kunne påvirke dem positivt. Hans hjerne var nærmest slået fra.

I de tre dage mellem kampen mod Novi Pazar og den sidste og afgørende kamp havde Mirko heller ingen ide om, hvad han skulle give sig til. Oftest slog han blot han tiden ihjel i sofaen foran fjernsynet, mens han en enkelt eftermiddag fik besøg af Predrag Rajkovic til en snak om fremtiden. Rajkovic var klubbens førstevalg mellem stængerne, selvom han blot var 19 år, og Mirko ville forfærdelig gerne holde på ham.

Så blev det lørdag, og sammen med spillerne havde Mirko taget plads i et mindre lokale i klubhuset ved siden af stadion. Her overværede de sammen de tidlige kampe af sidste spillerunde. De ligegyldige kampe. Om aften skulle Donji Srem, Partizan og Crvena Zvezda alle i aktion, og ved 22-tiden ville det serbiske mesterskab være afgjort. Mirko kunne næsten ikke klare tanken.

Nu nærmer vi os afslutningen på konkurrencen, og den/de sidste updates får i senere i aften.

Jeg regner da stærkt med, at du hiver mesterskabet hjem. Mon ikke historien så også får sig en lykkelig slutning?

Mirko, je umjetnik
Mirko havde endelig fået styr på nerverne, da han havde sat sig i trænersædet, men dommer Glodjovic havde knapt nok fløjtet kampen i gang, før Petar Bojic havde passeret Rajkovic. 0-1 til Cukaricki. Mirko stivnede kort, men scoringen gjorde ham så rasende, at han lynhurtigt rejste sig fra sædet og uddelte en ordentlig skideballe til midterforsvaret, der passivt havde ladet Bojic sparke fra kanten af feltet.

Skideballen så dog tilsyneladende ikke ud til at hjælpe. Cukaricki fortsatte de flotte takter, selvom Crvena Zvezda langsomt kæmpede sig ind i kampen. Stillingen var dog 0-1 ved pausen, og det var Mirko på ingen måde tilfreds med. Han undersøgte dog pasuestillingerne i de to andre kampe, og da Donji Srem var bagud, og Partizan-kampen var målløs, var man fortsat på vej mod et mesterskab. Mirko undlod at sige det til spillerne, som i stedet fik at vide, at både Donji Srem og Partizan var foran.

Måske hjalp løgnen, måske ikke. Crvena Zvezda startede i hvert fald som lyn og torden, og skarpskytten Filip Kasalica var på pletten allerede otte minutter inde i anden halvleg. Mirko stormede ned langs sidelinjen til den store bunke af spillere, som havde samlet sig omkring Kasalica. Tilbage på trænerbænken kunne han se, at Partizan stadig ikke havde bragt sig i front, og han vidste, at mesterskabet nu var meget, meget tæt på.

Crvena Zvezda havde 15 gode minutter efter scoringen, hvor man forsøgte at afgøre mesterskabet endegyldigt. Og man var meget tæt på. Både Ninkovic og Pecnik havde to enorme muligheder. Chancerne blev dog misbrugt, og da Cukaricki endelig igen fik bolden over på den anden halvdel, valgte Mijailovic at begå et klodset frispark, som blev takseret til et gult kort. Det var som sådan ikke så slemt, men det gule kort var Mijalovic' andet, og det betød selvfølgelig udvisning. Mirko var arrig. Mijailovic, din kæmpe idiot. Hvis det glipper nu, er det din skyld, sagde han for sig selv.

Og Mijailovic skulle blive en kæmpe idiot. Mindre end fem minutter senere havde Nikola Stojliljkovic nemlig bragt gæsterne i front, og Mirko var næsten ved at sprænges af vrede. Han tjekkede hurtigt sin telefon. Partizan var heldigvis ikke foran. Mirko blev siddende resten af kampen på bænken, hvor han kunne have det ene øje på mobilen med liveopdateringer fra Radnicki, hvor Partizan var på besøg.

Efterhånden som kampen nærmede sig sin slutning, holdt han mere og mere øje med mobilen. Og pludselig bimlede mobilen. Partizan havde scoret. Mirko var helt ude af sig selv og glemte helt at oplyse de andre trænere om situationen. Tiden gik uendeligt langsomt, sekunder føltes som minutter, og minutter føltes som timer. Og da dommeren endelig fløjtede af (http://fotos.fotoflexer.com/2be5d31a810a44088541e6f075605ff2.jpg), sad Mirko grædefærdig tilbage.

Bare rolig. Det var ikke det sidste. I får lige en enkelt update mere om Mirko inden midnat.

Mirko, je umjetnik
Mirko var fuldstændig knust. Hvad ville hans forældre ikke tænke? Han havde lovet dem et mesterskab, og han var så tæt på. Mirko blev siddende i det bløde sæde i adskillige minutter, men da den værste piften havde lagt sig, lød to stemmer fra det ene hjørne af stadionet. "Mirko!" råbte de. Han kunne ikke umiddelbart se eller høre, hvem det var, så han bevægede sig nærmere.

I takt med at han nærmede sig, blev det tydeligt for ham, at det var hans forældre, der havde taget turen fra Dubrovnik til Beograd. Mirko kiggede skamfuldt ned i jorden, da han forcerede de sidste meter mod dem.

- Mor, far, jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, sagde Mirko trist. Faren tog ordet:
- Mirko, vi forstår dig - og vi tilgiver dig. Du har vist, at du stadigvæk elsker os, og det værdsætter vi, lød svaret. Mirko lyste op.
- Mener i det?
- Ja, Mirko, vi mener det. Du kan komme med os hjem i morgen. Flypladserne er bestilt.

Og sådan blev det. Mirko opsagde sit job dagen efter den store skuffelse, og han fløj samme dag med sine forældre tilbage til Dubrovnik. Han fløj hjem. Her, hvor hele eventyret var begyndt. Det var en følelsesladet flyvetur for Mirko. Han havde savnet hele byen. Adriaterhavet. Den nye bydel. Den gamle bydel. Stradún-gaden. Bymuren. Selvfølgelig. Og hvem ved, måske skulle Mirko igen begynde at male fra bymurens promenade?

Og sådan sluttede historien om Mirko Vujin. Tak til alle jer, der har læst med, og tak til de få af jer, som har smidt en kommentar med. Det glæder mig.

Næste år får i mig sandsynligvis ikke at se igen, da jeg skal på efterskole, men hvem ved, måske er jeg tilbage om to år?