Kap.5 - Evertonians

 

[AlexSN]

Kapitel 1 - Evertonians

Stilheden var skræmmende indtil jeg trådte ind igennem døren. Der forblev stille i et par sekunder, og sveden dryppede ned af panden på mig. Hvad nu hvis de ikke ville synes om mig? Der var ikke nogen om’er, for hvis det gik galt, gik det virkeligt galt. Så begyndte den syge inferno af blitzende kameraer. Jeg kunne slet ikke høre min stol knirke da jeg hev den ud, og jeg skulle kæmpe for at høre bestyrelsesformande ns ord, ”Tør din pande, og lad være med at pisse i bukserne”. Det blev gjort, hvorefter han gav mig et betryggende blik. Så begyndte han på hans tale, som kun varede nogle minutter. Jeg var for langt væk i mine egne tanker, for hvad skulle jeg sige? Jeg hørte ham kun snakke om David Moyes sørgelige afgang, og noget om mit navn. Så satte han sig ned, og lysene pegede endnu engang på mig. Jeg begyndte at forklare hvordan jeg var kommet til Liverpool, og hvorfor jeg var blevet valgt. Jo mere jeg snakkede, jo bedre befandt jeg mig. Efterhånden fik jeg forklaret at mit navn skulle udtales Alexander Sund-Nielsen, hvilket de syntes var svært. Det finder de nok aldrig ud af, og de begyndte straks at kalde mig Mr. Nielsen. Når jeg fik erklæret mig færdig, kom journalisternes spørgsmål væltende ind. Jeg husker at de spurgte mig om hvordan det var at være i Liverpools lille klub, hvorefter jeg svarede at Everton var lige så gode, lige så kampdygtige, og lige så sultende, som Liverpool FC. Det var ikke fair, at når navnet Liverpool blev nævnt, strøg tankerne hen på holdet fra Anfield. Min fremtidsplan kaldte på top fem i den kommende sæson samt noget succes i Europa, om muligt. Da jeg endnu engang havde forklaret dem hvordan mit navn skulle udtales, rejste vi, bestyrelsesformande n og jeg, os op og gik vores vej. ”Vi ses i morgen, Hr. Nielsen”. De ord forlod han mig på, og jeg tog straks hjem. I morgen skulle jeg møde holdet, og jeg kunne næsten ikke vente.

[Rooland]

Fed start 
Glæder mig til at høre mere fra The Toffees.

[AlexSN]

Kapitel 2 – Havnebyen

Kære dagbog...

Jeg nyder min start i klubben. Alle er venlige, lige bortset fra pressen som har pryglet mig til med kritik, og påstar at jeg er alt for uerfaren til jobbet. De kan rende mig et bestemt sted, for jeg tror på mine egne evner, og det gør resten af klubben også indtil videre. Lige fra start af har jeg taget ansvar og sat mig selv i respekt. Spillerne har hurtigt lært mig at kende, og respekterer mig selvom jeg kun er et par år ældre end de ældste. Jeg har fået sat et nyt træningsskema i spil, et skema som burde hive fat i nogle specifikke elementer i det lange løb. Jeg har givet bestyrelsen en liste over nogle potentielle kommende spillere som jeg gerne så i klubben samtidig med at jeg har forlænget flere trænere til dagligdagen. Jeg har fået pladsen til at udvikle mine ideer, og jeg vil gøre mit for at det sker.

På den mere personlige plan er jeg single, 36 år gammel og er på udkig efter et sted at bo i Liverpool. Havnebyen har en vis charme over sig, en charme som allerede har sat sig fast i mit hjerte. Jeg prøver at sætte mig ind i hvordan fansene ser på klubben, og hvilke spillere som er favoritter. Folk som Arteta, Carsley og Cahill ligger klart i top-tre, og det er også tre spillere som jeg har tænkt mig at satse på. Jeg mærker også skuffelsen over at miste det største talent i klubbens historie, Wayne Rooney. Graffiti er overalt på væggene med hans navn, og han er ofte i de lokale medier. Jeg er blevet indkaldt til et langt interview med klubbens fanklub om et par dage, og jeg glæder mig faktisk til det. Byen skal mærke min vilje til at bringe holdet frem i lyset. Jeg er også parat op at svare op alle spørgsmålene om mit privat liv, når de engang kommer. Single and desperate, som man siger heroppe i det kolde England. Flere af spillerne har givet mig råd om hvor jeg kan tage på udkig efter en date, men først og fremmest vil jeg tilpasse mig England og fuldt koncentrere mig om fodbolden. Jeg har desuden fået mig et kontor som er noget så blæret. Hvis bare familien i Danmark kunne se mig nu. De skiderikker gider sikkert ikke engang at komme på besøg. Nok om dem, og tilbage til fodbolden. Cannon, min dejlige assistent, har allerede linet en masse venskabskampe op til sæsonstart. Det er vigtigt for mig at vi har fået en god start på vores samarbejde, og han virker som en meget flink fyr. Anyways, vi skal først en tur til Prague for at spille mod Slavie Prague hvorefter vi napper den første flyver til Frankrig og spiller fire kampe der. Det bliver en fin chance for mig at komme til at kende mine spillere bedre at kende.



Der skete det sjoveste i morges, da jeg trådte ud af fordøren. En skør fan havde overnattet uden foran min dør for at være den første der fik min autograf. Han fik også et billede og en kop kaffe med når han nu lå der og frøs. Det var en meget sjov oplevelse, som vækkede mig og gav mig noget at tænke på på min cykeltur til træning. Styret var iskoldt, men vejret var dejligt. Fuglene sang, og håret blæste væk fra øjnene. Jeg har i min første uge i klubben altid været den første til træning. Ingen kæreste eller børn at sige farvel til. Fodbold, fodbold og fodbold, andet findes ikke i mit liv for tiden. Jeg glæder mig til de kommende udfordringer, og jeg glæder mig til mit interview i morgen. Godnat dagbog, du er min eneste ven for tiden i havnebyen, så vær tålmodig med mig.

[AlexSN]

Smid endelig en kommentar. Hvad kan blive bedre osv.? :-).

[AlexSN]

Kapitel 3 – Varme omgivelser

Kære dagbog...

Nu er der gået et par uger siden jeg sidst skrev i dig. En af grundende til det, er at jeg har været på tur i Frankrig med resten af holdet hvor der desværre ikke var plads til dig i kufferten. Jeg tvivler også på om jeg havde haft tid til at hive dig frem, for det var et travlt ophold. Vi ankom Prague først, og boede i byens luksus hotel. Luksus og luksus, det er store ord for hvad det var, men vi overlevede da, og mødte op til sæsonens første kamp. Banen vi havde trænet på dagen før havde været noget nedbrudt, og bolden hoppede frem og tilbage. En spiller som Lee Carsley havde svært ved at kontrollere bolden, men teknik er heller ikke hans stærkeste led. I følge mine spejdere er dårlige baner hvad der giver god teknik, hvilket er bevist i de sydamerikanske lande. Nå, men det blev da til en kamp, en kamp som ikke hev fat i de store bogstaver på forsiden af aviserne. Jeg var stolt af at se mine mænd løbe ud på banen. Stolt over, at jeg var kommet så langt, og stolt over min indsats. Jeg stillede ikke op i min stærkeste opstilling, og en spiller som James Vaughan fik chancen oppe i front. Joseph Yobo bragte os planmæssigt i front efter en lille halv time på et hovedstød, og ellers gik det bare ud på at køre spillerne klar til sæsonstart. Allerede ved halvlegen kunne jeg mærke træthed ved mange af dem som tvang mig til at lave nogle udskiftninger. Jeg havde kun otte med på bænken af den grund, at der ikke var flere at tage med. Hovedproblemet for truppen i øjeblikket må være, at der mangler reserver. Der er mange pladser, som virkelig får problemer når, og hvis, en skade rammer. Sparta Prague fik reduceret kort inde i anden havleg, og resten af kampen var kedelig og målløs for de 2327 fans som havde fundet vej til stadion.

Næste morgen var det tidligt op og ud til lufthavnen. Spillerne var smadret, og massørerne var godt i gang på flyveren, mens jeg sad og små snakkede med Cannon, min talentspejder. Vi fik delt en lille flaske vin mens vi diskuterede hvor han skulle gå på udkig efter talenter. Jeg var interesseret i at få ham til Skandinavien, men han overtalte mig med sin erfaring, at det ikke ville være det værd. Næste sted på min liste var England, og alle de små klubber der lå rundt omkring. Det skader aldrig at hive fat i nogle talenter fra samme land som klubben, og det var han enig i. På grund af truppens manglende spillere, blev vi også enige om at han ikke nødvendigvis skulle finde talenter, men bare spillere som kunne erhverves for en overkommelig sum penge. Da flyet ramte jorden igen, var det i Nice lufthavn, Frankrig. Jeg kendte området som var det min baglomme, da jeg havde boet der syv år i min ungdom. Jeg elskede stedet, og kunne næsten ikke vente på at checke ind på vores hotel. Efter et par timers træning lidt uden for byen, var vi ude og kigge på byen, og hygge os lidt, dog uden alkohol. Jeg følte efterhånden at jeg kendte mine spillere ret godt, nogen bedre end andre. Der var altid nogen som var mere udadvendt end andre, og omvendt. Næste morgen gik turen nordpå i bus, til den lille landsby Chateauroux, som alligevel havde et ret stort fodbold hold. Vi vandt kampen 3-1 uden besvær. Et par dage senere spillede vi mod Tours og vandt 3-0, og vi følte os godt tilpas i det sydfranske. Næste kamp var mod Nice på Stade du Rey, et stadion jeg også besøgte tit dengang jeg boede i området. Vi vandt kampen 4-1 og tog hjem til hotellet for at pakke. Den sidste træningskamp var mod Atalanta i Italien, hvorfor turen også gik dertil.

Mens de andre pakkede, var jeg nede og se Nancy spille en træningskamp mod Cannes. Allerede fra startfløjt gik mine øjne op for en bestemt spiller. Han viste stort talent, koncentration, styrke og evne til at være en styrende midterforsvarer, og i halvlegen fik jeg hevet Cannon, talentspejderen, herned. Jeg kunne godt huske lidt af mit franske fra dengang, og jeg spurgte manden ved siden af mig hvem han var. Navnet var Sebastien Puygrenier, og han havde spillet i Nancy i snart fire år efter han ankom fra Rennes. Han var endda kun 24 år gammel. Vi huskede begge hans navn og tog hen til bussen og mødte de andre. På busturen fik jeg ringet til Bill Kenwright, klubbens bestyrelsesformand, og fik ham til at kontakte Nancy. De var glad for vores interesse, for spilleren ville gerne på nye udfordringer. I går, en uge efter vi så ham spille, blev han præsenteret som Everton spiller. Vi er blevet 19 millioner fattigere, men jeg er overbevist om at han er pengene værd. Vores træningskamp mod Atalanta vandt vi i øvrigt 1-0, og vi tog dagen derpå hjem til Liverpool, det kolde vejr og familierne, som en flok glade mænd. Klokken er nu midnat til fredag 4. august, og jeg smutter i seng. Godnat dagbog, vi ses snart igen.

Alexander Sund-Nielsen

[AlexSN]

Smid en kommentar, de holder motivationen oppe .

...og husk afstemningen.

[jeezus]

God blog AlexSN! Ikke så meget at ændre. Dagbogsformen virker glimrende, og jeg skal nok følge intensivt med i din blog, men nu er jeg jo også Everton fan 

Once a blue - Always a blue!
KUTGW

[GHERTESTEAS]

men nu er jeg jo også Everton fan 

Once a blue - Always a blue!
KUTGW

[Blackhawk]

Flot start, dejligt skrevet

[AlexSN]

God blog AlexSN! Ikke så meget at ændre. Dagbogsformen virker glimrende, og jeg skal nok følge intensivt med i din blog, men nu er jeg jo også Everton fan 

Once a blue - Always a blue!
KUTGW

Tak, godt at høre. Der kommer en update inden længe, så hæng på som man siger 

Ventede egentlig bare på du opdagede den var med Everton 

Flot start, dejligt skrevet

Tak tak :-).

[Suicide]

Klub valget får mig til at vælge den fra.. Undskyld Alex, det er ikke personligt, gider bare ikke læse om en klub jeg afskyer !!

Gå du nu hellere tilbage og skriv om Roscoe D'InSane !

[AlexSN]

Kapitel 4 - Nogenlunde start

Kære dagbog...

Jeg beklager ventetiden som efterhånden er oppe på lidt over en måned, men der er bare sket så meget. Siden ankomsten i Liverpool er programmet stået på hård træning til sæsonstarten som skulle spilles på udebane mod West Ham. Fra den dag vi vendte tilbage til Liverpool, og til vores første sæsonkamp, skulle der gå hele 28 dage. Det gav mig tid til at finde mig en tilpas hverdag med mine daglige rutiner så som at løbe et par omgange rundt om banen før de andre kom. Det holder mig i fin form, for det nytter ikke noget ikke at kunne følge med sine spillere. I modsætning til dem, har jeg ikke en stor karriere i fodbold bag mig. Jeg husker stadig dagene hvor det stod på bold i enten Dragør Boldklub eller Vence FC i Frankrig. På trods af det, har jeg altid holdt mig i form. Nå, dagen kom endelig hvor vores første rigtige kamp skulle spilles. Nerverne var på, og sommerfuglene var ved at sprænge min mave i luften. Desværre havde de frygtede skader ramt vores tyndt besatte hold, og vi måtte undvære spillere som Andy Johnson, Phil Neville, Nuno Valente, Tony Hibbert og Alan Stubbs. Jeg fik dog skrabet de nødvendige spillere sammen, og vi trådte ind på banen med et stærkt hold. På trods af at vi var på udebane, satsede jeg stadigvæk rimeligt offensivt, og håbede på den mulige altafgørende hurtige scoring. Den kom, men den var langt fra altafgørende. Manden i skysovs var den unge James Vaughan som med en lille lækker finte trak bolden forbi Robert Green i målet, hvorefter bolden triller i mål af sig selv. Han ved lige så godt som mig, at det er nu, at han skal gribe chancen. Det gjorde han i den grad, for han scorede hele tre mål i den kamp alene. Udover ham fik James Beattie også bragt sig selv på maltavlen. Fire mål burde vel give sikker sejr, men ikke hvis modstanderen også banker fire kasser ind. Jeg havde ondt af mine spillere da Dean Ashton udlignede til 4-4 for West Ham i de døende sekunder af kampen. Sådan er fodbold nu engang, og næste kamp hjemme mod Portsmouth troede jeg på kunne give sejr.


Troede. Jeg erindrer aldrig at jeg har troet rigtigt. Jeg har holdt mig så langt væk fra odds som jeg kan i hele mit liv, af den simple grund jeg aldrig gætter rigtigt. Sidste gang jeg prøvede, satte jeg 500 kroner på at FCK ville vinde samlet over NK Gorica, efter de allerede havde vundet på udebane. At de så taber 0-5 i Parken er ikke til at komme sig over. Nok med det, for James Vaughan bragte os planmæssigt foran efter en lille halvtime. Lige før halvlegen får Portsmouth udlignet, og de 36,000 fans på Goodison Park havde alt at glæde sig til i næste halvleg. Af grunde jeg ikke kender til, spiller vi helvedes dårligt i anden halvleg, og kampen slutter 1-1. Det var nu sjovt at spille på Goodison Park for første gang. Stemningen var bedre end et fyldt Parken hvor jeg havde tilbragt mange timer i mit liv. Jeg brugte lidt tid på at ligge mærke til sangene de sang, og en af de ting der slog mig mest, var at over halvdelen af dem var anti-liverpool og Anfield sange. Jeg fik hevet fat i Lee Carsley, en af de gamle drenge, og fik snakket med ham om sangene. Det er jo en direkte had man har til Liverpool. Lee sluttede af med at sige ”We’re the pride og Merseyside”. Merseyside hedder regionen heroppe, og situationen kan vel sammenlignes med Brøndby og FC Københavns kamp om magt over København, bare i en noget større grad. En af de sange jeg synes var sjov, og som jeg vil huske, lød sådan her:

If I had the wings of a sparrow
If I had the arse of a crow
I’d fly over Anfield tomorrow
And Shit on the Bastards below
Shit on, shit on, shit on the bastards below
Shit on, shit on, shit on the bastards below

I dag spillede vi på udebane mod Manchester City og det kendte Stadium of Light. Jovist er det flot, men det siger mig ikke noget. Der mangler en generel form for stemning som der er på Goodison, og derfor mangler halvdelen af oplevelsen. Kampen var kedelig hele vejen igennem, og vi måtte sluge vores tredje uafgjorte ud af tre mulige. Det er ikke den optimale start på vore sæson, men så snart vi alle er faldet tilpas, og vi finder formen, er jeg sikker på at sejrene kommer på stribe. Jeg er lige kommet hjem fra Manchester og kæmper en tro helts kamp for at holde mig vågen. Jeg slutter snart af for denne gang, men vil lige informere dig om, at næste kamp er mod Chelsea på Goodison Park. Jeg glæder mig sindsygt meget til kampen, men først er der landsholdspause hvor blandt andet Andy Johnson er væk. Han er kun lige kommet tilbage fra sin skade, så jeg har bedt ham om at passe på. Jeg har desuden fundet en fin lille lejlighed tæt på trænings og stadion, så jeg har for nyligt tjekket ud af mit hotel, og flyttet ind. Her er småt, men det er tilpas lige for tiden. Godnat dagbog, vi snakkes ved snart, eller når jeg engang har tid til at informere dig om hvordan det går. Jeg slutter af med at ”synge” en sang fra fansene. Den er klart min ynglings indtil videre, og fortæller i den grad hvordan Everton er folkenes klub.

My only Everton
You make happy
When Skies are Grey
You never noticed
How much I love you
So please don’t take
My Everton away

Alexander Sund-Nielsen

[AlexSN]

Klub valget får mig til at vælge den fra.. Undskyld Alex, det er ikke personligt, gider bare ikke læse om en klub jeg afskyer !!

Gå du nu hellere tilbage og skriv om Roscoe D'InSane !

Det skal du da have lov til, der er nogle der bare hellere vil følge Liverpool  Håber stadig du vil følge med i min anden blog når den engang bliver genåbnet :-).

Desuden er det dejligt med kommentarerne, fortsæt med dem.

[GHERTESTEAS]

God update, man må sige Vaughan, ligesom IRL blomstrer
Og du formår og få stmning ind med sange og sådan.
Tilsidst, lidt ærgelige resultater, men hva faen, du skal nok komme igen
C'MON EVERTON

[AlexSN]

God update, man må sige Vaughan, ligesom IRL blomstrer
Og du formår og få stmning ind med sange og sådan.
Tilsidst, lidt ærgelige resultater, men hva faen, du skal nok komme igen
C'MON EVERTON

Ja, Vaughan er fremtidens mand, og jeg har også tænkt mig at satse meget på ham. Lige pt. er han tredje valg. Jeg går meget op i at få stemning med fans osv. ind i bloggen, ja. Resultaterne er jeg ikke bekymret for, de kommer...

Tak for kommentaren