Den Lukrative Rendesten

 

[KF]

Pyyyyh, nu fik jeg endelig taget mig sammen til at forsøge at læse denne blog igennem... og overraskende nok gik jeg ikke død efter de fire første opdateringer. Det er flot arbejde, Hafiz. Du formår at holde sproget levende uden massevis af ubrugelige informationer, og du får også mig som læser til at leve mig ind i bloggen, når jeg forgæves skal sidde og gætte på en ny spiller. Denne blog er suverænt den bedste blog, jeg har læst på FmFreaks.dk - alt i alt er det super arbejde, Hafiz .

[jeezus]

Bloggen fanger - underligt nok - ikke mig! Jeg tror, at det er på grund af mangel af information om selve spillet. Der er meget udenomsnak, og derfor føler jeg ikke at jeg får nok indsigt i selve spillet.
Velskrevet - Ja vel, men indholdet er nu det vigtigste når man skal fange en læser.

Men fortsæt endelig - Man kan jo ikke gøre alle tilfredse 

[Hafiz]

Ja, igen et glimrende kapitel.

Og ja jeg støtter også forslaget om at komme igang med en bog.
Arbejder selv på et forlag (dog med markedsføring), så jeg kan muligvis give dig et par tips om relevante forlag.

Kommer der flere kapitler i weekenden?

God weekend til alle læsere af den fremragende blog!

Mange tak. Ja, jeg vil forsøge at komme med lidt flere updates i løbet af disse 3 dage. Måske 5 stk.

Pyyyyh, nu fik jeg endelig taget mig sammen til at forsøge at læse denne blog igennem... og overraskende nok gik jeg ikke død efter de fire første opdateringer. Det er flot arbejde, Hafiz. Du formår at holde sproget levende uden massevis af ubrugelige informationer, og du får også mig som læser til at leve mig ind i bloggen, når jeg forgæves skal sidde og gætte på en ny spiller. Denne blog er suverænt den bedste blog, jeg har læst på FmFreaks.dk - alt i alt er det super arbejde, Hafiz .

Det er store ord, men tak. Det er også noget, jeg har bidt mærke i. Jeg har haft min tvivl om, hvorvidt FMf's brugere er klar til at følge med i en sådan type blog, og læse det hver gang, og samtidig nyde det. Indtil videre ser det ganske godt ud, så jeg er glad

Bloggen fanger - underligt nok - ikke mig! Jeg tror, at det er på grund af mangel af information om selve spillet. Der er meget udenomsnak, og derfor føler jeg ikke at jeg får nok indsigt i selve spillet.
Velskrevet - Ja vel, men indholdet er nu det vigtigste når man skal fange en læser.

Men fortsæt endelig - Man kan jo ikke gøre alle tilfredse 

Nemlig, men tak for feedback, det er altid godt. Derfor vil jeg i del 2 sætte fokus på noget andet end mine personlige oplevelser.
Jeg håber, du vil vende tilbage i næste omgang

[Hafiz]

Kapitel 13: Hvide klude og cremehvid beton

Med flybilletten i min lettere kolde hånd bevæger jeg mit sind tilbage på grunden til hvorfor, jeg nu befinder mig her. Vi er på vej til Barcelona. Det, der er gået forud, kender I allerede. Eller store dele af historien gør i, men en råkold vinteraften i Holland, mangler I at høre om. Hvad er der så så interessant ved en historie, om en hvilken som helst fodboldkamp imod PSV? – det er netop det, det blev til en ”ikke hvilken som helst”. Vi var bagud. Vi havde brug for en sejr. Der manglede godt og vel et kvarter af denne, indtil videre, gudsforladte kamp, da han lige pludselig hørte mine klager, og begavede vores frontløber med herligheden bestående af 2 mål.
Med bare 4 minutter igen hørte jeg mig selv sige til den netop indkommende defensive spiller: ”Bare flæk løs, så skal det nok gå”. Mange lejligheder til at flække, fik han dog ikke, men vi holdt stand og som en flok danske turister, der tager ned og hygger sig med Hollands damer, tog vi ned og drev gæk med deres spillere.
Pludselig mærker jeg et fast greb på bagsiden af min arm, der holder min ny-returnerede kvittering, og en security-lignende mand guider mig vej op gennem lufthavnen.

Anstigende på SAS-flyet, som var de de eneste, der sponserede noget her i landet, falder jeg hurtigt i snak med Peter, og ombord på flyet går snakken hurtigt over mod vores første opgør imod mægtige Barcelona. Vi tabte hjemme med 1-2, efter en meget flot kamp. Desværre er det ikke nok, og deres to chancer, blev der desværre scoret på.
Gangen ser ikke videre prangende ud. Det er cremehvid, der dækker betonen, Gangen er forholdsvis smal, men vej finder vi alligevel ind til vores omklædningsrum. Udenfor siler regnen ned, som var det skyts fra himlen på vej mod at ødelægge vores forestående møde med Barcelona. Måske med god grund, for det er ikke enhver, der ønsker sig dette.

Som symbol på regnen, starter vores spil også noget broget. Eto’o finder let vej til nettet to gange inden vi i anden halvleg får sat hagen op ad igen. Vores gyldne frontduo får det spanske forsvar til at ligne den spanske trappe i Rom; helt stillestående og lige til at løbe op ad. De vælger dog at løbe igennem og får let smidt bolden i nettet. En gang til bliver dette gjort med anledning til hvide klude på stadion, men de forbliver i de snot-ramte lommer, da hjemmeholdet desværre vinder med 4-2.

Vores eventyr er slut. Vi sidder endnu engang i et fly. Endnu engang på vej hjem efter et nederlag, men vi har været her, vi har lært, og det er jeg ikke i tvivl om, at vi vil drage nytte af. Nu skal vi hjem og hænge de våde klude til tørre, udbedre vores skader, hænge vore modstandere til tørre, og tørre dem, og forværre deres skader, og desuden køre mesterskabet sikkert hjem, igen.
 

[Hafiz]

Næste update ligger klar i trykken

Den næste update er skrevet og klar til at blive smidt herind, men grundet tidspunktet vil det først ske i morgen, da ikke mange tilbringer en fredag foran skærmen. Dem af jer der gør, kan så gen-, eller bare læse bloggen.
Næste opdatering kommer bl.a. til at omhandle:

• Pokalfodbold
• En tur som avislæser
• Afslutningen på sæsonen

[Hafiz]

Kapitel 14: Fra latte til pagne

Det lille, ubetydelige stykke stof, der sidder ved håndtaget på en lynlås på min jakke bliver tygget, som var jeg en lille, nervøs dreng. Vi skal forsøge at vinde The Double. Dagen i dag er smuk, smuk som jeg går med sorte, galla-agtige sko, som jeg i dagens anledning har anlagt mig, eftersom jeg tager forskud på glæderne og håber på en sejr i dag.
Op til kampen har der været meget snak om vores motivation, eller mangel på samme. Tidligere sæsoner har jo vist, at vi ikke just prioriterer denne turnering højt, men der er ikke meget andet jeg ønsker mig, end at jeg kan få lukket munden på praktikant-journalisterne, der blæser bobler af varm luft, som var det deres job, hvilket det jo så også er.
Jeg går med papirudgaven af Politiken under armen, let håbende på at sværten ikke er afsmittende på min hvide skjorte, der i dagens vejr er det eneste nødvendige.

En bænk, der ikke har Parkens vanlige afrensningsmetoder, bliver udvalgt i mangel af bedre til at nyde en take-away-latte, mens jeg i samme moment fokuserer på avisens materiale. Efter de sædvanlige dagsgamle nyheder, hvorfor der intet nyt er under solen for min viden, bladrer jeg hurtigt til analysen af dagens kamp. Ganske vist har jeg fin respekt for denne avis’ sportsafdeling, men analysen, eller hvad man kalder den meget usammenhængende, nærmest folkeskole-look-a-like artikel, der forsøger at finde huller på vores hold og samtidig roser vores jyske modstandere, Vejle, til skyerne.

At give os et kraftigt minus, fordi vi i sidste runde erobrede vores tredje mesterskab på stribe. Bevares, det kan godt være, at vores hårdt kørte spillere, er en smule rustne, men jeg tror nu stadig på, at vi er vores modstandere overlegne.
Da mit ydmyg blik falder på de forventede startopstillinger ryger mundvigen gevaldigt i vejret. Fryden over at de har gættet så meget forkert, er uundgåelig.
Jeg sender mine unge folk på banen, og med ro i sindet. Vi har godt nok noget at bevise, men det kan de unge folk også, og det er jeg oprigtig talt sikker på, at de gør.

Radioen har lige meddelt den overraskende opstilling, bedst som jeg har lænet mig tilbage i sædet for at overvære opvarmningen. De mener, at det er en skændsel, at vi ikke tager denne turnering seriøst. Jeg mener også, det er en skændsel, at de ikke tager mig og mit hold seriøst.

De skulle få noget at skrive om. Selvom Vejle efter 20 minutter får lavet et førende mål, svarer vores Zlatan-lignende ven lynende hurtigt igen 2 gange, og med en kynisk taktik kan jeg nu stå her, ikke med latte i hånden, men med et glas champagne og se spillerne nyde sejren.
Jeg er glad på deres vegne, glad på mine, glad på journalisternes, og glad for, at vi snart går en sommer i møde, hvor jeg kan få gjort op med alle de indtryk, der stadig summer, som en hestepære varmer mellem ens tæer i lang tid efter, men vi intensiverer samtidig jagten på at få gjort op med hestepærens varme og lugt, eller blive vant til det. For vi skal vænne os til indtrykkene, blive en del af det, blive en del af selskabet. Det fine af slagsen.

[United-styrer]

Tillykke med sejren over hollænderne. Nederlaget til catalanerne var vel noget nær uundgåeligt, men når det opvejes af endnu en double, så går det vel nok.

Fortsæt den imponerende stil; det er usædvanlig god læsning.

[Hafiz]

Mange tak! - Ja, jeg var aldrig rigtig i nærheden af at gå videre til kvarten...

[Hafiz]

Kapitel 15: Vendt Om

Mine håndflader er forholdsvis tørre. Det kan mærkes, når de bruges til at symbolisere mine græmmelser. Vendt om, er det blevet. Vi er gået fra at være blandt de 16 bedste hold i Europa, til at ryge fluks ud igen. Det hele startede i Tyskland. Mine spillere lignede nogen, der var parat til at dø for deres sag. Som elleve selvmordsbombere på en fodboldbane. Vi startede også fantastisk, med to føringer, men Schalke skaffede sig efter den tyske devise, af med et nederlag. Tyskerne kæmpede videre og fik et acceptabelt resultat med til København, hvor der skulle ske noget, der kunne få mig til at græde over hvad som helst, selv spildt mælk. Vi lagde skidt ud, som var vi dømt til at begå Salzburg-fejlen. Deprimerende var vores indsats og endnu mere deprimerende var det at se, at deres to målscorere var danske. Lige lidt hjalp det at vi fik reduceret, men tage til takke med Uefa-bold blev vores tjans.

  Netop det er grunden til at jeg nu sidder på en tre-benet stol med hænderne for hovedet, tænkende tilbage på de seneste 90 minutter, hvor vi blev splittet ad som et bolsje i en tyk drengs mund.
Liverpool var modstanderen i denne første runde kamp og bød os hverken på mælk eller bolsjer, men gav os en så stor en øretæve så selv Mikkel Kessler ville sige stop. Vi blev spist af med et 3-0 nederlag, skønt vi kom med forhåbninger om en uafgjort. De forhåbninger blev bygget op omkring vores første møde, hvor den altid farlige højrekant, argentineren, der blev købt i Atletico, scorede kampens enlige mål. Men så snart returen gik i gang var det som om, at vores forhåbninger var bygget op som et sandslot og tidevandet nu var ved at indtræffe. Hele tre scoringer i første halvleg, og så var kampen ligesom lukket.

 

Nu sidder jeg her, mest af alt lyst til at gøre stolen til to-benet, men vi må se fremad og gøre klar til liga-forsvaret, selvom tingene er blevet vendt om. Vores drømme om europæisk succes er forsvundet, og selvom truppen har været stort set uændret fra sæsonstart har spillerne ikke haft overskuddet til at gøre det igen. Ganske vist har vi sagt farvel til Fredrik, der ikke længere er at finde i klubben, og nu uden sådan en. Vi har sagt goddag til to unge kometer, som jeg forventer mig en del af. Begge danskere, den ene en højrekant fra Midtjylland, mens den anden har lidt mere rutine. Han kommer fra en tysk storklub, og angrebstalentet tror jeg meget på.

Men nok om dem, jeg er nu ganske skuffet, mens jeg sidder her i flyet på vej hjem, hvor den tre-benet er afløst af noget, der gnider mere salt i såret. Flyet er tydeligvis bygget til pygmæer, måske endda pygmæer uden ben, eftersom der ikke er plads til meget mere end et sæt ankler. Nok om så skrøbelige ankler, for det har vi desværre vist, at vi har. Nu skal vi vise, at vi stadig er langt foran de hjemlige konkurrerende ankler.

[Hafiz]

Kapitel 16: Stadiet Pepsi

Svært at finde ord for den første halve sæson. Det har jeg. Vores miserable placering og indsats i den hjemlige liga har overskygget august måneds flertrins fadæser, og vi kan konstatere, at de gode skribenter på diverse aviser allerede har skudt papegøjen, eller hvert fald skudt mig fra mit embede.

De forventer ikke, at jeg bliver i klubben. Ganske korrekt, for denne vinter vil jeg ikke kun blive i hjemlandet, men som nu, hvor jeg sidder og smider penge ud af vinduet. Dog ikke bogstaveligt, for vinduerne herinde kan heldigvis ikke åbnes, men penge bliver der lagt på bordet, da jeg ønsker mig noget så sølle, som en Pepsi. En Pepsi er det samme for mig i forhold til en Cola, som vi er, sammenlignet med os selv i sidste sæson: En dårlig kopi.
Der er dog en ydmyg grund til at jeg mænger mig med væsker, der kan give selvlysende børn, helt frivilligt er det ikke. Jeg er på vej til Rio. Og jeg glæder mig. Som en anden medløber skal jeg støde til mine to sydlandske scouts, der skal præsentere mig for 3 spillere i sambaens land.
Hurtigt befinder vi os i en alt for ildelugtende bus, hvor det virker som om, at bufchaufføren forsøger at ramme samtlige huller i vejen, velvidende at han er den eneste, der har et sæde, der kan klare disse forhindringer uden at få det til at føle som om, at klassens tykke pige fra gymnasiet netop har sat sig oven på en.

Efter en knap så behagelig oplevelse, bliver vores sindsro oplivet en smule, da genkendende håndtryk udveksles, og vi derfra kan konkludere, at vi endelig er nået frem. Der er egentlig ikke så meget at sige til det første stop; det sidste tjek skal bare gennemgås, også skal han med til Danmark.
Fra klubben Flamengo har vi nemlig opstøvet et stort midtbanetalent, der åbenbart godt kan li’ Pepsi, eller bare har lyst til at prøve lykken i Danmark.
Det er ikke ham, der bærer på vandflaskerne, det er ikke ham, der hjælper med at samme plastictrekanterne op, men det er ham, der er førerhunden, ham der råber op, og ham, der besidder en god, teknisk og fodboldmæssig forståelse. Gennem en tolk får jeg snakket med ham bagefter hans rutinemæssige træning, der meget vel kan vise sig, at blive hans sidste i denne klub.
Uden at virke nervøs bider han til bolle, eller han slår hvert fald til på vores fornemme tilbud om at være en del af talentskolen, og han lægger ikke skjul på, at han ser det som et stort skridt i sin personlige karriere.
Med første handel i hus forlader jeg stedet lettere bekymret. Bekymret over hans attitude, men han er et for stort talent til at lade ligge. Hvis der er nogen, der kan få ham på den rette vej, er det os, og det er værd at give et forsøg.

Næste, og sidste stop, er São Paulo. Her befinder der sig to spillere, som mine folk har fået øjnene op for, og to spillere, som vi vil forsøge at skrive kontrakt med. Med et beløb på godt ti millioner kroner, har vi, som aftalt med den sælgende klub, fået fat i vores andet mulige skud på stammen i forhold til en kommende stjerne på midtbanen, mens det trækker længere ud med vores sidste mand fra klubben São Paulo. Angriberen bliver tilbudt en fin kontrakt, men måske havde han forventet sig noget andet, for hvert fald viser det sig ikke godt nok. Lettere fortørnet sætter jeg mig i en knirkende seng, der ikke hjælper af med smerten fra den tykke-pige-agtige bustur, og overvejer, hvad der nu skal gøres.
Sammen med mine folk kommer vi frem til, at et forbedret, og sidste tilbud, skal gives.
Morgenen efter står vi så klar til mødet med den unge angriber. Vi står klar med en kontrakt, ondt bagi og for lidt søvn, men heldigvis lader han til kun at opfange det første. Spilleren har også fået et nyt kontrakttilbud fra sin nuværende klub, men til vores store lettelse sætter han sin signatur på vores papir, og en gratis angriber er i hus. En god angriber. Han skal veksle mellem at få erfaring på førsteholdet og spille for talentholdet.
I første omgang håber jeg, at han falder godt til, så han, når vi alle sammen er klar til forårssæsonen, kan hjælpe os til at indhente AaB og få mit fjerde mesterskab.
Mens jeg sidder i en lige så dårlig bus som for nogle dage siden, tænker jeg, at det nok er dette jeg foretrækker, frem for at komme hjem til mediestorm om en fremtidig og nærtstående fyring, men noget valg har jeg egentlig ikke.

[Swaagenz1]

  - hold da op.
Herlig læsning igen og igen.
En super beskrivelse af de følelser som alle garanteret har siddet med når tingene glipper og man føler at alt uheld rammer på samme tid!
Det er såååå godt skrevet, unge mand!

[Hafiz]

Jeg takker mange gange for titlen og kan nævne, at det giver en update i dag, der bringer os frem til midten af spillet

Jeg undskylder for mine sidste 3 dage men har haft mindre heldige ting at se til.

Nogen der kan svare mig på, hvorfor min blog er nummer 1 over tråde i forummet "blogs"

[Chelidze90]

Derudover vil Månedens Blog og Månedens Tråd være pinned i den efterfølgende måned, således at de altid står øverst i oversigten.

Derfor

[Metsu1]

Derudover vil Månedens Blog og Månedens Tråd være pinned i den efterfølgende måned, således at de altid står øverst i oversigten.
Derfor ligger den nummer 1 og tillykke

[Hafiz]

Ah, skide smart. Tak for det drenge!