København midtby|2.parte|25.08.2012Dagens første sol gled som flydende kobber ned over byens tage. Juli måned var kommet med en krystalklar himmel og solen skinnede stort set hver dag og satte lys- og skyggelinjer på facaderne i et livligt København hvor alle hvirvlede rundt i tåge af ferierus. På nær denne søndag morgen, hvor gaderne lå underligt stille hen. Langsomt da han gik ind ad en sidegade, døde det sidste lys der trængte ned i gaden efterhånden ud og da han endeligt nåede hen til hans destinationen, var han forsvundet ind i en by af skygger.
Da han trådte ind på caféen krævede det lidt af hans øjne at vende sig til lyset, men da de havde indstillet sig på det mørke rum, tegnede der sig et billede af en lang smal café hvor små borde stod tilfældigt placeret rundt omkring. Han kunne ikke umiddelbart se nogen, så han kiggede på sit ur og konstaterede at han var lidt tidligt på den. Så han satte sig ved et bord ca. midt i rummet og mens hans øjne gik på opdagelse tænkte han på Ahmed – selvom det knap var en måned siden at de havde tilbragt så meget tid sammen, så føltes det som en evighed. Han var så optaget af sine tanker, at han slet ikke opdagede at en person nærmede sig.
- Du fandt det? Ahmeds stemme lød som han huskede den; glad og munter.
- Ja, jeg har godt nok aldrig været her før – men jeg fandt det tydligvis. Svarede han, mens han gav Ahmed et kram. Sæt dig ned. Sagde han glad.
- Tak tak, men jeg bestiller lige først – en kaffe til dig? Smilede Ahmed – jo, han virkede som gode gamle Ahmed.
De sad først i stilhed og nød de første slurke af kaffen, mens de mærkede hvordan energien langsomt pumpede rundt i kroppen. Foran ham sad den forholdsvis høje og ranglede mand, som umiddelbart virker ret distræt og socialt handicappet – men ligeså snart man kom ind på livet af ham, indså man at han var lige modsat.
- Hvordan går det så? Spurgte han Ahmed, der tog en slurk og satte koppen forsigtigt ned.
- Tja, det går udmærket. Men jeg har lidt svært ved at finde et job – det er ikke alle, der er lige glade for at tage en tidligere stressramt ind.
- Ikke engang dit gamle arbejde? Jeg mener, mangler de ikke en fysioterapeut?
- Næ, ikke umiddelbart. Det er i hvert fald det de siger, når jeg snakker med dem..
- Hmm.. Vi går faktisk og mangler en fysisk træner ude ved os – er det noget du kunne være interesseret i at prøve?
Da han gik derfra følte han en blanding af glæde over at have hjulpet en ven, men også tvivl over om det var det rigtige at hive en ven ind omkring hans hold. Men da han igen nåede ud i solen overtog glæden – så han vandrede nynnende videre.
***
Tvivlen er vishedens begyndelse
(Aristoteles)