Fra Blue Square Premier til Champions League trofæ.

Lad det være sagt med det samme, jeg spiller meget atypisk i forhold til de fleste andre FM spillere. Jeg prøver såvidt muligt at spille realistisk, altså hvor jeg skifter klub hvis noget bedre byder sig. Er naturligvis fan af nogle hold, men de hold jeg er i, eller har været i har jeg ingen følelser for.

Jeg startede som en ganske ung manager i Blue Square Premier holdet Hyde. Første mål var egentlig at undgå nedrykning. For at gøre en lang historie kort, så lykkedes det ganske enkelt ikke. Økonomien hang i laser og jeg kunne ikke tiltrække de nødvendige spillere.

Efter min fyring i Hyde var jeg lidt slukøret, for jeg er jo en ung manager med store ambitioner. Jeg søgte lidt forskellige jobs, og lige inden sæsonstart i 13/14 blev jeg tilbudt et job i Fleetwood i Npower League 2 i England.
Jeg skrev under på en ét årig kontrakt. Målet var som udgangspunkt at undgå nedrykning da klubben havde en svær sæson 12/13. Jeg undgik nedrykning, og var ret tæt på playoff pladserne til oprykning. Men jeg følte alligevel at jeg måtte videre for at udvikle mig som manager.

Et par måneder efter mit kontraktudløb med Fleetwood fik jeg den enestående mulighed at komme til Allsvenkan, hvor målet var at redde Sundsvall fra nedrykning. De lå på sidste pladsen da jeg blev tilbudt manager stillingen, og jeg skrev med glæde under på en kort kontrakt, og fik vendt bøtten for klubben så de sikrede sig overlevelse. Efter sæsonen ville jeg forsætte mit eventyr, og min karriere var allerede nu noget kaotisk, for jeg har ikke været i en klub hvor jeg følte mig "hjemme".

Om vinteren kom Brentford fra Npower League One så og tilbød mig en stilling, målet var oprykning til Championship. Og der er ikke ret meget andet at sige, end at det ikke lykkedes, og jeg blev fyret efter sæsonen.

Jeg måtte ud og søge job igen og årstallet sagde nu 2016. Jeg var allerede alt for berejst syntes jeg selv. Men jeg fik en god stilling i Malmø FF. En gammel storklub i det svenske. Målet var at sikre europa cup pladsen. Hvilket må siges at lykkes. Den første sæson bød på pokaltriumf og det svenske mesterskab, samt supercuppen blev sikret. Men efter den første sæson havde jeg svært ved at finde fodfæste, og jeg blev igen afskediget. Dog havde jeg nu mesterskabs titel og 2x månedens manager, samt årets manager på mit CV.

Esbjerg FB fra superligaen tilbød mig et job, hvor jeg i første omgang skulle undgå nedrykning. Lønnen var ussel, men udfordringen og atmosfæren i omklædningsrummet var spændende. Jeg følte der var meget at bygge på. Så den første sæson blev det til en flot 6. plads. Og bestyrelsen var helt vilde med den øjeblikkelige succes jeg havde skaffet klubben. I sæson 19/20 blev dog kulminationen på et vellykket ophold da jeg sikrede klubben 2. pladsen i Superligaen. Dog langt efter FC København, men vi viste rigtig godt spil med nogle fantastiske talenter på holdet.

Opmærksomheden omkring min person blev dog større, og Peterborough fra den engelske championship lokkede mig til klubben med en god kontrakt i sidste halvdel af sæsonen 20/21. Jeg takkede selvfølgelig ja tak, og havde en god halvsæson der med svingende resultater. Men alle bestyrelsens mål blev opfyldt til fulde.

Men eventyret skulle ikke stoppe der, Tottenham fra Premier League havde fået øjnene op for mine lederegenskaber. Og de kom i sommerpausen og tilbød mig en flot kontrakt. Premier League er vel målet for de fleste unge managers. Tottenham var en klub som var ved at blive genopbygget efter en række dårlige sæsoner, og de var næsten lige rykket op i Premier League igen. Så Tottenham var en af de mindre klubber.
Endnu engang var målet at undgå nedrykning med offensivt og boldbesiddende fodbold. De var dog ikke helt tilfredse med min tilgang til fodbolden, men det blev til en flot 9. plads den sæson, og en FA cup finale hvor jeg desværre tabte mod Manchester United.

Min anden sæson i Tottenham blev dog noget værre makværk. Jeg havde mistet en række profiler til større klubber, og bestyrelsens forventninger var urealistiske i forhold til hvad der var muligt. Så jeg blev hurtigt afskediget efter nogle dårlige resultater i Premier League, og i Europa Cuppen.

Kort inden vinter ansøgte jeg i Atl. Madrid i Spanien efter at Michael Laudrup var bleven fyret. Holdet lå på en skuffende 10. plads, men var dog trods alt med i Champions League endnu.
Jeg overtog holdet, og min første aktion som manager var at slå arvefjenderne fra Real Madrid på hjemmebane med 2-1. Så jeg havde medvind fra første kamp af. Spillerne var glade og havde spillelyst, hvilket også viste sig på banen. Meget hurtigt fik vi kæmpet os op i en top 3, og slutplaceringen lød på en 3. plads som blev fastlagt allerede 5 runder før sæsonen sluttede. Men samtidig havde jeg enorm succes i Champions League hvor jeg efter gruppespillet slog Juventus ud med sammenlagt 2-0, Slog Real Madrid ud med sammenlagt 4-0 og i semifinalen blev Barcelona slået ud med sammenlagt 1-0. Så var det finaletid, og Arsenal ventede på Old Trafford. Arsenal bragte sig hurtigt foran 1-0, og jeg mistede meget af håbet. Jeg manglede 4 nøglespillere pga karantæner og skader. Men kort inden kampen sluttede fik jeg udlignet til 1-1, og der var vild jubel på bænken.

Vi skulle ud i forlænget spilletid, og endnu engang skete det, Arsenal bragte sig på 2-1. Jeg satsede alt og tvang spillerne til at angribe fuldt ud. Det gav pote i 2. halveg af den forlængede, hvor jeg fik udlignet til 2-2. Så var det tid til straffespark. Heldigvis pga en verdensklasse målmand, og nogle kølige skytter, kunne jeg hæve Champions League trofæet for første gang nogensinde i klubbens historie. Jeg vandt bronze i ligaen, og blev udnævnt som årets manager i Spanien.

Men spillet forsætter....