Med svedige håndflader og rynket pande har jeg via min Iphone tjekket mail hver time, sommetider hvert tiende
minut for at se om der var kommet svar på en af mine ansøgninger. Og netop som jeg var på vej ned til den lokale Rema1000, tjekkede den første skæbnesvangrende mail ind på mobilen. I emnefeltet stod der ”Job application A.D. Cueta”, der gik et set igennem min krop og hårene rejste sig steder jeg ikke havde oplevet før, og på bedste googletranslate vis fik jeg meget kortfattet oversat mig til følgende; ”Vi har med stor interesse modtaget og læst din jobansøgning, men desværre gik jobbet til en anden”. Det var med stor ærgrelse jeg læste denne meddelelse, men det gik hverken værre eller bedre end at jeg to timer senere modtog samme besvarelse fra York City. Timerne derefter syntes lange og jeg havde kun et lille spinkelt håb om at min ansøgning til det portugisiske mandskab Marítimo var gået bedre. Ganske som håbet fik jeg sidst på eftermiddagen den sidste mail og dermed også den sidste chance for at drømmejobbet kunne blive en realitet. Jeg satte mig godt til rette og brugte det første kvarter på at stirre på mailen og efter utallige forsøg på at tage mig sammen til at læse mailen igennem fik jeg endelig åbnet mailen.

”Vi takker mange gange for din ansøgning og kan med stor glæde informere dig om, at vi har valgt at kalde dig til en samtale”.  Jeg hoppede op af stolen, dansede en lille cha-cha-cha og skyndte mig derefter ud til telefonen for at overbringe den glædelige nyhed til min omgangskreds! Glæden var total, men ventetiden og længslen over at få svar på om jeg var ansat eller ej var ulidelig.



De efterfølgende dage gik med diverse telefonopringninger frem og tilbage og jeg fik efterhånden pejlet mig ind på at jeg var manden der stod øverst på deres ønskeliste. Det eneste der manglede var et endegyldigt ja fra deres side, men i den sidste telefonsamtale havde de bedt mig om at pakke kufferten og komme til samtale i klubben. Kufferten var allerede pakket, det eneste der skulle udskiftes var det par rene underbukser som lige havde fået et par dage mere at leve på. Ca. 24 timer senere stod jeg med fronten mod overhovedet, chefen, præsidentens kontor(kald det hvad du vil) klar til den endelige dom. Jeg nåede lige at slikke en ekstra gang på tommel og pegefingeren og kørte dem så hen langs øjenbrynene for derefter at gå selvsikkert ind af døren. ”Ciao” fik jeg fremstammet, da den velpåklædte herre bag skrivebordet kiggede op på mig. ”You mean Olá, eh?” forbandende sprogkurser tænkte jeg, da min første salut til chefen var italiensk og ikke portugisisk. Heldigvis grinte manden blot og så gik snakken ellers som smurt. Et halvt glas rødvin og to store Havanna cigarer senere tog jeg min afsked og startede så min vandring mod forgangen.
Nu kan eventyret endelig begynde tænkte jeg højt og gik begejstret afsted.

Super blog. følger helt sikkert med her! Du skriver rigtig godt og spændende at høre om et hold som Maritimo Kommer der en hold gennemgang så vi kommer til at høre om dine stjerne og dine talenter?

Jeg læser med! Synes det er fedt at høre om andre der starter helt fra scratch og hvordan de klare sig!

Følger også her. Fed detalje med dit forkerte sprog