Never to forget

 

[The Red]

NORDJYSKE

- Den blodige sommer i trafikken fortsætter efter en mand og en kvinde tidligere i dag blev kort ned af en ung mand i et lyskryds i Nørresundby. Politiet anholdte kort tid efter manden, som formentlig vil blive varetægtsfængslet for dobbelt uagtsomt manddrab 

Da en 47-årig mand og hans 45-årige kone tidligere i dag sagde farvel til deres børn for at gå en tur i solskinnet, var der ingen af børnene der vidste, at det ville blive sidste gang de så deres forældre i live. En halv time senere modtog den ældste af børnene det opkald, ingen ønsker at modtage. Politiet ringede og meddelte at begge forældre var blevet kørt ned i et lyskryds af en ung mand der i påvirket tilstand havde påkørt de to med en formodet hastighed på 100 km/t. Ægteparret stod og ventede på at kunne passere et fodgængerfelt da den unge mand mistede herredømmet over bilen og kørte op på fortovet hvor han påkørte de to, for efterfølgende at få kontrol over bilen igen og fortsætte. De to var dræbt på stedet.

Påvirket af stoffer
Den 19-årige som formentlig var påvirket af euforiserende stoffer, blev anholdt en time efter påkørslen efter at han selv havde ringet til politiet og fortalt hvor han befandt sig. Manden som formentlig bliver sigtet for uagtsomt manddrab, skal fremstilles i grundlovsforhør i løbet af aftenen hvor det forventes at han bliver varetægtsfængslet i fire uger. Grundlovsforhøret ventes at blive holdt for lukkede døre at hensyn til ofrenes familie.

Ifølge NORDJYSKEs oplysninger efterlader ægteparret tre børn, herunder en under atten. Da en del af ofrenes familie bor i udlandet og endnu ikke har fået haft kontakt med den øvrige familie, vil politiet ikke oplyse identiteten på de dræbte.

NORDJYSKE følger løbende op på historien...

[The Red]

Tak!

[Baliian]

Virkelig spændende intro!
Den fangede mig utrolig meget, og hvis du fortsætter på dette niveau er jeg helt sikkert fast læser!

[The Red]

Alt er sort
Magtesløs. Sorgen overvælder mig, tager alt lyset fra mit sind med sig, og efterlader sig tilbage i mørket. Hvorfor lige dem? Jeg er stadig i chok, mit ydre ligner blot en trist teenager, men mit indre er i tusinde stykker. De er væk, væk for altid. Væk er mor som altid støttede mig, og væk er far som lærte mig at binde mine snørebånd, som lærte mig at cykle og som lærte mig at modgang gør en stærkere. Men hvor meget kan et enkelt menneske klare? Hvordan skal det at få revet sine forældre væk gøre en stærkere? Den eneste følelse der for alvor brænder, er mismodet. Jeg kan ikke sove, ikke smile og ikke grine. Det er som om hele mit liv er gået i stå, hele mit grundlag er blevet hevet væk under mig.

Min bror og søster forsøger. De forsøger virkelig at få mig ud af mørket, men de har ikke en chance. Jeg er fanget, fanget i min egen lille verden fyldt med pinsler, smerte og had. Hvorfor skulle de gå den tur? Hvorfor var der ikke nogle der sørgede for at han ikke kørte den bil? Hvorfor skulle han lige ramme dem? Jeg har så mange spørgsmål, men får aldrig nogen svar. De to der altid kunne give mig svar er væk. Jeg ved ikke hvad der nu skal ske. Hvad med mig? Er der mon nogen der har tænkt over det? Eller er man overladt helt til sig selv? Jeg ved det ikke, og er nok inderst inde fuldstændig ligeglad. Jeg har kun minderne tilbage, minderne og alle de gode stunder. Men der kommer ikke flere med dem, det har han sørget for. Jeg er så vred. Frustreret. Indebrændt. Det lurer under overfladen. Han skulle mærke hvordan det er at miste, hvordan det er at få revet ens nærmeste væk

Jeg føler en tåre trille ned over kinden. Jeg blinker. Solen begynder så småt at forsvinde væk fra himlen. I morgen er det endeligt farvel. Et alt for tidligt farvel. Jeg er ikke klar. Jeg føler det hele presse sig på. Jeg forlader stuen og går ind på mit værelse. Lader mig falde ned i sengen, og giver frit løb. Tårerne er mange og er ægte. Hver dråbe er som en lille smertefuldt stik. Som en man gentagende gange bliver stukket med en sløv nål. Jeg føler mig helt fortabt, helt forladt, og helt alene.

[The Red]

Kortslutning
Jeg kravler sammen på bænken i omklædningsrummet. Jeg skammer mig. Jeg burde ikke have spillet. Det er kun en uge siden mine forældre blev begravet, et hårdt farvel. Jeg insisterede på at spille, fortalte at det var vigtigt for mig, for at komme ovenpå igen. Jeg har ingen kontrol. Jeg er så ked af det. Claus kommer hen til mig, de andre gør klar til at spille dagens anden kamp. Jeg kigger ikke engang på dem da de forlader omklædningsrummet. Jeg kan ikke klare at se på dem. Jeg har svigtet dem. De stolede på mig.

Han var så irriterende. Han tog altid bolden fra mig, det fungerede slet ikke. Afleveringerne lå helt forkert og driblingerne kiksede fuldstændigt. Han var der hver gang. Han gav mig altid lige det skub så bolden smuttede væk. Lige prikkede bolden væk når den lå lige for fødderne af mig. Han var der hele tiden. Jeg forsøgte at give igen, men der var ingen selvtillid. Jeg blev bare viftet væk. Jeg kunne ingenting. Det hele blev bare for meget. Og så kom han løbende der, lige foran mig. Det var så fristende, så indlysende. Jeg kunne ikke lade være. Jeg har aldrig lavet sådan en svinestreg. Jeg er en hård hund på banen, men aldrig med en ond hensigt. Kun denne ene gang er det slået klik for mig. Jeg trak benet tilbage og flækkede ham fuldstændig. Hans ben blev sparket helt væk under ham. Og så kom kortet. Direkte rødt, selvfølgeligt. De var tossede, hans holdkammerater, en af dem forsøgte at slå ud efter mig, han kunne bare komme. Alt var sort for mig. Bærret var fyldt, for fyldt til at kunne holde det hele inde. Heldigvis blev han ikke skadet, men kunne ikke spille resten af kampen.

Jeg er ved at blive bange for mig selv. Bange for hvad der skal ske med mig. Banen har altid været et fristed, mit yndlingssted. Men nu er modsat. Jeg er bange for at træde ind på banen, for hvad nu hvis det sker igen? Jeg kan ikke styre mig selv, det hele er virkelig noget lort.

[Crazy-Poul]

Godt skrevet

[The Red]

Fremgang
Jeg er fuldstændig smadret, det var vanvittigt hårdt i dag! Det var den sidste kamp inden sommerferien, og selvfølgelig skulle der lige være fuld solskin og tredive grader, sikke en ovn at spille i! Men hold da kæft, til trods for varmen spillede vi helt fantastisk, og mit spil fungerede virkelig godt. Det er uden tvivl en af mine bedste kampe til dato. Tacklingerne sad, afleveringerne var knivskarpe og holdet viste virkelig hvilket potentiale vi har. Det lykkedes endda for mig at komme på måltavlen to gange, begge gange på langskud.

Jeg må sige det virkelig er fedt at tage personlig revanche i forhold til den sidste kamp! Jeg var helt nede i kulkælderen og skulle aldrig have spillet den kamp. Jeg var slet ikke mig selv. Jeg var stadig alt for mærket af mine forældres død. Det tager tid at komme over det, især med alt den opmærksomhed som er omkring retssagen mod ham der påkørte dem. Jeg må indrømme, at det ikke rigtigt interessere mig. Jeg er nød til at lære at leve med hvad der er sket, og komme videre. Og det er ikke muligt hvis man hænger fast i hvad der er sket.
Jeg er nød til at tage en dag af gangen og blive ved med at tænke positivt på det hele. Jeg begynder så småt at finde ud af hvad fremtiden bringer. Jeg skal i gang med 2g og regner med at flytte ind hos min moster og onkel. Der sker mange ting lige nu, men for mig er det bare vigtigt at det hele sker i mit eget tempo.

[The Red]

Overskyet
Jeg ligger og kigger op i løftet. Jeg er modløs. Jeg kigger rundt omkring mig i mørket, der er så stille. Jeg er et fremmed sted, et nyt sted. Det er en ny begyndelse, en ny familie. Jeg længes så ufatteligt. Jeg savner stemmerne af min far og mor inde i stuen om aftenen, at høre min mor rumstere midt om natten når hun lige skulle have lidt at spise, for det meste i søvne. Jeg savner hvordan min far kom ind og vækkede mig, hvis ikke vækkeuret havde været nok. Jeg er fortvivlet. Min moster og onkel er fantastiske mennesker, men der er en vis afstand imellem os. Jeg kan ikke lukke op, ikke lukke dem ind. Det er bare for hårdt. Mit eneste fristed er banen. Vi spillede rigtig godt sidst, desværre var det sidste kamp inden sommerferien.

Mit blik vandre hen mod skrivebordet, uret viser 02:37. Jeg sætter mig op i sengen. En lille tåre glider langsomt ned over min kind. Jeg skal over det her. Den ene dag tror man, at det er ved at gå over, men den næste er følelsen af afmagt tilbage. Jeg opgiver at sove. Sætter mig hen til skrivebordet og tænder min bærbar. Jeg venter. Lyset fra skærmen spreder sig i hele rummet. Væggene er stadig helt tomme. Et billede af mine forældre står ved siden af sengen, selve billedet vender ind af mod væggen. Jeg stirrer ind i skærmen, indtaster min kode, og venter endnu engang. Mine fingre vandre søgende over tastaturet, de er ideløse. Jeg har ikke lyst til noget som helst. Jeg kigger i spilmappen, der er intet der virker fristende. Jeg står internettet op, og kigger meningsløst på skærmen, med let rystende hoved. Jeg kigger ud af vinduet. Der er overskyet.

Jeg vender min opmærksomhed tilbage til tastaturet. Mine fingre skriver selv adressen på siden. Sportsnyheder er altid godt tidsfordriv. En overskrift fanger min artikel: ”Ungdommens indtog” – Jeg klikker ind på den. Den handler om alle de unge spillere der står på spring til at få gennembrud i den bedste danske række. Gid man selv var en af dem. Men der bliver det nok aldrig til. Heldet har aldrig været på min side. De gange der har været repræsentanter fra nogle klubber ude og se vores kampe, er det gået forfærdeligt. Skæbnen vil det åbenbart anderledes.
Min mobil vibrerer. Jeg slutter computeren og tager mobilen og lægger mig under dynen igen. Det er en gammel veninde der skriver. Hun vil høre hvordan det går. Jeg svarer hende ikke.

[PuumBaa]

Kanont!

[Benjamiin]

Læser stort set aldrig blogs, men den her fanger mig! Rigtig spændende læsning.

[Guldbrand]

Fantastisk tekst, som både er levende, velskrevet og af meget høj kaliber.. Man sidder efter at have læst dine updates, med en fornemmelse af at det måske er noget du har været ude for selv? (Red: at miste en man holder nær), for din tekst er fremragende beskrevet, og virker utrolig oprindelig..

Men helt sikkert en blog jeg vil følge, og glæder mig til at se hvor denne start vil føre dig hen..   

[FootieGeek]

Fantastisk tekst, som både er levende, velskrevet og af meget høj kaliber.. Man sidder efter at have læst dine updates, med en fornemmelse af at det måske er noget du har været ude for selv? (Red: at miste en man holder nær), for din tekst er fremragende beskrevet, og virker utrolig oprindelig..

Men helt sikkert en blog jeg vil følge, og glæder mig til at se hvor denne start vil føre dig hen..   

Nemlig, jeg sidder også med fornemmelsen af at det er en personlig oplevelse. Det er utroligt spændende at følge!

[The Red]

Et smil
Jeg hører min mobil ringe, det hele flimre for mig. Jeg sætter min hurtigt op i sengen og ryster mig selv vågen. Jeg kaster mig over telefonen, og når lige at tage den. Det er min træner. Han har en stor nyhed. Da samtalen er slut, ryster hele min krop. Jeg er chokeret. Jeg sidder måbende i sengen. Min onkel kommer ind for at se om der er liv i mig. Han står stille et kort sekund, og kigger vurderende på mig. Han spørger hvad der er sket, hvem det var der ringede. Jeg er helt rundt på gulvet. Mumler noget om Claus, kampen, Randers FC og noget med en træning. Min onkel ligner et stort spørgsmålstegn, og bryder ud i et stort uforstående smil.

Jeg går ud i køkkenet, og sætter mig ved køkkenbordet. Onkel Dan og moster Pia sætter sig på hver sin side af mig. Jeg sender dem begge et smil. Jeg samler mig og begynder at fortælle. Det var Claus, min træner, som der havde ringet. Han fortalte, at der havde været en træner fra Randers FC ude og se vores sidste kamp, og at han var meget imponeret af mig. Så imponeret, at han havde bedt Claus om at formidle kontakten til mig. Randers FC ville gerne se mig an, have mig til en uges træning, når førsteholdet kom tilbage fra ferie. Jeg er lykkelig, for første gang i lang tid udstråler mit ansigt glæde.

Dan smiler helt op til ørerne, han ved at det er rigtig godt for mig at der sker noget positivt omkring mig igen. Han vil mig det bedste, det vil både han og Pia. De forsøger at nå ind til mig, men de presser ikke på. De ved at det kun kan gøre det hele værre, hvis de bliver for anmassende. Jeg kan egentlig rigtig godt lide dem, de er sku gode nok.

[Zone 43]

Klasse som altid! Intet mindre..

[Benjamiin]

Helt enig med Zone.. Klasse!