Yet so closeI nogle situationer vil andre mene man er uforskammet utaknemmlig, mens man selv mener at når nu man var så tæt på. Med tre spillerunder igen, sikrede vi, som tidligere nævnt, at mesterskabstrofæet skulle stå endnu et år i Llansantffraid, og dermed kunne fokus rettes mod de tre pokalfinaler vi også havde kæmpet os frem til.
Jeg kunne godt mærke på spillerne, at selvom de ikke gav udtryk for det udadtil, var de lidt slidte oven på en lang sæson med 48 kampe før de tre finaler. Der var dog to fakta der gjorde udsigterne lysere: Med mesterskabet sikret så tidligt, kunne vi sikkert spare nogle af de vigtigste spillere, og med
Llanelli som modstander i de to første finaler og en uges pause til den tredje, var odds heldigvis ligeligt fordelt.
På forhånd var forventinger fra alle sider, fans, medier og os selv at finalerne i
Loosemoores of Cardiff Challenge Cup og
FAW Welsh Cup, som sagt begge mod
Llanelli, to finaler som vi var favoritter i. Finalen i
FAW Welsh Cup var af en lidt mere ubestemmelig opgave. Modstanderen var
Swansea fra League One England, og selvom vi var på hjemmebane, skulle de nok betragtes som favoritter...
Loosemoores of Cardiff Challenge Cup FinaleSom nævnt var modstanderen her Llanelli, der havde afsluttet ligaen i fornem stil og overhalet
Aberystwyth på 2. pladsen. Ingen tvivl var der dog i vores sind om, at spillede vi op til vores bedste, ville vi også slå dem. Efter endnu aldrig at have tabt til dem, havde vi også det psykologiske overtag.
Kampen startede ud som en relativt lige affære. Som det ofte er i den slags cup-kampe, er det enkelte spillere der gør en forskel, og heldigvis var den spiller på vores side.
Efter kun otte minutter viste han sit værd første gang, da Joe Magunde tog et frispark lidt udenfor feltet i venstre side hurtigt, og fandt en højt "flyvende" Matt Richards der sikkert headede bolden ind til 1-0 føring.
Spillet forsatte dog med at være relativt lige, dog med os som den mest boldbesiddende hold. Llanelli kom ikke frem til noget særligt, og med fire minutter tilbage af 1. halvleg, var Joe Magunda igen manden bag et mål. Fra hans højrekant var han stødt med frem. Han sendte et præcist indlæg ind i
Llanellis felt, der skar tværs gennem forsvaret, og nåede Nicky Ward, der sikkert tæmmede bolden, og udplacerede Ian Dunbavin i
Llanelli-målet, 2-0.
Vi følte os sikre på at nu kunne vi køre sejren hjem i 2. halvleg, hvis vi bevarede koncentrationen.
Llanelli kom dog lidt bedre med i 2. halvleg, meget naturligt, men med et kvarter igen lukkede vi kampen. Et perfekt sideskifte fra indskiftede Billy Dennehy til Phil Marsh i højre side, der forsøgte at finde Jamie Wood ved bagerste stolpe. Den nåede dog aldrig så langt, men blev headet væk af
Llanelli-forsvaret. Desværre for dem endte den for fødderne af Matt Richards lige udenfor feltet, og Richards satte sit højreben til læderet, og satte bolden ind helt nede ved roden af den ene stolpe, 3-0!
Derved blev det, og den første pokal, af tre mulige, var i hus.
FAW Welsh CupKun fire dage efter finalen i
Loosemoores of Cardiff Challenge Cup, stod den på endnu et finalemøde med
Llanelli. Denne gang i
FAW Welsh Cup, den pengemæssigt, næstmest prestigefyldte cup-turnering i Wales.
Vi var naturligvis igen favoritter, og igen satte Matt Richards sig selv i scene. Efter tyve minutter var ha på plette for tredje gang på fire dage, da Steven Beck brød i gennem på højrekanten, og i to omgange, fik sendt bolden skråt bagud til Richards, der let udplacerede Ian Dunbavin.
Kampen forløb lidt anderledes end den første kamp. Vi styrede kampen mere, og Llanelli havde endnu sværere ved at komme til chancer. Derfor var det helt på sin plads, da Damien Scannell, med et kvarter igen, modtog bolden halvvejs oppe på
Llanellis banehalvdel, med ryggen mod mål, vendte rundt og tørrede først en forsvarer og dernæst passerede målmand Ian Dunbavin sikkert, til en 2-0 føring.
Desværre lod vi koncentrationen slippe minuttet efter. Kun 21 sekunder efter at Llanelli havde givet bolden op, havde deres højre back Gleeson, fundet Rhys Griffiths i dybden, og da Charlie Lee stod og snorksov, kunne Griffiths let tørre ham og med et hårdt spark, udplacere Tom Heaton og sætte bolden op i det lange hjørne. Flot mål, men meget unødvendigt set fra vores side.
Som om det ikke var nok, gik der kun yderligere tre minutter, før Lee igen fejlde sin markering af Griffiths, så denne, på en dyb stikning fra Andrew Mumford, kunne gentage samme "cirkusnummer" som sidst, og udplacere Tom Heaton i det lange hjørne fra stort set samme position som for tre minutter siden.
Pludseligt var kampen vendt på hovedet, og
Llanelli havde ganske ufortjent udlignet. Vi formåede ikke at slå tilbage, selvom de sidste ti minutter blev ret intense, og dermed måtte vi ud i forlænget spilletid. En bitter pille at sluge, når nu vi var så tæt på.
I den forlængede spilletid havde ingen af holdene noget særligt at byde på. Vi havde to forsøg på mål, der dog aldrig for alvor blev rigtigt farlige, og dermed skulle vinderen findes i straffesparkskonkur
rence.
Det blev desvære til den helt store nedtur for os. Og den helt store optur for Rhys Griffiths. For når vi ikke kan score på mere end et ud af fire spark, var det helt fortjent, at Griffiths kunne sætte det afgørende spark ind, til en ufortjent sejr til
Llanelli. Skuffende, meget skuffende måtte vi erkende, og der forestod os et arbejde med at få hovedet op til finalen i
FAW Premier Cup.
FAW Premier CupOven på skuffelsen i
Welsh Cup, var det så tid til mødet med et hold fra det engelske ligasystem,
Swansea fra League One. På forhånd en svær kamp, som vi ikke rigtig vidste hvor godt vi stod til.
Vi kunne dog stille i stærkeste opstilling, men det samme kunne
Swansea, bl.a. med deres giftige angreb med Akinfenwa og Trundle. Tilsammen stod de for mere end 50 mål sæsonen igennem, så det var uden tvivl her deres force lå.
Kampen skulle som sagt spilles Llansantffraid, på The Recreation Ground, og publikum var mødt talstærkt op. Kun 47 pladser var ikke optaget, hvilket vil sige 1953 tilskuere:)
Og man må sige de fik noget for pengene i de første 45 minutter. For det var faktisk mere eller mindre her kampen blev afgjort. Angrebsduoen bested af Chedwyn Evans og Damien Scannell, og efter 7 minutter, tæmmede Scannell et langt udspark fra Heaton, sendte bolden videre til Evans der smart tørrede
Swanseas John Thompson. Thompso hentede ham dog på kanten af feltet, men timede sin tackling forkert og nedlagde derfor Evans. Dommeren var ikek i tvivl:
Rødt kort til Thompson og en perfekt start for os.
Magunda tog sig af frisparket, men selvom det var godt sparket, parerede Michael Oakes bolden til hjørnespark. Et lidt kikset hjørnespark endte i sidste ende, efter lidt svage forsøg på centringer, endte bolden lidt udenfor feltet hos Callum Hart som tabte bolden hen til Matt Richards, der fandt Chedwyn Evans i feltet, og endnu engang skulle der ureglementerede metoder i brug til at stoppe ham, da Nils-Eric Johansson, i følge linjevogteren, spændte ben for Evans. Et kontroversielt dømt straffespark, men det rørte ikke Phil Marsh, der sikkert udplacerede Michael Oakes til 1-0 føring.
Den første halve time forløb helt efter vores forgodtbefindende. Vi hodlt
Swansea helt fra chancer, og omkring halv time tog Duane Courtney sig af et hjørnespark i venstre side. Bolden blev headed væk, men endte via Charlie Lee igen hos Courtney. Han forsøgte igen, men uden held, og denne gang røg bolden direkte ud til ham lidt udenfor feltet, og han sparkede resolut på mål, og fangede dermed Michael Oakes, der havde bevæget sig for langt ud i feltet på forrige forsg fra Courtney, 2-0!
Swansea havde forsat svært ved at komme frem til chancer, men i halvlegens sidste minut, kom de alligevel frem til en chance, som Lloyd Sam burde havde udnyttet.
2. halvleg forløb omtrent på samme måde som første, dog uden mål og dermed kunne vi strække hænderne i vejret, både over glæde over sejren og over "revanchen" for det ærgelige nederlag i Welsh Cup.
SummaryTre finaler, to pokaler er yderst tilfredsstillende. At jeg havde regnet med at det skulle være de to finaler mod
Llanelli der skulle give os de to pokaler er noget andet, men sejrene var vigtige, og der er så stadig noget at gå efter til næste år:)
![](http://www.martinhjort.net/TNS/HallOfFameMaj2008.PNG)