Som ung dreng, var jeg fængslet af Football Manager. I min barnlige erindring husker jeg tilbage på tiden sammen med Football Manager 2005 og de utallige timer, vi spenderede foran skærmen. Os to, ingen andre. Det var bare os to, en idyllisk duo. Uadskillelige partnere;  min barndoms riviera.
Spillerne hed Emerson, Nedved og Trezeguet . Det gør de ikke længere, ligesom Football Manager 2005 ikke er 2010. Meget vand er løbet under broen siden, spillet er videreudviklet, alt er anderledes. Ligesom lysten og den nærmest erotiske tiltrækning spillet havde i sine unge og frugtbare dage, er væk med blæsten.



Spillet er blevet mere blødt, linjerne er renere, den kunstige intelligens bedre.  Men der mangler stadig noget. Magien er væk. Som Rivaldos sidste år spiller han videre på fortiden, mens spilleglæden er væk. For mig og for mange, jeg kender. Måske er det historien om et lykkeligt brud, hvor jeg ikke desto mindre kan se tilbage på alt det, som jeg gav. Og alt det, jeg fik tilbage.
Timerne jeg lagde i spillet, er blevet honoreret. Ikke med penge, ikke med noget materielt. Med glæde, tårer, sved og had. Menneskelige værdier, som spillet insisterende fremkaldte, når jeg sad alene buret inde på mit mørke værelse og ikke tænkte på andet, end at genvinde trofæet. Men den tid er ovre.

Ude i horisonten aner jeg solen, som kæmper sig ned og forsvinder som en ensom silhuet ude i uvisheden. Ubemærket. Nekliceret. Den er bare væk. Jeg glaner ud over det åbne, stille hav, hvor sagte brus i kanten, er det eneste, som gør sig bemærket. Solen er væk. Borte. Men jeg glæder mig til næste dag.




Af Riis