Can You Make It ? - Duellen : Berendt vs John Spurs

Truppen / transfer
Der er ingen tvivl om at det var et stærkt Lyon-mandskab jeg overtog den 1. juli 2006. Alligevel havde jeg nogle ting jeg gerne ville have ændret.
For det første ville jeg gerne have et par forsvarsspillere til klubben, dernæst et par gode kanter, og til sidst; jeg ville sikre fremtiden! Samle de største talenter på ungdomsholdet! For at alt dette kunne lade sig gøre, måtte jeg selvfølgelig sælge nogle spillere.
Den første der sagde farvel var Florent Malouda der rejste til Inter, så tog Cris til Chelsea, mens Sidney Govue tog til Bayern München. Den sidste spiller der blev solgt var Tiago der, lige som Malouda tog til Milano, dog til AC Milan.
Til sidst blev 29 reserve- og ungdomsspillere fristillet, da jeg ikke mente at de havde en fremtid i klubben.
Som sagt skulle der hentes et par forsvarsspillere, og her havde jeg et par navne i tankerne. Af de fire spillere jeg havde planer om at hente, endte jeg med at få dem alle samme. Den første af dem var Anthony Vanden Borre, der blev hentet i belgiske Anderlecht, herefter fulgte Dmytro Chygrynskyi fra Shakhtar Donetsk, en 19'årig spiller der blandt andet var anfører for det ukrainske U/21-hold. En franskmand blev også hentet, nemlig Mathieu Bodmer, der kom fra franske Lille. Den sidste jeg fik skrevet under med var mexicanske Patricio Araujo, dog galt den aftale først var 1. januar 2007. I forvejen havde klubben lavet en aftale med Aldo Duscher, fra Deportivo, der kommer til klubben efter denne sæson.
Til midtbanen skulle der også hentes et par profiler. Først blev danske Thomas Kahlenberg hentet hos et andet fransk hold, Auxerre, og han blev midt dyreste indkøb. Samme dag skrev Bryan Bergougnoux under, han kom også fra en fransk klub, nemlig Toulouse. Den sidste spiller der blev hentet til midtbanen, kom fra kroatiske NK Dynamo, og hans navn var Luke Modric.
Lidt mod mine planer, endte jeg også med at købe en angriber, nemlig 19'årige Issiar Dia, der blev hentet i den fransk klub Nancy, men ligesom Patricio Araujo tiltrådte han først den 1. januar.
I vintervinduet skete der ikke så meget, Patrico Araujo, Issiar Dia, Armand Traoré, Bojan og Yann Sommer startede i klubben. Issiar Dia blev dog sendt til vores belgiske samarbejdsklub Beveren for at få spilletid, mens Sunny og Karim Benzema blev sendt til Serie A, hvor vores italienske samarbejdsklub, Messina, spiller. Også Anthony Réveillère blev lejet ud, dog til franske Lens.
En spiller blev der sagt farvel til, nemlig Sébastien Squillaci der rejste til italienske Palermo for at få spilletid.

Som jeg havde planer om, fik jeg også samlet et rigtig stærkt ungdomshold med følgende spillere:
Mikkel Andersen, Loïc Abenzoar, Nicolas Seguin, Sébastien Faure, Simon Kjær, Pierre Kanstrup, Aurélien Badin, Omar Benzerga, Jesper Juelsgaard, Malaury Martin, Damien Plessis, Sunny, Saïd Mehamha, Mikael Hackzell, Mads Laudrup, Morten Foged, Jérémy Pied, Christan Sivebæk, César Villaluz, Lucas Trecarichi, Stéphane Monsanto, Romain Dedola, Basaran Irfan, Martial Riff, Nicolaj Agger, Aarón Ñiguez, Yann Ekra, Emilio Nsue, Henri Saivet, Vincent Acapandié.
Og desuden havde jeg lavet forhåndsaftaler med Bojan, Armand Traoré og Yann Sommer der begge kom 1. jaunar, og til sidst Antonio Cerrajero der kommer efter denne sæson.

Coupe de Champions Trophy

Der var lagt op til god fight, vi tog mod sidste års pokalevindere, Paris-SG, på Stade Gerland.
Det var den første ,kamp af betydning, i år, og det var tydeligt at se at spillerne var lidt lang tid om at komme i gang, men da de endelig fandt deres positioner var der ikke tvivl om hvem der var det bedste hold på banen. To mål i førstehalvlegs sidste 10 minutter, først Karim Benzema efter 37 minutter og derefter Fred efter 40 minutter, betød at vi kunne slappe lidt mere af i andenhalvleg. Andenhalvleg blev spillet i et langsommere tempo, og Paris-SG nåede aldrig at komme frem til nogen rigtig farlige chancer. Fred blev kampens spiller.

Coupe de La Ligue

I 3. runde af den franske Liga Cup skulle vi møde Marseille, og vi fik en drømmestart da Fred bragte os på 1-0 allerede efter 10 minutter. Resten af kampen var en kedelig affærer, og selvom Marseille var tæt på at udlignede i de sidste minutter, var det alligevel os der gik videre til kvartfinalen.
Her skulle vi måde Paris-SG, som vi havde haft et godt tag på i de tidligere opgør (2-0 i super cuppen, og 4-0 i ligaen). Denne kamp blev dog hurtigt døbt ”Massakren i Lyon”, i de franske medier. Ben Arfa gjorde det til 1-0 efter 3 minutter, Bodmer til 2-0 efter 11 minutter og til 3-0 efter 17 minutter, så scorede Ben Arfa igen til 4-0 efter 21 minutter, på straffe gjorde Källström det til 5-0 efter 39 minutter, og i anden halvleg slog Chygrynskyi sejren fast med 6-0 målet efter 63 minutter, og Kahlenberg slukkede alt lys i Paris efter 75 minutter hvor han scorede til 7-0.
I semifinalen ventede Lens. Ny indkøbt Patricio Araujo, der havde taget Frankrig med storm bragte os på 1-0 efter 32 minutter, og selvom om Lens spillede meget offensivt i det meste af anden halvleg, kunne de ikke stoppe Fred, der gjorde det til 2-0 efter 77 minutter og til 3-0 efter 90 minutter. Hermed var finalepladsen sikret.
Troyes var det andet hold der havde kvalificeret sig til finalen, og på Stade de France var det Dmytro Chygrynskyi der sendte os foran 1-0 efter 34 minutter. Troyes fik den bedste start på anden halvleg, da Rene Mihelic udlignede efter 47 minutter. Vi kom dog foran igen, da Fred efter 56 minutter gjorde det til 2-1.

Coupe de France

I pokalturneringen kom vi ind i nienderunde, og skulle Wasquehal, der spillere i de lavere divisioner. Til kampen var flere af de unge spillere udtaget, og da kampen gik i gang, var der kun en af de faste spillere på banen, nem Eric Abidal. Af unge talenter startede Sunne, César Villaluz, Issiar Dia, Aarón Ñiguez, Bojan og Emilio Nsue inde, og de 11 startende fik lov til at spille hele kampen, som sikkert blev vundet 3-0, på mål af Emilio Nsue, Aarón Ñiguez og Patricio Araujo.
I tienderunde ventede Lorient, og her blev der ikke sparet spillere. Det var de bedste elve der startede inde, og det kunne tydelig mærkes. Fred gjorde det til 1-0 efter 6 minutter, fem minutter senere udlignede Steve Marlet, 1-1, men så var kampen også forbi. Første gjorde Bodmer det til 2-1 efter 17 minutter, så Baros til 3-1 efter 19 minutter og til 4-1 efter 30 minutter og før pausen lukkede Fred med målet til 5-1 efter 43 minutter. Endnu en flot sejre og videre kvalifikation i pokalturneringen.
I elvterunde skulle vi møde Lens, som vi tidligere havde sendt ud af Liga cuppen. Denne gang var vi også bedst fra start. Efter 18 minutter sendte Fred os på 1-0, og det fulgte Juninho Permanbucano op på, ved at gøre det til 2-0 efter 30 minutter. Kort før pausen fik Hamdi Salihi dog reduceret. Milan Baros slukkede dog lystet for Lens da han efter 56 minutter scorede til 3-1. Endnu engang fulgte Juninho Permanbucano scoringen op, ved at gøre det til 4-1 efter 70 minutter. Uden de store problemer var vi nu klar til kvartfinalerne.
Monaco blev vores modstander i kvartfinalen. Kampen blev mere tæt og spændende end de fleste havde turde håbe på. Og selvom Monaco havde været gode gennem hele kampen, kunne de ikke stoppe 16årige Emilio Nsue. 3 minutter før tid blev der begået straffe på Fred, og hvem meldte sig til at sparke? Nyindstiftede Nsue, og med stor sikkerhed sparkede han os videre til semifinalen!
I semifinale skulle vi møde Le Havre, der til daglig spillede i Ligue 2 Orange. Det lignede på forhånd en let sejr, men faktum er at vi i første halvleg aldrig formåede at ligge et ordentligt pres på dem. Det så lidt bedre ud i anden halvleg, især efter at Thomas Kahlenberg efter 77 minutter gjorde det til 1-0. Det bliver også kampens resultat, selvom Le Havre, set over hele kampen, måske var bedst.
Selvom vi ikke havde været det bedste hold i semifinalen mod Le Havre, var der ikke mange der var i tvivl i finalen. Modstanderne fra Nantes, havde svært ved at skabe ro i spillet, og vi blev med at presse på. Efter 8 minutter gjorde Thomas Kahlenberg det til 1-0 på et straffespark. Anden halvleg blev tættere end første, men da Nantes i de sidste minutter valgte at sende deres målmand med frem ved et hjørnespark, slog vi kontra, og Hatem Ben Arfa lukkede feste med en scoring til 2-0 efter 89 minutter. Den tredje pokal i år, var hermed hjemme. Men stadig manglede de to største!

Ligue 1 Orange

Der var ingen tvivl om hvem der var de største favoritter til det franske mesterskab, det var vi. Klubben havde vundet den franske liga de sidste 5 år, og både ledelsen og pressen forventede endnu et mesterskab.
Vi lagde godt ud, og formåede at spille flot offensiv fodbold, uden at det kostede i forsvaret, som stod utrolig stærkt. De første tre ligakampe blev vundet med 3-0 over Nancy, 2-0 over Lorient og 2-0 over Sochaux, og så spillede vi 1-1 med Sedan der fik lov til at stoppe en ellers god stime, men vi kom os hurtigt over point-tabet. 4-1 over Lens, 2-1 over Lille, 2-1 Toulouse og 2-0 vandt vi over Bordeaux, før vi igen smed point væk, denne gang til Nantes der reddede 2-2 på hjemmebane. 2-0 vandt vi næste kamp over Rennes, før vi igen spillede uafgjort mod årets andet tophold, Saint-Etienne, 0-0 i en kedelig topkamp. Det blev starten på en mindre formkrise, 2-2 mod Troyes, 1-1 mod Valenciennes, og så 0-0 mod Le Mens, men så kom var det også forbi, 4-0 over Paris-SG, 1-0 over Nice, og så 2-0 over Marseille før vi igen tabte point mod Auxerre der fik 0-0 med hjem fra Stade Gerland, og vi gik på juleferie. Efter juleferien var vi klar igen, først gik det udover Lorient der blev slået 2-1, så 1-0 over Sochaux, hvorefter Lens så fik 1-1 mod os. Så ventede Paris-SG, som blev slået 2-0, så 1-0 over Sedan, 2-0 over Toulouse, før vi fik vores første nederlag siden jeg kom til Lyon. Jean-Claude Darcheville bragte Bordeaux foran 1-0, på straffe, efter bare 4 minutter, og da Alou Diarra blev smidt ud kort før pausen så det svært ud, og fik aldrig hentet deres tidlige scoring. Hermed tabte vi for første gang i 41 kampe! En helt utrolig præstation. Heldigvis knækkede nederlaget os ikke, og næste kamp mod Nantes blev vundet med 2-0. Hvorefter vi, med et meget skadeplaget hold, tabte 2-1 til Rennes. Efter endnu et nederlag var en sejr mod Saint-Etienne i næste kampe en nødvendighed for at holde vores forspring, og kampen blev også vundet med sikre 4-1. Nu var jagten på guldet for alvor sat ind. Men en sejr over de nærmeste forfølgere var det op til os selv om vi ville vinde guldet igen.
Vi lagde skuffende ud med 1-1 mod Troyes, mens blev Valenciennes slået med 2-0, efterfulgt af endnu et point-tab, da vi spillede 2-2 med Le Mans. Så kom der en fortjent 2-0 sejr over Monaco, og dermed havde vi matchbold, da vi mødte Lille i 34. spillerunde. Desværre udeblev sejren, og vi måtte skuffende rejse hjem med 0-0. I 35. spillerunde havde vi igen matchbold, denne gang mod Marseille, og selvom César Delgado først gjorde det til 1-0, og senere til 2-2, vandt vi fortjent 3-2. Helten i den kamp blev 17årige Emilio Nsue, der lavede de sidste to mål for os. Og dermed var det franskemesterskab også hjemme!
I de sidste tre kampe var der lidt mere spilletid, til nogen af dem der ikke havde fået så meget i løbet af sæsonen. Det betød at spilniveauet faldt lidt, men vi formåede alligevel at spille 0-0 med Auxerre, vinde 1-0 og Nice, og i årets sidste kamp blev det til en 1-0 sejr, på Stade Gerland over Nancy! Dermed sluttede vi at med guldfest i Lyon!
Kåringer (som er gået til Lyon)
Bedste offensive hold: Lyon
Årets spiller i den franske 1. division: Thomas Kahlenberg (nr. 1) og Dmytro Chygrynskyi (nr. 3)
Mest lovende spiller: Fred (nr. 3)
Sæsonens manager: Nicolaj Berendt (nr. 1)
Sæsonens stjernehold: Eric Abidal, Dmytro Chygrynskyi, Thomas Kahlenberg og Alou Diarra
Årets hold: Eric Abidal, Dmytro Chygrynskyi, Thomas Kahlenberg og Alou Diarra
Flest assists: Thomas Kahlenberg (11)

Champions League

Det var ikke den nemmest gruppe vi havnede i, i årets Champions League. Spanske Valencia, græske Olympiakos og ukrainske Shakhtar Donestk stod på programmet. Første kamp var mod Olympiakos, som blev slået 4-0 på Georgios Karaiskakis, dog med lidt hjælp fra dommeren, der valgte at vise to af de græske spillere ud. Anden kamp var gruppens sværeste hjemmekamp, spanske Valencia havde fået en god start i La Liga, og var tændte da de trådte ind på Stade Gerland. Det var desværre ikke nok for dem, og Karim Benzema sikrede os sejren efter 38 minutter, 1-0. Næste kamp var ude mod Shakhtar Donestk, og selvom vi førte ved pausen, endte Elano med at sikre ukrainerne det ene point.
Returkampen mod Shakhtar Donestk, blev vundet sikkert hjemme i Frankrig, med 2-0. Og hjemme kampen mod Olympiakos blev heller ikke det største problem, selvom vi skulle helt hen til 82. minut før Milan Baros sikrede 2-1 sejren, og dermed videre deltagelse. Den sidste gruppekamp var i Spanien, mod forsigtigt Valencia hold, der for alt i verden ikke måtte tabe point hvis de ville videre. Det gjorde de heller ikke, og den kedelige kamp endte 0-0. I ottedelsfinalerne ventede det italienske old boys-hold, AC Milan.
Den første kamp i Milano vil sikkert ikke gå over i historiebøgerne som den bedste kamp i Champions League, mest fordi det var to forsigtige hold der gik på banen. Men kampens 0-0 resultat, må siges at være mest til gavn for os, før vi skulle tage i mod Milan på hjemmebane. Returkampe på Stade Gerland blev langt mere spændende og intens, men takket være vores topscorer, Fred, sendte vi Milan ud, da han gjorde det til 1-0 efter 57 minutter.
I kvartfinalen hed modstanderen Chelsea, og mod mine forventninger fik vi en kanon kamp på Stade Gerland i første kamp. Ricardo Carvalho lagde ud med et selvmål efter 16 minutter. Fred fik os yderligere foran lige efter pausen 2-0, og Emilio Nsue lukkede festen for englænderne efter 51 minutter, 3-0. Hermed stod vi godt rustet til returkampen i London.
Ikke uventede starte Chelsea som lyn og torden i returkampen, og selvom vi forsvarede os godt, kunne Grégory Coupet ikke gøre noget, da Didier Drogba gjorde det til 1-0. Ti minutter inden i anden halvleg skabte Frank Lampard spænding, da han på et godt langskud gjorde det til 2-0. Med små ti minutter i gang skaber Didier Drogba balance i det store regnskab, ved at gøre det til 3-0. Men i stedet for at give op, gav mine spillere den en ekstra skalle, og i det 85. minut gør Fred det til 3-1! Hermed er vi klar til semifinalerne i årets Champions League.
Kampen i Liverpool blev spændende. Først kom Liverpool foran 1-0 og 2-0, da John Arne Riise scorede efter 36 minutter, og Mark González efter 41 minutter. Men med et mål af Fred efter 43 minutter var vi stadig med i kampen, og i anden halvleg fik vi faktisk presset Liverpool helt i bund, og det er kun uheld der gjorde at vi ikke fik minimum 2-2 med hjem.
Returkampen blev også en tæt kamp, og det så længe ud til at Liverpool skulle gå videre. Men takket være et åndssvagt straffespark på Fred, begået af Sami Hyypiä, og sikkert sat ind af Thomas Kahlenberg, endte vi med at løbe med finalepladsen!
Finalen blev en kort affære for vores vedkomne. Et stærkt Inter-mandskab, lagde hårdt ud fra start af og Zlatan Ibrahimovich gjorde det til 1-0 allerede efter 2 minutter. Herefter forsatte de deres pres, og efter 29 minutter, gjorde Adriano det til 2-0. Nu så det for alvor sort ud. Selvom vi forsøgte at starte forfra på en frisk efter pausen, blev det sidste håb slået ihjel, da Adriano lukkede festen med sit andet mål, til 3-0, efter 73 minutter. Hermed missede vi den sidste og største pokal i denne sæson.
Kåringer (som er gået til Lyon)
Lidt skuffende havde vi ingen spillere der vandt nogen priser i denne turnering. Dog blev Adriano’s andet mål i finalen kåret til det tredje bedste i hele turneringen.

Næste sæson
Der er ingen tvivl om, at efter sådan en storslåede sæson, vil forventninger til næste år være skyhøje. Jeg har forlænget min aftale med klubben frem til 2009, og vil derfor forsøge at kører videre på vores bølge af succes igen næste år. Dog bliver der nok ændret lidt i truppen. Blandt andet er der allerede skrevet kontrakt med følgende spillere: Aldo Duscher (Deportivo), Kévin Barré (Nantes), José Carlos Terrón, Guy Asulin, Thiago (alle tre fra Barcelona), Toni Kroos (FC Bayern), Antonio Cerrajero (Atlético) og Roberto Soldado (Real Madrid).
Vi ses næste år!