vi er igang #onthekop | diary | 01.09.13August er gået på hæld. Efterået begynder så småt at vise sit grumme ansigt. Blæsten tager til, regnen bliver oftere og man kan næsten se frygten i træernes kroner. Dog holder sommeren stadig fast og kæmper en indædt kamp mod overmagten. September bliver en måned med krig, både i naturen, men så sandelig også på fodboldbanen. Tre kampe i Premier League og én i Capital One Cuppen; det kriller allerede i maven!
Vi er nemlig kommet igang nu! Sikke en fantastisk følelse. Sommerpausen er forbi og Anfield er endelig igen destinationen for tusindvis af troende, der helt automatisk søger frelse i de rødes kamp. Jeg må indrømme, at abstinenserne var flere og værre end længe. Det hele startede ude på Selhurst Park mod Crystal Palace. Vi dominerede og vadede i chancer, men kun en enkelt gang kunne vi bryde ud i eufori. Raheem Sterling sikrede os de tre point midt i anden halvleg.
Næste kamp var på Anfield; hvilket syn! Fortet var fyldt og drengene klar til kamp! The Kop var kampklar og vi alle nød at være tilbage. Igen dominerende vi hele kampen. Stoke, som var modstanderen, forsøgte med deres hårde fysiske spil at få overtaget, men drengene kombinerede flot omkring dem og på mål af Daniel Sturridge og Memphis Depay i anden halvleg tog vi endnu tre point.
Derefter var det tid til anden runde af Capital One Cuppen, hvor vi mødte Blackburn på udebane. Der blev sparet et par af stamspillerne og det kunne ses! Først i sidste minut af den forlængede spilletid fik vi scoret! Mamadou Sakho kom først på et frispark og headede os videre i turneringen!
Sidste kamp i august ude mod Swansea; sikke en kamp! Jeg hader pointtab, men elsker god fodbold, og hold op der blev spillet god fodbold i den kamp! Begge hold kombinerede og angreb som var de besatte. Utallige gange kom drengene frem til åbne chancer, men skarpheden var bare ikke tilstede. Til gengæld var der åbent hus i begge ender, så der endte alligevel med at blive scoret fire mål og kampen endte 2-2.
Det betyder at vi ligger nummer tre efter de første tre kampe. En udmærket start med rigtig godt spil. Dog skal der strammes op i forsvaret og så skal der udnyttes flere chancer. Jeg glæder mig usigeligt meget til at Luis Suárez er klar igen; det bliver så godt!